En chance for fremtiden (Genevira)

T: Sen aften
V: Lunt, men luften er endnu lidt kølig
S: Doomsville, borgen

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dr. Trott havde arbejdet hele dagen med patienter. På en lidt luftig måde, måske. Han havde ikke været helt så detaljeorienteret som han plejede. Havde endda glemt nogle ting hist og her! Et par gange havde patienterne måtte gentage ting, eller ligefrem prikke til ham.
Men det var ikke hans skyld, at hans tanker vandrede. Ikke i dag, i det mindste. Han havde for et par dage siden modtaget et meget uventet brev fra selve borgen, fra byens nye herskerinde. En kvinde August havde mødt før, men for nogle år siden efterhånden. Eller han havde set hende ride igennem byen, enten med sit eget følge, eller som en del af Seans følge. Men han kendte hende ellers ikke.
Han var inviteret til en snak om en eller anden fælles fremtid. Mere vidste han ikke. Hvad det betød...Det vidste han ikke. Formentlig var det ikke fordi Herskerinden havde brug for lægehjælp, de havde sikkert deres egen hær af dygtige læger ved borgen, eller ville have tilkaldt ham mere akut.

Han smågrinte lidt for sig selv. Nej, nok var han begyndt at få et par halv-fattige adelige som klienter, men at det betød han ligefrem fik lov til at tilse Herskerinden, var dybt usandsynligt. Nej, han var en lille læge, med en lille klinik, og få midler. Godt nok voksede hans økonomi stille og roligt, men det blev modarbejdet af de patienter han ofte tilså uden betaling.
Han havde lukket klinikken og gået hjem. Hjem, i sit nye hus, som han havde boet i i flere år. Nyt, fordi Lori for nylig var kommet forbi og havde direkte givet ham huset. Det var uventet og ufortjent. Her stod han pludselig, med arbejde og fast hus, uden overhoved at betale for noget af det selv. Det var...Absurd. At hans liv kunne gå fra det værste - at miste alt, at blive solgt som slave - til at han flere år efter fik alt foræret.

Denne aften havde han iklædt sig det pæneste - eller måske bare mindst hullede - tøj han havde. Et par sko, et par bukser, og en skjorte. Ud over havde han en varm kappe. Det hele var i en noget slidt og små-hullet tilstand, da han langt hellere brugte penge på redskaber, bøger og medicin, end på nyt tøj. Lige nu forbandede han sig selv for ikke at sikre bare et pænt sæt. Mon de ville sende ham væk inden han overhoved nåede indenfor?
Håret var i det mindste redt tilbage, så godt som stærkt krøllende hår lod sig tæmme på den måde. Skægget var raget af, og August var for en gangs skyld glatbarberet.
Med invitationen knuget i den ene hånd prøvede han at føre sig selvsikkert op til borgen. Men hans hjerte hamrede afsted, og hans tanker kørte deres egne veje: Hvorfor? Hvad kunne Herskerinden have at sige? Hvad var netop denne fremtid der blev hintet til? Det havde måske slet ikke noget med ham at gøre, måske undersøge herskerinden bare nogle muligheder. Eller måske havde han ved et uheld gjort noget forkert...Gjort nogen skade? Nej. Så ville byens vagter have hentet ham.

Med en let rystende hånd fremviste han sin invitation til vagten. Som et bevis på at han var her af en grund. Inviteret. Så måtte han vel godt komme ind?

