Os fra fremtiden(Josh)

Tid: Aften
Sted: Ashen wood forest
Vejr: Skyfrit og halvmåne
Omgivelser: umiddelbart ingen

Det var aften, og en rolig skikkelse bevægede sig gennem skoven på sin vej mod Doomsville. Denne skikkelse bedre kendt som Dust, bar sit sædvanlige sorte løse tøj, et sort bælte med et dødningehoved bæltespænde der havde rubin øjne, og for ikke at glemme de 5 daggerts der sad placeret i bæltet, en blå rejsekappe med hætten over hovedet, så man næste ikke kunne se hans ansigt, andet end fra under næsen og nedefter samt 2 store sværd på hans ryg der var lige så lange, som Dust var høj. Det ene var et skarpretter sværd, der havde et smukt rent blankt blad, som var skarpt nok til at skære sten som var det smør, mens det andet der hed Samehada havde et blad lavet af hajskind, der var stærkt og som kunne save gennem hvad end der nu skulle komme i vejen for bladet, og begge disse sværd var så unikke, at der kun fandtes en af hver af de 2 sværd, i hele verden. Denne Dust der var en skyggedæmon, var kendt for en meget simpel ting: han havde en noget så stor dusør på sit hoved, og efterlysnings plakatterne der hang i nærmest alle byer, bar et billede af hans ansigt, det 7 cifrede tal samt en god forklaring på hvordan han så ud, og det selv samme tøj som han gik i lige nu. Så havde man læst en af disse plakater var man ikke i tvivl om hvem han var.

Mens Dust kom gående, gik han lidt i sine egne tanker, men der var pludselig noget der fik ham til at snappe ud af disse tanker. En lyd af nogen der blev jagtet gennem skoven, af Doomsviles politi, og det lød ikke til at det gik særlig heldigt for hvem end det var der blev jagtet, for allerede før Dust havde nået særligt langt i retning af lydene, lød det som om at de enten havde fanget ham, eller i hvert fald indhentet denne jagtet person, og omringet ham. Men Dust tog det alligevel roligt, på sin vej hen til det sted hvor han kunne høre de var stoppet op. Hans følelses forladte ravgule øjne, mødte alligevel et lidt spøjst syn en ung fyr, der ikke så ud til at være særlig gammel i forhold til en næsten 600 år gammel skyggedæmon som Dust, omringet af op til flere politi mænd, og da Dust forstyrrede hele scenariet blev han straks genkendt af mindst halvdelen af de tilstedeværende politimænd.

"Jamen hvad har vi så her, en bande politimænd der omringer noget der for mig ligner en slags teenager?" spurgte Dust roligt mens han uforstyrret gik ind i midten af ringen, dannet af politimændene der flyttede sig med det samme da han nærmede sig. Dust begyndte at gå rundt om Josh, mens han så rundt på politimændene, og gav kun lidt af sin opmærksomhed til Josh "Er det ikke lidt unødvendigt at sende så mange mænd, for at få fingrene i en så ung mand her? Jeg ser 6 mænd alt i alt, er i virkelig blevet så dårlige at der skal så mange til at fange en person?" Dust smilede følelsesløst, og ondskabsfuldt og det så kun være ud af at man ikke kunne se, fra under hans næse og opefter "Jeg ville nu sige at denne form for intolerance, og manglende evner skulle straffes, og måske er jeg lige præcis den rette person til at gøre det?" spurgte han roligt og tog sit skarpretter sværd, der var på hans ryg løftede det ud af holderen, og stod med det i strakt arm så det var i en 90 graders vinkel ud fra hans krop "Hmm hvem skal jeg mon starte med? Hvem vil dø først?"

