I am so sorry, Althorn. But waou.. - Althorn

Tid: omkring middag
Vejr: solskin og en let vind
Emnet forgår i slutningen af/efter: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

@Althorn
Opstarten er aftalt med Althorn

Larlii var taget ud om formiddagen for at finde spiselige urter. Hun var klædt i en af sine skovgrønne kjoler og bar en lille brun ransel, hvor hun havde nogle bundter af: almindelig syre, Løgkarse og mælkebøtter, både blomst og blade.
Krokonen fra "Den Springende Hjort" havde spurgt om hun ville skaffe nogle friske urter, hvilket hun selvfølgelig vil blive betalt for. Larlii havde taget imod jobbet, da det også var en mulighed for hende at skaffe sig lidt ekstra til opførslen af fristedet. Hun havde været i fuld gang sammen med nogle af de elver der havde bygget husene i byen, og de var nået frem til et resultat, som Larlii glædede sig til at se færdig. Fafnir var som altid i nærheden af hende, men var lige nu optaget af at lege med et par egern. Hun smilede og gik tættere på en busk hvor der var nogle
ramsløg, som endnu ikke var gået i blomst.
Hun havde sat sig ned på knæ og bøjede sig ind over planten, hvor hun var begyndt at plukke de nyeste blade, da noget fangede hendes sind. Hun rettede sig op, så hun kunne se hen over buskene. Her stivnede hun på et split sekund, da hun så hvad der forgik næsten to hundrede meter ved siden af hende. Selv om de var halvt dækket af buske og planter, var der ingen tvivl om hvad der forgik. Hun genkendte ovenikøbet den ene: Althorn, hendes konge. Den anden kendte hun ikke, men han var utrolig smuk af en mand at være. De var begge helt væk i hinanden, og Larlii kunne ikke få sig selv til at røre en muskel, mens hun så på dem. Det var noget så smukt på en anderledes måde. Hun havde hørt om folk der var til deres eget køn, men havde aldrig overvejet at hendes konge gik med sådan en hemmelighed.
Efter noget der føltes som evigheder, blev de færdige og hun kunne løsrive sig fra synet. I det hun drejede hovedet for at liste væk, fik hun en bange anelse om at Althorn muligvis havde set hende.

Hun nærmest løb væk fra stedet, med ranselen hoppende på hendes ryg og stansede først da hun var kommet omkring en kilometer væk. Her sank hun i knæ vedsiden af en lille bæk og lod ranselen dumpe ned på skovbunden, inden hun lænede sig en smule frem og med let skælvende hænder samlede noget vand op, som hun pjaskede det i ansigtet. Hendes tanker og sind blev ved med at køre rundt i det hun havde set. Dog havde hun allerede besluttet sig for aldrig at sige noget, uden at hun havde Althorns tilladelse.
Fafnir var hurtigt fuldt efter hende, selv om han ikke forstod hendes pludselige flugt. Nu stod han ved siden af hende og så spørgende på hende, mens han brummede beroligende.

Althorn sad stille i skovbunden og sundede sig ovenpå hvad der lige var sket, efter et sidste afskedskys fra dæmonen, inden han gik igen... Før der var nogen der opdagede ham, udover Althorn, altså. Han forstod det skam også godt... Langt fra alle elvere var så accepterende overfor udefrakommende, især dæmoner, som Althorn var indtil man beviste man ikke var hans tillid værdig. Han sukkede let og strøg en hånd igennem sit lettere uglede hår, som han begydnte at få taget tøj på igen, da en lyd fanged ehans opmærksomhed, en svag en han ikke ville have lagt mærke til før, så opslugt som han havde været i Ashyr. Men nu drejede han hovedet, og fik mere end rigeligt af et glimt af blondt hår... Og var det grønne drageskæl? Så vidste han med stor sikkerhed hvem det var. Men hun måtte have opdaget at han havde opdaget hende, for pludselig var hun væk igen.

Han bandede lavmælt for sig selv og skyndte sig at få sit tøj på igen, sine våben og krone tilbage på plads - før han piftede efter Ílthar. Så snart han var der, hoppede Althorn op på ryggen af ham, og styrede ham i den retning han havde set Larlii. Da de nåede til hvor hun var, opfangede han en svag duft der stadig hang i luften... Af hende, ja. Så han havde haft ret. Han styrede Ílthar hen hvor han kunne se nogle få planter var blevet forstyrret før, og det tog heller ikke mere end et kvarter, før han indhentede hende, med kun en enkelt detour før han igen opfangede lyden af hende.