På trods af, at Sean havde haft Dannika decideret boende på borgen i en periode af Geneviras tjenestetid hos ham, så fandt hun stadig tanken om lige om lidt at skulle være i rum med en læge sært intimiderende. En fjollet tanke ville mange måske vove at påstå. Hun var Doomsvilles herskerinde og han en simpel arbejdede mand, nervøst anlagt i øvrigt, set ud fra den ene gang, hun kort havde mødt ham, men dengang, var han også mere eller mindre blevet tvunget til at arbejde, så måske var hans sindstilstand dengang mere undtagelsen end reglen. Sagen var bare den, at på trods af deres voldsomme magtskæl, så var det klareste minde Genevira havde om læger stadig, da Oscars fod blev amputeret og hun kunne ikke helt fralægge sig tanken om end mand med tasken fuld af knive og guderne måtte vide hvilke andre potentielt dødbringende eller i hvert fald voldsparate instrumenter.
Alligevel var det med en vis nysgerrighed, at hun afventede denne mand. Sean havde sagt god for ham, på sin egen måde i hvert fald, så dygtig måtte han være, men så vidt hun vidste kom han ikke af voldsomt meget finere kår, end hun selv. Jo okay, han havde nok næppe sultet, når hans familie havde haft råd til at sende ham ud og finde en uddannelse, så på det punkt adskilte de sig ret voldsomt. Hvor underligt nu at tænke på egentlig. Engang ville han havde raget milevidt højere end hende på den sociale rangstige blot i kraft af en uddannelse, men nu var det omvendt.
Hendes far havde aldrig haft ret meget tilovers for læger, paradoksalt nok ønskede han alligevel blot en af sine sønner ind i medicinens verden. Et luftkastel selvfølgelig, for det var en udgift, de aldrig ville have kunne bære, men der var penge og en vis anseelse i denne profession, som han ellers anså for bundkorrupt og utroværdig. Det var vel en slags anderledes, når man pludselig var den der fik noget ud af det. At tage noget fra andre, som han havde været overbevist om.
Gene var nu ikke enig med ham, især ikke efter sit forsøg på, som forberedelse til dagens møde, men også forud for møder med andre akademiske sjæle, at sætte sig ind i læge videnskaben. Nej, det forekom hende ikke som snyd blot lige så…fjernt, som magi var det, hvis ikke mere. Og hun som ellers troede, at hun havde lært at læse nogenlunde var pludselig blevet konfronteret med tusind ord, som hun var nødt til at slå op og stadig derefter, ikke var sikker på, at hun forstod. Måske var videnskab og trolddom bare to sider af samme ting, når det kom til stykket. Nå, men i hvert fald, ville hun gerne fremme forskning indenfor blandt andet dette område. Hvis det i længden kunne betyde at færre blev dødeligt syge eller måtte opgive alt på grund af en skade, der måske, hvis man vidste mere, kunne helbredes, ville det så ikke være dumt ikke at investere i? Og når hun tænkte over det, ville det ikke blot gavne folket, men også hende selv og hendes begrænsede forståelse, at en af dem hun havde med i dette projekt også var et almindeligt menneske. En der ikke kunne vove at påstå at være bedre end hende ved at smide et fint stykke papir og et stamtræ, der gik, hun vidste ikke hvor mange generationer tilbage i ansigtet på hende.

Hun modtog Doctor Trott i det nymøblerede modtagerværelse. Et rum, der på trods af mørket udenfor virkede varmt og indbydende. Møblerne var bløde, holdt i lyse og sart gyldne nuancer og der var et tykt tæppe på gulvet for at jage kulden fra borgens sorte sten fundament bort. Både fysisk og på et mere psykisk plan. Der hang diverse kunstværker på væggene, mest idylliske skildringer af Doomsvilles omgivende natur og dyreliv. I en vase på et lille bord i midten af rummet stod en buket liljer. Pejsen var tændt for at holde kulden ude og knitrede muntert.
I dagens anledning var herskerinden simpelt klædt. Simpelt for hende. I en liljehvid højhalset kjole vis krave, syntes at folde som blomsterblade. Upyntet på nær relativt simpelt liljebroderi i guldtråd over kjolens skørt. Håret var gemt under et slør af hvide blonder. Liljekransen, som hun mest bar i offentlige anliggender havde hun ladet ligge i dag. Måske et forsøg på ikke at intimidere lægen ved at møde op i et endnu finere sæt, men skræmt ham havde hun måske allerede gjort ved overhovedet at hidkalde ham.

Lægen blev modtaget og høfligt, men stort set tavst, ført til det rette sted af en tjenerinde.
Genevira hilste ham med et mildt, men usmilende udtryk.

”Godaften, Doktor. Jeg er glad for, at De kunne komme.” Var netop ved at tilføje, at hun ikke håbede, at hendes besked kom ubelejligt, men havde efterhånden lært, at det ikke sømmede sig for en herskerinde at tilpasse sig andres tidsplaner.

Borgen var stor og intimiderende. August havde aldrig været så tæt på borgen før - og slet ikke indenfor. På den ene side prøvede han at følge med tjenerinden, på den anden prøvede han at indtage så mange indtryk som muligt. Højt til loftet, vægge og gulve af sten, men stadig med en overraskende sans for...Rigdom. Gulvtæpper, enkelte møbler, gamle malerier.
Og så selv modtagelsesværelset. August havde ikke taget sin taske med, og manglede spontant noget han kunne knuge hårdt ind til sig, i et forsøg på at opnå en eller anden form for tryghed, i en uvant situation. Han savnede lidt tiden som halvt slave for Lori. Det havde været rart som menneske at gemme sig bag en stærk dæmon. At vide nogen altid så efter en. Nu var han alene, og måtte møde verden derefter.
Hvilket normalt ikke var et problem. Men lige nu kunne han godt mærke det. Et menneske fanget i en verden af større og stærkere racer. Fascinerende og, med hans erfaringer, traumatisk.

