What an entertainer! (Genevira)

S: En fin herregård et godt stykke uden for Sunfury
T: Aften
V: Varmt og tørt

@Genevira

Stedet var varmt. Selv om det forunderlige vejrfænomen, der havde ødelagt det meste af kontinentet på dette tidspunkt, var ved at aftage...Så var der stadig forfærdeligt varmt hernede. Sean var mere van til Doomsville kolde og våde klima. Denne tørke var slet ikke ham, og netop en af årsagerne til han normalt blev oppe mod nord.
Men når man var hersker og derfor et yndet venskab blandt mange, havde man ikke altid muligheden for at være kræsen. I stedet havde han taget den lange tur, over den nye bro som Fenrer og han havde sørget var blevet bygget, og ned mod Sunfury. Men han skulle tættere på ørkenen endnu, for at finde den fine herregård, som ville være stedet for denne lille forsamling.
De blev ikke mange. En lille flok adelige, flest folk fra Sunfury, men også et par stykker fra andre byer. Handlende, alle sammen, ud over Sean og en anden borgmester fra en eller anden by. Håber var at sikre nogle bedre og mere faste handler, især når alle nu manglede mad og nok rent vand. Så det var med denne politiske mulighed i baghovedet, at Sean havde bevæget sig hele vejen herned.

Han var ankommet til boligen i løbet af dagen, hvorefter han havde brugt et par timer på at slappe af og få et bad. Blive forfrisket oven på rejsen, der havde været ganske støvet. Hans normale sorte tøj virkede som en trussel i den stadig tørre varme, så i stedet var han trukket i nogle mere lette hørbukser og en hvid skjorte, der som de fleste skjorte, sad tæt til hans krop. Knappet, men med undtagelse af et par knapper ved kravebenet. Som incubus vidste han hvordan han skulle klæde sig og bevæge sig rundt for at tiltrække opmærksomhed - en viden han havde brugt meget hele sit liv.
Det mørkebrune hår var blevet redt tilbage, en let skygge af skæg prydede hans kæbe og hage. Normalt havde han altid et sværd ved sin side...Men på det sidste var der sket så meget omkring ham, at han for en gangs skyld kunne lægge det fra sig uden at føle et stik af voksende paranoia og panik. Alligevel fik sværdet et sidste kig, inden han forlod sit lokale for at deltage i de sociale begivenheder denne aften.

Begivenhederne foregik i to store stuer, der var forbundet af en stor dobbeltdør. Normalt kunne en pejs holde dem varme, men da varme ikke var en mangel, var pejsen slukket. Rummet var pænt pyntet, med den typiske pryd som de havde hernede i syden. Sofaer, lænestole og puffer stod i begge rum. Der stod små flokke af snakkede adelige i begge stuer, og nogle tjenere gik fra rum til rum med glas og små snacks. Alt i alt...Så forfærdelig gennemsnitsligt.
Husets vært kom ham straks i møde med et stort smil, tog hans hånd og trak ham med igennem lokalet. Sikkert stolt over så fint besøg.
"Velkommen endnu en gang, min Herre! Jeg håber De finder denne lille komsammen til Deres tilfredshed. Har de smagt på sagerne? Nej? Hvad med et glas, De må være tørstig!"
Et køligt glas blev puttet i hans ledige hånd, før han blev trukket rundt til flere ansigter, som han måtte møde. Men selv om Sean var her for handlens skyld, ville det ikke blive fokuset her til aften. I aften var for det sociale - i morgen kunne man samles om et bord og snakke forretning.
Allerede en smule kedsommelig nippede Sean til den kølige vin. Han var ikke til vin. Den smagte forfærdeligt. Pænt sank han væsken alligevel, som han lod det mørkegrå blik glide igennem de to store lokaler. Da han endelig kunne vride sig løs fra værten, havde han mulighed for at gå lidt for sig selv. Og tage aftenens underholdning i øjesyn. Det ville næppe være den slags underholdning Sean selv foretrak...Men selv lidt underholdning ville være bedre end intet.

Selvom Genevira var overbevist om, at hun en dag ville få hvad hun fortjente af universet, var hun alligevel overrasket, da hun efter et ringebetalt job på en eller anden kro i Sunfury, som hun allerede havde glemt navnet på igen, var blevet standset af hustruen til en åbenbart relativt magtfuld handelsmand, der åbenbart holdt af Geneviras sangstemme og ønskede at hun kom og underholdte til en fest senere på ugen.
Genevira havde straks sagt ja, for selvom det ikke var helt så magtfuldt som de steder, hvor hun ønskede at ende op i sidste ende, så var det et sted at begynde.
Og nu var hun så havnet her i dette fine hus med alle de gamle guldindrammede familieportrætter. Det var, ved hendes ankomst, hurtigt blevet bedømt at hendes lurvede fremtoning ikke passede sig til et finere selskab og hun var blevet sendt i bad og proppet i en duegrå kjole besat med ferksvandsperler. Nok det fineste, men også mest uslidte stykke tøj Genvira, som hele sin barndom havde arvet tøj fra sine ældre søskende, nogensinde havde haft på.
Timerne før festen havde hun bare brugt på at vandre omkring og forsøge at ligne en, der passede ind også selvom hun var forvirret. Tjenestefolkene her behandlede hende som om hun var en eller anden respektabel lady, hvilket hun alt for hurtigt kunne vende sig til. Faktisk ville det måske slet ikke være så slemt, at blive her.

Nej….hun havde rystet på hovedet af sig selv. Selvom hun i begyndelsen havde været overvældet af den pragt, som hendes forældre ville have set på med foragt, for hvorfor var der folk, der havde så meget, når andre sultede? Så var hun overbevist om, at der var bedre at finde derude. Hun var bestemt for noget større end selv det her.

Men til selve festen fandt hun hurtigt sig selv en smule…ukomfortabel. Hun skjulte det så godt hun kunne, men de ting hun overhørte fra de adelsfolk, der slentrede omkring i lokalet, forstod hun ingenting af. Handelsruter, alliancer, værdifald og værdistigninger på vigtige varer. Genevira, der hverken kunne læse eller skrive mere end sit eget navn måtte hurtigt stå af overfor snakken om politiske strømninger og hun følte sig meget, som den lille pige fra Rotten Root District igen.

Hun åndede dybt ind én gang, selvom hun ikke havde brug for det, lod den negative følelse passere gennem sig og ud. Glemte den, som kun en, der var vokset op i et hul kunne glemme sine trængsler. Koncentrerede sig i stedet om sine sange, som folk lyttede til med et halvt øre, og konstaterede, som tiden gik for sig selv, med stort chok, at vigtige folks fester var dødsens kedelige.

Der skete jo ingenting.

Hun besluttede sig at sætte bare en smule gang i tingene, greb en forbipasserende tjener, der hurtigt fik røde øer af forlegenhed, ikke så meget over hendes nærvær som over at være blevet trukket væk fra sit reelle job, og trak ham med sig i en dans. Ikke en dans som dem, der blev danset i fine balsalle på herregårde som denne, men en dans, der bedst passede sig til de fattige menneskers høstballer eller lignende. Den slags dans, der, da hun var yngre, havde efterladt Genevira svimmel og stakåndet.
Efter nogen tid lod selv hendes dansepartner til at more sig.

Han blev svimmel hurtigere end hun gjorde og hun måtte slippe ham, bukkede teatralsk for de folk, der stirrede underligt på hende. Hun håbede ikke, at hun havde forarget sine værter nok til, at de nu ville smide hende ud.

”Nogle andre?” spurgte hun med et glimt i øjet og et drillende piget udtryk i ansigtet. Hun rakte bydende sin hånd frem mod folk, der stod og ikke helt vidste, hvad de skulle gøre, men samtidig så de, i Geneviras øjne i hvert fald, ikke helt forargede ud. Hun havde vidst bare givet dem noget at huske aftenen for.

Han havde vænnet sig til disse fester og små sociale selskaber. De havde været en del af hans liv i så utroligt mange år allerede. Han vidste hvordan han skulle begive sig rundt, hvordan han skulle hilse, og hvordan han bød en kvinde op til dans uden at forarge kvindens far eller mand. Så mange kvinder - og efterhånden også nysgerrige mænd - var faldet til hans charme. Han kunne ikke stoppe sig selv, selv om han vidste bedre end at spise adelens arvinger. Det var for sjovt, en underholdning han nok aldrig blev træt af: Den stilletiende tilbedelse. Den jomfruelige uskyldighed, som han kunne tage fra dem. På en ellers forudsigelig aften kunne det være lige den afslutning han havde brug for. Det var ikke sjældent de kom tilbage eller sendte blikke efter ham senere. Men selv om flere af dem måske legede med tanken om ægteskaber eller flere frie nætter, blev det ved det. Resten kunne aldrig komme på tale. Han kunne ikke favorisere blandt dem, og han ville aldrig gifte sig. Specielt ikke med nogle af dem. Kedelige nikkedukker, der gjorde nøjagtig det samme som deres forældre. Og deres forældre før dem.

Ja, han havde mange års erfaringer i at tackle disse selskaber. Men han havde altid været typen der nød kaos. Dans, musik, alkohol og lyster. Ting, som slet ikke var acceptable i fine selskaber som disse. Jo, dans hvis det var vals og alkohol hvis det var en fin vin. Men ikke resten.
Problemet var bare at dette var en nødvendighed. Sean havde brug for at lægge planer og sikre sig gode forretninger for sin by. Hvis dette gav ham nøjagtig det han skulle bruge, så var det dette han ville gøre. Sådan havde det altid været. Han havde altid været stålsat.
Det hele var heller ikke lige dårligt. Det kunne være sjovt. Sjovt at narre folk og manipulere rundt med dem, for at få det man selv ønskede sig. Adelige var ofte nogle af dem, der var mest forplantede i deres traditioner og forventninger. Det var ikke altid de så ud over deres egne grænser. Derfor var der mange ting de ikke bemærkede, selv om de foregik lige for næsen af dem.

Sean konverserede roligt med de folk han gik forbi. Mange hilste på ham, spurgte ind til tilstandene i Doomsville og andre høflige spørgsmål. Snart ville Sean have vist sig længe nok, til at han kunne fortrække sig med en undskyldning om træthed. På trods af han næsten aldrig sov mere end et par timer. Han nippede igen til en sure vin, før han opgav den og satte den fra sig på et fad en tjener kom forbi med. Han rettede let på sit tøj, da en pludselig aktivitet fangede hans blik. Og automatisk dragede ham en smule nærmere.

En ung kvinde havde trukket en tjener ind til en dans. Handlingen alene fortalte ham at hun ikke var en adel. En adel ville aldrig trække tjenere med ud på dansegulvet, eller have et så...Næsten udfordrende...Udtryk i blikket. Roligt samlede Sean hænderne bag sin ryg, som han blev stående i udkanten af mængden og så dem danse færdig. Kvinden havde sunget tidligere. Ikke ubehageligt at lytte til, men det var naturligt gledet i baggrunden ved alt den anden snak. Dette her var dog noget helt andet. Noget der tog opmærksomheden. Åh ja...
Sean lod blikket glide over tilskuerne. Forargelse og forvirring. Værtens ansigt, der virkede mere og mere forlegent over det skete. Værten havde sørget for at invitere underholdningen, så disse aktiviteter ville sætte sig på hans ry. På godt eller ondt.

