If you scream, I kill daddy. - åben

Den varme aften vind lagde sig indover kirkens hellige område, og den svage lyd af blade og landsby natur bevæge sig frem og tilbage var aftens mest brugte lyde. men indenfor de tygge kirkedøre var ingen guddomelig fred, eller eftersøgte natur lyde, her indenfor disse sten mure, sidder en stor mand med en lille pige ved hans side. Manden havde et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på den store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema.
Pigen var ikke mere end de 9-10 år gammel, og sad i en mørkerød sommerkjole. tårene løb ned af begge hendes kinder, og hulkene lyde kom fra hendes læber mens sætning efter sætning om at hun gerne ville hjem, undslap hendes mundvig, men tros gråden, og tårene sad hun stille og pænt som en artig lille pige der var sat på plads af hendes forældre. hun kiggede ned på hendes små nøgne fødder, og prøvede at ønske sig langtvæk, og lagde da også hænderne op foran øjnene for at se om manden ville forsvinde, but no such luck.
Manden sad meget mere stille, som en sten, eller en videnskabsmand der lige havde set et spøgelse. faktum var, at de lumske ondt udsende øjne så stift ud i luften, og kiggede på det store alter, mens han lod en hånd gentagende gange køre gennem den lille piges skuldrelange brune hår, og lod bare pigen tiggende ord falde ind i hans sind.
endelig efter flere minutter i denne tilstand sagde pigen noget andet end ydmyge ord.. og med et lille snøft sagde hun "Hvor-for er je-g her?" manden dejret sit hoved, og stoppede med at nusse hendes hovedbund, og tog sin hånd ned på hendes skød, og sagde med en dyb stemme "Vi skal lege med din far" et lille barnligt lys kom frem i pigens øjne, som en stikkontakt der bliv tændt, og de dårlige tanker bliv skubbet væk for at blive udskiftet med mere børnvenlige tanker, og sagde nu med kun lidt snøfteri "Men jeg skal tidligt op imorgen" Manden fik et synligt sadistisk smil frem, og forsatte "Du en god pige." hun nikkede lidt halv usikkert, hun var ikke tryg ved manden, men den barnlige naivitet var der masser af i hende.
Man kunne gøre de store døre sparkes op, og en skygge lagde sig indover det jern hårde kirkegulv, en skabning dækket af månelys i ryggen. det var en mandlig figur, omkring de to meter høj, og overarme som supermand ville blive missundelig på. Manden hed Seebáz, og var en dæmon. nogen raw farvet øjne uden pupiller var det mest gennemborende i natte mørket. Seebáz gik med stål hårde skridt mod manden der sad ved hans lille datter, og havde en kampgeist i hans øjne, der viste at selv ikke verdens undergang ville kunne få hans opmærksomhed fra det foran ham.
Manden der sad ved pigen hed Rafael, og han var nu i fuld gang med at rejse sig op, men hviskede en ting til pigen inden han rejste sig "Hvis du skriger, dræber jeg farmand" Rafael rejste sig i hans fulde højde, men var stadig under mandens enorme hulk størrelse. Rafael gik Seebáz i møde, med frygtløse fodtrin, og stoppede de store militær støvlers gang, da de stod en meter fra hinanden, og en formel gentus med hånden, bliv ført til Seebáz, som invitation til at stoppe hans gang, inden hans målrettethed fik ting til at gå ud af kontrol.
Seebáz stoppede med et utilfreds ansigtsudtryk, og begyndte at råbe af hans lungers fulde styrke "Din pikløse kujon. du har en god grund til at tage min datter fra hendes seng.. og du giver den LIGE nu, eller jeg sparker dit smørret smil ind" Seebáz lod sit faretuende bryst vokse med nogen store indåndinger, og lod de store hænder, som kunne holde hele vejen rundt om en kokos nød, gå overkors, mens han hørte på Rafaels forklaring.
