Møj vejr og gensyn med en gammel ven - Nephthys

Sted: Havnen nær handelshuset "Red Arrow"
Tid: omkring middag
Vejr: meget blæsende med regn. Luften er utrolig lummer grundet den tidlige sommervarme

@Nephthys

tøj

Jake stod og så på mens Draconias besætning kæmpede for at få lasten fra skibet ind til handelshuset. Han fik øje på en af de nyeste medlemmer oppe i riggen, som sammen med et par andre erfarne medlemmer, prøvede at tjekke at sejlene var forsvarligt bundet. Han så hvordan knægten mistede sit fodfæste oppe i højden og klamrede sig til de reb han havde tjekket. Råbet fra Jake var så kraftigt, at på trods af vinden så kunne det høres omkring fem meter fra ham.
"Pas dog på, knægt. Tjork! Rim!" De to ældre som Jake råbte på, vinkede kort efter at de havde hjulpet knægten med at få fodfæste igen, og Jake pustede let skælvende ud. Knægten var ikke ældre end Connor ville have været hvis han havde været i live. Han gned sig på brystet ved hjertet. Ved Hydra, hvor gjorde det ondt at tænke på ham.
På trods af blæsten og regnen, der havde gennemblødt ham i løbet af få minutter, blev han stående og holdte øje med folkene. Sådan som havet dansede rundt skulle der ikke meget til før skibet blev trukket et stykke væk fra havnen eller kastet ind mod havnekanten med et nærmest knusende slag. Hver gang Draconia klagede over mødet med havnekanten, skælvede han lidt af frygt for at denne storm ville kræve hende. Han følte det som om det var en del af hans hjerte, kvæstet.

Først da alle besætningsmedlemmer var kommet i land, vendte han sig selv om mod handelshuset der lå omkring fem meter. Knap to sekunder blev han overfaldet bagfra af en bølge der var kommet op over havnekanten, og fik ham til at vakle et par skridt frem. Han så ned af sig selv og kunne ikke tilbageholde en lille latter. Selv om han rystede lidt af den kulde der fuldte med det våde tøj, så nød han at mærke at han var i live. Roligt begyndte han at gå hen mod handelshuset, hvor han viste at størstedelen af besætningen var.

//håber starten kan bruges//

Påklædning: klik her

Mange år var gået siden hun sidst havde været i havnebyen - og vejret var bestemt ikke mildere end da hun forlod havets favn dengang. Kom det bag på nogen, at Moder Natur regelmæssigt ville gøre krav på den verden hun selv var så stor en del af? Måneder var gået, hvor hun havde nærmest gemt sig i sit palæ mens hun bare havde prøvet at ligge alt bag sig og skabe et nyt liv. Måske vile det lykkedes denne gang?

Handelshuset havde givet hende ly for regnen for en stund, og gamle bekendtskaber havde da også ytret både deres glæde og utilfredshed over hendes tilbagevenden. Kunne man bebrejde dem? Kvinder frygtede for deres mænd, og mænd frygtede for mere end deres pengepung, når hendes halve tunge fortalte eventyr om lande langt derfra, og tryllebandt dem indtil de ikke længere anede hvem de var.

Den sorte kjole i sit tykke stof gjorde det let at holde varmen trods blæsten. Og hvis hun fik brug for varme, så kunne hun jo altid futte en eller andens handelsvare af og samtidig få lidt sjov i gaden?
Som hun stod og snakkede med en bred og yderst solbrændt ældre mand, om deres tid på havet sammen for så mange år siden, kunne hun pludselig igennem både snak og stormvejr høre en alt for velkendt stemme. Havde hendes hjerte slået, ville det have sprunget et slag over - men som altid var der vel fordele ved at være et vandrende lig.
Latteren der efterfulgte hans råb fik hende til at undskylde sig fra samtalen med sin gamle skibskammerat, for at gå sin gamle ven i møde. Synet af draconiaeren der stod totalt gemmenblødt og nød sit liv fik hende til at smile skævt, mens hun stod med armene over kors, få meter fra indgangen til handelshuset.

