Gensyn med en gammel bekendt - Genevira (fortids emne)

Sted: Kroen Det Vilde Svin
Tid: tæt ved midnat, September 1166
Vejr: overskyet, men tørt og lunt, samt en let brise.

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Klanfolkene havde fundet hende et lille stykke udenfor Sunfury. Chokeret over at se hende i denne tilstand og med brændemærket så frisk, fik de puttet hende væk i en af vognene med vare. De havde også forsøgt at tilset brændemærket og eventuelle andre sår og skader, men eftersom de ikke havde en healer med, kunne de kun gøre en smule med urter og salver.

Turen til Doomsville tog dem omkring tredive dage, eftersom de ikke turde at sætte farten op af hensyn til Kat. De bemærkede også at hun var langt fra den samme Kat, der havde startet handelshuset op. Hendes sind havde taget skade af alt det som var sket sidste år. Uheldet med Valentine og hans søster Juniper. Brudet med Dust. Og nu forvisningen og brændemærkningen.
Under turen svandt Kat ind til en skal af sig selv. Hun var ikke sikker i ret meget og virkede som et forskræmt lille lam, hvis nogle spurgte hende om noget.
Da de ankom til handelshuset sidst på eftermiddagen, kom det lidt bagpå klanfolkene at Kat var forsvundet fra vognen. De satte en mindre eftersøgning i gang, men den var ikke helt så effektiv som den kunne have været, da de gik stille med dørene.

Kat var smuttet ud af vognen kort efter at de var kommet ind i Rotten Root Districktet. Her havde hun med det samme gemt sig væk i skyggerne. Hun havde holdt sig skjult indtil mørket kom, derefter havde hun fundet vej til en kro, der viste sig at være ”Det Vilde Svin”. Hun listede sig ind og blev med det samme opdaget af kroværten. Han viste ikke hvad han skulle stille op med denne sølle kvinde, hvilket gjorde at Kat fik tikket sig til lidt rester tilgengæld for at vaske op.
Så da klokken nærmede sig midnat, sad Kat i det bagerste hjørne med sine rester og tyggede på en lille humle brød, mens hendes øjne så sig nervøst rundt, af frygt for at miste den sparsomme mad.

Det var ikke rigtig med sin gode vilje, at Genevira befandt sig på kroen Det Vilde Svin igen. Luften syntes tung af minder, da det havde været her, hun havde størstedelen af sine sangjobs for ikke ret meget mere end småmønter, der alle gik tilbage til familiens forsørgelse. Ikke så meget som et bånd til sit hår eller en ny kysse havde hun set for de penge. Men hun havde elsket at synge alligevel. Den smule frihed det havde givet. Det var noget, der var hendes og noget moderen ikke havde kunne tage fra hende, selv om, hun havde prøvet, for hendes far havde protesteret, da det afgjort skaffede familien penge. Det var ikke fordi alle kroens gæster havde givet hende opmærksomhed og tilbedt hende eller noget, men bare det at der var et par stykker der gik forbi hende og det ramponerede klaver i hjørnet der akkompangerede hende og erklærede, at de havde syntes om musikken, havde dengang været nok til, at Genevira kunne holde sig svævende på blot den lille smule anerkendelse hele resten af ugen.

Denne gang var det ikke for at synge, at hun befandt sig her. Og ville nok aldrig blive det igen.
Nej faktisk sad der i dag en helt ukendt skikkelse ved siden af pianisten og sang for kroens gæster, der gav hende varierende grader af opmærksomhed. Det forekom Genevira, at de sad frygteligt tæt. Det ville Timothy da have slået hende ihjel for dengang. Det var underligt at tænke på. Hun blev trukket ud af sine tanker af alt snakken, der foregik rundt om hende ved bordet. For det var disse folk, hun var her for, liljerne, som de åbenbart kaldte sig selv. Gilly, pigen hun havde mødt på brandnatten havde fortalt hende, at de ind i mellem mødtes her i større eller mindre grupper og selvom Gilly på mange måder selv var på vej til at blive Genes øjne for, hvad der egentlig foregik i gruppen…følget, hvad skulle Genevira overhovedet kalde det? Kult virkede så voldsomt. Mørkt. Et ord hun ikke voldsomt gerne ville associere sig selv med. Og dog virkede disse folk, hvis ikke de var helt overvældede og mundlamme over den lille tjenerindes tilstedeværelse, som hun sad der blandt dem i en simpel grøn kjole, broderet med af egen hånd med viljer, en ny tilføjelse og den bredskyggede liljepyntede kyse, der bevirkede, at hun ikke rigtig kunne se folk uden at se direkte på dem, som om hun ikke var her for at tale, men bare så de kunne se, at hun var der. Ingen krævede rigtig, at hun talte eller gjorde noget, ikke lige nu. De virkede godt tilfredse med bare at eksistere i hendes nærvær og ind i mellem forsigtigt række ud og røre hende med et udtryk, som om de var bange for, at hun så ville gå i opløsning og forsvinde. Ellers fortsatte deres samtaler internt som normalt. Gene lyttede til, hvad der gik dem på, hvad de gik op i og regnede derfra ud, hvordan hun skulle ligge sit fokus. Selvom hun, ud fra Gillys fortælling, skulle forstå at denne lille, den føltes ikke lille, gruppe udgjorde ikke engang en brøkdel af hendes følgeskare efterhånden.
Hendes opmærksomhed blev dog stjålet, da døren ud til køkkenet og opvasken gik op og hun automatisk vendte ansigtet mod lyden.
I lang tid kunne hun ikke placere skikkelsen og hvor hun kendte vedkommende fra, men der var NOGET ved vedkommende hun kendte. Så slog det hende. Det flammerøde hår, hun engang havde været fascineret af. Kat? Nej det kunne ikke passe. Hun så jo død ud.

