I didn't know where else to turn (Sean) ~ Fortidsemne.

Sted: Dragons Peak, Drageborgen.
Tid: Midt om natten, det er ud på de sidste nattetimer.
(Emnet er et fortidsemne)

Hun kunne stadig ikke fatte at det her var sket. Hun havde godt vidst at der ville komme fare med jobbet men det her havde hun ikke kunne forudsige, selv ikke hvis nogen havde givet hende en bog med overskriften - Sådan beskytter du dig mod forhekselser....
Benene værkede og føltes tunge som bly for hvert et skridt hun tog, tanken om at sætte sig ned, om at ligge sig ned og bare blive liggende havde strejfet hende for lang tid siden men som det stædige rad hun var nægtede hun at give op uden kamp.
Synet var ikke hvad det engang havde været, det hele var mørkt og grumset og så ud til at snurre rundt, det var et mirakel at hun overhovedet havde fundet vejen til Dragons Peak og i det hele taget havde fået kæmpet sig til toppen af tinden hvor hun vidste borgen lå. Hun var i et sølle stadie og på sin vej til toppen havde hun fået et løftet øjenbryn eller to af de lokale fulderikker der nu herskede over byens stræder.
De bare fødder var følelsesløse efterhånden, de var møgbeskidte og mudrede, det var resten af hendes krop også desuden var hun sikker på at toppen af den kjole der engang havde været så fin en hvid farve var en mørk rødlig farve fra det blod hun havde hostet op fra tid til anden. Det lange hvide hår der engang havde skinnet så flot var fedtet og mat, kroppen der havde været så fin og veltrænet var ikke mere end skind og ben nu, det var tydeligt at hun var meget underernæret, det var hvad sygsom gjorde ved en...
Renderne under øjnene var mørke og havde et rødligt skør til sig, det var tydeligt at hun ikke havde sovet længe, søvnen var noget hun prøvede at undgå fordi de ting der kom til hende når hun lukkede øjnene og lod paraderne falde ned var værre end noget hun havde oplevet i sine vågne timer.
Endelig ramte fødderne tungt toppen af tinden og hun stod nu foran porten indtil den store borg. Vagterne der stod der skævede lidt til hende og var med det samme klar til at smide hende tilbage til den rendesten hvor hun kom fra!
Alane rettede ryggen og løftede hovedet så hun kunne se vagten i øjnene, selv på dødens rend og syg som bare pokker krævede hendes holdning og attitude respekt. "Jeg er her for at se Sean.... Fortæl ham at det er Alane, han ved hvem jeg er". Vagten kiggede på hende et langt øjeblik og sagde ingenting, ingen af dem rykkede en muskel indtil den mindre af de to mænd vendte ryggen til og forsvandt ind for at give beskeden til en af dem indenfor og der gik da heller ikke længe før han vendte tilbage til sin post udenfor porten atter engang.

Indenfor i borgen pilede en af budbringerne ned af gangen mod Seans private gemakker. Han stoppede udenfor døren og tog en dyb indånding for lige at få vejret inden han bankede på. Den unge mand ventede tålmodigt på at der ville blive åbnet og i det øjeblik der blev bukkede han let inden han rettede sig op og kiggede Sean i øjnene. "Der er besked fra vagterne om at der står en kvinde ved navn af Alane udenfor porten som forlanger at komme til at se dig".

Midt om natten. Sean var allerede gået i seng, men selv om han lå afslappet i sit silkebetræk i en sort farve, stod en lysestage på bordet ved siden af ham og sørgede for at han kunne læse den nyeste rapport, inden han ville lukke øjnene. Razor var rejst igen, hvorhen det så var, så det gav ham endelig en smule fred. Den knægt kunne få alle til at dreje hovedet 360 grader. Hvilket som oftest var ganske forfriskende!
Han vendte papiret for at læse hvad der stod på bagsiden. Han var kommet næsten halvvejs i en lang smøre omkring hvad de manglede at lave på borgen, nye bestillinger og endelig hvad det hele ville koste, da nogen bankede på døren. Han sukkede og lagde tøvende papirerne fra sig, før han slog dynen til side og rejste sig. Gulvet var beklædt med at blødt, mørkelilla tæppe som forhindrede ham i at fryse fødderne af. Hele borgen var lavet af de samme sten, som bjerget bestod af og de kunne være ret så kolde.
Han nåede døren og kun iklædt en lang, slank slåbrok åbnede han døren. Hans blik gled uden tålmodighed ned over budbringeren. Hvad nu?

Alane...
Navnet var som en hvisken i hans sind. Et kærtegn, et pust og et minde om...Om så gamle tider! Det føltes allerede som en uendelighed siden! I et øjeblik stirrede han bare på ham. Var det måske...En anden Alane?
Han vidste godt det var den Alane. Men hvad lavede hun her? De var...nærmest gledet fra hinanden. Hans interesse for hende var aldrig blevet mindre, selv om han havde prøvet at ignorere det, drukne det i nyt selskab, også af den mandlige art. Men...Men Alane var altid og ville altid være Alane. Og han kunne nok aldrig sende hende væk, selv hvis hun dukkede op midt om natten.
"Stå dog ikke der. Luk hende ind!" vrissede han og lukkede døren. Han havde mest lyst til at løbe ned til hende...Eller havde han? Han vidste det ikke. Han vidste det ikke! Hans hænder lå mod den pludselig lukkede dør og han trak vejret dybt. Dette var jo absurd! De kunne jo nok møde hinanden som to voksne!
Langsomt lod han slåbrokken glide af, da han i stedet fandt sit tøj frem. De sorte bukser og en sort skjorte, der begge hurtigt og præcist blev hevet på, før hans fødder gled i støvlerne. Mere blev det ikke til, da hans hånd gled igennem det mørke hår, da han åbnede døren og hurtigt gik mod indgangen.

Borgen havde en stor port, der ville føre ind i borggården. Derfra ville man kunne gå ind af flere døre, men den offentlige indgang var ligeud, igennem to store døre. Borgen var endnu ikke sat helt i stand, så endnu hang der ingen flag eller bannere. De ville ellers en dag komme til at bære hans symbol, samme symbol han havde fået af Nephthys, en kvinde han havde taget kontakt til igen. Samme symbol, der også hvilede på ringen om hans ene finger, skønt de på ingen måde var gift. Og det hvilede også på armbåndet om hans ene hånd, skønt den var skjult af hans ærme. Et par vinger, hvoraf den ene side var englevinger og den anden dæmonvinger.

Den ene dør blev slået op, da han trådte ud i mørket. Et par vagter med fakler kom snart over til ham og lyste den lille trappe op foran ham. Vejret var køligt, det var ikke helt sommer endnu. Det gik op for ham at han havde glemt sit sværd på værelse, men takkede sig med at Alane forhåbentlig ikke kom som en fjende.
En anelse spændt på hvad dette betød, gled hans blik over til porten, hvori der var en mindre dør, som hun ville blive lukket ind af. Med spændstig skridt gik han ned af trappen og stillede sig på stenene, der udgjorde borggården. Hans blik så efter hende...Efter det karakteristiske hvide hår...Efter hendes øjne, hendes ansigt og så velkendte krop...Tungen gled over hans læber.

De unge budbringer kiggede op på Sean men slog hurtigt blikket væk, det var tydeligt at han fandt Sean intimiderende, sikkert med god grund. Sean var jo ikke ligefrem kendt som et blidt lam blandt de folk han omgik sig med. Det var kun nogle udvalgte mennesker der fik lov til at se bag den professionelle og udspekulerede barrikade han satte op.
Budbringeren kiggede kort op på ham og nikkede så, "Javel, jeg siger til vagterne at de skal lukke hende ind", ordene væltede ud af munden på manden og ikke et sekund efter han havde afsluttet sætningen pilede han ned af den store gang mod porten.

Alane havde mest af alt lyst til at ligge sig ned og krølle sig sammen men hun havde aldrig været en til at vise sin svaghed frem for alle og enhver, det vidste hun bedre end at gøre. Hun kunne godt se på vagternes sammentrukne ansigter at de var godt træt af at skulle have med hende at gøre men alligevel var der også en sner af respekt i deres mine over at denne tydeligt syge og ja for at være ærlig ville ingen af dem være overrasket hvis hun faldt død om inden budbringeren kom tilbage men her stod hun alligevel, med rank ryg og oprejst pande og stirrede dem ned.
Hendes ben skælvede under hende, rystelserne ville være store nok til at folk ville kunne se det. Let lagde hun armene over kors, mest af alt for at prøve at få varmen en smule, det hele var så forfærdeligt koldt på trods af at vinteren var langt over. Hendes engang så fine fyldige rosa læber havde nu en lys blålig farve men det der var tydeligst ved dem var det indtørrede blod der sad i hendes mundvige, der sad endda stadig nogle små flig af det tørrede blod på selve læberne og ned af hendes hage.