Rafael vendte sig flabet væk fra manden, og lod fingerne glide over en af kirke bænkene, og tog en gullerød op af læderjakke lommen, og lagde den på kirkegulvet, og sagde med en rolig stemme som tidevand der kærtegnede en strand. "Dit liv vil gå tabt iaften. død ved gullerød." Rafael kunne se en stenklumb størrelse knytnæve flyve mod hans ansigt, og Rafael bukkede sig sidelæns, og lod den knyttet næve flyve over hoved på ham, og da luften fra trykket havde blidt kysset hans kind, lod hans sin egen maskuline overarm blive lagt om den udstrakte arm, som manden havde lavet ved at slå ud mod Rafael. Rafael tog et fast klem for at presse deres arme sammen hvor så Rafael skubbede sig selv op, og brugte den store mand solide krop til at kunne løfte sig selv op uden de begge faldt til jorden kaotisk. Rafael løftede sig selv op med alle sine kræfter og lod et knæ smadre af fuld dæmonisk hastighed blive lagt på manden hage, og .. Rafael skulle til at nikke manden en skalde for at fuldføre din perfekte knockout, men den store bjørne arme var hurtigere end han nogensinde havde regnet med, og et stød et brutal magt, skubbet Rafael langt tilbage, og der flyv den selvsikkere stærke dæmon, gennem luften, og med en hastighed stor nok til at give ham en bøde på en motervej, bliv han presset ind mod alteret med hans ryg, og den store alter mur gav efter for dæmonen Rafaels kropsvægt, og der man kunne høre et højt brag, da han faldt endeligt til jorden, og med støv fra alteret omkring ham, som endnu ikke havde ligget sig, slog han sine øjne op, og tog sig til hoved, og prøvede at huske hvornår nogen udover hans bror havde haft saft og kraft nok til at kunne overmande ham, og et lille udforende smil kom på hans læber, mens han .. havde pænt ondt i hoved, og skulle lige finde sit fod fæste, så han ikke faldt over sine egne ben. Rafaels øjne bliv sorte som den mørkeste nat, og som et vildt dyr, hoppede han ud af det hul han var kommet fra, denne gang - uden at undervurdere hvem han leget med. problemet var for Rafael at selvom den dæmon var to ton ren morskab, så havde han altså noget seriøs kamp træning, og da Rafael hoppede frem, bliv han mødt en stor knytnæve hård som en cement blok, Seebáz havde gemt sig ud i siden af hullet, så Rafael ikke ville være så forberedt når han kom ud, og Seebáz havde skam ret, den store dæmon Rafael faldt endnu engang hjælpløst til jorden, denne gang som en pose gammel mad rester. Rafael vendte sig om på ryggen, og havde seriøst et problem med folk der var stærkere end ham.. godt der ikke var mange af dem.
Rafael havde ´lidt´ ondt nu, men mest af alt var han bare sur. Rafael drejet sig, så han vendte med benene mod Seebáz, og da Seebáz løftede ham op, som Rafael havde håbet på, viklet han sit højre ben ind i Seebázs venstre, og da Seebáz løftede Rafael af alt sin styrke, mistede hans balancen, da han ligepluselig løftede sit eget ben ud af sin plads på jorden, og det store bjerg af en mand faldt bagover ned på ryggen.. problemet for Seebáz, var at det var ikke et godt sted at ligge, når man lige har løftet sin modstander op i øje højde, for de betød at Rafael var faldt med Seebáz, og landet lige oven på ham. Rafael ventede ikke på de ramte jorden, og selv inden de havde ramt jorden i en hot date sammen, havde han slået Seebáz på siden af hoved tre gange, sving på sving på sving, og da de ramte jorden, stoppede Rafael skam ikke med at skabe kaos på Seebázs ansigt. gennem alt blodet der løb fra Seebázs ansigt, kunne man høre en svimmel dæmon, der gav sine underkastende lyde, og sagde "Fint.. stop, du har vist din pointe." Rafael gav slip på Seebáz, og Seebáz bliv liggende på sten gulvet, og tog sig til sit ansigt, som havde brækket sin næse, og flere af sine tænder, og han kunne mærke blod løbe fra.. hans øje.. og han var godt nok ikke læge, men det var nok ikke et godt tegn.
Rafael lænede sig over Seebáz, og lagde en militær støvle på Seebázs bryst, og sagde så "Isabella... Du har arbejdet for hende." Rafael lod sin støvle borde sig lidt mere hårdt på i Seebázs bryst, og forsatte "En fulg sang om hun ville holde en galla fest. hvor og hvornår bliver den holdt?" Seebáz lod en svagt smil komme over hans læber, og sagde selvsikkert "Dude.. Spar dig selvmordet. du kommer ikke ind. intet levende væsen overlever at træde indenfor de mure uden invitation." Seebáz spyttede noget blod ned til siden, så han ikke bliv kvalt i det, og sagde så inden Rafael lod et hav af stålnæver regne ned af hans ansigt igen. "Corpsewind Cemetery om ti dage. hun har renoveret en del af de gamle underjordiske catacumber, til et fest område. en vej ind. en vej ud. og en hær af lejesoldater ved døren." Seebáz spyttede endnu engang - denne gang på Rafael.