Kat fik spist færdig og gik ud i køkkenet igen for at vaske sin tallerken op og drikke lidt vand. Derpå gik hun gennem krostuen mod døren. Tøjet, der bestod af en blågrå hørskjorte og et par grå hørbukser, havde set bedre dage. Snavset som om hun havde rejst i det i flere dage. Skjorten manglede knapperne og blev holdt sammen ved hjælp af et tyndt reb. Det røde hår var lige så uglet og vildt, som hendes let slørrede blågrå øjne, der nærmest fløj rundt for at være sikker på at hun ikke kom ivejen for nogen. Hun gik også en smule krumrygget, som om hun var bange for sin fulde højde.

På vej gennem lokalet, skimtede hun godt den grønklædte person. Men blikket blev der ikke mere end et enkelt sekund. Hun turde ikke at møde folks blik. Nogle af Valentines ord gentog sig igen og igen i hendes hoved.
“... Du fortjener at blive straffet. For du har fejlet. Og du har løjet. Svigtet min tillid, om og om igen. Ødelagt så meget." Hendes hænder rystede let, da hun rakte hånden frem mod døren.

Før Genevira overhovedet kunne nå ret meget andet end at være mere end almindeligt skræmt over, hvad i alverden dette var for en situation, havde Gilly forsigtigt, næsten kærligt, skubbet hende i Kats retning. Ikke så meget et krav, men hendes blegt blå øjne og godmodigt fregnede ansigt lyste af enorm tiltro til, at Genevira som med et trylleslag ville kunne ordne hele situationen og frelse denne, for hende, ukendte stakkel. Tøvende bevægede Genevira sig i den anden kvindes retning. Følte helt ærligt ikke, at hun havde nogen som helst ret til at blande sig i, hvad der foregik i Katrinas liv, hun anede ikke om englen, ville have hendes hjælp, hvis hun da overhovedet kunne give hende nogen hjælp, når det kom til stykket. I Geneviras øjne kendte hun og Katrina knap nok hinanden, de havde mødt hinanden to gange og selvom Kat og hendes dengang partner, havde delt alt forn livligt ud af detaljer om deres liv og deres…sexslave (her blev Genevira ramt af en pludselig bølge af ednnu mere tøven, for var et menneske, der havde sådan nogen, virkelig et menneske, som hun havde nogen lyst til at hjælpe?) Men hun så sørgelig ud og nok var hun ikke borge i Doomsville og de kendte ikke hinanden, men var de nedtrådte måske ikke dem, hun for sig selv havde svoret at hjælpe? Hun tog beslutsomt de sidste skridt gennem lokalet med svævende balletdanseragtige bevægelser, standsede et lille stykke fra Katrina i håbet om, at hun således kunne undgå, eller i hvert fald mindske risikoen for, at skræmme kvinden, der virkede helt væk i sin egen verden.

”Katrina?” Stemmen var ikke meget mere end en blød forsigtig hvisken, som var sædvanligt for Genevira.

”Jeg tror ikke, at du er i en tilstand, hvor det er vist, at gå nogen steder. Vil du ikke sidde ned?”

Uden at tænke over det, gav hun et lille klynk ved den hviskende lyd af hendes navn. Ligeledes krympede hun sig i forventning om at blive slået. Da slaget ikke faldt, så hun forsigtigt i retningen af stemmen der fortsatte med at tale hviskende til hende. De let slørrede blågrå øjne så forsigtigt på kvinden i den grønne kjole og den grønne kyse.
Hun var ikke sikker på om hun kendte kvinden, og hun var heller ikke sikker på at det var sikkert nok at blive. Hvorfor var kvinden så venlig mod hende?

Men jo mere hun så på kvinden, jo mere var der noget slørret som kom frem. Hun havde vist nok mødt kvinden før, men hun kunne ikke huske hvor eller hvornår. Kat begyndte at vride sine hænder nervøst, som om hun forventede at noget ville gå galt.
”Er Fruen sikker på at det er en god ide, at blive set sammen med en uværdig?” Stemmen var forsigtig og nærmest kun en hvisken. Øjnene flakkede nervøst frem og tilbage mellem kroens andre gæster og kvinden.