Ikke igen.
Han måtte lærer ikke at rode sig ud i den slags problemer, men, det lagde desværre til ahm at rode sig ud i ting. Han var en værre vovehals, som tit gjorde hvad der passede ham, i fremtiden var det det hans venner altid fandt spændende ved ham, at han turde at gøre alle mulige ting som de ikke ture. Men, nu var hans venner der ikke og betjentene fandt det bestemt ikke morsomt han rendte rundt og behandlede dem som den jord han trådte på. Det var ikke rigtig Josh mening, at de skulle se det på den måde, for han havde skam respekt for dem, den var bare ikke særlig høj. Han havde på en måde større respekt for en ulv med skarpe tænder, så det sagde lidt det hele at Josh bestemt ikke drømte om at få karrieren som betjent. Nix, det var han skam alt for fri til..
Betjentene blev ved med at forfølge ham, som en kat efter en mus, de nægtede at give op indtil Josh havde fundet sig et musehul. Men alligevel, det undrede Josh meget at der var så mange efter ham, var han virkelig så svær at fange at de skulle sende seks betjente efter ham? Som sagt, ingen respekt for dem.
Han kom til en lysning og pludselig havde de omringet ham, der var ingen smutveje, de rettede alle deres våben imod ham, så han måtte løfte hænderne i vejret. Sådan var det, at blive fanget.. Han kiggede ned i jorden, men kiggede op igen, så snart han hørte en anden stemme.. Det overraskede ham at se en som var eftersøgt hjælpe ham, men hvad han end gjorde, så respekterede betjentene det, de nærmest skælvede i hele deres krop. Så snart han nævnte død, løb de første fem, men kun en blev tilbage og rettede sin pistol imod Dust.
"Fjern dig Dust, drengen her er vores!"
Josh kiggede tøvende op på Dust.
Det navn sagde ham på en måde noget.

Dust smilede ondskabsfuldt, og koldt ved synet af 5 betjente der flygtede ved hans blotte nærvær og dræberlyst, og vendte sig mod den sidste der stadig stod der, og endda direkte gav Dust en ordrer. Dust havde absolut ingen respekt for autoriteter, der ikke uden videre var istand til at nedlægge en modstander, så det morede ham bare at denne ene betjent stod chanceløs overfor ham, og hans gennemsyrede ondskab. Dust brugte skygge vandring, hvilket fik ham til at forsvinde som et spøgelse for øjnene af Josh, og betjenten, men dukkede så op bag ved ham med sit store sværd foran fyrens strube.

"Betjente som dig har ingen chance, mod et væsen som mig det er ikke for ingenting, at jeg er over 3 fjerdedele vej gennem de 7 cifrede tal i dusør, på mit hoved!" sagde Dust koldt og lænede sig frem, således at hans hoved var ved siden af betjentens "Jeg bruger sådan nogle som dig, på samme måde som en kat bruger et stykke legetøj! Jeg bliver altid så euforisk, alene ved tanken om at slå ihjel, og jeg har allerede en utrolig lyst til bare at svinge sværdet så du mister hovedet!" Uden tøven lavede Dust en hurtig bevægelse, og fra det ene sekund til det andet stod han en meter fra betjenten, som med det samme havde mistet hovedet der dovent trillede ind mellem Dust, og betjentens krop der faldt død til jorden, med blod fossende ud af den nu vidt åbne hals.

"Hvordan kan det være, at en engel som dig bliver forfulgt af 6 betjente?" spurgte Dust roligt mens han rettede sig op, og tog et stykke stof frem som han tørrede sit sværd rent med "Engle plejer ellers ikke at lave den slags ballade, gør de vel?" Dust så op fra sit blad, og rettede sit blik mod Josh.

Josh kunne fornemme på det hele at dette ikke var en situtaion som han skulle blande sig i, bestemt ikke da han kunne mærke hvordan denne dæmon sydede for at dræbe den betjent som havde stillet sig i vejen og bare ville have fat i Josh. Josh så forskrækket med, imens han kunne mærke sit eget hjerte sidde i halsen, så det blokerede hans luftveje.. Han rystede på hovedet for at få luft, men han fjernede ikke sit blik. At se mandens afhuggede hovede, gav ham et lille chok, men ikke mere til at det bare gav et lille sæt i ham.. Hjertet var så småt ved at falde til ro igen, da han så at der ikke var mere at være bange for, for underligt nok var han ikke bange foran den dæmon som stod foran ham. Endnu engang blev han kaldt for en engel, hvilket bare forvirrede ham endnu mere end han allerede var.
"Jeg.. Jeg er ikke engel?" sagde han en anelse tøvende, da han ikke var sikker på om det var sandt. "Og.. Det er bare noget jeg altid gør," Han kiggede hen på dæmon med et forvirret blik.

