Everything here is so... Different! - Dr. Trott

Det var lidt trist at han sådan blev nødt til at dække sig til. Og at folk i disse byer, hvor der boede flest mennesker, ikke var særlig glade for når man bare klatrede op på toppen af husene for at gå rundt der og springe fra tag til tag for at få et bedre overblik over byen. Han var ellers blevet så vandt til at gå stolt rundt på øerne, til at de bare klatrede rundt som de ville, i og på alt de havde lyst til. Deres byer var bygget til det. Der var lige så mange der boede på jorden som oppe i gigantiske træer på den ø Marikith var vokset op på - her, i denne by, Doomsville, hed den vist nok? ... Der var næsten ikke noget natur. Der var en stor skov et stykke fra byen, som han havde hygget sig med at undersøge. Men selve byen var bare det... En by. Ingen rigtig natur at tale om, bare bygninger i forskellige højder. Igår havde han blot troppet op i byen i sit normale tøj og begyndt at klatre op af bygningerne som han ville have gjort derhjemme. Det tog dog ikke længe før nogle vagter så det, og forlangte at han kom ned fra bygningerne, og forlod byen. Nuvel, det havde han så også gjort... For at komme tilbage igen idag.

Idag havde han så sørget for at have en stor, hvid kappe på sig. Han holdt den tæt om sig, hætten oppe så den skjulte hans store katteører, omend de gjorde at hætten fik en lidt sjov form som den faldt på dem. Derudover så dækkede kappen kun lige ned til hans 'ankler'... Hvorfor man kunne se bunden af hans fine, hvide kattepoter, og spidsen af hans hvide hale, når han ikke lige havde fokus på at holde den oppe under kappen. Han havde også taget et hvidt tørklæde og bundet om sin snude, så den ikke var alt for nem at se under hætten. Det var meget ubehageligt sådan som det gnubbede op mod hans knurhår, men hans nysgerrighed var alt for stor til at han ikke lige skulle undersøge så meget af denne by som han kunne inden han drog videre på sin rejse.

Idag gik turen så ind til markedspladsen i Doomsville. Her var en del mennesker ude på trods af vinden, men det var måske også fordi den var en tak svagere end de sidste par dage? Det var i alt fald det, Marikith selv mente gav mest mening, til hvorfor der igen var så mange ude for at handle, selvom de handlende også havde været en del kreative med hvordan de lavede deres stande idag, de fleste ting gemt væk for at de ikke pludselig havde at alt skulle blæse væk for dem.

Han lagde godt mærke til at han stadig fik et blik eller to - mest af folk der af den ene eller anden grund fik set ned på hans bagpoter, eller lagde mærke til pelsen og trædepuderne på hans hånd som han rakte den frem for at løfte en lille statue han fandt fascinerende - af noget så simpelt som en normal huskat, udskåret i træ, men den var utroligt rig på detaljer, og selvfølgelig noget af det første hans øjne havde opfanget.

Vejret havde været noget så forfærdeligt på det sidste. Det virkede næsten som om det aldrig ville slutte. Det mørke vejr kunne påvirke ens sindstemning, hvilket også var grunden til vinteren kunne være så lang og hård at komme igennem. I hvert fald for folk som August. Han tvivlede på de mørke væsner havde de helt samme problemer, som de nok bare trivedes i den mørke tid. Kunne vejret havde noget med det at gøre? Ikke med sindsstemningen, men med racerne? Man sagde vejret skabte menneskerne. På den måde at ens humør og måske ligefrem personlighed ændrede sig, alt efter hvilket klima man boede i. Han havde aldrig haft muligheden for at rejse mere sydpå. Det blev han nødt til! Han måtte undersøge den vinkling noget mere. Boede der lige så mange vampyrer og dæmoner nede syd på, som der gjorde heroppe? Måske ikke så mange vampyrer. Med den sol de havde dernede, ville de fleste vampyrer nok ikke holde af at bo der. Endnu en risiko for dem.
August var så fordybet i samtale, at han ikke bemærkede han gik næsen først ind i en vogn. Det gjorde ikke rigtig ondt, som det blot overraskede ham. Han trådte et skridt tilbage, som kraften tvang ham bagud. Han var blot gået rolig af sted, så kollideringen havde ikke været hård, som den måske mere var pinlig.
"Haha!"
Han grinte svagt for sig selv og så sig omkring. Ingen virkede til at have set ham, så han trådte uden om vognen og skyndte sig videre. Denne gang mere opmærksom på sine omgivelser. Ja, hvad var han gået ud for? Jo. Ud over det var sundt med en gåtur udenfor, havde han også brug for mere mad. Han boede med dæmoner, som ikke havde brug for menneskemad, omend Lori var god til at spise med alligevel. Men uanset hvad havde August brug for at købe noget mere, mens han kunne. Priserne var allerede begyndt at stige, som folk frygtede for hvordan vejret ville udvikle sig. Alle prøvede at købe et forråd. I dag ville August prøve det samme.

Han var iklædt nogle mere eller mindre slidte sko, som ikke holdt vandet ude. Alt var så mudret og vådt for tiden. Men trods hans efterhånden kolde fødder, regnede det ellers ikke. Alligevel hang der en varm og brun kappe om hans skuldre. Lori sørgede for han ikke manglede noget, men han havde ikke selv et job der skabte penge. Han kunne ikke blive ved med at nasse på Loris gæstevenlighed. Også selv om August officielt var mandens slave. Ja, halsbåndet hang der også i dag. Men på markedet var folk mere ligeglade - en kunde, om kunden så selv dukkede op eller sendte en slave, var stadig en kunde. Så markedet var måske netop et sted hvor det ikke ville gøre mere skade end gavn. Hans hånd gled igennem hans mørke krøller, som vinden hellere end gerne kastede rundt med.
Well. Dette marked i hvert fald. Slavemarkedet var noget helt andet. August sank, som han tænkte tilbage på det.
Med en kurv over den ene arm, begyndte August at søge boderne med grøntsager og frugt. Udvalget var ikke stort og det var tydeligt meget af det enten var transporteret fra andre områder i Underworld, eller var hvad der var tilovers efter vinteren. Det lykkedes ham at få fat i nogle kartofler og beder. Nogle gulerødder og tørrede frugter. Kilden til et sundt helbred var også varieret mad, så han prøvede at købe nogle forskellige ting. Men hvem vidste hvornår høsten kunne forsætte og de ville have mad nok igen? August bed sig svagt i underlæben, som han så op mod den store himmel. Den var pludselig mere en trussel, end en velsignelse.