Langt var Kat faldet siden de sidst mødte hinanden. Ikke at englen nogensinde havde forekommet Genevira som værende arrogant eller overdrevent selvsikker, snare virkede hun næsten som om hun havde baseret det meste af sin personlighed på mænd omkring sig. Ikke at der som sådan var noget usædvanligt i det i Genes verden. Trods alt var det at tilpasse sig sin mands meninger, noget mange hustruer bare var nødt til at gøre for at få hverdagen til at hænge sammen og leve en nogenlunde tålelig tilværelse. Genevira havde selv tilpasset sig, hvad Timothy ønskede af hende engang for længe siden. Det hele var i grunden meget simpelt. Men Katrina havde, på trods af, at Genevira kunne havde mødt hende nogle få gange forekommet hende at besidde den lette selvtillid, der fulgte med det at være sikker på sin plads i verden og visheden om, at man, selv hvis tingene gik galt, stadig havde folk, der ville hjælpe hende på fode igen. Nu virkede hun mere som en skal af sig selv. Udhungret ikke kun fysisk, men psykisk.
Hvad var der sket med hende? Hun lignede jo en der….ja hvad? Havde været låst inde i en kælder i månedsvis? Genevira anede ikke, hvordan hun skulle forholde sig til hende og et øjeblik virkede Kat så forskrækket, at Gene næsten selv blev bange for, at den anden kvinde simpelthen ville ende med at angribe hende i ren panik, hvis hun blev forskrækket nok. En fjollet ting at være bange for, gik det op for hende. I sin nuværende tilstand kunne Kat umuligt slås mod nogen og da slet ikke en vampyr.
Det hun sagde fik Genevira til at glippe med øjnene.

”Katrina. Alle dem som resten af samfundet erklærer uværdige har en plads hos mig. Vær sød at komme og sætte dig ned. Jeg kan ikke med god samvittighed lade dig forlade stedet alene. Sid et øjeblik. Bagefter kan jeg følge dig….hvor du nu end skal hen for resten af aftenen,” tilbød hun forsigtigt.

”Som Fruen ønsker.” Stemmen var stadig forsigtig og hviskende, mens hun meget forsigtigt fuldte med kvinden over til bordet, hvor hun satte på kanten af stolen og så ned på hænderne, som lå i skødet og rystede let. Hele hendes krop var klar på at flygte, hvis der skulle opstå en situation. Ordene *...Du har fejlet.... ...Ødelagt så meget...* kørte rundt og rundt i hovedet på hende.

Kvinden havde tilbudt at følge hende hvor hen hun skulle bagefter. Men hvor skulle hun tage hen? Handelshuset, hvor klanen holdte til? Fattighuset, som lå sammen med handelshuset? En anden kro, hvor hun måske kunne tikke sig til et tæppe i baggården? Eller skulle hun forlade Doomsville og forsøge at komme øst på mod Aquener? Hun viste det ikke og kunne ikke tage sig sammen til en endelig beslutning. Hvor var Beldragon? Han forlod hende sjældent. Havde han fået nok af hende og overladt hende til sin egen skæbne? Nej, det troede hun ikke helt på. Der måtte være noget som afholdte ham fra at vise sig.

Vent lidt... Havde klanfolkene ikke talt om at Beldragon var blevet fængslet i Sunfury? Var det på grund af hende? Ja, selvfølgelig var det det. Hun var stukket af fra ham og havde fundet frem til slottet, hvor hun havde sået rygter om kongen.
Dét var hendes skyld. Hun var ene og alene den skyldige. Hun ødelagde Beldragons liv med sine dumheder. En enlig tåre gled ned over den kind som var tættest på kvinden, uden at Kat opdagede den. Først da den dryppede ned på hendes hænder, fokuserede hun på den våde plet, som om det var noget helt nyt. Noget hun ikke havde kendskab til.

Et øjeblik kunne hun ikke andet end bare se på Kat som i chok. Der var noget grundlæggende disturbing over at se den ellers så umiddelbart muntre engel reduceret til en skal af sig selv. Hvad kunne have gjort det? Genevira mindedes kort de piger hun havde set fra tid til anden på gader og stræder i Rotten Root i løbet af sine tidlige år. Haltende hjem med udslukte og forjagede blik, en krop der under kjolen sikkert skjulte en mosaik af blå mærker. Alle vidste, hvad der var sket med dem, men ingen løftede en finger. Heller ikke Gene dengang. I stedet priste man sig lykkelig for, at det ikke var en selv, ens datter eller søster det var sket med og så blandede man sig uden om og fortsatte med sin dag. Sådan havde det altid været i kvarteret og sådan ville det nok også til en grad altid være. Enhver havde sit eget at rode med, der var ikke tid til også at bære alle andre i verden og deres problemer på sine skuldre, der bar en alt for tung byrde i forvejen.

Måske burde hun have studset mere over Kats øjensynlige modvilje mod at følge med hende, men Genevira havde selv gjort så mange ting i løbet af sit relativt korte liv, som hun ikke havde lyst til, fordi hun bare skulle og andre vidste bedre for hende. Og her var det Genevira der vidste bedre for Kat end Kat vidste selv. Det var Geneviras holdning til sagernes gang i hvert fald.
Hun tog den skælvende kvinde, der trods, at hun var bemærkelsesværdigt meget højere end Gene selv, virkede bemærkelsesværdigt lille og skrøbelig, med sig over til bordet.

Det lille følge var over hende med det samme. En gav Kat sin kappe, hun lidt kunne gemme sig under og den anden fik fat i en kropige og bad om noget varmt at drikke. Alt i alt tog de hende til sig som man ville have gjort det med en fortabt og forhutlet kattekilling. Ivrige efter med trøstende og forsigtige ord at bringe hende ud af sin skal.
Geneviras skarpe vampyrblik var dog det første, der opfangede den lille sørgmodige tårer.