Han standsede et stykke før, for at hoppe ned fra Ílthar - og stille og roligt gå hen mod Larlii og Fafnir. Så snart dragen opdagede ham, nikkede han let og ærbødigt til dragen, før han talte til Larlii. "Larlii..." så snart hun vendte sig om, ville hun kunen se hans ansigt var fortrukket i en svagt nervøs mine. "... Hvor meget så du?" der var trods alt ikke den store tvivl om at hun måske ville have kunnet se noget fra hvor han så hende være.

// Outfit

Hun var optaget af at pjaske vand i hovedet, som et desperat forsøg på at fjerne det senarie der udspillede sig i hendes sind, forgæves. Hun havde ikke hørt ham komme, så da han sagde hendes navn, for hun sammen og væltede ned i bækken. Hun så forskræmt op på ham og blev kok rød i hovedet, da han spurgte hende hvor meget hun så.
Hun forsøgte at få sit stemmebånd til at lystre og munden til at bevæge sig, men det blev ikke til meget andet en nogle let paniske bevægelser med læberne. Hendes sind var i vildrede, hvor ærlig skulle hun være? Og hvad ville dette betyde for det venskab de var begyndt på? Hun sank et par gange og fik fremstammet.
"Ddet var ik... ik min mmening aat… Men waou…" Hun blev helt forfjamsket og så hurtigt ned, blot for at se at hun sad midt i bækken. Lidt undren sneg sig ind i hendes ellers forvirrede og nervøse kropssprog. Hun rejste sig, hvilket fik kjolen til at klistre sig til hendes krop og virkelig afsløre hver en detalje af hendes kvindelige krop på tros af kjolens skovgrønne farve. Men hendes sind opfangede ikke dette, for så ville hun have vendt ham ryggen af forlegenhed. Hun tog et par dybe åndedrag og så nervøst på Althorn.
"Jeg så en del som jeg ikke burde. Men i var så smukke, så..." Hendes stemme knækkede lidt og hun slog forlegen øjnende ned, inden hun hviskende forsatte.
"Så fantastiske sammen." Hun tvivlede på at hun kunne blive mere rød i hovedet end hun allerede var.

Althorn sukkede let da han så hende blive så forfjamsket at hun faldt ned i bækken. Trods den lidt mærkelige situation vandt hans gode hjerte nu altså stadig, og han rakte en hånd ud for at hjælpe hende op derfra. Hun skulle ikke sidde der i gennemblødt tøj alt for længe. Og hvor andre mænd nok ville have fokuseret en del på hvordan hendes tøj, nu vådt, klæbede sig ind til hendes krop, så forblev hans øjne på hendes ansigt. Hun var trods alt ikke af det køn han rent faktisk var tiltrukket af, så han lagde knap nok mærke til det... Hvilket hun nok også kunne se nu. Men med det hun havde set behøvede han jo heller ikke spille for galleriet længere... Hun kendte hans dybeste hemmelighed nu, den han absolut ikke ville have ud til andre, for nogen som helst pris.

Han sank let en klump, og en svag rødmen var da også at spore på hans egne kinder da han så væk fra hende som hun fik bekræftet præcis hvor meget hun så. Han kiggede dog hrutigt tilbage på hende, lettere forbavset over hendes ordvalg, tonen hun brugte. Hun var ikke frastødt? Hun havde intet imod det? Det var så sjældent man mødte folk der ikke havde visse fordomme om dem, der var til deres eget køn. Dette bekræftede ham blot i fornemmelsen han havde haft af at hun var unik og lige så frisindet, kreativt tænkende, som han selv var. Noget man mødte forholdsvist sjældent. Desværre var mange af elverne meget reserverede og en del konservative... Det var noget af det han håbede på at få rettet lidt op på som konge. "... Mener du virkelig det?" spurgte han dog stadig, øjenbrynene let rynkede i en undrende mine. "Du har intet imod det? Det er ikke bare noget du siger grundet min status?" han kendte trods alt en del folk der ville acceptere nærmest hvadsomhelst fra ham blot grundet hans status som konge.

Hun forventede at blive slået for sine ord. Noget Dénar havde gjort fra tid til anden når de var alene. Og hendes grandtante også kunne finde på, hvis Larlii ikke svarede korrekt eller gjorde tingene godt nok.
Men da der ikke kom noget slag og hun hørte hans ord, tvang hun sig selv til at se på ham. Hendes øjne var lidt frygtsomme som om hun stadig forventede at blive straffet.
"Jeg mener det, Althorn. I var så smukke sammen. Og det var som om det var naturligt for jer." Hun drejede hovedet en smule til siden og sinkede igen øjnene, mens hendes hoved lignede en solmoden tomat.
"Om noget, så følte jeg mig nærmest tiltrukket af jer. Hvis jeg ikke havde været så overrasket over at se dig, så er jeg næsten sikker på at jeg var blevet trukket med ind i jeres samleje." Hendes stemme var lav som om hun på en måde skammede sig over at sige det højt. Hun viste ikke helt hvorfor hun havde de tanker, men det var sandheden hun havde fortalt Althorn. Hun var tiltrukket af ham, og den erotiske udstråling de to havde udsendt havde været ved at trække hende til sig. Men overraskelsen over at have opdaget at det var Althorn, ja det havde låst hende fast i stedet for.

