Forslag og ændringer - Althorn

Sted: Det royale distrikt
Tid: formiddag

Emnet foregår et par dage efter dette emne.

Emnepartner: @Althorn

Outfit: Sørgekjole i sort og sølvgrå, Hårstil, tiara og halskæde


Larlii havde haft meget at tænke på i de sidste par dage. Faktisk havde hun være så optaget af tankerne, at hun for det meste holdt sig for sig selv. Episoden med Almiels kidnapning og Junipers skade, samt måden Junipers familie havde reageret på. Ja, det havde faktisk fået Larlii til at tænke i værste tilfælde-situationer. Hun havde også haft besøg af et par af hoffets bedste healer, hvor hun havde talt lavmeldt og i hemmelighed med dem om forskellige muligheder for at kunne blive gravid uden at dele seng med en mand. Healerne havde først set forfærdet på hende, men da hun havde fortalt dem at det var af hensyn til dem som fortrak deres eget køn, slappede healerne lidt af. Hun fik dem også til at sværge ved deres liv at de ikke ville tale med andre om det uden hendes tilladelse.

Denne formiddag var det med et nervøst hjerte at hun gik til sin mands arbejdsværelse, hvor hun bad vagterne om at melde hendes ankomst. Hun håbede på at det var muligt at få ham alene, så hun kunne fremsætte sine forslag. Og hun havde ingen intentioner på at afsløre noget for andre. Hvis nogle prøvede på at udfritte sig hendes grund til at være her nu, ja så fik de et meget vredt og skulende blik fra deres dronning.

Althorn havde banket sig selv lidt oven i hovedet de sidste par dage. Hvorfor havde han ikke haft flere vagter til at tjekke grænserne. Hvorfor havde han ikke opdaget de brodne kar i tide. Hvorfor... Han sukkede let for sig selv. Han havde sat en grundig efterforskning af alle vagter i gang nu, og dem der ikke 'bestod', ville blive fyret for at blive erstattet af nye. Han var også i fuld gang med at skifte det gamle råd ud, væk med alle de gamle hønisser der kun ville opretholde de gamle traditioner for traditioners skyld, og ikke for folkets bedste. Han håbede inderligt, at det ville medbringe en god forandring i Forestina, or for skovelverne generelt.

Han var i gang med at se nogle rapporter igennem, da han fik beskeden om at hans kone gerne ville se ham. En af vagterne havde spurgt hvad det drejede sig om, men havde så hurtigt vendt rundt på stedet for at være den der informerede Althorn i stedet, og derpå komme væk fra hendes blik. Han lagde papirerne til side, og nikkede - hvorpå vagterne åbnede døren for Larlii.

Larlii var glad for at hendes blik var nok til at sende vagten afsted. Og hun gik roligt ind, da vagten kom tilbage og åbnede døren for hende.

Hun gik hen og satte sig på stolen der stod på den anden side af hans arbejdsbord og så roligt på ham.
"Jeg har brugt de sidste par dage til at tænke over nogle forskellige ting. Der i blandt, at du bør få et ægteskab med en som du virkelig elsker. Ikke at jeg ikke nyder vores. Men jeg ønsker virkelig at du kan få lov til at være mere åben." Hendes stemme var lav nok til at vagterne og evt. smulyttende tjenstefolk ikke kunne høre hende. Blikket var venligt og havde det glimt at kærlighed som hun følte for ham.

Hun trak vejret dybt inden hun fortsatte. Det hun skulle til at fortælle var utroligt bekymrende for hende.
"Jeg har snakket med et par af de bedste healere der er her på slottet, med henblik på at finde en metode der kan gøre kvinder gravide uden at de behøver at dele seng med en mand. Og de mener afgjort at det kan være en mulighed. På den måde, kan du stadig få flere arvinger. Jeg tør ikke tænke på hvad der kunne ske med riget, hvis Theroniel mistede livet og du ikke havde andre børn. Almiel er og bliver kun prinsesse af navn." Uden at tænke over det, havde hun lænet sig en smule frem og hvilede hagen tænksomt i den ene hånd, hvor albuen hvilede på bordkanten.