Dust rensede den sidste deåbe blod af sir sværd, før han placerede det i holderen på hans ryg og gik hen mod Josh, for så at stoppe et par meter foran ham. Dust så kort på fyren foran sig for lige at nærstudere hvad han havde med at gøre, før han valgte sine næste ord "Jo du er en engel, din aura er ikke til at tage fejl af, sådan noget er jeg trænet til at kunne se!" Sagde han roligt, mens han så englen i øjnene med et roligt blik "Og at lave ballade er vel en hobby for nogen, og en vane for andre! At du laver det, er vel bare en del af din natur, selvom det ikke ligger til en engels natur normalt!" Dust virkede ret tænkende, da han tænkte over hvordan en engel kunne være en ballademager.

Var han virkelig en engel? han kunne ikke få det til at hænge sammen.. Ham, en engel? men, han ønskede jo at være en dæmon, så hvis han var en engel vil alt det han havde håbet på, bare forsvinde ud i luften som havde det aldrig eksisteret.. Det havde det måske heller ikke.. Måske var det noget som han blot havde bildt sig ind.. Han var en engel.. En engel.. Bare tanken om det fik det til at krybe inde i ham.. Ikke fordi han havde noget imod engle, men mest fordi han håbet på at han var en dæmon..
Han sagde ikke noget, men kiggede blot ned i jorden med et skuffet udtryk i hele sit ansigt.. En engel..
"Jeg.. Det ligger til min natur," mumlede han og kiggede op på Dust igen. "Men, tak for hjælpen,"

Et roligt og følelsesforladt smil, dannede sig på hans læber da han takkede for hjælpen. Selvfølgelig kunne Dust ikke lade vær med at lægge mærke til Josh´es skuffede ansigts udtryk, og gættede på at han måske ikke lige havde regnet med, at han var en engel.
"Du behøver ikke takke mig, at dræbe autoritære væsner er en del af min natur, lige som det at lave ballade, er en del af din natur!" sagde han roligt mens han knejsede i sine håndled, efter at have håndteret det store sværd, han havde brugt til at dræbe ham der havde forfulgt Josh.
"Og vær nu ikke så skuffet, det er ikke en skam at være en engel!" sagde han roligt "Min mor var en skytsengel, og jeg ved at det ikke er en skam at være det!"

Ikke en skam at være en engel.. nej, det var det sikkert ikke, men nu hvor han var en, var han ikke sikker på om Jacob ville blive ved med at se ham som en bror og om han overhovedet ville se ham i det hele taget. Han kunne mærke sin egen hals snørre sig sammen bare ved tanken om at miste Jacob som sin bror.. Det ville være som at miste lysten til at leve, indtil han fandt noget andet der var vær at leve for, og indtil videre var der ikke noget.. Han smilte skævt til Dust og løftede spørgende på et øjebryn, da han fortalte om sin mor.. Men, han var jo dæmon, hvilket nok ville sige at han havde lidt engleblod i sig fra sin mor.. Måske..
"Men.. Har du så også lidt engle blod i dig?" spurgte han.

Dust betragtede ham med et tænkende blik, i hans ellers følelses forladte øjne, og lagde hovedet lidt på skrå, da denne Josh der stod foran ham, spurgte ham om han havde engleblod i hans årer. Det påvirkede tydeligvis Josh meget at få af vide, at han var en engel, og når det kom til stykket kunne Dust ikke rigtig se hvorfor. For hvis det ikke var for den pokkers forbandelse Dust havde over sig, ville han stadig have adgang til sine anmon kræfter, man ville ikke være i tvivl om at han var halv engel og halvt dæmon. Men han måtte tage situationen som den var, han kunne kun være en skyggedæmon indtil han fandt en udvej af denne situation.
"Halvdelen af mit blod er engleblod, mens den anden halvdel er af dæmonisk oprindelse!" sagde han roligt "Men jeg har kun adgang til min dæmon side!"