”Katrina…jeg vil nødigt snage. Du behøver ikke tale til mig, hvis du ikke ønsker, du er mere end velkommen til at sidde her og falde til ro i stilhed, men…har nogen gjort dig ondt?”

Kat viste ikke hvad hun skulle gøre ved sig selv. De pylrede om hende, som hun havde set folk gøre overfor kattekillinger eller hundehvalpe. Hun sagde intet, og prøvede bare holde hovedet bøjet og sidde stille.
Først da kvinden igen talte, drejede Kat hovedet i overraskelse. Spurgte hun virkelig om nogen havde gjort hende ondt?? Muligvis lidt for hurtigt vinkede hun affærdende med hånden og satte et smil på læberne. Et smil der afgjort var falsk.
”Nej da, Frue. Jeg har det fint. Der er.... ingen som har... gjort mig ondt...” Den sidste sætning måtte hun kæmpe sig igennem, da Valentines ord igen kørte i hendes hoved.
Fejlet... fortjener at blive straffet.... svigtet min tillid... ødelagt... Hun kunne mærke hvordan en klump samlede sig i hendes hals og hun måtte kæmpe for at synke et par gange, uden at det hjalp ret meget. Uden at tænke, løftede hun sin højre arm hvor skjorteærmet gled en smule tilbage, men nok til at man kunne skimte arret på underarmen. Hånden fortsatte op til kappen, som hun forsøgte at trække tættere om sig.
Hvis de tog fat i hendes arm, ville hun forsøge at trække sig fri. Men det vil med sikkerhed kun gøre arret mere synligt. Hvis hele arret blev synligt ville man kunne læse oppe fra albueleddet ned mod hånden: "I have sinned". Kat ville dog gøre hvad hun kunne for at undgå dette, men hun havde ikke så mange kræfter i øjeblikket.

Genevira kunne ikke fortænke Katrina i en løgn. Tvært imod var hun selv opdraget med at al opførsel af hvad der blot mindede om en voldelig karakter skulle ties ihjel. Hvad der foregik bag lukkede døre skulle man ikke blande sig i. Og dog var Genevira trods alt ikke dum. Et liv, hvor hun havde været nødt til at gå på æggeskaller havde gjort hende vandt til at læse både stemninger og folk. Lige meget, hvad Kat sagde, så var der nogen, der havde gjort hende ondt. Og det var ikke nogen her i nærheden. Ikke umiddelbart for så ville hendes blik sandsynligvis være flakket nervøst i en given retning, som var hun bange for, at vedkommende pludselig skulle træde ind af døren. Et øjebliks kvalme, da hun tænkte tilbage på samtalen med Taliia for længe siden. Kongen af Sunfury…nej…dette kunne ikke have noget med det at gøre, det måtte ikke have noget med det at gøre.

Hun undertrykte trangen til at grave mere i det. Delvist fordi, hun var bange for svaret, hvis hun endelig fik det. For selvom Valentine havde forladt hende, kastet hende bort som en brugt klud, så var det for svært at forene sig med, at han kunne finde på at gøre nogen ondt på et niveau, så de ville sidde skælvende som et espeløv i stormvejr foran hende på samme måde som Katrina gjorde nu bare ved tanken om ham. Tanken om villigt at have….associeret med en sådan person var…for smertefuld.

”Katrina. Du er blandt venner. Hvis du ikke ønsker at tale, så tal ikke, men lad os hjælpe dig.” vis ikke englen gjorde modstand ville Genevira lægge de små spinkle arme, der dog gemte på en imponerende styrke, om englen i et forsigtigt, men nærværende kram.

”Du behøver ikke længere bære dette alene.”

Kat bøjede hovedet skamfuldt ved kvindens ord. Hvordan kunne det være at hun havde mulighed for selv at bestemme hvad hun vil sige og ikke ville sige? Var hun fri nok til at gøre det? Nej det kunne ikke være rigtigt... Kongen havde sagt at hun havde fejlet. Juniper havde antydet at Dust havde brugt hende for hans fornøjelse. Den antydning var blevet dybere, da han havde slået op med hende, uden at høre på hendes forklaring om hvad der var sket, da hun havde været i seng med Jaskier.

Kvinden afbrød hendes forvirrede tankegang ved at ligge armene omkring hende i et kram. Et kram der først fik Kat til at stivne et par sekunder, hvorefter hun fuldstændig brød sammen og klamrede sig rystende til kvinden. Jo mere kvinden talte, jo dybere trængte det ind i hendes forvirrede sind og stødte på et gammelt minde om en ung vampyr, der var venligheden selv, hun en gang havde mødt.
”Genevira?” Stemmen var ikke mere end en hvisken og usikker på om det var rigtigt. Men hvis dette virkelig var Genevira, hvor længe var det så siden at de sidst havde set hinanden? Kat kunne ikke huske det, tågerne i hendes sind var for gennemtrængende og slørrede alt.