Den mindre dør der var bag vagterne gik op og budbringerens ansigt kom til syne, "Hun har fået adgang til borgen" sagde han let og åbnede så døren helt så Alane kunne træde indenfor. Vagterne flyttede sig efter et kort øjeblik, hvem var denne kvinde til Sean?
Alane tog en dyb indånding og begav sig så indenfor borgens store sorte mure, hendes ben føltes på en og samme tid som gele og bly, det var en meget mærkelig kombination. Men igen, hun havde gået hele vejen fra Ashenwood til Dragons Peak i denne tilstand så det var måske ikke så underligt.
Faklernes skarpe lys fik hende kort til at knibe øjnene sammen indtil hun blev vant til det skarpe lys. De grønne øjne der engang havde været fuld af liv, mystik og en glød der bare fangede alle var tomme, kolde og trætte. Det var næsten som at se på en helt anden person og så alligevel ikke, der var ingen tvivl om at kvinden der stod foran Sean var Alane.
Den hvide kjole havde engang været så pæn men nu var den flået i stykker så den kun lige dækkede hvad den skulle, den ene strop var gået i stykker og hang i en las ned over hendes brystkasse. Hendes hud glinsede af et svagt lag sved og huden var mat og beskidt af mudder og indrørret blod. Men det der var det værste af det hele var de indsunkne kinder, de nærmest rød/lilla render hun havde under øjnene. Det tog hende noget tid før hun kunne få sig selv til at løfte blikket fra brostenene og hendes egne bare fødder og møde Seans blik.
Det var pinligt og forfærdeligt at lade ham se hende i denne her tilstand, hun kunne ikke engang få sig selv til at sige noget, ikke nok med at hun var syg og underernæret som bare pokker men hun lignede jo noget der var løgn, hvilket hun ellers aldrig gjorde. Alane gik op i at hun så sund, velplejet og flot ud... Men ikke mere, ikke efter sygdommen havde ramt hende.

Alane blev lukket ind og da Sean så skikkelsen nærme sig, nærmede han sig hende. Først stille og rolig, det slog ham at hans hjerte slog ekstra kraftigt. Hvorfor? Han havde set hende flere gange, efter de ikke rigtig var et par mere, hjemme i huset. Mest når...Han skulle hente noget eller...Besøge drengene eller...Det hele havde faktisk været lidt forvirrende og han vidste faktisk ikke om hun stadig havde huset i Doomsville eller om det var givet til hans søn, Xander. Eller måske var det solgt?
Jo tættere på han kom, jo mere gik det op for ham at noget var galt. Først og fremmest var der intet hvidt hår der skinnede måneagtigt i den mørke nat. Som sølv, som overfladen af en sø. For det andet var hendes blik rettede ned ad, hun gik på en underlig langsom og træt måde, nærmede bøjede sig fremefter, som om hun kæmpede sig igennem usynlige snedriver. Og....Rystede hun?
Til sidst var han helt tæt på hende, da han endelig mødte hendes blik. Det tog næsten pusten fra ham. Dette var ikke den Alane han kendte så godt, som han altid ville bære mindet af, dette var en skygge af en stolt kvinde, han normalt beundrede på alle punkter.

Hans arme gled frem. Sved, mudder og blod bekymrede ham ikke, da han uden videre hev hende ind i sin favn. Forundringen ved at hun var dukket op her, blev overskygget af den voksende bekymring og hans praktiske hjerne, der straks overvejede hvad han kunne gøre for at hjælpe hende. Uden at spørge hende til råds, lod han den ene arm glide ind under hendes ben, til han havde hende i sin favn. Hun var så kold at røre ved!
"Stå ikke der! Løb ind og væk tjenerne. Bed dem gøre et bad klar i mit værelse og bringe nogle forbindinger og tøj!" beordrede han. Underligt nok lød hans stemme som sit sædvanlige selv, omend han inderst inde var en smule ryster over at finde Alane i denne tilstand. Han vidste ikke helt hvor blodet kom fra endnu, så for en sikkerheds skyld havde han beordret forbindinger. En underlig, fæl lugt hang omkring hende, en tyk dunst af dårligdom, der emmede fra syge folk. Alane! Hvad havde hun fået rodet sig selv ud i?
"Alane..." Sagde han endelig, lavere og mere blidt, da hans blik gled ned på hendes ansigt, der var svagt oplyst af en fakkel i nærheden. Han satte i bevægelse og gik mod døren. Han ville bære hende hele vejen op til sit eget værelse, hvor han personligt ville vaske hende og tilse hende. Ikke tale om han ville lade andre komme i nærheden af hende! Ikke nu, ikke når hun var så syg at se på. Måske var han aldrig helt kommet sig over trangen til at beskytte hende.
"Alane, kan du høre mig?"

Hvad der var sket med huset anede hun virkelig ikke, hun havde været ude i Ashenwood, i lejeren, i 'byen' de havde stablet på benene derude, det var efterhånden ved at være et ganske imponerende syn... Men hun havde været der da hun havde mærket det, mærket forhekselsen krybe sig ind og hende, hun havde været tvunget til at flygte i ly af natten, jaget som om hun et dyr af en mand og de mænd og kvinder som mente en kvinde bestemt ikke kunne være deres leder.

Det hvide sølvglintsende hår var fedtet, filtret og var på ingen måde til at kende, det havde ikke den samme glans eller de samme bløde bølger som normalt kærtegnede hendes ansigt og gled ned over skuldrene for at kærtegne toppen af hendes bryst, nej det voldsomt og ustyrligt og der sad endda også en kvist eller fem hist og her.
Hun prøvede at holde ryggen rank og prøvede at kigge på ham med oprejst pande da hun løftede blikket men hun kunne ikke, kroppen sank sammen og krøllede sig nærmest ind mod sig selv for at prøve at beskytte sig bare en smule, ikke kun fra kulden men også fra de mange stikkende blikke og ikke mindst Seans blik...
Af en eller anden grund betød det stadig enormt meget for hende hvordan han så hende og hun ønskede ikke at han skulle se hende som en svag, ynkelig lille tøs der ikke kunne passe på sig selv.
Hendes blik holdt forsat hans og hun kunne se overraskelsen i hans øjne men hun kunne også se den velkendte varme og bekymring gemme sig et sted derinde.

Chokket over at han pludselig bare hev hende ind i sine arme fik hende til at snuble over sine egne fødder og hun måtte slå armene omkring hans liv for ikke at miste balancen helt og falde. Han var så varm og det var så velkendt at mærke hans arme omkring hende lige nu. Hun havde et svagt øjeblik hvor hun lukkede øjnene og lod sig selv slappe helt af men det varede ikke længe før hun kunne mærke at kroppen spændte an igen og hun fik rettet sig op så hun kunne kigge ham i øjnene et kort øjeblik. Det kom bag på ham at hans første instinkt i virkeligheden var at samle hende op i hans favn så hun lå med hovedet mod hans brystkasse, selv efter de ikke havde set hinanden så længe...
Vagterne og budbringeren der stod omkring dem var mindst lige så chokeret men også blot endnu mere nysgerrig. Hans skarpe stemme og kommandoen han gav fik budbringeren til at styrte indenfor i borgen for at vække de nødvendige tjenere der skulle til for at udføre jobbet.

Hendes grønne øjne var gledet i, hun kunne simpelthen ikke holde dem åbne mere, hun var så dødtræt at det gjorde ondt helt ind i hendes knogler men hans stemme fik hende til at åbne dem, fik hende til at kigge let op på ham men kun et øjeblik så gled de i atter engang.
Som han gik med hende der i armene ville han kunne mærke hvor lidt hun vejede men det mest groteske var nok hvordan han kunne mærke samtlige af hendes knogler gennem tøjet, gennem huden...
Hun måtte synke et par gange før hun overhovedet kunne få sammensat et enkelt ord men til sidst fik hun endelig formet ordet. "Ja...", sagde hun let og åbnede atter engang øjnene og kiggede op på ham. Stemmen var hærget og ødelagt, som en der havde grædt eller skreget.

Hun havde aldrig været tung, men det var lige før han kunne kaste rundt med hende, så lidt som hun vejede. Han kunne mærke det hele igennem tøjet. Alligevel faldt det ham ikke ind at hun kunne være dødende, eller at hun kunne risikere at dø her, i hans arme, så udmattet og ødelagt hun var. Hun var stærkere end det! Det måtte hun være! Han havde tidligere lappet hende sammen igen, han kunne ikk ehuske hvor hun havde fået sårene fra, men de havde været slemme og hun havde endda punkteret en lunge. Men hun var kommet igennem det, hjemme på hans køkkenbord. Og nu ville han gøre det igen, også selv om han ikke længere havde Sigmund, sin butler, til at hjælpe sig. Manden var gammel og levede sine sidste år hos sin familie i Doomsville, hvor han havde sikret manden ikke ville mangle mad eller tøj på kroppen. Trods manden var et menneske, havde han været en dygtig butler. Men nu havde han en ung, adelig kvinde, Maeve og hun var sandelig også dygtig.
Hendes stemme var svag og lige så ødelagt som hendes krop var. Derfor bad han hende ikke om at svare på mere. Noget hårdt gled over hans ansigt, da han bar hende indenfor og satte kursen mod sit værelse.