Han kiggede nysgerrigt hen på ham og spærrede øjnene en anelse op, da han fortalte ham at han også var halvt engel og halv dæmon, eller i hvert fald have begge dna i sig. Det var der at det gik op for ham at der egentlig kunne være andre som ham, at han ikke var alene om at være en del af begge racer. Den dæmon der stod foran ham nu, mindede lidt om ham selv, også selvom han var en dæmon og Josh selv var en engel.. Han rystede på hovedet over tanken og lagde i stedet armene på kors, sukkede kort inden han begyndte at gå en smule utålmodigt rundt.
"Jeg har også begge blodtyper i mig.. Derimod har jeg bare kontakt til min engle side," fortalte han og smilte skævt. "Det eneste irriterende ved det hele er at.. min far var en nar og at jeg derfor har måtte tage tilbage til denne tid, bare for at finde ud af hvem jeg var,"

Med et spidsede Dust øre da Josh nævnte det med hans far, men det var ikke så meget det om Josh selv han hørte efter, det var nu mere den lille del af hans sætning der lød at han selv havde rejst tilbage i tiden. Dust selv var blevet bortført tilbage i tiden ved hjælp af en slags krystal portal, der ved hans passering brød sammen og derfor var Dust´es vej hjem igen ødelagt og han havde lige siden, ledt efter en måde hvor på han kunne komme frem i tiden igen, men det havde endnu ikke lykkedes ham. Han tog et par skridt frem mod Josh, lagde en hånd på hans skulder for at stoppe ham i at gå utålmodigt rundt, og så på ham.
"Har du virkelig fundet en måde at gøre det på, og har frivilligt rejst i tiden?" spurgte han bestemt mens hans følelses forladte øjne, betragtede Josh med et bestemt blik "Jeg er virkelig nød til at vide, hvordan det lykkedes dig at rejse i tiden, så jeg kan slippe væk fra det her hul!"

Det gav ham et lille chok da dæmonen pludselig lagde en hånd på hans skulder, kiggede alvorligt på ham som havde han sagt noget forkert. Han havde jo ikke ment at vær og en dæmon var en nar, for det syndes han langt fra! trods alt var hans egen bror en dæmon. Så han havde skam intet imod dæmoner, men blot noget imod sin far. Vent! Pludselig stod alting stille for ham, kom denne dæmon også fra fremtiden? det fik Josh til at lyse end smule op, uden han rigtig forstod hvorfor. Måske var det bare tanken om at der var andre fra fremtiden.. Til det næste han sagde til ham, begyndte Josh at stamme en anelse.. Hvordan skulle han fortælle ham at han ikke vidste hvordan han skulle komme tilbage?
"Joh ser du... en gammel mand med MEGET stor magt fik mig her til.. Jeg kommer ikke fra mere end de 8, 9 år ude i fremtiden.. så det var vist ikke så svært for ham.. han sagde til mig at hvis jeg ville tilbage, så skulle jeg finde ham, men sandheden er at jeg ikke aner hvor han er i denne tid.."

Allerede fra det øjeblik Josh startede denne sætning, kunne Dust godt høre at der var et problem, og det blev ikke lige just bedre af at han ikke gik rundt, med en bestemt metode at rejse i tiden med, men derimod skulle bruge en han ikke vidste hvor var for at gøre det. Dust slap ham igen, og det var tydelig at han ikke ville gøre Josh noget ondt for at få noget ud af ham, Dust kunne alligevel ikke se nogen nytte i dette, det ville blot bringe ham et par skridt tilbage i hans søgen, nu hvor han i det mindste havde fundet en, der muligvis kunne hjælpe ham.
"Fuck hvorfor skal det være så svært, at komme væk fra den her helvedes tid!" sagde han bittert for sig selv, mens han begyndte at gå lidt frem og tilbage mens han tænkte lidt "Hmm så du siger altså at du kender en, der kan hjælpe med at rejse i tiden, men du ved ikke hvor han er henne? Hvad var dit navn igen?"
Hans sidste spørgsmål var måske lidt ud af sammenhæng, men han kom pludselig i tvivl om hvorvidt de havde udvekslet navne endnu, og var derfor også i tvivl om hvorvidt han kendte Josh´es navn.