Althorn's blik blev nærmest bekymret da han så nervøsiteten i hendes øjne. Var der noget hun frygtede? Fra ham af? Det håbede han virkelig ikke... Det var trods alt nok næsten umuligt at finde nogen mere pacifistisk end ham selv. "... Det var det også," mumlede han stille. "Jeg..." han kunne vel ligeså godt sige det, nu hun havde set hvad der skete. Ikke som om han kunne skjule det for hende, længere. "... Det har altid været sådan for mig. Kvinder, det... Venner, ja, mere end det..." han sukkede og rystede på hovedet. Han havde aldrig nogensinde følt sig tiltrukket af kvinder, ikke så meget som én enkelt. "Det er... Lidt af en byrde at holde skjult i over fire århundreder." indrømmede han så, så nærmest helt træt og opgivende ud blot ved tanken om hvor svært det havde været at holde så en vital del af ham selv skjult fra offentligheden, med al den fokus der havde været på ham som royal.

Hans kinder påtog sig også en lidt rødere farve som hendes egen indrømmelse kom frem - ja okay, dén havde han ikke lige forventet. "Så... Du... Synes ikke det er mærkeligt? Forkert? Du.... Accepterer det bare?" det var aldrig det han forventede af nogen som helst. Ja, han troed epå detgode i alle, men ligepå dette punkt forventede han som regel det værste. At folk ville føle afsky for ham når de vidste hvad for en 'type' han var...

Ud fra det hans let stammende sætninger, forstod hun at han ikke var tiltrukket af kvinder, hvilket fik hende til at udstøde et lille suk. Hun satte sig ned og klappede græsset ved siden af sig.
"Jeg forstår udmærket det med at ikke at være tiltrukket af en eller flere personer, som familien syndes er passende. Det oplevede du jo selv sidste gang vi snakkede sammen her ude i skoven." Hun så lidt forsigtigt over på ham, mens hun prøvede at vudere hvor meget han og hun selv var villig til at tale om.
"Dog har jeg ikke prøvet at skjule en side af mig selv for mere end nogle få år, så derfor kan jeg ikke selv kommentere på hvor trættende det må være, men jeg tror at jeg kan følge din tankegang omkring det. Alt den listen omkring, uden en chance for at mødes med den eller dem man er tiltrukket af." Hun rødmede lidt igen, da hun sagde det.

Hun blev en smule overrasket over at hans spørgsmål om at hun bare accepterede det om ham.
"Hvorfor skulle jeg ikke acceptere at du ønsker kærligheden på din egen måde, i stedet for den traditionelle måde? Du har altid vist mig venlighed og accepterede mig for den jeg var, på tros af at jeg var langt under dig i rang og selskab. Hvis jeg ikke skulle vise mit venskab og støtte op om dine ønsker, hvilken ven ville jeg så være? En af de overfladiske, som jeg selv hader og foragter. Nej tak." Hun så ud over skoven og mumlede lidt for sig selv, uden at tænke over at han nemt kunne høre det.
"Så heller gemme min egen forgabelse i dig væk, end at ende som en af de overfladiske."

Althorn stod oppe lidt endnu, sank en let klump som hun begyndte at forklare... Og ligeså langsomt gik han hen og fik sat sig ned ved siden af hende. Dette var nok det mest sårbare hun havde fået set ham - men hvem kunne virkelig bebrejde ham, når hans dybeste hemmelighed lige havde været til åbent skue for hende? Han følte sig nøgen i mere end én forstand med det som hun havde set, og alene tanken om at hun havde følt sig så tiltrukket af det at hun måske kunne være gået derhen, gjorde at den lette rødmen på hans kinder vendte tilbage, og blev der. Han var ikke vandt til at andre end Darya, og de få mænd han lå med, vidste det. Han vidste ikke hvor det heller ville føre hen med deres spæde venskab...

Han sank en lille klump og nikkede let til det hun sagde. "Endnu mere når man er nogen af rang. Der er næsten altid øjne på dig. Det er sjældent du får lov til at være alene. Vagterne har altid overvåget mig som høge... Hvis jeg selv havde valgt, var jeg aldrig nogensinde blevet royal. Men du kan trods alt ikke vælge familien du er født ind i." han trak let på skuldrene. "Det er nok også en del af grunden til at jeg ikke kan døje folk som... Ja, din grandtante og Dénar. Dem der går alt for meget op i rang og titler. Det splitter bare folk ad istedet for at samle dem..." Han rystede da let på hovedet og smilte undskyldende til hende. "Undskyld... Jeg kom vist lidt ud på et sidespor."