''Seabreather!'' sagde hun så, med en tydelig og rolig stemme, som uden megen besvær overdøvede regnen og blæsten. ''Har du aldrig hørt at våde fødder er roden til alt ondt!?'' lo hun så, mildt og venligt, som hun trådte lidt tættere på ham, inden hun slog armene ud. ''Har du savnet mig, din vandhund!?'' spurgte hun drilsk, med samme skæve smil, inden hun atter lod armene indtage deres sædvanlige plads, krydset over hendes brystkasse.

Jake var kun omkring to meter fra indgangen til handelshuset da han hørte en kvindes stemme. Det fik ham til nærmest at løbe ind, gribe kvinden, løfte hende op og snurrede rundt en enkelt gang mens han talte med latter i stemmen.
"Storyteller, din fortryllende skønhed. Hvor er det længe siden." Da han satte hende ned igen, så han godt hvordan folk så på dem, som om de prøvede at finde ud af om det var en gammel flamme eller bare en gammel ven. Han lod dem tænke hvad de havde lyst til.
"Giv mig lige ti minutter til at komme i noget tørt tøj. Så skal jeg gerne underholde dig størstedelen af natten." Han lod hende ikke tænke ret længe før han med målrettede skridt gik hen til døren ved siden af disken, hvor folk stod og så på de sorte opaler.
Han skyndte sig ind på det værelse hvor han opbevarede ekstra tøj. Her tog han en hvid skjorte, sorte bukser, lændeklæde og sorte læderstøvler. Efter at han havde taget det våde tøj af, fandt han et par håndklæder og tørrede sig. Et blik i spejlet gjorde at han fik øje på sin medaljon som han havde hængt i en kæde som han bar om halsen. Han lagde hånden på den og knugede den et kort øjeblik, mens han kort mindedes den familie han havde mistet. Så tog han et dybt åndedrag og samlede tankerne om kvinden som han ikke havde set i... Han kunne ikke huske hvor længe siden det var, men det måtte være mindst ti år.

Gensynet lod til ikke kun at være glædeligt for hende, men også ham, som hun blev løftet op i hans favn og svunget rundt som en eller anden regulær eventyrfortælling. Hun lo blidt, som han satte hende ned, og smilede som han atter talte til hende.
''Årh, hold da op! Og hvor har du dog ret! Det virker som evigheder!'' sagde hun med et varmt smil, inden hun nikkede roligt til ham som han sagde at han ville skifte tøj inden han ville underholde hende størstedelen af natten. Det var et løfte der kunne betyde mange ting - og som altid anede hun ikke hvor hun havde Jake henne. Han var glat som en ål og snedig som en ræv, hvilket nok gjorde at hun til tider havde en tendens til at være forsigtig med informationer omkring ham. Men hvem ved, måske havde han ændret sig i løbet af de år de ikke havde set hinanden?

Som han forsvandt ud i et lokale for at skifte tøj rettede Nephthys nu sin opmærksomhed mod den brede og solbrændte søulk hun tidligere havde snakket med. Han lo dybt og varmt over hendes gensyn med klanlederen, og hun kunne ikke selv lade være med at le blidt over det. ''Du taler som du har forstand til, gamle mand!'' sagde hun med et skævt smil, inden hun skævede hen til lokalet hvor Jake befandt sig.
''Hvad er der sket siden jeg rejste?'' spurgte hun den ældre mand, mens hun rettede blikket mod ham igen, men han rystede bare på hovedet; ''Hvad end der er sket i din tid væk fra vandet, Storyteller, er ikke min opgave at fortælle dig. Det er Seabreathers.'' svarede manden med et varmt smil. Engang havde der floreret rygter om deres intime forhold blandt pirater og søfarende, men det var aldrig blevet bekræftet. Hvad der var sket mellem dem dengang vidste kun de.

Han skyndte sig at blive færdig med at skifte tøj, og lod skjorten stå lidt åben af hensyn til varmen, hvilket gjorde at medaljonen var synlig.
Da han kom ud i handelshuset igen, bad han om en kande rom og en kande med shapeshifter blod, som han, sammen med tre krus, tog med over til det bord hvor hun sad sammen med en anden søulk. Jake nikkede venligt til manden, en gammel bekendt som havde præsenteret dem for hinanden for år siden.
"Som om et fornøjeligt ansigt ikke var nok. Længe siden gamle ven." Han satte sig ned og skænkede blod i et krus som han rakte til hende, inden han selv skænkede rom til sig selv. Han tog en mundfuld mens han overvejede hvad han kunne spørge hende om.