Han prøvede at berolige sit galloperende hjerte, som han bukkede dybt for Herskerinden. Han var ikke blind eller døv. Han vidste hvad folk sagde om hende i byen. Og med hendes blege hud - så, som formodet, nok ikke et menneske - og den hvide kjole, fremstod hun også mere hellig end først antaget. Hvordan skulle han overhoved tiltale hende? Burde han falde helt ned på knæ?
Forvirringen over situation efterlod han tavs i alt for lang tid, før han stammende fik nogle ord frem.
"Jeeg - Undskyld - Det er...Det er virkelig stort at være her! Jeg er Dr. August Trott, til Deres tjeneste, Lady...Eh...Ish...Isherwood?"
Åh nej, måtte han overhoved nævne hendes navn? Han turde næsten ikke engang kigge op på hende. Han havde nok allerede brudt 10 forskellige regler på etikette.
"Undskyld, jeg er bange for jeg er forfærdeligt uvidende om den rigtig etikette i denne situation. Jeg beder Dem tilgive mig mine mangler" bad han følgende, næsten uden at trække vejret, stadig uden at rette sig op.

Det var ikke uden en hvis undren, at Genevira betragtede manden foran sig. Det var hende stadig meget nyt at blive betragtet med denne form for nervøsitet. Ja vel næsten nærmere ærefrygt. Men som en, der stadig huskede, hvordan det var at være menneske, hvordan det var at føle sig lille og altid lige skulle tænke en ekstra gang for ikke potentielt at ende som bytte, kunne hun ikke helt fortænke ham i det. Desuden huskede hun udmærket selv sin første tid på borgen. De høje hvælvede lofter, de kolde sten og evigt skyggefulde afkroge havde forekommet ugæstfrie og intimiderende. Doomsville var ikke ligefrem kendt for hyggelig arkitektur. Hvis de var kendt for noget i den retning overhovedet, var det nok snare modsat. Så alt i alt var der mange faktorer, der gjorde, at Genevira ikke rigtig kunne fortænke ham i et øjebliks tavs stirren. Egentlig ville hun vel selv have gjort det samme, hvis en magtfuld person pludselig havde tilkaldt hende ud af det blå og så midt om aftenen sådan her. I guder, nu troede, han vel ikke, at hun ville henrette ham eller sådan noget? Pludselig følte hun sig pinligt berørt, men måtte hellere undertrykke det. Det blev da også nemmere, da manden endelig fandt talens brug igen.
Genevira sendte ham et varmt, men stadig mærkbart distanceret smil. Et af den slags man fandt på kirkestatuer, eller på gamle familieportrætter, hvor de portrætterede havde fået at vide, at de skulle smile, men familiens ære, stadig bød dem at se værdige ud.

”Jeg er klar over, hvem De er, doktor. Jeg sendte trods alt bud efter Dem af en årsag,” sagde hun roligt.
I samme sekund kom en tjenerinde spøgeselstavst ind i det lille lokale, satte en bakke med te og en skål med kiks fra sig på bordet, før hun med en kort nejen forlod lokalet igen.

”Ja, jeg spiser ikke selv, men når nu jeg bad Dem komme, synes jeg, at det mindste, jeg kunne byde Dem var en kop te. Sid endelig,” opfordrede Genevira mildt.

”Ser De, jeg har tilladt mig at følge lidt med i Deres arbejde her i byen. Beundringsværdigt foretagende i øvrigt. Jeg tror De og jeg ret hurtigt kan blive enige om, at folket burde kunne få den hjælp de behøver uanset hvor dybe deres lommer så er.” Hun viftede lidt med hånden.

”Endvidere har jeg det fra pålidelige kilder, at De er ganske veluddannet og dermed har en fod inde i et miljø, hvor jeg ikke selv er vant til at komme Forstår De, doktor, et af mine ønsker er, at vi kan tiltrække viden til Doomsville. Gøre det til en attraktiv by at studere og drive sit virke i. For hele folket og byens bedste. Jeg håbede, at De ville være interesseret i at hjælpe.” Hun fæstnede ham med blikket. Så uskyldigt på ham med et sæt enorme mørke dukkeøjne.