Tjenerne var blevet væltet ud af sengen. Der ville gå lidt tid før de havde fået tændt op for ilden i køkkenet og fået varmet vandet op og endnu lidt, før de fik det bragt til hans værelse og blandet vandet op, så det var til at være i. Derfor bar han hende ind på sit værelse og over i sengen. Selv om hun var beskidt, kunne han altid få nogen til at skifte hans sengetøj bagefter. Han lagde hende forsigtigt, som var hun et stykke krystal der truede med at gå i tusinde stykker. Da han ikke kunne vente til hans tjenere endelig blev færdige og da han ellers ville være yderst rastløs, gav han sig i stedet til at studere hende, fra sin plads på sengen, ved siden af hende.
Hans mørkegrå blik gled ned over hendes krop. Her, i det svage lys - en tjener var i fuld gang med at tænde alle lys i rummet - kunne han se blodet hovedsaglig sad på hendes tøj og om hendes mund, hvilket betød hun enten hostede eller brækkede blod op. Uanset hvad var det ikke godt. Om der så var hul på maven eller i lungerne, var det ikke godt. Blidt lod han hænderne glide ned over hendes krop, da han ledte efter sår, men da han intet fandt andet end en træt, underernæret krop, stoppede han. Så det var indeni...
Siden hvornår var hun blevet så syg? Hvorfor...Hvorfor havde hun ikke fået hjælp før? Han vidste ikke om det var en kompliment at hun i det mindste var dukket op hos ham. Turen måtte have været lang for hende. Det eneste sted han rigtig fandt sår, var under hendes fødder. Fortæl ham ikke...At hun havde gået hele vejen på bare fødder? Hun bar aldrig sko. Den tosse.

Han ignorerede folks nysgerrige blikke.
Hans værelse var ret stort, med vinduer ud til borggården og en lille altan, hvor han kunne gå ud. Der var et stort skrivebord, der var fuld af papirer og et par stole - en til ham og et par til eventuelle gæster. Der var reoler med bøger langt væggene og sengen optog den anden side af rummet. Det store, bløde gulvtæppe fyldte det meste af rummet. Ved væggen lige frem var der et lille indhak, hvor der var en dør til hans eget private toilet og bad, og det var derude hans tjenere ilede frem og tilbage med at fylde vand op i hans kar. Der blev fundet blide sæber og olier frem. Tjenerne så alle lidt forundrede og søvn-agtige ud.
"Skal vi tilkalde en healer?" spurgte en af dem, men Sean rystede på hovedet. Han var ikke selv læge, men hans lange levetid havde givet ham nok erfaring på området, til at han kunne tage vare om de fleste sår og enkelte sygdomme. Lige nu ville han selv. Måske senere.

Han vidste ikke hvor lang tid der gik, før badet endelig var klar. Han sagde ikke rigtig noget, for Alane havde alligevel ikke kræfterne til at snakke. Da en af tjenerne meddelte vandet var klar, nikkede han svagt for sig selv. De fleste blev sendt ud, men han bad en tjener om at blive i rummet, i tilfældet han fik brug for hjælp. Han bad dog tjeneren om at se væk med en håndbevægelse, da han blidt skubbede tøjet af Alane og samlede hende op i sin favn igen.
Turen gik ud til hans private baderum. Midt i rummet stod et stort trækar, som lige nu var fyldt af tempereret vand. Ved siden af, på et lille bord, lå nogle håndklæder, forbindinger og olier. Sean havde skubbet sine egne støvler af og havde, mens han havde ventet, afklædt sig selv fra andet end et par underbukser. Derfor kunne han også bare træde forsigtigt op i karret og begynde at sænke sig selv og Alane ned i vandet. Hele tiden holdt han øje med hendes ansigt.

Hun åbnede øjnene fra tid til anden for enten at lade blikket hvile på Sean eller for at lade blikket glide rundt for at se hendes omgivelser. Hun sukkede blidt da hun kunne mærke de bløde og kølige silkelanger mod hendes ryg da han lagde hende på sengen, hun gik ud fra at det var hans værelse, det var næsten for stort til at være et gæsteværelse og hvis der var en ting hun kendte Sean ved så var det skrivebordet.... Han havde altid haft et rodet skrivebord, det havde han også haft i huset i Doomsville men som tiden gik forsvandt der flere og flere papirer fra det og nu var de alle sammen væk....
Let kiggede hun op i loftet mens hun forsigtigt lagde hænderne mod hendes mave, foldet sammen for bare at have en eller anden form for beskyttelse, det var rent instinkt efter de sidste par uger... Selvom hun stolede på Sean, eller det vidste hun egentlig ikke om hun gjorde mere... De kendte jo egentlig ikke længere hinanden, der var en masse fortid og hun havde kendt ham engang men der var jo ingen garanti for at han stadig var den samme mand. Tankerne hun havde fik hendes blik til at glide over på ham, de grønne øjne gled over hans ansigt, studerede ham før det gled ned over hans krop, det af det hun kunne se uden at skulle bevæge sig.
Som hun lå der og kiggede på ham kunne hun mærke hvor en tynd stribe af blod gled ud af mundvigen på hende og hun vendte hovedet væk fra ham så det ikke ville dryppe ned på hans lagner mens hun langsomt løftede hendes rystende hånd for at tørre det væk.

Alane sugede maven ind da hun mærkede hans hænder glide over hendes krop, det havde hun ikke været forberedt på og han ville kunne mærke hvordan hun spændte under hans hænder. Forsigtigt vendte hun hovedet mod ham og kiggede ham i øjnene, det var ikke fordi hun troede han ville gøre hende ondt men det gjorde simpelthen så ondt når han rørte ved hende, det gjorde bare ondt at rørte sig en millimeter for guds skyld! Alligevel sagde hun ikke noget fordi hun vidste det var lige så meget for hendes skyld som det var hans egen skyld, han tjekkede efter sår, dog var det eneste sted hun havde frisk sår under fødderne, de var fuldstændig flået op og der ville nok komme til at gå lang tid inden hun ville kunne gå ordentligt på dem igen.

Ingen protester kom fra hende da han lod hans hænder glide over hendes krop for at tage kjolen af hende. Synet under kjolen var ikke ligefrem det kønneste, hun var slået gul, blå, lilla, grøn, sort og ja faktisk de fleste tænkelige farver, hun havde diverse sår, både store og små men der var kommet sårskorpe på så det var intet tydeligt at det ikke var det der var årsagen til hendes tilstand men det værste ved det hele var næsten hvordan han kunne tælle hvert eneste ribben på hende uden problemer. Alane vidste godt at hun ikke var et synderligt kønt syn men lige nu kunne det rage hende en høstblomst!
Inden han løftede hende op i hans arme atter engang lod hun blikket glide over ham som han tog hans tøj af, alt andet end hans underbukser.
Forsigtigt og meget langsomt lagde hun sig en anelse mere ind mod, både for at dække sig selv en smule men mest af alt fordi han var varm men det var den bevægelse der blottede hendes skulder helt.... Hun havde aldrig haft en tatovering men der på skulderen sad der et fint mærke.... Det var næsten samme farve som hendes hud men det havde et rødligt skær til sig og så af en eller anden uforklarlig årsag var man ikke i tvivl om at det var ikke naturligt, det var ikke godt....
Som han sænkede dem ned i vandt lagde hun den ene arm omkring hans ene skulder for at give ham en anelse mere frihed til at bevæge sig uden frygt for at tabe hende.

Mærket på skulderen.

Hun var anspændt og hun var såret. Han var lidt i tvivl om det var fordi hun var gledet mere fra ham, end han var fra hende eller om det var fordi det hele gjorde ondt. Uanset hvilken af delene det var - det kunne jo også være begge dele - ville han ikke stoppe før hun som minimum havde fået bad og lidt mad, så hun kunne sove. Hvis hun bare var syg, kunne han intet andet gøre end prøve at passe og pleje hende, til hun fik kræfterne igen. Medmindre det var en af de sygdomme man døde af. De fandtes og de ramte folk, uforklarlige og uhyggelige. Nogle havde knuder eller buler, andre havde sår eller blødninger. Man vidste det aldrig.
Alvorligheden i det hele fik ham til at arbejde forsigtigt, men bestemt.