Han skulle lige til at svare hende på hendes tanker angående hans seksualitet, da den sidste kommentar kom... Og hans rødmen vendte kraftigt tilbage. Vent, hvad? Kunne hun lide ham på dén måde? Han vidste jo slet ikke hvad han skulle sige, nu! Han sad nok og stirrede på hende i et godt, langt øjeblik, før han hurtigt så væk, stadig en smule mundlam. ".... Tak," formåede han dog stadig at få fremstammet efter lidt tid. Han vidste virkelig ikke hvad han ellers skulle sige. Og da slet ikke til det sidste.

Hun lyttede nøje til hans ord om hvor hårdt det var for ham at skjule sit sande jeg, og besluttede sig for at gøre alt hvad hun kunne for at hjælpe ham. Hun var ligeglad med om hun ville ende ud med et rygte som skøge, bare hun kunne hjælpe sin konge og ven med at leve livet lidt letter. Et smil bredte sig på hendes ansigt, da han nævnte det med at han ikke kunne døje folk som gik op i rang og titler. Og da han undskyldte for at være kommet på et sidespor, klukkede hun let.
"Ingen grund til at undskylde."

Da han fik fremstammet et tak, drejede hun hovedet og så overrasket på ham en lille stund, før det gik op for hende at hun havde tænkt højt. Hun blev kok rød i hovedet og nærmest sprang på benene, mens hun viftede med armene som om hun prøvede at få en flok fluer til at forsvinde.
"Jeg... Jeg undskylder... kom til at tænke højt..." Hun ville tage et skridt til siden for at ligge lidt afstand mellem dem... og snublede...
Et lille gisp forlod hende, da hun væltede ned over Althorn, så hun nu lå ind over ham med få centimeter fra hinanden med hænderne ned på hver side af ham. Hvis hun kunne blive mere rød i ansigtet, så blev hun det. Hun viste ikke hvor længe hun muligvis lå der og så ham ind i øjnene, inden hun fuld af mumlende og usammenhængende undskyldninger flyttede sig så hun sad med ryggen til ham og nærmest forventede at han ville råbe af hende.

Althorn nåede knap at tænke over om han skulle sige mere, førend hun havde rejst sig og begyndte at få fremstammet det hun ville sige... Altså, lige inden at hun snublede. Det var vel egentligt meget sødt sådan som hun havde fægtet med armene før, men han vidste trods alt ikke helt hvad han skulle sige eller for den sags skyld tænke, til at hun åbenbart var tiltrukket af ham... Nu han aldrig så meget som en dag i sit liv havde følt sig tiltrukket af nogen kvinde, ikke på dén måde. Han havde tænkt på det flere gange, ja... Men hver gang havde han bare aldrig helt kunne forestille sig selv sammen med en kvinde...

Han røg ud af sine tanker igen da hun væltede ind over ham, og al luft forlod ham i et lille støn som hun endte der over ham... Kun få... Centimeter fra... Hans ansigt matchede hurtigt hendes i den dybe rødmen, og blikket i hans øjne blev helt forfjamsket som han da nu slet ikke vidste hvad han skulle stille op! Heldigvis fik hun da hurtigt rykket sig igen, og han kom hurtigt op at sidde igen, rømmede sig og rystede let på hovedet. "Det, øhm. Deet... Du behøver ikke... Undskylde, det... Det var jo bare et... Et hændeligt uheld, ikke?" sagde han stille, næsten mumlende, nok det stik modsatte af hvad hun måske havde forventet. Altså hun havde jo bare snublet. Det var vildt akavet som de var endt op, ja, men det var jo trods alt bare klodsethed, en smule uheld. Sådan noget skete jo hver dag.

Hun hørte godt hans stille, næsten mumlende ord og så sig forsigtigt over skulderen et kort øjeblik, stadig kok rød i hovedet, inden hun igen så bort. Hun viste ikke hvorfor, men hendes hjerte hamrede som aldrig før og hun følte sig underligt varm. Ja, hun var tiltrukket af ham. Men han var hendes konge og hun viste at der var for stor afstand mellem dem i rang. Men alligevel... Den korte tid hvor hun havde lagt oven over ham, så tæt på hans læber... Hun rystede på hovedet og prøvede at slå tankerne og billederne ud af hovedet. Hun gik endda så vidt til at klappe sig selv et par gange på kinderne for at klare hovedet lidt. Men lige lidt hjalp det. Hans smukke blå øjne og de perfekte læber så tæt på hendes egne.
Hun var tæt på at skrige sin afmagt ud, men bed sig i læben i stedet. Hendes krop var begyndt at ryste let af den tilbageholdte energi, som hun ikke viste hvordan hun kunne komme af med. Og hun turde slet ikke give efter for sine tanker, selv om det var utrolig fristende. Hun blev ved med at sige til sig selv at han ikke var til kvinder. Ikke til kvinder...
Hun genskabte sig synet af ham sammen med den anden mand, men det holdte kun få sekunder før hendes hjerne havde lavet billedet om til at det var hende han var sammen med i hed elskov. Hun kørte hænderne febrilsk rodende gennem sit hår, mens nogle få ord kom over hendes læber i en forpint tone.
"Åh, til helvede da osse..."

