The Queen and The Spice Princess

Sted: starter i Forestina, ved markedspladsen
Tid: Juli, 1166 næsten middag
Vejr: Sommersol og en lun brise

@Juniper

Outfit: kjole, tiara og halskæde

Selvom Althorn havde gjort sit for at det kun var nødvendigt med tre, så havde nogle af rådets medlemmer alligevel gjort deres nye dronning opmærksom at det var mere velset at hun havde fem hofdamer. Hun havde smilet og nikket forstående til rådsfolkene, samtidig med at hendes ene hofdame Nassisa, der også var hendes grandkusine, havde nejet dybt og påtaget sig at udvælge de to ekstra.

Det betød at denne dag, var hun omgivet af alle fem hofdamer, samt to vagter. Selv om både hun og Nassisa viste at de fire andre mere eller mindre var spioner for deres familier, så behandlede Larlii dem med en venindes venlighed og ærlighed.
Hun havde tilbragt formiddagen hos de royale healere, for at lave en liste over hvilke urter der skulle hentes hjem. Nu var hun så et smut inde på markedspladsen for at finde lidt lækkert, som hun kunne tage med til børnene og de ansatte på Fristedet, eller som stedet nu var døbt: Angulócë Yána. I løbet af de sidste par år, havde minidrager af forskellige arter bosat sig og ynglede i de øverste bygninger. Adgangen til disse bygninger og områder, var aflåste og blev kun brugt af folk, når der skulle fodres, gøres rent eller tilses sårede eller syge drager. På den måde beholdte dragerne deres vilde og frie natur, da de kunne komme og gå som det passede dem.

I udkanten af markedspladsen fik Larlii øje på en bod der solgte frisk kød og hun gik hen for at se nærmere på det. Bodens indehaver var en elvermand, som var på Althorns alder. Han bukkede dybt for sin dronning og hilste høfligt på elvisk.
”Mae govannen, Tarinya. Skal De ud til Angulócë Yána? Hvis det er tilfældet, har jeg en fin ung sommerbuk til de små.” Larlii smilede varmt og nikkede.
”Mae govannen, Haldar. Du kender mig godt efterhånden.” Han bukkede og tog bukken ned fra stativet bagved sig.
”Nimar ledte mig til ham her til morgen. En gave til de små.” En ung elvermand, kom løbende hen og bukkede for Larlii inden han tog bukken, for at ligge den i vognen med det andet Larlii skulle have med. Tomme krukker, kurve og tønder til urter, frugt og vin.
Foran vognen stod en anden ung elvermand og efterså spænderne på hestens seletøj. Og på vej hen mod vognen, kom seks unge elverfolk gående med Larliis og hofdamernes heste.


//Starten er godkendt af Althorn.
Mae govannen, Tarinya = Velmødt, min dronning.
Angulócë Yána = Dragon Sanctuary //

Det var sjældent Juniper fandt det i sit hjerte at gøre ret meget for en anden person. Det faldt hende ikke ind. Hvorfor skulle hun? Men hendes mor. Hendes mor var i sandhed en af de få væsner, der var i stand til at gøre hende bekymret. Så da hun havde fået et brev fra Cornelius om, hvor ulykkelig hun var efter en midlertidig omrokering til Forestina, imens deres hjem i Silvansti endelig blev genopbygget, kunne det næsten ikke gå hurtigt nok at komme ud af døren.

Og på trods af at forældrene havde midlertidigt bosat sig i Forestinas fineste distrikt, var der ikke nogen tvivl om, at moderen i sandhed var ulykkelig. Eller måske rettere beskrevet fornærmet. Hun havde mere eller mindre lukket sig inde i soveværelset og lå hengemt i mørket, hvor hun demonstrativt nægtede at rejse sig fra sengen. Nægtede at blive set eller forholde sig til så ’primitive’ forhold. Juniper kunne ikke rigtig bebrejde hende. Det var langt fra det overdådige næsten palads af krystal, hvor hun var vokset op.
Adoptivdatterens tilstedeværelse lod dog til at bidrage til at Lady Graceling genvandt noget af sin livskraft og åndsnærhed. Om ikke andet, kunne hun beklage sig i skærende syrlige vendinger til datteren, imens hun strøg hende over håret.

På trods af, at Juniper godt kunne lide at fortælle sig selv, og i særdeleshed forældrene, for at påminde dem om, hvor meget, hun nu havde gjort for dem, at hun kun var her for deres skyld, så havde hendes visit i skovelvernes…storslåede, by også et andet formål. For hun havde i et par måneder nu korresponderet med skovelvernes dronning på skrift. Det havde vel sine fordele teknisk set pludselig at være prinsesse af Sunfury samt adoptivdatter af en af Underworlds mest magtfulde familier. Det åbnede visse døre. Og da Juniper ikke hadede at skrive med hende, noget skulle man vel bruge sin tid på, hvorfor så ikke advisere sin ankomst. Desuden kunne hun lige så godt gøre livet nemmere for sin bror i samme ombæring. En alliance med elverne? Tja, hvis elverdronningen elskede hans søster, hvordan skulle Althorn så kunne sige nej til noget som helst på lang sigt?
De to kvinder havde aftalt at mødes og selvom Prismira Graceling svingede vildt mellem stolthed over datterens vigtige bekendtskaber og dramatisk sårethed over, at hun nu lige var kommet og så skulle af sted igen, så var det da til sidst lykkedes Juniper at komme ud af døren.
Ifølge med to af sine anstandsdamer, den ene til at holde hendes parasol og den anden bærende på et skrin indeholdende diverse snacks til turen, begav hun sig mod markedspladsen.
Som altid overdådigt klædt. I dag i en af adoptivfaderens kreationer. En lang flyvsk kjole i familiens karakteristiske lyseblå farve. Silke naturligvis. Glitrende af diamanter. Og dog var det, der adskilte den fra andre i hendes voldsomme garderobe mængden af levende sommerfugle, endnu et familiesymbol, der sad uforstyret overalt på kjolens stof. Det var tydeligt, at de hørte til der. Naturmagi kunne noget. Det lange hår var flettet med tråde af guld og sølv og pyntet med strålende perler. Et Tyndt lag sølvfarvet glitter var lagt under hendes øjne, så hun syntes at glimte, hver gang hun bevægede hovedet.
Hun fik endelig øje på Larlii. Nejede høfligt, som det nu passede sig, når man var i royalt selskab, rettede sig op og bredte armene ud som for at invitere til et kram.

”Deres Majestæt. Jeg er glad for, at De ønskede at se mig,” sagde hun og sendte dronningen et glitrende smil.

”Min dronning. Deres gæst er ankommet.” Nassisa nejede og trak sig lidt til side, så Larlii fik frit udsyn til Juniper Graceling, som nærmede sig. Hun smilede og noterede sig hvor overdådigt kvinden var klædt. Der var ingen tvivl. Dette var arvingen til det krydderiempire, som familien Graceling havde startet. Og kvinden, som hun havde korresponderet med i de sidste par måneder. Godt nok havde Taliia skrevet til hende om situationen med Kat og denne kvinde, men Larlii ønskede at møde kvinden for selv at danne sig en mening af hende. Derfor havde hun inviteret Juniper med på denne tur til sit tidligere hjem. Hun nikkede som tak og var i tvivl om hun skulle tillade et kram.