Mærket var nyt og selv om han lod blikket glide over det, var det knap synligt for al det skidt hun havde samlet sig. Han måtte se på det bagefter og hvis han endelig kunne, kunne han måske snakke med hende når hun begyndte at få sine kræfter igen. Hvis hun gjorde...Men det skulle hun. Det var ikke til debat!
Vandet var lækkert, efter hans egen mening. Han stillede sig først op i karret, uden at falde med hende, før han langsomt bukkede i knæene, som han sænkede dem ned. Til sidst måtte han halvt slippe hende, så hendes ben gled ned i vandet, for at støtte på kanten af karret og komme helt ned. Forhåbentlig kunne vandet give hende lidt varme i kroppen, hun var næsten så kold som en vampyr.
Han satte sig helt ned og lod hende hvile op mod hans ene skulder og arm. Først sad han bare lidt med hende, for at bedømme hvordan hun tog det, men lidt efter greb han ud efter en klud, som han vædede op i vandet, før han startede med at vaske skidtet af hendes ansigt.
Her sad han - Archdemon, med hænder der dagligt kærtegnede andre kroppe for selv at overleve, eller som flåede livet ud af andre - og vaskede en kvinde så kærligt, at man skulle tro han næsten ikke rørte hende. Hans bevægelser var ikke blot blide...For den der kendte ham, var de elskværdige. Han kunne ikke forklare det, han vidste jo godt de ikke var sammen mere og måske aldrig ville blive det igen. De var gledet fra hinanden, han havde end ikke tænkt over det, før de nærmest stiltiende blot var blevet enige om det. Men lige nu, at se hende sådan her, at se hende dukke op hos ham, som et stille råb om hjælp...
Skidt og blod blev vasket væk og farvede den hvide klud i mere dunkle, lettere udhviskede farver. Efter ansigtet gik han videre med halsen, nakken, skuldrene, armene. Længere og længere ned, forsigtig ved sårene, men de blev også vasket. Intet skulle sætte sig til infektioner, til yderligere komplikationer. Da han ville vaske hendes ryg, placerede han hende foran sig og skubbede hende lidt forover, men trak sine ben til sig, så hans knæ dukkede op af vandet som to små øer, som hun kunne holde fast i, hvis det hjalp. Som han vaskede hende, gled hans blik over symbolet.
"Hvis du kan orke det...Ved du hvor dette symbol kommer fra?" spurgte han endelig, efter lang tids tavshed mellem dem. Den eneste stemme i rummet. Det var tydeligt at dele kar med en nøgen kvinde ikke gik ham på. Specielt ikke Alanes, for han kendte hver centimeter af den i forvejen.

Hun virkede træt, sløv og ja nærmest som om hun kunne dejse om hvert øjeblik det skulle være men hun var en fighter, havde altid været en fighter og ville nok aldrig stoppe med at være en! Ikke hvis hun selv skulle bestemme det i hvert fald.
Alane lukkede fingrene omkring siden af karret som han slap hende for selv at sætte sig ned bag hende, hendes knoer blev helt hvide, så meget kræft lagde hun i grebet for ikke at skvatte bagover. Forsigtigt åbnede hun munden, det havde hun faktisk gjort flere gange, det var som om hun desperat prøvede at sige noget til ham mens hendes krop var for udmattet til at forme ordene.
Hun vendte hovedet en smule så hun kunne kigge op på ham, blikket fulgte ham da han satte sig ned og med det samme han havde sat sig til rette slap hun kanten af karret og faldt blidt tilbage mod hans brystkasse så han kunne tage hende væk i stedet for at hun selv skulle holde den.

Vandet var varmt, ikke for varmt, det var rart, det var som om hun kunne mærke varmen sive ind i hendes hud, helt ind til knogle hvor den blidt gav sig til at kærtegne hende og hun kunne ikke holde et blidt suk af velbehag tilbage som hun lukkede øjnene. Det hele virkede lidt mere overskueligt nu, det gjorde ikke lige så ondt, det var mere overkommeligt som hun sad der i karret lænet op mod Sean.
Det var lidt mærkeligt, selv efter al den tid hvor de ikke havde sat hinanden, ja faktisk ikke engang snakket med hinanden søgte hun stadig til ham når hun følte sig for svag til at passe på sig selv.... Det var mærkeligt...
Hun lod ham egentlig bare rykke rundt på hende som han ville, hun vidste at han nok skulle tage sig af hende, at han ikke ville skade hende med vilje, eller det håbede hun da stadig men ud fra hans reaktion fra tidligere så var det stadig sandt. Da han blidt og kærligt begyndte at vaske hendes ansigt fri for blod, snavs og andet møg der nu ellers sad der lænede hun sig ubevidst mod hans berøring, nogle vaner døde vidst aldrig. Alane løftede armene, drejede kroppen og prøvede så vidt så muligt at gøre det så nemt for ham som muligt selvom det tydeligt gjorde fandens ondt på hende!
Da han skubbede hende blidt fremad trak hun langsomt benene op til sig så hun kunne hvile overkroppen mod dem mens hendes hænder greb fat omkring hans knæ. Hendes hænder føltes som de samme da hun rørte ved hans hud, generelt virkede det lidt som om deres kroppe reagerede ud fra gamle vaner og instinkter der aldrig rigtig helt var forsvundet.

Det var kun et spørgsmål om tid før han ville spørge ind til mærket på hendes skulder, hun havde et eller andet sted ventet på at han ville spørge...
Forsigtigt rømmede hun sig og åbnede endnu engang munden for at snakke og denne gang kom der nogle lave forsigtige ord fra hendes læber, "Lad os bare sige at det ikke er alle der var enige om at en kvinde skulle lede Shapeshifterne.... De forrådte mig, de folk jeg stolede mest på....", hendes greb strammede omkring hans knæ som om det nærmest gjorde ondt at huske hvilket det gjorde, det var som om alle sårene på hendes sønderbankede krop sprang op atter engang. "Det er en forbandelse.... Sean... Jeg er døende...", den sidste del hviskede hun ganske forsigtigt...

Han vaskede hende stille og roligt. Hans fingre forlod aldrig hendes krop og af tidligere van måtte han stoppe sig selv i at lade hånden glide kærtegnene over hende eller fra at kysse hende langs nakken. Hvorfor virkede det så svært? Hvorfor skulle han bruge så meget energi på ikke at gøre som han tidligere havde gjort? Hans krop havde nok aldrig glemt hende. Og selv om han til hverdag sjældent lod sig stoppe fra diverse udskejelser, var det ikke passende nu og her. De var ikke sammen mere og hun var svag, syg.
I stedet gled hans fingre rundt om symbolet, som han ikke kendte. Inviterede hende til at læne sig ind mod ham igen. Det var svært at få alt skidtet ud af håret, men han gjorde sit bedste for at fjerne noget af det og opløse nogle af de knuder der var i det. Det var mere hvidt nu end da hun var kommet, men helt hvidt kunne han ikke få det. Noget sørgmodigt gled over ham - hvor ofte havde han ikke beundret hendes hår, så anderledes, så hvidt og skinnende?

Selv om vandet var lunt og behageligt, selv om Alane nu duftede af beroligende urte-olier, følte han sig pludselig kold. Han vidste det jo godt, han havde haft problematikken før. Alane var ikke udødelig som ham, en dag ville hun være væk! Men...Men ikke så tidligt. Han var ikke klar til allerede at miste. En ting var de ikke var sammen, men han respekterede hende stadig. Hun skulle leve. Han blev stille.
En forbandelse? Et symbol, en sygdom, en dødende krop. Han kunne ikke magi, han kendte ikke vildt meget til den slags...
Han overvejede det i stilhed, mens han bare sad i badet med hende, i starten lammet af den pludselige nyhed.
Til sidst slyngede han armene om hende og bar hende op af badet. Med den ene hånd greb han et håndklæde og placerede hende forsigtigt med fødderne på gulvet, så hun kunne læne sig op af ham, før han begyndte at tørre hendes krop lidt. Inden han var færdig havde håndklædet flere rødlige pletter.
Til sidst tog han hende igen i sin favn og bar hende ind i sengen, hvor han lagde hende. Nænsomt trak han den ene dyne op over hende, før han satte sig ved siden af hende. Vand og bandager var blevet båret ind og stod nu på en bord ved siden af sengen, men på en eller anden måde virkede alle hendes småsår irrelevante i forhold til det største problem. Men nu hvor han mærkede efter...Var dødskraften, som han kaldte det, større i hende end i almindelige, levende folk. Der var livets kraft og dødens kraft og hans nyeste evne kunne kontrollere det sidste. Dræbe folk eller bringe folk i live igen i en stund, som hans undead.
Han vædede sine læber lidt.
Normalt ville han gøre hvad som helst. Alligevel sad han stille. Problemet var at han ikke vidste hvem han skulle tage fat i for at få hjælp. Han var hersker af en by han ikke kendte nær så godt som han kendte Doomsville. Hans gamle klan boede i Doomsville og han havde få folk her der kunne fungere som spioner til at indsamle informationer.
Kunne det være sandt?...Var hun blot ankommet her for at dø i hans arme?
Tanken var ubærlig. Det ville han aldrig...Aldrig kunne...
Hans hænder greb ud efter joden som han begyndte at desinficere nogle af hendes sår og fødder, før han bandt dem ind. Samtidig brugte han tiden på at tænke.
Da han var færdig satte han det hele fra sig med en ny beslutsomhed, da hans hånd gled over hendes pande og han lænede sig ind over hende.
"Hvil dig. Jeg vil finde på noget. Jeg lover det. Jeg finder på noget" svarede han så.