Draconias besætning var opmærksom på den kvinde som Jake nu sad sammen med. De håbede af hele deres hjerter at Jake fik en hyggelig stund, da han trængte til det. En af dem skilte sig ud og gik hen til bordet.
Jeg overvejer at lade folkene få frie tøjler i nat, da det ikke ser ud til at vinden vil skifte de næste mange timer. Jake nikkede og smilede til ham.
"Ja, gør det Saxton. Stik dem lidt, så de kan fornøje sig, dig selv inkluderet." Saxton nikkede og forlod dem igen. Hvilket efterlod Jake til, igen, at tænke over hvad han skulle snakke om.

I og for sig kom det vel næppe bag på nogen at se Nephthys tilbage i havnebyen. Hun havde elsket sin tid i byen, men hun havde hadet sin tid på havet. Det havde ikke været gennemtænkt da hun rejste ud og sejle, da solen havde stået højt længe ad gangen, og havde resulteret i at hun måtte forblive under dækket for ikke at blive påvirket. Blod havde der heller ikke været meget af, når de havde sejlet, hvilket havde været i skyld i at hun langtfra havde været i stand til at være den kvinde hun normalt ville have været. Sean havde dog bedt hende komme hjem igen - hvilket havde afbrudt hendes ophold på vandet. Sean...

Hun slog tanken ud af hovedet, da hun atter hørte Jakes stemme. Sandt, deres fælles ven havde sikkert hørt en masse om deres affære - eller hvad man skulle kalde det - inden Nephthys var forsvundet fra den ene dag til den anden. Men nu, hvor hun var tilbage, ville det så være som ingen tid var gået - eller ville hun være en fremmed for de fleste?

Hun tog roligt imod kruset, og kunne saligt smile som hun kunne genkende duften af shapeshifterblod. Han huskede godt, det måtte man give ham. Hun nikkede til ham, inden hun tog en tår. En lille rest af blod sad dog i hendes mundvig som Saxton - en mand fra Jakes besætning - kom hen og snakkede om at give besætningen frie tøjler. Hun vidste godt selv hvad det betød for mange af søens folk, men hun kommenterede ikke på det. Det var ikke hendes plads at nævne etiketten.
I stedet så hun bare roligt på Jake, inden hun tog endnu en tår.

''Sig mig, siden hvornår er du blevet en mand der smider om dig med penge?'' lo hun med et drilsk smil, inden hun så sig omkring. Der var meget der havde ændret sig - inklusiv hende. Hun havde været lyshåret dengang - langt nærmest vidt hår havde prydet hendes hoved, inden hun havde lært af en af sine tjenere hvordan hun kunne vedligeholde den mørke hårfarve hun ellers var blevet så glad for.

Jake smilede til hende og nikkede hen mod den disk hvor folk stod tæt omkring. Man kunne stadig se de to reoler, hvor sorte opaler lå på række på hylderne.
"For et års tid siden fandt vi ædelsten som viste sig at være sorte opaler. Siden da har vi handlet med dem flere steder i verden, hvilket har gjort at klanen er blevet ret velhavende." Ubevidst havde han løftet den frie hånd op til medaljonen og kærtegnede den som om det var en nødvendighed. Han drak lidt mere rom, og rømmede sig lidt, som om han prøvede at samle kræfter til det næste.
"Jeg kan ikke fatte at der allerede er gået et års tid..." Han sukkede tungt og rystede på hovedet.
"Alle de tab... Ved Hydra og alle de andre guder, så håber jeg at han kommer tilbage i live..." Uden at tænke over det var han kommet til at tænke højt. Da han hørte de sidste ord af det han sagde, blegnede han lidt og skyndte sig at tømme kruset i et drag, mens han håbede at han ikke havde tænkt ret højt. Han viste ikke om han kunne fortælle om sin sjælmage.