Et vindpust kastede hans kappe omkring ham og fik den til at blafre i vinden. Med sin ledige hånd trak han stoffet tættere om sig, mens han banede sig frem. Han manglede noget kød eller fisk, hvad han nu kunne finde. Om det var hans naturlige nysgerrighed eller tilfældighed, der gjorde han opdagede den hvide kappe - der i sig selv stod ud i mængden af brunlige farver - og poterne, vidste han ikke. Men det vækkede straks hans interesse. Han stoppede så pludseligt op, at en anden mand gik ind i ham.
"Undskyld, undskyld!" mumlede han ihærdigt, før han trådte væk fra den irriterede mand. Manden sendte ham et olmt blik og skyndte sig videre. August vendte sig om mod skikkelsen fra før igen.
Hvem havde poter? En hale? Var det en forvandlingseliksir, en magi, en forbandelse? Hvem var det? Han vædede sine læber et øjeblik, før han med beslutsomme skridt trådte over mod statuen, som vedkommende stod og beundrede.
Hætten hvilede sært på personens hoved. Kroppen virkede anderledes, slank, som kappen faldt over den. Jo mere tæt på han kom, jo mere sikker blev han på at det måske ikke var drilleri eller hallucinationer.

August stoppede op ved siden af og kiggede selv på kattestatuen. Han havde ikke rigtig bemærket den før, men den var heller ikke så stor. Men den var faktisk ret smuk, fuld af detaljer, så man næsten troede det var en ægte kat.
"Oh wow...Du har helt ret...Jeg har ikke bemærket den statue før. Sikke en pryd! Og..." Han vendte sig halvt om mod skikkelsen med et smil, omend hjertet slog et hårdt slag. Mange folk hadede at blive hilst på eller opsøgt. Og August havde efterhånden oplevet sit af uheldige bekendtskaber.
"...Måske interessant for en der selv har poter? Mit navn er August. Jeg er et menneske"
Det sidste virkede relevant. Det sidste han ønskede, var at nogen anså ham som en trussel. Eller...Nu vidste han ikke hvor mange der tænkte farlig dæmon eller vampyr om ham...Men stadigvæk. Udseende kunne være manipulerende. Han rakte en hånd frem til hilsen.

Det var forholdsvist sjældent at han havde faldet over ting som denne lille statue, i alt fald i den smuletid han nu havde brugt på at rejse rundt. Men så igen, mange steder bekymrede de sig kun om mere praktiske ting - alt det der havde en arbejdsmæssig værdi, og ikke blot pynt, som denne udsnittede kattefigur var. Og det var det andet - han så meget oftere figurer af hunde, og kunne ikke lade være med at gyse en smule hver gang han så på dem. Det var heldigvis ikke alt for mange hunde han havde mødt indtil videre, dog, og han håbede noget så kraftigt på, at dét held ville blive ved. Han vidste ikke hvad præcist det var ved dem, men han kunne bare ikke udstå dem- sikkert noget insinktivt. Han havde i alt fald aldrig kunne finde ud af at ignorere følelsen af bare at skulle væk, de få gange han havde set en.

Han lagde godt mærke til at der var en anden der var trådt tættere på, for at se på samme figur som ham selv - men han kiggede ikke over endnu, han prøvede gerne at vække så lidt opsigt som muligt - selvom den hvide kappe nok ikke havde været det bedste valg, så, nu hvor han tænkte sig lidt mere om. Nå, pyt. Sket var sket.

Hans ene øre drejede sig en smule efter lyden, da manden ven siden af ham snakkede - før Marikith derpå drejede hovedet, og så da op på personen - der var væsentligt højere end ham selv, men han var efterhånden blevet vandt til at mange var højere end ham, blandt menneskene. De lyseblå katteøjne låste sig fast på menneskets brune øjne, og gemt under det hvide tørklæde, smilede han. Det var vist nok første gang et menneske havde nærmet sig ham på en mere venlig måde... I altfald i de sidste par uger. Så det var mere end velkomment at se et venligt ansigt.

"... Det kan der være noget om," sagde han roligt, men valgte endnu ikke at nævne sin egen race - i alt fald ikke her ude midt i folkemængden. Det var allerede rigeligt med de folk der kiggede efter hamnår de fik set nede hvor kappen sluttede, eller de fik set hans hånd. Apropos - så forblev smilet på hans snude, bag tørklædet, da han så manden række hånden frem til et håndtryk. Efter to sekunders overvejelse, rakte Marikith også sin egen frem, og trykkede blidt mandens hånd, før hans egen mere pelsede udgave røg tilbage ind under kappen. Imens gled hans øjne stille og roligt over menneskets form - han havde ikke haft megen tid til at stå og bare studere et menneske, da de fleste bare gik videre, eller blev sure på ham for det, når han prøvede...

Men nu når de så fint havde stået og hilst på hinanden, så gjorde det vel ikkenoget athan lige kiggede lidt ekstra, vel? Især manglen af pels var stadig noget der forundrede ham - men vel også kun en ting der forklarede, hvorfor menneskene pakkede sig så meget ind i gevandter, som de gjorde. Nuvist, han havde da også selv tøj på, men kappen var kun af middel tykkelse, og alt tøjet under var i et stof der var mere passende til ørkenen... Hvis man spurgte en der ikke havde pels til at varme sig, altså.

Det var svært ikke at kigge mere end han burde. Hånden der tog hans egen...Åh, hvad ville han ikke have givet for et øjeblik mere? Et øjeblik til at studere hvordan pelsen sad, hvordan neglene var formet. Eller var det mere kløer? Han nåede ikke at se ordentlig efter. Han vædede sine læber og smilte til vedkommende, der ikke havde givet ham et navn retur. Han var i tvivl om hvorvidt det var et tegn på at personen ikke ønskede at snakke...Eller om der lå nogle kulturelle forskelle imellem dem. Men...En med poter...Pels...Havde de sådan en race i UW? Ikke en shapeshifter. Varulv? Nej. For...Meget kat. Han så hen på statuen igen, som om han brugte den som sammenligning. Han havde kun hørt begrænset om det uopdagede land. Det lød spændende og han ville gerne rejse dertil en dag, selv om rejsen virkede lige lovlig lang og uoverskuelig nok. Jo, havde der ikke været noget om en et nyt folk? Noget til fælles med katte? Kunne dette...Kunne dette være en af dem?!

