The first rule of truly living(Damon)

Smerte. Smerten omringede hende, trak hende med sig, flåede i hende og svømmede for hende som tågede flodstrømme der druknede hende i det sorte dyb. Blodet vældede op fra de dybe sår, og løb som skoldhed lava ned ad hendes flødehud, hvor den efterlod et spor af den dybrøde farve imod hende krop. Den overvældende duft af blod der omringede hende som en tung sky, havde allerede trukket adskillige dyr til, og uden for de skygger hun var indhyllet i, kunne hun mærke deres sultne blikke bevæge sig over hende. Og hun kunne mærke hvordan hendes hud bristede under presset fra de genstande der var godt igang med at skære hende op. 
Vievandet sved og brændte imod hende hud, og trak sydende bobler frem ved dets leg. Den rituelt indviede kniv, med adskillige religiøse tegn indgraveret, gled ubesværet igennem hendes hud, og trak blodige streger efter sig. Smerten bredte sig som blomster inde i hende - blomster af brændende, sydende, rivende og altødelæggende smerte der var umulig at undslippe. Den rev sig igennem hendes årer, og flåede hende op indefra.
Hun var placeret dybt i skoven, og skubbet ind i en hulelignende åbning, hvor stenvæggene syntes at drive af iskold fugt. Hvad der engang havde været en kjole der havde flydt om hendes krop og tvunget elegante kurver og tydelige former frem fra den krop der tydeligt tilhørte forførelsens rovdyr, hang nu i laser om hende. Det dybblå stof var ikke andet end trimler der var dumpet ned om hende, og ikke længere holdt sig sammen som et dækkende lag. Heldigt Delilah ikke kendte til konceptet "blufærdighed".
Hendes læber var presset hårdt sammen, og på trods af den smerte der var ved at ætse hende op, forlod ikke en lyd hendes læber. I denne hule var hun blevet voldtaget gentagne gange af de tre mænd der nu dybt koncentreret skar hende op, hun var blevet overhældt af flere liter vievand, hun var blevet skåret i, revet i, stukket og hvad der ellers havde tvunget blodstrømmende til at flyde ned ad hende, kunne hun end ikke huske længere.
Det var ikke fordi hun ikke stadig var smuk, som hun sad indsmurt i blod og med vreden smurt ud over hele ansigtet. Hun var en succubus, at gøre hende grim var noget nær en umulighed. Indvendigt var hun dog alt andet end smuk, for de få personer der havde fundet vej ind i hendes hjerte og som hun ville mere end dø for, var hun blevet tvunget til at få slettet fra sine minder. Hun kunne end ikke huske sine egne børn.
]Hun vidste ikke hvordan hun var kommet herud. Hun havde så mange fjender at hun end ikke kunne genkende de tre der af grunde hun ikke kendte torturerede hende, og hun havde ikke en chance for at komme fri, grundet de mange lag af lænker der var snoet om hende så stramt at hun end ikke kunne bevæge sig nogle centimeter væk fra den stenvæg hun var boltet til.
Udenfor hulen strømmede verden ned i tykke stråler fra himlen, men hun ænsede det ikke. Hun ænsede heller ikke strømmen af vand der var igang med at gennemvæde hende, for de var end ikke nær så ubehagelig som den totale smerte hun nu gennemlevede.

P:: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Damon var ude at gå i skovene, stadigvæk havde han ikke rigtigt noget sted at bo. Skoven havde ikke ændret sig i de 1500 år han havde været fanget i en gravkælder, ihvertfald ikke så meget som byerne havde. Damon havde det bedre herude, dog kun fordi han vidste hvad der var herude og vidste at han kunne overmande mange. Regnen var tung, men under sommertræerne var den ikke så slem igen. Dog regnede det stadigvæk ned med tykke strimler, han vidste snart ikke om det måske var bedre at finde et hus at bo i? Men i hvertfald kunne han finde gravkælderen som han havde været fanget i, der ville være tørvejr. Dog var der en tyk duft af Succubus blod som ramte hans lugtesans, en stor mænge blod som ikke tydede godt. Damon gik igennem den smattede skovbund, til han fik øje på en kvinde. Smuk var hun, men Damon havde lært skønhed skulle komme indenfra. Det ville tiden vise om hun ejede. Damon kunne se hun var vred, og tydeligt såret blodet var overalt. Damon tænkte hurtigt, for hvordan skulle han få hende ud af den smalle hule hun var proppet ind i? Han lagde armene på åbningens sider og rev lidt i den for at se om hans styrke kunne skille væggene lidt af, og lidt virkede det da også. Damon kunne se hun ikke var meget påklædt, dog var han ikke typen som havde tænkt sig at gå i seng med hver kvinde han fandt på sin vej. Damon fik revet lidt i hulens vægge, han fik løftet Delilah op i sine arme om hun ville eller ej. Hun kunne nok godt bruge noget hjælp selvom hun muligvis ikke ville indrømme det. Rovdyr stod på række gemt imellem buske og træer, Damon blottede sine tænder og hvæste til de løb afsted med halen imellem benene. Regnen ramte dem, derfor vidste Damon at gravkamret måske var det eneste sted hvor de kunne være i tørvejr. Derfor gik han derimod, og gik til han kom til nogle trapper som førte ned i noget der lignede en bunker. Han gik ned af trapperne og brugte det ene ben til at sparke døren op, han gik ind i det kvardratiskerum og satte hende fra sig så hun sad op af en væg. Damon fandt et lammeskinds tæppe som han lagde over hende, imens han smilede lidt. Han fandt et fad som han satte udenfor for at fange regnvand. Der var lidt tørt blod fra Lailah på en af stenene fra da hun havde reddet ham ved at flygte fra nogle der var efter hende.. Damon kiggede imod Delilah.
"Klare du den?" Spurgte han høfligt og ville bare hører om hun var helt okay, selvom skaderne så meget smertefulde ud ville han bare hører hvor slemt det var. Da fadet var fyldt med vand løftede han det op og stillede hen til hende, uden at spilde en dråbe af vandet som var fyldt til kanten. Damon lukkede døren til gravkammeret og tændte for en lille olielampe henne ved et bord. Der var mange ting dernede derfor havde han nok overlevet så godt selvom han havde været fanget.