Netop da lød der, for Larlii og Nassisa, et velkendt barneskrig. Og få sekunder senere kom en lille pige på to og et halvt løbende. Bag hende kom to barnepiger løbende.
”Nana... Nana...” Larlii satte sig på hug og greb pigen, da hun kastede sig i sin mors favn. Hun kunne mærke på sin datter, at pigen ville have røde øjne når hun kikkede op. Ordene som pigen sagde, blev kamufleret af kjolestoffet, men Larlii viste hvad pigen ville. Selv om hun burde nægte pigen det, så kunne hun ikke få sig selv til det. Det var tros alt nogen tid siden hun havde haft en længere stund sammen med sin datter. Derfor løftede hun pigen op i sine arme og smilede til en af hofdamerne. Det var tydeligt for enhver, som havde set eller mødt Althorn, at pigen ikke var af hans blod.
”Eärwen. Vil du være sød at give min mand besked om at jeg tager vores datter med på turen? Vi skal nok vente til du kommer tilbage.” Eärwen nejede dybt og skyndte sig afsted. Hun skjulte det godt, men Larlii havde en god anelse om at det langt fra passede Eärwen at blive brugt som sendebud.

Derefter vente Larlii opmærksomheden til sin datter.
”Nå, min pige. Vil du sidde i vognen eller heller rejse sammen med Nassisa og mig?” Pigen lyste op og nikkede livligt.
”Ride med Nana.” Vagter og staldfolkene smilede. Den unge prinsesses temperament og beslutsomhed, var kendt mange steder.

Larlii smilede over til Juniper.
”Må jeg præsentere min datter, Almiel. Hun er fra mit første ægteskab.” Almiel forsøgte at trække lidt ud i sin kjole og 'nejede' fra sin mors arme, noget der fik hjerter til at smelte hos mange af de forsamlede.


//Nana = mor
Almiel = velsignet datter//

Hun åbnede munden for at spørger, om der var mere Larlii manglede eller om de skulle tage af sted. Før hun nåede det, blev de dog afbrudt. Andres hjerter ville måske være smeltet. Juniper kendte sin mor godt nok til, at dette scenarie ville have været et skår. En fornærmelse i sig selv i en grad, som hun ikke ønskede at anerkende overfor nogen. Juniper selv havde for en gang skyld et øjeblik, hvor hun ikke var sikker på, hvad hun skulle gøre af sig selv, men hun så heller ikke nogen større grund til at være fornærmet. Sandheden var, at hun ikke anede, hvordan man håndterede børn og hun havde heller ikke den store interesse i hverken deres nærvær eller deres gøremål som så mange andre lod til at falde i svime over på trods af, at de ofte stod med snot ud af næsen og mudder på skoene. Sure, deres ofte voldsomme interesse i hendes ekstravagante outfits og smykker kunne være charmerende, men de tabte hende som ofte, når først de åbnede munden og forventede, at hun skulle bekymre sig om, hvad der foregik i deres barneverden.

Hun havde dog lovet sig selv at opføre sig pænt i dag, så imens det lille kongelige følge diskuterede indbyrdes tjekkede hun selv op på, at hendes egen hest egentlig var klar til en længere rejse, klappede den forsigtigt og fodrede den med en sukkerknald hun havde i lommen. Tyggede et øjeblik også selv på en, delvist for at holde den altstedsnærværende sult i skak, men også for at holde sig selv beskæftigede, imens opmærksomheden var andre steder. For at undgå at blive rastløs.
Da der atter blev talt til hende vente hun sig mod den lille prinsesse og nejede yndefuldt, høfligt, som man ville have gjort det for en voksen.

Goddag, prinsesse. Det glæder mig at møde Dem,” sagde hun. Som alt det andet hun havde sagt denne dag på flydende elvisk. Dog med en tydelig højelverdialekt der syntes at skille sig ud her. Så vendte hun atter blikket mod dronningen.

”Min mor sagde altid, at alle børn er velsignede. De har været heldig. Skal vi komme af sted?” spurgte hun mildt.

Larlii smilede varmt og kærligt. Juniper vandt lidt mere ind på hende, både med sine ord og sin væremåde.
"Ja, Nimar har i sandhed velsignet mig, to gange. Min søn følger sin far over alt. Om det er en spasertur i skoven eller et flere timeres langt rådsmøde." Hun så kort hen mod stalden, hvor staldkale kom med de sidste heste, inden hun så op mellem trækronerne og smilet bredte sig lidt mere. Hun havde fået øje på Fafnir der skjulte sig utroligt godt. Kun hvis man havde et godt elversyn eller viste hvad man skulle se efter, kunne man opfange dragen. Godt nok var han ikke en af minidragerne, men en af de sjældne grønne drager fra Emerald of Dreams districtet ved Dragons Peak. Hun så igen rundt på de samlede, inden hun spejtede gennem byen efter sin hofdame og fandt hende på en af broerne, på vej tilbage til dem.
"Vi tager afsted, så snart Eärwen kommer tilbage. Hvilket ikke vare længe, så lad os side op." Med de ord gik hun hen til sin egen, en cremefarvet hoppe med hvid man og hale. Hun hviskede til hoppen og gav den et par godbidder, som Nassisa rakte hende, da hun ikke havde lommer i denne kjole. Hun overlod kortvarigt Almiel til Nassisa, til hun var kommet i sadlen. Derefter fik hun sin datter op til sig.
Eärwen kom tilbage og satte sig op i vognen sammen med de andre tre hofdamer.
”Kongen bad mig hilse og ønske god tur.” Kun Nassisa havde ønsket at ride.


I løbet af dagens ridetur, havde Almiel skiftet rundt mellem sin mor, Nassisa og vognen. Larlii havde hele tiden holdt sig i nærheden, da pigen kunne skifte mening som vinden blæste.
Om aftenen hjalp Larlii med at lave maden, noget hendes hofdamer ikke var helt vilde med. Naturligvis med undtagelse af Nassisa. Hun viste at Larlii nød at hjælpe, noget hun ikke altid fik lov til efter at hun var blevet dronning. Men hun havde aldrig ladet det vise offentligt. Her på turen kunne hun også finde på at løbe rundt og lege med sin datter, noget pigen nød i fulde drag. Samt naturligvis underholde sin gæst.

Ved alt, hvad der var…uhelligt håbede hun ikke, at dette ville blive en tre dage lang rejse kun bestående af snak om babyer. ”Han kan lige så godt lære at lede tidligt. Mine forældre ville have været enige,” sagde hun med et lille smil, selvom hun ikke kunne se, hvordan en baby skulle kunne andet end at forstyrre vigtige royale møder i den alder. Desuden kunne hun ikke lade være med et øjeblik at tænke på, hvad hendes biologiske fars holdning ville have været. Knæk ham, imens han er lille og form ham til det, du vil have, at han skal være. Måske var det egentlig også det, de var i gang med. Det skulle Juniper ikke skulle gøre sig klog på.
Hun ville ingenlunde selv kunne leve et liv, der gik ud på at slæbe et lille skrigende væsen rundt over det hele og tilmed være nødt til at håndtere diverse af deres kropsvæsker, men det måtte Larlii jo selv om.

Resten af Junipers eget lille følge mødte dem, da de fjernede sig fra markedspladsen og snart var de på vej mod det såkaldte Fristed.
Jo længere de red jo tydeligere syntes det for Juniper Graceling at dronningen ikke selv lagde op til samtale, men syntes mere optaget af sin datter og endog sine tjenestefolk.