Han så godt hendes blik, og kiggede også selv kort, før han atter så væk, og langsomt kom op at sidde igen, for at rette let på sit tøj. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre med den info, infoen om at hans nyeste ven egentligt var lun på ham, nu når han slet ikke var til hendes køn. Det ændrede jo en smule på tingene, selvom han helst ikke ville have at det skulle. Men sådan en ting ændrede jo altid ting... Det var også derfor han var bange for at andre skulle lære hans egen seksualitet at kende, for blot en så simpel info kunne ændre utroligt meget på folks opfattelse af en.

Ikke at han længere troede det ændrede så meget på hendes opfattelse af ham, i al fald lod det da til at hun stadig gerne ville være hans ven. Men... han ville godt lige være sikker, også. "Jeg... Det her... Det vil... Ikke ændre for meget på vores venskab, vel? For... Du er virkelig en god ven. Jeg har måske ikke kendt dig så længe, men... Det er bare sjældent jeg klinger så godt med nogen." sagde han så ligeud, og kløede sig lettere forlegent i nakken over at sige det så direkte, så uformelt. Det var milevidt fra hans opdragelse, men den kunne så også rend eog hoppe nu. Han var kongen, han kunne vel tale som han ville, egentligt... Ikke? Om ikke andet så gjorde han det da blandt venner.

Hun endte ud med at kravle hen til bækken, hvor hun kunne se at den var dyb nok til at hun kunne få hovedet undervand op til midt på kinderne. Hun hørte godt hans let tøvende ord, mens hun kravlede hen til bækken.
Hun så sig kort over skulderen, med et lille smil.
"Det ændre ikke vores venskab." Der på lod hun hovedet omslutte af vandet, men lyttede stadig efter hans stemme, hans bevægelser eller andet der tyde på at han stadig var der. Hun holdte vejret i et par minutter mens det kølige vand fik noget af hendes sind til at falde til ro.

Da hun igen satte sig op kastede hun hovedet bagover for at få det våde hår væk fra ansigtet, men hun sukkede og så op i træernes grønne kroner, der bevægede sig blidt i den lette vind.
"Althorn. Jeg undskylder for min upassende opførsel." Hendes venlige blik søgte hans og blev der. Godt nok rødmede hun en smule, men hun kunne i det mindste holde sig i skindet denne gang og derfor løb hverken hendes hjerne eller hjerte af med hende.
"Du har vist mig venlighed og godhed lige fra første sekund, vi mødtes. Den gang du frelste mig fra trolovelsen med Dénar, bestemte jeg mig for at jeg altid ville hjælpe dig og dét står jeg ved, selv efter hvad jeg så tidligere i dag." Hun tog en dyb indånding og lukkede den langsom ud, inden hun forsatte, stadig med sit blik låst i hans.
"Jeg kan dog ikke fornægte at jeg er faldet for dig. Men jeg anerkender også at det er forgæves, da dit hjerte og sjæl har valgt en anden retning. Derfor skal du dog stadig vide, at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dig med at opnå dit mål. Din lykke er min lykke." Hun viste at det ville blive hårdt at overholde, men hun viste også at hun heller ville ofre sin kærlighed for hans venskab. Venskaber havde det med at holde længere end kærlighedsforhold.

Althorn åndede lettet op og smilede stille da hun bekræftede det ikke ville ændre på deres venskab. Det var trods alt rimelig vigtigt for ham... Altså, en smule ændring ville der nok altid ske ved det her, men at venskabet ikke var ovre i alt fald, var dejligt at vide. Han så stille til som hun fik rykket sig over til bækken og puttet hovedet under vand... Og kunne ikke lade være med at grine en lille smule af det. Altså ja det var en efektiv måde at få uønskede tanker væk på, men det så nu stadig lidt sjovt ud.