August så tilbage, kun for at bemærke at han selv blev studeret. Det var nok til at give ham modet. Sandelig måtte hans eget selskab ikke være helt uønsket, når han selv blev studeret så nøje. Det var han ikke blevet længe, af nogen der ikke ønskede at spise ham...
Hans hjerte slog et hårdt slag, denne gang af nervøsitet. Nu ønskede vedkommende ikke at spise ham...Vel?
Han rømmede sig svagt.
"Jeg er ked af hvis jeg antager for meget om Dem. Men De må ikke være alt for bekendt med byen?" spurgte han venligt.
"Doomsville er ret stor og der lever mange blandede folk her. Alligevel ligger det ret langt fra de nærmeste havne. Hvad bringer Dem helt herop?" fortsatte han, i håb om lidt venlig samtale ville give ham mulighed - på sigt - til at lære mere. Nåe ja, så var August jo også generelt interesseret i at lære nye folk at kende! Det var jo ikke kun derfor.

Marikith lagde hovedet en smule på skrå som han nærstuderede mennesket, meget lig hvordan en helt normalt huskat ville gøre når den studerede noget den fandt yderst interessant... Men så igen, en del af de ting han gjorde var rent instinktive, også, så det skete vel af samme årsag som huskattene gjorde det. Øjnene med de aflange pupiller fandt dog hurtigt menneskets igen som der atter blev talt til ham, og endnu en gang var der et smil bag tørklædet der ellers hjalp en smule med at skjule hans snude, medmindre man altså kiggede direktepå ham,så var det stadig rimelig tydeligt at det ikke var et menneskeligt ansigt der gemte sig under stoffet. Især sådan som hans næse af og til rørte lidt på sig i refleks over den lettere udebaheglige følelse af at hans knurhår blev holdttæt ind mod snuden af stoffet.

"Undskyldning godtaget... For De har skam ret. Dette er kun min anden dag i byen... Eller første, hvis vi kun tæller hele dage med i beregningen." svarede han, med en sagte latter til sin stemme, en der også svagt lød som spinden fra en veltilfreds kat. "Og jeg er her på vegne af min stamme. Hele stammen kunne jo ikke blive sendt ud for at undersøge hvad der findes i denne verden... Så den opgave valgte jeg at påtage mig. Hvad med Dem? Jeg gætter på at De bor her, siden De spørger?" Marikith så sjældent nogen grund til at lyve - han var vandt til at folk i hans stamme sagde sandheden selv hvis den gjorde ondt, så han forventede nok lidt det samme af andre... Hvorend dumt det så i sidste ende måtte vise sig at være, så var han altså derfor meget åben omkring de fleste ting, inklusive hvorfor han rejste rundt i verdenen for tiden. Men nu fik han endelig, stille og roligt, sat katte statuen på plads igen, så han kunne vende sig helt om mod August, og give ham hele sin opmærksomhed. Men lige her midt i markedet... Var måske heller ikke detbedste sted til en længere samtale. "Hvorfor finder vi ikke et bedre sted at diskutere dette? Væk fra al den støj, i alt fald." med den hørelse han havde, var det trods alt en del distraherende med så mange folk omkring dem.

Kattefolket...Der var ingen tvivl nu. Det kriblede helt i Augusts fingre. Der var skrevet artikler om dem, men ingen bøger. Når det kom til stykket, var det begrænset hvad folk vidste om dem endnu. Det bedste ville nok også være at rejse til det uopdagede - eller, måtte man sige, opdagede - land. En rejse August slet ikke var klar til. Nej, selv om Feliformia, som de blev kaldt, var en helt ny race...Så var August slet ikke klar på at inkludere dem i sin bog. Så lidt man vidste om dem, ville han ikke kunne få dem ind på nogen galant måde. Han havde allerede tænkt sig at skrive om spøgelser, hvilket i sig selv var en ret ny ting og som nok ville tiltrække flere læsere til hans udgivelse. Men Feliformia? De krævede et helt studie for sig selv. En, der ville bruge al sin tid på at forstå denne nye race. August kunne trods alt basere flere af sine studier på informationer, andre tidligere havde samlet.
Han trak vejret dybt. Men derfor kunne han jo godt være personligt nysgerrig...Og derfor skulle alle han mødte, ikke blot ses som personer der kunne studeres. Når det kom til stykket var August ret ensom og søgte al selskab han kunne finde. Og som ikke nødvendigvis ville slå ham ihjel.

"Jeg havde på fornemmelsen De kom derfra" Smilte han venligt.
"Og ja. Ja...Født og opvokset her, selv om jeg har boet i Dragons Peak i mange år også. Jeg tog uddannelsen i medicin på universitetet der" fortalte han. Det var rart med en normal samtale. Der var ikke mange han sådan kunne indrømme disse ting for. Han var jo en slave nu, i manges øjne, og så var det ikke relevant om han havde en lang uddannelse bag sig. Eller hvor han kom fra, for den sags skyld.
August vendte sig om mod katten med et nik og et smil.
"Det lyder som en god ide. Det vil jeg gerne" Han kendte stadig ikke navnet på vedkommende foran sig, men måske var det noget kulturelt. At man ikke gav navne fra sig? Gav man overhoved hinanden navne, eller kendte man hinanden på andre måder? Hvor meget mindede de om de katte, som man havde her i verden, der måske lige så meget kendte hinanden på lugte? Spørgsmålene eksploderede i hovedet på ham, som han gjorde tegn til om de skulle følges ad. August kendte et sted i nærheden, hvor de kunne sidde sammen. Måske få lidt at drikke, uden det ville koste August det sidste af hans penge.

Marikith smilede let for sig selv, som han fortsat lod øjnene glide det sidste stykke over mennesket foran ham. Han fandt det stadig forunderligt, at der nærmest ikke var andre racer der rent faktisk havde pels, og kun skind... Det måtte da være utroligt koldt! Hvilket så også forklarede hvorfor meget af deres tøj var så tykt og groft i det, i forhold til det fine, lette, tynde tøj alle havde foretrukket i hans egen stamme. De havde vel brug for det når de nu ikke havde pels til at varme sig med, istedet.

Men ja, der var jo også så meget mere at spørge ham om, end ind til blot dét... Der var mange ting i deres samfund der forvirrede ham, så mange ting der var mile vidt fra det stamme samfund han selv havde opvokset i. "Det var en længere rejse, det indrømmer jeg gerne... Men også en, vi fandt nødvendig. Jeg forventer nu også, at det nok ikke kun er mig, der er nysgerrig på dem, man trods alt deler denne verden med... Især, når det er folk man ikke har haft en mulighed for at tale med før nu." sagde han så roligt, med et blidt smil, der strakte sig op i øjnene med de klassiske, aflange katte pupiller. "Medicin, siger du? Interessant. Der kan måske være noget vi kan hjælpe hinanden med, på det punkt..." det måtte velogså betyde at manden vidste mere om menneskers anatomi end de fleste. Spændende! Selv kendte Marikith jo mest til feliformias anatomi, så de skulle nok kunne få nogle spændende samtaler ud af dette møde.