August rettede sig langsomt op, men turde stadig ikke se direkte på hende. I stedet gled blikket over lokalet. Lyse møbler. Det var som om Lady Isherwood prøvede at lyse borgen op, selv om borgen i sin egen mørke kulde ikke så let gav efter. Alligevel satte August pris på det, i sit stille indre. Endelig noget der ikke bare var mørkt og dyster. Ikke kun, i hvert fald. Han kunne godt lide lys og lyse farver. Og malerierne...Var det en kunstner han genkendte? Han kunne godt lide at besøge kunstgallerier i sin fritid, de få steder han havde råd til at komme ind eller kunne snige sig ind uset. Takket være hans spinkle statur og pjuskede udseende, var der mange der slet ikke så ham. Ikke rigtigt. Og derfor udnyttede han det måske også fra tid til anden.
I et øjeblik var hans blik fanget af et maleri, da det gik op for ham at Lady Isherwood talte til ham. Nervøs for at have misset nogle af hendes ord, vendte han sin fulde opmærksomhed over til hende. Forsigtigt gik han over til bordet og satte sig på en stol. Det var indbydende, med the og kiks, og forsigtigt tog han imod det. Brød han nogle uskrevne regler nu? Måtte han ikke tage før hun havde taget først måske? Eller...Andre regler han ikke kunne se for sig?
Han prøvede at trække vejret dybt og slappe lidt af. Der var ikke andet for, Ladyen fremstod ganske mild og venlig i øjeblikket.
Så forsigtigt dristede han sig til at kigge på hende. Ikke i øjnene, nejnej! Men på hende.
"Tusind tak, det var meget betænksomt af Dem" forsikrede han.

Med en kiks i munden lyttede han til hendes ord. Så hun kendte til ham? Hvorfor? Han var bare en lille læge, med en lille klinik, der prøvede at overleve. Men hun havde vel ret i sin antagelse af hans værdisæt. Han nikkede let til hendes ord.
Han var dog ikke helt sikker på hvor hun ville hen med resten af sine ideer. Eller hvordan han specifikt passede ind i de planer hun havde.
Han tog et forsigtigt nip af sin the - den var en bombe af smag og fylde i forhold til de urtetheer han levede af! - før han prøvede at svare hende.
"Jeg er beæret over De har hørt om mig, og fulgt lidt med i mit simple arbejde. Og det er ganske rigtigt jeg prøver at betale tilbage til byen, og tager af alle jeg har tid og råd til at hjælpe" forklarede han let.
"Og det er også rigtigt jeg er uddannet, i Dragons Peak..."
I et øjeblik døde hans ord ud. Dragons Peak...Hans hjem, der han var uddannet...Og der han havde mistet alt og var solgt som slave til Doomsville, efter han havde prøvet at hjælpe den tidligere hersker.
Han trak vejret dybt og fortsatte.
"...Men jeg har desværre været væk fra de akademiske kredse i nogle år. Jeg har haft...Ser De, jeg har haft nogle hændelser i mit liv, der gjorde at jeg måtte fokusere på ren overlevelse, frem for akademiske hæder. Selvfølgelig har jeg stadig nogle kontakter, og jeg gør mit for at holde mig opdateret...Men jeg kan ikke se hvordan jeg skulle gøre en forskel for Deres planer, Lady Isherwood" bemærkede han en smule usikkert.
Jooo...Han læste da bøger. Og han havde et par gamle venner, som han stadig skrev breve med, og som til tider opdaterede ham nye ting inden for videnskaben eller medicin specifikt. Men det var flere år siden han havde sat en fod på universitetet. Åhh...Han savnede det. Og han ville elske at fordybe sig mere i sine egne studier af de forskellige racer - og hvordan man måske kunne sikre en bedre sameksistens mellem dem - og ikke på at lege bylæge. Men det var nu en gang sådan tingene var.