Han brugte så også tiden imens på stille og roligt at få de sædvanlige fletninger tilbage i hans hår, nu han havde pillet dem op da han havde været... Meget optaget af dæmonen tidligere. Måske ikke lige den type han skulle have ladet sig forføre af, men det var jo heller ikke fordi han var helt forgabt i manden. Der var stadig den sunde agtpågivenhed i baghovedet, alle burde have når de havde med et sådans mørkt væsen at gøre, men han havde nok også ladet dæmonen gøre meget mere end de fleste andre elvere ville, selv bare ved at lade ham tale ud.

Han så stille over på hende igen som hun atter talte til ham, og et blidt smil dukkede op på hans læber. "Det... Betyder utroligt meget for mig. Mere end du aner. Tak." sagde han så stille, smilet ligeså taknemmeligt som hans ord. For det med at finde gode venner der kunne lide dig for hvem du var, og ikke for din titel, som konge? Ja, det var meget svært at finde. "Men ja... Gengælde de følelser vil jeg nok aldrig komme til. Men jeg lover at jeg vil hjælpe dig så meget jeg kan, også. Hvornår end du har brug for hjælp... Sig til."

Hun smilede varmt til ham, lige så taknemmelig som den dag hvor han havde løsnet hende fra den uønsket trolovelse. Hun så roligt på ham mens han flettede sit hår og ønskede på en måde at hun kunne få lov til at hjælpe ham. Men hun viste også at det bare ville give hende andre problemer, så hun afstod fra det. Hun rødmede lidt ved hans ord.
"Det forventer jeg heller ikke. Ikke når jeg ved hvad jeg nu ved. Jeg skal nok huske på det, når det blive nødvendigt, mange tak. Ønsker du at jeg sværger en ed på at holde din hemmelighed?"
Det ville ikke genere hende det mindste hvis han ønskede det. For nu kendte hun en af hans dybeste hemmeligheder. En der, i de forkerte hænder, kunne knuse ham - hvilket hun langt fra ønskede. Han var en fantastisk konge og en god ven. Så det var vel ikke så underligt at hun var faldet for ham.

Der var mange af hendes veninder som ikke kunne forstå hvorfor hun ikke var faldet for ham noget tidligere, eftersom de kun havde set ham nogle få gange på afstand før de begyndte at drømme om ham. Hun kom til at klukke lidt af grin ved tanken om sine veninder. De ville blive så misundelige når de engang opdagede på hvor venskabelig fod hun var med kongen.

Kort efter fik han flettet håret færdigt, og sat det ordenligt fast... Også lidt ved hjælp af den mindre krone der egentligt mere var som et pandebånd - men kæden hjalp fint med at holde fast på håret. Han smilede igen let til hende, hans smil stadig taknemmeligt... Over at vide at hun ikke ville sige hans hemmelighed videre, nu hun vidste den... Det han holdt skjult så meget som han overhovedet kunne da det ikke var til at sige hvad folket ville sige til at vide lige præcis dette om ham, så meget som det ellers var fordømt i samfundet. Så meget han var blevet opdraget til at skulle kunne lide kvinder... Hvor det så nok bare mere havde skubbet ham den anden vej.

Han rystede dog let på hovedet til hendes spørgsmål om, om hun skulle sværge en ed på det. "Nej... Jeg stoler skam på dig." hun lod til at være en meget ærlig person... Og derudover ville han have kunnet høre det hvis hun løj, så tæt som de var på hinanden. Det med at have god nok hørelse til at kunne hør ehendes hjerteslag, fungerede lidt som en løgnedetektor. Der ville aldrig være uregelmæssigheder i hjerteslaget hvis man løj, eller noget anderledes i ens vejrtrækning.

Hun rejste sig smilende for at gå over til sin ransel som lå et lille stykke væk. Her rodede hun lidt rundt, mens hun talte og fandt en lille glas flaske som duftede af skovens mest velduftende blomster, der var i perfekt harmoni.
"Hvordan med lidt frisk duft, så ingen regner ud hvad du har haft gang i?" Hun antydede at hun ville kaste over til ham, hvis han ville bruge den.
"Du kan beholde flasken, det er noget jeg selv har fremstillet."
Hun fandt en pose med lidt valnøddebrød og blåbær kager, som hun holdte frem, det var noget hun havde fået fra krokonen som tak for at hun ville tage ud i skoven.
"Sulten?" Hun blinkede drillende, selv om det fik hende til at rødme lidt.
Hun kunne forstille sig at han måtte have brugt en del energi selv om han havde lagt nederst.

Althorn fik roligt rettet på al sit tøj igen, de dele der var blevet kastet på lidt for hurtigt fordi han bare hurtigt skulle efter hende inden hun var forsvundet helt... Men han smilede dog let til hende da hun fik rodet rundt i sin ransel, og lagde hovedet måske en lille smule undrende på skrå som hun kom over med den lille glasflaske. Før den overhovedet var åbnet eller helt henne ved ham, kunne han sagtens lugte hvor vidunderlig en duft miksturen indeni havde... Og han rødmede da også svagt ved hendes forslag, men smilede dog stadig og nikkede let til svar. "Det... Kunne måske være en meget god idé." han vidste ikke præcis hvor god lugtesans andre elvere havde, men hvis bare én kunne lugte noget dæmon på ham, ville det absolut ikke være en god ting... Så han tog gladeligt imod flasken.