Marikith nikkede stille, og fulgte roligt med, som August stille og roligt fik ledt ham hen mod det sted, han nu engang havde i tankerne. Samtidig kunne han ikke helt standse sig selv i at sniffe en smule ud i luften, selv med tørklædet i vejen var det nemt at lugte den anderledes lugt August nu som menneske havde, i forhold til lugten han var vandt til fra andre feliformia. Den var næsten... Lidt mere jord-agtig? Måske fordi de tilbragte al deres tid nede på selve jorden og sjældent boede oppe i træerne, som en del feliformia gjorde? Interessant var det i alt fald, og da de førstvar nået hen til stedet August havde udset sig til dem, og de kunne sidde ned, så han sig en smule omkring. Ikke så mange folk her, så heller ikke lige så mange blikke der ville hvile på ham...Hvilket var fint nok til at han endelig tog hætten ned, hvilket jo så fremviste de store katteører, der havde været årsagen til, at hætten havde haft et lidt sjovt fald på hans hoved. Derefter røg tørklædet også, såsnuden og knurhårene atter blev frie. Her masserede han så også roligt sine kinder en smule, som for at få følelsen tilbage efter knurhårene havde været presset mod hans snude i så lang tid.

August fulgte med ind på stedet og med et svagt smil så han sig omkring. Ja, her kunne de måske sidde lidt i fred. Han var forundret over her ikke var flere, som søgte tilflugt fra vejret udenfor...Men måske netop det betød, at folk hellere ville helt hjem til deres egne varme stuer. Han satte sin kurv fra sig ved bordet, løsnede sin kappe og slængede den over stolen, før han så på personen foran sig.
"Er der noget du vil have? Så bestiller jeg" spurgte han, uden at overveje at personen måske ikke kendte til hvad sådan et sted her normalt serverede. Eller måske gjorde han? Han måtte have spist og drukket, inden han var nået helt op til Doomsville.

Efter det var ordnet, satte August sig over for kattemennesket. De var blevet enige om de begge var nysgerrige på hinanden - så August tog det som et frikort til at studere kattelignende træk hos ham. Så meget lig en kat...Bare større. Måske var ansigtsformen også lidt anderledes, som den skulle rumme en større hjerne formentlig. Det var uhøfligt at stirre for meget, så selv om August nemt kunne sidde og kigge hele dagen, så han snart væk mens han rømmede sig svagt.
"Jeg kender stadig ikke Deres navn. Er det af kulturelle årsager I ikke giver jeres navne videre? Har I overhoved navne?" spurgte han, som det var det første der dukkede op i hans tanker.
"Også...De må undskylde hvis jeg kommer til at fornærme med et spørgsmål. Så skal De bare bare side til, for jeg kan af gode grunde ikke vide hvor jeres grænser normalt går" forsikrede han hurtigt. Måske var det en fornærmelse at spørge efter et navn? Eller om så meget andet? Det var virkelig ikke til at sige. Så forhåbentlig kunne hans katte-lignende selskab forstå det og tilgive det, hvis det skulle ske.

Marikith så sig en smule omkring som de havde fået sat sig ned, og da han havde fået masseret sine kinder lidt, smilte han let til mennesket - uden rigtigt at tænke over de glimt af hjørnetænderne man fik ved at han gjorde det - men nu var mange af hans race, inklusive ham selv, så også glade for at jage... Så ja, som almindelige små huskatte havde de da også tænder som et rovdyr, andet gav vel heller ikke mening? "Hvis det er til at få fisk så langt ind epå fastlandet her, så gerne det... Ellers noget fjerkræ af en eller anden slags. Der er jeg ikke så voldsomt kræsen." svarede han, som han satte sig lidt bedre til rette i stolen - der var mellemrum mellem sædet og rygstøtten, så han fik rykket sig sådan, at hans hale stak ud dér, og ikke blev presset ud til siden istedet.

Bedst som August studerede Marikith, blev han skam også selv studeret, som kattemennesket så på ham med det lette smil spillende om læberne, som de store øjne farede fra den ene del til den anden på ham. De små - ifølge ham - afrundede ører, manglen af pels og hale, de forholdsvist små øjne, det meget flade ansigt... Ting han selvfølgelig havde lagt mærke til før, men ikke tilladt sig selv at studere så meget fordi folk lod til at blive ubekvemme ved det. Men nu vidste August he rjo godt hvor interesseret han var... Så derfor tillod han sig selv også dét mere.

"Ah. Tja... For de fleste ville det vel være normalt. Det er bare så sjældent at jeg er blevet spurgt om mit navn, at jeg ikke tænkte over det." forklared ehan så stille, med en svag latter, der havde en svag tone hen af en huskat's spinden. "Jeg er vandt til at blive kaldt ved andre navne, med min titel... Men mit navn er Marikith. Der er trods alt ingen grund til at du kalde rmig ved titel, det er kun vore stammer der gør." netop grundet hans forholdsvist høje status som sin stammes shaman, var han yderst sjældent blevet kaldt ved navn, så det havde simpelthen ikke faldet ham ind.

Det virkede som om de begge kunne bruge tid på bare at sidde og kigge på hinanden. August havde oprindeligt ikke tænkt på mad, men mere drikkelse. Så til sin svage fortrydelse måtte han se resten af pengene, han skulle have brugt på at købe forråd, forsvinde. Oppe ved baren, hvor han bestilte, mindede han sig selv om det ikke var helt tabt. Han ville formentlig få noget videnskablig nysgerrighed stillet. Også selv om man ikke blev mæt af den slags.
Han havde heldigvis mad derhjemme. Selv om det ikke var til at sige hvor længe dette uvejr ville trække ud. Tilbage ved bordet smilte han ubekymret. Til sig selv havde han bestilt en kop varmende the. Fisken havde været for dyr til Augusts penge, så han havde sikret en potion af fugl til Marikith.
"Oh, ja. Det giver mening" bemærkede han roligt.
"Hvad er det for en titel? Og kan din stamme klare dig uden dig i deres midte?" spurgte han videre. Han rømmede sig svagt.
"Jeg har også lyst til at vide...Om du ved om dette uvejr også er hjemme i dit hjemland? Det er ikke normalt vi har så langvarigt uvejr, hvor nogle dage er værre end andre. Jeg kan ikke lade være med at overveje om det er alle steder...Eller om der faktisk findes et sted uden denne rasen fra elementerne"
Det var selvfølgelig ikke sikkert at Marikith vidste det, hvis han havde været længe væk hjemmefra. Men alligevel følte August for at spørge ind til det. Man kunne håbe. Og i Augusts tilfælde, håbe på der var et sted uden dette uvejr. Også selv om vejret måske var for usikkert til at tage rejsen dertil.