Althorn lagde roligt dokumenterne til side, for at give sin kone hans fulde opmærksomhed, som han roligt lyttede til hendes ord. Overraskelsen var tydelig at se på hans ansigt som hun sagde at hun mente, han skulle få sig et andet ægteskab - med en han virkelig elsker... Altså, sagd ehun indirekte at han skulle finde en mand og lade masken falde, så at sige.

Hans ansigt faldt dog i mere seriøse folder herefter. Hun havde ret... Hvis Theroniel skulle dø - Nimar forbyde det - så ville riget atter stå uden en ægte arving der kunne overtage tronen. Og derfor ville han få brug for at denne mulighed var der. "... Jeg ser sandheden og visdommen i dine ord, Larlii. Det... Er ubehageligt sandt, og selvom jeg også nyder at være tæt med dig, ja, så bliver det aldrig helt det jeg helst vil have, det har du så ganske ret i. Måske var det reelt på tide at få ændret denne ting, også - jeg har allerede skiftet rådet ud, så de gamle hønisser kan i det mindste ikke stritte imod længere..." han sukkede, som han lænede sig tilbage i stolen. "Men jeg vil for evigt sørge for dig og Almiel. Hvis du nogensinde skulle være i tvivl. I vil altid have hvad I har brug for, og vil aldrig stå uden beskyttelse."

Selv om det smertede hende at høre og se hvor lettet han blev over hendes ord, så varmede det hende også at han var glad for hendes ord. En lille bitte del af hende havde altid håbet at han ville udvikle følelser for hende på det romantiske plan. Men hun havde også altid vist at det kun var og blev ønsketænkning.
Det hun mest af alt værdsatte, var og blev hans venskab og venlige sind. Hun smilede af hele sit hjerte, da han sagde at hun og Almiel altid ville blive sørget for. Ved Nimar, hvor var hun glad for den dag for år tilbage, da de tilfældigt havde mødt hinanden i skoven og han havde sat hendes grandtante og daværende trolovede på plads. Hvor ville hun være den dag i dag, hvis han ikke var kommet forbi den dag? Sikkert i et ødelagt og følelsesløs ægteskab, hvor hun ville være tvunget til at lyde sin mands ord.
”Hvis healerne og jeg kommer frem til en metode, så kan du være sikker på at have et helt rige fuldt af kvinder, der med glæde vil være kongelig 'konkubine'.” Hun lavede anførselstegn i luften ved ordet konkubine, mens hun prøvede på at lade være med at le samtidig. En lille del af hende, den samme del som elskede ham som mand og elsker, håbede på at han ville bede hende om at blive som hans 'elsker'. Hun nød at være nær ham, hoffets healere og ja, hoffet i det hele taget. Selv hans mor, fandt hun fantastisk.

”Hvordan har din mor det enlig? Jeg overvejer at tage på besøg med børnene.” Hun tænkte lidt inden hun fortsatte, mens hun så direkte på ham
”Hvordan vil hun enlig have det med det vi tænker på at gøre? Og hoffet for den sags skyld. Jeg ved udmærket godt at mange syndes jeg ikke egner mig som dronning, men hvordan vil det blive bagefter?” Uden at tænke over det, flyttede hun den frie hånd op mod sit opsatte hår og rørte let ved tiara'en, hvor hun mærkede den narturkraft, som tiara'en havde samlet sammen. Hun tilføjede lidt af sin egen naturkraft, hvilket fik tiara'en til at skyde nye hvide knopper. For ikke at sige, fik de andre hvide kirsebærblomster til at vokse lidt i størrelse. Samtidig gav det Larlii en følelse af ro og afslappethed, noget hun havde opdaget igennem sin korte tid som dronning.

Det var i sandhed meget lettende. For omend han også selv havde ønsket, at han måske ville komme til at elske hende på dén måde, da det ville gøre så utroligt mange ting lettere... Så var det ikke sket, da han simpelthen... Bare ikke var til det modsatte køn. Hun var dog stadig hans utroligt gode, nej, absolut bedste veninde han nogensinde havde haft, og den eneste han følte han vitterlig kunne sige alt til. Hun vidste ting selv hans egen mor ikke vidste.