En fornærmelse. Ækelt. Men Juniper bed det i sig og bar i stedet selv samtalen. Som hendes mor ville have sagt, var hun vant til skuffelser.
I stedet spurgte hun nysgerrigt ind til Larliis liv. Hvordan det var at være dronning, hvad hun havde foretaget sig før, hvilke oplevelser hun havde haft angående drager og hvad der var hendes yndlingsdel af at være tæt på dem. Og da hun sansede at kvinden havde blot den mindste interesse for heste, lod hun samtalen dreje af den vej. Junipers egen kærlighed til dyrene. Hendes succes med opdræt og besværligheder. Hun rådede endda dronningen til at holde guldfisk i hestenes vand for at undgå orm.
Fra tid til anden henvendte hun sig til barnet. Høfligt. Ikke ret meget anderledes end hun ville have talt til en voksen. Hun vidste ikke, hvordan børn egentlig fungerede, men havde altid selv hadet voksne, der henvendte sig til hende i pibende affekterede tonelejer, så hun handlede blot ud fra egen erfaring.
Da aftenen faldt på rejste hendes tjenestefolk et telt af himmelblåt stof i lysningen, hvor de slog sig ned. Andre gav sig i kast med madlavningen. Et tilløbsstykke, der snart trak selv en del af de royale tjenestefolk til sig for med hvilken intensitet og snilde, det foregik. Og Lady Graceling spiste finere end man ville have gjort ved selv et hof. Alle hendes egne tjenestefolk syntes at falde over sig selv for at tage del i måltidet og næret af sulten, inviterede Juniper muntert resten.

Selv om det så ud til at hun havde været optaget af sin datter, så havde hun alligevel været opmærksomhed på sin gæst. Hun havde deltaget lystigt og ærligt i de samtaler hun havde haft med Juniper og de andre i selskabet. Hun fortalte roligt om sin opvækst i Emerald of Dreams ved Dragons Peak, hvor hun var trænet til at vogte over de sjældne grønne drager. Og sit hidtil korte liv her i The Forest of Mother nature, hvor hun havde kæmpet mod sin grandtantes krav.
”Nimar ville, at jeg på en af mine ture i skoven efter urter, skulle støde på Kongen. Han var nysgerrig efter mine tanker og ideer omkring urter og skovens væsener. Hvilket var begyndelsen på vores venskab, der senere udviklede sig.”

Da samtalen drejede ind på dragerne, lo hun let.
”De er på mange måder ligesom børn, der prøver grænser af hele tiden. Ikke mange ønsker at binde sig til et tobenet væsen, hvilket gør det utrolig smukt, når det sker. Dog skal man huske at det stadig er vilde væsener.” Larlii havde på fornemmelsen at Juniper ønskede sig en drage. Men om det var for venskabets skyld eller blot for at prale med det, viste hun ikke.
Larlii blev overrasket over Junipers viden omkring heste. Hun lyttede ivrigt og skrev sig det bag øret, da Juniper kom med rådet om at holde guldfisk i hestenes vand.
Jeg takker for din visdom og gode råd.

Så snart Almiel var puttet, satte Larlii sig igen ved bålet og smilede til Juniper, mens hun rakte en flaske frugtvin. En af dem, Larlii selv havde været med til at fremstille.
”Jeg tænkte at vi kunne nyde lidt af denne. Og hvis du vil give din ærlige mening om den, vil jeg være taknemmelig. Jeg er altid på udkik efter nye ideer til hvordan vi kan forbedre den eller lave andre varianter.”

//Vinen er karakteriseret af lækre, modne, røde frugter som hindbær, kirsebær og jordbær samt en forfriskende syre og velafbalanceret sødme. //

Larlii var da I det mindset animeret, når nogen snakkede til hende. Juniper mente stadig ikke, at det burde være hendes ansvar at bære det hele, men her var de. At nogen havde ladet en så udiplomatisk person at hun ikke engang syntes at kunne indlede en samtale med en gæst, der ellers var fra en betydningsfuld familie, være dronning af noget som helst var ærlig talt hinsides Junipers fatteevne. Men var det ikke netop en del af Graceling-branded at være hævet over andres fejlagtighed? Hun havde ikke tænkt sig at lade noget så småt som det her hyle hende ud af den. Så hun bed det i sig. Og hun kunne da heller ikke lade være med at være bare en smule nysgerrig på Larliis fortælling.

”Så De er altså ikke fra en højtstående familie, men giftede Dem med kongen på baggrund af…et venskab?"Hun lagde hovedet lidt på skrå. Sådanne sammensætninger var en sjældenhed. Kærlighedsmatches. Hun vidste nok om livet til at vide, at man ikke skulle forvente det. Hvor mange piger var måske ikke endt på Akademiet på Isle of Pearls, fordi det var en gateway til magtfulde matches senere i livet? Hvor mange ulykkelige forpinte ægteskaber havde hun ikke set? Lord og Lady Gray med deres tilsyneladende kilometerlange borde mellem sig. En mand der syntes at krympe sig, når hans hustru så meget som så på ham.
Nej hendes forældre var absolut ikke normen, men Cornelius Graceling havde åbenbart altid været ukonventionel, så da han forelskede sig i en kvinde, der på daværende tidspunkt mere eller mindre styrede en lille håndfuld butikker for sin familie, så var der hverken noget eller nogen, der kunne stoppe ham. Da han havde fået hendes samtykke selvfølgelig.


”Min far skrev sange til min mor,” fortalte Juniper. Det hendes forældre havde, havde altid føltes som noget, hun var frustrerende ude af stand til at forstå og dog alligevel ønskede at besidde ligesom hun ønskede alt andet. Alligevel føltes det altid kunstigt, når folk gjorde det samme for hende. Hun følte sig ikke ramt på den måde, som hendes mor kunne beskrive, at hun selv havde været.

”Egentlig lyder Deres drager ikke så anderledes end mine oplevelser med heste. Ikke, at det er det samme. Heste kan antageligt opdrages anderledes og er ikke vilde væsner som sådan, men nogle folk er idioter og tror bare, at de kan sætte sig op på en hvilken som helst given hest og den vil bærer dem, hvorhen de vil.” Hun fnøs irriteret.

Så lo hun. ”Jeg er blevet kaldt mange ting, men vis er sjældent en af dem.”

Ærligt talt fattede Juniper ikke, hvorfor Larlii gad bruge tid på at putte sit yngel i seng selv, når hun havde en hær af tjenestefolk, der kunne have gjort det. Det forekom hende at være rent tidsspilde. Men hun havde vin, da hun kom tilbage igen, så måske var hun ikke blevet forladt for ingenting.

Siddende på en mindre bunke af kulørte puder, så hun ikke sad direkte på jorden, hvem gjorde det? Bønder, tog hun en slurk af den tilbudte vin. Vurderede, nøgternt, som en der var besat af god mad og vin nu engang var.

”For sød. Og så går den pludselig over og bliver syrlig. Det er som om I ikke har kunne beslutte jer for, hvilken vin I faktisk ønskede at fremstille. Desuden Har De ikke ladet vinen ilte ordentligt.” Alligevel tømte hun sit glas.

”Neej, min egen familie i Emerald of Dreams er ikke højtstående. Alligevel mente min grandtante, at jeg kunne udgøre et passende parti for en af hendes veninders søn. Mine forældre var taknemlig over at min grandtante havde arrangeret det, og tvang mig til at flytte her til.” Hun smilede og mindedes hvordan deres venskab var vokset gennem årene.
”Jeg er blot taknemmelig over at min konge valgte mig. Selv om jeg har meget at lære endnu, for at kunne være en god dronning.”

