Lets meet again... Its been a long time... Way too long... (Alane)

Tid:
14:35
Sted:
Emeral og dream district.
omgivelser: Nogle få folk og ellers bare skoven...
Vejr:
Helt stille og roligt...
Påklædning:
Han har en lidt stramt siddende skjorte på, og nogle lettere løse bukser... Begge dele af hør, med læder forstærkninger, på knæ, albuer, skinneben, underarm, sæde og skuldre.

Han kom gående med stille og rolige skridt ned gennem skoven og gik bare og kiggede sig omkring... Han havde for engangs skyld ikke nogen våben med sig, af respekt for det område han bevægede sig rundt i... Han følte det ville være forkert at have nogen form for våben med ind i den smukke skov... Det var en skov så smuk at ingen form for farlige ting burde befinde sig i den...

Han tænkte faktisk også om det var forkert af et 'monster' som ham at bevæge sig rundt i den skov... Han måtte vel bare love sig selv at han ikke ville skade nogen og holde det, for sin egen, skoven og andres skyld... Han kiggede sig lidt omkring uden helt at vide hvor han gik hen...

Han gik bare gennem skoven og valgte så til sidst at sætte sig op af et træ... Han satte sig og kiggede sig bare rundt, lagde mærke til duften og lyden af dyr der bevægede sig rundt, ret tæt på endda det overraskede ham en smule fordi han var vant til at dyr forsvandt hurtigt...

Tøj: http://www.karenmillendressescheap.com/images/Broderie%20sun%20dress%20Black0.jpg


Alane sad roligt oppe i en af de store smukke træer, de grønne blade dækkede hende næsten helt. Solens stråler gled ned på de grønne blade så hendes hud fik en lettere grønlig glød. Hendes røde hår var slået ud og hang vildt omkring hende. Hun var klædt i en sort kjole, dog var der huller hist og her og så var den afrevet for neden.

Hendes øjne gled ud over den smukke skov, hvor var hun glad for at denne skov aldrig nogensinde var blevet rørt på en dårlig måde, et let smil lå over hendes læber som tanken gled gennem hendes hovedet. Roligt fandt hun sin fløjte frem fra etuiet som stig var spændt fast omkring hendes lår højt oppe under kjolen så man ikke kunne se det.

Sirlige men søde og lokkende toner kom frem fra fløjten som hun gav sig til at spille. Det var så ufatteligt smukt. Tonerne bredte sig ud over skoven som en tåge der lagde sig tungt mod jorden. Hendes øjne var lukkede mens hun lod sine tanker flyve, lyttede til den historie som der nu engang blev fortalt Den var anderledes og mere intens. Hun kunne stadig ikke se klart hvad det var der skete men hun vidste jo at det ville komme senere hen, så længe hun spillede denne sang igen. Alane havde aldrig nogensinde skrevet nogen af sine sange ned, de kom bare naturligt til hende.

Han sad bare under træet og kiggede sig omkring, og hørte lidt efter nogle toner, og udfra lyden og at det kom fra et af træerne kunne han kun forestille sig en person der kunne skabe dem... Han begyndte derfor at gå stille i retning af tonerne, han følte det var for lang tid siden han sidst havde snakket med sin 'lillesøster'...

Han gik over til træet og helt lydløst smed han tøjet og skiftede form, og kravlede så nærmest helt lydløst op af træet og hen imod hende hen af den gren hun sad på... Han vidste ikke hvorfor han valgte det, men måske lidt grundet at han gerne ville se hvordan hun reagerede og han satsede på at give hende et lille chok...

''Hey Alane...''

Hans hoved var maks en halv meter fra hende som han sad der...

Hun sad med det ene slanke ben hængende ned fra træets gren, en solid og tyk gren. Alanes øjne var lukket i, hun så afslappet ud som om at intet kunne forstyrre hende i det hun havde gang i. Det var halvt om halvt rigtigt. Man kunne dog se at hun var glad men også at hun ikke var helt til stede. Dog var hendes sanser skarpe og parate. Hun havde ændret sig meget på det punkt. Selvom hun egentlig ikke var på vagt kunne hun mærke tingene alligevel. Roligt holdt hun en pause for lige at få vejret ordentligt men gav sig hurtigt til at spille videre.