Et svagt smil spillede i hans mundvige, som alle virkede en smule lammede over situationen. Tjeneren fik sin frihed igen og kvinden havde personlighed nok til at udfordre selskabet til en dans. Ingen vidste helt hvordan de skulle tackle situationen. Flere så tilbage mod værten med små sigende blikke.
Men inden nogen nåede at gøre noget - eller måske netop fordi ingen gjorde noget? - trådte Sean frem. Afslappet holdt han sig hånd frem, på trods af hendes egen, som han tilbød hende at tage hans hånd. Hvis de skulle gøre det her, ville Sean gøre det rigtigt. Mon kvinden overhoved vidste hvordan man dansede en ordentlig dans, der var mere værdig til et adeligt selskab? Hun var ikke den eneste der kunne udfordre. At folk nu stirrede lige så meget på ham, generede ham ikke. Men ingen turde helt slappe af endnu, selv om der sikkert var en vis lettelse over at nogen havde prøvet at tage kontrollen.
"Lad mig" foreslog han afslappet og ville blidt trække hende ind mod sig, hvis hun tog hans hånd. Hans mørkegrå blik hvilede på hendes ansigt, aflæste hende. Hvis hun lod ham, ville han lægge en hånd om livet på hende og automatisk tage kontrollen i en let vals. En vals behøvede ikke være kedelig. Hvis hun kunne finde ud af det - og måske selv hvis hun ikke kunne - ville der være mere end nok muligheder for at svinge hende rundt alligevel.
"Hvis du tør?" drillede han afslappet, ikke uden den samme svage trækning i mundvigen, der udgjorde hans smil.

Der var stille længe. Så længe, at Genevira næsten begyndte at frygte, at de rent faktisk snart ville ty til at smide hende på hovedet ud af vinduet. Men den spontane og måske lettere dristige side hun havde haft siden barnsben havde, trods hendes ønske om at opnå vigtige menneskers anerkendelse, fået overtaget. Bare fordi man var ved at blive til nogen, behøvede man vel ikke at miste sig selv helt og stå som en eller anden fin påklædt statue i hjørnet et sted, ind til nogen besluttede at man var værdig til at blive inddraget i en samtale? Det var der nok adelsfruer, der gjorde i forvejen. I hvert fald, hvis festen hertil aften var nogen brugbar indikator. At leve godt behøvede ikke at betyde at leve kedeligt. Det besluttede Genevira sig i hvert fald i dette, måske, afgørende øjeblik. Hun ville ikke blive som disse folk, hun ville blive noget bedre og folk skulle huske hende for det. Og i bedste fald begræde, at de ikke selv var lige så gode, tilføjede hun, bare sådan for en god ordens skyld.
Folk her, ville en dag komme til at huske hende for evigt. I hvert fald, hvis alt gik, som hun gerne ville have det.
Og hvad kunne man ikke gøre af godt, når man var betydningsfuld? Store dele af hendes, ikke særlig nævneværdige, indtægt gik i forvejen til, anonym, støtte til hendes familie tilbage i hendes barndomskvarter. Tænk engang, hvad hun ville kunne gøre med en indflydelse, der rent faktisk betød noget. Ikke bare for sin egen familie, men for alle, der levede, som hun selv engang havde gjort. Tanken faldt kortvarigt på Alanis, der mere eller mindre, så længe Genevira kunne huske, havde været et ulyksaligt offer for sine omstændigheder. Og der var så mange flere mennesker og andre væsner af den slags.
Hun besluttede, efter sin noget himmelfaldne oplevelse i dag med, hvad aristokratiet egentlig var for nogle folk, at når først hun fik betydning, så ville hun bruge den til virkelig at gøre noget. Ikke blot til at sidde og spytte i et alt for surt glas vin, mens en gammel mølædt købmand fortalte hende om alle de vidunderlige ting, man kunne bruge peber til.
Hendes tidligere dansepartner var for længst forsvundet i mængden for at gå tilbage til sit arbejde, da Genevira i stilheden var lige ved at begynde at fortryde, at hun i første omgang havde givet slip på ham.
Aftenen lod til at være klar til falde tilbage i den samme kedelige ramme, blot fordi disse folk, der omgav hende og stirrede på hende, lidt som var hun et fascinerende, men også en smule frastødende dyr, var bange for en smule udfordring.

Dette blev dog til sidst afkræftet at være tilfældet, da der til sidst var nogen, der rent faktisk tog imod hendes tilbud.
”Tør?” Hun blinkede. ”De undervurderer mit mod, sir.” Hu gav ham sin hånd og forsøgte det bedste hun kunne at skjule det faktum, at hun blev noget overrumplet, da han sådan trak hende ind til sig. Det var et held, at hun ikke snublede over sine egne fødder og at hendes kinder havde mistet evnen til at blive røde. Så tæt havde hun trods alt alligevel kun sjældent været på folk af det modsatte køn og så da slet ikke i en situation, som den hun stod i lige nu. Hun var på mange måder ret håbløs, hvad den slags angik, men heldigvis havde hendes opvækst været behjælpelig til at lære hende at skjule den slags forvirrede følelser. Og andre følelser, der kunne bruges imod hende i det hele taget.
Desuden var hun ikke dum nok til at ikke at være klar over, hvem hendes dansepartner var. Herskeren af Doomsville, en ærkedæmon af alle væsner. At være så tæt på et væsen, som hun, det meste af sit liv i hvert fald havde været overbevist om, kunne slå hende ihjel så let som at blinke med øjet, var underligt. Men, reflekterede hun med let undren, hun fandt det egentlig ikke ubehageligt.
I stedet gjorde hun sit for at følge med i dansens trin. Sådan havde hun aldrig danset før og måske var hendes fødder en anelse for hurtige, men hun undgik da at træde på Sean Mcgivens’ tæer. Det ville ikke have set særlig smart ud, hvis hun havde og desuden havde hun ikke ret meget lyst til at ende på en kirkegård. Men hun var glad for at lære nye ting og en dans forskellig fra dem, hun var vokset op med generede hende ikke.

Hendes kluntede skridt afslørede hende hurtigt. Det ville være løgn, hvis Sean ikke nød det blot en smule: At kaste folk ud i noget, de ikke helt kunne bunde i, så han selv stod med kontrollen over situationen. Så at han stod med viljen til enten at gøre oplevelsen god eller yderligere ubehagelig. Hun ville være smidt på hovedet ud i sandet, hvis ingen havde gjort noget. Måske havde han lige reddet værtens ry, måske havde han lige reddet hende fra en ydmygende slutning på en halvhjertet karriere som sanger og danser. Som Sean tog føringen og trak hende rundt i en let vals, begyndte folk langsomt at slappe af igen. Vals var en dans de kendte og ingen ville modsætte sig en så magtfuld mand. Værten prøvede at lade som om intet var sket, mens han skubbede flere fyldte glas i hænderne på folk omkring sig med et undskyldende smil. Og et taknemmeligt blik mod Sean. Hun ville nok stadig blive smidt ud bagefter, men i det mindste var det muligt at gøre det stille og uden folk bemærkede noget yderligere.
Som folk vendte forsigtigt tilbage til deres samtaler og gav dem ro til at danse færdigt, fik de endelig en smule tid til dem selv. To-tre mænd, der havde taget konen med, deltog selv i en let dans. Musikerne spillede en let tone til det. Det ville være uhøfligt at lade en hersker danse alene, som om han selv var underholdningen til selskabet, trods alt. Men alt i alt havde de nu mere tid til dem selv end med alle de stirrende blikke før.

Det var tydeligt hun ikke kendte vals. Han var ikke sikker på om han overhoved havde forventet det. Som han let tog hende ene hånd, skubbede han hende let ud fra sig, så hun kunne snurre rundt under hans arm. Kun for at hive hende ind til sig endnu en gang. Dansen var slut når han besluttede den var slut. Hendes unaturligt blege hud og manglende rødhed fra både oplevelsen og dansen gav ham et fingerpeg om hendes race. Hendes kolde hænder bakkede op om det. Men Sean havde intet imod vampyrer. Individer fra racen havde længe udgjort nogle af hans bedste bekendtskaber.
"Jeg kan se du havde planer om at stoppe din karriere som underholdning for fine selskaber" bemærkede han let, som de endnu engang stod tæt på hinanden. Hans blik hvilede på hende, da han ikke behøvede yderligere opmærksomhed på sine omgivelser for at trække hende rundt i den samme lille firkant.
"Min redning har måske givet dig en chance til. Men hvis du går efter sådan en karriere, burde du overveje hvor meget du ønsker at...Underholde...Dine omgivelser. Adelen giver de bedste penge og vilkår, men de er også kræsne og meget strikte" tilføjede han sigende, før han skubbede hende ud i en endnu en rundtur.

Okay, hun kunne godt se, at hun virkelig havde skaffet sig selv problemer på halsen og, at der skulle mere til at sno sig ud af det her end et par glatte ord og et smil. Pokkers også. Hun trak vejret ind for at klare tankerne, mest af gammel vane, det tog åbenbart mere end tre år at holde op, og rystede sit begyndende ubehag af sig. Hun var kommet tilbage fra værre odds end det her, ikke? I hvert fald ville hun endnu ikke lade sig slog ud af det. Det kom man ingen vegne med, som hun så det.
Hun kunne godt regne ud, at hendes aften her nok snart var slut og at hvis hun ønskede yderligere jobs, så skulle hun nok bevæge sig væk fra området omkring Sunfury. Tja, det var jo heller ikke ligefrem fordi, at hun kunne nyde solen længere. Den tid den sorg.
Selvom hun aldrig havde danset vals og dette nok, desværre, kunne ses, så morede hun sig, når det kom til stukket ganske godt med det og hendes trin blev da også gradvist mindre kluntede, jo længere tid der gik. Lad dem le, hvis de vil. Jeg skal nok klare mig lovede hun sig selv.
Hun lod sig føre rundt, kunne for det første ikke gøre så meget andet, både fordi hun ikke anede hvordan, men også fordi det ville være decideret dumt at forsøge.
”Tja, jeg havde ikke planlagt at den skulle ende så brat, men til tider vil skæbnen noget andet,” sagde hun og sendte Sean et næsten afslappet smil.
”Og jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle underholde for evigt. Dette er et…tilbageslag, det må jeg give Dem ret i, milord, og det er selvfølgelig uheldigt, men på et eller andet tidspunkt, skal jeg nok komme tilbage fra det, hvis ikke alt ramler sammen,” erklærede hun beslutsomt.
”Men ja…jeg kan lige så godt se i øjnene, at der er nogle sociale mønstre og koder, jeg må have overset eller bare ikke har kunne gennemskue,” indrømmede hun en anelse modvilligt, men et eller andet sted, var det vel klart, at hun, der først lige var begyndt at spille dette spil, manglede noget, som dem, der havde gjort det i hundreder af ord havde.
Ikke at hun brød sig mere om sine egne mangler af den grund. Men efter sin genfødsel havde hun alt tid i verden, medmindre nogen besluttede sig for at slå hende ihjel altså. Hun kunne nå at sætte sig ind i tingene. Til gengæld hun måtte nok sande, at hun ville få brug for nogen, der havde bedre styr på spillet end hun selv, for der var ting her i verden, som hun ikke bare kunne lære sig selv. Og en evighed i fattigdom lød ikke særlig rart.
”De har sandsynligvis reddet mig fra et noget større rod end jeg ellers kunne have været havnet i,” erkendte hun.
”Det lader ikke til at folk her er særlig åbne for forandringer og De har sørget for at jeg muligvis kan forlade det her sted med i hvert fald en smule af min værdighed i behold.” Hun sendte Sean et uskyldigt smil. ”Tak,” afsluttede hun så, meget opmærksom på, at han så let som ingenting ville kunne have ladet hende stå der og ligne en idiot uden at gøre noget ved det.
At takke sin frelsende….tja…dæmon, var vel det mindste hun kunne gøre.

