Tik tik tok, the timebomb clocks...(Genevira)

S: Doomsville, slottet
T: Midt om natten
O: Beskrives
V: Overskyet, koldt. En vind får frostgraderne til at føles endnu koldere

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Frosten knaste under hans sko, som Sean begav sig fra byen og op til slottet. Frosne vandpytter og frosne græsstrå blev alle trådt under fode af de tykke læderstøvler. Vejret var overskyet og lovede tung sne senere - det var vinter, og det kunne mærkes. Ikke at det generede Sean i dette øjeblik. Kulden havde været hård at trække ned i lungerne i starten, men nu gik det glat. Kun hans rosenrøde kinder og næse afslørede den friske, kolde luft udenfor.
Iklædt sine varme støvler, et par varme læderbukser, en varm uldtrøje og en mørk og vandafvisende varm kappe, gik Sean næsten i et med natten omkring sig. Men han kendte byen ud og ind, så at finde vej fra en af byens kroer og op til slottet var ingen udfordring. Specielt ikke når man havde ting at overveje og glæde sig over. Hans tanker bevægede sig rundt i hovedet på ham, med samme fart og kringlede veje som altid. Ikke den lettere deprimerede vej, men af mulighedernes vej. Der var grunde til at glædes i øjeblikket. Også på trods af uroen i byen. En uro der ikke var helt overstået endnu.

Hjemme på borgen vrængede han kappen af og lagde den i armene på en ventende tjener. Støvlerne blev kørt over et tæppe til formålet, før han med lette skridt gik op af trappen. Han var næsten nået hen til sin dør, før han stoppede op. Hånden svævende over håndtaget et par sekunder, før han med et svagt smil vendte sig om. Skulle han vække Dannika og fortælle om det? Han ville gerne. Brændte næsten for det. Men hun ville måske ikke sætte enormt meget pris på det. På trods af hun forsøgte at skjule det, var ideen om at Sean gjorde den slags med en anden kvinde, nok ikke det Dannika syntes var sjovest. Han måtte tænke praktisk et øjeblik. Tænke på fremtiden, så vidt muligt. Han gned sig på hagen et øjeblik, før han gik over til Geneviras dør og bankede på.

Som var Seans bank synkroniseret med det, lød der små brag udenfor. Knap havde han banket på, før han måtte vende sig fra døren og ile over til sin egen dør. Han skubbede den op, og uden at lukke den bag sig, skyndte sig over til en af de store vinduer. Selv om vinduerne holdt nogenlunde tæt, kunne han mærke en kold aura om dem, fra frostvejret udenfor. Med den halvsure lugt af vådt vindue i næsen, pressede han sig ind mod glasset for at kigge udenfor i mørket. Hvor var super-nattesynet når man skulle bruge det? Men selv uden det fornemmede han uroen udenfor. Den havde ikke været der for et øjeblik siden. Havde de ventet på han kom hjem? Havde de overhoved vidst han var væk - eller var det hele tilfældigt?
Braget havde på en eller anden måde været porten der blev sprængt. Mørke skikkelser myldrede ind af porten, de få nattevagter ville ikke have en chance mod så mange pludselige indtrængere på en gang. I det svage lys fra byen og fra nogle lamper langt slottets mure, fornemmede Sean at de bar høtyve, river og dem der havde det, endda rigtige våben.
Så uroen var kommet direkte til ham nu. Hvordan skulle han håndtere det?
Han trådte væk fra vinduet for at finde sit sværd...

Genevira nød egentlig de mere eller mindre stilfærdige dage…eller tja aftenener og nætter på borgen i Doomsville. Sean havde selv været af sted til elverbrylluppet og nu da det var vinter og koldt her oppe nord på, lod det ikke til at folk gik voldsomt meget ud. De foretrak nok snare at blive hjemme ved pejsen og undgå de bidende vinde, der hylede gennem gaderne. Hendes arbejdsgiver var da også kommet hjem til, hvad der måtte have været noget af et chok, for efter sit møde med en dødsengel havde hun prompte låst sig selv inde på sit værelse, dækket sit spejl og mere eller mindre gemt sig i sin seng til de andre tjenestefolks store bekymring.


En kende overdramatisk? Ja bevares, men bare tanken om bare at se på sig selv havde i en periode været for meget. Ind til det gik op for hende, at hendes skade slet ikke var så dyb som den først havde forekommet, sikkert på grund af den mængde blod hun havde tabt. Og nu var det mere eller mindre healet på plads igen. Det ville forsvinde, havde hun indset, så i disse dage var hun tilbage til livet igen og gjorde sit bedste for at holde styr på husholdningen.
Hun havde ikke spurgt ind til, præcis hvad Sean egentlig lavede med Delilah. Det føltes som om det potentielt kunne være meget privat og hun ville hellere lade ham have det for sig selv, medmindre han af egen drift bragte det på bane. Det betød ikke, at hun ikke var nysgerrig though. Hun havde kun set meget lidt til Delilah og det mest på af stand, men hun fandt hende sært fascinerende på en lettere skræmmende måde. Måske egentlig meget rammende for hendes syn på de fleste af Seans andre relationer.
De virkede bare alle sammen til at have så meget mere styr på tingene, end hun selv følte hun havde.
Da Sean var ude igen i dag havde hun haft tiden for sig selv. Hun sørgede for, at der var tændt op i slottets pejse, så der ikke blev koldt og ordnede nogle andre småting, men ellers havde hun ikke nogen steder, hun skulle være, eller noget hun skulle.

Eller ind til en af de andre tjenestefolk påpegede, at der var kommet brev til hende med morgenposten.
Det var ikke noget, der skete voldsomt ofte og det var måske netop derfor, at hun instinktivt vidste nøjagtigt hvem det var fra.

Noget der morerede hendes kolleger ganske meget åbenbart. I hvert fald forsøgte, især de yngre, at suge alle detaljer ud af hende, men hun sagde intet. I stedet gik hun bare og smilede lidt for sig selv.

Og sådan var hun således endt ved sin skrivepult med et stearinlys og friskt papir. Frosten udenfor dannede blomster på hendes rude og for en tid var den eneste lyd, der hørtes i værelset fyldepennens krasen mod papiret.

Hun behøvede ikke at spørger sig selv, hvem der bankede på, var efterhånden blevet så vant til vise mønstre, at hun vidste, at det var Sean, blot ud fra måden han bankede på.

Hun lagde forsigtigt fyldepennen fra sig. Sine blækplettede hænder kunne hun ikke rigtig gøre så meget ved. Hun fik da også andet at tænke på, da et højt brag nærmest rystede den ellers stillestående luft.

Hvad sker der? Er nogen kommet til skade?

Hun skyndte sig ud på gangen, forbandede et øjeblik sit tunge skørt, der ingenlunde var lavet til, at bevæge sig hurtigt i. Heldigvis skulle hun, foreløbig ikke ret langt.

”Milord?” Hun stod et øjeblik i døråbningen til Seans værelse og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre af sig selv. En rutine var blevet brudt og hun brød sig lidet om det. Der var noget helt i vejen her.

Hun overvandt sig selv og trådte indenfor i rummet. Så mod vinduet. Mange ting gik op for hende på én gang med den der sært skarpe klarhed, der nogle gange opstår i en potentielt kritisk situation.

”Jeg ved, at De ikke har bedt mig om det, men min vurdering ville være, at vi må evakuere så mange så muligt og forsvinde herfra så hurtigt vi kan.” Hvis de blev her kunne de måske siges at dø heltemodigt, men hvad var det værd, når man først lå i en kiste to meter under jorden?

”Har vi nogle hemmelige tunneler eller noget? En vej ud, som de ikke kan blokere?” Hun anlagde en nøgternt praktisk tilgang til tingene, der var mile vidt forskellig fra hendes sædvanlige drømmende og umiddelbare følsomme tilstand.

Hun skulede ned på menneskemængden.

De fatter ikke, hvad de laver. Hvem skulle overtage? Dem selv? Nu må jeg le.

Sean vendte sig på hælen. Han fornemmede godt Gene stod der, men hans blik faldt ikke på hende - ikke til at starte med. Blikket scannede rummet til det fandt hvad han søgte: Hans sværd. Hans nye og sære sværd. En gave fra en lige så speciel...Ven? Eller blot sært bekendtskab? Hvad end man kunne kalde det. Med hurtige og vante bevægelser strammede han bæltet om sit liv, før han endelig så op på Gene. Men hendes ord lokkede blot et smil frem på hans læber.
Ja, var der noget der kunne slå glæden ned? Ikke glæden for et oprør. Oprør var ikke gode. Det betød der havde været utilfredshed i lang tid, og han ikke havde reageret nok på det. Fået ændret det. Men hvad kunne han gøre? Efter et helt år med ren uvejr var der bare ikke mere mad, medicin eller huse til folk. Der var ikke plads til at give alle en passende begravelse. Nu kunne det hele endelig blive bedre igen, men ikke når folk fokuserede på at gøre oprør.

"Flygte?"
Seans smil voksede en anelse ved tanken. Havde han nogensinde flygtet? Af ydre årsag, vel at mærke? Nej. Han var archdemon, en af de stærkeste væsner i levende live. Og dette var et oplagt tidspunkt til at slå sig løs. Minde folk om hvem der sad på magten. Hvilken styrke og magt han havde. Alt det han havde ofret for den styrke...Det måtte ikke gå til spilde.
Der lød voksende uro udenfor.
"Jovel...Send de folk væk, der ikke kan eller vil slås. Vagterne skal blive her. Politik er mere end ord, Genevira. I denne verden er det også en kamp. Eller en krig. Så vil du lære den anden side at kende, så deltag. Ellers så bliv væk. Jeg skal ingen steder. Ah!" Han trak vejret dybt, som han i hurtige skridt gik over til døren. Med en hånd på den, vendte han sig om mod hende med det samme underlige smil. Var Sean faktisk...Glad?
"Jeg har ting at glædes ved. Et oprør ændrer intet. Lad mig vise dig den styrke jeg har opnået...Og hvilken styrke du måske selv en dag kan få, hvis du virkelig vil" bemærkede han roligt. Det var ikke helt løgn, på trods af Sean anså dæmonerne som værende over alle andre.
"I så fald bør du hurtigt miste skjørterne og bevæbne dig. Du ved hvor der er våben, hvis du mangler"
Ja, hvad var det, mere end en oplagt chance til at oplære Genevira endnu mere?