Larlii smilede varmt, da Juniper fortalte om hvad hendes far havde gjort for hendes mor. Hun mindes sine egne forældre og nikkede.
”Min far sang forskellige serenader til min mor. Faktisk var det noget de fleste mænd gjorde til deres udkårende, selv efter de var blevet gift.”

Under samtalen omkring dragerne, klukkede Larlii lidt da Juniper sammenlignede dem med heste og hvor dumme folk kunne være.
”Ja, og de kan ikke forstå hvorfor hesten smider dem af eller dragen bider dem. Væsener skal behandles med venlighed, respekt og tålmodighed.”


Larlii lyttede til Junipers mening omkring vinen og nikkede eftertænksomt. Nassisa kom over til dem med en karaffel og tilbød at fylde deres glas.
”Min dronning. Måske en af Deres tidligere eksperimenter kunne rette op på den nye fejl.” Karaffelens indhold var gyldent og duftede af æbler. Larlii løftede sit glas og Nassisa fyldte det. Larlii tog en lille mundfuld og sukkede nydende.
”Valstar er og bliver vores bedste eksperiment ind til videre.” Hun så over på Juniper.
”Jeg har hørt lidt om at De har en bror i Sunfury. Og såvidt jeg er opdateret, så skulle han være blevet konge. Må jeg gratulere.” Hun løftede glasset og bøjede hovedet i en hilsen.
”Jeg glæder mig virkelig til at vise Dem Angulócë Yána. Det er virkelig en af mine perler her i livet. Tror ikke vi har været så velforsørgende med urter af de forskellige arter, som vi blev efter stedet blev anlagt.”

//Valstar (en klon af Elstar) æblevinen har en fin syrligsød smag og aroma//

Arrangerede ægteskaber. I guder. Hun elskede sine forældre, men hvis de nogensinde fandt på at sælge hende til en eller anden middelmådig mandetingest som om hun var en hoppe til avl, ville hun have slået dem begge to ihjel på stedet. Hun anede ikke, hvordan så mange kvinder bare fandt sig i den slags. Selv Lena, som ellers, næsten, var hendes lige, havde giftet sig med noget der var hende så underlegent som et menneske.
Og så igen. Larliis nuværende match var trods alt en konge.. Det betød indflydelse. Magt. Og hvis hun var dygtig nok til at manipulere ham, kunne hun sikkert få tingene stort set, som hun selv ønskede dem.


”Jeg er glad for, at det endte med at fungere for Dem, Deres Højhed. Personligt ville jeg hellere udkæmpe tre af mænds slag end føde bare et af deres børn,” sagde hun med en let halvutilpas hovedrysten. Tanken om at have noget levende indeni sig, der sugede alt ens energi og næring. Ellers pænt tak, men hun tvivlede ærlig talt også på sine egne evner til overhovedet at blive gravid, hvis det havde været noget, hun havde ønsket. Hvad ville en dødssynds barn have været? Højst sandsynlig ikke noget resten af verden, ville ønske, skulle se dagens lys nogensinde.
Hun fandt sig selv i stand til at være….forbavsende ærlig til Larlii egentlig. Hun havde aldrig talt til en anden kvinde, eller nogen for den sags skyld,  om sit ubehag blot ved tanken om en graviditet. Fødsler. Børn. Men måske var det den anden kvindes simple åbenhed, der gjorde det enkelt. Juniper kunne lade som om, at hun var et normalt væsen med et normalt væsens problemer og Larlii lyttede bare. Det var der noget rart i. Afslappende. Et kort øjeblik mindede elverdronningen hende underligt om Dolores Pickett. En pige, hun havde gået i skole med og det tredje og, måske mest velafbalancerede, led i hendes og Lenas egen lille gruppe af folk.

”Jeg er enig,” erklærede hun, til Larliis vurdering af heste og drager. Selv havde hun ikke meget tilovers for andre dyr end heste, men drager var alligevel anderledes og spændende nok til, at de på et eller andet punkt fangede hendes interesse.


Juniper smagte den nye vin og fandt den bedre end den foregående. Heldigvis. Hun ville være begyndt at blive utålmodig ellers.

Hendes kommentar om Ava fik hende til at le. Varmt. En af de eneste personer, hun oprigtigt holdt af og derfor undede hun også broderen denne succes. Desuden gjorde successen hende selv til prinsesse, hvilket ikke var nogen ringe titel at have.

"Jeg har altid vidst, at han ville nå til tops før eller siden. Tak," sagde hun. Han var for grådig til at lade være.
”Jeg glæder mig også…jeg trængte til at komme ud…" konstaterede hun.

Larlii lo hjerteligt over Junipers kommentar om at føde børn.
”Ja, hvis nogen har bildt folk ind at det er rosenrødt og smertefrit at give fødsel til et barn. Så har de løjet godt og grundigt. Under begge graviditeter har jeg følt mig som en total oppustet blære, haft ondt i forskellige muskler, morgensyge der nogle gange varede det meste af dagen og smerter, når barnet har sparket hårdt. Ved fødslerne har jeg bandet og svovlet på det groveste og svoret aldrig at gøre det igen. Og alligevel... Så er jeg ikke i tvivl om at jeg med glæde og kærlighed vil skænke min konge endnu et barn, hvis han ønsker det.”

Hun tømte sit glas over nogle mundfulde og løftede det på ny. Nasissa fyldte det igen og tilbød også Juniper. Larlii så nysgerrigt på Juniper.
”Denne vin ser ud til at være mere i Deres smag. Kunne jeg være så heldig at De havde nogle forslag til et nyt eksperiment? Jeg er altid på udkik efter nye ideer til vine.”

De fire andre hofdamer havde slået sig ned midt imellem Larlii og stedet hvor Almiel sov. Det var tydeligt at de ærgrede sig over at de ikke havde fået ideen med at tilbyde vin til dronningen og gæsten.
En af hofdamerne, med sølvhvidt hår, rejste sig og mumlede noget til de tre andre inden hun gik hen og satte sig ved siden af prinsessen, der sov tungt. De tre nikkede og rejste sig, hvorefter de fandt forskellige lækkerier i vognen, som de kom hen og tilbød til Larlii og Juniper. Larlii tog en lille kage med jordbær og nød smagen, inden hun så sig over skulderen. Hun fik øje på hende, der sad ved hendes datter og nikkede taknemmeligt til hende, inden hun igen så på Juniper.
”Hvordan går det enlig med at få genopbygget Silvanesti? Jeg var personligt på besøg tilbage i november sidste år. Desværre har der ikke været tid til endnu et besøg, men kongen og jeg har stadig sørget for at forsyninger og byggemateriale er blevet sendt.” Hun tog endnu en lille kage, denne gang en med mynte og vaniljecrem.

”Ved De hvad? Jeg tror bare, at jeg holder mig til heste. De er mindre besvær end babyer og de lærer aldrig at tale, så de kan skrige af en,” fastslog hun og forsøgte at distancere sig fra det faktum, at det Larlii beskrev for hende lød som noget fra en rædsel historie.

”Jeg synes det er sindssygt, at det virker som om mænd forventer, at vi alle sammen skal mene, at det er det værd. At smadre vores kroppe for deres skyld. Jeg sværger, hvis vi en dag vågnede op og det var mænd, der skulle føde børn, ville vi uddø så hurtigt, for de kan ikke holde til at gennemgå noget som helst.” Hun fnøs, rystede på hovedet.

