A living forest?! -Lostariel-

Påklædning
Sted: The forest
Vejr: varmt, solen står på himlen med kun få skyer.

Rose havde gået i flere timer, for en gangs skyld ønskede hun at være i stilhed, ikke i en bar med en masse fulde mennesker. Selvom de forskellige møde med folk, havde været sjovere end man måske lige skulle regne med. Det halv lange lyse hår, var kørt om bag ørene. Mens hun gik med sin gamle bog i armene, tæt knuget ind til sig, grebet var fast mens øjnene fløj omkring. Stedet var smukt, næsten magisk.
Hun burde virkelig komme ud noget mere i skoven, men hvis hun holdte sig i skoven, ville hun så ikke blive ensom. Hvad ville hende far ikke tænke, hun sukkede kort for sig selv. Lyden af fugle fra træerne, fik et lille smil frem på hendes lyse læber.
Hendes tøj var sort, hun havde en tæt siddende sort kjole på, med en grå overtrøje. Da hun havde nemt ved at blive syg, blev hun nødtil at holde sig varm, selvom dagen nu var forholdvis varm. Solen der bagede skoven, og faldt ned af kronbladene, hvilket gav et fortryllende belysning. Først nu stoppede hun op!
Hun satte sig på en af de opstående rødder, fra et træ hvor hun hev nogle få farve kridt frem, som hun placerede på jorden. Forsigtigt åbnede hun sin bog, og lod hånden køre over siden. Hun greb roligt fat i et af kridtene, hvor hun derefter forsvandt fra virkeligheden. Skoven gav et genskær i hendes brune øjne, mens hun førte kridtet over siderne i bogen, så hver en streg formede sig til noget. Hun skiftede kridt engang i mellem, mens lyden af fugle sang og vinden der raslede i bladende fik hende til at føle sig mere og mere afslappet.
Tegningen tog tid, men var det hele værd. Stedet var smukt, hun ønskede virkelig at fange så mange detaljer som overhovedet muligt!

påklædning: http://4.bp.blogspot.com/-r2qdswXixGo/U6Y_f1nYXxI/AAAAAAAABUA/8cG9HXV1_eA/s1600/tumblr_n4un2mOezi1s9racxo5_1280.jpg

Lydløst sprang hun gennem træ toppene. Der var fart på, ikke fordi hun havde travlt, nej hun ville mærke vinden mod sit ansigt, i sit hår, føles sin krop udvinde ilten inden der åndede reaktionen ud, den reaktion som hun dannede i sin krop for at træerne og planterne kunne leve. Et evigt kredsløb, så facinerende! naturen havde brug for levende væsner!
Næsten midt i et spring hørte hun en svag skraben fra et sted langt under hende. En lyd der ikke hørte til her i skoven. Roligt og præciseret sprang hun uden problemer ned af træerne, hoppede fra gren til gren, men denne gang ned af og ikke fremad, ganske lydløs var hun. Da hun var kommet godt en meter ned fra trætoppene mod jordbunden, kunne hun se gennem de bladfyldige grene, et menneskebarn(det vil sige det nok var voksent i menneskeøjne).
Elegant svang hun sig ned på en gren lige over mennesket, betragtede hende og hendes tegning. Den var god! Hun havde fået skovens mystik med sig ind i billedet, noget andre væsner oftest havde svært ved. Personligt syntes Lostariel ikke at skoven var mystisk, men hun var også opvokset i den.
Det var sjældent at nogen kom så dybt ind i skoven, de fleste fremmede holdt sig til omkring skovens start, og en kilometer ind ad, også ikke rigtig længere. Det var yderst sjældent de havde besøg i Forestina, så vidt hun vidste.
"Du tegner godt"Lød Lostariels stemme, den var syngende og mystisk, og man kunne nærmest høre den omtalte elver visdom flyde fra den. Hun havde sat sig ned på grenen.