Helveds tid? Det gjorde med det samme Josh nysgerrig omkring om hvorfor Dust var kommet der og hvad det var han hadede ved den. Selvfølgelig kunne han godt se at han heller vil tilbage til sit eget liv, i modsætningen til Josh der havde besluttet sig for at blive i denne tid. Eller, det mente han at han havde, om han så skulle til at flytte lidt væk, når han yngre jeg engang gik hen og blev så stor.. Men, det betød ikke at han ville hjælpe Dust med at finde manden, hvis han virkelig ønskede at komme væk.
"Mit navn er Josh, Josh Brazil," fortalte han og smilte skævt. "Ja, jeg kender en mand, og jeg ved ikke hvor han er i denne tid, men han burde være her et eller andet sted," Han kiggede spørgende på Dust. "Hvordan kom du egentlig selv her til og hvorfor hader du denne tid?"

Bare tanken om at nogen frivilligt ville blive i en tid, hvor de ikke kom fra, havde aldrig nogensinde faldet Dust ind da han havde haft så travlt, med at finde ud af hvordan han selv kom væk derfra, og udnytte den tid han alligevel befandt sig i denne tid, til at anskaffe sig sjældne genstande som foreksempel hans 2 sværd, Samehada og Skarpretteren.
I modsætning til Josh kunne man så sige at Dust var lidt mere heldig, for hvor Josh stod med chancen for lige pludselig at støde på sit yngre jeg da han ikke var rejst så langt tilbage i tiden, behøvede Dust overhoved ikke at tænke på den slags problemer, fordi han først blev født i år 3374 og der derfor var lang tid til, at han stødte på dette tids rejse paradoks.
"Hmm Josh Brazil godt at vide, mit navn er Dust! I min tid ´det dæmoniske sand fra skyggerne`!" sagde han roligt. Dust havde aldrig nævnt sit efternavn, og fordi Josh nævnte sit fuldet navn, følte Dust sig lidt forpligtet til at fortælle bare et eller andet, der kunne erstatte manglen på hans eget efternavn "Har du en mulighed for at give mig en ide om, hvordan han ser ud eller hvor jeg måske skulle lede for at finde ham?" spurgte han roligt mens han betragtede Josh.
"Jeg kom til denne tid, via en tidsportal lavet af krystaller i denne tid! Det var i bund og grund en bortførelse, udført af videnskabsmænd der arbejdede på et hemmeligt projekt for regeringen! Og jeg hader denne tid, fordi jeg ikke passer ind her! Jeg er begrænset i denne tid, på måder som jeg ikke er i min egen tid, og jeg kan ikke nå de mål jeg har for mit liv, så længe jeg er her!"

Josh havde stødt på sit yngre jeg, han indrømmede gerne at det var en smule underligt, men på samme tid var det som at have en tvilling. Nok var den yngre Josh den rigtige der hørte til i denne tid, men han var ikke meget for at skulle tage hjem igen, trods alt havde han udrettet så meget i denne tid at det var svært at skulle tage hjem igen. Englene havde brug for deres leder, han elskede Luce og bare tanken om at skulle forlade de nye venner fik det til at vende sig i ham.. Men nok om det! Han smilte svagt til Dust og lyttede til det han fortalte. Historien fangede ham og straks forstod han, hvorfor han så brændende ønskede at komme tilbage til sin egen tid!
"Så forstår jeg bedre, jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig med at finde ham," sagde han og nikkede til ham. "Hans magt var i hvert fald meget stor! Jeg kom til fortiden ved at han brugte en besværgelse på mig, hvor jeg skulle bindes ind i reb og jeg ved ikke hvad.. Det var som om at man blev rykket i tusind stykker og derefter smidt ind i en tornado, det var ikke en rar tur," han skælvede kort ved tanken, inden han langsomt begyndt at gå. "Men jeg kan forstå at du vil gå igennem det for at komme hjem,"