Alane kunne mærke da Sajro kravlede op i træet eller hun kunne ikke mærke det var ham men at der var en på vej op i træet. Hun spillede videre, upåvirket af at han kom. Hans adfærd virkede ikke truende men rolig og glad.

Hun stoppede stille med at spille da han var kommet helt tæt på hende, roligt vendte hun hovedet mod ham og gav ham et stille smil mens hun så ham i øjnene.

"Hey Sajro"

Han smilede bare med det store ulvehoved til hende... Hun havde godt nok fået forstærkede sanser... Var hun mon komme tættere på dyrene end en normal shapeshifter var? Det var den eneste logisk grund han lige kunne komme på... Han grinede svagt hvilket lød som en blanding mellem en dyb latter og et ulvehyl...

''Er vi kommet tættere på dyrene?''

han så bare på hende, før han kravlede tættere på hende... For ikke at skulle klamre sig til træet... Han satte sig ned hvilket nok ville se utroligt sjovt ud... En lille pige og en varulv der var nok mere end dobbeltså stor som hende...

''Ja undskyld min form... Har bare nogle grund til ikke at være mig selv for tiden...''

Han smilede bare...

Ja Alane var kommet meget tættere på dyrene men også bare alle de andre racer rent generelt. Hun havde jo trods alt lært mange af deres små hemmeligheder. Dog den eneste race hun ikke var kommet så tæt på endnu var vampyrene, de skilte sig jo også ud på den måde med at de var døde. Hun gav ham et stille smil og vendte sig mod ham så hun nu sad overskrævs på den store gren. Hun havde forsat sin fløjte i hånden. Hun havde altid været en dygtig fløjtespiller.

"Det kan man vist roligt sige"

Alane var ikke bange for ham i hans form. Det virkede til at han havde fået rigtigt styr på eller også var det fordi han som sagt ikke havde været sig selv i et stykke tid. Hvorfor mon?

"Og hvad er denne grund?"

Hun gav ham et stille smil og betragtede endnu engang hans form. Hun havde altid fundet den smuk selvom at han så ond ud men hun kunne godt lide den. Roligt rykkede hun helt hen til ham så hun sad lige foran ham. Roligt rakte hun op og kærtegnede ham på siden af hovedet, hendes hånd var virkelig lille i forhold til hans hoved.

Han så undskyldende på hende, fordi selvom han gerne ville fortælle hende grunden kunne han desværre ikke fortælle hende den... Han så meget undskyldende på hende... Han var virkelig ikke glad for ikke at kunne fortælle hende den...

''Kan desværre ikke fortælle dig den... ville gerne men af andre menneskers sikkerhed går det desværre ikke...''

Han så på hendes fløjte og fordi han ikke kunne tale om det andet var han jo nød til at tale om et eller andet... Så derfor var han glad for at se fløjten som da i det mindste kunne skabe et emne at tale om som en start...

''Er du naturligt god til at spille eller har du lært det?''

Hun lod sit blik falde og satte sig så nu så hun sad almindeligt på grenen og så ud over skoven. Det gjorde ondt at han havde så mange hemmeligheder for hende men det kunne han jo ikke gøre for. Hun så kort mod ham og bed sig let i læben. Det var ret tydeligt at det gjorde ondt på hende men hun prøvede ihærdigt at gemme det. Ikke kun for ham men også for hende selv.

"Det er okay Sajro"

Alane vidste ikke ellers hvad hun skulle sige eller gøre. Stemningen havde været så trykket de sidste mange gange de havde mødtes. Det var ikke særlig rart men det var kun dem selv som kunne rette op på det.

"Jeg er født med evnen"

Et stille smil lå over hendes læber men hun kunne bare ikke tvinge det triste ud af sig. Det var irriterende og hun hadede det. Let bed hun sig i læben.

Han ville ønske han bare kunne fortælle hende det, men han kunne ikke sætte sin klans sikkerhed på spil, ved at fortælle det til hende... Han vidste ikke om hun allerede vidste det, men det var heller ikke vigtigt for ham lige nu at finde ud af...

Han vendte sit blik mod hende, og valgte så istedet at gøre noget andet, for at vise at han i det mindste stolede på hende, og det afslørede nok ikke meget overfor hende...