Havde situationen været anderledes, havde været et andet sted i deres liv havde det været rart at han var så blid og så varm i hans berøringer men sandheden var at det brændte, det sved og det mindede hende om noget de ikke længere havde...
Let lukkede hun øjnene og lagde hovedet tilbage mod hans bare brystkasse, hendes øjenbryn var trukket godt sammen så der var en dyb rynke mellem dem om det var grundet smerten eller om hun tænkte var ikke til at sige.
Til gengæld vidste hun godt at det ikke gavnede hende og da heller ikke ham at leve i fortiden, de havde taget en fælles beslutning og de var tydeligt hver deres sted i deres liv.... Han havde succes, havde lykkedes med alle de ting han ønskede at opnå hvorimod hun havde mistet det hele, sad tilbage på bunden som taberen... Hun hadede det! Hun hadede at tabe, hadede at blive snydt, forrådt og ledt bag lyset... Men der havde ikke været noget hun kunne gøre, ikke der men bare rolig... Hævnen skulle nok komme...
Uanset om der blev fundet en kur eller ej skulle hun nok få sin hævn om det så var det sidste hun gjorde!
Uden at tænke over det knyttede hun let hænderne omkring hans knæ og åbnede øjnene så hun et kort øjeblik kiggede op på Sean men hendes blik gled hurtigt op på loftet, udtrykket i hendes øjne var vredt, hadefuldt og fyldt med tanker og planer om hævn, de flammede nærmest op... Han havde set det udtryk før....

Stilhed... En rungende dyb stilhed lå over dem, ikke engang lyden af vandråberne der dryppede fra hendes krop og ned i karret kunne skære gennem den stemning der nu havde lagt sig over dem. En ting hun vidste, når han blev stille på den måde kunne det aldrig være godt, hun ville ønske han ville råbe, ville skrige, ville skælde hende ud for ikke at passe bedre på sig selv... Hun hadede når han var så stille og uden rigtigt at tænke over det lænede hun sig endnu mere tilbage mod ham og lagde hendes pande blidt mod hendes hals mens hun kort greb fat omkring den hånd han havde brugt til at vaske hende med. Hun klemte den i sin fine feminine hånd for en kort stund inden hun slap den.
Da han løftede hende op af badet lagde hun den ene arm omkring hans nakke så han bedre kunne bevæge sig, hendes muskler spændtes for at holde bare noget af hendes egen vægt for at gøre det nemmere for ham, det gjorde sikkert ingen forskel men hun fik det bedre af at lade som om hun ikke var så svag som hun i virkeligheden var... At hun ikke var så dødelig som hun i virkeligheden var...
Det var på vaklende ben at hun holdt sig selv oppe som han tørrede både hendes krop og hendes hår, hun var godt klar over at hun sikkert blev nødt til at klippe noget af det lange hvide hår af... Hendes øjne fulgte hendes hænder som de tørrede hendes krop, hvilede en anelse længere på de røde pletter som stod i stærk kontrast til det plyssede hvide håndklæde.

Alane kiggede op på ham da han havde lagt hende i sengen atter engang.... Ville han da for pokker ikke bare sige noget?!
Dog sagde hun intet selv, hun ville ikke afbryde ham i hans tanker og ærlig talt vidste hun ikke hvad hun skulle sige... Det virkede patetisk at spørge om han var okay et eller andet sted.
De dybe grønne øjne gled langsomt i som hun kunne mærke trætheden atter engang skylle ind over hende, stærkere end før fordi hun nu vidste at hun var tryk fordi selvom de ikke havde haft noget med hinanden at gøre længe så vidste hun at Sean ikke ville lade noget ondt ske hende så længe hun var her.
Et gisp af smerte kom fra hende da han begyndte at rense sårene med jod, det gjorde især ondt på hendes fødder. Øjnene gled op og hun kiggede på ham, prøvede at forme et af hendes signatur skæve og drillende smil som hun langsomt sagde, "En advarsel havde været rar...", det var dog ikke særlig overbevisende i forhold til hendes normale selv men hun prøvede i det mindste..
Hun kiggede op på ham og lænede sig mod hans berøring som hans hånd gled over hendes pande og hun løftede forsigtigt sin ene hånd op og greb let fast omkring hans håndled, "Jeg vidste du ikke ville give op på mig...", sagde hun i en træt og udkørt hvisken inden hun lukkede øjnene. Alanes hånd var stadig lukket omkring hans hånd som hun lå der i sengen med lukkede øjne og der gik ikke længe før hendes vejrtrækning blev jævn og dyb, grebet omkring hans håndled blev svagere og svagere og til sidst slap hun helt og hånden landede blidt på sengen som hun faldt i søvn.

Selv om der ikke var mange ord mellem dem, var der en tavs forståelse af hinanden. Han kunne aflæse viljen i hendes blik, i hendes kropsholdning, uanset hvor syg og afkræftet hun var. Vreden, hævntørsten...Det hvilede dybt i hende og et eller andet sted var han taknemmelig for den. I mindste havde hun ikke givet op. Han ville ikke lade hende give op!
Samtidig kunne hun formentlig mærke de tanker der fløj rundt i hans hoved. Som altid tænkte han over alt for mange ting, over alt for lang tid. Men tavsheden betød blot han kæmpede på at finde en løsning. Et eller andet sted bemærkede han nogen endelig ville tage imod hans hjælp - og så kunne han ikke engang hjælpe. Var han så patetisk? Så ligegyldig, så ubrugelig?
Men han lod det ikke skinne igennem, håbede ikke Alane bemærkede det. Hun havde lige placeret sit liv, sit håb i hans arme og han ville ikke svigte hende. Aldrig ville han svigte hende. Uanset om hun så blev gammel og rynket ville han altid mærke den fortryllende aura omkring hende, hendes dragende blik, der første gang i skoven havde fået ham til at falde helt og aldeles for hende.
Hvorfor følte han sig pludselig så rolig? Og dog, så svag? Han manglede noget i sit liv. Ingen kunne tage Alanes plads. Ikke Fenris, ikke nogen som helst.
Et svagt smil hvilede på ham, da han hvilede sin pande mod hendes et øjeblik. De var ikke længere et par, men han kunne ikke lade være. Det føltes så naturligt...
Hans blik gled over hende, som hun gled ned i søvnen. Hendes ord rungede i hans tanker som et ekko.
"Jeg vil aldrig give op på dig"
Det lød som en hvisken og han sagde det, velvidende at hun sov. For en stund sad han bare og studerede hende ansigt, mens hun fik noget længeventet søvn. Så knyttede han hænderne og rejste sig op. Hans øjne skinnede beslutsomt og faretruende.
Han gik over til sidst skrivebord og fjernede alt, så han kunne sidde og skrive nogle breve. Selv om han ikke vidste så meget om det, ville han give i alle sine forbindelser for at finde ud af noget. Hastigt gled fjerpennen over papiret. Da han var færdig, gik han ud og hev sin sekretær ud af sengen. Brevene skulle af sted og det skulle de nu.
Da han var tilbage på sit værelse, med den sovende Alane, begyndte han at gennemgå sit lille bibliotek af bøger. Han havde bøger om mange ting, både nyere og ældre, almindelige og sjældne. Ikke så overdådigt som Sakrefs, godt nok, men stadig. Han tog nogle bøger ud og satte sig over for at skimme dem igennem.
"Magi - en start", "Forhekselser og forbandelser", "En guide til magi" og et par andre.
Han gav ikke op. Han måtte finde på noget. Havde han måske ikke hjulpet Ali, da hun var blevet forbandet? Han havde prøvet det før! Han måtte prøve at finde de skyldige. Han slog op i bogen om ritualer, hvori han havde fundet nogle hints til ritualet for at blive archdemon.
Hvad som helst.

Kort gled de dybe grønne øjne op som hun mærkede hans pandehår kilde let mod hendes pande inden hun mærkede hans hud mod hende. Det gjorde et eller andet sted ondt, men ikke ondt som hendes sår gjorde og alle hendes instinkter skreg at hun skulle trække sig væk for at beskytte sig selv, så hun ikke blev såret.
Tingene havde vel ikke ændret sig? Sean var hersker nu og havde sikkert ikke mere tid til forhold af den grund...