"Det har du sikkert ret i. Men..." sagde han derpå, som han rakte frem og blidt tog hendes ene hånd i sin... For derpå at løfte den for at kysse bagsiden af den... Som hans blå øjne så dybt ind i hendes. "Hvis du til den tid... Ikke har en anden... Så ville det være mig en ære, at du igen bar mit barn. Du har så mange værdier... Jeg ønsker at mine børn skal have." inklusive at han selvfølgelig håbede på også at kunne se en god del af hende i Theroniel, som han voksede op.

"Min moder... Har det okay efter omstændighederne. Det er aldrig let at miste en partner, men hun har så meget støtte omkring sig som nogen kunne have. Jeg tror virkelig hun ville værdsætte et besøg." han smilede som han lænede lidt tilbage i sit sæde. "Og i bund og grund, tror jeg bare hun vil have at der skal gøres, hvad der gør mig gladest. far var den der gik meget op i traditionerne. Jeg tror aldrig han opdagede noget, fordi han ikke ville - men jeg er sikker på, at mor i årevis har vidst præcist hvad jeg har holdt skjult for dem. Og selv hvis du ikke er min dronning længere - så vil jeg have dig med i rådet som en af mine rådgivere. Hvis det er en position du vil acceptere, naturligvis."

Hun smilede og løftede sit hoved fra hånden, som hun igen havde hvilet på, da han rakte frem og tog den i sin. Måden han kyssede den og samtidig så på hende, fik hendes ben til at smelte og hun var glad for at hun sad ned. Smilet var stort og med en kærlighed der både var venskabelig og til en elsker, mens hun lyttede til hans ord.

Først da han afsluttede med at han ønskede hende i rådet, havde hun fået så meget styr på sine lidt forvirrende føleser og reaktioner, til at hun kunne svare ham. Hun gav hans hånd et lille klem og hvis han tillod det ville hun blidt trække sin hånd, der stadig holdte fast i hans, over til sig. Her ville hun gengælde gestussen ved at kysse hans håndryg mens hun så på ham.
”...Og det skal være mig en ære... Både at bære dine kommende børn og være en del af dit råd. Jeg sværger at du altid vil få sandheden og ærligheden fra mig.”

"Det var lige præcis dét, jeg håbede på, og regnede med fra dig. Du har altid været så ligefrem - man ved præcis hvor man har dig... Og det er en kvalitet jeg virkelig værdsætter hos dig, Larlii. Det, og din åbenthed over for alle, væsner som personer. Jeg har alle mine dage ønsket at finde andre der følte som mig på dét punkt... Og det har jeg fundet i dig. Inden længe skal vi nok få andre til at se sandheden og fordele i det, også. Startende med det nye råd." han smilede som han gav hendes hånd et ekstra lille klem.

"Jeg har også puslet med tanken, om en læge klinik tættere på grænsen. En der ikke kun tager elvere ind, men også rejsende, der er blevet godkendt af grænse vagterne til at komme ind. Nu hvor vores grænser er blevet mere accepterende for andre racer, føle rjeg det er på sin plads. Og jeg så helst, at du var med til at etablere den nye urtehave, ved den nye klinik."

Hun lyttede smilende til hans ord, hun elskede ham virkelig for at være så åben og ærlig. Noget hun håbede på at han snart fik mulighed for at være over for sit folk. Og jo mere hun tænkte over det, så var hendes kærlighed til ham mere som til den længe savnede og beskyttende storebror, hun ikke havde set i flere år. Hun blev faktisk lidt overrasket over at hun selv var kommet frem til det resultat. At det ikke var kærlighed til en elsker, hun følte for Althorn, men som hun havde bildt sig selv ind at det var.