Katrinas sammenbrud kom som sådan ikke bag på Genevira. Alligevel kom det så hurtigt, at det fik den lille vampyr til at glippe med øjnene i overraskelse. Dog holdt hun ufortrødent fast om hende stadigvæk. Lod staklen få det ud af systemet og konstaterede at, når det kom med sådan en pludselighed og sådan en styrke, så måtte englen virkelig have haft brug for det. Hvis Genevira i dette øjeblik havde besiddet mere selvindsigt, ville hun måske kunne se, at hun til en grad ubevidst forsøgte at give Katrina det, som Genevira selv altid havde manglet. At nogen bare holdt om hende og sagde, at det der var sket var synd for hende og uretfærdigt.

”Ja, det er mig,” bekræftede Genevira med den bløde stemmeføring af en mor, der talte sit barn i søvn. I lang tid sagde hun ikke mere, strøg bare englen over det beskidte rodede hår, vis begyndende fedtethed hun efter bedste evne forsøgte at ignorere. Stilfærdigt nynnede hun, mere eller mindre ubevidst for sig selv og vel også for Katrina og den lille forsamling omkring bordet. I lang tid sagde hun ikke noget. Sad bare i denne stilfærdighed og forsøgte at berolige, og vel også lidt trøste, Katrina.
Efter nogen tid talte hun endelig igen, stadig i samme næsten hviskende bløde tonefald.

”Du har ret til dine følelser, men denne smerte og denne frygt vil også passere. Du har folk der elsker dig og bekymrer sig om dig. Du er ikke alene og du er stærk. Og ingen ville nogensinde være retfærdiggjort i at gøre dig så ondt som du er nu.”

Kat kunne ikke klare det længere. Stemmerne i hendes sind med ordene: Hun var skyldig. Hun var fortabt. Hun havde ødelagt alt. Hun havde fejlet. Hun havde bedraget deres tillid.
Her sad Genevira så og sagde at hun havde ret til sine følelser. At der var folk som elskede hende og bekymrede sig om hende. Hvordan kunne det lade sig gøre??? Nå hun nu var skyldig...

Hun rystede lidt på hovedet og holdt det stadig bøjet i underdanighed.
”Nej, nej. Jeg er skyldig. Jeg har syndet. Jeg har ødelagt alt. Jeg har fejlet og bedraget.” Hun rystede nu så kraftigt at det påvirkede hendes stemme. Det betød at da hun fortsatte, skælvede stemmen så nogle af ordene blev lettere stammende.
”Nej, nej. Jeg er a, aa, aalene. Jeg er nø, nøød til at være alene. Ka, ka ikke ødelægge mere. Kan i, iik be, drage fl, flee, re...”
Selv om hun ønskede at trække sig ud af Geneviras omfavnelse, så havde hun ikke kræfterne til det længere. Så hun sad bare sammensunket og kæmpede med sig selv og sit sind.

Det var ikke som sådan fordi Katrinas ord reelt var en lettelse, selvfølgelig var det der var sket med hende sørgeligt, men det, at hun sagde, med så meget selvhad, at hun havde syndet og derfor var et dårligt menneske, afkræftede det mere eller mindre for Genevira, at det kunne være Valentine, der havde gjort hende noget. Overfor hende, var han i hvert fald den hun kendte, der havde været mest accepterende overfor adfærd, som andre mennesker ville fordømme som værende syndigt.
Han havde, selvom han tydeligvis reelt set var ligeglad nok til bare at forlade hende, alligevel forsøgt at hjælpe hende, på trods af, at hun aldrig havde været særlig lydhør (Åh gud, var det derfor, at han var gået? Fordi hun var for kedelig og trist), med at nedbryde den væg, som Genevira havde bygget mellem sig selv og resten af verden. En væg bygget af puritanisme og selvhad. Så, at han skulle have dømt Katrina en synder og have…straffet hende for det på en eller anden måde, der havde efterladt hende som dette nervevrag, hun var nu…Det virkede simpelthen ikke realistisk.
Eller måske bedrog Genevira bare sig selv i forsøget på at blive i illusionen og håbet om, at det hun engang havde kendt ikke alt sammen havde været løgn alligevel.
Da hun fornemmede, at Katrina ville foretrække ikke længere at blive holdt om, lod hun forsigtigt armene falde.

”Men Katrina, hvad er det, som du skulle have gjort, der nogensinde kunne være så slemt, at det retfærdiggøre, at du skal have det så dårligt her?” spurgte hun og fangede kvindens blik med sit eget.

Selv efter at Genevira slap Kat, blev hun sidden sammensunket. Hun kæmpede på flere sider af sig selv. En lille del af hende, en meget lille en, ønskede at fortælle alt. Men de større dele af hende var blandet imellem at tie stille og benægte sandheden.
Så da Genevira spurgte hende efter hvad hun havde gjort, snappede hendes hjerne helt. Hun rystede på hovedet og mumlede en blanding af forstående og uforstående mumlende ord. Selvfølgelig ville en vampyr kunne opfange mere eller mindre alt.
”Slem pige. Meget slem. Kongen tillader ikke... Løget og bedraget... Syndet og ødelagt... Han og søsteren skar min arm. Svigtet tillid. deres blod... Dårlig. Slem, Dum.” Jo mere hun talte eller mumlede, jo mere rystede hun.