''JEg kommer snart tilbage...''

Han kravlede hurtigt ned, og skiftede form, og tog så sit tøj på og kravlede op i træet igen til hende...

''Sådan...''

Han lagde en arm om skuldrende på hende... Og aede hende kort over armen da han kunne se noget trykkede hende...

''Det må være dejligt at være født med evnen til at skabe noget så smukt?''

Alane ville aldrig nogensinde sladre omkring de ting hun fik afvide. Så hellere dø men det ville vel ikke ændre noget, han havde hemmeligheder og det måtte hun vel egentlig bare respektere. Et stille suk forlod hendes mund mens hendes øjne forsat var klistret til hendes fløjte. Egentlig var den ret markaber. Den var lavet ud en knogle fra en menneske krop men på en måde generede det ikke hende. Mennesket havde været dødt og havde ikke haft brug for den mere.

Hun vendte stille hovedet mod ham da han talte til hende. Et stille nik var hendes svar. Hun virkede stadig ked af det men var det egentlig ikke, hun var bare irriteret og kunne ikke forstå hvorfor han ikke stolede nok på hende til at være ærlig. Var det fordi hun ikke var som ham?

"Du ved godt Sajro, jeg er ligeglad med t se dig nøgen, du er jo teknisk set min 'storebror'."

Stille trak hun på skulderne, det var ikke noget hun som sådan havde tænkt over det på den måde. Det var bare noget hun kunne.

"Jeg har aldrig rigtigt tænkt over det, jeg har jo bare altid kunne det"

Ja han vidste vel godt at han kunne stole på hende, men nu havde han også lovet at han ikke fortalte grunden til det, til andre end klanen, og han var nød til at sikre sig at de kunne stole på ham, og derfor kunne han ikke være ærlig overfor ehnde... Han var nød til at holde de ting han lovede...

''Ja det ved jeg, men jeg bryder mig ikke om at vise mig nøgen overfor andre end Lyssa...''

Han smilede til hende... Han var begyndt at sætte flere og flere grænser på hvordan han var overfor kvinder, af respekt for Lyssa, da han jo havde været lidt af et svin overfor hende i starten, og derfor ville han rette op på det nu...

''Om ikke andet er det vel rart at have evnen til at kunne skabe noget så smukt?''

Han havde kun evnen til at indtage sin ulveform, og den var ikke ligefrem smuk, eller kunne skabe noget smukt... Tværtimod...

Alane var heller ikke sur på ham over at han ikke ville svigte dem han havde lovet det men det var nu bare underligt at de stadig levede med så mange hemmeligheder for hinanden. Hun så stille ned på jorden, denne skov var å frodig, så smuk og så fortryllende. Den var så gammel og så urørt, det varmede lidt om hendes hjerte og hun kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndende.

"Det lyder også klogt hvis det er noget som hun ikke er glad for. Nu er det jo heller ikke lige fordi jeg bare higer efter at se dig uden tøj på"

Hun gav ham et lille skævt smil på læben mens hun vendte sin opmærksomhed mod ham og derved drejede hovedet så hun så ham i øjnene. Det var som om at hendes humør løftede sig lidt da emnet blev skiftet og denne gang med succes.

"I guess, jeg ved det ikke helt, for mig er det ikke altid smukt, for det meste er der altid en sørgelig historie bag det, jeg kan se historien bag musikken som bliver skabt, hvorfor ved jeg ikke."

"Men Sajro jeg syntes også du kan skabe noget smukt, selvom du måske ikke selv syntes det så syntes jeg er din anden form er smuk. Selvom den er bestial og uhyrlig så syntes jeg stadig at den er smuk".

Alane holdte forsat øjenkontakten men ham, et lille smil på hendes læber endnu.

Han kiggede lidt på hende... Det var da lidt trist at hun ikke selv så det smukke i det hun skabte men okay, nu påstod hun jo også han skabte noget smukt, og hvis der var en ting han ikke kunne se så var det at han skabte noget smukt... Han mente det modsatte at han ikke kunne skabe andet end destruktion, og død... Det var derfor han havde valgt at den destruktion og død skulle fokuseres mod Sakref...