”Men helt ærligt, må jeg spørger om noget?” Det gik op for hende, at det havde hun lige gjort og hun lo dæmpet af sig selv.
”Har folk det sjovt til sådan et selskab her?” Det var et reelt spørgsmål.

Hun var forvirret. For Genevira var det svært at se, hvorvidt folkene her overhovedet nød hinandens selskab på noget som helst plan, eller om det hele bare var et træk for at opnå større social status eller flere penge.

Desuden virkede de fleste folk her så bange for det, der var bare en smule anderledes, at de næsten lige så godt kunne have skreget, hver gang der var et omslag i vejret.

At danse sammen gav en oplagt mulighed for at føre en lavmælt samtale, uden andre kunne følge med i hvad der blev sagt. At snakke med en uheldig underholdske uden for denne pludselige dans ville måske ikke være det folk forventede af ham. I længden havde folk intet at sige, hvis en hersker krævede et bestemt selskab - det var noget han udnyttede til tider. Og disse var blot alt for rige handelsmænd, enkelte af dem med fine titler. End ikke fra hans egen by. De ville ikke takke nej til en god handel, bare fordi en archdemon valgte kvindelig selskab for aftenen. Ud fra hvad alle vidste, var Sean nu uden partner og kvindelig selskab kunne trods alt...Bruges på flere måder.

Det bekymrede ikke Sean yderligere. Før eller siden ville dansen stoppe af sig selv, eller fordi musikken ville skifte. Men for nu havde de stadig mulighed for at dele nogle ord mellem dem. En mulighed hun nok ikke havde haft før, eller ville få lige så nemt ved senere. I hvert fald ikke hvis hun fortsatte på samme måde, som hun var begyndt.
En svag trækning i mundvigen udgjorde det svage smil han sendte hende. Ja, hun havde så sandelig overset noget. Eller måske ikke vidst bedre? Ud fra hendes ord og optræden virkede hun ret ny til det. Hvordan hun havde fået jobbet til at synge her var et mysterium - men værten havde nok set hende optræde et andet sted og taget chancen med hende.
Med en finger prikkede han hende let på den ene tinding, mens han studerede hendes ansigt let.
"For en, der gerne vil lære det, handler det om observation. Og tålmodighed. Se hvad de andre gør og gør som dem. De elsker når man gør som dem" bemærkede han roligt, som han ganske gratis gav hende et par råd på vejen. Hvorfor vidste han ikke. Han var ikke typen der gav ud fra det gode i sit hjerte. Langt fra. Nej, det hang nok bare sammen med at hun havde tiltrukket hans opmærksomhed og nu dansede de alligevel sammen. I det mindste kunne han rejse hjem om nogle dage med dette forunderlige møde i tankerne. Noget der havde været bare lidt anderledes.
Ved hendes sidste spørgsmål svarede han ikke med det samme. I stedet svang han hende rundt et par gange, og det var først da de stod tættere på hinanden igen, at han svarede.
"De rige og de fine vil gerne gøre sig til. De vil gerne vise deres rigdom og gode manerer, fordi det skaber en tydelig grænse mellem dem der har det...Og dem der ikke har det. De vil gerne være mere, hele tiden mere" bemærkede han roligt, som var det helt normalt at filosofere over adelens natur midt i en vals. Og hvorfor ikke? Det var nu engang sådan omstændighederne var.
"Med tiden er det blevet til noget man bare gør. For dem, der ikke kender andet, er et fint bal det sjoveste i deres hverdag" Han havde set især unge kvinder og unge mænd more sig, som de inviterede hinanden op til diverse selskabsdanse. I virkeligheden en måde at få de unge til at vælge en passende hustru eller ægtemand. Men derfor kunne de unge have det sjovt alligevel. Det var deres sjov, i en hverdag hvor de normalt sad derhjemme med enten sytøj eller papirarbejde.
Han nævnte ikke hvorvidt han selv fandt det underholdende. Det var ikke sjovt at give alle svarene. Og hvis det var noget hun ønskede at vide...Mon hun så selv kunne regne det ud?
"Hvorfor er du så opsat på at lære hvad de rige gør, hvis du samtidig finder dem så kedelige? Der findes mange andre ting du kan lave" bemærkede han roligt.

Hendes mor ville have lagt sig til at dø enten i rædsel eller skam over, hvad det var Genevira var ved at rode sig ud i. Ikke at Genevira helt selv på nuværende tidspunkt var klar over, hvor det her ville ende henne. Hendes mor havde altid sagt at dæmoner, skulle man holde sig fra. Faktisk havde hun vidst bare ment, at Genevira skulle holde sig fra mænd i det hele taget. Hun ville vel ikke ende som sin veninde vel? Nej, det ville hun ikke og hun havde da også på de fleste punkter gjort, som hendes mor bad om. Det var bare ligesom lidt sent at begynde og tænke over det nu. Gjort var gjort og nu måtte Genevira altså føre det til ende og forhåbentlig få noget bedre end varig ydmygelse eller død ud af det.
Ind til videre skulle hun mene, at det gik okay. Omstændighederne taget i betragtning.
Hun havde ikke ødelagt alt for sig selv endnu.
Selvfølgelig undrede det hende lidt, præcis hvorfor Doomsviles hersker havde besluttet sig for at hjælpe hende. Regnede et eller andet sted med at det næppe ville være gratis længere nede af vejen.
Hvor hun var vokset op var ’noget for noget’ i hvert fald lidt en grundsætning og hun kunne forestille sig, at det blev endnu stærkere blandt de adelige. De skulle jo trods alt gøre noget for at beholde den magt, de nu engang måtte have og at hjælpe andre uden at få noget til gengæld var vel ikke….en holdbar forretning?
I forhold til, hvorfor han havde gjort det, regnede hun lidt med, at det var et udslag af, at hvis man levede længe nok, så blev tingene kedelige, hvis man aldrig brød med, hvad der blev anset for sædvanligt.

Gad vide om hun selv til sidst ville nå til et punkt, hvor hun nærmest havde set alt? Med kun tre år som vampyr i bagagen, var det svært for Genevira at forestille sig. Men så længe hun ikke døde alt for tidligt og til sidst blev fundet i en gyde et sted, hvilket hun jo trods alt havde været lige ved, så var hun glad. Hun planlagde i hvert fald ikke at dø forløbelig.

Hun glippede overrasket med øjnene, da Sean sådan prikkede til hende. Den havde hun lige godt ikke set komme og det tog noget styrke at bekæmpe hende første instinkt, der var og trække sig væk. Det gik dog ret hurtigt op for hende at handlingen var harmløs og hun kunne, mere eller mindre, slappe af igen.

”Jeg kan godt se, at der er forskel på at observere folk på gaden i forhold til observation et sted som…well her,” reflekterede hun mildt. Talte næsten mere for sig selv end til ham et øjeblik. Var egentlig ganske glad for rådet og håbede bare, at hun ikke havde skudt sig så voldsomt i foden, at hun aldrig ville havne et sådant sted som her igen.

Så ønsket om at kravle opad stoppede altså aldrig? Et eller andet sted undrede det hende ikke, men på den anden side virkede det voldsomt at blive ved med at rage til sig, hvis man allerede havde så meget.
Og så alligevel, hvis man havde mere magt, kunne man gøre mere, så hun kunne ikke, når det kom til stykket, helt fortænke dem i det.

”Hmm ved nærmere eftertanke så er det nok sjovere end at gå på jagt efter det eneste smykke man har, fordi nogen har stjålet det,” konstaterede hun. Hendes mor havde, da Genevira blev tretten givet hende sit gamle sølvarmbånd. Indenfor et par timer var det blevet stjålet, da hun var gået ud. Senere havde hun fundet ungen, der havde taget det og brækket hans næse. Det havde været en ret intens fødselsdag.

”Det er der,” erkendte hun som svar på Seans næste spørgsmål og konstatering. ”Men jeg vil gerne nå til et punkt, hvor jeg faktisk kan gøre noget godt for mig selv og andre mennesker. Som jeg står i verden lige nu, så er det svært,” forklarede hun sig.

Han havde bemærket hendes reaktion og noterede sig den. Mon hun havde oplevet noget voldsomt i sin opvækst, der gjorde hende bekymret for pludselige berøringer generelt? Sean mente ikke selv han havde vist nogle tegn på at gøre hende ondt. Tværtimod stod de her, med en af de mest rolige danse de kunne komme til, og småsnakkede. Der lå sikkert mere bag. Det gjorde der ved de fleste, trods alt. Sandheden var hun i hvert fald ikke var født og opvokset i de finere kredse. Så ville de ikke stå her og hun ville allerede have hvad der nu var hendes mål.

Sean kunne høre på musikken at dansen snart ville nå en naturlig slutning. Og derfor også en slutning på deres samtale, hvor forventningen enten ville være hun skulle synge videre eller at hun blev sendt ud. Alligevel følte han sig ikke helt klar til at lade hende gå. Samtalen var behagelig nok. Hun var anderledes nok, til at udgøre et bedre selskab til aften, end de samme rigmænd omkring dem. Ah...Hvorfor rodede han sig altid i disse situationer? Men på dette tidspunkt i hans karriere, var det nok ikke unormalt med rygter om diverse elskerinder. Og elskere. Ingen turde dog sige dem direkte til hans ansigt.
"Ah...Så du er velgørenhedstypen" bemærkede han roligt. Der var to ting der som regel drev folk, der ikke var født ind i de riges og magtfuldes rækker: Egoistisk behov for magt og penge, eller behovet for at gøre noget bedre for sine omgivelser. Det virkede til at Sunfury, sikkert til Fenrers store glæde, huserede en del af disse typer. Dem, der ønskede at gøre mere for andre. I Doomsville var de lidt mere...I fåtal.
"Som du arbejder lige nu, kun bedømt ud fra aftenens handling, vil det være svært for dig. Du kan ikke danse eller synge dig til det. Det er et udvalgt fåtal, der faktisk bliver berømt på den slags og får lov til at underholde de allerstørste personligheder. Og selv da er der som regel en hvis barriere mellem underholdning og de underholdte" bemærkede han roligt. Det var selvfølgelig muligt, så hvis det var den vej hun ønskede at gå, skulle han ikke kunne sige om det ville lykkes hende eller ej. Men det ville blive svært. Nu hvor han tænkte over det, var alle vejene dertil nok svære, uanset om man kunne synge sig til det eller ej.
Ud over dem, der havde magt og intelligens nok til at få magten over et eller andet og bygge sin karriere op den vej igennem...Var det så ikke blot tilfældigheder der udgjorde resten? Det var en spændende tankegang.