Sean forlod værelset. Ved en kort indskydelse stoppede han op og åbnede Dannikas dør på klem. Men skæbnen ville at hun ikke var der. Om hun var et andet sted, eller slet ikke var på borgen, kunne han ikke sige. Men i det mindste skulle han ikke bekymre sig om hende - og hun ham.
Med hurtige og resolutte skridt forlod han etagen og ilede ned af trapperne.
Højt brag, som folk endelig brød igennem de store dobbeltdøre ind til entreen. Som Sean kom ned af trappen, vurderede han hurtigt situationen. Vagterne var taget til fange, trods de så ud til at være blevet slået ned først. Frataget deres våben sikkert. De fleste var mænd, selv om der gemte sig et par vrede kvindeansigter i mængden også.
"Dig! Du! Kom herned! Vi slår dem ihjel!" lød truslen fra en mand, der sikkert var en af lederne. Han stod i den forreste lille gruppe.
Sean stoppede op på reposset, før han i mere rolige bevægelser begav sig næsten helt ned af den. Der var ikke længere il over hans bevægelser, og hans kølige blik hvilede på denne mand, der talte så direkte til ham.
Han rømmede sig svagt og slog let ud med den ene hånd.
"Hvad end jeres problem er, foreslår jeg I lader de uskyldige gå. Mine tjenestefolk og vagter. De er blot slaver af mine ideer og krav, intet andet. Det er jo mig der er skyld i alt i Doomsville alligevel"
Ordene virkede til at forvirre folkene lidt, for til at starte med kom der ingen reaktion. Tsk. De havde ikke engang forberedt sig. Var de blot løbet herop af en tilfældig tanke?
Sean rømmede sig svagt igen, som for at sætte skub i deres tanker.
"Vi slår dem ihjel!" Lød en anden stemme fra mængden...

Det var først nu, at det rigtigt gik op for Genevira, hvorfor nogle mennesker kunne finde Sean skræmmende. Selv havde hun knyttet sig så hurtigt til ham, at hun aldrig rigtig selv bemærkede det. Han udstrålede som regel en vis mængde ro, som hun manglede og det var der noget grundlæggende betryggende i, i hvert fald i hendes øjne. Nu virkede det hele vendt på hovedet. Der var noget næsten manisk i den måde han smilede på. Som om han var opfyldt af en eller anden indre ild. En ild, som Genevira for øjeblikket var en smule urolig for ville ende med at vende sig mod ham og fortære ham, eller i hvert fald få ham i, potentielt alvorlige, problemer.

Genevira knyttede hænderne om noget af sin kjoles stof i et forsøg på at holde sig i ro.

”Det har De vel ret i, jeg….ville nok have foretrukket et andet ord, men….ja, De har ret.” Han var en dæmon og ikke bare en hvilken som helst dæmon. Hvad kunne nogle få sølle mennesker bevæbnet med høtyve stille op mod det? Ikke ret meget, gættede hun, når nu hun rent faktisk havde tid til at tænke det ordentligt igennem og ikke var ved at gå i panik. Hun tog en dyb indånding, slappede af i de anspændte skuldre og vovede at vende ham et smil tilbage, der blottede de skarpe hjørnetænder i hendes overmund.

”Jeg ser til, at de tjenere, der ønsker at blive her bliver tilstrækkeligt bevæbnet så,” lovede hun.

”Og Sean?” Det var sjældent, at hun brugte hans fornavn. Dette føltes bare som en af de gange, hvor det var tilforladeligt at gøre.
”Undskyld mit sprog, men det bliver over mit fucking lig, at jeg forlader Dem alene med det her.” Det var tydeligt, at hun virkelig mente det gravalvorligt.
Hun ville gerne have spurgt ham, hvad det var, der gjorde ham så glad, at et væbnet oprør ikke engang lod til at være så meget som bare et mindre irritationsmoment i hans ellers gode dag. Det måtte være noget virkelig stort.
Genevira havde kendt manden i over et år nu, og hun mindedes absolut aldrig at have set ham smile så meget eller så oprigtigt.
Men det virkede ikke som tidspunktet til at udveksle hyggehistorier og hun skrev sig i stedet bag øret, at hun måtte spørge ham senere.
I stedet nejede hun kort, mere af ren vane efterhånden, end fordi situationen lod til at krævede det. Det virkede snare som om at noget af høfligheden var blevet brudt mellem dem her til aften helt generelt. Den ville sikkert genindfinde sig snarligt.

”Jeg finder Dem om lidt,” lovede hun, inden hun satte det lange ben foran og med brusende skørter spænede ned ad gangen til sit eget kammer.
For en gang skyld var hun totalt gennemgribende uforsigtig med det hun havde på. Hun flåede kjolen over hovedet og smed den henover sin skrivebordsstol. Et øjeblik måtte hun kæmpe med sit korset, fordi hendes fingre føltes stive og usamarbejdsvillige, men det kom der også til sidst styr på og underkjolen fulgte ligeledes efter i en så hurtig proces, at selv den mest øvede skøge ville misunde at kunne klæde sig af så hurtigt. Hun fiskede en hvid bomuldsskjorte og leggings af sort kalveskind ud af skabet. Ikke særlig beskyttende nej, men når det kom til bevægelighed var det, nok det letteste hun ejede og det havde da tjent hende okay på hendes mange ture henover byens tage i jagtøjemed. Det måtte være godt nok. Samtidig med, at hun fæstnede et bælte om livet og fandt sit ”sædvanlige” våben, det lille nåleagtigt tynde sværd, hun kun reelt havde benyttet til at stikke en dødsengel med i november, trådte hun ned i et par udtrådte ankelstøvler af blødt læder. Og så uden at se sig tilbage på det rod, hun havde efterladt sig, var hun ude af lokalet.

Køkkenet var allerede som en myretue nogen var i færd med at hælde kogende vand ned i. Et kaos af hektisk aktivitet.
Hun burde have forudset, at de fleste ville blive her. Det var i hvert fald det, der var konsensus, da hun spurgte og nogle var allerede i gang med at bevæbne sig med knive og kødøkser.
Nogle af dem, der havde familier, eller dem der var for svage til at deltage i kamp blev sendt af sted gennem nogle smalle gange i væggene, som Genevira først nu erfarede, var rundt omkring på slottet, og som oprørerne forhåbentlig ikke kendte noget til, og ud gennem en lige så skjult tjenesteport længere nede af bjerget.
Med det gjort ledte Genevira de tilbageværende tjenestefolk, størstedelen faktisk, til våben rummet og armerede hele flokken efter bedste evne, hvilket var noget klodset, for hun anede ærlig talt ikke noget om våben. Hendes bedste plan var, ikke at give dem noget overkompliceret og bare sørge for, at de havde noget spidst, de kunne stikke folk med, hvis det blev nødvendigt.
Det var bedre end den ene af kokkepigerne, der ellers havde været fuldt ud klar til at gå i kamp bevæbnet kun med en suppeske.
Så var der kun tilbage og finde ud af, hvor det hele fandt sted. Det var ikke svært. De skulle bare følge de vrede udråb.
Således ledte Genevira sit lille patchworkregiment til indgangshallen, hvor dobbeltdørene kun lige akkurat stadig overhovedet sad i deres hængsler.
De trådte ind netop som den sidste nye mordtrussel fløj gennem luften.
Rør en af dem og jeg skal personligt slagte jer alle sammen selv, for det gennem Geneviras hjerne. En komplet irrationel tanke, så vidt hun vidste. Hun var ikke stærk nok til ikke at ville blive overmandet på et eller andet tidspunkt, men faktum var, at de fleste af folkene på borgen, var personer hun, i varierende grad, holdt af og hun brød sig lidet om at se dem truet, og endnu mindre skadet.

Hun stillede sig ved siden af Sean på trappens, mens de andre stod lidt tilbage.

”Hvad forskel gør det?”var der en i mængden der skreg. ”De arbejder for dig. Altså arbejder de for et system, der holder andre nede!”

”At man blot følger en ordre er ingen undskyldning, hvis ordren er umenneskelig," stemte en anden i. Det var som om de var ved at genvinde fatningen oven på den første forvirring.
Et øjeblik virkede det, som om de havde indøvet, hvilke pointer, de ville fremhæve, inden de slagtede alle her i lokalet.

Måske var faktisk sådan det forholdte sig.

”Der er altid et valg! Og du og dine udskud har valgt forkert og vil blive dømt derefter.”

”HELLERE DØDEN END DET DER.”

Genevira klemte øjnene sammen. Afsøgte lokalet efter den sidste stemmes ejermand med en pludselig synkende fornemmelse i maven uden at kunne sige hvorfor.
Hun fandt ham. Selvom hun ikke havde set ham siden han var tretten for fire år siden, kunne hun genkende ham hvor som helst.

Hun havde fået direkte øjenkontakt med Matheo. Sin ene lillebror.

Nej.

På en eller anden måde formåede Sean at holde dem hen, til Genevira vendte tilbage. Og ikke alene. Sean havde ikke meget lyst til at vriste blikket fra oprørerne, men ud af øjenkrogen bemærkede han flere tjenestefolk - bevæbnede. Hovedsageligt stikvåben, men det var okay. Skydevåben var sjældne, og folk der kunne bruge dem endnu mere. Han var faktisk lidt overrasket over så mange var blevet. Ikke fordi han var uretfærdig, han mente selv at han gjorde sit for at give folk ordentlige ordninger at arbejde under. Netop af disse årsager. Netop for at styrke loyaliteten og tilfredsheden, og mindske sandsynligheden for at folk ville prøve at slå ham ihjel mens han sov, eller sælge hans hemmeligheder. Ikke fordi det ville beskytte ham 100%, men han kunne godt lide tanken om at det hjalp. Og se blot...Hans egen lille spontane minihær af tjenestefolk, der som minimum ville beskytte hinanden og deres egen seng, måske mere det end ham. Men pyt. De var her, det var det vigtigste. Eller var det?

Den ene hånd gled langsomt op, som han gned sig lidt på den småskæggede hage. Hårde små stubber mødte hans hårde hud på fingrene. Tænkende så han ud over mængden, uden helt at høre deres ligegyldige ord. Var der kendte ansigter? Han bildte sig ind at han genkendte et ansigt eller to. Fra hans ture i byen, fra hans forretninger eller levevis. Men ingen der ændrede noget.
Med den ene hånd gjorde han tegn til at Genevira og tjenestehæren skulle blive hvor de var. Så trådte han helt ned på gulvet og samlede hænderne på ryggen. Som en militærmand inspekserede sine mænd, kiggede han ud over mængden med et hårdt blik. Nogle af folkene så væk under hans insisterende blik.
"Lad mig gøre det klart" bemærkede han med en umenneskelig ro. Ro...Og en klang så kold, at det måtte minde folk om hvilket væsen der stod foran dem.
"I har gjort oprør mod jeres hersker. Mod min magt. I har tvunget jer adgang til min borg. I har lagt hænder på mine vagter..." Den måde han sagde det, lød det som om vagterne var under hans beskyttelse og ikke omvendt.
"...Og forstyrret mine tjenestefolk. Givet dem en unødvendig skræk i livet..."
Mere nåede han ikke at sige. Uroen voksede igen. En nervøsitet og usikkerhed krøb sig ind i visse individer, der fik dem til at reagere.