Skoven var så rolig at se på, kun når vinden tog fat, kunne man rigtig se livet i den. Fuglene der fløj fra deres redder, og kaniner der hurtigt hoppede over stien, hvor de forsvandt ind i en busk eller i det lidt høje gras.
Hun lod sit blik fastslå sig på belysningen, hvor hun hev et hvidt kridt frem. roligt placerede hun den lige hvor stregen skulle være, da en stemme lød over hende. et forskrækket hvin slap hendes læber, og kridtet lavede en stor steg over siden. Hvor hun hurtigt rejste sig op, med bogen i sin hånd men kridtet på jorden. Hun vendte sig hurtigt om mod personen, som hang fra en gren. Hendes brune øjne, sværmede om personen. med den ene hånd tæt ved hendes hjerte, for at slappe en smule af.
”D-Du forskrækkede mig” Lød det fra hende, hendes stemme var en smule nervøs, hun tog en dybindånding og et smil formede sig på hendes læber. ”Mange tak, altså for dit kompliment.” Hun lod sit blik falde ned på bogen, da hun opdagede stregen over tegningen. Smilet falmet en smule, og blev mere falsk i det.
Pis, hvor langtid havde hun lige brugt på den? Tiden var fløjet for hende da hun tegnede den, så hun opdagede ikke engang hvordan dagen måske var gået. Hun klappede roligt bogen sammen, hvor hun samlede det hvide kridt op. ”Mit navn er Rose” Af ren høflighed sagde hun det, ikke at personen havde spurgt.
Hun lagde kridtet ned til de andre og lukkede for den lille æske de nu var i.

Elegant og som et barn der vidste hvor man skulle træde på det knirkende gulv så det ikke larmede, ramte hun let skovbunden. hun var højere end dette Menneske barn."Stregen vil du uden problemer kunne udtvære så den ikke kan ses og ikke ødelægge noget ved din tegning, hvis du da gør det forsigtigt og med stor omhu."sagde hun, hende stemme blid og vis."Goddag Rose, Jeg er Lostariel, vagt over skoven, valgt af elverriget, Forestina. Du er kommet et langt stykke ind i skoven, det er ikke ofte fremmede bevæger sig så langt herind."Hendes stemme var på en sær måde fraværende også alligevel ikke, hun var fokuseret, men ikke kun på Rose, også resten af skoven, dens lyde. Skovens lyde var vigtige. Bare det at der skete noget unaturligt flere kilometer borte fra hvor hun befandt sig ville hun hurtigt finde ud af det, som en reaktion når man kaster en sten i vandet og ringene blev flere og større, det samme skete med lydene i skoven, den ene lyd dannede den anden, og hvis en lyd lavede en "lydring" med bølger i, ville de andre afspejle sig i dette via dyrenes reaktioner, men også træernes knagen og hvislen i bladene.
Lostariel kiggede ned på Rose med blidt ansigtstræk."Jeg er ked af hvis jeg har fået dig til at føle mishag over stregen i din tegning." Hun fik knap sagt det før hun lagde mærke til en halvt knækket plante der hvor Rose havde siddet, uden at bebrejde hende satte Lostariel sig ned ved siden af planten og dannede en bobble med sine hænder omkring den. mumlende elver ord forlod hendes læber, og ganske svagt kunne man se hvordan planten healede og begyndte at vokse sig større, begyndte at få små hvide knopper hvoraf blomster en dag ville springe ud fra.

Lostariel, underligt dog smukt navn. Rose mødte ikke ligefrem mange folk, hvilket gjorde at næsten alle navne var nye for hende. dog dette navn, virkede anderledes. Hvordan skulle man helt udtale det, skulle man rulle med tungen eller bare forsøge at sige det så godt man kunne. Lostariels ord omkring stregen, fik hende til at smile kort.
”Jeg ved det, det er det fantastiske ved kridt, det er nemt at få blendede ind i de andre farver, i sær når det bare er den hvide farve.” Hun lagde hovedet på skrå og smilet blev varmt, mens hun lod sine brune øjne skinne op mod Lostariel. Elver? Elver, hun havde kun hørt få rygter omkring Elver, om hvordan de beskyttede skoven og hvordan de dræbte folk der sneg sig ind i deres område af skoven. Hun følte dog ingen uro omkring denne Elver, måske var det bare Lostariels stemme, der fik hende til at slappe af. eller de lidt blide bevægelser, hun virkede bestemt ikke farlig.
”Oh, Nej nej, det skal de ikke tænke på. Som sagt, det kan nemt fjernes.” Hun rystede blidt på hovedet, over Lostariels undskyldning. Rose blev aldrig rigtig sur, over nogle små ting som dette. Hun tegnede kun for at fordrive tiden, ikke for at sælge det.

Da Lostariel vendte ryggen til hende, stillede Rose sig lidt til siden. For at se hvad hun lavede, da hun opdagede noget fantastisk. Den måde hun healede planten på, det var fantastisk! Magi! Hvad man nu skulle kalde det, Rose var helt væk i det. Hvordan kunne hun gøre det, boblen og energien der nærmest fik den til at leve igen!
”Hvordan gjorde du det! Healede du den?! Kan du gøre det ved mennesker også!?” Hun snakkede højt, helt overraskede og desperat for at vide det, at hun glemte sine fine ord og rare måde at snakke på. Hun kiggede med ivrige og desperat søgende øjne på Lostariel!