Et svagt smil gled over ham, som musikken sluttede. I en naturlig bevægelse trådte han et halvt skridt væk fra hende og tog hendes hånd. Med et elegant buk lod han læberne kysse den kolde og blege hud. Et næsten usynligt kys, hvor læberne kun lige snittede huden.
"Men nu hvor jeg tænker over det, er alle veje op af stigen besværlige. Så hvem er jeg at påstå din ikke er den rigtige?" tilføjede han sigende, ikke uden et drillende blink i øjet.
"Man skal være modig. Man skal udnytte alle situationer...Selv en tilfældig samtale med en hersker. Hvis jeg var dig, ville jeg have bedt mig om et arbejde. Eller træning. En eller anden genvej til mit mål og tilbyde noget til gengæld. Det er altid vigtigt at give noget til gengæld, så det er arbejdet værd. Men selvfølgelig hører jeg til hele vejen tilbage i Doomsville, mens du er her ved Sunfury" han smilte let for sig selv, som han slap hendes hånd. Skulle han drille Fenrer og få hende sendt til hans slot? De var uden tvivl enige om at hjælpe de svage i samfundet. De ville, hvis hun var klog nok, kunne finde et ståsted, der kunne give hende en nemmere genvej ind i rækkerne. Resten ville blot kræve hårdt arbejde og yderligere udnyttelse af enhver situation. Til der var nok der bemærkede en.
De havde ikke længere en grund til at føre en samtale. Og formentlig ville hun blive vist ud, lige så snart han havde vendt ryggen til hende. I stedet slog han let ud med armen, som han viste hende døren ud fra stuen og væk fra selskabet. De kunne fortsætte deres samtale lidt endnu, hvis de ønskede det. Og ellers ville han blot have en tjeneste til gode, for at tage hånd om den situation hun var blevet, hos værten. Den maksimale udnyttelse af den givne situation.

Hun var næsten helt ærgerlig over at skulle skilles fra ham. Samtalen var som at få nogle af de brikker, hun manglede til et puslespil, der ellers ville have været uløseligt. Desuden virkede Sean, overraskende nok, som udmærket selskab. Selvfølgelig vidste hun, at hun her skulle være yderst varsom med ikke at træde forkert eller over en eller anden usagt grænse, men han lod nærmest til at være mere underholdt af hendes fejl og mangler end til at tage dem som en fornærmelse.
Situationen ville sandsynligvis have været en helt anden, såfremt hun stadig havde været et menneske, men hun var da ikke død endnu. Og folk, der gjorde noget for andre, når de ikke behøvede, var gode nok i hendes bog. Selv hvis der lå en forventning om at få et eller andet tilbage senere hen bag handlingen, kunne hun ikke rigtig bebrejde nogen.
Hun kunne ikke lade være med at le en smule af hans bemærkning. En sølvklokkeagtigt klirrende latter, vis oprigtighed det alle dage havde været en smule svært for andre at bedømme. Denne gang skyldtes den nok mest overraskelse. Desuden gav det hende tid til at overveje, hvad hendes svar på den udligning af, hvem hun var som person egentlig var.
”Det ved jeg nu ikke. Ikke nødvendigvis kun i hvert fald. Men jeg bryder mig ikke om at se andre lide og hvis vi kunne fjerne lidelse, ville jeg ikke være nødt til at se på det. Altså en situation, hvor alle er vindere, ikke?” Hun lagde hovedet en smule på skrå og betragtede ham et øjeblik indgående. Hvad præcis hun søgte efter, var hun ikke sikker på, men hun fandt i hvert fald ikke nogen tegn på, at han havde levet andet end en privilegeret livstil i stil med den, der stod til udstilling her i dag.

”Men ja, jeg har oplevet mit.” Så havde hun ikke sagt for meget. ”Og jeg ser det helst undgået at andre skal opleve det samme eller værre,” sagde hun til slut. Hun vidste, at hun på mange punkter var sluppet billigt i forhold til andre. Hun havde en familie der elskede hende og der var da ingen, der havde forsøgt at sælge hende eller lignende, men sult og fattigdom var ikke en konkurrence og når børn blev nødt til at smide sten efter duer i håb om at kunne slæbe noget, der var spiseligt med hjem, var der altså noget grundlæggende, der ikke fungerede. Og det ville hun gerne ændre på.

”Desuden. Dem der har mere bruger mere.” Det behøvede hun ikke en fin uddannelse for at kunne konstatere. Tegnene var genkendelige alle steder og det var blot et faktum.
”Så at minimere fattigdom vil vel i virkeligheden i længden være i alles, selv de i forvejen riges, interesse?” konstaterede hun spørgende.

Hans næste observation kom ikke bag på hende. Det var vel sagtens også efterhånden gået op for hende.
”Det har De vel ret i. Jeg kan i hvert fald ikke lave samme stunt på et senere tidspunkt og forvente et lige så heldigt udfald som i dag,” sagde hun forbavsende roligt. Det var bedre at kunne le af det nu. Der var ikke ret meget at le af, når man var død anyway.
Da musikken gradvist døde hen og dansen hørte inde, overvejede hun lidt, hvad hun så nu skulle gøre af sig selv.
Det ville have været et ganske naturligt slutpunkt for deres samtale, men det forekom hende ærgerligt at lade det dø ud her.
Hun måtte koncentrere sig om ikke at stirre mærkeligt på ham, da han kyssede hendes hånd. Ikke som sådan en gestus, hun var fuldstændig ubekendt med, men stadig en, der efterlod hende mere undrende, end den måske burde. Mænd var sære skabninger og hendes kendskab til dem var yderst begrænset. Nok til dels fordi hendes forældre havde afskærmet hende så meget så muligt for at undgå, at hun pludselig befandt sig i en skammelig situation.
Hun havde kysset folk og da ogsåværet i seng med en én gang. Faktisk den samme knægt som hun tidligere havde brækket næsen på, to separate hændelser godt nok. Og det foregik først en håndfuld år efter, at han havde sagt undskyld efter at have stjålet hendes mors armbånd. For Genevira at se var den ene gang ikke noget særligt at skrive hjem om. Bare en akavet og smertefuld affære, der havde efterladt hende forvirret over, hvad folk  dog ville med den slags.
Hendes forældre ville sandsynligsvis også have nakket hende, eller tvunget hende til at gifte sig med fyren, hvis de havde fundet ud af det. Men hun var da sluppet for komplikationer og havde stort set ikke rørt nogen siden den skuffelse.
Så ja, selvom hun havde en vis viden, som hun i manges øjne ikke burde have haft, så forekom det modsatte køn hende stadig stort set stadig mest som et forvirrende rod.
Hun rystede sit tankemylder af sig og genfandt efterhånden sine ord.
”Jeg kan vel lige så godt lade være med at gøre min vej op af stigen mere besværlig end nødvendigt for mig selv,” svarede hun, efter at have rømmet sig for at tage sig sammen.

Hun lyttede grundigt til hans ord. Var det en opfordring? Det virkede som en opfordring. Og det ville være mere end blot en smule ærgerligt at lade dette forbi gå sig.
”Jeg kunne i princippet høre til, hvor som helst, milord. Der er ikke noget, der holder på mig her og heller ikke meget andre steder,” sagde hun til en start. Overvejede, hvor meget hun burde sige, men hvis han endte med at være hendes senere….arbejdsgiver, forventede han vel at vide noget om hende på et eller andet plan. Imens hun overvejede dette, slentrede hun af sted mod døren ud af stuen i et adstadigt tempo, således, at han ville kunne følge med, hvis det var hans ønske. Hvilket hun lidt formodede, siden han ret sigende havde henvist hende til døren.
Såfremt han valgte at følge med, fortsatte hun deres samtale i et dæmpet toneleje.
”Jeg havde ikke nogle umiddelbare planer om at vende tilbage til min fødeby, men lad os være ærgerlige. Det er ikke fordi jeg har ret meget at miste ved at gøre de,” indrømmede hun.
”Og hvis jeg skal klare mig i det her spil, så har jeg brug for nogen, der har været i det længere end jeg og ved mere,” reflekterede hun.

”Kort sagt, hvis De vil have mig. Jamen her er jeg. Jeg har ikke magtfulde venner eller smudsig viden om Deres fjender, men jeg lærer hurtigt og kan på en eller anden vis for talt mig ind de fleste steder. Jeg kan muligvis vise mig på steder, hvor De, af hensyn til Deres ry ikke kan komme, så hvis jeg skal lære at samle information, så gør jeg det gerne.” Hun tog en dyb indånding. ”Sæt mig til, hvad De vil have gjort og jeg skal gøre det efter bedste evne,” fastslog hun og tilføjede, som ved en eftertanke.

”Jeg kan næppe, som min race nu engang er, varme Deres seng, men hvis De har de behov, er det vel også en mulighed.” Hendes mor ville være faldet død om.

”Åh og så kan jeg bage de mest mystiske ting ind i tærter, hvis De virkelig har en eller anden mærkelig craving, men jeg ville helt ærligt ikke anbefale det,” konstaterede hun.

Han havde blot mødt hendes argumenter med et spil. Hvis hun havde overbevist sig selv om det, skulle hun da have lov til det. Det var dog langt fra virkeligheden. Folk, der påstod de kunne tage fra de rige og gøre alle lige i samfundet, kæmpede en hård og nyttesløs kamp. Han havde hørt argumenterne i århundreder. Men alle der ønskede at gøre noget ved det, kunne ikke ændre grundlæggende ved samfundet. Og dem der nåede tæt nok på...Lige så snart de var væk, gled det hele tilbage til starten. En del af problemet lå i at de rige ikke ville afgive deres status og rigdom. Det var jo alt det, der gjorde dem mere end andre: Det handlede om magten, om pengene og om at føle sig som mere. Og halvdelen af de rige ville som regel ikke give så meget som en kobbermønt til selv de meste sultne og fattige. Fordi de havde valget om at lade være, eller fordi de oprigtig var fuldstændig ligeglade. Sean kendte en del mørke væsner, der havde arbejdet sig op til magtfulde positioner. Og han vidste flertallet af dem langt hellere ville se folk lide, end røre en finger for dem. Uden tvivl fordi det også var et underholdende syn - og uden tvivl fordi det gav en fornemmelse af magt.
Man ville aldrig kunne redde alle. Så det var en nyttesløs debat og en han efterhånden var lidt træt af at høre på.
Det gik ikke over hovedet på ham, at hun meget gerne ville diskutere det. Men han besluttede sig for at vente. Vente med at give hende det chok, at han ikke delte hendes verdenssyn. Selv gjorde han kun nok til at hans by klarede sig. Til at folk generelt var tilfredse...Og da fattigdom altid havde været en del af hverdagen, var det de færreste der krævede han ændrede fundamentalt på det.

At dansen sluttede, gav ham muligheden for at føre samtalen videre til andre ting.
Hentydede hun til en som ham? Åh han havde været i det i..århundreder, måske? I hvert fald i lang tid. Han fulgte efter hende ud af lokalet, mens han lod hende snakke. Han havde tydeligvis vundet nok af hendes tillid, til at gøre hende til et næsten talende vandfald. Det passede ham fint. Også selv om hendes kommentarer virkede en smule uskyldige.
Han ventede til de var kommet væk fra de festlige lokaler, og derfor var mere alene. Let lagde han en hånd mod hendes ryg, som han førte hende ned igennem huset. Han kendte ikke hele huset, men vidste vejret udenfor ville være både mørkt og varmt nok, til at de begge kunne stå derude. Men de ville også være åbne for nysgerrige øjne. Så i stedet førte han hende op af trapperne, hvis hun ville gå med. Mod hans eget værelse.
"Du undervurderer mig, hvis du tror jeg ikke kan være hvor som helst jeg ønsker det" drillende han hende, med det samme skæve smil som tidligere på aftenen.
"Så uden uddannelse eller træning, melder du dig frivilligt til at blive en spion for mig?" tilføjede han. Det var præcis der hendes ord havde bragt hende. Uden tvivl der var visse evner, som man kunne opbygge igennem spionering, der ville være nyttige. At huske og samle på informationer var en af dem. At opbygge et netværk, man kunne bruge eller købe sig til, var en anden af dem.