En mand skubbede en vagt foran sig.
"Dette er hvad jeg mener om det!"
Med vagtens eget sværd, metallet der skinnede i lyset, blev mandens liv taget. Sværdet skar sig igennem halsen. Manden måtte netop have undgået halshvirvlerne, ellers ville det ikke være gået så let, konstaterede Sean for sig selv. Blodet begyndte snart at flyde, sammen med den rallende lyd af en mand, der kun var sekunder fra at dø. En hurtig død.
Seans kolde blik gled op på manden. Alle var blevet stille. Men mandens handling havde inspireret mod i hjerterne på andre i gruppen.
I en hurtig bevægelse trådte Sean et par skridt tilbage og strakte sin ene hånd, som han gjorde tegn til Genevira og tjenestefolkene om at gøre sig klar og beskytte sig selv. Selv trak han sit sværd. Et sværd af et metal, som denne verden ikke kendte. Et metal, der skinnede sort i det svage lys omkring dem. For Sean, et sværd der næsten talte til ham - men også kun næsten. Dette ville være første gang de skulle smage blod sammen. Og han glædede sig.
"Straffen er døden" bemærkede han, som det sidste, før kampen brød ud omkring dem.

Spændingen i rummet, var så tyk, at man kunne have skåret i den Selv tjenestefolkene, der sandsynligvis aldrig havde været i kamp med nogen før, virkede næsten ivrige efter at tage hævn over de folk, der så ubehøvlet var trængt ind i deres hjem. For deres hjem var det. Hvilket de indtrængende lod til at have glemt. De regnede med, at de skulle herind, kappe hovedet af en ondsindet og uretfærdig hersker og så gå igen. For det første, lod de til komplet at have overset, at manden havde ganske almindelig folk, ikke ret forskellige fra dem selv, ansat i sin husholdning, og hvad de helt sikkert ikke havde regnet med var, at disse selv samme ganske almindelige folk ville være klar til at spilde blod for forsvare den mand, der havde skaffet dem tag over hovedet, og som desuden behandlede dem ganske høfligt, når det kom til stykket.
Blikke blev udvekslet på den anden side. En slags tøvende skæven til hinanden. Som for at spørge ’Er det vi gør her stadig okay? Hvor gode er vores chancer overhovedet?’. Det lod til, at de besluttede sig for, at en flok tjenestefolk ikke var ret meget at ofre, hvis de kom i vejen for deres hovedmål. Flokken blev i hvert fald stående, hvor de var.
Ikke at Genevira regnede med, at Sean ville have ladet dem gå, hvis de havde lagt deres våben og sagt pænt undskyld. De havde forseglet deres skæbne det sekund, de sprængte porten. Sandsynligvis.

Genevira ville dog mene, at hun langt fra fornemmede frygt hos de andre tjenestefolk. Måske noget under overfladen jo, men allermest kogte de af vrede. Næsten en indignation over, at disse tåber var kommet anstigende med deres fakler og høtyve (mere eller mindre) og troede, at de var noget.

En vrede der kun blev større, da det første, men langt fra det sidste, blod den aften blev spildt udover hallens gulv. Den mand var manges ven. Nogen ville måske have troet, at vagterne og tjenestefolkene holdt sig adskilt. Et usynligt skil skabt af forskelle i rang og en fornemmelse af, at den ene gruppe var højere stillet end den anden. Men når alt kom til alt, tjente de den samme mand og hvad end de så hver især syntes om ham, så skabte det et sammenhold at være i samme båd. Og tjenestestuen var varm og hjemlig på en kold aften. Det kunne ikke undgås, at man skabte et eller andet bånd til dem, man arbejdede sammen med. Og her lå han så på gulvet og døde. Kvalt i sit eget blod. Slagtet lige så uceremonielt som et svin. Vred mumlen løb gennem flokken af tjenere. Selv var Genevira for optaget af blodet til at lægge rigtigt mærke til særlig meget af det. En serie af underlige klikkende lyde fra dybt nede i halsen nåede over hendes læber, for rent instinktiv til, at hun kunne stoppe det. Hendes bundløse glasagtige blik blev fikseret indædt på manden, der lod til at have et par sekunder, hvor han fortrød samtlige af sine livsvalg, der havde ført ham hertil. For det var tydeliggjort, at han både havde dæmonen og den lille underlige vampyrs udelte opmærksomhed. Og noget var blevet vækket i den ellers så harmløst udseende unge kvinde. Noget dyrisk. Og hun smilede. Hun dirrede næsten i en syg form for begejstring. Det var som om kombinationen af lugten af blod og den generelle anspændte stemning havde trængt hendes menneskelighed i baggrunden og hun nu kun kørte på rene urinstinkter. Så snart, de blev løsgivet, var hun som en jagthund, der blev sat efter en hjort, var hun over den første og nærmeste af de stakkels indtrængende, som hun kunne få fingrene i. Hun var ikke engang sikker på, om det var ham, der havde spildt det første blod eller ej længere.
Hvorom alting var, satte Genevira i et spring ned af de sidste trappetrin, der var så langt, at det næsten et øjeblik lignede, at hun fløj. En lyd, der bedst kunne betegnes som et jubelskrig rev sig vej fra struben på hende. Hvad der nok kunne få det til at løbe koldt nedad ryggen på mange mennesker. Måske især fordi den ubestemmelige kliklyd stadig holdt ved Hun ramlede hovedkulds ind i sit mål med så stor styrke, at hun, trods sin ubetydelige vægt, slog ham ud af balance og de nær var endt på gulvet.
Hun kæmpede uden nogen form for elegance eller sans for, hvad hun overhovedet lavede. Sværdet ved hendes side var for øjeblikket glemt- Men hun havde stadig sine tænder. Hvilket hendes offer da også kom til at finde ud af, da hun begravede dem i halsen på ham.
Hvis han havde såret hende, hvilket var ganske muligt, lagde hun ikke mærke til det. Ikke endnu. For ophidset af blodrusen til at mærke noget som helst andet stort set. Og således fortsatte det, kæmpende iltert, side om side med sine medtjenestefolk, hvem hun på nuværende tidspunkt kun vagt adskilte fra fjenden på baggrund af, at de duftede genkendeligt.

Hun anede ikke, hvor mange hun havde været i kontakt med, såret eller slået ihjel, da hun til sidst stod ansigt til ansigt med sin lillebror, men det var som at vågne op ved at få en spand koldt vand hældt i ansigtet.

Det værste i hans ansigt var ikke det afgrundsdybe had, men den lige så dybe frygt.

Ikke, at hun kunne bebrejde ham den. Hendes tøj var forrevent og den arm, hvis hånd holdt om hendes sværd var rød stort set hele vejen til albuen. Hun var vagt klar over, at hun også måtte have blodpletter i ansigtet sine steder. Alt i alt måtte hun efterhånden ligne noget, der var kravlet op fra helvede.

”Gå hjem, Mattie,” bad hun og hendes stemme føltes sært rusten, men hun talte lavmælt og forsigtig.

”Til helvede med det, jeg er kommet så langt og du får ikke lov at stoppe mig!” hvæsede han.

Stadig det rebelske barn…

”Det var ikke et spørgsmål,” fastslog hun og hvilede en hånd mod sin ene hofte, skulede af ham og det tydelige ”træt storesøster” udtryk måtte i situationen virke tragikomisk.


”Og det var heller ikke noget, du kunne sætte dig op imod. Af vejen, monster, før jeg…før jeg….”

Han tøvede en anelse.

”Stikker dig ned,” fastslog han så, som om det kostede ham en kraftanstrengelse overhovedet at forme ordene.

”Det ville du ikke! Folk der slår deres familiemedlemmer ihjel er forbandede, og det ve…” hun nåede ikke at gøre sætningen færdig, før en skærende smerte bredte sig i hendes højre side et stykke over hoften og hun krøllede sig sammen om sig selv. Det virkede klodset, som om han bare havde stukket et tilfældigt sted i blinde. Det betød ikke, at det gjorde mindre ondt af den grund. Næsten mere emotionelt end fysisk.

”Vi er ikke familie,” hvæsede drengen, der engang havde været hendes bror med en stemme, der lød som om, han forsøgte at kvæle sin egen gråd. Den forrådte søster kunne kun stirre på ham.

Med sværdet i hånden og lette bevægelser, mødte han den store gruppe der direkte efter ham. Det var tydeligt flertallet ville ramme ham, og ikke tjenerne. Tjeneste-hæren fik flere til at tøve. Det var jo ikke dem, de var kommet for at bekæmpe, og den tvivl var tydelig at spore. Hos nogle af dem. Men alligevel bevægede folk sig frem, alligevel begyndte folk en indædt kamp, der snart blev til mere end principper - men om liv eller død.
Sean mødte modstanden med ro. Han var erfaren i sværdkamp, mens disse var...Intet. Ikke erfarne, kæmpende i et kaos af arme og ben, i et kaos af opfindsomme våben og redskaber. Måske undervurderede han det, en enkelt høtyv ramte ham vist, men ikke slemt. Ikke nok til at stoppe ham. Om noget var mængden af dem mere truende, end deres forsøg på at skade ham - de trængte så tæt på, at han næsten ikke kunne bevæge sig.
Med den dæmoniske styrke skubbede og sparkede han. Når en faldt, trak den et par af de andre med. Som dominobrikker, der havde besvær med at komme op igen, fordi folk vadede hen over dem. Det var nedslagtning, ikke meget mere end det. Seans tøj, hans ansigt og hænder, var røde af blod, da han endelig fik lidt luft. Sværdet summede i hans hånd. Var det...Glad?...For endelig at smage blod igen? Måske ikke i hånden på Vetis, men på sin nye Herre?
Sean gav sværdet et kort blik, men mere var der ikke tid til.

Tjenestefolkene kæmpede bravt. Sean var faktisk lidt imponeret. Langt de fleste var blevet bekæmpet, men alle havde ikke givet op endnu. Sean bevægede sig ned igennem den restende gruppe, slog en ihjel hist og her...
Til han stod med blikket mod Genevira, der af en eller anden grund var stoppet op ved en ung fyr. Og uden at beskytte sig selv, denne vilde vampyr, næsten lod sig stikke ned.
Hans øjenbryn gled tættere på hinanden i undren, da Sean i nogle store skridt, stod ovre ved dem. Uden tøven svang han sværdet. Fyren havde været en del af oprørerne, så det eneste der var garanteret, var døden. Uanset hvad der havde fået Gene til at tøve. Sværdet borede sig ind i maven på fyren, før Sean skubbede ham af og ned mod gulvet, hvor han ville forbløde. Bevidst længe nok til at opleve smerter - og forhåbentlig fortryde sit valg. Sean sparkede våbnet ud af hånden af på fyren, før han trådte over til Gene. Hvis hun tillod, ville han hive hende op i den ene arm. Støtte hende. Imens gled Seans blik over den store hall - og på de sidste levende oprørere der enten prøvede at flygte, eller blev taget til fange.
Nåe ja...tjenestefolkene var ikke fødte mordere. Så måtte han bare selv få dem dræbt om et par dage.