”Jeg forstår virkelig ikke, at De gider. Han har en arving. Det må vel være nok for ham,” fastslog hun så og følte, at diverse hofdamer stirrede underligt på hende, men helt ærligt, at blive behandlet som en omvandrende livmor var ikke ligefrem på hendes liste af kinks.

Aftenluften var mild og denne vin tilpas velsmagende. Måske var det derfor, hun følte sig i relativt godt humør. Larlii kunne måske gå hen og blive et okay bekendtskab. Ikke på højde med nogen af hendes andre som hun havde reel investering i, men som en, der aldrig havde set sig særlig bundet af pligter i nogen relation, så var Larliis simplicitet et eller andet sted betryggende. Hun ville ikke pludselig dukke op og skrige af hende, hvis Juniper valgte at skride i halvandet år eller noget. Det var i hvert fald det indtryk, hun umiddelbart fik af skovelvernes dronning. Kvinden mindede hende lidt om en hund. Godmodig uden at forvente ret meget tilbage.
Hendes villighed til at putte sig selv i risiko for at dø for at give en mand, der allerede havde to børn endnu flere børn fortalte i hvert fald Juniper en ting eller to.

”De kunne forsøge Dem med blåbærvin. Jeg har været ret glad for det for tiden. Og farven kan De ikke få magen til andre steder. Mælkebøttevin er også en mulighed. Fattigmandsvin egentlig, men hvis De nu lavede den ordentligt.” Hun trak på skuldrene, tog endnu en slurk vin og spiste en kage.

"Ikke hurtigt nok, hvis De spørger min mor. Hun vil bare gerne hjem...det er....begrædeligt, at det her skulle ske for nogen." Ikke at Juniper bekymrede sig om resten af befolkningen.

Hun nikkede forstående. Det var ikke alle kvinder der var klar eller egnet til at gennemgå ni måneders graviditet, for ikke at sige føde barnet.
”Fuldt respekteret. Og ja, nogle mænd forventer at deres kvinde får deres børn, hvilket jeg ikke kan fordrage. Det er ikke alle som ønsker børn. Jeg, derimod, har altid elsket børn, om det var to benet eller firbenet. Jeg syndes at der er noget magisk over at holde et barn i mine arme. Vide at det er en del af mig selv og manden jeg elsker.” Hun drak lidt mere af vinen, inden hun fortsatte.
”Ja, han har en arving. Men hvis, guderne forbyde det, arvingen døde, hva så? Prinsessen er kun prinsesse af navn og ikke af blod. Hun har ingen krav på tronen og jeg tvivler på at hun egner sig til at være regent. Hun er alt for flyvsk. På det punkt ligner hun min kusine, som valgte et liv uden for elvernes samfund.”

Larlii var enlig taknemmelig over at Juniper efterfølgende fik drejet samtalen over på fremstilling af vin. Hun lyttede åbenlyst nysgerrig og interesseret.
”Det må jeg sige, frøken Graceling. De imponere mig igen. Ikke mange har tanke for andet end æbler, urter og blomster til vin. Det er forfriskende at høre nye ideer på det punkt.”


Da samtalen derefter gled hen på situationen i Silvanesti, sukkede Larlii.
”Helt forståeligt. Der er intet som ens eget hjem. Jeg har selv prøvet at miste et hjem til flammer, da min tidligere trolovede brændte det ned. Det var hans forsøg på at kontrollere mig og fortælle at han nægtede at give slip, selv om kongen kort forinden havde beordret ham til at lade mig være i fred og ophævet trolovelsen. Når vi kommer tilbage, vil jeg meget gerne have lov til at møde Deres forældre og høre om der er noget jeg kan gøre, for at lette byrden under Deres ophold her.” Et par af hofdamerne kom til at gispe højlydt og Larlii så letter skulende på dem. De var trosalt kloge nok til at bøje hovederne i skam.
”Jeg mener det. På samme måde, som da jeg fortalte Kaptajn Noldo, at de var velkommen til at bruge Angulócë Yána til de børn og voksne som var blevet hjemløse.”

”Ærlig talt, når jeg holder en baby er det eneste magiske jeg kan tænke på, at den heldigvis ikke har gylpet udover mig endnu.” Det var sjældent, at hun holdt babyer. En af hendes mors ”veninder” havde forsøgt at få hende til det engang med det resultat at baby nær var endt i affaldet.

”Undskyld mig, for flyvsk? Larlii, Deres datter er knap nok mere end hvad? To år, det kan De da ikke vurdere endnu.” Hun trak på skuldrene. Lykkelig for at samtalen flyttede sig til et andet emne end babyer. Hvis det var blevet ved meget længere, ville Larlii sikkert være begyndt at diskutere bleer eller sådan noget og Juniper ønskede ikke at opmuntre hende i den retning.
Også selvom hun vovede at kalde hende frøken. Som om hun ikke var anerkendt officielt som en konges søster. Eller var datter af grundlæggerende af et krydderiemperium. Larlii fik hende til at lyde som om, hun bare var en blomstersælger eller sådan noget.
Hun lo stille. Næsten spindende.

”Det er ikke så svært. Voldsomt kreativt er det ikke engang. Dem der ikke kan finde på andet at putte i vin må være de samme folk, der græder over blot en smule peber. Nu vi er i gang så krydr vinen. Hvorfor ikke? Jeg holder så meget af en krydret hvidvin. Eller rød, hvis vejret er koldt. De kunne varme den.” Hun viftede affærdigende med hånden. Hendes talrige ringe lynede i lyset fra den nedadgående sol.

”De lader til at have været uheldig med mænd før kongen.” Hun lagde hovedet på skrå, pillede ved sin lange fletning, der i lyset næsten selv lod til at lyse.

”Er denne tidligere trolovede stadig et problem, eller har De…fået ham fjernet?” spurgte hun.

”Jeg værdsætter Deres bekymring for mine forældre min dronning, virkelig og jeg er sikker på, at de vil nyde at møde Dem, men ellers foretrækker de at klare sig selv,” sagde hun roligt. Hendes mor ville være flippet helt ud bare ved forestillingen om, hvilken fornærmelse det ville være at blive parkeret sammen med en flok snotunger og hjemløst rak og pak. Og faderen ville bare have forvandlet fristedet til sit eget personlige videnskabelige projekt på bekostning af alle andre tilstedeværende.

Larlii lo hjerteligt ved Junipers ord om både baby og om at det var for tidligt at vurdere sin datter.
”Det kan der være noget om. Jeg er til tider for hurtig til at dømme. Og til at tale...” Hendes ansigt blev mere alvorligt, samtidig med at hun bøjede hovedet let.
”Jeg beder om tilgivelse for min forkerte tiltale af Dem for lidt siden. De er ikke blot en frøken, men søster til Sunfurys konge. Og dermed berettiget til tiltalen: Prinsesse.” Hun drak lidt mere vin og sukkede.
”Kongen forviste ham, men det lader til at han stadig forsøger at finde et smut hul for at kunne skade mig igen. Både kongens og mine spioner holder øje med ham, så der skulle være styr på det indtilvidere.”

Hun tog endnu en kage, som hun spiste lidt af mens hun tænkte over Junipers næste ord, både om forslag til vin og om hendes forældre. Særligt tanken om at de foretrak at klare sig selv.
”Måske en bolig i det royale distrikt? Kunne det tænkes at være noget? For Dem og Deres forældre? Med mindre De fortrækker en bolig for Dem selv.” Tre af hofdamerne var begyndt at finde sovetæpper og telte, som blev sat op. De andre to opvartede Larlii og Juniper.