Delilah bemærkede ikke ændringen i de blikke der lå på hende, men hun bemærkede derimod den rysten i fundamentet der hamrede igennem stenvæggen. Hendes blik flakkede let opad, og blev derefter revet til siden, så hun kunne lægge blikket imod de tunge skygger der legede imellem træernes grene. Hendes tanker var tågede at smerte, og derfor var det også kun slørede tankefragmenter der nåede hende - istedet for en sætning, der faktisk kunne få hele dette rod af sindssyge indtryk og dundrende smerte, til at give bare en smule mening.
Hun kunne se en skikkelse - en skikkelse hvis skuldre ikke var nær brede nok til at være de der havde slået hende ud og bundet hende her. Hendes blik lå imponerende årvågent på ham, for hvis der var noget Delilah aldrig ville gøre - uden set hvor dyb smerte hun var i, og hvor tæt hun var på akut blodmangel - så var det at stole på nogen.
Hendes læber skiltes i samme sekund han snoede armene om hende om løftede hende op, mest for at protestere og bede ham lade være med at lege ridderen på den hvide hest, for det havde hun fandme ikke brug for! Men idet han løftede hende og lænkerne blev revet fri af væggen - så de endnu sad fastspændt om hendes hænder, men var knækket over i 'snoren' - syntes ordene ligesom ikke rigtigt at kunne komme afsted.
Av! Åh for helvede, alle de sår der var gået igang med healingsprocessen blev flået op da han bar hende afsted, men hun fortrak ikke en mine. Hun blinkede end ikke at blodet der vældede op fra hendes krop, hun ville bare have han skulle sætte hende ned! Hun skulle aldeles ikke have hjælp fra en eller anden fucking ...
Hun lod sanserne gå på opdagelse, og sekundet senere havde hun informationer nok til at kunne færdiggøre den sætning.
... igle?! NEJ! Hun skuklle FANDME ikke reddes af en fucking igle! Ikke tale om! Så hvis hun bare kunne få sin krop til at fungere længe nok til at flå halsen ud på ham, eller tvinge ham til at sætte hende ned og lade hende klare sig selv, såå .... Ville det bare være super ... Det kunne hun desværre ikke, så selvom hun indvendigt kæmpede for at få ham til at smide hende, så blev hun bevæget  i en retning hun end ikke selv bemærkede.
Og pludseligt var hun væk fra de dråber der havde hamret ned fra himlen og vasket hende nogenlunde ren for størknet blod. Mørke omringede hende, og hun mærkede at hun blev sat ned. Forvirret blinkede hun let, og forsøgte forgæves at vænne sig til det pludselige skifte af sted, så hun kunne finde de bedst mulige flugtmuligheder og kampredskaber.
Der var blod her .. Selvfølgelig, iglen havde sikkert et skab af lig eller sådan noget pis. Enhver idiot vidste at lig altid skulle brændes, ikke stables.
Om hun klarede den?! Om hun klarede den!? Han skulle satme ikke være høflig imod hende, han skulle ikke prøve at hjælpe hende! Hun skulle fandme ikke være jomfru i nød, for det var fandme lort bare at lade som om! Hun kunne redde sig selv! Fucking blodsuger ...
"Det kan godt være du tror du er min helt, men jeg skal fandme ikke reddes ... Og jeg har fandme prøvet værre end det! Jeg skal fandme ikke have hjælp!"
Nogle ville mene at Delilah var urimelig, irrationel eller bare direkte ond - og det var hun måske også. Men hun havde en langt større stolthed end det syntes muligt, og derfor reagerede hun altid helt omvendt på at blive hjulpet. Hun var netop blevet reddet fra at dø af blodtab, og hun var pisse sur på sin redningsmand. Hvordan fuck i helvede vovede han på at hjælpe hende?! Hun havde ikke brug for hans hjælp! Hun kunne klare sig selv!
"Jeg skal ikke have din fucking hjælp, igle. Jeg er ikke nogen fucking tøset prinsesse!"
Delilah skubbede sig op i stående stilling, og forsøgte at gå imod døren - For fanden det blodtab havde fucket hendes hjerne op! Hendes ben føltes som gele, og vaklede tydeligt under hende - selvom det alligevel lykkedes hende at have den yndefulde elegance der emmede af rovdyr og forførelse. Men det var som kunne hendes ben ikke bære hende, hvilket var meget sandsynligt grundet blodmangel og de utallige sår der væltede som blodfloder ned af hendes ben.
Med et knækkede hun sammen, og hamrede hovedet ned i jorden da hun væltede.
Fuck my life.