En underlig ringen fyldte hendes ører. Hun kunne ikke reagere, selv da hun så de metaforiske tråde, der bandt hendes bror til livet blive kappet midt over. Egentlig var hun et øjeblik i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet ville have reageret, selv hvis hun havde kunne finde styrken, overskuddet til at bevæge sig. Hvad kunne hun have gjort? Matheo var trods alt ikke underlagt andre regler end de andre indtrængende blot fordi, der var et blodsbånd mellem de to. Hans død var lige så uundgåeligt som den ville have været for et svin i et slagtehus, hvis man så nøgternt på det. Måske var det derfor, at hun i et langt øjeblik ikke kunne gøre andet end at stirre dumt. Det var først da nogen…Sean? Støttede hende ved skulderen, nok i et forsøg på at holde hende oprejst, at det rigtig gik op for hende, hvad der egentlig lige var foregået. Og med en lyd, der mindede mere om negle mod en tavle end noget, en menneskelig hals burde være i stand til at frembringe nærmest flåede hun sig væk fra ham. Ikke i hverken raseri eller frygt. I hvert fald ikke endnu. Den slags havde hun slet ikke tid til at tænke over. Tankeløs overfor sine egne skader nærmest kastede hun sig på gulvet og knugede sin bror ind til sig, også selvom han, selv i sine dødskramper, forsøgte at trække sig væk fra dette monster, han tydeligvis mente, at hans søster var blevet.
Hans modstand døde dog efterhånden ud. Måske var det bare fordi, han mistede den sidste styrke han havde, eller også var det bare, fordi, at han når alt kom til alt ikke var ret meget mere end et barn og han havde brug for, at nogen var der. Bare en eller anden. Genevira gav i hvert fald ikke slip på ham.
Heller ikke, da broren med en kraftanstrengelse fik skabt øjenkontakt og næsten smertefuldt knugede sin hånd i sin egen.

”Et ondsindet hjerte har…har.” Han sank gurglede. Han behøvede ikke at gøre sætningen færdig. Gene kunne den til hudløshed.

”Ringe værdi, jeg ved det.”

.” Hun anede ikke, om det var hende eller Sean, han snakkede om. Måske var det dem begge to, eller bare verden generelt. Moderen havde yndet at benytte sig af læresætningen, hver gang børnene havde gjort noget galt og den sad mejslet i sjælen af dem alle sammen med advarslen om, at et ondsindet hjerte aldrig gik ustraffet.

”Sig ikke mere,” bad hun og holdt bare om ham. Hun kunne have sunget ham tusind sange. Hun kunne så mange. Hymner til Elona Dal. Bønfaldelser om at passe på broderens sjæl, men det hele virkede pointeløst og alle ord lod til at have forladt hende.

I stedet nynnede hun tomt for ham, til han blev stille. Så kyssede hun forsigtigt hans mørkhårede hoved, gav slip på ham og rejste sig uden et ord, pludseligt meget bevidst om sit eget sår og den skærende smerte, der næsten sendte hende i gulvet igen. Skulle hun også dø nu?...Det eneste hun lige magtede at tænke var, at hun ikke orkede. Hun havde brug for nyt blod...

Genes handlinger forvirrede ham. Hvem var fyren? En af betydning, det var tydeligt. Den måde hun havde sænket paraderne, den måde hun trak sig - omend det virkede mere som et instinkt, end af noget andet - og endte på gulvet hos ham...
En elsker? Kærlighed? Familie? En ven? Selvfølgelig måtte Gene kende nogen rundt omkring, også her i byen. At vedkommende så endte her...
Sean trak vejret dybt, i lugten af blod og skidt omkring sig. Den sidste kamp var stoppet. Folk var døde, døende, fanget eller stod udmattet og forfærdet rundt omkring.
Han lod Gene sidde med fyren. Han havde ikke tid til at studere hvad hun lavede lige nu, selv om han havde ønsker om at få en forklaring senere.

Han svang sværdet et par gange, som for at få blodet af det, før han svang det tilbage i sin skede. Han måtte pudse det senere.
Han trak lidt på det ene ben. En svag smerte gjorde ham opmærksom på, at han selv var såret. Ikke stort, men dog lidt. På det ene lår. Det kunne Dannika forbinde senere.
"Alle sammen!"
Hans stemme bulrede i den store hal, der kun for et øjeblik siden bar ekko af skrig og metal.
"Der er meget at bearbejde..." Han stoppede op midt i lokalet og lod blikket glide ud over de døde kroppe og alt blodet. Så kiggede han tilbage mod sine tjenestefolk og vagter.
"Se til de sårede og hjælp dem. Fangerne føres til en celle i kælderen. Tag et øjeblik til at styrke jer. Jeg får andre til at rydde op"
Erfaringen fortalte ham at de alle ville opleve en reaktion over de næste par dage, eller måske først måneder. Nogle ville græde, nogle skrige, nogle blive stille som graven...Men en reaktion ville der nok komme, for dem der ikke var van til det. Sean kørte en hånd igennem håret, som folk langsomt begyndte at bevæge sig igen. Flere smed deres redskaber, der havde udgjort våben for en stund. Men i det mindste virkede det til hans ord var nået igennem til dem.

Sean drejede sig og så tilbage mod Gene. De havde været sammen om det her, og trods det hele, satte han pris på hende. Hun sad og rokkede skikkelsen. Mens han overvejede det hele, rejste hun sig endelig fra den...
I endnu nogle store skridt var han tilbage hos hende. Han forventede halvt om halvt hun ville skubbe ham væk igen, og hvis det var tilfældet, ville han råbe nogen over der kunne hjælpe hende. Såret skulle forbindes, måske sys. Blod skulle tilføjes, hvemend det så blev fra.
Men hvis hun tillod det, ville han støtte hende over til trappen, hvor han personligt ville hjælpe hende med såret.

Til trods for den umiskendelige styrke i Seans stemme nåede hans ord hende i et langt stykke tid kun som om hun sad på bunden af et dybt hav. Sløret, fjernt og forvrænget af afstanden. Hun havde for travlt med sit eget til rigtig at registrere sine omgivelser, hvad skulle hun gøre med alt det blod? Normalt ville det ikke have rørt hende overhovedet. Hun levede af det trods alt, men det her var noget andet. Hun var så plettet af sin brors blod, at hun lige så godt selv kunne have slået ham ihjel. Måske havde hun. Så godt som i hvert fald. Hun havde ikke løftet en finger for at stoppe dette totalt koldblodige mord. Hvis hun havde haft tiden, ville hun så overhovedet have gjort det? Stoppet ham? Hun tvivlede og tvivlen fyldte hende med væmmelse. Det kunne godt være, at Sean havde slået ham ihjel, men det var hendes hænder, hans blod plettede. Hvad havde hun gjort? Der var ingen vej tilbage nu. Gældt forbandelsen også, når det ikke var hende, der rigtig havde gjort det? Hun var så optaget af sine egne paniske tanker, at hun ikke engang rigtig lagde mærke til, at hun, som en ren automatisk reaktion, egentlig sad og slikkede blodet af sine fingre uagtet vis blod det var. Da dette gik op for hende stirrede hun på sin hånd, som om den personligt havde gjort hende noget. Broderens døde øjne syntes at dømme hende fra det hinsides og hun måtte vende sig bort.

Omverden vendte gradvist tilbage til hende og lydene forekom hende et øjeblik så skærende, at hun var nødt til at dække sine ører til for overhovedet at kunne holde ud at være til stede.
Da Sean atter var ved hendes side, faldt hun næsten sammen i armene på ham. Anede ikke, hvordan hun skulle håndtere noget af det her og et øjeblik klyngede hun sig bare patetisk til ham.


”Fa…” Hun stoppede sig selv, trak sig tilbage fra ham i et ryk.

”Undskyld, milord. Det var forkert af mig.”

.” Hun nejede kort, mindre elegant end sædvanlig grundet smerten, men Genvira kunne sikkert have manglet tre fjerdedele af sit blod og stadig ikke have ønsket at være uhøflig.

Hun lod ham tavst føre sig over til trappen og ordne såret, imens hun stirrede tomt ind i den modsatte væg.

”Hvis det er nødvendigt at fjerne resten af min familie for at slå eventuelle….oprørske tendenser ned, forstår jeg det godt,” sagde hun meget stille, sank en klump.

Øjenbrynene gled tættere på hinanden, som Sean prøvede at forstå situationen. Havde hun...Nær kaldt ham far? Eller havde hun været ved at sige noget helt andet? Meget kunne man kalde ham, men en far...Dem der faktisk kunne kalde ham det, nægtede. Og her sad en vampyr, som nær havde kaldt ham det. Ironien fik ham næsten til at grine højt. Det blev i stedet til en sært grynt, som han med en arm om hende, hjalp hende over til trappen.
Selv om han prøvede at koncentrere sig om hendes sår og urolighederne omkring dem, var det svært at lægge det fra sig. Hvad var hans relation til Gene? Professionelt? Han lærte hende op. Hun var som en lærling og husholderske i én. Var der mere end det?

Med nogle forbindinger, der var blevet hentet af en blodindsmurt tjener, bandt han nogle stramme forbindinger om sårene. Hvis noget skulle sys, kunne det være Dannika kunne se til det - hvis ikke det nåede at heale af sig selv inden. Vampyrer var jo fantastiske på det punkt. De kunne være så godt som døde, blot for at fortsætte dagen efter. En evne han selv ville elske, men umiddelbart ikke havde mulighed for at få. Selvom dæmonernes stærke helbred måske nåede halvvejs.
Det mørkegrå blik gled hurtigt op til Genes ansigt. Familie? Han så sig over skulderen, tilbage mod liget af den forvoksede dreng, som brikkerne begyndte at falde på plads. Familie.
Og hvad så hvis det var familie? Men ikke alle havde så ligegyldigt et forhold til familie, som han selv havde. Han trak vejret dybt. Med en hånd på Genes ene knæ, som han selv sad på knæ ved siden af hende, så han på hende. Han ville ikke miste hende, hun var for dygtig. Men ud fra hendes ord lød det heller ikke til at det var tilfældet.
"Jeg beklager" han rømmede sig svagt
"Og jeg beklager hvad du har været vidne til i dag. Af..." Han så sig lidt rundt igen, som om han overvejede det. Men i virkeligheden vidste han præcis hvad han ville sige. Ville blot lade pausen give hende muligheden for at følge med, i hendes oprørte tilstand.
"...respekt for dig, vil jeg få liget begravet ordentlig. Hvad angår din familie...Lad os vente og se, ikke? Det skal undersøges, og så tager vi det derfra. Okay?"
Hånden forlod knæet og fandt hendes spinkle skulder. Efter et øjeblik rejste han sig op. Han havde selv ondt i det ene ben, men ikke noget der havde en stor betydning. En lille dolk blev fisket frem fra et skjulested på kroppen. Sean havde altid mindst en lille kniv gemt et eller andet sted. Det var han nødt til, efterhånden. Med en hurtig bevægelse havde han befriet sin ene underarm for stof, før han skar et aflangt snit. Vampyrer havde tænder, bevares. Men der skulle nok lidt overtalelse til.
Han satte sig ved siden af hende og lagde kniven fra sig, som han holdt armen op til hende.
"Du har brug for at komme dig. Tag"
Det var mere en ordre end et forslag. Hvis hun takkede ja, ville hun blive den anden vampyr i hele Seans liv, der nogensinde havde fået lov.