Nephthys, som normalvis ikke ville kommentere på andres små enetaler for sig selv, så en smule kondolerende på Jake. Hun havde hørt ganske lidt om hvad der var sket, og hun havde ikke i sinde at spørge en sørgende mand om hans sorg og smerte.

''Opaler, siger du? - jeg vidste ikke det stads var penge værd! Det var da heldigt for jer!'' sagde hun så, en smule tøvende, da hun ikke helt vidste om han ville forsætte snakken om deres nyligt opdagede velstand.
''Penge mangler vi i hvert fald ikke, min kære.'' sagde hun så, og nikkede blidt til ham i en skål, inden hun tog endnu en tår af sit krus med blod. Hun udstrålede tydeligt at hun ikke længere arbejdede hårdt; hendes tøj var nyt og rent, hendes negle velplejede, håret rent og glansfuldt. Hun var tydeligvis kommet over den tid hvor hun arbejdede for føden. Hun havde trukket sig tilbage, hun levede et liv hvor hun udførte småopgaver hist og her, men aldrig noget overdrevent mere. Hun havde stoppet sit frivillige arbejde på skolerne, og hun havde trukket sine donationer fra kirkerne i de forskellige byer, efter hendes sidste gensyn med hendes gamle bekendte, Sean.

Han trak medaljonen over hovedet og åbnede den, mens han så ned i den med sorg i sindet. Han holdte den ned mod bordet uden at tænke, så det var muligt for andre at se billederne.
I venstre side var der et portræt af en mand med rødt hår, rødt skæg, mørke øjne og sandfarvet hud, sammen med en ung dreng med sort hår, mørke øjne og mørk hud.
I højre side var der et portræt af en elverkvinde med langt rød hår og brune øjne. Lys hud, som er en anelse solbrun. Ved siden af hende stod en mand med solbrun hud, gråblå øjne og hår. Han var et par hoveder højere end elverkvinden. Sammen holdte de et spædbarn med rødt hår, lys hud og gråblå øjne.

Han sukkede og gned sig let i ansigtet som et forsøg på at fjerne det som tyngede ham, samt et par tåre der var ved at samle sig i øjenkrogen.
"Nej. Penge er ikke alt. Langt fra. Jeg ville heller end gerne afstå fra velstanden, hvis det betød at jeg kunne få min familie igen." Han løftede ansigtet og så på hende, mens han forsøgte at gemme smerten væk.
"Undskyld, det var ikke meningen at jeg skulle beklage mig. Hvordan er det gået dig siden vi sidst sås?" Det var et af hans forsøg på at dreje samtalen ind på noget andet. Men han var ikke sikker på om det ville virke.

Hun genkendte smerten i sin gamle vens blik - smerten af at miste sin familie. Det var en smerte hun havde kendt flere gange; hver gang hun havde knyttet sig til hvad hun anså for værende en familie eller en familiær person, var der sket noget som gjorde at hun atter måtte stå alene. Alt for ofte var det hendes egen skyld, alt for mange havde hun svigtet gennem tiden.

''Jeg kan ikke begynde at forstå din sorg, Seabreather. Jeg kondolerer..'' sagde hun stille, inden hun skænkede ham noget mere rom fra kanden. Hun var ikke god til empati længere, efter så mange år alene. Hun forstod sig på penge, på magt og på mistro - men det kom næppe bag på nogen længere.

Da han spurgte hende om hvordan det var gået hende, måtte hun bare trække på skulderen og tage en tår blod mere.
''Der er sket en masse, men intet af positiv kaliber.'' sagde hun, ganske roligt. Hun vidste godt at det ikke var et rimeligt svar, når han nu prøvede at skifte emne, så hun rømmede sig lidt.
''Jeg har arbejdet med lidt af hvert. Lidt for McGivens, men det fungerede ikke, så jeg har lavet hvad end jeg kunne for mig selv og mine nærmeste. Penge mangler jeg ikke, men jeg kan godt mærke at det ikke ligefrem er venner jeg har flest af mere. Mistro gør grumme ting ved folk.'' sagde hun inden hun drejede hovedet ganske kort for at se over på opalerne.