Rafael sagde intet, han vendte sig bare væk fra Seebáz, og gik bare væk fra ham. Seebáz begyndte at snakke videre, mens han prøvede at genvinde styrke til at slås igen, og holde Rafael hen med snak "Hvorfor vil du overhoved ind? Isabella er en isdroning uden lige, jeg kunne mærke hendes kolde sjæl to meter fra hende.. havde sku nær pisset i mine bukser. hvorfor ligge sig ud med sådan en kvinde? hvilket vanvid driver dig?" Rafael var nået hen og samlet gulerødden op, mens Seebáz snakkede, og var nu på vej tilbage til ham, mens han gav et svaret "Camille." Seebáz trak et lille smil frem tros hans smerter, og ødelagte tænder, og sagde "Jamen dog.. er den berømte Camille. havde ikke set dig som den forelskede type" Rafael stoppede to meter fra Seebáz, og kærtegnede guelrødden mellem fingerne "Kærlighed. en følelse skabt af svage individer der søger tryghed i nogen kan lide dem... nej. jeg er ikke den slags mand. men" Rafael satte sig på hug foran Seebáz, og sluttede af "Min loyalitet går langt dybere end simple følelser... ære." Rafael stoppede med at snakke, og skulle til at give Seebáz en fin lille envejs billet til efterlivet, men det ændret sig hurtigt da den store Seebáz kastede sig i et desperat kamp forsøg, og lå nu oven på Rafael, med sine knæ ved hver af Rafaels sider. Seebáz rejste sine næver, og skulle til at slå helved ud af ham, men der så han i Rafaels øjne en gnist af rent dyrket rasseri, og dæmonisk brutalitet, og Rafael.. var ikke Rafael mere. han var Abaddon. inden Seebáz havde fået endnu en indåning eller kunne tænke over hvad det var for en glimt han så, bliv Abaddons store størrelse 49 militær stævle presset op, og tværet Seebáz tre meter gennem luften til han ramte loftet, og faldt som en rådden frugt fra et træ ned igen. ud af Abaddons ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og hvide, som æld gamle vampyr hugtænder.. nu bare en hel mund fuld af dem. Abaddons hænder bliv til klo agtige vanskabninger der var skarpe som jagt knive, men han kunne stadig tage fast om ting. Seebáz kiggede op fra det hårde gulv, som han få sekunder før, lige havde landet på som en død fulg der faldt ned fra et vindue efter at have kysset det. Abaddon tog et greb i Seebáz krave, og løftede ham i en arm som var han en fjer. Seebáz lod sving på sving ramme på Abaddons ansigt, men det var som at skyde en is-bjørn med en masse små papirs fly.. det gjorde det monster kun sur. Abaddon tog slag på slag, indtil han endelig tog Seebáz overhoved, med en arm på Seebázs højre ben, og en anden arm på Seebázs hals. Seebáz råbte ud, og prøvede med sin enorme styrke at komme ned, men der hang han som et hjælpeløst barn i luften, indtil Abaddon smadret Seebáz ned over Abaddons knæ, og man kunne høre hvordan rygraden sagde et voldsomt knæk, og Seebáz lå nu på jorden i seriøse kræmper, hvor han bevæget sig som en syg fisk på landjord. Abaddon vendte Seebáz om, så han lå med fronten mod sin egen lille datter, også presset Abaddon gulerødden ned i Seebázs åbne mund.. igen og igen.. og lod den så side et godt placeret sted mellem Seebázs gane, og luftrør. pigen rejste sig op, og løb over mod retningen af sin far. men ... hun kom aldrig så langt. en lussing med Abaddons håndryg, i mest bogstavlige forstand drejet hendes hoved en halv omgang rundt, som havde hun siddet i en skruetvinge, og et lille bloddråbe faldt til gulvet fra hendes næse, efterfulgt af hendes livløse krop. Abaddon så ned på Seebáz, og da Seebáz så død ud, lod Abaddon sin støvle renovere Seebáz ansigt, med et hårdt stamp, og blodet løb ned af begge siderne, jo hårdere han presset ansigtet til mos. efter nogen sekunder stoppede Abaddon sit stamberi - da han havde ramt igennem Seebázs kranium, og havde presset sig vej ned til gulvet. hvorefter Abaddon kastede et sulten blik på den afdøde pige, og så ud som han ville have sex med den afdøde lille pige krop.. og det var ligepræcis hvad han ville. lige indtil hendes krop bare ikke kunne mere. Abaddon tog et fast greb rundt om pigens ankel. og trak hende på vej ud af kirken.