''Det er synd du ikke selv ser det smukke i det... Jeg har ihvertfald sjældent hørt noget så smukt... Men ofte er det også ting der virker sørgelig, og skaber følelser hos os der er det smukkeste...''

Han smilede forsigtigt, og gad ikke rigtigt kommentere det med at hun fandt hans form smuk, men der var et eller andet der fik ham til at kommentere det afligevel som om der var noget i ham der sagde at det skulle han gøre og at alt andet ville være forkert...

''Du så aldrig set mig folde mig ordentligt ud... Du har kun været heldig når du har set mig i den form... Du har ingen anelse om hvor bestialsk og dyrisk jeg kan være...''

Han så væk fra hende...

Alane kunne ikke altid se det smukke i død og ødelæggelse, krige og så meget andet skidt som skete for disse stakkels folks historier som hun fik fortalt men nu havde hun jo heller ikke lige frem fortalt Sajro at det for det meste var det hun så, men det var heller ikke så vigtigt, det mente hun i hvert fald selv. Et lettere trist smil lå over hendes læber som hun kom til at tænke på historien om de elskede som blev ved med at holde om hinanden indtil de døde brutalt i kampens hede. Hun rystede hurtigt billederne ud af hovedet og rettede igen sin opmærksomhed mod handyret ved siden af sig.

"Det er ikke altid krig og blodbade er smukke Sajro"

Han vidste selvfølgelig ikke hvad det skulle betyde men hun havde ikke lyst til at uddybe det mere medmindre han spurgte ind til det
Alane havde ingen anelse om alle de ting som Sajro rendte rundt og lavede, havde ingen anelse om at han gjorde oprør mod Sakrefs styre. Selv havde hun både stødt ind i Melvin som skulle siges at være hans søn og egentlig havde han reddet hende. Samt at hun sikkert havde mødt andre som egentlig gerne ville have fat i oprørene.

Et stille smil lå over hendes læber og hun så igen på Sajro og trak stille på skuldrene, hun kunne ikke forklare hvorfor hun syntes at hans form var smuk men det syntes hun bare den var.

"Uanset om du slår folk ihjel eller hvad du gør syntes jeg stadig at din form er smuk Sajro"

Hun bed sig lidt i læben og var stille lidt tid før hun igen stillede et stille spørgsmål..

"Sajro, har du egentlig nogensinde dræbt nogen selvom du ikke var i din anden form?"

Han forstod godt at hun ikke syntes at krig og blod var smukt, men på et eller andet punkt kunne han ikke lade være med at finde en blodfyldt slagmark smuk, som om der var noget over den der gjorde den smuk... Måske det bare var det at der var to magter der kæmpede for det de troede på? Det at folk var villige til at ofre deres liv for noget de ville? HAn vidste ikke helt hvorfor... MEn han fandt krig som værende noget smukt...

''Ja og så er der mig der faktisk finder det smukt... At folk kæmper med deres liv for en sag, eller blot for at skaffe noget de mener de ret til...''

Han kommenterede denne gang ikke hans form han gad ikke gøre det mere... Hun ville jo aldrig give ham ret så det var egentligt lidt lige meget af ham at snakke om det...

''Jeg har dræbt i den her form ja...''

Han så ned...

Alane vidste aldrig hvorfor der var krig, hvorfor de slog hinanden ihjel. Det eneste hun kunne se var den ene soldat efter den anden blive mejet ned. Fra begge sidder. Hun gøs indvendigt bare ved tanken om det, hun havde aldrig haft det så godt med at slå ihjel eller se folk slå ihjel. Hun bed sig let i læben og kunne slet ikke se det for sig eller jo men hun havde virkelig ikke lyst til det.

"Hver sin smag. Men det der er ved de historier der bliver fortalt er at jeg aldrig ved hvad de kæmper for, hvad deres sag er. Alt hvad jeg ser er at folk bliver slået ihjel over alt. Små børn, kvinder, mænd ja alt hvad der faktisk er levende."

Hun sukkede stille og bed sig i læben, hun så end på fløjten som hun stadig havde i hænderne. Hun kunne jo altid bare lade være med at spille men det kunne hun bare ikke. Uanset hvor meget hun prøvede kunne hun bare ikke holde op med at spille.