// Tekst med streg igennem er den uforstående mumlende tale//

De ord Katrina rablede af sig mindede et øjeblik i så slående grad Genevira om sin egen indre monolog når moderen havde været tilpas vred, at Genevira selv et kort sekund krøb helt sammen, borede fingerneglene så hårdt ind i håndfladen, at det gjorde ondt. Det lille følge stirrede opslugt på hende , så syntes de at slutte endnu tættere ring om hende og Katrina, hvis det da overhovedet var muligt, før Genevira vidste af det, uden, at hun nogensinde havde bedt dem om det, havde nogen taget hendes hænder i sine. Det samme var gjort med Katrina og pludselig brød den lille gruppe ud i deres eget klagende vrælen. Det tiltrak sig undrende blikke, men hendes lille følge tog sig på ingen måde af det, levede i deres egen lille bobbel, hvor der foregik noget højere og dybere, som disse almindelig folk, disse stakkels uoplyste, ikke kunne forstå. Først fattede Genevira selv ikke engang, hvad det var der foregik, hvad det var folk reelt forsøgte at gøre, som de knugede hendes egne og Katrinas hænder mellem sig. Holdt om dem, sank sammen med dem. Så gik det op for hende, som et lyn fra en klar himmel. Hun og Katrinas smerte var blevet til deres egen, de antog øjensynligt, at Geneviras ubehag havde været et udtryk for, at hun følte Katrinas smerte, så brændende som var den hendes egen og nu tog de den også selv til sig. PÅ en sær måde, var der noget rensende over det. At nogen forstod, at man var dårlig og led sammen med en.
Hun lod øjeblikket glide over sig som en bølge af rensende vand. Gradvist faldt gruppen igen til ro, gik fra en tilstand af oprørt voldsomhed til pludselig, ligesom at have renset alle dårlige følelser bort og i stedet være faldet hen i en tilstand af næsten svævende ro.
Genevira mødte Katrinas blik. Holdt et kort øjeblik nænsomt om hendes ansigt, imens de mørke ord englen havde ytret, selv den utydelige mumlen, der nok kun havde været tydelig for en vampyrs skarpe ører, faldt til bunds i hendes eget sind.

”Mener du virkelig, at kongen af Sunfury har gjort det her? Det er en alvorlig anklage, Katrina.”

Det var en total overraskelse at de andre kvinder tog hendes og Genes hænder, for derefter at sætte i deres egen klagende vrælen. Først forstod hun intet, men så var det som om deres vrælen blev en del af hendes egen. Dette gjorde utroligt nok at Kat faldt lettere til ro sammen med de andre. Dette var første gang i lang tid at hendes sind føltes til at blive mindre slørret, og stemmerne kunne komme lidt på afstand. Noget hun tog imod med kyshånd. Hun smilede venligt og varmt til flokken, som hun så rundt på dem alle inden Genevira nænsomt holdt om hendes ansigt.
Ved hendes spørgsmål om kongen af Sunfury, begyndte hun at ryste af angst. Men nu var hun alligevel så vågen i sindet at hun uden ord langsomt og med rystende hånd, først flyttede ærmet så arret "I have sinned" på højre underarm blev fuldt synligt, og derefter løsnede hun skjorten så det blev muligt at trække den lidt til side, så det X-formet brændemærke på hendes højre brystmuskel blev synligt. Mærket sad lige ovenover hendes grå brystbånd, der skjulte hendes barm.

Under det hele holdte hun øje med Geneviras ansigt og var klar på at flygte, hvis kvinden eller en af de andre skulle finde på at slå hende for dette. En lille del af hende var overrasket over at hun havde så meget mod til at vise disse ting til andre, mens en anden lille del af hende skreg på at dække det til igen. Hun prøvede at tage tilløb et par gange for at fortælle lidt om det, men måtte opgive, da ordene blev siddende i halsen.

De var fælles om denne pludselig ro, det var ikke kun Gene, der blev påvirket af den. Det fandt hun hurtigt ud af, bare ved at se på Katrinas ansigt. Smilet var det varme ubekymrede smil, hun trods alt huskede Katrina for, selvom de ikke kendte hinanden særlig godt. Varmen havde dog været tydelig i englen allerede fra deres første møde. Genevira havde, ind til nu, troet, at den var udslukt for tid og evighed, at Katrina simpelthen var for død indeni til nogensinde at finde tilbage til det, der var hende. Men Katrina var åbenbart stadig derinde et sted. Hvad end det var, der var sket med hende, så lod det til, at englen var stærkere end hun så ud. Nu håbede Genevira bare, at Katrina rent faktisk kunne få lov til at finde et sted, hvor hun reelt kunne få lov til at hvile sig. Og at komme til kræfter igen, smide disse smerter af sig. Genevira om nogen vidste dog, at vise sår aldrig i virkeligheden ville hele. Ikke rigtig. Sandsynligvis ville Katrina bære arrene på sin sjæl lige så evigt som et fysisk ar ville have været det.
Hun blev øjeblikkeligt slået ud af sine tanker, som hun så arret på Katrinas arm. De sirlige bogstaver. Forskellen i skriften antydede, at de havde været to om det. Hun ønskede at fortælle sig selv, at hun i hvert fald slet ikke kunne genkende noget i skriften, men…nej det måtte være noget hun bildte sig ind ikke..det var det nødt til at være. Hun var nødt til at gribe fat om bordkanten et øjeblik. Ellers var hun overbevist om, at hun lige om lidt ville drætte ned af stolen.
Hun trak vejret dybt ind et par gange, gennem næsen, sank hårdt for at undertrykke en pludselig kvalme.
Forsigtigt, hvis Katrina ikke trak sig først, lod hun de små porcelænshvide fingre glide henover arret på hendes arm, som om hun var nødt til at bekræfte for sig selv, at det virkelig eksisterede, hvor lidt hun så end ville det.