Stupide pigebarn, nu bliver du da helt sikkert kastet bort, hvem vil leve med en tjenerinde, der er så uprofessionelt tilknyttet? Sig farvel til dit arbejde, det bliver et pænt gensyn med gaden. Hvor vil du nu tage hen? Sunfury? Bare fordi du har sendt nogle breve frem og tilbage? Din naivitet er bedårende.

Hun afventede sin dom, alt imens hun forsøgte at hærdne sit hjerte, således, at hu ikke ville begynde at græde. Det ville bare se dumt ud og det ville i hvert fald slet ikke få ham til at genoverveje ideen om at smide hende på porten for sin egen skyld, som hun var sikker på kørte i hans hoved lige nu.
Hun holdt nøje øje med hver en minutiøs trækning i hans ansigt, Hver en bevægelse han foretog sig.
Så da han blot lagde en arm om hende og guidede hende til trappen stod hun først et øjeblik stille i rent chok, før hun atter kunne slappe af og lænede sig forsigtigt op af ham, for at undgå at støtte for meget på den side, der gjorde ondt, men nok også, hvis hun skulle være ærlig overfor sig selv, fordi der var en vis tryghed i at have ham tæt på midt i alt kaosset.

Siddende på trappen lod hun ham om at lægge sine forbindinger, gjorde sit bedste for ikke at bevæge sig, når han ramte et ømt sted. Et øjeblik mindede de stramt lagte bandager hende om et korset, der var blevet strammet for meget og det latterlige i at sammenligne denne makabert groteske situation med noget så hverdagsagtigt fik hende til at grine. En latter, der mere var af panik, en slags stress reaktion end noget, der stammede fra en reel følelse af morskab ved situationen. Hul og lidt for skinger til på noget tidspunkt at kunne passeres forbi som værende en ægte latter. Den døde da også hurtigt ud og hun måtte ømme sig et øjeblik.


”De behøver ikke…beklage. Jeg burde vel have vidst, at det ville ende sådan det sekund han trådte herind. Jeg ville bare have håbet, at han var klog nok til ikke at finde på sådan noget.”

Selvom familien officielt havde udstødt hende til hendes ansigt for flere måneder siden smertede det hende alligevel at se hendes lillebror i en situation, hvor han til sidst havde måtte lade livet.

”Det værdsætter jeg…tak.” Der var ingen tvivl om hendes oprigtighed. Et øjeblik, måtte hun faktisk vende ansigtet bort, så hun kunne blinke tårer væk i fred.

Da hun vendte blikket mod ham igen var hendes blik stålsat, hvis ikke en anelse feberagtigt, hyperfokuseret, måske på grund af, hvad hun havde været vidne til her til aften.

”Vi må give dem noget andet at tænke på. Det dur ikke hvis disse… attentatforsøg skal ende med at blive hverdag for os. Vi må kunne distrahere folk på en eller anden måde. Vende narrativet om…vi skal bare…finde ud af, hvordan.” Hun følte sig svimmel, ør i hovedet. Sært tom. Hendes blik svømmede. Hun kom først rigtigt til sig selv igen, da duften af frisk blod ramte hendes næse.

Et øjeblik stirrede hun bare tvivlrådigt på Sean. Det her var hendes arbejdsgiver, hun kunne da ikke bare. På den anden side var hun heller ikke typen, der modsatte sig en ordre og der var ikke tvivl i hendes sind om, at det var, hvad dette var.
Så hun lagde forsigtigt læberne til snitsåret og drak. Først med en næsten genert tilbageholdenhed og siden med en instinktiv grådighed, på trods af blodets ret utiltalende bitterhed.
En næsten munter nynnende serie makabert våde kliklyde nåede op fra et sted bagerst i hendes hals uden, at hun selv var opmærksom på det. Mange ville dog nok finde det…disturbing.
Hun trak sig forsigtigt fra Sean igen, da hun vagt huskede på, at hun nok ikke burde tage for meget.
Hun tørrede sin mundvig med bagsiden af hånden. Dette var ikke tiden til fine fornemmelser.

”Tak. Vi…burde nok finde nogen, der kan se til Deres ben. Er Miss Byrne hjemme?”

Der var ikke meget mere at sige. Ikke lige nu, ikke lige om dette. Sean kendte ikke noget til hendes familie, havde aldrig spurgt ind til det. Det var tydeligt at brorens død påvirkede hende, men om det ville blive et dybt sår, kunne han heller ikke forudsige. Han måtte vurdere situationen løbende det næste lange stykke tid. Se om hun ville få svært ved at arbejde sammen med ham, trække sig eller andre tegn. Tegn, der ville afsløre om deres samarbejde skulle stoppes. Det var trods alt Sean der havde taget brorens død. Og det sidste han havde brug for, var en ellers loyal husholderske, der blev illoyal. Man kunne også sige hans reaktion lige nu var en form for plaster på et muligt sår - måske ville Gene ikke ende med at hade ham, og at dette ville ødelægge deres samarbejde, hvis han viste sig fra sin gode side. Ud over han altid havde vist interesse for at hans folk havde det godt. Når man arbejdede for ham, skulle man ikke have grund til at hade det. Til at blive illoyal.
"Vi kan lægge planer senere" bemærkede han roligt.

Hun fik lov at drikke. Om såret var nok, eller hun også havde brug for tænderne, var op til hende. Det bedste blod, havde han engang hørt, lå dybere i armen. De yderste blodårer havde ikke lige så meget smag, var ikke lige så rigt...Ikke at Sean forstod videnskaben bag det. Og han var egentlig også ligeglad. Han var ikke vampyr, så han vidste det ikke.
Blot Gene fik nok, til at klare sig for nu. Dæmonernes blod, så vidt han vidste, havde en styrkende effekt. For en archdemon, måske mere så.
Han sad stille, uden en lyd, mens hun drak. Da hun var færdig, tog han det afrevede ærme og lagde over såret. Bandt det så stramt han kunne, kun med en hånd og sine tænder.
"Jeg tvivler. Ellers havde hun nok været her" bemærkede han i samme rolige tonefald. Han så op af trappen, som om han halvt om halvt forventede Dannika kom gående. Hvilket hun selvfølgelig ikke gjorde.
"Jeg kan selv. Lad os..."
Han så ud over kaosset i den store entre. Lig, blod, våben. Tjenestefolk og vagter, der tog sig af sårede, eller var begyndt at samle ligene udenfor.
"...Lad os gå op. De kan godt klare sig selv for nu. Vi må håndtere deres reaktioner i morgen"
Tjenestefolkene ville uden tvivl være mærket af dette, og de måtte lægge en plan for håndteringen af det. Ansætte nogle nye, afskedige nogen, der måske slet ikke kunne tåle det. Måske gøre noget ud af at lære alle på slottet noget om håndtering af våben?
Det var fremtidige planer, fremtidige ideer. Ikke for nu.

Sean trak sig op og stå. Han var efterhånden lidt øm og træt i kroppen. Blodtabet, på trods af han var en stærk mand, påvirkede ham også lidt. Han stod stille et øjeblik, lod kroppen vænne sig til det, før han langsomt begyndte at gå op af trappen.
"Måske skal vi komme os, og lægge planer i morgen" bemærkede han. Med det sagt, ønskede han at være alene. Sove, tænke. Få styr på sig selv.

Tilbage i sit lokale fandt han forbindinger frem. På hans private badeværelse var der en spand vand, så han formåede at skylle sit sår og forbinde det. Det måtte være godt nok for nu. Derefter gik han i seng.

//Skal vi springe frem til næste dag eller slutte emnet?

Hun følte sig allerede bedre tilpas. Fornyet. Det var ikke fordi, hun ligefrem kunne mærke såret gå i gang med at lukke sig endnu, men det skulle nok gå i hvert fald, ud fra hvad hun sådan lige kunne vurdere. Faktisk følte hun sig et øjeblik så vågen, at hun følte, at hun kunne have foretaget sig hvad som helst. Rengjort hele borgen, begravet alle ligene selv, et eller andet. Lagt femogfyrre forskellige planer for, hvordan hun skulle ordne hele situationen og så kassere de første fyrre af dem som værende irrelevant vås. Hun vippede rastløst frem og tilbage på fodsålerne, imens hun skuede udover den slagmark som slottets indgangshal var blevet til på blot….hvor lang tid var der overhovedet gået? På den ene side føltes det som fem minutter på den anden kunne der have været gået dage, uden at Genevira rigtig ville have lagt mærke til det i sin omtågede blodruslignende tilstand. Det ville tage mere end et par friske blomster at få sat skik på tingene igen, men det så ud til at hendes kolleger allerede var i gang og den tid den sår anyway. Lige nu havde hun andre og vigtigere ting at koncentrere sig om. Hun vidste vagt et sted bagerst i sin hjerne, at hun nok burde tage den med ro, at den pludselige ekstreme energi nok mest stammede fra en angst for at sætte sig ned og rent faktisk skulle håndtere alle de ting, der væltede rundt inde i hendes hoved lige nu.

”Det ville hun nok ja….vampyrhørelse….vi kan ikke….ligefrem sove fra eksplosioner…”

Hun viftede lidt hektisk med hånden. Talte nok egentlig mest for at holde sin hjerne fra at dvæle ved for mange ting på én gang lige nu.

Hun lyttede til det næste han sagde, nikkede kort. Hun ville nok ikke have været til meget hjælp med reel planlægning lige netop denne nat, når det reelt kom til stykket alligevel og også Sean havde brug for at heale. Ikke, at Genevira anede, hvordan det påvirkede ham. Han var trods alt en ærkedæmon og, i forhold til hende, var han ældgammel. Han måtte have været i utallige slag, der var værre end det her. Eller det var hvad hun forestillede sig.
Men at blive angrebet i eget hjem på denne måde, ens sikreste sted, måtte alligevel være rystende for de fleste.
Hun nikkede, ønskede ham kort godnat og de to gik hver til sit.

//Næste aften

Sean havde sovet, omend uroligt. Et par timer, blot for at ligge vågen, sove et par timer mere...Han havde aldrig sovet tungt. Aldrig sovet en hel nat, eller hel dag, medmindre han virkelig var udmattet eller såret. Dannika havde bemærket det, men så længe han så ud til at trives, var de blevet enige om at sådan var det bare. Og det gjorde han - han følte sig sjældent udmattet af manglende søvn.
Men denne gang var det noget andet. Måske han netop kunne have brugt noget beroligende i denne situation. Og hvad var en personlig læge værd, hvis hun ikke var her når han skulle bruge hende?
Tanken fik ham blot til at sukke. Og smile. Hun ville - næsten - give ham en lussing for de ord. Og fortælle hun skam også havde andre patienter, hun nægtede at give op på. Og sådan var det bare.
Det betød ikke noget. Han var stærk nok. Hele dagen brugte han i sengen, på at hvile, og på at tænke. For hans tanker slap ikke det voksende problem.