Uanset om hun ville gå med ham, eller insistere på de blev i de mere offentlige gange og lokaler, ville han træde op ved siden af hende og stoppe op. Invitere hende til at gøre det samme, som han lod blikket glide ned over hende. Ikke blot hendes ansigt, men også hendes krop.
"Jeg har delt seng med mange vampyrer. Trods den kolde hud, er de tit nogle af de mest energiske" bemærkede han sigende, før blikket landede på hendes ansigt igen. Så gled hans øjenbryn op i en sigende gestus, før han gjorde tegn til om de skulle fortsætte videre.
"Hvis vi skal arbejde sammen, er der nogle ting du skal vide. Først og fremmest spiser jeg ikke menneskelig mad. Jeg kunne godt, hvis jeg ønskede det...Men det gør jeg ikke. Til gengæld elsker jeg en god kop the. Ikke den krydrede slags de har hernede"
En svag grimasse gled over ham ved tanken. Nej. Han savnede sin helt sorte the, der lå derhjemme og ventede på ham. Af alle ting han ikke tænkte på at pakke...
"Lad os starte let. Hvad siger du til en stilling som personlig tjenerinde, til at starte på? Du kan endnu ikke bære dig som en adelig. En sådan stilling giver os mulighed for at snakke, og gør jeg kan tage dig med til forskellige arrangementer" spurgte han så, mens han så betænksomt frem for sig.
En dæmonhersker omgivet af vampyrer. Hvad mon Dannika ville sige til dette nye selskab? Jaloux? Næppe. Dannika var bedre end det.

Han virkede ikke umiddelbart synderligt imponeret af hendes udlægning af, hvordan hun syntes verden burde fungere. Hans ansigtsudtryk mindede hende i hvert fald et øjeblik mest om en, der bar over med et barns fantasier ved ikke direkte at sige, at de var uenig. Hun kendte det udtryk, for hun havde for mange mindre søskende til ikke ved flere lejligheder at have set sådan ud selv. Dog lod Genevira sig ikke mærke med det. Bare fordi det ikke nødvendigvis var gjort før, betød det ikke, at det ikke kunne gøres, vedholdt hun stålfast, men hun lod dog alligevel emnet falde, da hun fornemmede, at der ikke blev lagt op til yderligere diskussion fra hans side.
Hun lod ham uden videre skrubler føre sig ned ad husets gange til, hvad end for et sted han nu måtte bestemme sig for. Regnede med, at hvis han hemmeligt ønskede at myrde hende, ville han lige så godt kunne gøre det et offentligt som et mere afsides sted, hvem ville savne hende after all? Derfor havde hun ikke rigtig nogen frygt for eventuelle konsekvenser ved at følge med ham. Kunne det vise sig at være stupidt ud over alle grænser? Så af gjort, men hvis man var uheldig kunne man også dø af at gå over vejen og hvis man frygtede at dø hvert eneste sekund, så levede man jo ikke.

”Gør jeg det? Det var ikke min mening, milord. Jeg vil huske på ikke at undervurdere Dem igen,” sagde hun og slog kryds for sit hjerte, før hun sendte ham et drillende hugtandssmil.

”Tja, jeg kunne vel lære og jeg virker ikke som nogen særlig oplagt spion, hvilket muligvis kunne hjælpe. Jeg ved det ikke.” Hun trak nonchalant på de slanke skuldre og rettede lidt på sin lånte kjole. Gad vide om nogen ville have den tilbage. Hun håbede lidt i sit stille sind, at hun kunne få lov at beholde den.
Hun stoppede op, da han gjorde. Lænede sig op ad den ene væg og foldede afslappet hænderne foran sig.
Burde hun føle sig så umiddelbart tilpas i dette selskab? Måske ikke og for tre år siden, ville hun nok også have haft et ganske andet syn på situationen i det hele taget. Men hvis han ville hende noget…mindre godt, så skjulte han det virkelig til perfektion. Ikke at hun ville undervurdere ham ved at formode, at han ikke kunne skjule det, hvis han virkelig ville, men altså.
Hun gjorde sit bedste for ikke at lade sig mærke synderligt med hans blik, også selvom det på mange måder var hende uvant.

”Jeg kender ikke andre vampyrer end mig selv, er jeg bange for, så det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Det ved De mere om end jeg.”…Som det var tilfældet med stort set alt andet lod det til.

Hun sendte ham et uskyldigt, muntert smil, før hun lod ham lede sig med videre ned ad gangene, der næsten virkede endeløse. Måske mest fordi hun ikke vidste præcis, hvor de skulle hen. Eller også var det bare fordi hun var vokset op i et hus, der var så småt, at familien skulle dele ét værelse. Det fik stort set alt andet til at virke voldsomt rummeligt i sammenligning.

”Slet ikke?” spurgte hun, mere af nysgerrighed end af decideret undren. Hun frabedte sig jo også selv menneskeligt mad på nuværende tidspunkt. Var faktisk ikke sikker på, om det var fordi, hun decideret ikke kunne spise det, eller om det bare var en eller anden aversion hun havde udviklet mod det.
”The er rart.” Det var det i hvert fald for tre år siden. Og det kunne hun lave uden at rode rundt i noget.

Hun så et øjeblik tænksom ud. Stirrede på et ubestemmeligt sted et foran sig og klemte øjnene let sammen i koncentration, imens hun overvejede det. Rodede med sine hænder for at holde dem aktive, imens hun tænkte.

Til sidst vendte hun sig mod Sean og sendte ham et smil, der strålede som solen.

”Det ville være mig en ære,” erklærede hun.

Hun var i hvert fald villig til at give sig. Til at acceptere hvad som helst. Hvilket var en fryd, når man var magtfuld og van til at få sin vilje - men ikke noget hun ville opnå magtfulde titler med lige med det samme. Med tiden måtte han lære hende at sætte mere tydelige grænser for sig selv. At optræde mere selvsikkert, i stedet for at give efter. Også selv om Sean lige nu var ganske tilfreds med udfaldet. Måske udnyttede han det lidt...Hvem ville ikke?
Det lå lige så meget til hans natur, som at trække vejret, trods alt.

Han kunne ikke lade være med at se lidt på hende, da hun sagde hun ikke kendte andre vampyrer. Slet ikke? Hvad med sin skaber? En skabers pligt var at oplære nye vampyrer. De fleste skabte netop for at have nogen at koste rundt med, for at skabe sig en styrke eller være mindre ensom. De færreste skabte og lod det være ved det...Medmindre det var et uheld?
Det var i princippet ligegyldigt. Men han kunne ikke lade være med at overveje det lidt. Havde han fundet sin egen version af en forladt killing, han ikke kunne lade være med at tage med hjem?
Han smilte let til hende, hvad angik med.
"Slet ikke" bekræftede han blot.

Det var godt hun tog sig tid til at overveje det. Sean havde krav til sine folk, så han ville næppe lade hende slippe let. Derfor havde hun brug for viljen til at gøre det. Brug for beslutsomheden. Også selv om han måske burde have advaret hende mere til at starte med...Men så alligevel. Hun kunne til hver en tid sige hun ikke gad alligevel. Han ville næppe holde på hende. Nej, det kom udelukkende an på hvor meget og hvor langt hun ville gå for sit mål.
De nåede Seans værelse. Han åbnede døren og lod hende komme indenfor. Som hersker havde han fået af husets største værelser, med tilhørende baderum til. En stor seng, en altan, gulvtæpper, reoler med bøger og en pejs, der ikke var tændt. Et par tasker stod for fodenden af sengen og udgjorde hans rejseudstyr. Døren var åben, så en let og lun brise fløj ind i lokalet og tog drillende fat i de lette gardiner. Udsigten var mod ørkenen i det fjerne. Det var for mørkt til at se ørken - for Sean, i det mindste - man himlen var smuk.
Sean lukkede let døren bag sig, som han lod hende finde sig til rette. Hvis hun var ligeglad med hvor de skulle være, ville han med en armbevægelse forslå de satte sig på altanen. Der stod et par stole og et thebord af samme årsag.

"Jeg er glad for du sagde ja. Selv om du til enhver tid kan skifte mening...Jeg er ret krævende, trods alt" bemærkede han med et svagt smil.
"Og det vil måske glæde dig at min personlige læge selv er vampyr. Hvis du har spørgsmål eller mangler noget, som vampyr, er jeg sikker på hun vil svare efter bedste evne" tilføjede han sigende.
Han satte sig til rette, uanset om Genevira så ville med ud på altanen eller blive indenfor. Der var to lænestole ved pejsen, der udgjorde den anden mulighed for siddepladser.
Han lænede sig tilbage i stolen og lod hænderne hvile på armlænene, som han så lidt frem for sig. Så så han tilbage på hende med et vurderende blik.
"Der er nogle tydelige krav vi bør snakke om først. For det første har jeg en del fjendskaber, eller folk der bare gerne vil vide mere eller blande sig i mine affærer. Hvis en af disse individer opsøger dig, forventer jeg du ikke siger noget unødigt om mig. Uanset hvilke personlige informationer du vil finde ud af, som vi tilbringer tid sammen" bemærkede han sigende.
"Det er faktisk...Nok et af de vigtigste krav. Jeg forventer loyalitet. Selv hvis du skulle trække dig og ikke arbejde for mig mere, forventer jeg du vil holde munden lukket. Jeg vil nødig true dig første aften vi er sammen...Men jeg vil gå til en stor længde for at sikre tingene forbliver på den måde"
Hans blik hvilede fast på hende, flyttede sig ikke, opsøgte hendes eget blik. Som for at understrege pointen. Øjenbrynene gled en anelse op.
"Kan du holde det?"

Slet slet ikke, huh? Så havde han også opgivet kage. Det forekom hende næsten tragisk. Men det havde da den virkning, at hun ikke også pludselig skulle lære at lave mad, der var godt nok til at han ville spise det. Se. Nemt.

Reelt var hun jo godt klar, at det ikke ville blive nemt det her, men hun kunne lige så godt se positivt på tingene og tage de eventuelle besværlige ting, som de kom. Lade være med at bekymre sig overdrevent.

Hun fulgte med ham ind på værelset og så sig nysgerrigt om. Trådte ud af sine sko og strømper med undskyldningen, at hun ikke ville sætte sine sko på gulvtæppet. Inderst inde, var det mest for, at hun således kunne mærke sine fødder synke ned i tæppet.

I nogen tid stod hun og betragtede bøgerne i reolen, fascineret, selvom hun ikke så meget som kunne læse titler. Hun vidste ikke, at der eksisterede, så mange forskellige bøger. Havde aldrig set så mange ét sted. Hell, hun havde knap nok set så mange hele sit liv generelt.
Bare for en god ordens skyld lagde hun nakken tilbage for at undersøge om der var højere til loftet herinde end i resten af huset. Ligesom i en kirke. Men nah, loftet var som normalt. Værelset var bare så fint i forhold til, hvad hun ellers havde set, at hun ikke ville have fortænkt det i ikke at operere efter de samme regler som alt andet.