”Hvornår er det her fra?” spurgte hun og huskede pludselig med væmmelig klarhed en januarnat året før.

Men han sagde jo…

Kat gjorde sig klar til at flygte, men stivnede da hun så hvordan Genevira reagerede på arret på underarmen. Hvad skete der? Sig ikke at Genevira kendte Valentine... Kat bad i sit stille sind om at der ikke var nogen forbindelse mellem de to.
Den blide berøring hen over arret fik Kat tilbage til virkeligheden og Geneviras ansigt, der lignede en som havde kvalme. Det var nok det, der gjorde at Kat svarede på hendes spørgsmål. Overraskelsen over at se Genevira få kvalme over et ar. Hun slog skamfuldt øjnene ned, så hun så på deres hænder i stedet for Geneviras ansigt.
"De lavede det i starten af Januar i år. Jeg var fuld og blev sur over noget de sagde om min ven. Jeg tænkte ikke og fik kastet alkohold efter dem. Tror nok det ødelagde deres tøj. De straffede mig for det." Stemmen var ikke mere end en meget svag hvisken, dog ikke noget problem for en vampyr. Kroppen der var næsten var stoppet med at ryste, gik i fuld gang igen. Bare mindet fik hende til at kaste nervøse blikke i alle retninger, som om hun frygtede at de kunne komme gående hvert sekund og ville straffe hende igen for at tale om det.

Genevira havde ingen ord for, hvor meget hun ønskede at Katrinas ord blot var en ondsindet løgn, men hvilket grundlag havde hun egentlig for at lyve? Nej, det virkede desperat at holde fast i den historie, en historie hun kun fortalte sig selv i forsøget på ikke at se sandheden i øjnene velsagtens.
Men hendes historie passede med den fordrejede udgave, hun havde fået af Valentine den aften. Fortællingen om, hvordan han og hans søster var blevet angrebet uden noget som helst grundlag og havde måtte flygte over hals og hoved. Et øjeblik havde hun lyst til at afskrive Katrinas historie som en fordrejning, men hvem skulle så have skåret hende i armen? Hende selv? Det var en komplet vanvittig tanke og hun var derfor også nødt til at afskrive den som et sidste anfald af desperation. Et forsøg på at holde fast i noget, der ikke eksisterede og måske aldrig havde gjort det. Men hun kunne stadig ikke få Katrinas version af Valentine og den hun selv kendte til at hænge sammen med hinanden. Godt nok havde han forladt hende og giftet sig med en anden, men en sådan ondskab havde hun aldrig troet, at han ville være i stand til. Ham som havde lyttet til hendes problemer og mere eller mindre svoret at forsvare hende mod alt engang, lovet hende at hendes tidligere smerte ikke ville gentage sig, for nu havde hun ham. Og nu fik hun så at vide, at blot få…hvad uger, forinden at hun havde passet på ham, imens han sov en festrus ud, som en anden sygeplejerske, eller en hustru, havde han skåret en anden kvindes arm op…for noget så småt som…klæder? Nej. Hvordan kunne han have været så rolig sammen med hende så? Selv nu, efter at han havde forladt hende, stod minderne fra den tid malet i hendes sind i et blødt gyldent lys. Varmt. For de havde været næsten som nyforelskede i den tid, kort om end den havde været. Efter så lang tid hvor alt kommunikation havde været i brevform var der simpel lykke blot i den andens fysiske tilstedeværelse. De havde fortabt sig i samtaler om alting og ingenting, havde gået ture i haven ved skumring, når det passede dem. Eller var gået i byen. Med en synkende fornemmelse kom hun i tanke om, at hun vidst stadig havde et miniatureportræt liggende bagerst i en skuffe et sted, som hun ikke havde nænnet at skille sig af med. Guderne måtte vide, om han stadig havde hendes. En grinagtig tanke pludselig. Og alt dette skulle de så have gjort, imens han var fuldt ud klarover, at han havde gjort en anden kvinde ondt? Det virkede næsten absurd.

”Og brændemærket…?” Hviskede hun uden at ville se på det. Selv nu afholdt hendes puritanske opdragelse hende fra at se på Kats åbentstående skjorte på den måde.