Ved aftentide havde han endelig sendt bud efter en kop the. Den stod dampende varm på hans bord, mellem bunkerne af bøger og pergamentruller. Selv stod han lænet op af bordet, hele hans vægt mod bordet og på det raske ben. Et par løse bukser sikrede at forbindingen om hans ben kunne være der, og såret få lidt fred. En løs skjorte om hans overkrop, kun knappet sløset på midten, så man kunne se hans kraveben og lidt af hans bryst. Et syn de færreste nok ville være kede af.
I hånden hvilede et brev. Et af flere rapporter om den voksende uro i byen.
Med et suk lod han brevet falde mod bordet, erstattede den med theen, som han tog en tår af. Sort the, hans foretrukne. Den stærke smag hensatte ham altid i en rolig stemning. Det fik ham næsten til at tænke på andre ting...
Han havde sendt bud efter Gene. De havde ting at snakke om.

Hun havde haft svært ved at finde hvile. På trods af at vampyrer ikke rigtig havde brug for søvn anede hun dog ikke, hvad hun ellers skulle foretage sig. Men da hun lagde sig ned, var det som om alt den uro, der havde samlet sig i hendes krop og som hun havde måtte holde nede, imens krisesituationen stod på, rigtigt brød frem og hun fandt sig selv et rystende rod, der ikke engang kunne gå i dvale for at undslippe larmen i sit eget hoved.

Du har slået din bror ihjel.

Du er forbandet nu.

Det var ikke mig, der gjorde det,

Og alligevel sover du stadig i en seng, gerningsmanden har skaffet dig. Hykler, hvis du havde noget som helst hjerte tilbage, så havde du slagtet ham eller været død i forsøget.

Har du glemt, hvor du kom fra?

Du er ikke et hak bedre end alle de døde. Du er lige så meget ingenting som de er. Du kan drapere dig selv i nok så meget silke og det vil ikke ændre på noget som helst.

Tror du virkelig, at han rent faktisk bekymre sig om dig? Fjols. Du spilder energi på en af dem, der har holdt folk som dig nede hele sit liv. Som om du betyder noget for ham. Hvad tror du selv?



Men Sean havde trods alt hjulpet. Det kunne han bare have ladet være med, hvis han ikke havde ønsket det.

Hun stirrede tomt på en plet i loftet, ind til ensomheden tyngede hende så meget, at hun ikke længere kunne være i det og hun søgte tilflugt i køkkenerne i stedet. Ikke at stemningen her var meget bedre, men i det mindste var hun ikke alene.
Hun og nogle af de andre yngre tjenestepiger endte til sidst med at falde i søvn lænet op af hinanden.

Hun gjorde sig i stand efter at have sovet. Selv efter et angreb passede det sig ikke for en herskers tjenestefolk, at se uordentlige ud. Og især ikke for hende. Det faktum, at hun iklædte sig skørter af tungt sort fløjl, hvad der nemt kunne have gjort det ud for sørgegevandter, var mindre bevidst.
Da alt var på plads og hun så lige så urokkeligt ordentlig ud som ellers, kom hun i tanke om, at hun også havde et brev liggende, som hun endnu ikke havde svaret på. Nå, det måtte vente, for nu var der en, der informerede hende om, at Sean sendte bud efter hende.
Hvad fuck skulle hun skrive anyway? Hun havde lige deltaget i en massakre.
Hun skubbede det ud af hovedet til senere og bankede på Seans dør. Trådte ind med en nejen og noterede sig flygtigt, at hendes krop ikke var meget mere end en smule øm.

”De ønskede, at se mig, milord,” sagde hun og så kort rundt i rummet.

”…Hvordan har De det?” vovede hun at spørge, da hendes blik atter landede på hans ansigt.

Så rankede hun sig.

”Jeg går ud fra, at det er for planlægning, at vi er her?”

Sean havde lige taget en stor mundfuld, da Gene kom ind. Langsomt drak han theen i sin mund, mens han drejede hovedet, så han kunne se hende komme ind. Hans mørke blik gled ned over hende. Normalt ville sådan et blik være af helt andre årsager, men Sean havde end ikke overvejet af spise endnu. Det burde han nok snart, men lige nu var der andre ting at tænke på.
Han noterede sig hendes tilstand. Det sorte tøj, sørgede hun? Det ville ikke være underligt hvis hun gjorde, og han kommenterede det ikke. Men hun så ud til at være nogenlunde frisk.
Sean skubbede sig op fra bordet og satte koppen fra sig.
"Ja..."
Han vendte sig om mod bordet og glemte alt om at besvare hendes spørgsmål. Men når det kom til stykket, gjorde det så nogen forskel hvordan han havde det?
"Jeg beklager at trække på dig, når du nok har andre ting at tænke på. Men arbejdet sover aldrig, og hvis du en dag ønsker en ambitiøs stilling, må du kunne arbejde dig igennem det. Uanset hvem der er død, eller hvad der er sket. Tænk først, føl senere. Helst alene, hvor ingen kan bruge det imod dig, eller i selskab med folk du stoler på. Men..."
Et svagt smil gled over ham, som han så på hende igen.
"...Lige på det punkt er jeg nok ikke den bedste til at give råd. Så jeg beklager hvis jeg har overtrådt en grænse. Nu..."
Sean trak en stol ud fra bordet og satte sig i den. Med et lille vink inviteret han Gene til at sætte sig i stolen over for.
"...Lad mig høre. Har du haft mulighed for at vurdere tilstanden på borgen efter alt der er sket?"

Han lod til at have det nogenlunde okay. Genevira noterede sig med nogen lettelse, at det virkede til, at han kunne stå på sit ben, uden at det forvoldte ham de store smerter. Eller også var han bare god til at skjule det. Det blev man nok efter tilpas mange år med den slags.

”Selvfølgelig. Vi ved begge, at vi har ting at gøre. Hvis ikke De kunne trække mig, hvad i alverden skulle jeg så være her for?” spurgte hun. Hun ville da have været en absolut elendig tjenerinde så, ville hun ikke? Det var ikke fordi hun bare kunne låse sig inde i et mørkt rum og græde, som om verden udenfor ikke eksisterede. Desuden var problemerne næsten en kærkommen distraktion fra, hvordan tingene foregik inde i hendes hjerne.

Hun satte sig ned, glattede sine skørter og foldede de dødningeblege hænder i skødet.

”Som man kunne forvente, er de chokerede, milord. Jeg er ret sikker på, at mange af dem ikke har set døden så tydeligt i øjnene før i går nat,” sagde hun. ”Men når alt kommer til alt vil jeg mene, at de klarede det godt. Om noget er deres handlinger i går bevis på, at de er dedikerede til deres hjem. Og til Dem.” Hun lagde hovedet på skrå og noget, der næsten kunne have været et smil, men ikke helt fik lov at blive det gled over hendes ansigt.

”De skal nok klare sig, milord, det er i hvert fald min vurdering, men hvis De har mulighed for at give klart udtryk for, at der er plads til, de eventuelle reaktioner, der måtte komme, vil det sikkert hjælpe mange. Jeg mener ikke det vil være gavnligt for moralen, hvis de skal gå og hobe det op på en måde, der i sidste ende bliver mere…ugunstig, end de oprindelige reaktioner ville have været, fordi de er bange for i sidste ende at miste deres arbejde.” Hun tog en dyb indånding.

”De ved, at jeg om nogen hader, når arbejde ikke bliver gjort eller ikke bliver gjort ordentligt og jeg tror da også at mange af de andre vil finde en vis tryghed i at fortsætte som normalt. Så må de af os der kan, trække lidt mere af læsset, imens de andre kommer på fode igen, tænker jeg.” Det var ikke uden en vis nervøsitet, at hun fremlagde sine egne vurderinger af tingenes tilstand så åbenlyst, men hun håbede, at hun havde gjort det på en tilpas respektfuld måde.

”Yderligere er vi nødt til at finde en måde at vende stemningen i byen rundt. Lige nu lader den til at koge og det blev slemt i går nat. Vi skal have den drejet, så dette ikke sker igen. Og De er alt andet lige karismatisk, så hvis vi arbejder hårdt nok, er jeg sikker på vi kan. Det vil tage tid, selvfølgelig, men det gør alt.”

Et svagt smil gled over ham ved hendes ord. Om de var oprigtige eller ej, vidste han ikke. Men at hun sagde dem var det vigtigste. Gene var god til at gebærde sig, til at opføre sig ordentlig og sige de rigtige ting. Det var netop de ting der havde overrasket ham dengang. Fået ham til at se hendes potentiale. Hendes tankegang kunne følge hans. Det var ikke en evne alle havde, og i alt beskedenhed, kunne det føre til store ting. Forhåbentligt uden hun blev en fjende i fremtiden. Det var altid en mulighed, måske var det også derfor han prøvede at holde hende tæt. For at holde øje med hende. Se om han kunne finde tegn på...Et eller andet. Århundreder med dette liv gjorde dette mod en. Forsigtighed? Eller paranoia?

Hendes ord om tjenestefolket overraskede ham ikke. Det lød præcis som han forestillede sig det ville være. Og Genes tanker var også i den retning, som han havde forventet - og selv tænkt. Alt i alt var det tilfredsstillende. Havde det været andre end Gene, kunne han godt sukke over det trættende i at gennemskue hvad folk omkring ham tænkte og forventede. Men i dette tilfælde var pointen netop at opøve Gene i evnerne til at herske og deltage politisk. Dette var oplagt, selv om det også var Seans første direkte borgerkrig. I hvert fald hvor han selv var herskeren.
"Du har ret. Jeg sætter pris på loyalitet i mine folk, til gengæld for at beskytte dem. Det kræver at jeg behandler dem ordentligt. Mange af mine fæller tænker ikke så langt. De tror ren frygt og terror løser alle problemer. Men jeg behøver ikke bruge hver aften på at dræbe og tortere mine folk, i håb om de ikke gør noget dumt i morgen"
Seans ene hånd gled over armlænet, som han så tænkende frem for sig.
"Giv dem lidt mad, løn, generelt ordentlige forhold...Og jeg kan lade dem passe sig selv det meste af tiden. Ikke at nogle løsningerne fjerner alle problemer. Men det har virket overvejende godt for mig. Derfor har jeg også tænkt på at gengælde loyaliteten i nat. De, der har brug for det, kan holde fri i en periode. De får ikke fuld løn, men nok til at klare sig. Vi skal finde nogen der kan overtage det arbejde, der så bliver ledigt. Vi skal være forsigtige med hvem vi ansætter...Hvis nogen overhoved tør arbejde her. Men min erfaring siger mig, at løftet om et betalende job er bedre end ren fattigdom for de fleste"
Et lille smil gled over ham, som han så på Gene igen. Han trak svagt på den ene skulder.
"Det siger sig selv jeg vil lade dig om det. Jeg vil også holde en tale for dem. Jeg er nødt til at sætte ord på hvad der er sket, og forsikre dem om tingenes tilstand. De skal høre det direkte fra mig, det giver en større indvirkning"

Stemningen i byen. Det problem var en svære nød at knække. Han kunne ikke bare stille sig op og tale til en hel by, og så forvente det løste alt. Hvor stammede problemerne fra? Der var sikkert flere, og de havde sikkert ulmet i et stykke tid, for at tingene var nået dette punkt. Hvordan havde han ikke opdaget det? Eller havde han...Men blot ignoreret det? Han havde lavet en fejl, ved at tillade en borgerkrig i at bryde ud. Uanset om han var skyld i den eller ej. Det hele kom sig efter naturkatastroferne, det var han overbevist om. Folk havde altid været fattige, men efter katastroferne, havde folk mistet den smule de havde. De sloges om mad, medicin og tøj. Og krævede at Sean gav det til alle. Men hvor skulle han få de ressorucer fra? Alle byer, alle områder, havde problemer. Han købte mad og medicin til absurde priser fra de omkringliggende områder. Han kunne ikke gøre mere, før de havde endnu en normal sommer, og markedet fandt en ny balance. Så...Hvad?
Sean drejede sig lidt i stolen og lod blikket glide ud af vinduet. Mørket sænkede sig hurtigt her om vinteren, himlen var mørk. Han kunne svagt ane lys fra byen under dem. Stjerner på himlen og en halvmåne.
"Har du nogle ideer?" spurgte han endelig, da han så tilbage på Gene.