Ud af øjenkrogen fangede hun Seans armbevægelse og fulgte med ud på altanen. I stedet for i første omgang at sætte sig ved bordet, stillede hun sig ved altanens kant og betragtede udsigten over ørkenen, der under stjernernes lys virkede konturløs, sølvfarvet og uvirkelig.
Hun smilede tænksomt for sig selv. ”Hvis ikke det var fordi man vidste, at der er mere af verden derude, ville det være nemt at bilde sig ind, at det her sand bare ville fortsætte for evigt,” sagde hun og lagde hovedet en smule på skrå.
Den lune brise kærtegnede hendes ansigt og var et øjeblik en udmærket erstatning for solen.
Hun vendte ryggen til udsigten et øjeblik og trippede over til en stol, hvor hun satte sig ned og lagde benene over kors.

”Det ville være mærkeligt ikke at have krav til dem, der arbejder for Dem. Det ved selv jeg.” Hun viftede lidt med en slank, langfingret porcelænshånd. ”Jeg tror sagtens vi kan få det her til at fungere. Men jeg er glad for, at vide, at jeg ikke er bundet for tid og evighed, hvis det skulle blive relevant,” sagde hun roligt og satte sig bedre til rette i stolen. Endte med at trække knæene op til sig og ligge armene om dem. Hun havde altid været dårlig til at sidde stille.

”Hvor mange vampyrer har De lige?” spurgte hun med en let latter, men samtidig lyste hun helt op ved tanken om, at hun rent faktisk kunne få lov til at møde én, der havde styr på, hvad hun var og måske kunne hjælpe.
Hvis alt gik godt, så ville Genevira lykkedes med ikke at genere denne læge så meget, at hun endte med at blive træt af hende.

”Det giver mening,” nikkede hun. ”Altså jeg håber da at kunne undgå at stå i en situation, hvor jeg bliver nødt til at bide tungen ud på mig selv, men jeg forstår godt, at I den position De er I, kan De ikke have også rendende rundt og snakke over os.” Hun vendte blikket mod stjernerne og strøg en lok løst hår væk fra sit ansigt.

”De behøver ikke bekræfte, at hvis jeg snakker bliver jeg pænt og ordentligt fjernet fra verdens overflade. Det er vel i for sig forståeligt nok.”
Hvilket var grundlag for, at hun pænt havde tænkt sig at holde sin kæft.

Hun satte fødderne på jorden igen og mødte hans blik.

”Det kan jeg,” erklærede hun så.

Der var noget uskyldigt over hende. Det var sjældent vampyrer beholdte sådan et udtryk, taget i betragtning at de til at starte med som regel fik myrdet deres mad - og at det som regel fjernede den uskyldighed der måtte være tilbage. Udsigten var rar, og nu her til aften var brisen lun. Det var rart at sidde udenfor, det måtte han indrømme. Også selv om han ikke brød sig om den kvælende varme i løbet af dagen. Selv så han ud over kanten på altanen og ud mod sandet. Palmerne i det fjerne. Ja, det var næsten helt fredeligt. Næsten. Han vidste han ikke kunne sidde længe, før hans tanker ville overtage det hele.

Hans opmærksomhed vendte tilbage til hende, da hun kom over og satte sig. Han smilte let.
"Et par stykker" svarede han blot, selv om det ikke var hele sandheden. Han havde ikke en hær af vampyrer...Men med kvinden her var det to. Ved en pludselig indskydelse kunne han ikke stoppe sig selv fra en svag latter.
"Det slår mig...At vi slet ikke har uddelt navne. Du kender måske allerede mit, men jeg har aldrig fået dit" bemærkede han og så over på hende, en anelse underholdt. Havde han lige ansat en, uden så meget som at kende hendes navn? Det var ikke altid navne betød noget. Hvad var de, mere end en måde at kende det ene individ fra det andet?

Han trak vejret dybt og så tilbage på udsigten. Dette var det tætteste han kom på at slappe af. Han var arbejdsnarkoman af natur, havde altid gang i et eller andet, eller havde besøg - eller besøgte - en eller anden. Normalt gjorde det ham rastløs, men lige nu kunne han godt tage det. Måske fordi han i virkeligheden snakkede arbejde med sit selskab.
"Forhåbentlig kommer du heller ikke i sådan en situation. Uanset hvad ville jeg råde dig til at lære at forsvare dig, hvis du ikke allerede kan det" foreslog han let. Det var ikke sikkert det var farligt for folk at arbejde nær Sean...Men det omvendte kunne også nemt ske. Omend så længe de havde en professionel afstand til hinanden, så ville der nok ikke ske det store. Han havde flere folk på sin borg, der aldrig havde oplevet andet, end det drama der til tider opstod på borgen.
"Jeg håber du vil træde til snarest, i så fald. Selv er jeg her et par dage for at sikre nogle gode handler. Doomsville, som alle andre steder kan jeg forestille mig, har lidt under naturkatastroferne. Så vi har brug for gode forretninger. Efter det vil jeg tage en smuttur forbi Sunfury før jeg rejser hjem. Hvis du ikke tager med os, står du selv for rejsen. Men jeg har fuld forståelse for hvis du skal have ordnet noget, pakket eller hvad end du måtte have brug for"
At rejse til Doomsville var ikke en smuttur. Det var en længere rejse. Mon ikke hun havde nogen at sige farvel til eller et eller andet.
"Du vil bo på borgen, hvor du også vil arbejde til hverdag. Som sagt vil du blive min personlige tjenerinde...Det betyder at jeg først og fremmest forventer at se dig, førend mine andre tjenere. Det betyder også du får muligheden for at dirigere de andre tjenere rundt, for at opnå mine ønsker" han så tilbage på hende med et lille smil. Det ville kræve tilvænning og de andre skulle først lære hende at kende. Men hvis hun havde sådan en venlig natur ville det nok ikke tage lang tid.
"Hvis der er tidspunkter hvor jeg ikke har brug for dig, eller der er tid til overs, må du bruge din tid som du har lyst til. Der vil også være fridage eller feriedage, alt efter dine behov. Detaljerne hvad det angår kan vi altid diskutere, men jeg forventer at få besked i god tid, så du ikke blot er væk fra den ene dag til næste..."
Han lænede sig frem i stolen.
"...Og sidst men ikke mindst...Du vil også være under min beskyttelse" tilføjede han sigende. Ikke at han forventede hun ville have nogen på nakken. Men hvis hun gjorde, eller hvis nogen kom efter hende fordi hun kendte Sean, ville han ikke bare lade det stå til. Til han prøve at gøre noget ved situationen, i så fald hun også fortalte ham om den.

Hvis det var på den her måde Sean normalt førte samtaler havde hun i hvert fald på fornemmelsen, at hun ville have det ganske godt på sin nye arbejdsplads. Om ikke andet så ville det være ganske rart at høre til et sted, omgivet af andre væsner, som hun kunne dele noget med. Det var længe siden hun havde ladet sig selv komme tæt nok på nogen til at kunne kalde dem venner, men man havde vel lov at håbe. Det lød i hvert fald godt.
Den midlertidige stilhed mellem dem generede hende ikke. Så længe der ikke var noget anspændt i luften, havde hun aldrig haft noget imod bare at sidde. Selvom der sjældent var stille særlig længe af gangen med hende i rummet.
Hmm, et par stykker kunne enten dække over mange, eller hvad der kunne tælles på to fingre. Nå, det fandt hun vel ud af, når hun rent faktisk begyndte i sit nye arbejde. Hun lod det i hvert fald fare for nu.
Havde hun vitterligt glemt at fortælle ham, hvad hun hed? Nå det skete vel, når man blev for ivrig engang i mellem vel sagtens. Eller bare opslugt af en samtale i hvert fald. Hendes ene mundvig trak en smule opad.
”Genevira Allaire. Til Deres tjeneste, milord,” sagde hun med et grin.
”Ikke at navne betyder voldsomt meget. Principielt skal der ikke ret meget til for at ændre dem og hvorfor binder vi i det hele taget, så meget af vores identitet op på en serie af egentlig meningsløse lyde? Det kan man jo spørger sig selv om. Men i hvert fald. Nu kender De mit. Gør med det som De synes,” sagde hun med en afslappet munterhed.
Hun studerede stjernehimlen, for at se om hun kunne finde nogen af de konstellationer, hendes ene bror havde lært hende dengang hun var barn og konstant insisterede på at kravle rundt op på tagene, trods at hendes forældre var bange for, at hun ville falde ned og brække ryggen.

”Tja, jeg ville ikke sige, at jeg er fuldstændig forsvarsløs efterhånden, men mon ikke jeg kan få stablet et eller andet på benene så det bliver bedre?” funderede hun ubekymret for sig selv. Om ikke andet så havde hun sine hugtænder og hun kunne, og havde altid kunne, slå fra sig, hvis det virkelig gjaldt, men at kunne benytte sig af en kniv eller noget ville nok ikke være nogen dum idé. Hvis ikke for andet så for at kunne holde folk på afstand måske. Hun ville overveje det, besluttede hun sig for. En ekstra ting at lære havde vel heller aldrig skadet nogen.

Imens Sean var stille, betragtede hun blot udsigten igen. Overvejede om noget overhovedet kunne leve, der ude. Hvis der kunne var det mere varme resistent, end hun selv var, for i dagtimerne her, var hun på visse tidspunkter næsten bange for, at hun ville ende med at smelte væk.

”Jeg kan i princippet træde til, så snart De har brug for mig. Der er ikke ret meget, der holder mig et bestemt sted og jeg har ikke nogen specielle ejendele jeg skal hente,” sagde hun og afslørede herved endnu mere af sin manglende tilknytning til…ja, noget som helst vel egentlig. Men den del måtte han vel finde ud af på et eller andet tidspunkt før eller siden, om ikke andet så fordi der nok ikke rigtig blev nogen, som hun havde et voldsomt behov for at besøge eller lignende.
”Men bliver det ikke et problematisk element for Dem, at jeg ikke kan rejse i solen?” slog det hende pludselig og hun klemte de mørke øjne en smule sammen, som hun havde for vane, når hun skulle tænke noget grundigt igennem eller bare undrede sig over et eller andet.

”Okay, det virker forståeligt,” sagde hun og hvilede den ene kind i sin håndflade, imens hun betragtede ham. ”Og hvis jeg på et tidspunkt skal ændre noget, så fortæller De det jo bare,” fastslog hun roligt. Viftede lidt med den anden hånd.

”Hm. Jeg har aldrig haft rigtige fridage før. Sejt,” konstaterede hun med den der klirrende sølvlatter igen. Egentlig anede hun ikke helt, hvordan hun ville skulle håndtere dage, der bare specifikt var hendes, hvor hun ikke engang skulle lede efter arbejde, men måske blev det rart.

Det der var så rart ved det sidste han sagde, var ikke engang bare at nogen, så vidt muligt, ville sørge for, at hun ikke blev slået ihjel, men mere bare det faktum, at der var nogen i verden, der besluttede, at de ville tage sig af hende. Også selvom det var med en markant professional distance. Det varmede hende alligevel et eller andet sted.