Grunden til at Marikith med det samme havde tænkt mad, var jo nok egentligt fordi han selv ikke havde spist noget som helst i... Godt og vel to dage, nu, vel? Ikke siden han fangede en fisk eller to fra den lille flod i skoven på vej herhen, i alt fald. Heldigvis var det da aldrig et problem for ham at begå sig i naturen - jovist så var det en smule sværere nu end normalt, med det voldsomme uvejr, men han havde vist stadig flere fordele i forhold til mange af disse mennesker der ikke var vokset op ude i den vilde natur, og som i sig selv blev nødt til at bruge redskaber nu de ikke fra naturens side havde klør til at få fat i byttet med.

Men han smilede let og takkede som han kort bukkede hovedet, som August kom tilbage med noget fugl til ham. En smule for tilberedt til hans egen smag, men han havde trods alt vænnet sig til at menneskerne også gennemstegte deres mad, så det var ikke uventet. I al fald tog han stille og roligt et par bidder - efter først at have været ved bare at tage det op med poterne, før han kom i tanke om at det vist var høfligst at bruge bestikket der nu engang var der, så han hurtigt fik skiftet over til det istedet. "Jeg er vores klans shaman. Og de skal nok kunne klare sig uden mig - min lærling har taget over mens jeg er væk." forklarede han så med et lille smil.

"Men om uvejret også er på vores ø, det ved jeg desværre ikke. Jeg har været væk i nok et halvt år nu, og det er jo først begyndt inden for dette tidsrum... Jeg venter egentligt på besked fra dem, da jeg bad dem om minimum en opdatering hvert halve år. Så mon ikke den opdatering snart er på vej." sagde han derpå roligt, med et lille smil. "Men selv hvis uvejret har ramt øen, er jeg ikke i tvivl om at de nok skal klare den - vores stamme er stærk, ligeså vores magi. Der har endnu ikke været noget vi ikke har kunnet overleve." især med hjælp fra deres forfædres ånder... Som hamselv normalt vilel være den der kontaktede for resten af stammen, men nu var det jo så hans lærling der måtte gøre det i hans sted.

August slog hænderne om den varme kop the, dejlig varm og forfriskende i forhold til det kølige og triste vejr udenfor. Han ville nok ikke få the i et stykke tid. Måske lidt urtethe, hvis han fik samlet og tørret nogle. Eller købt nogle. Men urterne skulle mere gemmes for deres helbredende egenskaber, end for en aftens varmende the. Med al sandsynlighed ville han enten selv, eller nogen han kendte, blive ramt af sygdom i det dårlige vejr. Det virkede som en normal følgesvend.
Hans blik hævede sig op til Marikith. Shaman? Det lød så eksotisk. Han kendte ikke nogen selv, selv om han havde hørt om nogen hvis magiske evner tog dem derhen ad. Han gned sig svagt på hagen et øjeblik, mens han overvejede det.
"Så I kan magi? Al slags magi, eller er I begrænset? Fødes I også med naturlige evner, som mange her gør det?" spurgte han. Det ville sige ham noget om det rent genetiske. Forskelle, sammenlignelser...Ja, han startede jo egentlig helt forfra, med en race ingen vidste noget om. Han trak vejret dybt og lænede sig kortvarigt tilbage i stolen, før han lænede sig frem igen.
"Det går op for mig jeg nok starter et upraktisk sted, selv om jeg meget gerne vil vide disse ting alligevel. Jeg finder mit sind i splittelse mellem at spørge ind til jeres fysiske egenskaber eller til jeres samfund og kultur. Jeg kan ganske enkelt ikke bestemme mig for hvad der vil være bedst at bruge tiden på" sukkede han, som om denne splittelse hos ham bragte ham sande hjertekvaler.
"Måske..." nåede han så endelig frem til.
"...Ville det være bedst at lære lidt om hvem I er. Hvordan I organiserer jer. I bor i stammer...Det er interessant. Hvem er jeres leder? Hvad er jeres hierarki? Er det forskelligt fra stamme til stamme?" Han havde flere spørgsmål, men Marikith ville aldrig kunne svare på bare halvdelen, hvis han ikke bed sig i tungen og lod katten om at svare ham først. Alligevel sad han som på nåle. Han måtte vide det! Det hele!

Marikith kiggede selvfølgelig stadig i ny og næ over på August, også mens han spiste. Både af høflighed, men også en smule af instinkt. Han holdt per natur altid øje med hvem end der var tættest på ham, mens han spiste - lidt ligesom en vanlig huskat der skulle sørge for, at ingen kom og tog maden fra den, når den først havde fået fat i det.

Han nikkede let til August's næste spørgsmål, og rettede sig en smule op, før han svarede. "Mange gør, ja. Og vores magi er meget varieret. Der kan så også findes en brug til al magi - selv det som jeg har lagt mærke til at mange herovre, nok ville kalde for 'mørk' magi... Selv dén er der også en plads og et sted til, så længe den bliver brugt på den rigtige måde." Marikith selv var også af overbevisningen om, at godt og ondt ikke rigtig eksisterede. Der var blot handlinger og reaktioner - hvad nogen så som 'ondt' ville for andre være godt, og omvendt, så hvem kunne i sandhed side at godt og ondt eksisterede, når det var så subjektive emner?

"Det gør intet. Jeg er også selv meget nysgerrig omkring jer... Omend lige nu er jeg fint tilfreds med blot at svare. Indtil jeg har fået spist færdig, altså." sagde han så med et lille smil og blink til August. Så snart maven var stillet tilfreds, så kunne han tænke lidt mere over de spørgsmål han selv ville stille. Især så ivrig som August her virkede, så syntes han at det var fint nok at lade ham spørge løs, først.

"Præcis hvem lederen er varierer en smule, ja. I min stamme er det vores urtemester der leder os... Men med megen hjælp af mig, som regel. Men heldigvis havde han intet imod at lade mig drage ud og se mig omkring... Jeg tror alle derhjemme er nysgerrige omkring verdenen herude, jeg er vist bare den eneste der turde tage turen over havet. Men... Nu er vi nok heller ikke dem der er gladest for vand, så det stammer nok derfra." men han forstod dem så også sagtens. Der var næsten ikke noget værre end at få en drivvåd pels... Det tog evigheder for den at tørre!