Hun genkendte alt for godt hans sorg. Smykket om hans hals mindede hende meget om hendes egen medaljon - et smykke der engang havde været McGivens våbenskjold, men hun anede det ikke længere. Hun var så virkelighedsfjern, når det kom til hvad der var sket hendes kære gamle ven Sean. Hun vidste at han ikke ønskede hendes nærvær, og at han følte sig lige så svigtet som hun gjorde. Derfor talte hun ikke om det.

Han nikkede taknemmeligt til hende og smilede lidt over den forståelse hun udviste. Selv om han ikke vidste hvad han skulle stille op med den sorg der til tider sprang frem fra den mørke krog, hvor han skubbede den hen.
Da hun valgte at svare på hans spørgsmål, lyttede han roligt med fuld opmærksomhed på hende. Han nikkede forstående og smilede venligt, særligt da hun snakkede om at hun ikke manglede penge. Han hævede dog et øjenbryn da hun fortalte at hun ikke havde mange venner og at mistro gjorde grumme ting ved folk. Men han fornemmede også at hun ikke ønskede at komme yderligere ind på emnet. Så han valgte at ændre samtalen.
"Jeg skal love for at store dele, hvis ikke hele Underworld lider under dette særlige vejr. Jeg er næsten lige ankommet fra Dragons Peak, hvor de har utroligt koldt vejr." En kuldegysning gled gennem hans krop ved tanken om det kolde vejr. Noget han som draconianer ikke var glad for.

Nephthys havde ikke rigtig skænket Dragons Peak en tanke i lang tid. Ikke siden hun sidst så Sean og han måtte erkende sit nederlag i forbindelse med hans utopia. Dragons Peak havde levet op til sit navn, og hun vidste at utopia havde været lige hvad det havde været for ham - indtil det viste sig at han mistede næsten alt. Hun sukkede for sig selv og tog en tår mere af sit krus med blod.
''Underworld har selv provokeret Moder Natur i mange århundrede, Seabreather. Det kan ikke komme bag på nogen at Hun en dag ville give igen.'' sagde hun, med en ganske monotonn stemme. Det var som om at selv en snak med en gammel ven ikke kunne fjerne hendes tanker fra hvad der engang havde været.
''Personligt så foretrækker jeg kulden. Måske besøger jeg Dragons Peak en dag i nær fremtid. Det er noget tid siden jeg sidst har været der.'' sagde hun så, med et skuldertræk.
''Måske kunne vejret lære folk at vise respekt for Moder Natur og Hendes luner, fremfor at tro at man kan være herre over alle og alt.'' sagde hun så med et lille skuldertræk inden hun tog en tår mere af blodet. Det havde været mange år siden hun havde indåndet frisk havluft - og i dag ville ikke blive dagen hvor hun ville genopleve det. Luften var tung og vammel, og fyldt med vand fra enten regn eller havbrus som skyllede op med de store bølger. Alt var vådt og vammelt, hvilket gjorde at hendes evner inden for ild ikke var særlig anvendte.

Jake lyttede til hendes ord og nikkede. Han forstod tydeligt hvor hun ville hen med sine ord om at verden selv havde provokeret moder natur. Det fik ham til at tænke på de mange år han havde sejlet på havene. Han havde set lidt af hvert og alligevel var der mange ting han først rigtigt havde set i løbet af de sidste par år.
Han klukkede af latter da hun nævnte at hun foretrak kulden, hvilket han på en måde godt forstod hende i. Særligt når han tænkte over at hun var vampyr. Og spidsede øre, da hun nævnte at hun måske ville besøge Dragons Peak en dag.
Endnu en gang nik fortalte tydeligt at han var enig med hende da hun talte om at folk måske kunne lære noget af dette vejr.
"Jeg forstår dig så udemærket, min ven. Mange kunne godt lære noget af dette til at behandle moder natur bedre. Og hvad angår besøg af Dragons Peak, så må du endelig sige til. Så vil jeg med glæde gøre dig følgeskab på turen. Jeg er, utroligt nok, blevet valgt som raceleder af Draconianerne, og ser frem til at kunne gøre en del for min race. Så derfor besøger jeg stedet når jeg kan finde tid til det mellem møder med klan rådet." Han drak lidt mere af rommen og smilede til hende.
"Det er faktisk utroligt. Når jeg tænker over det, så minder du faktisk en del om mit barnebarn. Hun er faktisk vokset op til en fantastisk selvstændig kvinde. I starten var hun lidt af en forkælet vildbasse, men ja, hvad kan man forvente når jeg og Raco forkælede hende vildt." Han lo hjerteligt. Det var helt utroligt hvor meget det hjalp på humøret at snakke om Katrina.