Kat slap skjorten, da Genevira spurgte om det, men hun så stadig ikke op.
"Da de lavede arret på armen, syndes de at der manglede en sinatur. Hvorefter de dryppede et par dråber af deres eget blod ned i det. Det gjorde mig syg, men efterlod samtidig en sult efter mere blod. Hvorfor ved jeg stadig ikke. Så her for en månedstid siden, var Beldragon og jeg på vej mod elverskoven, hvor min mors kusine bor. Men jeg stak af fra karavanen da vi kom til Sunfury. Jeg tænke at han måske ville give mig lidt mere blod, så jeg søgte efter ham på bordellet. Men vagterne sagde at han var blevet kronet, så jeg søgte op til slottet. Det skulle jeg ikke have gjort og skulle slet ikke have talt så åbent i tronsalen. Han tog mig med til et privat værelse, hvor han forsøgte at friste mig med en dråbe af sit blod, men jeg modstod og forsøgte at flygte uden held. Han fik to vagter til at holde mig mens han ganske afslappet satte det varme jern mod min klantatovering. Den er væk nu og jeg sidder tilbage med et brændemærke for livet. Da han syndes at det var nok, blev jeg bandlyst fra at komme nær Sunfury med trusler om fængsel på livstid eller være hvis jeg skulle komme tilbage til byen." Stemmen var stadig en svag hvisken og gråden var tydelig i stemmen, mens hun talte.
Hun knuede om skjorten, så den igen dækkede hendes hud, eftersom hun ikke var i stand til at binde den igen lige nu.

Kat var bange. Troede Genevira på hende? Eller var det komediespil at hun lød så fortabt? Hvad der fik Kat til at tænke sådan, var måden at Genevira også hviskede på. Det mindede om Kat selv.

Der var alt for mange ord. Alt for mange billeder i hendes hoved og intet af det stemte overens med det hun havde kendt. Hun ville ønske, at hun kunne bede Katrina tie stille, men det var som om hun var blevet stum. Sad bare og lyttede til hende i tavs rædsel, de enorme, mørke øjne fæstnet på hende, men uden rigtig at se. Alt for langt væk i sit eget indre og det virvar af følelser og indtryk, som Katrinas ord skabte i hende. Et eller andet sted burde hun vel væmmes over Valentine, over det han, angiveligt, havde foretaget sig, det vidste hun godt. Hun ville vel have været retfærdiggjort i den holdning. Ingen ville vel fortænke hende i at vende en mand, der åbenbart torturerede folk for mindre fornærmelser ryggen. Og dog. Alligevel var den Genevira var mest vred på sig selv. For hvor kunne hun have været så dum? Hun havde brugt årevis på at få at vide, hvordan mænd var. Hendes mor vidste alt om den slags og hvorfor, hun skulle holde sig fra dem medmindre det var højst nødvendigt (eller hvis det var en hun var gift med. Den del havde hun selv nu svært ved at forstå. Hvorfor man skulle finde sig i alting. Samtlige af verdens fornedrelser bare fordi der var ring på) og her var hun så alligevel. Var faldet for nogen, bare fordi han sagde penge til hende og rørte ved hende med en blidhed hun aldrig havde forventet fra nogen andre. Dumme tøs. Skulle hun ikke forestille at være en voksen kvinde, der vidste bedre end det? Hun betragtede Katrina med et udmattet udtryk i ansigtet, var vel også på et eller andet plan vred på hende. Ikke for det der var sket med hende, men mere fordi, hun nu havde revet den sidste illusion væk fra hende. Forestillingen om, at hun havde betydet noget for nogen. At der havde været bare et gran af sandfærdighed blandt alle de ord i hans breve, selv efter, at han var holdt op med at skrive og pludselig havde giftet sig med en anden. Inderst inde, havde hun vel håbet, at der var tale om et pligtægteskab af en art. Ligesom hendes egen første forlovelse for så længe siden ville være endt med. Hun om nogen forstod pligt og ønskede bare, at han også længdes. Det håb havde Katrina nu egenhændigt knust så let som at tabe en porcelænskop mod et stengulv.
Tårerne rendte sart rosenrødt ned af hendes blege kinder, før hun kunne nå at stoppe dem. Besejret sank hun sammen i stolen, som om hun var blevet tabt der.
Flere sæt hænder strøg hende beroligende, forsøgte at holde hende stabil. Andre bandt forsigtigt Katrinas skjorte på plads.

”Jeg vil ikke høre mere,” hviskede Genevira, da hun endelig fandt stemmens brug igen.

Kat sad og ventede rystende på en respons fra Genevira. Hun tvang sig til at sidde stille, mens de andre forsigtigt bandt hendes skjorte. Hvorfor havde hun fortalt alt dette? Hvorfor troede hun at det var i orden at tale om det? Et utroligt forsigtigt blik mod Genevira gjorde hende endnu mere angst. Røde striber af tåre ned over Geneviras kind og at hun var sunket sammen i stolen, var nok til at Kat rystede mere end før. Kom der en bidende kommentar lige om lidt eller kom der en hånd flyvende for at slå hende??

Kat sank en klump, da hun hørte hvad Genevira hviskede. Uden et ord rejste hun sig fra stolen og hviskede med en higsten af gråd:
"...und..skyld, und..skyld, und..skyld." Derefter styrtede hun over til døren, netop som en mand kom ind af den. Han nåede at flytte sig nok til at hun kunne klemme sig mellem ham og udgangen, inden hun forsvandt i nattens mørke, med et sind i forvirring.
Hvorfor havde hun været så åben? hvorfor havde Genevira ikke stoppet hende tidligere? Hvad var det der gjorde Genevira så ked af det? Kat din dumme tøs. Dumme, dumme tøs. Tårene løb ned over hendes kinder og løb tilbage i det løse uglede hår, som flagrede efter hende.

//Out//