Sajro havde ret, hun ville aldrig give op, hun havde sine meninger og dem var der ingen som skulle ændre med mindre det rent faktisk var logiskt det som de sagde eller at de havde ret. Men lige med det her mente hun ikke at Sajro havde ret.

"Hvorfor?"

Der var ikke foragt eller noget i hendes stemme, hun lød overrasket men også nysgerrig.

"Hvad er det egentlig som du laver Sajro?"

Let lagde hun hovedet på skrå og betragtede den store mand foran hende. Hun ville gerne lære ham bedre at kende men han havde så mange mure omkring sig og så mange hemmeligheder som han ikke ville fortæller hende, men det var også okay.

Han kommenterede ikke på det med krigen og døden, da han ikke rigtigt vidste hvad han skulle svare til det så han trak bare på skuldrende, som svar på det hun sagde. Han gad heller ikke til at sidde og snakke om hvem af dem der havde ret eller noget andet i den stil.. Han ville egentligt bare gerne videre til en anden samtale og så hellere snakke om hvorfor han havde dræbt som menneske, og om hvorfor han havde dræbt i sin varulve form...

''Fordi, nogle gange er det ikke retfærdigt overfor ens modpart at man indtager en form så meget stærkere og farligere, end et normalt menneske, selvom de så er klædt i en rustning og med våben... Eller også har det været fordi jeg har været i et rum der var for lille til at jeg kunne forvandle mig... Simpelthen fordi det var nødvendigt...''

Han så på hende, spurgte hun direkte om hvad det var han gik lavede? Det ramte ham lidt, fordi han havde ikke lyst til igen at sige at han ikke kunne fortælle det, så han var nød til at fortælle det på en lidt underlig måde, og stadig lidt skjult...

''Forsøger at skabe nogle af de værdier jeg lever efter i verden...''

Hun sad stille i sine tanker og debatterede med sig selv hvor vidt hun skulle fortælle Sajro den forvandling hun havde været i gennem. Det var ikke fordi at det var noget slemt eller det håbede hun i hvert fald ikke at det var. Hun morerede sig meget men denne nye evne af hendes. Så mange væsner som hun ligepludselig kendte dog var der stadig et mysterie for hende endnu og det var vampyrene fordi de havde den specielle ting som man bare ikke kunne efterligne. De var døde.

Endnu engang vendte hun sin opmærksomhed mod Sajro da han begyndte at snakke. Stillede nikkede hun med en hvis forståelse for det, dog ikke meget. Roligt strøg hun det røde hår ud af øjnene endnu engang mens hendes øjne gled over det smukke landskab som var foran dem. Et lille smil var på hendes læber men det forsvandt hurtigt, det var tydeligt at se på hende at hun skjulte noget eller er var noget hun i hvert fald ikke fortalte ham.

"Bare fortæl mig det som det er. Du kan ikke fortælle mig hvad det er du laver"

Stille sukkede hun mens hun lod sit blik glide op på himmelen. Hendes duft var blevet anderledes siden de sidst havde set hinanden, meget anderledes.

"Sajro... Jeg er egentlig ikke en Shapeshifter.."

Alane vidste stadig ikke helt om hun burde fortælle det eller ej. Men ordene var bare sluppet ud før hun havde tænkt over dem. Det var jo ikke fordi hun havde løjet overfor ham fordi hun havde jo været Shapshifter engang troede hun i hvert fald.

Han brød sig faktisk ikke om at holde noget skjult for hende, og da hun sagde at han sagtens kunne stole og fortælle hende det, valgte han at det nok også var det bedste han kunne gære, også for deres forhold som nærmest søskende... Det var da vigtigt at søskende kunne stole på hinanden... Det mente han ihvertfald, og at man stolte på de folk man havde tæt på sig... Det var ret relevant for en mente han...

''Okay søs... Kender du noget til gruppen Anarchical?''

hans sanser var spændt fuldt ud for at sikre sig at der ikke var nogen andre der lyttede med på det hele... Han vidste ikke om hun kendte den så han fortsatte sin forklaring...

''Men den grupper er en oprørs gruppe, der vil flå magten fra Sakref... og den gruppe er jeg leder af...''

Han åndede lettet ud lige indtil hun sagde det med at hun ikke var shapeshifter, og det første han tænkte var at hun så heller ikke var Alane, og bare var en der ville skaffe sig info om ham...