Et nonchalant træk på skuldrene var hvad skovelvernes dronning blev mødt med ved hendes kommentar.

”En fælde mange forældre kan falde i, regner jeg med, at tillægge deres børn karakteristika, før de rigtig reelt har dannet dem og så blive skuffede, når de ikke lever op til deres forventninger.” Hun blev et øjeblik fjern i blikket. Ikke at hun regnede med, at Larlii ville opdrage denne datter til at være en krigsmaskine. Nej, kvinden ved siden af hende ville ikke have haft nerverne og necromanceren ville sandsynligvis have kasseret den lalleglade elverunge hurtigere end han havde vist sig at blive træt af selv sin egen flok børn.

”Ikke mig selvfølgelig. Jeg er fantastisk og jeg har aldrig skuffet mine forældre nogensinde i mit liv,” jokede hun og skubbede med tvang necromanceren ud af sin hjerne. Eller, så godt som hun nu kunne, han ville altid være der, gik hun ud fra, selvom det var mere end tyve år siden, han havde forladt hende midt i skoven omkring Silvansti og ikke var kommet tilbage ligegyldigt hvor længe hun havde ventet og hvor meget hun havde kaldt på ham.

Jeg er rigere end en Gud nu, fader, er du stolt af mig?

Det sygeste var, at hun stadig nogen gange tog sig selv i at savne ham. Måske var det bare, fordi hun savnede en tid, da hendes søskende stadig havde været samlet. Og de flygtige øjeblikke af hans reelle anerkendelse.

Hun spærrede øjnene op, rystede målløst på hovedet, tog Larliis ansigt i sine hænder.

”Lad mig få det her på det rene, Larlii. De sidder seriøst at siger til mig, at De ved, hvor han er, De holder øje med ham og regner mled, at han er i gang med at gøre klar til på en eller anden vis at gøre skade på Dem igen? Og De har ikke slagtet ham som det dyr han er? Hvis De vil have mit råd, så fjern ham så hurtigt så muligt. Det gælder ikke blot Deres sikkerhed længere, men Deres børns sikkerhed og liv for slet ikke at tale om kongerigets stabilitet.”

Hun gav slip på Larlii igen, slugte en kage mere.

”Igen værdsætter jeg Deres betænksomhed, men jeg forsikrer Dem om, at mine forældre helst vil klare sig uden at modtage velgørenhed på den måde.” Hun rejste sig.

”Nå, jeg vil gå i seng. Vi har trods alt en dag foran os i morgen. Godnat, your grace.”

En af hendes anstandsdamer rakte Juniper en keramikkop halv fuld af en tyktflydende mælkehvid substans. Egentlig ville hun helst have modtaget den i sit telt, men hun slugte den med en grimasse. Hvad man sjældent så fra fråseriet selv.

”Vi ses i morgen,” erklærede hun, hvorefter hun trak sig tilbage til sit telt.

Larlii lyttede roligt til Juniper og fik en fornemmelse af at kvinden var blevet forkælet til op over begge øre. Noget hun viste at hun selv skulle passe på med, omkring Almiel. Hun skulle netop til at tage en mundfuld vin, da Junipers hænder lagde sig om hendes ansigt. Noget der overaskede hende en del.
Alligevel overaskede Junipers ord  hende en hel del mere. Ikke at tanken ikke havde strejfet Larlii. Men hun viste også at elver ikke bare tog en andens liv uden større grund. Hun sukkede tungt.
”Ja, han lever endnu. Ikke at jeg ikke har haft tanken, men jeg er ikke en af dem som bare tager et liv. På mange måder har jeg haft lysten, men har ikke kunne få mig selv til at give ordren. Men hvis han er dum nok til at prøve på noget, kan det tænkes at jeg handler før jeg tænker.” Hun viste at hendes spionchef ikke gik afvejen for et lille rask mord, for at sikre hendes sikkerhed. Hvilket nok også var grunden til at hun tog det så roligt.

Hun smilede og nikkede forstående, samt besluttede sig for ikke at gøre noget for Junipers forældre, når de nu fortrak at klare sig selv. Hun rejste sig sammen med Juniper og nikkede venligt.
Fuldt forståeligt, det er også blevet lidt sent. Godnat, prinsesse. Hun blev nysgerrig, da hun så det lidt underlige indhold i koppen, som Juniper fik. Men hun sagde intet. Sendte blot endnu et venligt smil og ønskede hende en god nats søvn.

-  -  -  -

Næste morgen var Larlii praktisk talt oppe med daggryet. Hun gik ned til vandkanten og gned lidt vand i ansigtet, mens hun lyttede til Junipers tjenestefolk, inden hun gik hen til en træstamme vedsiden af sit telt. Her var der, i løbet af natten, kommet en grøn og glat sten på omkring en halv meters højde. Larlii satte sig ved den og begyndte at lave lavmeldte brumme lyde, som om hun snakkede med nogen. Dybere, men ligeså lavmeldte brumme lyde kom fra et sted omkring stenen.
Vagterne tog ikke notits af dette og fortsatte med at holde øje med omgivelserne uden for lejren.

Et par timer efter vågnede Almiel og gjorde sig bemærket ved at sætte i et skingert hyl over at hun skulle i tøjet. Hun ville meget heller hygge sig i sit nattøj. Nassisa var, som den eneste af de hofdamer som sov i samme telt som Larlii, oppe og kastede et smilende glimt over på Larlii, inden hun gik ind i teltet og fik dysset prinsessen ned. De andre hofdamer vågnede og var alt andet end glade over den bratte opvækning. Ligeledes var de heller ikke glade for at se dronningen oppe og påklædt så tideligt.
Larlii blev siddende ved stenen, selv om hun smilede over hele ansigtet og forsatte den brummende samtale.
Det var typisk Almiel, at starte dagen på den måde. Og når hun var i det humør, var det kun hendes grantante Nassisa eller hendes mor som duede.

//svaret er i samarbejde med Juniper//

Da Larlii lyttede til Junipers tjenestefolk i det grå sommerdaggry omkring dem, ville hun næppe blive meget klogere på hvem de var som mennesker ud fra deres samtaler. Og så dog alligevel. For det faktum, at der stort set ikke var nogle samtaler andet end sagte ord udvekslet om arbejdet foran dem, sagde måske en del i sin tavshed. Alle som en var tjenestefolkene pæne og velholdte at se på. Kvinderne i deres ens uniformer udover de forskellige farver, der til sammen dannede en regnbue, smykker var de endog ikke forbudt. Og Castien, Junipers overtjener, en ældre elvisk herre, der havde været ved hende siden hendes tidligere barndom, dengang som manden der lærte hende elvisk og senere var han steget i graderne indenfor hendes husholdning. Han betragtede at arbejdet forløb som det skulle med sit evigt sørgmodige alvorsfulde udtryk. Tjenestefolkene havde alle sammen en lillebitte kunstfærdig sommerfugl i guld og sølv tatoveret henover venstre kind.
Juniper selv, der ellers aldrig blev forstyrret af noget eller nogen, før hun selv vågnede, for det havde alle strenge ordre om at undlade medmindre det var en absolut nødsituation, for forskrækket sammen, da et skrig skar sig vej gennem den ellers fredelige tidlige morgenluft.
For Juniper var det tidligt i hvert fald. Et øjeblik var hun bange for, at skriget havde været hendes eget. Trods alt var det at blive vækket af sine egne rædselsskrig ikke helt fremmed for Juniper, men hun havde ikke drømt noget, det sørgede bedøvelsesmidlet hun tog hver aften for. Nej, det var barnet. Selvfølgelig var det barnet.
Skødesløst næsten væltede Fråseri ud af sin bløde seng, stadig lettere omtåget og kvalm efter tidligere at have bedøvet sig selv. Hun trak i en ædelsstenspyntet morgenkåbe af tyndt, sart, lysegrønt stof og bevægede sig udenfor. Missede med øjnene mod solen. En tjenerinde så forskræmt på hende og rakte hende en kop varm chokolade i en sølvkop, som hun slugte halvdelen af i en slurk for at vågne.