Hun nikkede til hans ord om at de snart skulle få andre til at se sandheden. Hun håbede inderligt at folket, for ikke at nævne hoffet, ville acceptere det. Alligevel var der en spinkel nervøsitet, der sagde at mange, særligt i blandt de ældre, ikke ville blive glade over disse forandringer og muligvis kunne finde på at give hende skylden for det.
Noget hans ekstra klem, syndes at beskytte hende imod.

Hun lyttede nysgerrigt til hans ord om en læge klinik tættere på grænsen. En som skulle være åben for alle. Se det fik hende lidt længer ud på kanten af stolen. I sær da han nævnte at han helst så at hun var med til at etablere den nye urtehave ved klinikken. Et lille skælmsk smil kom på hendes læber mens hun så på ham med et lidt drillende glimt i øjet.
”Som om nogen kunne afholde mig fra at hjælpe. Jeg vil allerede gå i gang med skitserne til haven, samt sørge for at healerne har alle de urter de kunne tænkes at få brug for.” Hun blinkede til ham, inden hun fortsatte.
”Jeg har faktisk også haft tænkt på at forhøre både min kusine og hendes klan om de kunne sende forskellige urter, som vi ikke har her i skoven.”

Det undrede ham ikke det fjerneste, at hun med glæde ville hjælpe - han havde regnet med det, men ville aldrig have taget det som en selvfølge, da hun jo gerne skulle gøre det fordi hun ville, og ikke blot fordi han som konge ønskede at hun gjorde det. Nej, folk skulle være frie til at tage deres egne valg, på trods af titler og rang.

"Ah, nogle af de mere unikke urter der findes rundt om i Underworld? Se dét kunne være umådeligt interessant. Og nu hvor vi taler om din kusine og hendes klan - så lad dem vide at de altid er velkomne i Forestina, uanset hvad andre måtte tænke og mene omkring det. Byen og denne skov vil altid stå åbne for dem." sagde han derpå med et smil - i hand øjne var de som hendes 'familie' lidt som en anden del af hans egen familie - de stod ham nært selvom han ikke havde mødt dem, alene fordi Larlii holdt af dem.

Hun kunne ikke tilbageholde en mild og kærlig latter. Selvfølgelig syndes han at nye unikke urter var spændende. Men ja, hun var selv meget nysgerrig omkring at udvide deres urtekendskab og var klar på at forsøge at få dem til at gro her i skoven. På den ene eller anden måde...

Hans ord om at Taliia og klanen var velkommen, uanset hvad andre måtte tænke, fik smilet til at falme lidt, mens hun så grundigt på ham.
”Også selv om de har gjort sig upopulær med Juniper og hendes familie? Min kusines datter, skulle eftersigende have angrebet hende og skadet hende. Men jeg skal være ærlig om at jeg ikke helt kan få hoved og hale i den historie. For min kusine fastholder at Juniper var selvforskyldt, samt skulle have skadet min kusines datter mere end omvendt.” Larlii tænkte lidt inden hun fortsatte.
”Hvad klanen angår, så har den ikke altid været inden for lovenes rammer. De startede som pirater, min kusine inklusiv. Men her for nogle år siden ændrede de sti, og blev handelsfolk. Det var vist noget med at de mistede en eller flere af deres leder og arvinger til en fjende. Jeg tror stadig jeg har brevet liggende et eller andet sted i Angulócë Yána ” Hun holdte øje med hans reaktion på hendes ord omkring sin kusine og klanen, hvis han ændrede mening ville hun ikke skrive til Taliia.


//Angulócë Yána = Dragon Sanctuary – tidligere kendt som Fristedet.//

Han så lidt undrende ud, som han så hendes smil falme, men forstod snart hvorfor. De havde allerede raget en smule uklar med Juniper's familie - men mon ikke selv de mest arrogante, højt rangerende familier kunne forstå, at man dog stadig bød sit kød og blod indendørs, selv hvis man måske ikke helt var enig i hvad de gjorde, af og til?