Genevira betragtede lægen i tavshed. Han lignede faktisk slet ikke en læge, når nu hun tænkte over det. Måske var det fordi han manglede tasken fuld af rædselsinstrumenter. Men han forekom hende meget..ja næsten underkuet. Ikke så meget en autoritetsperson, som hun var vant til at tænke på læger og andre af den slags folk som. Måske var det bare fordi han var et menneske. Det var egentlig sjældent, at hun havde noget med mennesker at gøre efterhånden, hvis det ikke var som bytte eller i form af hendes tjenestefolk. En pludselig underlig tanke, hvor fjern hun på meget kort tid var blevet fra sit ophav. Alligevel bildte hun sig ind, at hun stadig forstod mennesker bedre end de, der havde levet i flere hundrede år. Havde glemt hvad sult, udmattelse eller følelsen af solskin mod huden føltes som. Men han så så lille ud. Skrøbelig. Han duftede levende. De gik så let i stykker. Som de sad her i rummet, var det pludselig meget tydeligt for Genevira, hvor meget rollerne, der ville have været nogle helt andre for mindre end ti år siden, var byttet rundt.
For en tid studerede hun ham bare. Tog hans reaktioner på rummet og hendes tilstedeværelse i øjesyn. Det lod til, at hendes omindretning havde i hvert fald noget af den ønskede effekt. De varmere lysere omgivelser skulle gerne fremstå mere imødekommende. En opblødning af borgens intimiderende ydre. En videreførelse af de idealer, hun selv ønskede at udstråle for sin befolkning.
Hun fandt at det var lettere at forhandle med folk, hvis de i varme omgivelser gradvist blev mere afslappede. Det var måske ikke så vigtigt med lige netop, doktor Trott, en mand hun allerede havde en etableret magt over blot på grund af deres voldsomt forskellige placeringer i samfundet, men med andre, der mere åbent forsøgte at få noget ud af hende, drage hende i tvivl, var det vigtigt for hende at spille på sine styrker. Og en af hendes var evnen til at pakke sine intentioner ind i en lettere salgbar blødhed. Det lille dukkeansigt kunne let være en svaghed, der var visse folk der ikke anerkendte hende rigtigt, blot fordi hun var en kvinde, men hun kunne også vende den. Med nok smil og troskyldige kæmpe øjne kunne det næsten lykkes hende at få sine egne ideer plantet så meget i folks hjerner, at det føltes som deres egen planlægning.


Med hænderne foldet afslappet i skødet lyttede hun til hans ord. Hun rørte ikke hverken teen eller skålen med kiks. Synligt hævet over sådanne fysiske behov. Når hun da ikke lige var sammen med Sean altså.
Der var en smerte i doktorens blik, da han nævnte Dragon’s Peak. Og ikke den smerte, hun følte, som hun bildte sig ind, at hun tabte hjerneceller blot ved at tænke på stedet. Hun spurgte ikke ind til det. Kendte ham ikke og hun kendte desuden alt til smerte, der var for personlig til at dele med stort set nogen.

”Hvis De ikke har været i den akademiske verden længe, kan jeg forestille mig, at De på et eller andet plan vel længes tilbage til Deres studier, doktor?” Et skud i tågen vel og mærke, men hendes erfaring sagde hende, at når folk var dygtige til noget, blev de gerne i det.

”Jeg har brug for navne. At finde ud af hvilke folk vi skal satse på at trække til os og hvordan. En vurdering jeg tænkte, at De kunne være behjælpelig med. Desuden, doktor, er jeg kun en ung pige.” Der var noget nær et glimt i hendes øjne, hendes mundvig trak svagt op af. ”I situationer, der vil afkræve samtaler med disse akademiske sjæle har jeg brug for en i mit hjørne. En der ikke vil forsøge at bruge min egen manglende viden mod mig. Forstår De?”

Det var som om Lady Isherwood så lige igennem ham. Så for en stund, mens hun studerede ham - en fornemmelse der ikke gik over hovedet på ham - nippede han pænt til sin the og tog en ekstra kiks. Selv kiksene var gode. Ikke de samme tørre og smagsløse versioner længere nede i byen, solgt til næsten ingenting. Men som dog fyldte, hvis man var lidt sulten.
Ja, Lady Isherwood fremstod absolut meget vidende og smuk i sin kjole, placeret foran ham. Men sådan var det med folk på magten, var det ikke? Det var som om de havde det hele. Magten, intelligens, udseendet. Selv om August ikke var på talefod med Herren, så var Sean vel et eller andet sted på samme måde. Det var ikke så underligt at de to, Sean og Lady Isherwood, havde fundet en eller anden grund til hinandens selskab. Uanset hvad der havde gjort at der var et magtskifte. Mon Sean havde afgivet magten villigt? Eller var der uvenskaber mellem den gamle hersker og hans betroede tjenerinde? Alle havde jo set de to følges ad i byen. Og August havde et par gange noteret sig at Genevira havde måtte følge Sean lidt tættere, end man nok normalt holdt sine tjenestefolk. En lille observation han dog havde holdt for sig selv.
Men det var ligegyldige tanker, og en unyttig observation - og måske mere baseret på nogle gæt, end reelle informationer.