August nikkede svagt for sig selv, mens han noterede sig disse guldkorn af viden. Han kunne nok ikke udgive en bog om det...Men måske en videnskabelig artikel! Få sit navn ud i det miljø igen! Tanken gjorde ham ekstatisk. Ikke at det var vigtigt lige nu, nej. Fokuser, August!
Han brugte en husketeknik han kendte, til at notere sig de bedste og vigtigste ting som Marikith snakkede om. Turen hertil, deres forhold til vand...Så vidt August havde hørt, bestod det nye land af en masse øer. Holdt det stammerne fra hinanden? Skabte nogle naturlige gnidninger? Risikerede de incest eller sult, hvis noget gik galt? Måske ikke de mest passende spørgsmål lige nu, og egentlig også noget August hellere ville tænke sig til. For nu.
"Det er også en lang tur, så vidt jeg har hørt" bemærkede August. Han havde aldrig sejlet i sit liv, så han ville ikke vide hvordan det var.
"Er det en stor stamme? Snakker I et andet sprog? Har I et skriftsprog? Forstår de forskellige stammer nemt hinanden? Er der et samarbejde mellem stammerne, mødes nogle af jer for eksempel en gang om året for at diskutere fælles livsgrundlag, eller lever I isoleret?"
Spørgsmålene blev remset af, næsten som om August havde forberedt dem og lært dem udenad. Han var klar over det gik for hurtigt og Marikith måske ikke kunne huske alle spørgsmålene. Men på nuværende tidspunkt havde entusiasmen grebet August helt og holdent - han kunne ikke længere sætte bånd på sig selv. Hvad med deres teknik? Hvad med deres religion? Der var SÅ mange spørgsmål! Hvornår skulle han kunne sige dem alle og samtidig få svar? Det var en pine!
Han ignorerede - eller nok snare, glemte - alt om sin egen the.

Stille og roligt fik Marikith spist det sidste, og lænede sig derpå en smule tilbage i stolen, som hans blå øjne atter fandt August, og han med et svagt smil på læberne, nikkede let til menneskets første kommentar. For ja, det havde været en lang tur, og en til søs - Marikith havde nægtet at gå op ovenbords i al den tid han havde sejlet for at komme hen til fastlandet, han havde kun gået ovenbords for at komme væk fra skibet igen, så snart de havde lagt an i Aquener. Og derefter var hans rejse så først rigtigt begyndt, med stille og roligt at bevæge sig sydvest og undersøge alle de ting han kunne. Efter Doomsville ville han sætte kursen mod Sunfury - og dernæst elvernes kæmpe skov. Ja, rejsen var skam godt planlagt på forhånd, også for at han ikke skulle være væk fra sin stamme i uanede mængder af tid.

"Vi er, så vidt jeg ved, en af de største stammer, ja.. Men, det er måske naturligt nok, når vores ø også er den største." sagde han derefter, mens han rettede en smule på den høje hestehale han havde sat sit længere hår op i. "Og ja - vi har skam også et andet sprog. Jeg kan kun dette sprog grundet dem der pludselig dukkede op og undersøgte vores ø, og grundet min længere rejse hertil. Så lærer man det rimelig hurtigt." og det var så sandt som det var sagt - man lærte utroligt hurtigt et nyt sprog når det var det eneste sprog der omgav en i længere tid.

"Men skrift har været meget nyt. Det har vi aldrig umiddelbart haft brug for... Ikke når duft markeringer kan sige en hel del i sig selv." det meste af den nonverbale kommunikation for dem foregik netop via lugte, så det havde nok bare aldrig faldet nogen af dem ind at have brug for en anden måde at skabe kontakt med hinanden på. "Kommunikations problemer har der nu aldrig været, selvom vi ses forholdsvist sjældent - det plejer enten at være stor glæde eller stor fare der er skyld i at vi ser de andre stammer. Enten sender de nogen der er trolovet til andre i vores stamme, eller også ankommer de fordi de selv har problemer på deres ø som de ikke har kunnet afhjælpe."

August nikkede let for sig selv. Han kunne ikke lade være med at forestille sig deres verden. Hvor primitiv den måtte fremstå for almindelige borgere i Underworld, men også hvor hvor fantastisk de måtte være til at overleve. Den slags samfund havde ofte en helt anden opfattelse og brug af en spirituel verden, end mange andre. Folk, der boede her i byen, kunne godt glemme naturens betydning eller fravælge at fostre en åndelig verden. Ikke at man skulle tro på guder og ånder for den slags. At være spirituel kunne vise sig på mange måder.

Endelig lænede August sig blot tilbage, før han nippede til sin the. Han havde glemt den, men den var ikke blevet kold. Den gav ham stadig et svagt gys, som varmen fjernede kulden fra hans krop. Han trak vejret dybt.
"Ah...Jeg ville elske at udforske det for mig selv..." bemærkede han let, denne gang uden opfølgende spørgsmål, men stadig helt og aldeles indhylet i egne tanker og forestillinger.
Så rømmede han sig lidt og så op på Marikith.
"Så...Med denne baggrund...Hvad er dine tanker så om vores verden?"

"Hvis du nogensinde får foretaget rejsen, skal du være mere end velkommen hos os. Det skal jeg nok sørge for." sagde Marikith med et roligt smil. "Så snart jeg er hjemme igen, altså. Jeg har stadig så meget jeg skal se... Sunfury og elvernes skov, deriblandt." Dernæst lænede han sig tilbage og så lidt tænksom ud, som August rettede sit næste spørgsmål til ham- og så sig lidt omkring, før hans blik atter vendte tilbage til August, og han svarede.

"Der er en masse ting jeg ikke ser nogen grund til at have. En masse af disse ting jeg har hørt folk kalde for 'luksus' varer? For eksempel disse små... Spilledåser, hed de vist nok? Ting der ikke har noget reel praktisk funktion... Det er jo det musikere er til for... Andre ting forstår jeg udmærket godt, som for eksempel hvor meget tøj I alle render rundt med. Nu jeg jo kan se I ikke er lige så heldige, hvad angår pels. Men jeg er samtidig også en smule foruroligetover hvor lidt natur der er inde i jeres byer - ogkan forestille mig præcis hvor meget natur der har måttet ryddes for atgøre plads til sådanne byer. Hvorfor I ikke bare har bygget rundt om, eller oppe i træerne, i stedet for at rydde dem, er for mig en gåde."