Dust der måske, måske ikke, var lidt en modsætning til Josh, havde også udrettet ting i denne tid, nogle få ting der måske kunne regnes for at være gode, og en masse uoprettelig skade der i den grad havde været med til, at han den dag i dag gik under øgenavnet `dæmon sandet fra mørket´. En af de ting der nok kunne opfattes som en af hans gode gerninger, var nok hans slave arbejde. Selvom det for en hver udefrakommende så ud som om, han var en ond slave ejer der tilegnede sig de slaver det passede ham, så var virkeligheden sådan, at han i virkeligheden gjorde det for at få slaver væk fra deres onde ejere, træne dem til at kunne klare sig selv, og derefter lod han dem blot gå som frie væsner. Og måske var dette blot et komplet tilfælde, at Josh og Dust havde mødtes, for hvis Josh var forelsket i den selv samme Luce som Dust var i gang med at erhverve sig, ville det egentlig være et utroligt tilfælde, især hvis de fandt ud af det.
"Jeg er i forvejen vant til, at blive skilt op i tusindvis af dele når jeg kæmper mod andre væsner, og jeg har prøvet at blive slynget rundt i en tornado!" sagde han roligt, med et tænkende blik "Og jeg er villig til at være døden nær, hvis blot det bringer mig tilbage!"

Han nikkede til hans ord. Så længe han selv var villig til at gå igennem det, så ville Josh ikke have noget imod at vise ham vejen hen til manden, selvom han egentlig ikke kendte vejen! Sidste gang han snakkede med manden havde været i firewood village i en lille bjælke hytte hvor man knapt nok kunne trække vejret! Det var som om at det var i går han stod foran manden og bad ham om at finde hans fortid.. Hans ord var stadig bagerst i hans hoved. Hvis du ønsker din fortid at vide, hvorfor så ikke bare selv tage tilbage og finde den?
"Jeg vil gøre hvad jeg kan for at lede dig hen til ham," sagde han med et svagt smil på læben. "Sidst jeg mødte ham.. Var i firewood Village.. Jeg ved ikke om han stadig er der, men det kunne være et forsøg værd!" Han sendte ham et håbefuldt smil. "Så.. der er slet ikke noget i den her tid der gør af du ønsker at blive her?" Han så spørgende på ham, imens de gik igennem skoven.. En enkelt lille fulg valgte at kvidre med dem..

Bare tanken om at han muligvis havde fundet en vej hjem, fik Dust til at smile et ondskabsfuldt, følelses forladt smil. Det var sjældent nogen så ham gøre dette, men det havde lykkedes Josh at tilbyde ham den ene ting, Dust higede mest efter, den ene ting Dust ville gøre alt for ville ske fyldest. Mens de gik begyndte en fugl at kvidre, men det blev den kun ved med kort tid, mens noget af hans sand sneg sig ind på den, fangede den og maste den med en lav pum agtig lyd.
"Jeg havde godt nok aldrig regnet med, at jeg ville finde min vej hjem på denne måde, men selvfølgelig er denne verdens veje uransagelige, jeg er blot euforisk over endelig at have fundet en mulighed!" sagde han tænkende, mens de gik side om side, på vej mod firewood village. Dust så roligt på Josh, da han sendte et håbefuldt smil til ham, og spurgte ham om hvorvidt Dust havde noget at blive her for.
"Jeg har selvfølgelig nogle ting, jeg stadig skal have lukket af før jeg forsvinder herfra, men selvom jeg til at starte med kun gik efter at forsvinde herfra for altid, så må jeg da indrømme at der er et par få ting, eller rettere nogle få væsner, der er det værd at komme tilbage til, for at besøge!" sagde han tænkende "Udover alt forventning har jeg måske familie på vej, og nogle af mine planer har påvirket flere væsner på en god måde, og jeg må da sikre mig at mine planer ikke går i vasken, så snart jeg forsvinder!"