"Virkelig? Det dufter utroligt godt... Og det... Er ikke noget jeg bare lige siger." sagde han så med et lille smil som han fik åbnet den, og tog blot en lille smule ud, der blev placeret de mest strategiske steder han lige kunne nå uden at skulle tage tøjet af foran hende. "Jeg... Har en del skarpere sanser end nogen anden elver jeg har mødt endnu. Det... Er derfor jeg også har fået så godt et rygte som skarpskytte. Ikke at jeg nogensinde har nydt det, men... Den kære general kunne vist godt lide hvor meget jeg hjalp til i den ene krig, mens jeg stadig var prins..." sagde han stille, med et let suk. Hans syn var virkelig som den bedste høgs, og med hans øje-hånd koordination havde han været som døden der regnede pile ned over folk i den ene kamp. Han havde absolut ikke nydt det, men han gjorde hvad han blev nødt til for at beskytte sit folk.

Han sagde et stille tak og nikkede med et let smil som han også tog imod et stykke af valnødde brødet og en enkelt blåbær kage, som han stille begyndte at spise. For ja, som hun rigtigt nok tænkte, så brugte selv den mindre aktive part en hel del energi i så hed en omgang elskov som han trods alt havde haft gang i med dæmonen.

Hun var glad for at han kunne lide duften, hvilket fik hende til at smile kærligt til ham. Hun var faktisk selv stolt af den blanding og prøvede stadig på at finde flere udgaver af den. Men det var ikke rigtig noget hun havde arbejdet meget på her på det sidste. Men nu hvor hun viste at han kunne lide duften, begyndte hendes tanker om at starte en lidt større produktion af den.
Hun kunne ikke lade være med at le, da hun så hvordan han prøvede at komme duften på forskellige steder uden at skulle klæde sig af foran hende, inden han tog imod brød og kage.

"Althorn, for pokker. Åben nu bare den skjorte så du kan få duften på de rigtige steder, i stedet for de 'løse steder'. Hvis du ønsker det, så vender jeg gerne ryggen til imens. Jeg skal alligevel have fyldt min vandsæk. Hvordan med din?" Hun blinkede til ham og satte resten af maden på sin ransel, som hun placerede så han bare kunne række ud efter mere. Derpå tog hun sin vandsæk og så smilende på ham.
"Jeg skal nok være sød at holde mine fingere for mig selv. Undtagen hvis du bad mig om det modsatte, selv om jeg tvivler på at det skere." Hun blinkede rødmende til ham, inden hun rejste sig og gik hen til bækken, for at fylde sin vandsæk.
Hvis han havde givet hende sin vandsæk, fyldte hun også den.

Althorn smilede blidt tilbage før hans fokus lå på at få duften på sig, uden… Ja, uden at tage tøjet af igen. Men ja, hvis hun kunne lave sådan en vidunderlig duft formel her… Hvad kunne hun så ikke også lave med andre urter og blomster, når hun begyndte at kunne få dem dyrket ordentligt? Han blev kun mere og mere sikker på at det var det rigtige han gjorde, at det ville gavne folk at han støttede hende i hendes selvstændige projekter. Det kunne derudover også give ham en undskyldning til at tage væk fra det royale distrikt lidt tiere, ned for at se hvordan tingene gik og selv hjælpe til.

Han rødmede dog en smule bagefter - for ja, selvfølgelig ville hun da gøre det hvis han ville have hende til det, han havde måske bare været en smule genert for at spørge. Han kunne fint nok give ordrer til folk normalt, som det var forventet af ham… Men når han var alene med folk, og det var nogen han oprigtigt kunne lide, så var det bare ikke noget der faldt ham naturligt længere. Han smilede dog stadig og nikkede let, som han gav hende sin egen vandsæk, og ganske rigtigt, da hun gik hen for at fylde vand sækkene, fik han hurtigt løsnet vest og skjorte for at få duften ind de rigtige steder, inden han snørede dem sammen igen. Han var da også igang med endnu en blåbærkage da hun kom tilbage, og han smilede atter til hende. “Tak..” sagde han som han tog imod den nu fyldte vandsæk, og fik sat den fast i sit bælte igen. “... Hvordan går det egentligt med opstarten til frirummet for dragerne?”