I stedet trak han vejret dybt.
"De ser igennem mig, Lady Isherwood" forsikrede han med et lille smil.
"Jeg savner det rigtigt nok. Jeg ville elske at fordybe mig i den akademiske verden igen, hvis blot jeg havde haft den økonomiske mulighed til det" bemærkede han. Ikke fordi han ville forhandle om noget, det var nu mest en konstatering. Selv om det ikke ville være første gang han sagde noget som kunne misforstås.
Men at sidde og læse bøger hele dagen, krævede at man på en eller anden måde havde en indkomst, så man ikke stod uden hus og mad. Huset var klaret - han havde fået Loris hus. Foræret, tilmed, i Angerforge.
Han rømmede sig svagt. Noget sagde ham også at man ikke bare sådan takkede nej til den mulighed han fik. Og ærlig talt. Selv om han aldrig havde været en mand med kæmpe ambitioner, så han godt mulighederne i forslaget. At komme ind i den akademiske verden igen, støttet af Herskerinden af Doomsville. Det ville åbne mange døre for ham, bare af den grund alene. Problemet blev mere at lære folk at huske ham for hans egne præstationer, og ikke bare for at være Herskerindens beskyttede repræsentant.
Men alt til sin tid, hvis han kom så langt.
"Lady Isherwood, De slår mig som mere end en uvidende ung pige" forsikrede han med et større smil. Han slappede lidt mere af nu, til dels også fordi han vidste hvad Ladyen ønskede af ham. En hånd kørte igennem de vilde krøller.
"Jeg kender nogle navne. Og de navne kender flere navne, selvfølgelig. Så med lidt tid, burde jeg kunne sætte en liste op med nogle af de mest fremtrædende navne. Er det inden for al videnskab De ønsker at styrke Doomsville? Det kunne være en fordel at tage et skridt ad gangen og fokusere på et par områder. At omfavne alt på en gang vil skabe...Forvirring. Hver speciale kræver sine egne muligheder og lokaler. Må jeg i al beskedenhed foreslå et fokus på medicin, da vi allerede har hospitaler i byen, og det derfor ikke vil kræve meget mere end at finde de rigtige? Og måske..." Han tænkte lidt over tingene.
"...Ja, alt efter Deres interesser, Lady Isherwood. Der findes dygtige folk inden for alle specialer. Bare for at nævne nogle stykker, er der både religionsvidenskab, politik, økonomi, magisk virke, fortidsforståelse - det kender De nok mere som en slags arkæologi - og meget mere. Hvis jeg allernådigst må tilse byens eget akademi, kan jeg måske lave en vurdering af hvilke specialer der økonomisk vil være nemmest at gå i gang med?"
Foreslog han forsigtigt. Han var usikker på om han allerede overtrådte sine grænser. Alligevel havde der også sneget sig en snert af selvsikkerhed ind i hans stemme. Han var langt mere hjemme i en snak om akademi, end han var i en snak om alt muligt andet. Dette emne vidste han faktisk noget om.
"Mod at jeg selvfølgelig gør jeg kan for at hjælpe dem, så De ikke bliver snydt af akademiske arrogante typer" tilføjede han, ikke uden et svagt drillende smil og glimt i øjet.

Hun sendte ham et svagt smil.
”At tvinge nogen bort fra deres sande kald her i livet, kan for nogen virke som noget nær en forbrydelse,” sagde hun. Tænkte ikke længere på Trott, men på sin far, der bare gerne ville have skabt Doomsvilles smukkeste sko, hvis han havde haft midlerne, men alt for længe havde været tvunget til at arbejde under slavelignende forhold for folk, der tog æren for hans hårde arbejde. Og lidt på Sean, der tydeligvis egentlig ønskede at ligge sin energi hos sin klan og lod til at have fået sin livslyst tilbage, nu da han var fri til igen at gøre som han ville. Hun konstaterede at stolte og ærekære folk, uanset race, trivedes meget lidt under andre menneskers ledelse. Den samme energi fik hun ikke helt af doktoren. Desuden var det tydeligt, at han brændte for ideen om at hjælpe. Det virkede dog også som om, at kærligheden til bøgerne trak uforanderligt i ham, selv når han ike havde midlerne til at forene sit virke og forskning.

”Såfremt De reelt skulle forske ikke blot af egen lyst, men for byens bedste, vil der selvfølgelig på sigt blive stillet en vis mængde midler til rådighed. De må selvfølgelig forstå at lige nu er midlerne små og det vil være nødvendigt at dedikere det meste af forskningen til forbedringer for befolkningen her i byen, men det går jeg heller ikke ud fra, at De vil sætte Dem op imod?” Smilet blev varmere, mere indbydende. Et smil man ikke kunne sætte modsætte sig. Forhåbentlig. Selv hans vigende øjenkontakt greb hun med sit eget blik. Holdt det stødt fast et øjeblik, før hun rejste sig fra sin stol, næsten svævede over til vinduet for at se udover byen, der lå spredt under dem, som et barns efterladte klodser.

”Jeg vil være meget interesseret i at se den liste, doktor. Ikke blot for styrets skyld, men for hele folkets,” sagde hun og hvilede de handskeklædte hænder i vindueskarmen.