I al fald, så smilede Althorn fortsat. "Ja, også selvom de har dét. Blod er altid tykkere end vand. De er altid velkomne her. Uanset hvem de har raget uklar med, så er det ikke vores sag. Det er en sag mellem dem, og ikke os." sagde han roligt. "Og tidligere kriminalitet er heller ikke noget jeg dømmer på, medmindre det er fuldt planlagt mord og deslige. Det andet ligger i fortiden... Så længe de ikke forbryder sig mod vore love i skoven, så er de lige så velkomne som din kusine."

Hans ord gjorde hende helt varm og glad. Måske var det en god måde at blive genforsonet med Taliia? Hun ville afgjort skrive og give budskabet videre. Hun nikkede roligt som tegn på at hun ville videre give hans ord. Et smil var igen kommet over hendes læber, mens hun igen tænke på hvor godt et makkerpar de var.
”En anden ting. Jeg har tilligere hørt nogle folk snakke om den gang du var taget til et midsommerbal med en kvinde, som eftersigende skulle have været dæmon. Kunne det tænkes at hun var i familie med den samme mand, som jeg så dig sammen med for år tilbage? Eller var det ham i forklædning?” Larlii var oprigtigt nysgerrig. Hun kunne stadig genkalde sig det smukke syn hun havde set den dag hvor hun samlede urter.
Ja, i starten havde hun været total forelsket i ham, men gennem årene, og Lith'rra, havde forelskelsen ændret sig til et mere familiekærlighed. Og selv om det først var nu her at hun var blevet opmærksom på det, så kunne hun anerkende at det var sandhed. Hun ønskede det bedste for ham og var klar til at kæmpe for det. Og betød det at de skulle finde denne mand, som muligvis var dæmon. Ja, så var det det de skulle.

Althorn smilede blot, som han, nu han kendte hende så godt, tydeligt kunne se hvor glad det gjorde hende at hun muligt kunne få en forsoning med sin kusine. Han havde ofte hørt ting om hende, og ville da også selv glæde sig, til muligvis at få mødt denne Taliia.

En rødmen var dog snart at finde over hans kinder, som hun nævnte midsommerballet, og dæmonen. Ak ja, den dæmon... Der var noget helt... Tryllebindende over ham... Nærmest helt afhængighedsskabende. Han havde været i Althorn's tanker oftere, end han havde lyst til at indrømme. Blot tanken om de to gange de havde været sammen, var helt vidunderlig...

"... Du er mere snu end langt de fleste antager dig for at være, Larlii." sagde han og rømmede sig en smule, men smilede også. "Ja, det var ham. Han var svær at finde anden gang, og vil uden tvivl være mindt lige så svær at finde, en tredie gang... Jeg har en måde jeg kunne sikre mig kontakt med ham, men jeg tror ikke det ville falde i så god jord med ham, da det trods alt involverer lys magi. Og som bekendt, er dæmoner ikke særlig glade for dén type magi..."

Hun elskede at se ham rødme som en søster der driller sin bror. Eller en god veninde driller sin gode ven. Og det var tydeligt at han fand dæmonen tiltrækkende, hvilket hun udemærket forstod ud fra hvad hun kortvarigt havde set. Men ja. Han havde ret i at det nok ikke ville gå på grund af lysmagien. Men hun var heller ikke i tvivl om at han nok skulle finde den rigtige på et tidspunkt. Og hun ville med glæde hjælpe til at det skete.
"Mange tak min ven. Du er nummer to i denne uge der kalder mig snu. Den anden er Nasissa. Hun er den eneste, som har en ide om hvad jeg planlægger. Og det er på tros af at de andre tre hofdamer, alligevel holder sig ret tæt på mig. Men ja, det skal blive skønt igen at kunne bevæge sig rundt uden at have dem løbende efter mig." Det sidste blev sagt med en lille latter.

Alligevel kunne en lille del af hende ikke lade være med at blive en smule jaloux. Men ja, det var kun en lille del, så det skulle nok gå. Han ønskede jo også for hende at hun skulle have chancen igen. Og hvem viste... Hun måtte ryste på hovedet med et lille skælmsk smil på læberne. Hende og hendes fantasier... De måtte vente til hun var alene og ikke kunne genere eller støde andre end hende selv.