”Hvorfor skriger du sådan? Du kender ikke engang til resten af elverenes lidelse," sagde hun til barnet.

Selv om Nassisa fik dysset prinsessen ned, kom den selv samme pige nærmest styrtende ud af sit telt og var lige ved at løbe ind i Juniper. Hun stoppede op og så forskrækket på kvinden, som begyndte at tale til hende. Øjnene blev store og ansigtet viste overraskelse.
”Du, lidt skræmmende.”

Nassisa kom hen og nejede for Juniper, og lagde en hånd på Almiels skulder.
Deres Højhed. Jeg beder Dem tilgive prinsessen for hendes forglemmelse i sin tale. Almiel så overrasket først på Nasissa og derefter på Juniper, inden hun nejede det bedste hun kunne.
”Undskyld. De osse øjhed?” Pigens blik var nysegerrig.

Henne fra sin plads ved den underlige sten, smilede Larlii hjerteligt. Ja, Juniper kunne godt virke lidt skræmmende, det måtte hun give sin datter ret i. Hun så også hvordan hendes datter så sig lidt rundt og fik øje på sin mor og stenen. Det fik hende til at hvine af glæde og vride sig løs fra Nasissa.
”Afnir, afnir.” Pigen løb hen og krammede stenen, hvor en blid dyb brummen lød. Larlii smilede og rejste sig, mens hun så hen på Juniper.
”Godmorgen, Deres Højhed. Jeg håber De har haft en behagelig nat, på tros af den bratte opvågning.”

Hovedet blev lagt på skrå og dødssynden pustede en vildfaren lok blond hår væk fra sit blege ansigt. I sin nyeligt vågnede og uklargjorte tilstand så hun måske nok lidt vild ud. Det næsten hvide hår, der hang løst om hendes ansigt og strålede som en glorie i morgensolen, de bare fødder, kåben der kun var slået løst om hende og det altid næsten lidt for intense blik selv på trods af den stadige tilstedeværelse af bedøvelse i hendes system fik hende måske i nogens øjne mere at ligne en slags opstået ånd af den ikke nødvendigvis gode slags end et almindeligt levende væsen. Alligevel var udtrykket i dødssyndens ansigt ikke et af nogen onde hensigter, men et glimt af sjælden komplet og åbenlys forvirring.

”Jeg har ikke gjort noget for at skræmme dig,” sagde hun helt oprigtigt. Vitterligt konfus over, hvordan dette lille barn tilsyneladende kunne finde hende uhyggelig, når hendes eneste forbrydelse var at eksistere.

”Det er jeg ja, selvom jeg nu ikke ville kvalificere os som værende sammenlignelige.” Hvis Juniper havde hvinet bare halvt så meget som barne ville necromanceren sikkert have syet hendes læber sammen ind til hun lærte at holde kæft, når hun blev bedt om det eller noget. Barnets åbenlyse begejstring over, ja hvad end det så var, hun var så hyperaktiv over, var Juniper fremmed. Hun mindedes ikke selv nogensinde at have teet sig sådan. Retfærdigvis havde Juniper Graceling en tendens til at selvidealisere og selv dengang hun selv var barn kunne hun ikke finde ud af at interagere med sine jævnaldrende, der ikke var hendes søskende, så ungens opførsel gav ingen mening for hende.
Hun greb en skål krydret risgrød med kyllingestykker, der blev tilbudt hende af en forbipasserende tjener og spiste den, imens hun fulgte med Almiel hen til Larlii. Dette udgjorde absolut ikke et fuldt morgenmåltid, men blot en forret.

”Godmorgen, your grace. Hvorfor snakker vi til en sten?”

Almiel var blevet imponeret over Junipers ord, inden hun var løbet over til stenen. Stenen brummede lidt ved Junipers spørgende ord, og Larlii lo hjerteligt.
”Deres Højhed. Må jeg præsentere min følgesvend, Fafnir. Han er en af de sjældne drager fra Emerald of Dreams, og fuldte med mig da jeg flyttede hertil.” Fafnir foldede sig langsomt ud og satte sig op, inden han bøjede hovedet for Juniper med nogle blide brummelyde. Derefter sad han helt stille og overlod det til kvinderne, hvad der næst skulle ske. Larlii smilede og så venligt fra sin ven til Juniper. Han viste at folk kunne finde ham skræmmende grundet hans størrelse. En meter høj ved forbenet og to og en halv meter lang fra stude til halespids.
”Han siger det er en ære at møde Dem. Jeg lover Dem at De har intet at frygte fra ham. Han er en virkelig bild fyr.”

Almiel stod ved siden af dragen, med den ene hånd på forbenet. Hun smilede over hele ansigtet. Hun elskede virkelig sin mors ven.
Nassisa smilede og nejede inden hun gik over og hjalp de andre med at pakke teltet ned, samt klargøre vognen til at de kunne fortsætte turen.
En anden hofdame kom over til Larlii og Almiel, nejede og tilbød dem morgenmad i form af forskellige frugter, der var skåret ud. Almiel satte sig omgående ned og tog imod sin skål, som hun tildels prøvede at dele med Fafnir. Hans fokus var dog på Juniper og Larlii, så Almiel opgav med en trutmund og spiste selv al frugten.

Juniper Graceling tog et par forsigtige lettere mekaniske skridt tilbage i det bløde græs, hendes bevægelser sært hakkende, men ikke uden deres egen særegne elegance. En skikkelse styret af glemte urvæærksmekanismer måske. En læge ville nok tage ét blik på hende og sige, at kroppens mærkværdige stivhed og til tider tilfældige rystelser skyldtes et, stort set livslangt, overforbrug af skadeligt ”medicin”. De havde ikke set hende i kamp though. Hvor flydende hun pludselig syntes at blive.
For nu knækkede Juniper sin ømme nakke med en række høje foruroligende knaselyde til følge og stirrede mistroisk på stenen, der var i gang med at folde sig ud. Spændt i hele kroppen af denne uventede drejning som dagen pludselig havde taget.
Men det viste sig, at hendes frygt havde været forgæves. Ud fra alt at dømme.

I stedet gjorde Juniper noget, det var en sjældenhed at se. Hun bukkede for skabningen foran sig. Reelt respektfuldt. Det var altid faldet hende lettere at respektere dyr end mennesker og andre menneskelignende væsner. Sandsynligvis fordi, det var svært at se sine primære fødekilder som andet end netop det. En kilde til mad. Og desuden gik mennesker og havde så meget de gemte på, så mange skjulte ting, impulser de besad, et mørke, som hun bare skulle skubbe det mindste til for så at se det hele vælte sammen for dem. Lettere end at vælte et korthus i blæsevejr. Det blev sværere at have respekt for andre, når man kendte så meget til deres basale selviske, ondsindede sider, som en dødssynd gjorde. Men dyr havde ikke disse tendenser. Når de gjorde noget at komplet selviske årsager, var det sjældent drevet frem af et ønske om egen vinding eller andet begær og modsat mennesker og lignende væsner, hverken skjulte eller skammede de sig over, hvad de fundamentalt var. De levede bare. Og det kunne Juniper respektere dem for.