Hun snakkede løs. Han sagde en ting og automatisk fortalte hun ham alt hun mente om det emne. På andre dage ville han nok finde det irriterende. Men i dag, måske fordi han for en gangs skyld følte sig lidt afslappet, var det på en måde...Forfriskende? Eller i hvert fald anderledes. Med de folk, som han omringede sig selv med, fik han aldrig mere at vide, end han selv kunne tvinge ud af dem. Kloge ordspil skulle der til, og selv da skulle man være heldig. Men her sad hun - Genevira - stadig med en hvis tiltro til verden omkring og snakkede løs. Det var så...Hverdagsagtigt...Og måske hele årsagen til at han kunne slappe af.
Tænkende så han op mod himlen. Selv om han hadede varmen, ville han forfølge denne afslappende følelse hvor som helst. Selv hvis det betød at bo her. Han kunne sikkert købe huset af handelsmanden for den rette pris. Men han ville ikke få tid til at rejse herned...Og slet ikke så længe han styrede en by, bundet fast til Doomsville og sin titel af en stædig og, måtte han sige, idiotisk raceleder.
Men når han en dag var fri...Hvad så? Uden at være herskeren mere, eller med valget om at give det videre eller styre det på sin egen måde...Hvad så? Tanken om at købe en ejendom hernede virkede faktisk ikke så tosset. Måske han ville gemme sig en stund for at lade op og bare tænke.

Men alt til sin tid. Han var igen drevet væk med sine tanker, mens hun havde snakket. Så han så over på hende med et svagt smil igen.
"Ikke fra i aften. Lad os mødes i Sunfury" bekræftede han så. Selv hvis hun ikke havde brug for de dage, så havde han. Desuden havde han ikke brug for hende de næste par dage. I stedet kunne de bruge rejsen hjem, til at han kunne indsætte hende i alle detaljerne og starte hendes uddannelse.
"Vi kan rejse om dagen. Men du har ret i jeg bør få handlet et mere mærkelagt telt og måske en kappe, der kan afhjælpe noget af det også" bemærkede han roligt. Hans vagter ville ikke bryde sig om om at rejse i mulm og mørke - uanset om det så var køligere for dem. I natten var det sværere at se om nogen listede sig ind på dem.
Hans ene hånd gled legende hen over armlænet på stolen, som han så lidt frem for sig. Så så han over på hende med et drillende smil.
"Du har ikke spurgt om løn. Men måske du anser muligheden for at lære som løn nok" bemærkede han roligt. Han betalte altid sine folk. Han var ikke typen der brugte slaver. Han kunne godt finde på at købe slaver en gang imellem, blot for at give dem muligheden for at arbejde for ham eller leve deres eget liv - hvad end det bragte med sig. Han havde før set en af dem sidde som en fattig midt i byen. Og hvad var så egentlig bedst? At have sin frihed...Eller komme til et sted med tag over hovedet og mad?
Men generelt tænkte han ikke meget over det. Flere medlemmer af hans klan var tidligere slaver. Loyale på en helt anden måde, end folk der var kommet til på en måde anden. Fordi han havde givet dem et liv igen.
Det var ikke for det gode i hans hjerte - det var ganske enkelt for netop udnyttelse og opnåelsen af en speciel loyalitet. Men det var nok ikke alle der ville kunne forstå det. Det var også længe siden han havde vist sig ved slavemarkedet, faktisk.
"Jeg har snakket og snakket. Har du selv nogle spørgsmål?" spurgte han så.
"Eller nogle ønsker til hvad du gerne vil opnå, hvad du gerne vil lære i løbet af vores tid sammen?"

”Det er faktisk ret fascinerende, hvor meget man kan ændre ved sig selv ved bare at skifte noget så simpelt som et navn ud,” funderede hun, imens hun betragtede stjernehimlen og den lune vind legede med sømmen på hendes kjole. Det generede hende ikke rigtig, at det et øjeblik lod til, at hun mest snakkede til sig selv. Hun havde været så relativt afsondret fra kontakt med andre tænkende væsner de sidste tre år, at det efterhånden var blevet lidt af en vane.
Desuden regnede hun med, at han ville sige til, hvis han fandt hende irriterende. Det var svært, men hun var rent faktisk i stand til at holde mund, når hun blev bedt om det, eller situationen talte for det.
”Det er en aftale.” Hun kunne sikkert sagtens finde noget at bruge et par friaftenener. Dagtimerne ville sandsynligvis blive brugt på at holde sig væk fra solen. Måske hun bare skulle finde et køligt afsides sted og sove. Det lød et eller andet sted også meget rart.
”Åh? Jeg troede slet ikke jeg kunne så meget som bare nærme mig solskin,” indrømmede hun. ”Sikke en rar overraskelse, at jeg ikke behøver grave mig selv ned igen. Det var ved at blive sådan en kende besværligt.” Siden første gang hun ved uheld var vågnet op med hånden i en solstråle og havde haft det som nogen havde hældt syre udover hendes hud, var hun begyndt at se dagtimerne som et fjendtligt territorium, hvor hun ikke længere hørte til eller kunne bevæge sig i det hele taget.
At få at vide, at hun måske bare ikke havde klædt sig rigtigt på, fik hende til at føle sig en anelse dum. Men så igen, det var vel en del af det at blive klogere.
Som så ofte før ærgrede hun sig over, at hendes skaber bare sådan havde forladt hende uden så meget som at forklare hende, hvad hun kunne forvente af sig selv fra nu af.
Nogen gange var det svært at overbevise sig selv om, at vedkommende ikke havde gjort det her ved hende som et eller andet vanvittigt eksperiment bare for at studere, hvor længe det ville tage hende at få sig selv slået ihjel. Hvis ikke hun fik hjælp måtte det jo næsten ske på et eller andet tidspunkt.
Nå, men lange mørke kapper var vel også en æstetik, hun godt kunne leve med. Meget teatralsk og dramatisk egentlig.
”Løn?” Hun glippede forvirret med øjnene. Han gav hende et sted at bo og adgang til mere viden, end hun sikkert ellers ville kunne gøre sig håb om nogen sinde at opsnappe på en livstid og nu ville han også betale hende for det? Hvad var han? En gavebod?
Dog tog hun sig forbavsende hurtigt sammen. Hvis hendes forældre havde lært hende noget, så var det, at man skulle være forsigtig med penge, men samtidig skulle man kæmpe, med næb og kløer om nødvendigt, for at få, hvad man var værd, så man ikke endte med at sulte. Problemet var så bare, at de fleste ikke gav folk, hvad de var værd alligevel, ikke hvor hun var fra, så sulten kunne man sandsynligvis kun undslippe i perioder.
Genevira foldede afmålt hænderne i skødet og anlagde et, for hende yderst usædvanligt, blankt og alvorligt ansigtsudtryk.
”Som De selv har antydet, er der tale om et krævende stykke arbejde. Jeg tager med glæde ansvaret på mig, men jeg regner også med, at det jeg lægger i det her vil være afspejlet i hvad jeg får udbetalt. Og så skal jeg selvfølgelig nok bevise for Dem, at jeg en værdifuld arbejder fremfor en urimelig udgift.”
Hun mødte hans blik og et øjeblik ikke så meget som blinkede hun. Havde hun ikke haft så store uskyldige dådyrøjne og havde hendes forhandlingsmodpart ikke været en ærkedæmon flere hundrede år ældre end hun selv, kunne det muligvis have haft en vis intimiderende effekt. Men Genevira var Genevira og var omtrent så intimiderende som en kolibri, der var blevet fanget i en blomst.
Hendes blanke udtryk blev da også hurtigt erstattet af det sædvanlige muntre, måske næsten godtroende, smil.
”De har snakket og snakket? Hvad i alverden har jeg så gjort?” spurgte hun leende og satte sig bedre til rette i stolen.
”Jeg kunne først og fremmest godt tænke mig at vide, om der er noget, jeg på forhånd bør være opmærksom på, i forhold til de andre, der arbejder for Dem?” spurgte hun. ”Jeg vil nødigt træde ved siden af og gøre et dårligt indtryk på nogen allerede fra starten,” forklarede hun, pludselig i en meget forsigtig næsten sky tone. At blive udstødt blandt folk, hun skulle kunne fungere sammen med, fordi hun havde overset et eller andet vigtigt, ville være pinefuldt og desuden ønskede hun i bund og grund ikke at såre nogen eller gøre nogen vrede ved at gøre noget forkert.

”Hvad jeg gerne vil lære? Alt hvad de er villig til at lære mig,” sagde hun og det der glimt af uskyldigt ivrig beslutsom var tilbage i hendes øjne igen.
”Åh og…hvis nogen kunne lære mig at læse og skrive, så ville det også være rart,” tilføjede hun stilfærdigt og så ned på sine hænder.

En skomagerdatter havde ikke tid til, eller i sine forældres øjne behov for, at kunne læse og skrive, men nu var hun noget andet og hun anså denne manglende viden for noget nær smertefuld.

”Men ja. Min hovedpointe er, at jeg modtager al viden, De ønsker at give fra Dem, med glæde.” Hun viftede lidt med en hånd som for at understrege sin pointe.

Han smilte let ved hendes beslutsomhed over at få løn. Han kunne have ladet være med at nævne noget og hun ville ikke have fået andet end sin undervisning. Men trin et i at stige i graderne var at udnytte hver en situation - selv en håndøre kunne spares sammen til en ressource senere. Han havde overvejet om hun var arbejdet hver. Om han på en eller anden måde kunne vende hendes uskyldighed til noget, der oprigtig kunne træde ind på banen og gøre noget ved tingene. I det mindste var det en god start at se hun havde lidt vilje. Lidt beslutsomhed. Og ikke bare grinte sig ind i det hele.
Tiden måtte vise om hun rigtig kunne bruge og udnytte de ting han ville lære hende.
"Du kan ikke befinde dig i solskin. Men der findes tøj, der kan forhindre du brænder op blot ved at løbe over gaden. At tilbringe hele dagen udenfor er nok ikke et råd jeg ville give" bemærkede han.
"Bare rolig. Vi kan få fat i mørke gardiner, der gør du kan bevæge dig rundt visse steder på borgen, skulle du beslutte dig for ikke at sove" De fleste vampyrer sov om dagen. Det gjorde Dannika, selv om hun kunne vækkes hvis han fik brug for hende. Da han selv sov på underlige tidspunkter - eller kunne have forunderlige gæster - havde han selv nogle af de store og tunge gardiner. Alligevel skete de fleste ting alligevel først om aftenen eller natten. Dagen var til almindelig og kedelig hverdags-ting.
"Du skal ikke glemme jeg samtidig giver en stor del af min tid til at undervise dig. Og nu skal jeg tilmed finde en underviser, der kan lære dig at læse og skrive. Jeg tror også vi skal putte noget matematik og geografi ind. Musik ser du allerede ud til at vide lidt om..." funderede han åbent, før han så over på hende med et bestemt blik. De forhandlede nu, så det joviale måtte vente til bagefter.
"Selv om du vil få lidt løn til at dække dine egne behov, er der altså ikke grundlag for en stor udbetaling" bemærkede han afsluttende.

Om der var nogen der arbejdede for Sean...Som hun burde vide noget om? Mange ansigter gled for hans blik, men kun et fåtal arbejdede faktisk for ham. Og den anden halvdel arbejdede i skyggerne...Måske ville hun møde nogle af dem af tilfældighed, men det slog ham ikke nødvendigt at fortælle hende yderligere om hans spioner og den slags. Den viden var farlig og noget man måtte gøre sig fortjent til.
"Der er som sagt Dannika, min læge" bemærkede roligt. Han så lidt frem for sig, som han lod en hånd glide over den lette skygge af skæg han bar.
"Jeg har tjenere og vagter, som du automatisk vil møde" Han trak let på skuldrene. Han havde bekendtskaber, men de arbejdede jo ikke for ham.
"Jeg forventer at du ikke går i vejen for Dannikas arbejde, da hendes primære funktion er at tilse mig efter behov. Og at du hjælper hende, hvis hun beder om noget" fastslog han så. At Dannika og ham selv havde et tæt bånd, for nogen der blot var læge og patient, var så hvad det var.
"Hvis der dukker flere op, du bør vide mere om, skal jeg nok fortælle om det. Du bør måske vide at din stilling er en officiel en...Hvis jeg forlader borgen uden at bede dig tage med, er det fordi jeg ikke har brug for dig. Hvad jeg laver i min egen tid er uden betydning" tilføjede han roligt, som han slog let ud med den ene hånd. Han blev ikke siddende i borgen, dag ud og dag ind. Han havde sine mere lyssky aktiviteter. Folk, han ikke kunne mødes med i offentlighed. Det tætteste han kom på sit eget liv. Og en side af både ham og hans liv som Genevira ikke behøvede at blive blandet ind i. Ja, man kunne sige Sean levede et dobbeltliv.
Ellers var der ikke andre, der behøvede at blive nævnt nu. Ingen familie, ingen tætte venner der kom og gik af dem selv, ingen elskere eller partnere.