Ja, han fandt dæmonen mere end blot tiltrækkende. Han havde hjemsøgt Althorn's tanker fra tid til anden. Hvis han ikke havde været sikker på at han var homoseksuel før, så var han i alt fald blevet stensikker i sin sag efter det første møde med ham, og den underskønne eftermiddag nær floden i skoven.

"Hvis du ønsker, vil du selvfølgelig også være noget så velkommen til at beholde Nasissa, selv... Efter det her er overstået." som i, selv når en skilsmisse var gået igennem, hvilket det jo nok ville det øjeblik han fandt en, han følte, at han kunne dele dén del af sit liv ordentligt med. Hun ville selvfølgelig stadig være hans bedste veninde, og den eneste han fortalte vitterlig alt til... Samt moderen af både hans biologiske barn, og hans adoptivbarn.

Larlii lo hjerteligt, da han sagde at hun var velkommen til at beholde Nasissa efter at de var gået hver til sit.
”Jeg har ikke noget at sige i den sag. Det har min kære grandkusine allerede gjort mig opmærksom på. Hvad end der sker, så vil hun blive ved min side. Hun elsker den frihed hun har og nægter at vende tilbage til sin mor og stedfar. Hendes mor føler at jeg har snydt dem, ved at gifte mig med dig, i stedet for at anbefale Nasissa. Men det kunne jeg aldrig drømme om at gør mod hende. Hun har samme ret, som du og jeg, til at vælge sin egen sti.” Larlii smilede kærligt til ham. Som han kunne få hendes hoved på andre tanker. Men ja, hun var nu glad nok for at han havde fået hende til at le, for det havde skubbet hendes fantasier i baggrunden, hvor hun kunne holde mere styr på dem.

Hun så på ham og smilede mere venskabeligt, mens hun rettede sig i stolen.
”Hvis du ikke har noget som du ønsker at drøfte lige nu, så vil jeg besøge min kære svigermor. Og du kan være rolig. Intet kommer frem før du ønsker det.” Hun blinkede til ham, mens hun afventede hvad han ville sige.

Althorn kunne ikke selv lade være med at grine lidt, også, som han også tog en tår af det glas vin der var på hans bord, og tilbød også hende et glas, selvfølgelig, hvis hun ville have et med på vejen. "Der er ikke noget ekstra lige nu, nej. Men tak for at du kom og talte med mig om det, Larlii. Du bliver også den første der får besked når byggeriet ved grænsen går i gang." lovede han hende, med et venligt, kærligt smil på sine læber.

"Så rider vi derud sammen og får hjulpet med at planlægge hvor den nye urtehave skal være, og du får kreativ frihed over, hvordan den skal se ud."

Hun tog imod vinglasset og drak det over nogle mundfulde mens hun lyttede til ham. Hun nød disse stunder hvor de to kunne være åbne om alt. Hun nikkede og tømte det kvarte glas i en sidste mundfuld, inden hun satte det på bordet og smilede til ham mens hun gik over til ham og lænede sig imod bordkanten.
”Det var det mindste jeg kunne gøre. Mit håb og ønske er at se dig med en ægte kærlighed, også selv om det måske kommer til at gøre mig en smule jaloux. Men ja. Jeg indrømmer her og nu, at min kærlighed til dig nok enlig er mere om en søsters end en hustrus. Noget jeg har opdaget hos mig selv i løbet af de sidste par måneder.” Hun kyssede ham blidt på kinden og skubbede sig fri af bordet.
”Hvad byggeriet angår, så vil jeg snakke med healerne om hvad de vil få brug for, samt samarbejde med dem omkring planerne for haven eller haverne. Men ja, jeg vil se frem til det og glæde mig til at vi får det op og køre.” Med de ord vinkede hun til ham og forlod lokalet.

Hun hentede begge børn og gik på besøg hos sin svigermor, som hun havde sagt hun ville. Hendes hofdamer fuldte med. Under deres besøg, fik Larlii nogle tjenestefolk til at komme med harper så hun og hendes hofdamer kunne underholde med lidt sang og spil.

//Out//
//En af sangene//