Han lyttede til ham. Det var helt underligt for ham at stå og snakke med en anden fra fremtiden. Skulle Josh være ærlig, så havde han kun troet at det var ham det havde lykkedes for at komme til fortiden. Men, nu gik Dust som et levende bevis ved siden af ham om at han ikke var. Dust kom endda længere ude i fremtiden end han gjorde! Det var ikke til at tro. Josh havde lyst til at spørge ham om hvordan det var i den tid han kom fra.. Nysgerrigheden lå til ham og inden han kunne nå at forhindre ordene i at komme ud, løb de hen af tungen og ud i luften.
"Hvordan er der i den tid du kommer fra? jeg mener, du kommer jo langt ud i fremtiden, imens jeg blot kommer et par år fra den," spurgte han roligt. Det gode ved Josh spørgsmål var at de aldrig lød ivrige eller fornærmende. De var altid rolige og man ville sjælendt føle sig fornærmet af spørgsmålene. En lille fordel ved at være en engel, selvom han egentlig var en Archangel og ikke en engel.. Det var en anden histroie..

Hans spørgsmål kom sådan lidt ud af det blå, men det overraskede ikke Dust at Josh spurgte ham om lige dette, for selvom Josh var den eneste han havde det tilfældes med at de begge var rejsende i tid, så var der faktisk stadig mange der var nysgerrige omkring, hvordan det var at leve i den tid, som Dust kom fra. Men den tid han kom fra, var ikke lige just for sarte sjæle, og Dust tvivlede faktisk på at mange fra denne tid, overhoved ville være i stand til, at overleve i den tid han kom fra.
"Tja det spørgsmål har jeg overraskende nok, fået fra næsten alle dem jeg har snakket med, som har fået af vide, at jeg kommer fra fremtiden, og jeg er efterhånden ved at blive vant til det!" sagde han roligt, og smilede et følelses tomt smil, mens han kiggede på Josh "Min tid får den her tid, til at virke som det rene barneleg, når man sammenligner dem med hinanden! I min tid er jorden efterladt stærk påvirket af den tredje verdenskrig, mange steder på planeten kan man ikke være, uden enten at have beskyttelses udstyr mod radioaktivitet på, og nogle områder er det så slemt, at kun cyborg racer kan befinde sig der! Verdenen er fyldt med kaos, der er ingen steder på kloden der har en ordentlig ordensmagt, selvom militæret ihærdigt prøver og slår fejl ret ofte, så derfor er steder som foreksempel New York, og Las Vegas overtaget af en stor mafia bande kaldet the calvarinos klanen, som jeg sjovt nok var kommet i kontakt med, før jeg kom hertil!"
Dust virkede til at være åben, for mere detaljerede spørgsmål af nogen art, da han følte at han godt kunne være social overfor Josh, nu hvor han var villig til at hjælpe Dust med at komme hjem.

Hans fortælling lød snare som et mareridt. En gyserhistorie man fortalt børnene inden de skulle puttes i seng, så de kunne have mareridt om natten. Josh kunne slet ikke forstille sig at fremtiden så sådan ud. Når han kiggede rundt på omgivelserne, var det langt fra til at forstå! Der hvor han kom fra så fremtiden en lille smule anderledes ud, men ikke så meget at der ville være slagmarker over det hele og folk skulle flygte på den måde! Han kiggede overrasket på Dust, slugte hvert et ord han fortalte og tyggede på det, smagte på det og kunne ikke lide smagen af det!
"Men, hvis fremtiden er så ødelagt, hvorfor vil du så tilbage til den? jeg ved godt at du ikke er van til disse omgivelser, men af hvad du fortæller, lyder det slet ikke til at man kan bo i den tid du fortæller i," spurgte han og så roligt på ham. Hans stemme og spørgsmål var fortsat rolige.. Hvis Dust ikke ønskede at svare på det, så ville Josh ikke tvinge ham til det.. Da de begyndte at komme til udkanten af skoven, begyndte Josh at se sig lidt mere omkring, for at se om han kunne genkende det sted han havde mødt manden.