//OOC: Godt nok? Eller skal jeg fucke det mere op for hende? xD

Delilah følte det næsten som fangede han hende, da han lukkede døren til gravkælderen. Mørket omringede hende, og den bankende følelse af fangenskab sitrede igennem hendes krop. Dog tindrede frygt ikke nær hendes blik, men hun lod derimod vreden svømme dybt i sig istedet - en vrede der flammede op omkring hende og brændte i hendes blik som brungrøne flammer. Hans ord gjorde det bestemt ikke bedre, mest af alt fordi han sagde hun råbte op fordi hun var i smerte - Delilah var i fucking konstant psykisk smerte, en smule fysisk smerte og lidt blod og brændende, dødelig tortur kunne ikke få hende til at råbe op! Hun var ikke tøset. Ikke længere! Ikke siden ...
Tankerækken frøs, idet minder begyndte at vælte frem. Hun ville ikke ham dem nær sig! Så hellere den altopslugende smerte var de utallige åbne, blodrindende sår der var at finde over alt på hendes krop. Hastigt fik hun svunget sig psykisk så langt væk fra minderne som muligt, og dumpede ned i den fysiske verden der overvældede hende med en smerte, der havde fået hende til at vride sig tidligere - uden lyd. Hun ville ikke længere lade andre have en så stor magt over sig, at de kunne få hende til at skrige eller græde. Aldrig mere. Okay, med undtagelse af nydelsesskrig, men det var en helt anden sag!

Delilah kæmpede for at komme væk, i samme sekund iglen greb hende så hendes hoved ikke blev blodindsmurt mere end det allerede var, grundet de mange sår der allerede var blevet skåret ind i hendes hovedbund. Det var ikke fordi hun ikke var taknemmelig for at han havde sørget for at hun ikke hamrede hovedet smertesfuldt hårdt ned i jorden(okay, måske var det også lidt derfor), men det var mere fordi hun ikke kunne modtage hjælp uden at føle sig lige så svag som dengang hun endnu boede hjemme. Hun kunne ikke håndtere det. Ikke længere. Hun var ikke svag længere.
Hun opgav dog hurtigt kampen idet den startede en buldrende hovedpine grundet det massive blodtab der gjorde hende utroligt svagelig, og lod ham derfor sætte hende op ad væggen uden yderligere kamp. Væggens halve kulde fik hende til at skælve let af kulde, men hun nægtede at reagere på det. Hendes ansigt var tomt, og hendes blik rettet forbi iglen - det massive blodtab gjorde selvfølgelig at hun frøs, og hendes læber syntes da også blålige, men det betød ikke at hun ville spørge om hjælp. Aldrig!
Dog havde hun, selv hvis hun havde villet have hjælp, ikke fået chancen for det, for der gik ikke mange sekunder inden et tæppe blev foldet rundt om hende, hvilket tilførte en lille smule varme til hendes skælvende krop. Men ikke tale om at hun skulle være noget nær taknemmelig! Hun ville ikke have hans hjælp, kunne han forhelvede da ikke bare gå!? Hendes øjne gled i som hun sad og skælvede let af en kulde der kun var aftaget en smule, men som hun endnu nægtede at se på ham. Hun ville ikke lade ham få hende til at se svag ud. Nej.
"Hvad skulle jeg ellers se det som? Velgørenhed?!"
Hendes stemme snappede næsten irriteret efter ham, men det var svært når den samtidig rystede let. Fuck hun frøs! Det her var noget pis, kunne hun ikke bare få lov at komme ud? Hun ville langt hellere dø i skoven så hun kunne blive ædt af nogle dyr, end hun ville dø i en eller anden igles kælder så han kunne bruge hende som personlig blodtank. Endda en blodtank der smagte af lort, fordi dæmonblod var ikke særligt smagfuldt, og succubusblod ville gøre ham liderlig. Åh gud, det kunne gøre ham necrofil ..
"Hvorfor gør du det her?"
Smerte flakkede et kort sekund igennem hendes stemme, sammen med noget der kunne minde om sorg, istedet for den evige vrede der blussede i hende. Hun syntes at falde sammen. Enhver der kende Delilah, ville dog vide at der ikke ville gå mange sekunder gør hun voksede tilbage, og væk fra denne sorg og smerte. Hun var langt bedre til vrede og begær end smerte og sorg - så vidt hun viste andre.