August sendte ham et taknemmeligt smil. Han fik nok ikke gjort rejsen foreløbig. Ud over det voksende uvejr, havde han slet ingen penge eller muligheder for det. Desuden var det nok også klogere at blive her, og fortsat arbejde på en sikker og stabil hverdag, før han rev sig selv op med rødderne og rejste til en helt anden verden. Nej, lige nu var det blot en fantasi. Men en rar en. Det var rart at tænke på en anden, og potentielt mere fredelig, verden. I stedet for de traumer der normalt plagede ham.

Han tog en tår af sin the, mens Marikith snakkede. Han kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Nogle af tingene var mere simple at svare på end andre, men han følte det hele krævede et svar. Så godt som han nu kunne give det.
"Lad mig starte med det mest simple. Vores tekniske fremskridt, såsom at have en spilleboks. Forestil dig...En lille æske af metal, der spiller en melodi? Først og fremmest er der udfordringen i blot at lave en. En stolt håndværker står bag opfindelsen. Og netop opfindsomhed er en stor del af vores verden. Vi prøver hele tiden at gøre tingene omkring os bedre og nemmere. Eller mere fornøjelige: Spilledåsen er et godt eksempel på det sidste. Hvis man ikke har et helt orkester af musikanter til rådighed, kan en spilledåse med en lille melodi være lige det man har brug for" svarede han roligt. Så slog han let ud med hænderne.
"Hvad angår resten, er det en længere snak. Først og fremmest er der forskel på vores byer. Nogle af dem, såsom elvernes, ligger netop i skovene. Du vil finde at de måske mere ligner noget du kender, kan jeg forestille mig. De bor netop i træerne. Men andre steder, såsom Doomsville her, har været en stor bakke eller...Et lille bjerg...hvad du vil kalde det...Siden altid. Måske har der stået et fåtal af træer, der er blevet fældet. Men der har ikke været en hel skov til rådighed. I stedet udgjorde bjerget en naturlig formation at skabe en fæstning omkring. Fra toppen af et bjerg kan man holde øje med omgivelserne og bedre beskytte sig mod fjender. Og med en fæstning følger der automatisk folk. Tjenere til de rige, der bor der. Soldater. Håndværkere. Langsomt vokser denne beboelse til en større by. Selv om vi er endt med at bo i huse, vi har lavet for vores egen sikkerheds skyld, er vi stadig meget afhængige af naturen. Den giver os mad. Medicin. Tøj på kroppen. Vi ville aldrig være nået hertil uden naturen....Selv om jeg indrømmer mange nok glemmer at tænke sådan på det" August holdt endelig inde og trak vejret dybt, før han så hen på Marikith igen. Mon katten kunne følge ham, bare lidt af vejen? Han forventede ikke de var enige. Men han håbede på at der ville være en større forståelse. Til sidst trak August let på skuldrene.
"Nogen vil argumentere med at vi er bedre end folk, der blot bor i træerne endnu. Nået længere. Hvilket vi måske også er, rent materielt eller teknologisk. Men er vi det spirituelt? For vores eget velbefindende? Hvem ved..." sukkede han svagt.

Som Marikith lænede sig tilbage i sædet, trak han også benene op, så han sad over kors, nærmest helt automatisk. Men igen - selv bare en ting som stole var han stadig ikke helt vandt til, og når man sad på jorden, ja, så var skrædderstillingen som regel det der var mest behageligt. Især når han nu, igen, havde lidt ekstra 'polstring' i form af hans pels. Den var ikke lige så tyk som mange andre i hans klan havde, men den var stadig en verden af forskel fra menneskenes bare hud, kunne han forestille sig.

"Hmm... Med størrelsen på jeres byer, kan jeg godt lidt se hvad du mener. I min landsby er vi vel... Hvad... 50 personer? Det er ikke så svært at få fat i nogen der kan lige det man efterlyser i øjeblikket. Alle hjælper alle... Det bliver man nødt til, hvis ting ikke skal gå helt galt." sagde han roligt, som svar på det første. Men meget af den ekstra pynt i husene ville han nok stadig aldrig forstå. Måden at vise rigdom frem på den måde... Kropslig udsmykning forstod han sig godt på. Men det var vel nok også synligt nok med hans øreringe og ritualistiske maling der sad mange steder i hans pels.

Han rynkede en smule på næsen da snakken faldt på det med rige folk og tjenere - endnu en ting han ikke forstod. Hvorfor gøre forskel på folk, når alle istedet kunne være lige, og hjælpe hinanden på lige fod, som de gjorde hjemme i stammen? Det andet gav jo bare ubalance i flokken... Men hans ansigt faldt atter tilbage i neutrale folder, som August forklarede videre.

"Ja, jeg har mødt nogle af dem." sagde han så, til August's kommentar om at nogle nok ville mene de var bedre end folk der stadig levede i pagt med naturen, oppe i træerne - som Marikith's eget folk gjorde. "De lod til at være rimelig opsatte på at prøve at rakke ned på hele mit folk. Nægtede at tro på at forfædrenes ånder eksisterer." han sukkede, rystede på hovedet, og tog endnu en tår af sit bæger. "De var ikke til at tale til fornuft. De mente vist bare at jeg havde en 'livlig fantasi'." selvom han vidst meget bedre end det - nu han selv havde mærket hvilken stor hjælp ånderne kunne være, når han lod dem bruge ham som en form for talerør.

August smilte let undskyldende, selv om alt det med misforståelser og fornærmelser omkring troen på guder eller ånder, næppe var hans skyld. Alligevel. Han følte sig som en repræsentant for denne verden lige nu, hvilket vel både indebar de gode og dårlige sider.
"Jeg selv tror på at alle civilisationer har individer, der vil prøve at tage mere end der er deres. Som ønsker at være stærkere eller bedre end visse andre. Jeg kan ikke sige præcis hvad der fik nogen folk til at blive de rige, mens vi andre blot arbejder på at overleve hverdagen. Men jeg kan nemt forestille mig at det er den slags personer. Folk, der tog de chancer og muligheder de så. Folk, der havde succes med at overtale, manipulere eller tvinge andre til at gøre som de ønskede det. Ikke at alle vores rige adelige er dårlige folk. Der findes værdifulde medlemmer iblandt dem" bemærkede han sigende. Ikke at han kendte navnet på nogle - men så igen. Han kendte stort ingen adelige. Kun af navn, som der blev snakket om dem i byen. Han trak vejret dybt.
"Og så er der de forskellige racer. Uden tvivl nogle af dem ved hjælp af magt, frygt og det, at de ganske enkelt lever evigt, giver dem nogle fordele også" tilføjede han med et svagt smil, før han trak på skuldrene. Det behøvede de nok ikke gå så meget i dybden med lige nu.