“Og netop derfor har De, modsat mange af Deres fæller garanteret, tjenestefolk, der vil stå bag Dem også i en krisesituation,” fastslog hun roligt. ”Jeg var nær blevet stukket slemmere ned i går. De beskyttede mig. Det vil Deres arbejdere ikke lige glemme Dem for, er jeg sikker på.” Til en vis grad var hun selv overrasket. Hun holdt sig ingen illusioner om, at han kunne finde sig nogen, der var mindst lige så kvalificeret, hvis hun en dag skulle gå bort, men det varmede hende, at han på et eller andet plan måske var knyttet nok til hende til ikke at se hende som direkte udskiftelig.

”Jeg vil se, hvad jeg kan gøre med hensyn til nye ansættelser og selvfølgelig holde grundigt øje med dem. Potentielt vil det måske være smart at annoncere, at en mere permanent stilling kan komme på tale, hvis de er dygtige nok til deres arbejde?” foreslog hun. ”Vi mistede gode folk i går nat, folk kan være nervøse for at indlade sig på en stilling her, regner jeg med. Det indebærer vel altid en vis risiko at arbejde for nogen så højt oppe som en hersker, men at vi ikke lever i en eventyrverden er meget tydeligt, selv for den almindelige befolkning. At vide at deres loyalitet og arbejdsomhed eventuelt vil kunne blive belønnet med større stabilitet i fremtiden.” Hun viftede lidt med hånden. Som om dette blot var en strøtanke. En overvejelse, der kunne være god at have med senere, når de rent faktisk førte planerne ud i livet.

”En tale er en god idé. Lad folk se Dem. Det vil få Dem til at virke mere…approachable….virkelig. Det er en balancegang i virkeligheden, for vi er nødt til at få dem til at virke, som en, der er investeret i folket, uden, at De kommer til at virke så meget som et almindeligt menneske, at de mister den uopnåelighed, der holder herskere på deres pladser. Vi skal have det til at virke som om, der er andet og mere i, at det er netop Dem, der har denne stilling, end at De er mere end almindeligt dygtig til politik. Noget der er større end os alle. Eftersom De statistisk set vil overleve de fleste af Deres undersåtter med nogle hundrede år, vil det i længden nok ikke være det sværeste i hele verden.” Hun lagde en finger imod sin underlæbe, sank lidt tilbage i stolen og fulgte hans blik ud af vinduet uden rigtig at registrere sine omgivelser reelt. For opslugt i sine tanker.

”Vi må kunne gøre Dem mere synlig for folket. Tag på flere ture i byen. Ikke anonymt til fods i en brun uldkappe, men annonceret, tydeligt. De skal fremstå fantastisk nok til at folk glemmer, at De er et væsen af kød og blod om nødvendigt. Rejser til yderområderne af Deres territorium vil nok heller ikke være galt. Lad Deres undersåtter se med deres egne øjne, at De er mere end blot en eller anden lord i et elfenbenstårn. Finansier byggeriet af en skole og stik Deres navn på den, hell, deltag af byggeriet for avisernes skyld, om nødvendigt. Der er ingen, der siger, at De pludselig skal blive til velvilligheden selv. Vi skal bare have Dem til at virke sådan. Og angående mangelvare på…alting Så for aviserne til at rapportere anderledes. Fremhæv prisfald på visse vare og undlad at nævne stigninger på andre. Med tiden vil det virke så normalt, at folk ikke længere stiller spørgsmål. Tik sidst vil De kunne hævde at priserne på medicin er faldet, selvom de var lavere for to uger siden. Store dele af underklassen, kan ikke læse rapportager alligevel så med tiden, vil der ikke være nogen til at sætte spørgsmålstegn ved noget. Hvis De bare sletter adgangen til de tidligere rapportager, der modsiger de nye, hvad skulle nogen så i det hele taget gøre?” Dette var dog muligvis at trække den liiidt langt. For nu i hvert fald. De kunne starte i de små og så arbejde sig i den retning.
En tanke slog ned i hende som et lyn fra en klar himmel og det var lige før det reelt gibbede i hende et sekund, før hun fangede Seans blik med sit eget.

”De kunne bruge mig. Det er underklassen, der hovedsageligt er rasede lige nu og jeg er en af dem. Potentielt kunne jeg om nogen være et symbol på Deres velvilje overfor de lavtstillede af Deres folk. Hvis vi drejer den rigtigt altså…”

Hun var ikke heeelt sikker på, hvordan hun havde det med muligvis at skulle bære sin fortid i fuld åbenhed, men sandheden var, at hvis det kunne hjælpe, var hun villig til hvad som helst.

”Intet af det behøver at være sandt, men hvis jeg kan fremstå tilpas meget som underklassernes talerør til Dem, som om de har en her, der sørger for, at Deres problemer bliver hørt, vil det måske hjælpe. Og hvem ved, hvis befolkningen kan komme til at købe den nok, kan De måske få lov til at fortsætte….de andre ting De nu foretager Dem, lidt mere uforstyrret end før?” foreslog hun og lagde hovedet lidt på skrå.

Han nikkede svagt.
"God ide. Gør som du mener det er rigtigt" bemærkede han, og mente dermed at emnet om at ansætte nyt folk var uddebatteret. Selvfølgelig havde de brug for mere end bare midlertidige folk...Så det var fint Gene havde tænkt over det. Han gik ofte op i hvem der arbejdere for ham, gjorde noget ud af selv at møde dem. Det ville han nok også gøre denne gang, men lige nu var hans tanker optaget af uroen omkring dem.
Alligevel bed han sig svagt i læben ved det. Han måtte passe på. Passe på ikke at være for afhængig af Gene, uanset hvor god hun var til sit arbejde. Han måtte hele tiden have kontrollen. Så hun ikke en dag kunne bruge det hele imod ham...
Seans mørke blik hvilede på hende for en stund, mens hun selv så ud til at være hensunket i tanker. Han besluttede sig for at komme efter det senere. Når hun en dag ville fortælle ham, at hun havde ansat nye, ville han kræve at møde dem.

Hun fik det til at lyde som om han faktisk gad være hersker. Når det kom til stykket, var der vist heller ingen der vidste at han ikke gad. Ud over måske Natalie. Et svagt smil gled over ham. Han holdt byen for hende. Og sikke et job han gjorde...Måske hun var utilfreds med ham? Åh, hvor kunne det være sjovt at holde uroen kørende, blot for at drille hende. Men når det kom til stykket, ville en stærk dæmon-race også gøre ham godt. Fordi han var en af dem, uanset hvor individuelle de fleste dæmoner var.
Han sukkede svagt for sig selv. Han var nok nødt til at gøre sig lidt mere umage. Han havde måske taget det lidt for afslappet, prøvede at klare det hele igennem breve og møder her på borgen, eller på udvalgte steder i byen. Gene havde ret. Han måtte ud. Gøre sig selv mindre fremmede, men samtidig manipulere en hel by. Og hvad gjorde han bedre end skuespil og manipulation? Alt for at holde magten - og holde den, sådan som han ville.
Han sendte et drillende blik til Gene.
"De andre ting jeg nu foretager mig? Du får mig til at lyde som en højkriminel klanleder"
At det måske var mere sandt end som så, kunne Gene ikke vide. Eller det burde hun ikke. Vidste hun mere end hun lagde op til? Uden tvivl hun nok havde bemærket han ikke altid var på borgen, at han til tider blev væk en hel nat, forklædt til at gå i et med natten. Men alle havde vel brug for lidt privatliv?
En finger gled tænkende hen over hans hage, mens han overvejede det.

Til sidst skubbede han sig op af sin stol. Hans ben var ikke helt enig i at han burde gå rundt, men han var for rastløs til at sidde stille. Han gik over til et af de store vinduer, så han bedre kunne se ned mod byen under sig.
Præcis hvad ville han gøre?
Præcis som Gene foreslog. Det var ikke en dårlig plan. Det hele, i hvert fald.
"Skoler er en luksuriøsitet for dem, der allerede har mad og tag over hovedet. Lad os først stå for at bygge nogle store bygninger, beregnet til at huse flere på en gang. Store sovesale, store køkkener. Fattighuse, kort sagt. Lad os sige det er gratis for de første at bo der, og ikke nævne vi med tiden vil kræve en lille betaling for det. Mad og byggematerialer er ikke gratis"
Han samlede sine hænder bag ryggen, som han endnu en gang blev stille et øjeblik. Så fortsatte han.
"De fleste af de fattige kan ikke læse. Så lad aviserne skrive ting, der taler til middelklassen eller de rige. Jeg vil også personligt rejse rundt til vores største handelshuse. Jeg har brug for at finde kapital, på den ene eller anden måde. Det er dyrt at mangle mad og medicin, alle mangler det, men højere skatter er ikke en mulighed"
Af åbenlyse grunde, han ikke tvivlede på at Gene forstod.
"En tale. At rejse rundt. Det er fint nok, det er måske det mindste af det hele. Og dig..."
Han vendte sig om mod hende. Hans blik nærmest skarp sig ind i hende. Der var ingen tvivl om at hun ville bære en stor del af det, hvis hun gik ud og blev til helten i dette scenarie. For de små, om ikke andet.
Det ville være en god øvelse for hende. Og oplagt udnyttelse af hendes evner og muligheder, fra hans egen side. Han skulle virkelig være ved siden af sig selv, for ikke at gøre det. Så han nikkede svagt.
"Nogen kender sandheden. Du vil ikke kunne lyve dig til det hele, medmindre du fjerner dem der allerede kender sandheden. Og det tænker jeg ikke du ønsker. At betale folk for at tie stille, virker kun til næste gang de bliver utilfredse med noget. Det er ikke en længerevarende løsning" tilføjede han. Havde hun tænkt det igennem? Folk ville lære hende at kende. Undersøge hende, snakke om hende. Hun skulle være klar, hvis hun ville træde frem på den måde.
"Du er også nødt til at gøre meget af arbejdet selv, så det ikke ligner jeg bare beordre dig til at indynde dig"

Hun lo næsten. Det var helt rart, at han ikke helt havde mistet det drillende glimt, han nogen gange fik i øjet. Efter natten før ville hun ellers godt have kunne forstå det. ”Jeg antager ingenting, Milord,” sagde hun med antydningen af et skævt smil trækkende gavtyveagtigt op i den ene mundvig.