Hans latter af velkendt, men ikke ligefrem noget hun fandt passende, når det kom til deres samtaleemne. Snakkede de ikke om Moder Natur der straffede dem for at mishandle hende i så mange år? Måske havde hun ikke opfanget det morsomme.

''Jeg tvivler på at nogen overhovedet overvejer at det kan være deres egne handlinger der har ledt til Moder Naturs vrede. Vi er, trods alt, ikke ligefrem gode til at indse egne fejl og mangler.'' sagde hun roligt, med et skuldertræk, inden hun tog endnu en tår af sit krus. Blodet var ved at blive stuetemperatur, hvilket ikke ligefrem var behageligt. Enten skulle det være køligt og forfriskende, eller dampende varmt og direkte fra kilden. Middelveje var ikke en mulighed der.

''Raceleder? Der kan man bare se!'' sagde hun så, med et lille skævt smil. Hun havde aldrig set Jake som værende en leder af andet end hans besætning og klan. Måske var det hende der havde tænkt for lave tanker om draconianeren foran sig, men så igen... Han var druknet i sorg over tabet på sin familie. Hvad kunne han lede?
''Måske holder jeg dig oppe på tilbuddet. Det kunne være rart at rejse med nogen for en gangs skyld.'' sagde hun roligt med et varmt smil, og som han atter forsatte med at tale måtte hun bide sig i sin halve tunge for ikke at himle med øjnene over hans ord om hans barnebarn.

''At kalde mig en fantastisk og selvstændig kvinde er det samme som at lyve, Seabreather. Du skal ikke ønske dig at din datters datter minder om mig på nogen som helst måde.'' sagde hun, en smule sammenbidt, inden hun tømte rejsten af sit krus i et enkelt drag.
''Hvis hun minder om mig,'' sagde hun og lænede sig ind over bordet så hun var centimeter fra Jakes hoved. ''Så har du travlt med at redde hende op af et hul hun graver sig selv længere og længere ned i. Snart vil hun ikke se andet end mørke og ensomhed, og du vil sidde med frygten for at hun er fortabt for evigt.'' sagde hun, mens hendes øjne ganske kort skiftede fra sin flydende sølv til en smule mere solid grå, som sten - uden liv, lyst og tanker. Hun satte sig ned igen, roligt, og skænkede sig selv mere blod.

Han smilede til hende mens hun talte og kunne godt se hvad hun mente at folk nok ikke tog ved lære af deres fejl. Og han nød hendes lille smil omkring nyheden om at han var blevet raceleder, samt hans tilbud om at rejse samme.
Men....
Alt hvad hun tidligere havde sagt druknede i det sidste hun sagde. Jake kunne mærke hvordan han blev mere bleg i ansigtet over hendes ord om at han burde have travlt med at rede sit barnebarn op af det hul, som hun muligvis gravede sig ned i. Selv hendes øjne fik ham til at gyse.
"Okay... Jeg..." Han sukkede og trak på skuldrene.
"Jeg troede ikke at du var så... mørk. Jeg tvivler på at mit barnebarn er så fortabt som du får det til at lyde. Men selvfølgelig kan der ske ting, som jeg ikke kender til. Dog er jeg sikker på at hun stadig er sit livlige og glade væsen... Som du var før. I hvert fald i mine øjne." Han tømte sit krus og måtte erkende at han ikke havde tænkt over at hun kunne have forandret sig så meget.
"Hun er født som engel, og selv om hun er vokset op mellem forskellige racer, både mørke og lyse, så har hun et indgroet kendskab til livet fra flere sider."