Hun smilede og satte sig ved siden af ranselen, hvilket gjorde at der kun var omkring en armslængde mellem dem.
"Det går faktisk godt. Jeg har fundet et sted omkring en halvtimes gåtur fra byen som vil være perfekt til det. Har endda haft en af dem som var med til at bygge noget af den nyeste del af byen til at se på stedet, og vi er kommet frem til hvordan det skal se ud og opføres. Der kommer endda til at blive plads til overnattende gæster eller folk som skal have længere varende hjælp."

Hun snuppede en blåbærkage og tog en bid af den mens hun tænkte lidt. Hun var i tvivl om hun kunne tillade sig at spørge, men tog alligevel chancen. Han kunne altid sige fra hvis han ikke ønskede at tale om det.
"Althorn... Undskyld jeg spørger, men... Hvordan er det? At være sammen med en anden? At mærke en andens hænder og kærtegn?" Hun så lidt undskyldende på ham, men nysgerrigheden var ægte nok.

Han sad smilende og lyttede efter, som han fik spist kagen færdig, og lænede sig lidt tilbage, støttende på sine albuer, som han så op i trækronerne for en stund. "Det lyder godt... Jeg har i alt fald elsket hvordan de fik de små udvidelser af byen til at se ud. Så hvis fristedet kan se bare halvt så godt ud... Så skal det nok blive smukt," sagde han med et let smil, som han så over på Larlii.

Hendes næste spørgsmål, dog... Han stirrede nok først et par sekunder på hende, før han mærkede den meget markante varme i hans kinder, og hurtigt så væk som han blev næsten helt tomat rød i hovedet. "Eh... Jeg... Er måske ikke liiiige... Den bedste at spørge omkring det," mumlede han stille. "... Det er ikke ligefrem fordi jeg har alverdens erfaring med det... Og... Jeg tror, helt ærligt, det måske også føles anderledes for mig end for mange andre, på visse punkter..." for den ekstra sensitivitet hans forstærkede sanser gav ham, da det også gjaldt hans følesans, var virkelig ikke noget at spøge med...

Hun så godt hvordan han blev rød i hovedet og fortrød sine spørgsmål.
"Undskyld. Det var upassende af mig at spørge om den slags." Hun var oprigtigt bedrøvet over sin handling. Hun var nysgerrig ja, men hun kunne ikke lide at se sine venner. Hun lagde blidt sin ene hånd på hans arm, mens hun smilede undskyldende.
"Glem alt om det. Jeg burde aldrig have spurgt. Kan du tilgive mig?"
Hun sad og tænkte som en gal over hvad hun kunne gøre som undskyldning, men kunne ikke komme på noget lige nu. Så hun håbede på at hendes undskyldning var god nok.

Althorn rømmede sig let, og pillede en smule ved noget af sit hår. En ting han tit havde lyst til når han blev lidt nervøs, man han viste det normalt ikke. Men nu de kun var Larlii, her... Ja, så lod han alle skjoldene falde, især nu hun trods alt allerede kendte hans dybeste hemmelighed. Så var der ikke så meget det gav mening at skjule for hende, længere.

Han sank en lille klump, men så da over på hende igen med et blidt smil på læberne, noget af rødmen var heldigvis allerede aftaget. "Selvfølgelig kan jeg det. Hvad for en ven ville jeg være hvis jeg ikke kunne tilgive at du kom til at lade munden løbe af med dig indimellem? Det sker for alle." smilet blev blidere, venligere - oprigtigt, som han rakte en hånd ud for blidt at lægge den på hendes skulder som han så hende ind i øjnene.

Hendes blik blev fanget af det han sendte hende og i noget som kunne føles som timer, men enlig kun var et halvt-helt minuts tid sad hun bare der. Pludselig rykkede hun sig fri af sin letter trance, da hun havde fornemmet at hun var ved at læne sig frem mod ham. Hun rystede på hovedet så det lange lyse hår dansede rundt om hovedet af hende.
Hun kunne mærke hvordan rødmen igen var ved at farve hendes kinder, da hun valgte at se væk fra ham og ud i skoven, samt flyttede sin hånd fra hans arm.

Ikke langt fra dem, et par meter vel, fik hun øje på nogle ramsløg. Lige den plante hun manglede. Hun rejste sig roligt og gik over til planten for at knæle ned og plukke det hun skulle bruge.
Hun måtte prøve at finde ud af noget, så hun kunne styre sine følelser omkring Althorn. Da hun havde plukket det hun skulle bruge gik hun tilbage til sin ransel og fandt en pose som hun lagde bladene ned i. Alt sammen mens hun forsøgte at holde sig selv fra at se på ham.
"Undskyld at jeg holder mit blik nede. Men det er det eneste der afholder mig fra at komme over og kysse dig. Jeg må virkelig se at få bedre kontrol over mig selv." Hendes stemme var beklagende og ærlig.