''DU!?''

Han grep hurtigt fast om halsen på hende og løftede hende op fra grene... Han så på hende vredt med sit ulvehoved og snappede efter hende, dog uden at bide hende...

''Har du taget form som Alane blot for at få info om mig?!''

Han var vred og bange for at det var en der havde taget form som Alane, men ville give 'hende' en chance for at bevise det var hende...

Alane så stadig lidt nedslået ud men hun kunne heller ikke bebrejde ham hvilket hun heller ikke gjorde. Det gjorde bare ondt at de ikke kunne fortælle hinanden alt og især taget i betragtning at hun ville fortælle ham en hemmelighed som ingen anden vidste om hende. Det var ikke noget hun selv havde vidst men noget hun havde fundet ud af.

"Nej jeg har aldrig hørt om dem. Hvorfor bekæmper i ham? Hvad har han gjort?"

Hun havde ingen anelse om hvad der foregik rundt omkring så det her var nyt for hende.

Alane fik et chok som han greb hende om halsen og løftede hende op. Hendes ansigt ændrede sig fra lykke til ren og skær frygt og sorg. Hun kunne ikke forstå det her? Hvorfor prøvede han at slå hende ihjel nu, han var jo som hendes bror.

"Kig på min hals og du vil kunne se ar efter noget du var den første til at gøre"

Alane hentydede til da han havde bidt hende.
Hendes stemme var kold og tonløs men også gispene på grund af hun ikke kunne få vejret. Alane kradsede hans hænder mens hun stirrede ham i øjnene. Hvis han skulle dræbe hende skulle han også se hende direkte i øjnene. Små tåre løb ned af hendes kinder. Hun kunne ikke forstå ham.

Han besvarede ikke hendes spørgsmål, fordi han allerede havde grebet fast i hende, og halvdelen af det hun sagde bare fløj lige igennem hovedet på ham, men han fangede da det næste hun sagde, og hvis hun kendte til det mærke måtte hun vel være den rigtige Alane... Han kunne ikke forestille sig andet end det...

Han satte hende hurtigt, men forsigtigt ned igen, og så undskyldende på hende... Hvilket nok mest kom til at ligne noget der mindede om en hund der var ked af det... Så han kom nok til at sidde med alt for store og ret autentiske hundeøjne...

''Undskyld Alane... Er bare meget nervøs og anspændt for tiden...''

Han trak sig lidt væk fra hende da han jo virkelig følte han havde dummet sig helt ekstremt...

Hun vred sig voldsomt og knurrerede af ham. Hvad gik der af ham? Hvorfor ville han nogensinde prøve at kvæle hende? Han skulle forestille at være som hendes storebror og så vidt hun vidste kvalte søskende ikke hinanden men det kunne åbenbart godt være hun tog rigtig meget fejl.
Alane forsatte bare med at stirre ham direkte i øjnene, hendes øjne fyldt med tåre, med sorg og forvirring samt en del frygt.

Hendes vejrtrækning kom ud som gisp, hun gispede og hostede. Tårene løb stadigvæk mens hun sad foroverbøjet og prøvede at få luften helt ned i lungerne men det var lidt svært. Han havde jo klemt til og havde faktisk været parat til at dræbe hende. der var allerede ved at forme sig blå mærker der hvor hans store hænder havde grebet om hendes hals. Arene var dog stadig tydelige på hendes hals selvom det var ved at være noget tid siden.

Stille og roligt så hun op på ham, hun havde langt om længe fået en nogenlunde vejrtrækning. Hun kravlede forsigtigt over til ham ikke fordi hun var bange men hun ville bare heler ikke falde ned og brække halsen.

"Næste gang kan vi så ikke aftale en anden metode hvis du skal tjekke om det er mig?"

Alane havde et skævt smil på læberne og havde ikke lyst til at snakke om det der lige skete, ja hun var bange men ikke meget. Han kunne vel ikke bebrejde hende for det?

"Sajro det er okay, bare lov mig du aldrig gør det igen?"

Hun så på ham med bedende øjne og kravlede så helt tæt på ham og puttede sig ind mod ham, hun havde savnet ham og det har var ikke lige den bedste måde at starte deres møde på. Hun lagde armene om halsen på ham og pressede sig ind mod ham. En smule tåre løb stadig men kun meget få.