”Tilgiv min uvidenhed, jeg var ikke klar over, at De var en drage. Det er mig en ære at gøre Deres bekendtskab,” sagde hun til Fafnir.

Fafnir spandt blidt som svar til Juniper og lagde sig ned som en hund. Almiel havde nogle få frugter tilbage og tilbød et stykke frugt, som han tog imod. Det fik pigen til at smile bredt igen og glemt var det dårlige humør for en stund.

Larlii tog imod skålen, mens hun fuldte med i Junipers reaktion over dragen. Hun smilede bredt.
”Der er intet at bede om tilgivelse for. Jeg burde have fortalt Dem om hans tilstedeværelse. Derfor er det mig, der beder om tilgivelse for at have holdt ham skjult.” Larlii bukkede let for Juniper, inden hun fortsatte.
”Kan jeg tilbyde Dem noget frugt? Eller måske lidt vin af samme slags som vi drak i aftes?”
Alt efter hvad Juniper svarede, ville hofdamerne sørge for at Juniper fik hvad hun ønskede, så frem det var indenfor mulighederne.

Nasissa gik hen og satte sig ved siden af Almiel. Her snakkede hun roligt med pigen og indledte en lektion i at være en dame. Lektionen omfattede hvordan man sad med ret ryg og spiste stille og roligt. Nassisa sørgede for at gøre på en måde, så Almiel ikke opfattede det som en sur pligt. Noget de andre fire hofdamer ikke var helt enig i. Men eftersom Larlii ikke sagde eller gjorde noget, så gjorde de intet ved det.

- - - - - -

Så snart alle havde spist og der var rydet op, fortsatte turen. Almiel startede med at sidde hos sin mor, mens hun holdte øje med Juniper. Larlii lod sin hoppe falde ind ved siden af Junipers.
"Tilgiv mig, hvis jeg er for ligefrem. Men hvor længe har De været datter af Huset Graceling?"

Fafnir fuldte roligt med gruppen og gik for det meste ved siden af Larlii. Men nogle gange tog han en flyvetur hen omkring tre til fem meter over hovederne på dem.

”Det skal De ikke være ked af, Deres Højhed, snare vil jeg tage denne nyfundne åbenhed mellem os som et tegn på, at de stoler på mig. Jeg håber, at vi kan konstatere os sande venner,” sagde hun roligt og viftede let med en slank hånd.
Juniper var ikke en, der sagde nej til hverken ekstra vin eller ekstra frugt, på trods af, at hun havde talrige tjenestefolk sværmende omkring sig med diverse tallerkener og skåle, der gradvist blev tømt i forvejen. Mængden af mad og drikke hun kunne indtage var i for sig endeløs. Hun havde i hvert fald endnu ikke fundet et stop punkt nogle steder. Og når hun spiste var de eneste øjeblikke hun fik bare en smule fred fra den ellers skrigende sult i sit eget indre. Derfor forsøgte hun mere eller mindre at spise hele tiden.
Ikke at det beroligede hende længe, men lidt ro var der da. Lige så meget for at slippe væk fra barndommens minder om sult, der sad begravet så dybt i hende, at de aldrig ville komme ud som for reelt at slippe for følelsen af sult nu.
Tjenestefolkene vimsede rundt omkring hende, tavse og flygtige som ånder, gjorde intet for at interagere med Larliis tjenestefolk. Ja i sandhed forholdt de sig knap nok til hinanden. Alt deres fokus gik til herskerinden, der ikke så meget som behøvede at sige noget for at få, hvad hun behøvede. En håndbevægelse eller et blik var nok. De kendte hende.

Måske var det derfor ingen så meget som blinkede med øjnene, da Juniper, efter måltidets ende, uden videre omsvøb tog sin kåbe af og trådte ud i den nærtliggende sø. Der var noget fredfyldt ved verden under vand. Og kulden hjalp hendes stadig søvntunge krop med at vågne.
Efterfølgende blev hun klædt på. Som sædvanlig i de mest kostbare stoffer, og næsten uden at løfte en finger.
Dagens outfit, en lang flagrende kjole i så sart perlemorsfarvet stof, at den næsten var gennemsigtig, udskæringen så dyb, at man lige netop kunne skimte det øverste af hendes rune ved navlen. Ærmerne var så lange, at de næsten nåede jorden og hele herligheden var perlebroderet til guderne. Det lange lyse hår var sat op med perlebesatte hårnåle. Alt i alt en syg parodi på en abbedisses uniform.
****

Hun red af sted i alt stilfærdighed. Var efterhånden opmærksom på elverprinsessens noget insisterende blik på sig, så hun bad hende navngive de sommerfugle de nu engang måtte komme forbi for at holde hende beskæftigede. Anede ikke, hvordan man håndterede børn. Hvad hvis den spurgte om noget?

Det første spørgsmål kom dog i stedet fra Larlii. Ansigtet blev lagt i imødekommende folder, smilet bredt og varmt.

”Over tyve år. Jeg har været meget velsignet,” konstaterede hun med en spindende latter. Velsignet. En dødssynd. Tænk engang.

Larlii nikkede smilende og tog selv imod en skål udskåret frugt, sammen med et glas vin.
”Det vil være mig en ære. I sandhed en ære.” Et sted i Larliis tanker, spekulerede hun på hvad Kat havde gjort siden denne kvinde og hendes bror var blevet så vrede. Ja, Taliia havde skrevet at Kat havde kastet med alkohol, men var det virkelig nok? Ikke at Larlii havde den mindste lyst til at eksperimenter. Nej, Larlii var mere fredsommelig af sind end sin kusine og hendes datter.

Efter morgenmaden hvor Juniper bare smed kåben og gik ud i søen, kunne Larlii ikke lade være med at le hjerteligt, mens hun så over på sin datter.
”Vil du med? Vandet er nok koldt.” Mere skulle der ikke siges, før Almiel kæmpede for at løbe og smide tøjet samtidig. Larlii lo igen og løftede sin datter op på armen, hvor hun hjalp pigen inden hun selv smed sin kjole.
Så snart Almiel stormede ud i vandet, hvinede hun skingert.
”Kold... Det kold...” Hun sendte sin mor en lille skulen, som om hun ikke havde advaret hende. Larlii smilede blot og gik selv langsomt ud, inden hun lod vandet opsluge hende kort. På denne måde vendte hendes krop sig hurtigt til køligheden.
”Jeg sagde at vandet nok var koldt.” Almiel sukkede og gik ind igen, for at lade Nassisa tørre sig og klæde sig på.

Da Larlii selv kom op af vandet, blev hun ligeledes tørret af sine hofdamer og kældt i en ny kjole. Nasissa kom hen med tiaraen og spurgte om hun ønskede at bære den. Larlii smilede og rystede let på hovedet.

*****

Mens Larlii og Juniper snakkede sammen, så Almiel opmærksomt på Juniper. Der var noget ved denne kvinde som pigen fandt fascinerende.
Larlii nikkede af Junipers svar og smilede.
”Afgjort velsignet. En familie, der afgjort er storslået. På mere end en måde. Hvis jeg skulle forsøge mig med krydret vin, ville jeg afgjort henvende mig til Deres familie. Både for at erhverve mig krydderierne, men også for råd og vejledning. Hvilke krydderier vil gå godt sammen med den æblevin, vi drak i går?”