Hun så helt fredelig ud som hun lå der i sengen, rynken mellem panden var glattet ud, det var som om hun egentlig faktisk bare sov, det var som om hun slet ikke var syg, at hun slet ikke var forbandet men sådan var virkeligheden dog ikke!
Og selvom hun så ud til at have det helt fint som hun lå der, jovist trængte hun til noget mere sul på kroppen og de kæmper render under øjnene kunne dog ikke narre nogen, af og til var sandheden modbydelig og kunne ikke drømmes væk af selv de mest vidunderlige eventyr... Selvom eventyr af og til var at foretrække...
Det varede dog ikke længe før hun ikke så så fredelig ud... Der var en grund til at hun ikke havde sovet, udover at hun selvfølgelig var blevet jaget men det var mareridtene der gjorde hun nærmest ikke turde lukke øjnene men hun havde bare ikke kunne holde sig vågen længere og nu betalte hun så prisen.
Da han kom tilbage fra biblioteket havde hun fået vendt sig om på siden i hendes søvn så hun havde fronten mod døren, dynen havde hun fået sparket halvt af så den egentlig kun lige dækkede brystet, maven, bagdelen og hendes private dele og lod derfor hele hendes ryg bar samt hendes lange slanke ben. Mærket på skulderen var derved også blottet, men det var som om det var blevet en anelse mere rødt, stregerne der dannede mærket var langt mere tydeligt mod hendes fine porcelæns hud.... Dog så hun stadig ud til at sove ganske trygt og godt hvis man kiggede på hendes afslappede ansigtsudtryk.

Med tiden var det dog som om at hun blev mere og mere urolig, hendes vejrtrækning blev hurtigere, mere panisk og hendes hænder knyttede sig omkring lagnerne og hun trak atter engang brynene sammen så den dybe rynke dukkede op mellem hendes øjne atter engang. Et fint lag sved havde dækket hendes krop som han havde siddet med snuden i en af bøgerne han havde fundet frem så det lange hvide hår klæbede sig til hendes hud... Hun vred sig let så hun trillede om på ryggen og han ville kunne se hvordan hendes brystkasse steg og faldt i en panisk bevægelse... Et mareridt måske? Hvis det var et mareridt var det i hvert fald meget livagtigt..

Han havde siddet fordybet i sine bøger, skimmet det ene kapitel efter det andet og til tider bemærket et eller andet, der måske kunne bruges. Men Alanes urolige bevægelser og vejrtrækning afledte snart hans opmærksomhed fra bøgerne og i stedet så han over mod hende med et bekymret blik. Til sidst lagde han bøgerne fra sig. Han kunne ikke koncentrere sig om dem, når han vidste hun lå og havde det forfærdeligt. I stedet rejste han sig op og gik over til sengen. Hvorfor havde han ikke sin gamle evne, der måske kunne Alane nogle bedre billeder af sove til?
Han endte med at lægge sig ned ved siden af hende, efter at være gået om på den anden side af sengen. Han lagde en arm om hende og prøvede at putte sig ind til hende, som den eneste måde han kunne prøve at berolige hende lidt og være der for hende. Hvad andet kunne han gøre? Så snart hun havde sovet lidt og fået lidt mad, måtte han dog rejse. Rejse ud for at finde en løsning. Han kunne intet gøre ved bare at ligge her og kigge på hende, mens hun kæmpede. Han nussede hende svagt.
Det føltes så naturligt at tage sig af hende. Det gik op for ham...At han ikke ønskede hun skulle rejse sin vej igen. Han var ikke sikker på om det her hersker-halløj var ham i længden. Men med Alane virkede det hele mere overskueligt. Og dog...Lige nu lå de med et stort problem, de skulle finde en løsning på først.

Det var som om at selv mens hun sov var hendes krop bevidst om at det var ham der var kravlet op i sengen, lagt sig ved hendes side og havde lagt armen omkring hende for at holde hende tæt mod sid, det var som om at hendes krop vidste det var en hun kunne stole på, en der ville tage sig af hende, det var som om at hendes krop vidste det var Sean.
Da han lagde armen omkring hende og hev hende tættere ind mod sig kunne han se hvordan hendes krop automatisk slappede af og trykkede sig tilbage mod hans. Hver en kurve, hver et lille bump og buk passede mod ham...
Dog virkede det ikke som om at hendes drømme blev beroliget af det men hendes krop gjorde tydeligvis. De lå der et stykke tid hvor han blot nussede hende, kærtegnede hende og aede hende men det varede dog ikke længe før hun slog sine øjne op og så sig omkring med et panisk blik, der var nærmest en lille pause i hendes vejrtrækning hvor hun slet ikke trak vejret. Hendes øjne gled ned mod armen der var omkring hende, hun fulgte den og endte så med at vende hovedet for at se sig over skulderen og kiggede på ham med de alt for familiære grønne øjne.
Forsigtigt og noget besværet fik hun vendt sig om så hun havde fronten mod ham og uden nogen ord pressede hun sig helt tæt på ham, hovedet begravet mod hans hals men hendes ene hånd forsigtigt greb fat omkring hans skjorte og knugede den så mens hun lod øjnene glide i et split sekund inden hun åbnede dem og kiggede op på ham. "Jeg har ikke kunne sove siden det skete", indrømmede hun i en hvisken. "Hver gang jeg lukker øjnene er det som om det hele sker igen...", hvor lød hun patetisk...
Alane flyttede blikket fra ham og kiggede i stedet for på hans hage, det var tydeligt hvor ynkelig hun følte sig, hvor svag og uduelig hun følte sig som hun lå der, hun havde ingen kontrol over det her, hun kunne ikke tage tøjlerne og få sig selv ud af det her... Det kunne hun bare ikke.... Patetisk...

Han kærtegnede hende svagt, mens hun lå ind mod hans krop. Hun virkede stadig kølig at røre ved og selv om hendes krop slappede af, kunne han mærke hun endnu var urolig. Han prøvede at få hende til at slappe mere af...
Men snart efter var hun vågen og vendte sig om mod ham. Han lod blikket glide ned til hendes ansigt og han tog sig i en pludselig lyst til at mærke hendes læber mod sine. I stedet vædede han let sine læber. Hvad gik der af ham? Han havde nok aldrig opgivet sine følelser for hende. Igen gled deres afsked igennem hans tanker - hvordan arbejdet havde trukket dem fra hinanden, til de næsten havde glemt fornemmelsen af hinandens omfavnelse, glemt hvordan hinanden havde det. Hvad betød alt dette? En sidste, smertefuld stik før hun lod ham være alene for evigt, som alle andre forlod ham? Han forstod ikke hvorfor...Hvorfor tingene var sådan her...Og han kunne ingen mening finde i noget af det.
Han lukkede øjnene et kort øjeblik. Lige nu var ikke tiden til at dvæle ved de negative tanker der til stadighed hjemsøgte ham og som han var ved at give efter for. Han måtte hjælpe Alane hvordan han end kunne...Hvis hun ville tage imod det...
Han så på hende, da hun snakkede. Men han havde ingen trøstende ord. Hvad kunne han sige? Intet han kunne sige ville ændre det. Om beroligende urter ville hjælpe? Han var usikker. Han vidste bare han måtte op og forlade hende for at finde en løsning. Hans ene hånd gled igennem hendes hår. Han tænkte ikke engang over det. Kærtegnene faldt ham så naturligt...
"Jeg bliver nød til at rejse. Forhåbentlig kun for et kort øjeblik...Jeg vil finde en løsning på dette og den løsning finder jeg ikke ved at ligge ved siden af dig, hvor meget jeg ellers ville det. Bare rolig, der er folk her du kan hundse rundt med efter behov. Få lidt mad...Prøv at sov...Jeg ved ikke om beroligende urter måske vil hjælpe dig?" foreslog han i en blid stemme. Han talte lavmælt til hende.

Alane sukkede blidt da hun mærkede hans varme hænder mod hendes bare arme, hendes bare ryg, det var rart, i sær fordi hun følte sig kold helt ind til knoglen og uanset hvad end hun gjorde kunne ikke rigtig få varmen så det var ubeskriveligt rart at mærke hans varme rug hænder.
Og så havde hun vel aldrig glemt hvordan hans berøringer føltes, det var så naturligt at mærke hans hænder, hans arme, at være så tæt på ham..
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, hun var taknemmelig for at han stadig ville hjælpe hende trods de ikke havde snakket sammen så længe.. Men et simpelt tak virkede så patetisk men det var måske det eneste hun kunne gøre lige nu? Et lille grin gled fra hendes læber da han sagde det sidste, "Jeg elsker jo at hundse rundt med folk", grinte hun let, også selvom grinet var svagt så havde det den samme varme klang. "Jeg skal prøve, jeg ved dog ikke om der nok mad her til at mætte mig", hun prøvede at virke så normal som muligt, både for ham men også for sin egen skyld. "Jeg ved det ikke, men det kan jo aldrig skade at prøve, desuden kunne lidt varm te måske varme mig en smule", hun kiggede på ham som hun snakkede, lod øjnene glide over hans ansigt, mest af alt havde hun lyst til at lade hendes fingre tage øjnenes plads og kærtegne ham de steder hvor hendes øjne kiggede men hun gjorde det ikke.