''Jo selvfølgelig... En ide?''

Han sagde det stille da hun havde rykket sig lidt tættere på... han flyttede sig ikke, fordi hvis hun ikke var bange havde han vel ikke nogen grund til at trække sig væk fra hende? Det var ihvertfald det han tænkte omkring det hele... Han skulle lige finde du af det hele, og vills så svare på ehndes spørgsmål...

''Du er for god ved mig...''

Han lagde dog forsigtigt 'armene' om hende, da hun puttede sig op af ham, og jo han så stadig Alane som sin lillesøster, men han havde jo bare været nervøs for at det var en anden end hende der var der, og at det ikke ligefrem var sikkert for hende så heller ikke længere...

''Men vi er imod Sakref fordi han undertrykker befolkningen... Udnytter sin magt til at skaffe sig slaver og bestemme... Han er en tyran og bør fjernes fra verden...''

Han smilede forsigtigt til hende...

''Og hvad var det med at du ikke var shapeshifter?''

"Spørg mig om noget personligt, noget som kun jeg kan svare på. Noget som kun du ved omkring mig eller sådan noget. Alt andet end det der"

Hendes blik faldt en smule da hun tænkte på det men det gik hurtigt over og hun løftede igen blikket. Et lille og dejligt smil lå over hendes læber mens hun betragtede ham. Han virkede nervøs på en eller anden måde. Var han bange for at hun ville frygte ham nu, løbe skrigende væk fra ham. Det ville hun aldrig kunne få sig selv til. Det betød han for meget til at hun overhovedet ville tænke på og under ingen omstændighedder lade ske.

"Nej jeg er ej, jeg holder bare af dig Sajro og jeg ville aldrig kunne frygte dig. Uanset hvad du kunne finde på at gøre. Jeg kan blive bange ja men jeg ville aldrig nogensinde begynde at frygte dig"

Alane gav ham et stille smil og lod sine bløde fingre kærtegne hans kind. Hun var ligeglad med om hendes liv ikke var sikkert, hun kunne lide det præcis som det var og det var vel også hendes vag om hun ville bringe sig selv i fare eller ej?
Et udtryk af forvirring gled over hendes ansigt og hun kunne ikke forstå det. Hans søn havde reddet hende, været flink ved hende og virkede slet ikke sådan. Det forvirrede hende.

"Men men..... Hans søn. Han reddede mig fra at blive voldtaget, tæsket og jeg ved ikke hvad. Jeg kan slet ikke forstå det her"

Hun så ned og bed sig i læben. Tankerne fløj rundt i hendes hovede men hun blev dog revet ud af sine tanker som han igen snakkede til hende. Hun tog en dyb indånding og så ham i øjnene.

"Jeg er en skinwalker, jeg kan tage form som alle dyr, en hver race. Min lugt vil ændre sig så jeg næsten bliver en helt anden race. Det eneste jeg ikke kan forvandle mig så autentisk til er vampyre. Da de jo er døde."

Stille så hun på ham og ventede på hans reaktion. Hun havde jo ikke løjet, hun havde først selv fundet ud af det for ikke så land tid siden.

Han forstod det godt at hun ikke helt forstod det, men han kendte godt til at Melvin det ene øjeblik var en venligsindet person, og så andre gange var han jo nærmest et monster, som ikke havde styr på noget som helst han lavede... Han vidste ikke helt hvordan han skulle fortælle det til Alane overhovedet...

''Ja... Og så har han gjort det samme med andre, blot for at kunne tvinge dem til at blive hans slaver og sexobjekter...''

Han så ned da han hadede at tænkte på det... Han hadede at tænkte på alle de forfærdelige ting den mand havde gjort mod andre folk...

''Og han tillader, og beordrer sine vagter til at voldtage unge piger hvis de gør det mindste forkert... Vi har i Anarchical reddet mange fra den slags, der var blandt andet en 6 årig pige i blandt dem...

Han knyttede næverne fordi han var vred, så var glad da hun talte om sin del, da det skiftede emnet...

''Det lyder da vældigt interessant... SÅ du kan i princippet skifte om til at ligne mig som jeg er nu?''