August så sig omkring et øjeblik, før han så tilbage på Marikith. Nogle folk omkring dem kunne ikke lade være med at kigge. Men August var glad for de endnu kunne sidde i fred og snakke. Trods de færreste havde set en af disse kattelignende racer før.
"Det handler om forskellige opfattelser. Du anser dine forfædre som fakta. De er der. Men for de andre folk anser de dem netop ikke som fakta. De ser dem ikke som noget der findes, men er selv overbevist om at DE kender sandheden. Eller i det mindste er tættere på den. Uanset om det så er fordi de har en religion de tror på eller ej. Her i byen er det Elona'dal vi beder til. Så flere vil nok modsige dig og sige det er vores gudinde der styrer verden og hjælper os. Du vil næppe finde mange her i byen, der forstår alt det med dine forfædre. Men igen er vi også fra forskellige verdener. Her har vi ganske enkelt noget andet at tro på" prøvede han at forklare, så høfligt som han kunne være. Ikke fordi han selv så ned på troen på forfædre. Han var ligeglad med hvad folk troede på, så længe de ikke gik og skadede andre. For ham handlede spørgsmålet mere om at forstå hvor man var. Skik følge, som man sagde. Marikith var her, hos dem, og derfor måtte han også acceptere at folk ikke troede på de samme ting eller opfattede ting på samme måde. Præcis som August ville mene folk burde respektere de samme ting, hvis de rejste til Marikiths land.
"Det er et farligt samtaleemne" tilføjede han så med et smil. Det var nemt at blive uenige eller ligefrem uvenner over den slags.
"Jeg respekterer dig, og dermed også din tro på dine forfædre. Så længe jeg modtager samme frihed. Desværre er der folk udover os, der måske netop vil prøve at overbevise dig eller blive uenige med dig. I det tilfælde håber jeg du kan se bort fra dem og fortsætte din rejse ufortrødent"

Marikith lænede sig lidt tilbage i stolen, med hænderne hvilende i sit skød, som han stadig sad i den lidt akavede skrædderstilling. Hovedet let på skrå, somhan blot helt stille og roligt lyttede til hvad August sagde, de lyseblå øjne fastlåst på ham, ørerne fremadrettet så der absolut ingen tvivl var om hvor Marikith's opmærksomhed lå på nuværende tidspunkt. Halen var også helt stille mens han lyttede efter.

"Vi har også haft folk der har prøvet at manipulere andre for at få mere... De har dog som regel ikke lykkedes med det de forventede, men er blevet smidt ud af stammen istedet, da deres handlinger skadede gruppen mere end de gavnede. Så hvor de er nu, ved jeg ikke, men det er nu også deres egen skyld at det endte sådan. De fik flere chancer for at forbedre sig før det skete." sagde han med et lille suk som han tænkte på de få det var sket med. Det skete meget sjældent, men så meget som stammen var afhængig af at alle gjorde deres arbejde, ja, så kunne man ikke rigtig have at én prøvede at få mere magt end alle andre. Marikith var nok tæt på at kunne være en form for leder for deres lille gruppe, men han følte sig stadig på lige fod med alle andre i stammen, hverken mere eller mindre værd end nogen anden.

Han rakte ud efter sit krus igen, og fik drukket det sidste, før han satte de tpå plads på bordet igen. "Du skal have al den frihed i verden du ønsker dig, fra mig af. Jeg dømmer skam ikke - med et blot nysgerrig og måske en smule uforstående på visse punkter, men jeg er villig til at lære, og eventuelt også lære fra mig, skulle det være nødvendigt." sagde han med et blidt smil på den lille, pelsede snude han nu engang ejede. "Og bare rolig - jeg skal nok se bort fra dem. Det har jeg gjort indtil videre, og det skal jeg nok blive ved med."

August nikkede let. I det mindste kom de over emnet omkring religion, uden at nogle af dem blev yderligere fornærmede. Hvilet var en lettelse. August brød sig ikke om konflikter og ville nok langt hellere blot give folk ret og lade emnet ligge, end begive sig ud i et skænderi. Ikke at han aldrig fik snakket over sig. Det skete - især når han beskæftige sig med de forskellige racer. At fortælle vampyrer og dæmoner hvorfor de var som de var, var sjældent særlig populært blandt dem.
"Okay...Jeg må sige det har været et interessant møde. Jeg er glad for at vi fik snakket sammen. Nogle af jer er mindst lige så nysgerrige omkring jer, som nogle af jer er nysgerrige omkring os" forsikrede han med et venligt smil. Så klappede han let i bordet og så sig omkring et øjeblik, før han gjorde mine til at ville rejse sig.
"Men jeg må også videre, medmindre der er flere spørgsmål der mangler svar? Jeg skal have handlet færdig, helst inden vejret igen bliver værre. Og du skal uden tvivl også videre på dine eventyr!" sagde han smilende.

Marikith havde selv godt oplevet hvilke hæftige skænderier der kunne opstå, netop over emnet religion - især når han påpegede at han nu engang ikke troede på Elona'Dal, men at forfædrenes visdom var noget der eksisterede - at han netop derfor bare havde ladet dem glide hurtigt, let og elegant over emnet. Han gad ikke flere af den type diskussioner, for det endte bare med at man fornærmede hinanden, og så blev det svært at skabe ordentlige relationer på tværs af racerne. Så hellere bare holde sin mund, og kun tale om det hvis andre virkede oprigtigt interesseret i hvordan religion foregik for dem hjemme i stammen.

"Fornøjelsen har helt være tpå min side. Du er en af de første der har været villig til oprigtigt at lytte - uden at prøve at skubbe fordomme eller idéer over på mig, altså. Det har været helt... Forfriskende." sagde han så med et smil, og som August rejste sig, rejst ehan sig også selv, og trak hætten op igen, for at gøre klar til også selv at skulle ud af døren ud i vind og vejr igen for at kunne finde vej hen til kroen han havde fået et værelse på,igen, inden vejret netop skulle vende og blive frygteligt igen. "Jeg tror jeg har fået svar på mine vigtigste spørgsmål. Derudover... Jeg er sikker på vi nok skal kunne mødes en anden gang. hvordan, ved jeg ikke - jeg har bare på fornemmelsen, at dette ikke er sidste gang vi mødes. Du skal have mange tak for din gæstfrihed - og må du have god vind fremover," sagde han derpå, med et smil om 'læberne', som han lavede et let buk som sit farvel - igen, håndtryk var ikke det han var mest vandt til - og valgte at være den første af dem der gik ud af baren, og ned af gaden, for at finde vej tilbage til kroen han skulle sove ved. Nu havd ehan jo også en hel del ting at få skrevet ned i de dokumenter han havde liggende på værelset!

// Out <3