Alane skubbede sig let op så hun nu mere eller mindre halvt lå ind over ham, hendes nøgne brystkasse presset let mod hans, "Tak Sean.... Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig...", sagde hun let inden hun i en spontant bevægelse pressede hendes læber mod hans, kysset var kort men det indholdt alt den taknemmelig men også de frustrationer som hun havde i sig. Hendes læber var kolde men stadig lige så fine og silkebløde som de altid havde været. Hun trak sig forsigtigt væk fra ham og kiggede ham i øjnene, havde hun dummet sig?

Han smilte svagt og var bare glad for at give hende lidt lindring, hvor lidt den måske virkede. I det mindste skulle hun ikke fokusere på andet end at slappe af nu. Prøve at samle sine kræfter, prøve at udsætte...
Han gad end ikke tænke det. Han ville IKKE lade det ske. Om han så selv skulle rejse til de dødes verden for at hente hende tilbage igen...Måske skulle han udsætte hende for ritualet til at blive et spøgelse? Tanken var kort og blev hurtigt afvist. Så havde han indrømmet forbandelse havde vundet, dømt hende til døden. Desuden skulle det være hendes valg og ikke noget han påduttede hende grundet endnu et egoistisk indfald.
Han lå netop og overvejede at smutte ud af sengen og rejse ud for at finde hende den løsning, han nu havde lovet hende...
Hans blik gled over hende da hun snakkede. Han lagde sig om på ryggen, da hun lænede sig ind over ham og han så afslappet på hende. Det var ikke ofte sådanne ting kom bag på en incubus...
Han følte sig helt lam. Svagt registrerede han at hans læber var villige til at gengælde kysset, uden at spørge ham om tilladelse først. Han var alt for bevist om at Alane ikke havde tøj på. Hans hjerte slog lidt hårdere. Og alligevel skreg hans forvredne sind til ham - skreg om at han ikke måtte lade det ske. Ikke mere! Ikke længere! Det var for sent! Var folk måske ikke ligeglade? Ligeglad med ham, ligeglade med verdenen?
Kysset var slut. Hans tunge gled over hans læber, hvor han bemærkede den berusende smag af hende. Hans øjne gled over hendes ansigt...
Han vred sig fri af hende og var hurtig til at forlade sengen. Med hastige bevægelser sikrede han sig at han havde al sit tøj på, før han spændte sværdet om hofterne, lod fødderne sænke sig ned i hans støvler og greb sin kappe. Han vendte sig tøvende om mod hende.
Han følte sig fortabt. Måske havde hun altid haft den virkning på ham, måske havde hun altid været hans største svaghed og styrke? Problemet var det ikke passede ind i hans nye afgrund af mørke og ensomhed. Hvor hørte dette til nu? Hvad betød det? Måske var det hele bare en leg...
Måske havde Alane også ændret sig...Måske kom hun også kun for at hjemsøge ham og få han til at gå de sidste skridt ud over kanten...
"Jeg vil finde på noget" bemærkede han så. Havde hun set hans usikkerhed? Han prøvede at flygte fra den. Flygte fra det hele. Desværre fulgte det efter ham ud af døren...

//Skal vi springe frem i tiden? o.o Til når...Sean kommer tilbage? xD

//Lad os det, jeg springer bare videre i mit indlæg

Alane holdt hans blik, lod hendes øjne søge hans men hun kunne ikke finde hverken hoved eller hale i det hun så... Var hun gået over stregen?
Da han hurtigt træk sig væk fra hende, som havde hun brændt ham bed hun sig let i læben men sagde ikke noget, hun kunne ikke bebrejde ham, det var hende der var gået for langt over stregen, hun vidste ikke engang om Sean havde fundet sig en anden eller hvordan situationen var. Ved tanken om at han havde fundet en anden kunne hun mærke hvordan hendes hjerte kort vred sig i hendes bryst men hun sagde ikke noget, lod bare hånden knuge sig let omkring lagnet, lige over hjertet.
Blikket var klistret til væggen overfor hende, hun kunne et kort øjeblik ikke få sig selv til at se ham i øjnene, hun vidste hun burde undskylde men hun ville ikke... Hun kunne ikke..
Lyden af metal der klingede mod metal gik hende til at løfte blikket, han havde spændt sværdet omkring hoften, han ville taget afsted nu... I et selvisk øjeblik overvejede hun at bede ham om at blive, om at blive og se hende dø, om at dø i hans arme, om ikke at dø alene men hun kunne bede ham om det... Det ville være decideret gement af hende...
Let lod hun de grønne øjne glide op og møde hans blik, hun gav et fast nik før hun svarede, "Jeg stoler på dig Sean...", sagde hun let og lod kort et lille smil glide over hendes læber. Hun havde set usikkerheden men det var ikke længere hendes sted at kommenterer på det og det ville sikkert ikke falde i god jord hvis hun prøvede at stikke hendes næse i sagerne. Med en længsel i blikket fulgte hendes øjne ham som han forlod værelset og da døren lukkedes bag ham med et blidt klik kollapsede hun tilbage i sengen og der gik ikke længe inden hun kunne mærke varme våde tåre trille ned af hendes kinder.... Hun ønskede ikke at dø...

~ Tidspring ~

Hun anede ikke hvor lang tid der var gået, anede ikke hvor længe Sean havde været væk men det føltes som årtier... Som tiden var gået var hun begyndt at miste kontrollen over sine evner, hun havde svært ved at holde sin egen skikkelse... I en besværet bevægelse og med et lille klynk af smerte fik hun skubbet sig op at sidde som hun hørte døren gå op og ind kom en af tjenestefolkene med en bakke i hænderne... Ved synet af maden kunne hun mærke hvordan hendes mave vred sig i smerte, hun var noget så sulten men hun kunne knap holde noget mad nede efterhånden men det stoppede ikke sulten...
Da hun rakte ud efter bakken, for at hjælpe tjenestepigen med at sætte den i hendes skød, da hun tog fat om bakken gled hendes hånd mod tjenestepigen og i samme sekund kunne hun mærke den velkendte varme snurren i hendes krop, hun behøvedes ikke engang kigge sig i spejlet for at vide hvad der var sket, tjenestepigens skrig var nok til at bekræfte hende om hvad der var sket.... Foran kvinde sad der nu en tro kopi af hende selv, den samme duft, det præcis samme udseende, det eneste der i virkeligheden adskilte dem var auraen, normalt ville den være identisk men fordi Alane var syg kunne man se de sorte store plamager der næsten havde overtaget al anden farve...
Der var ikke langt igen nu...

Han havde givet sine folk besked på at passe og pleje hende til det største af deres evne - og gerne over. At hvis hun ikke var i live når han kom tilbage, ville han brænde dem alle på et stort bål. Kun for at fare ud af døren med en kommentar om de ikke skulle forvente ham hjemme foreløbigt.
Der var intet at sige til folkene måtte være forvirrede, ikke forstå hvad der skete eller hvad det betød. Ikke noget Sean kunne tage sig af lige nu. Turen gik først til universitetet, i et forsøg på at finde mere viden omkring det. Opsøge en professor i magi og forbandelser. Nogen måtte da vide noget?!
Han stoppede ikke op. Snart gik turen ud af byen. Så lidt at gå efter...

~ Tidspringet ~

Folk der stod i hans vej risikerede hurtigt døden. Det var ikke for sjov han i sin tid havde lagt sit hjerte, i hænderne på Alane. At han nu havde ansvaret for hun ikke skulle dø...Presset var stort og hans skuldre kunne næsten ikke magte det! Men han havde gjort den slags før. For folk der betød mindre. Hele vejen mærkede han hendes brændende læber mod sine læber. Overvejede hvad det hele kunne betyde...
Han havde endelig fundet noget, der kunne hjælpe. Hans rejse havde ført han hjem til Dragons Peak igen. En ældre troldkvinde - der havde forhekset sig selv til at se ung ud. Instruktioner, en masse hvis'er. Kvinden kendte jo ikke den specifikke forbandelse, kun de detaljer Sean havde. Ting blev proppet i en taske.
"Jeg kan ikke gøre det, Monsieur. Kun en med et sandt hjerte"
Kvinden var eksotisk og hendes accent afslørede hun ikke var herfra. Faktisk mindede hun ham om den nye race, der havde fulgt med opdagelsen af det nye kontinent...Kattefolkene. Måske var forbandelsen også noget fra det nye land? Sådan noget førte jo ikke kun gode ting med sig.