”Som De rigtig nok siger, vil det være overambitiøst at fokusere på alt på én gang. Det ville blot betyde, at vores evner til at gøre reelt fremskridt forringes markant. Medicin ville også være min første indskydelse. Og magisk virke kunne i princippet hjælpe os med diverse teknologiske fremskridt, der kunne gøre hverdagen både nemmere og mere effektiv, men jeg vil lade Dem besigtige og vurdere, hvad der vil være det bedste at gøre til en start. Jeg regner selvfølgelig med Deres ærlige afrapporteringer og så vil jeg skulle rådføre mig med andre i forhold til, hvor mange midler, vi kan allokere til det enkelte område,” sagde hun. Ligeså stilfærdigt, næsten unaturligt roligt, en kvinde der var så vant til at ligge bånd på sig selv og egen begejstring, at det næsten ikke faldt hende naturligt at give slip længere. Hun vendte sig mod ham igen, så doktoren an med et afmålt, men fattet blik.

Åhhh...At besøge byens skoler. Og byens universitet. Han kunne også besøge hospitalet og se hvad de havde. Mon ikke de havde nogle kontorer til forskning, foruden deres almindelige virke? Og han kunne besøge biblioteket. Det havde taget skade i sin tid, med jordskælvet, men det var stadig et af de største biblioteker i Underworld. Det kunne være en måde at lokke visse folk på - adgang til den viden og de muligheder der lå i et godt bibliotek, med mange sjældne bøger. Ja, hvis han så de ting an først, kunne han få en god grundforståelse af byens nuværende muligheder, og komme med forslag til videre udvikling. Måske man kunne udvide visse steder. En fløj på hospitalet, dejligt tæt på patienterne i forhold til forskningen også. Eller skabe nogle områder på biblioteket...
Hans tanker løb løbsk. Det var jo heller ikke specifikt hans opgave at planlægge al det logistiske. Han skulle bare vurdere, og komme med nogle navne, og derefter var det nok tilbage til hans almindelige hverdag. Medmindre han var fræk og prøvede at vende dette til noget bedre. Skabe et navn og en plads til sig selv. Men turde han det? Og ville han det?

Han så op på Lady Isherwood igen med et svagt smil. Hun var bestemt, og han ønskede skam ikke at løbe om hjørner med hende.
"Selvfølgelig. Min viden handler ikke om den præcise logistik og økonomi. At tage mine ord alene ville ikke være fordelsagtigt" medgav han med et lille nik. Han tog en tår af sin the, indstillet på at nå så meget af den som muligt, inden deres møde måske var slut. Han rømmede sig svagt.
"Så tilgiv mig...Men jeg vil gerne være sikker på vi er helt enige om det nuværende stykke arbejde. Jeg vil undersøge og komme med en liste over eksperter på forskellige felter - eller kommende navne, hvis jeg kan det, da de kan være nemmere at overtale - og tilsigter byens skoler, hospital og bibliotek. Er der andet jeg kan hjælpe med, Lady Isherwood?" Han så op på hende igen.

Der var noget sært sårbart over ham. Noget småt. Med de varme brune øjne og de fine lægefingre, der tydeligvis ikke, i hvert fald ikke i lang tid, havde været belemret med grovkornet arbejde. Han virkede umiddelbar og ægte på en ubesværet måde. Han besad intet af den overvældende karismatiske energi, som hun efterhånden havde vænnet sig til hos Sean og til evighed var blevet slået bagover af hos Valentine. Men August Trott syntes med sit øjensynligt næsten lidt ubevidste smil have virket som typen, der kunne have været en god ven, havde de ikke udelukkende mødtes i en professionel kontekst og været så milevidt fra hinanden rent hierarkisk, at tanker om venskab begyndte slet ikke længere at give mening. Desuden nægtede Geneviras opvækst og alt, hvad hun havde lært i forbindelse med denne, hende nogensinde at kunne stole fuldt ud på et hankønsvæsens venskabelige situationer. Selv ikke et, hun med forbavsende lethed ville kunne have knust.
Alligevel smilede hun lidt for sig selv, som hun betragtede ham, siddende der med hænderne om tekoppen, som om varmen fra den var en slags næring i sig selv.


”Den del har jeg andre folk til at bekymre sig om, så økonomien bliver ikke Deres hovedpine, doktor. Jeg skal bare bruge deres hjerne og Deres forhåndsforståelse af det miljø vi er i gang med at bevæge os ind i,” sagde hun roligt. Viftede svagt med en lille hånd, der næsten forsvandt i kjolens lange ærmer.