//Jeg ved godt jeg hopper lidt rundt i samtalens emner og blander dem sammen. jeg føltes det gav mere mening, eller gjorde samtalen glæde. Du må sige til hvis det er helt væk

Okay. Det lod ikke til at hun havde trådt helt ved siden af ved rent faktisk at stille en eller anden form for krav. Heller ikke selvom det et eller andet sted havde skræmt hende ret meget at vove sig ud i at gøre. At hendes løn ikke blev særlig meget, var hende ikke et problem. Hun havde været vant til at skulle klare sig, for de småmønter, hun nu engang kunne skrabe sammen og denne gang havde hun trods alt fast tag over hovedet og ville blive undervist i ting, hun før i tiden kun kunne have drømt om at vide noget som helst om. Alt i alt, ville det være dumt at forlange mere. Især når Sean stort set ikke kendte hende endnu. Hun ønskede bare en smule, som hun kunne sende tilbage til sine familie som sædvanlig og så kunne hun lægge resten til side til sig selv, til de ting hun nu engang måtte behøve. Hun krævede ikke meget.
Desuden vidste hun jo godt, at Sean ikke gjorde det her udelukkende af et godt hjerte, selvom hun lidt havde en idé om, at det var derinde et sted, om han så selv ville erkende det eller ej.
Nej, hun ville være nødt til at bevise sig nyttig henad vejen. Også fordi hun allerede nu ikke helt kunne bære tanken om, potentielt at være en skuffelse. Det ville hun ikke lade ske, svor hun i sit stille sind. Ikke nu, når hun stod på grænsen til, at nogen rent faktisk anerkendte hende for noget.
Ikke, at hun var fuldt ud klar over, hvad det var, som Sean følte, at han investerede i ved at tage hende ind, for hun regnede med, at det på et eller andet plan var sådan han så det, men hun lovede sig selv, at der ikke ville være nogle grunde til at fortryde det. Om så hun skulle arbejde ti gange hårdere end forventet. I bund og grund skyldtes hendes beslutsomhed nok en, på nogle punkter, næsten desperat kamp for at finde nogen, der værdsatte hende, som hun var, bare en lille smule. Et ønske, hun ikke altid selv var lige bevidst om eller i hvert fald ikke altid anerkendte som en af sine hovedmotiver i mange af sine handlinger.
”Det gør en del ting mere praktiske. Selv hvis jeg ikke kan bevæge mig rundt ude i solen, er det rart at vide, at jeg ikke er dømt til øjeblikkelig død, hvis jeg går udenfor en dør,” konstaterede hun tænksomt.
”Tak. Det er venligt af Dem. Jeg har ikke umiddelbart nogen faste tidspunkter, hvor jeg sover. Jeg tænker bare, at jeg sover, når jeg ikke har nogen pligter. Det vil nok være lettest for alle,” sagde hun. Nu havde han gjort så meget for hende, så hun kunne vel sagtens få sit skema til at passe til hans og andres. Det var hun vel i det hele taget nødt til. Om ikke andet, så skulle hun være vågen, når han skulle bruge hende. Og hun anede ikke, hvornår han normalt sov.
Hun foldede sine hænder for at holde dem i ro. Normalt plejede de at flakse rundt, når hun talte, hvilket hun fornemmede ikke ville være passende i den nuværende situation.
Sikke mange ting hun pludselig skulle til at lære. Gad vide, hvad hendes familie ville sige til det? Det var ikke noget hun selv havde regnet med nogensinde ville komme til at ske.
”Det er fair nok,” fastslog hun med et kort nik. Det var stadig mere end ingenting.
Hun lyttede nysgerrigt til hans forklaringer om, hvem hun nu skulle til at arbejde sammen med snart. Havde altid haft en fornemmelse af, at det var bedst at have bare lidt klarlagt på forhånd.

”Jeg skal nok lade være med at gå i vejen,” lovede hun. Læger havde altid efterladt hende med en følelse af frygtsom beundring. Hun ville under ingen omstændigheder have særlig meget lyst til at gå i vejen for en, der havde tasken fuld af knive og mærkelige måleinstrumenter, som hun ikke vidste, hvad skulle bruges til.

”Det skal jeg nok,” svor hun også selvom hun havde svært ved at se præcis, hvad denne Dannika ville kunne bruge hendes hjælp til. Men muligheden for måske at knytte ét eller andet bånd til en anden vampyr, ville hun på ingen måde sige nej til.
”Det er forståeligt,” sagde hun. ”Der er ting her i verden, der gøres bedst alene.” Som at finde mad for eksempel. Der ville hun også helst pænt frabede sig andres tilstedeværelse, så at Sean havde ting at gøre, hvor han ikke ville have hende på slæb, var ikke noget, hun kunne se noget mærkeligt i.

”Er der noget andet, De ønsker at gøre mig opmærksom på med det samme eller var det alt for nu?”

//Det er helt i orden ^^//

Han så lidt på hende. Hun havde været meget eftergivende i hele samtalen, så om det hele virkede fint for hende, måtte tiden vise. Det kunne være han skulle presse hende på forskellige måder, blot for at se hvor hun lå og hvor hendes grænser var. Få en bedre fornemmelse af hvad der gemte sig under facaden af uskyldig vampyr - to ord man ikke hørte sammen særlig ofte. Vampyrerne var en mangfoldig race, så det var ikke fuldstændig uhørt...Men sjældent nok til at han ikke havde mødt en uskyldig en i mange år. Og nok normalt heller ikke ville søge deres selskab, for at være ærlig. Uskyldige folk kunne være trættende, hvis man ikke var i humør til dem. Altid vimsende, altid så...Ja, uskyldig, med et urealistisk syn på verden og folk omkring sig. Uskyldighed og naivitet gik trods alt ofte hånd i hånd.
Han nikkede let, som tegn til at han havde hørt hvad hun sagde.
Til sidst satte han hænderne på armlænene og rejste sig op. Han trådte over til kanten af altanen og tog udsigten ind et øjeblik længere. Faktisk kunne han næppe sove særlig meget i nat, om nogensinde.
"Jeg har ikke mere at sige lige nu. Alt andet kommer løbende" bemærkede han roligt og drejede sig let, så han kunne se hen over sin skulder og hen mod hende. Et kort blik ned over hende, før han vendte sig halvt, med den ene hånd på altanens kant. Den gamle Sean ville prøve at forføre hende, give hende en nat at huske. Men denne Sean følte ikke for det. Havde behov for at være alene, for denne nat bragte mange tanker med sig om både nutiden og fremtiden. Ja, hele denne rejse gjorde.
"Du er velkommen til at gå nu. En tjener kan sikkert vise dig ud, hvis du farer vild. Prøver de på noget, så blot fortæl dem at du arbejder for mig nu...Det burde give dig det fripas" bemærkede han roligt. Efter en kort betænkningstid rettede han sig op og gik indenfor igen.

Han bukkede sig ned og rodede sig vej igennem en af de små tasker. Lidt efter trak han en pung op. Han fiskede nogle mønter ud af den, før han forsvarligt gemte sin pung væk igen. Med mønterne i hånden vendte han sig om - med den forventning at hun var fulgt efter ham. Og ellers ville han gå tilbage til hende.
"Her...Hvis du alligevel intet skal de næste par dage, kan du få din første opgave. Køb en kappe og et telt, der vil kunne beskytte dig. Jeg er klar over du ikke ved meget om det...Så jeg er spændt på hvad du finder frem til og hvordan du løser opgaven" bemærkede han, som han ville række hende pengene. Resten ville være op til hende. Helt klart en historie han ville se frem til.

Hun følte sig ret....studeret lige nu. Hun lagde hovedet på skrå og forsøgte at finde ud af, præcis, hvad det var, han var ved at finde ud af i forhold til hende. Men så igen, hun studerede jo også ham. Så det var vel egentlig naturligt nok, når hun tænkte over det.
Der var et eller andet melankolsk over ham. Som om han havde set for meget.
Her vidste selv hun, at det nok ville være bedst ikke at nævne det. Hun følte sig egentlig ganske godt tilpas i hans selskab, ellers ville hun nok næppe have taget jobbet, men de var ligsom naturligt nok ikke nået til et punkt, hvor de kunne diskutere dybere emner. Hun rejste sig i en glidende bevægelse fra sin stol, glattede sin kjole og sendte ham et mildt smil.
"Okay, hvor vil De foretrække, at vi mødes henne om et par dage? Og jeg går ud fra, at der er et bestemt tidspunkt, der vil passe Dem bedst?" Hun ventede på hans svar i stilhed, stod lidt og vippede på tåspidserne for at holde sig i bevægelse. Måske var det en gammel vane, der kom af altid at skulle være klar til at løbe sin vej, hun vidste det ikke helt.
Hun fulgte med ham indenfor, lige så lydløst som en kat, og satte sig ned på værelsesgulvet for at tage sine strømper og sko på igen.
Skoene var stort set det eneste ved hendes sædvanelige påklædning, der ikke var mere eller mindre lurvet, men i kontrast nærmest virkede glanspolerede til trods for tydeligt langvarig brug.
Man kunne finde ud af meget om en person ved at se på deres sko. Eller det havde hendes far i hvert fald altid sagt, så Genevira passede godt på sine sko.
Hun kom på benene og tog imod mønterne, imens hun allerede nu overvejede, hvordan hun bedst muligt kunne løse opgaven. Nå, mon ikke hun nok skulle finde på noget. "Tak, det skal jeg nok," lovede hun. Så stod hun der lidt, undrede sig en smule over, hvordan hun nu skulle sige farvel. Hun endte med at neje, overraskende nok relativt elegant. "Farvel, milord. Og tak for alt," sagde hun. "Nyd resten af Deres nat," og så var hun ude af døren.
Hun fik, med kølig høflighed, sit eget tøj tilbage og forlod stedet uden betaling. Det gjorde hende ikke så meget. Hun havde fået noget ud af i dag, der var mere værdigfuldt end penge. Så nu var det bare at løse opgaven og møde Sean på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Alt i alt var tingene gået udmærket.

"Ved Targaryen kroen om...Hvad skal vi sige? 4 dage?" foreslog han let. Selv hvis han ikke var helt færdig med alle sine planer, kunne de jo stadig mødes og blot udsætte afrejsen til han var færdig.
Han nikkede let efter hende, som hun gik. Hans egen nat - nu hvor han havde haft en undskyldning til at forlade selskabet nedenunder - ville gå med at tænke. Over Genevira, sikkert, men også over de ting han ønskede at få ud af aftalerne de næste par dage.

//Out