Til sidst var han endelig hjemme igen. Turen havde ikke været behageligt. Ingen nat havde han sovet meget eller roligt, maden havde været spredt og knap. Bad så godt som ikke-eksisterende. Men han havde ikke tid til noget så jordisk! Hvis...Hvis han ikke havde tid...Der var ting der var vigtigere end personlig hygiejne lige nu. Med den raslende taske skubbede han de forvildede tjenestefolk til siden, tog trappen to skridt ad gangen og ilede ned af gangen til sit rum...
"Hvordan har hun det?"
"I live, My Lord, men meget svag..."
Han hørte det ikke engang til ende, før han åbnede døren i en bevægelse der uden tvivl måtte virke både overraskende og brutal. Hans tålmodighed var væk. Havde den overhoved været der til at starte med?
"Stå ikke bare der! Skaf mig noget lys og frisk blod. Fra en kylling og en kat. Jeg er ligeglad med om I må søge over hele kontinentet! Og hent noget varm vand" befalede han og med et voldsomt sving med armen understregede han sine ord. Aldrig havde tjenerne skyndt sig hurtigere ud af døren.

Han satte tasken på sit skrivebord. Smed sit sværd ved siden af, foruden sin kappe, før han vendte sig om mod hende. Bevidst om hans manglende hygiejne havde han ikke lyst til at komme tættere på. Hans hånd gled over skægget, der var begyndt at vokse ud. Noget han aldrig havde - noget han altid barberede af.
Hvad betød det hele?
Det slog ham pludselig at kvinden i sengen på ingen måde lignede hans...Nej, bare Alane. Han kom tættere på og hans blik gled søgende ned over hende...
Det var en af hans tjenere. Men selv hvis det var fordi Alane var død og en tjener prøvede at snyde ham, havde de gjort det ualmindelig dårligt...
Så slog det ham at tjenerinden så ud til at have det lige så dårligt som Alane, inden han rejste. Jo tættere på han kom, jo mere var han sikker på det faktisk var Alane. Han kom langsomt i tanke om hun jo var shapeshifter. Måske lært at tage skikkelse efter folk nu? Det hørte man jo om.
"Hvordan har du det?"
Han var overbevist om at han havde ret. Det var Alane.

Døren der smækkede op fik hende til at fare sammen i sengen hvilket fik hende til at stønne let i smerte. Alane kiggede forvildet på tjenestepigen som så ud til at være skræmt til døden over at hun nu pludselig lå i sengen lige foran sig selv, hun lignede faktisk en der kunne flade om hvert øjeblik det skulle være men det Sean kom brasende ind på værelset vendte hun sig hurtigt om og kiggede mod ham inden hun hurtigt forsvandt ud af værelset for at skaffe de ting som han forlangte... Hun ønskede ikke at mærke hendes chefs vrede..
Alane lod blikket følge den skræmte tjenestepige inden hendes blege grønne øjne landede på Sean der stormede rundt i rummet, hun havde aldrig set ham så usoigneret og fanatisk som han så ud i dette øjeblik, det var egentlig en anelse skræmmende men det mest skræmmende var nok at hun var grunden til at han opførte sig sådan.
Hun kunne ikke helt beslutte sig for om det var en god ting eller dårlig ting at hun havde opsøgt ham efter så lang tid uden nogen kontakt, hun var en anelse bange for at hun ødelagde verden han så præcist havde bygget op. Let bed hun sig i læben ved tanken og lod så blikket falde træt ned på bakken i hendes skød, hun havde ingen appetit på trods af at maden så så indbydende ud!

Alane løftede blikket da hun hørte fodtrinnene bevæge sig i hendes retning, hun kiggede Sean i øjnene med et træt blik. Hun kunne se forvirringen i hans øjne ikke at der var noget at sige til det fordi lige nu lignede det at hans tjenestepige lå i hans seng og at hun var væk men hun kunne også se det øjeblik det gik op for ham at det rent faktisk var hende der lå der og at hun ikke længere kunne styre sine evner, eller i hvert fald den ene af de evner som hun havde og hun priste sig lykkelig for at det var denne evne hun havde miste kontrollen over... Havde det været den anden kunne hun havde dræbt nogen.
Hun kiggede op på ham som han kom tættere på, hendes øjne havde det efterhånden med at miste fokus og bare kigge tomt ud i luften men hun prøvede virkelig at fokuserer på Sean. "Sean...", sagde hun i en hæs stemme inden hun sank en klump i halsen før hun forsatte, "Ikke så godt.... Jeg er træt, meget træt", den sidste del blev sagt i en nærmest hvisken, hun kunne lige så godt være ærlig i forhold til hvordan hun havde det, han kunne sikkert se lige igennem hende i denne tilstand så det nyttede ikke noget at lyve.

Han så på hende et stykke tid. Hans ene hånd gled op i skægget da han kløede sig. Han bukkede sig ind over sengen og lod den ene hånd glide hen over hendes kind med et svagt smil. Også selv om...Det føltes forkert. At gøre dette til en fremmede kvinde, der normalt bragte ham hans the.
"Hvil dig lidt. Snart vil jeg hjælpe dig ud af det. Jeg venter bare på nogle småting, imens vasker jeg mig lidt. Okay?" bemærkede han i en blød tone. Ville han nogensinde kunne være hård over for Alane? Han var ikke sikker. Hans hjerte blødte, blot ved synet af hendes. Hans hjerne gik i baglås, blot ved lyden af hendes stemme. Sådan havde det været lige siden hun havde forhekset ham, i skoven. Så længe siden det var...Så meget der var sket, siden da.
Han rejste sig op og løsnede sit tøj. Han gik over til sit klædeskab og fandt hurtigt en ny, hvid skjorte og et par mørke bukser frem. Så forsvandt han ud af døren, der førte ind til hans private lille baderum.

Lidt efter blev der leveret en kande varm vand. Han brugte det til at vaske sig i. Skægget blev raget af og han afførte sig det beskidte tøj, kun for at tage det rene på. Han tvang sig selv til at være rolig. Til at gennemføre. Det ville kun påvirke både Alane og ham selv mere, hvis han vandrede frem og tilbage inde i værelset. Til sidst gled kammen igennem håret. Nogenlunde tilfreds - det havde jo ikke været et direkte bad - trådte han ud. Godt...videre. Han kunne forberede det. Det eneste der gik ham på, var at han ikke var sikker på hvad kvinden havde ment med et rent hjerte. Forhåbentlig...Betød det intet. Forhåbentlig kunne han gennemføre alligevel. Og hvis han kunne...Hvad betød det så?
Han tvang sig til ikke at tænke for meget over det. Hvis dette ikke virkede, havde han næppe tid til at opsøge hende igen. Det skulle virke!

Han gik over til tasken og satte tingene på bordet. Noget pulver, der skulle opløses i vand. Lys. Et stykke papir med nogle magiske ord. Flere forskellige urter, denne gang i hel tilstand. Tørrede. En urteagtig lugt steg op fra dem. Og endelig den lille daggert. Han vædede sine læber et øjeblik. Det var vist det hele. Jo, kvindens halskæde, med den lille, grønne sten. Hun påstod den indeholdte magi, som ville assistere ham, da han i sig selv ikke kunne magi. Han havde valgt ikke at stille for mange spørgsmål...Eller havde måske været for optaget til at stille dem. Han kunne jo altid opsøge hende igen hvis det var, ikke?

Han begyndte at placere tingene. Lysene blev stillet rundt om sengen. Det var nemmest ikke at flytte Alane fra hvor hun var. Han placerede urterne mellem lysene...Hvad var rækkefølgen? Først den urt...Så den næste...Nej, de her to skulle byttes rundt. Han mumlede svagt for sig selv, som han genkaldte den remse, han havde lært sig selv, for at huske rækkefølgen.
Det bankede på døren. To kom ind, en tjener og tjenerinde. De havde to skåle med blod, fra hvert sit dyr. Sean sprang op og gik hurtigt over til skålene. En lillefinger gled ned i blodet. Endnu lunt, godt!
Han tog en dyb indånding. Tjenerinden var en anden, end hende der havde været der før. Hende den anden var nok stadig for oprørt. Men han kunne ikke bruge en af sine egne, det ville skabe uroligheder.
"Find mig en ung kvinde. Helst uden familie eller fremtid. Tving hende herop, lyv for hende...Bare få hende herop"
De forstod intet, det kunne han se på dem, men de nikkede og nik. De havde levet ved siden af hinanden længe nok til, at de vidste de ikke skulle stille spørgsmål og at Sean forlangte lydighed og disciplin.
Sean blandede de to skåle med blod sammen og puttede de knuste urter i. Rørte rundt i det. Tændte lysene. Bragte skål og daggert hen ved siden af sengen.
Han satte sig ved siden af hende. Hun ville sikkert ikke bryde sig om det, men samtidig havde hun ikke styrke til at sætte sig imod, hvis det var. Han ville gøre hvad som helst...Også selv hvis hun ville hade ham for det.
"Snart..." Han smilte prøvende. Det føltes underligt at smile. Han fejlede i det, det vidste han, men enten var hun for svag til det bemærke det eller også ville hun sætte pris på hans forsøg...Håbede han.