”Netop.” Hun nikkede. Genevira kunne ikke helt selv skjule sin iver for projektet. Det var heller ikke rigtig nogen hemmelighed, at herskerinden trods alt var nødt til at se en vis mængde potentielle i alle dele af sin by og alle dens borger. Også i læger, der arbejdede gratis for folk, der var så fattige, at han måske også selv fra tid til anden var på grænsen til at være det.

”Og at tiltrække nye navne er absolut heller ingen dårlig idé. Så er det bare her, de er udklækket, når de en eller anden dag gør noget virkelig stort.”

August nikkede lidt for sig selv. Opgaven var klar. Det eneste han skulle nu...Var at finde nogle dage han kunne bruge kun på at tilse stederne og snakke med akademiske og vigtige personer. For han havde jo ikke særlig travlt med at være læge for alle, der enten forventede en gratis konsultation, eller halv-rige der havde hørt et godt ord om ham. Han smilte svagt for sig selv. Kære Trott, brokker du dig stiltiende over din voksende berømmelse? At du gør dit job godt nok til at folk ansætter dig, og at nu selveste Herskerinden kontakter dig?
Spørgsmålet var mere hvad han ville gøre med det hele. Men for nu ville han tage tingene som de kom. Fremtiden var al for uvis - det havde smertelige erfaringer lært ham.
Han tog en tår mere af sin the, velvidende han nok ikke kunne trække tiden mere. I stedet rejste han sig i en langsom bevægelse, vendte sig mod Lady Isherwood og bukkede dybt for hende.
"I så fald, min Lady, må jeg jo hellere komme i gang" bekræftede han. De havde ikke mere at snakke om, gik han ud fra, men ventede på hendes bekræftelse med at gå.
"Mange tak for det rare traktement. Jeg er glad for De har givet mig denne mulighed for at stå til rådighed!" forsikrede han.

Genevira smilede sit milde og dog utilnærmelige smil. Smilet der ikke lovede nogen venskab eller nære følelser, men blot indikerede en general varme, som hun udstrålede overfor hele sit folk. Som Doomsvilleborger var det trods alt det Doktor Trott vaar, ligegyldigt hvor skræmmende, hun så måtte finde hans taske fuld af lægeremedier, som hun end ikke kendte navnene på og heller ikke ønskede at kende.
Han virkede tabt i sine egne tanker et langt stykke tid. Var det modvilje, hun et øjeblik syntes at spore i hans ansigtstræk eller blot overvældelse af denne noget pludselig opgave? Nej modvilje kunne det vel ikke være. Så skulle han være særdeles utaknemmelig. Hun havde trods alt lige rakt ham en udstrakt hånd og muligheden for at udvide hele sit felt, nu delvist under en herskerindes beskyttelse. Som et menneske, de svagest stillede væsner i hele Underworld givet deres manglende fysiske formåen samt ualmindeligt korte livstid kunne beskyttelsen fra et andet magtfuldt væsen blive uvurderlig. Det var i hvert fald sådan Genevira så det. Og hun havde været menneske for ikke særlig længe siden. Så hun vidste, hvad hun talte om. Eller det mente hun, selv. Andre ville måske have påpeget, hvor skræmmende hurtigt det var begyndt at fald den unge vampyr naturligt at se mennesker som grundlæggende….måske ikke underlegne, men hun lagde ikke længere meget mærke til dem, hvis ikke det var som fødekilde.
Og her sad hun alligevel og havde fundet et til at arbejde for sig. Beredvillig var han dog heldigvis.

”Jeg ser frem til vores videre samarbejde, Doktor. Hvis De hører noget…interessant så tøv ikke med at oplys mig. Gå hvor månen kan se Dem,” sagde hun roligt. En fordrejning af den kirkelige afskedshilsen hun var vokset op med, der bad sine nære om at gå af lysets vej.

Med det dybe buk, bakkede han langsomt ud af rummet.
"Selvfølgelig!" forsikrede han. Efter et par skridt vendte han sig halvt for at gå, men i tvivl om hvorvidt det var uhøfligt at vende ryggen til, turde han ikke vende sig fuldstændigt for at gå - og endte med at gå mere sidelæns end noget andet, mens han halvt stadig prøvede at bukke, og halvt stadig prøvede at forlade rummet på en - forhåbentlig - respektfuld nok måde.
Hendes måde at vende en kendt talemåde stod ham ikke overhørig - og hele vejen fra borgen og hjem til sig selv overvejede han både sit nye arbejde, og hvordan talemåden på den ene side vidnede om en viden og eventuelt opdragelse eller interesse i religion, og hvordan drejningen af ordene måske sagde noget om det at være vampyr i dette samfund. Det var faktisk ret interessant.

//Out