Draconianeren foran hende tog det som en trussel. Det kom ikke bag på hende, for hun var langt mere intimiderende og dyster end givet vis, når hun advarede folk om at ende som hende. Hun var ensom, forladt og fortabt. Andre skulle ikke ønske sig at ende sådan.
Han var blevet bleg, og han gyste over hendes ord. Godt - så måtte han have forstået hendes advarsel. Lige indtil han argumenterede for sit barnebarns livssyn.
''Jeg er ikke mørk, Seabreather. Jeg er realist. Hvis du mener dit barnebarn minder om mig, så er det måske på tide du faktisk oplever hvad der vil sige? Det livlige og glade væsen du lader til at huske mig som, er vidst baseret på din selektive hukommelse. Jovist, der var da dage hvor jeg havde fået mad og solen ikke var fremme - dage hvor jeg ikke var syg. Men langt det meste af tiden du og jeg så hinanden måtte jeg gemme mig under dækket og leve af en mænd der døde af sygdom, eller skibsrotter. Jeg var, modsat dig, ikke skabt til et liv på havet.'' sagde hun så, ganske roligt. Var han virkelig bange for hende, bare på grund af hendes ord? Så havde han tydeligvis ikke set hende vred.

''Hvis vores opvækst dikterede vores levevej, havde jeg så ikke siddet i Storyteller-palæet og tortureret stakkels sjæle for morskabens skyld? Havde jeg så ikke tvunget mine børn til at skære deres tunge ud, eller fjerne deres øjne, eller fordøve dem? Vores fortid er intet - og vil aldrig være noget - hvis vi ignorerer den.'' sagde hun, inden hun rystede på hovedet.
bsagde hun så, inden hun tog endnu en tår af den nyligt opskænkede blod i hendes krus. Selv så hun sig ikke som værende urimelig eller dyster - mere som hende der udemærket godt vidste at hun ikke var et væsen at se op til - hverken for penge, magt eller omgangskreds.

''Skræmmer jeg dig, Seabreather?'' spurgte hun så, med et fornøjet smil på læben. Jo, hun nød at skræmme folk. At stå til skue, som en grotesk og morbid skabning. Det var hvad alle så hende som efterhånden, så hvorfor ikke bare affinde sig med det og nyde det for engangs skyld.

Han havde svært ved at få ord frem mens han lyttede til det hun sagde. Han kunne godt se at han måske havde sat hende i et lidt for venligt lys, gennem deres tidligere venskab. Han tænkte nærmere over de skibe som havde vampyre og dæmoner i deres besætning, og tænkte videre om hvordan de enlig klarede sig. Han havde altid gjort sit til at sørge for at skibene havde rimelige gode steder til de mørke væsener. Men han vidste godt at nogle vampyre og sjældæmoner havde problemer med at holde sig i live på turene.
Alligevel var hendes ord ekstra tankevækkende, noget han afgjort ville have med sig næste gang han skulle sammensætte en besætning.

Hendes ord om at torture og manipulere fik ham igen til at skutte sig. Men ja, hvordan var det enlig forskelligt fra det han fortog sig ind i mellem? Ja, han hadede det, men han viste også at det var nødvendigt for at holde folk på deres plads. Særligt ude på havet, hvor mytteri hurtigt kunne gå hen og blive meget problematisk.
Han fyldte sit krus og sukkede inden han tog en slurk.
"På en måde ja. Og alligevel ikke, for når jeg selv virkelig tænker efter. Ja, så har jeg også selv en del på min samvittighed. Har selv stået for en del tortur, drab og manipulering gennem mine mange hundrede år på havet." Han drak lidt mere og så roligt på hende. Der var så meget han havde lyst til at fortælle hende, men ikke her i det åbne. Og han var heller ikke sikker på om hun ville fortie med sin viden.
"Årene sammen med min sjælmage, har fået mig til at glemme mange ting. Heriblandt nogle af de grusomme ting jeg har gjort i min ungdom. Men ja. Jeg skal da love for at du fik bragt dem på banen." Han klukkede lidt inden han igen sukkede og så roligt på hende.
"Mange gange vågner jeg og ønsker at jeg kunne have levet livet på en anden måde. Men så tænker jeg også på om mange af de gode ting som er hent, om de så ville være sket. På den måde holder jeg mig i så megen ligevægt at jeg kan leve livet uden de store fortrydelser."