”Selv hvis De er, dømmer jeg ikke. Vi har alle brug for hobbyer og hvis alle bare strikkede, ville verden blive så kedelig ikke sandt?” Deres ordveksling frem og tilbage på denne måde gav hende lov til at flytte sit tankemæssige fokus fra sit eget tyngede indre, for hvilket hun var taknemmelig. Måske ville hun en dag bare lære at ignorere det.

”De kunne starte en fond,” foreslog hun efter nogen tid, som en tilføjelse til hans overvejelser om opførelsen af nye bygninger i byen.

”Lade folk ansøge om midler til projekter og den slags. Hvem ved, måske kunne det være godt for økonomien i det lange løb, sætte folk i gang med at åbne nye butikker og den slags ting. Og hvis De mod forventning virkelig skulle være en storkriminel klanleder sååå..” Hun trak den ud lidt så på med hovedet lagt på skrå.

”Der er ingen, der behøver at vide, hvor foden får sine penge fra. Med tiden kan det endda være, at godvillige adelige eller andre folk med bløde hjerter vil donere. Det behøver ikke engang nødvendigvis at være så tydeligt, hvor mange af midlerne, der ender tilbage i folkets hænder i virkeligheden. Det vigtigste er, at det er synligt, at der flyder penge fra ”Deres lommer” til Deres folk. Der er ingen, der bryder sig om bogholderi anyway. Det får bare tingene til at gå langsomt. Så længe, der sker noget, er det begrænset, hvor mange der vil stille spørgsmål. Og vil man virkelig udskammes for at være den ene, der kritiserer et velgørenhedsprojekt?” spurgte hun og betragtede Sean med kæmpestore uskyldige øjne. Som om hverken den ene eller den anden af dem nogensinde havde gjort noget galt i deres liv.


”Og mig,” nikkede hun til hans ord. Pludseligt gravalvorlig. Hun var udmærket klar over at dette ikke ville blive nogen dans på roser. På den anden side ville det også betyde, at der ikke var e hel side af sig selv, hun skulle sørge for at gemme for adlen hele tiden. Det ville immervæk gøre hendes færden i de kredse svær sikkert, men det var den på mange punkter i forvejen. Og med en flok hengivende underklassefolk til at tilbede sig? Tja, det kunne lade sig gøre, hvis hun spandt den rigtigt.
Hun ville overstråle aristokratiet for dem. Ikke blot deres talsperson, men deres helt eget strålende bevis på, at de var lige så meget værd, som dem der havde siddet på alle pengene i århundreder.
Hun smilede næsten et øjeblik. Pludselig fast besluttet.

”Jeg skal få det til at fungere. Det er jeg nødt til.”

Det lød næsten som om Gene mente der kunne være sandhed i, at Sean kunne være et højkriminelt geni. Ikke at han gjorde mere for at rette det, selv hvis dette var tilfældet. Der var ingen grund til det. Gene var klog, hun vidste hvad hun skulle - og ikke skulle - blande sig i. Klanen var hans, på alle måder. Kun hans. Han var den eneste leder, og den havde været hans hjem længe før han var blevet noget i Doomsville. Han var vokset med den...Og med den udfordret Sakref, dengang han var leder. Åh...Han savnede de tider. Så bekymringsfrie, bare ren fornøjelse og små planer. Bare nok til at være irriterende for Sakref hele tiden, så han ikke glemte Sean altid var lige i nærheden.
Sean sukkede svagt ved minderne. Så længe siden. En helt anden tid. Og nu sad han selv her på borgen, med udsigt over byen. Det mindede ham også om Luce og Rafaela. På trods af han engang havde haft et tæt forhold til Luce, havde de hverken set hinanden eller snakket i årevis.

Han tvang sig selv til at lægge minderne på hylden, og vende tilbage til samtalen foran sig.
"Ja. God ide" bemærkede han let. Han vendte tilbage til bordet, satte sig og tog sin the. Den var allerede mere kold end varm, men han drak den alligevel.
"Jeg vil også se om jeg kan finde nogle mere nyttige aftaler med vores handelsfolk, som sagt. Pengene skal jeg nok finde ud af"
Det var tydeligt han ikke ønskede at få i de dybe detaljer med pengene. Gene havde fat i den lange ende, selv om Sean ikke ville indrømme det direkte. Han havde normalt holdt klanen og byen adskilt, men nu var han nok nødt til at hive nogle midler ud af den, for at redde sin stilling i Doomsville.
Han gned sig over panden et øjeblik, som alle disse tanker og planer truede med at give ham hovedpine. Han skulle have lidt tid til at tænke det hele igennem. Genes ideer var blot det - ideer. Han ville tænke det hele igennem, før han satte noget i gang. Men jo hurtigere, jo bedre.
Efter en rum tid i stilhed, rettede han sig endelig op. Den tomme kop blev sat på bordet. Han trak et papir til sig, en fjerpen og dyppede den. Med en overraskende fart og svingende bogstaver, skrev han hurtigt noget ned. Bagefter smeltede han noget voks og satte sit mærke på den, før han afleverede den til Gene.
"Jeg vil sørge for at lave en fond. Hidkald mine økonomiske rådgivere om et par timer. Jeg vil selv opsøge vores handelsfolk nede i byen, se deres tilstand for mig selv. Jeg vil tale for vores tjenestefolk i morgen tidlig, men for resten af byen...Det må blive senere. Din opgave er at få ansat flere her på borgen, både tjenestefolk og vagter. Samt at igangsætte din egen rolle i det hele. Du får også ansvar for at kontakte aviserne og sørge for de rigtige ord kommer ud. Jeg hjælper dig, hvis du har spørgsmål"
Han lænede sig en smule tungt tilbage i stolen, trak vejret dybt og nikkede let til papiret.
"Hvis du får brug for styrken i det, bekræfter dokumentet at du arbejder for mig og at du i visse tilfælde har lov til at tale på mine vegne. Jeg er sikker på du kan gennemskue hvilken tillid det giver? Jeg behøver vel ikke understrege hvad der sker, hvis du misbruger det eller svigter mig?"

Mod sin forventning kunne hun mærke sig selv sitre helt ud i fingerspidserne af ophobet energi. Spændning, der næsten var elektrisk. Et øjeblik følte hun sig helt svævende over at være i gang med noget. Opløftet af, hvor synkront deres dialog virkede til at køre. Hun havde aldrig før rigtig troet, at hun var i stand til ting som det her. Planlægning af store politiske aktioner? Hvad var det nu for noget hovmod, at tro at hun kunne ændre tingenes gang på nogen måde, hvad var hun i det hele taget? En Gud? Ville hendes mor nok have forlangt at få at vide. Men nej. Her virkede det faktisk. Hun kunne gøre noget. Påvirke andre mennesker til at få dem til at gøre, som hun ville have dem til. For at holde styr på tingene her i byen. Underligt, at der skulle en tragedie til, før hun pludselig sad med en nyvunden fornemmelse af pludselig reelt at kunne opnå noget.
Det sagde nok også e del om hende, hvor let broderens død trængte i baggrunden, når nu hun øjnede strålende klare muligheder i horisonten. Den del ænsede hun ikke. Hvis man spurgte hende, ville det nok stå tydeligt frem, at hun ikke reelt set rigtigt havde registreret det. Og det var nok ikke blot et udtryk for, at hun flygtede fra sorgen, så meget som det måske var et udtryk for, at hun ikke reelt sørgede på samme måde, som et almindeligt velfungerende menneske nok ville have gjort. I Rotten lærte man hurtigt at ligge sorg fra sig og komme videre. Det var man nødt til. Ingen havde råd til at trække sig fra arbejdet i længere tid og rent faktisk bearbejde sorg. Gene havde set folk dø før. Også søskende. Aldrig så brutalt som i går, men man kunne rationalisere en del.


”Jeg går i gang med at finde kandidater, når vi er færdige her, milord. De tilbageværende vagter har sikkert nogle ideer om, hvor vi kan finde kompetente vagter. Selvfølgelig skal de undersøges, men det skal nok blive løst på en tilfredsstillende måde,” forsikrede hun roligt.

Hun betragtede ham nogen tid.

”Ønsker De at jeg kontakter aviserne direkte eller skal jeg hellere…tage ud og snakke til folket? Fremsætte dem nogle af vores planer og mere lade dækningen være…”tilfældig”,De ved så det ikke virker som et markedsføringsstunt, men mere ’Tihi, der fandt I mig omgivet af de fattige, tænk engang hvilket tilfælde!’…..jeg skal nok lade være med at tihie jounalisterne.” Det sidste var sagt som en tilføjelse med et glimt i øjet.

Så blev hun alvorlig, tog imod papiret som om det var underskrevet af Elona Dal selv. Eller måske, givet hvordan hun så guderne, med egentlig større forsigtig ærbødighed.

”Jeg svigter Dem ikke,” svor hun stålsat.

Han nikkede let for sig selv, som hans fingre vendte tilbage til at tromme let på armlænene.
"Jeg vil komme med en officiel udtalelse i forlængelse med begivenhederne her. Det slipper jeg ikke for. Men lad blot dit eget være tilfældigt - det vil virke mere oprigtigt, end at vi prøver at manipulere aviserne og dem der læser dem" bemærkede han let. Og en smule træt. Det var spændende at lægge planer, men jo mere diffust det hele var, jo mere træt blev han. Der var ikke en klar måde at komme fra A til B, der var ikke tydelige detaljer han nødvendigvis kunne gå i gang med, og han var ikke garanteret særlig meget fra start af. Byrden ved at være hersker. Og måske blev det ikke styrket af hans lette modvilje ved overhoved at sidde her.
Med et svagt smil så han tilbage på Gene, før han nikkede let igen.
Han håbede ikke hun svigtede ham. Men han havde prøvet det før, og det ville være dumt af ham ikke at overveje muligheden. Noget han aldrig ville sige højt, da det næppe ville styrke samarbejdet mellem dem. Et samarbejde der gik overraskende nemt....Hvilket omvendt gjorde ham det mere forsigtigt. Folk harmonerede aldrig nemt med ham, trods alt. Så det kunne være et trick.
"Hvis du ikke har mere at tilføje, vil jeg gerne sidde for mig selv nu" bemærkede han endelig, som en slutning på deres lille møde.

//Out