Dust kunne næsten se på ham, at Josh tog hvert et ord han sagde til sig, og ikke lige just virkede til at bryde sig om, hvordan Dust´es hjem tid så ud, og det undrede ham faktisk ikke rigtig, for med tanke på at Josh ikke kom fra så langt ude i fremtiden, og at en hver Dust havde fortalt dette til heller ikke brød sig om tanken, var det da ikke underligt at Josh nok ikke brød sig om denne tid, og hvordan jorden ville komme til at se ud, om mere end 1800 år.
"Jo ser du, selvom fremtiden er så kaotisk og ødelagt på den måde som den er, så er det den verden jeg er vant til, selvom mange fra denne tid ikke ville overleve en dag i min tid, så nyder jeg at jeg kun kan blive stærkere af det jeg overlever, hvor jeg her i denne tid, kan møde modstand der kun kan udfordre min evne, til at bruge mit hoved de fleste af gangene!" forklarede han roligt "Selvfølgelig har jeg da mødt modstand, der overraskende nok var hård, men det er ikk det samme når det kun er en gang imellem! Og for det ikke skal være løgn, så kan jeg ikke få den hævn, jeg hele mit liv har tørstet efter, så længe jeg befinder mig her, så mest af alt vil jeg tilbage til min tid, for at jeg kan få den hævn der kan gøre, at jeg endelig kan få fred i de sidste stumper, af min tilbageværende sjæl!"

Selvom det nok lød skørt, så forstod Josh godt hvorfor Dust ville hjem! Han var jo van til den verden han kom fra, lige meget hvor ødelagt den var, så havde den været med til at skabe ham og gøre ham til den han var. Det var ikke bare noget man sådan kunne smutte væk fra! Han smilte svagt til ham, inden han sendte ham et forstående nik. "Så forstår jeg bedre," De kom til byen. Væsnerne myldrede rundt omkring den og kunne minde Josh om en myrefarm. Det var som om at jo længere de kom ind i byen, så kunne han huske mere og mere. Det var som at se en film igen, en man havde set flere gange og bare ønskede at se igen.. "Vi skulle snart nærme os," Da de kom til et sted hvor der var helt stille og kun lyden fra et springvands brusende vand afbrød stilheden, stod det helt klart for Josh at manden levede her og at han sikkert var inde bag bygningens røde mure.. Josh gjorde et nik op imod et vindue, hvor der stod en vase og hvor et hvid galener var pyntet med røde roser.. "Han bor deroppe, nu er det bare hvordan vi skal få kontakt med ham,"

Dust havde ikke ført mødt nogen, der var i stand til at forstå ham lige så godt som Josh kunne det, og det virkede beroligende på Dust. Da de nåede ind i byen, kunne man trods mylderet se hvordan, folk gik uden om Dust og Josh, som om hans aura fungerede som en minus pol på en magnet, der skubbede alle andre væk fra ham, og derfor gjorde det nemmere for dem, at passere gennem byen mod deres destination.
Da de nåede frem, og Josh udpegede det sted manden burde bo, så Dust roligt op mod stedet med hans følelses løse blik. Han kunne mærke en underlig følelse deroppe fra, en underlig følelse af noget han havde mærket før, men det kunne da ikke passe. For sidste gang han havde mærket den følelse, var da han lige var passeret gennem krystal tidsportalen, og rørte ved den hvilket fik den til at bryde sammen.
"Det her sted... Der er tids krystaller i nærheden!" sagde han roligt "Jeg kan genkende følelsen, og jeg ved de ikke kan holde til, at jeg bruger dem eller for den sags skyld, røre ved dem! Jeg håber satme han kan få andre væsner gennem tiden, uden brugen af tids krystaller ellers er jeg på røven! Men lad os da prøve at komme derind, og se om han er der!"
Dust begyndte at opløse sig selv til sand, som løftede hans sværd op til vinduet der blev åbnet, så han kunne komme ind. Noget af sandet dannede en platform under Josh, og løftede ham op så han kunne komme med ind.