//Headshot for et emne :O

\\Er lidt usikker på hvad du mener med det. men tak ^^ (tror jeg)

Pan elskede sine natlige ture, denne gang havde hun bevæget sig langt fra det normale område, hun trængte til at komme væk fra antikforretningens kvælende fangeskab. Pan havde bestemt sig se hvad skete ved kirke. Normalt holdte hun til ved parken. Hun følte at parken var hendes område og havde beskytter trang over domæne. Ingen skulle tage det fra hende. Pan var ikke sådan en man lavede narstreger med, hun hadede når folk bedrog hende. Hun drejede ned af gade folk var åbenbart dovne på grund varmen, ikke en eneste protinel menneske havde set. Pan var ikke på jagt, men måltid i ny næ skadede ikke desuden var der et svagt menneske mindre når hun havde spist. Desvære avle mennesker som rotter. Hun bed sig svagt læben inden forsatte ned af gaden, hun sukkede svagt. Pan opdagede faktisk at langt hjemme fra, hun kunne faktisk var hun i helt anden by end hun var vant. Hun huskede nu at det var fordi nogen havde givet hende job.
Hun vidste ikke hvorfor hun søgte imod kirken, men hun følte sig draget af den. Hun mærkede hvordan lysten til jagt og drab fyldte hende. Hun var opvokset ved vampyre, men kun fordi hendes stedmor havde haft ondt af hende. Desvære var Pan ikke den først adopteret, hun sted bror ved navn Joey. Hun forsatte og hendes sko gav genlyd for skridt hun tog hendes hjerne slå mere eller mindre fra idet hun nærmede fik færten af blod, det overraskede blod? Hvorfor var der en lugt blod. Hun stoppede op ved døren til kirken nogen måtte være nogen med ikke helt ren mel posen. Først vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle gøre måske skulle finde et andet sted, men valgte til sidst gå ind.

Pan vidste ikke rigtigt hvad hun skulle føle da hun kom ind, en mand stod gulvet og en lill pige og hvad hun gættede på måtte være hendes far lå på gulvet og var livløse. Hun betragtede manden, både ham stod, men også gulvet det ingen dem hun søgte. Blodet? Lugten af blodet kom her fra. Trak vejret tungt før rømmede sig " jeg se kommer for sent til festen" sagde hun og gav sig til kende. Hendes hat var trukket godt ned ansigtet så han kunne kun se hende lyse læber.

påklædnin: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Abaddon gav slip på pigens ankel, og lod det livløse ben falde ned på det kolde hårde sten gulv, mens Abaddon drejet sine dybmørke rovdyrs øjne mod den spinkle kvinde stemme, som tvang sig ind på hans slagmark, og et inderligt raseri presset et væs frem fra de dybeste hjørner af hans sind, og lyden der undslap hans læber var dyrisk som en rasende Alpha tiger. Abaddon rette ryggen ud, så han stod i sin gigantiske højde, og lod halen smadre sig gennem luften frem og tilbage, og skære små træ stykker af de to kirke bænke der stod i siderne af kirke gangen. Abaddon studeret den elegante kvinde, og fik en umådelig lyst til at rive hoved af hende, og bruge det som skål til hans morgen mad. Abaddon lod et tungt skridt stambe ned i gulvet, men hvad der skulle blive til en gang mod helveds porte, og frisk vampyr sjæl, bliv til intet mere end et enkelt skridt, før en svag hvisken fra Rafael som var bundet dybt inde i underbevidstheden, genvandt kontrollen over kroppen, mod hans alterego, og den store dæmon bliv lidt mindre intimenidende, og hans overkrop lidt mindre, og de sorte øjne fik et mindre dødbringende look. Rafael så mod kvinden som var kommet indenfor, og sagde med en dæmonisk undertone som kun monstre skurke i horror film kunne efterligne. "Spar mig deres arrogance. De frue har fundet dem selv i samme kirke som en tidligere dæmon leder, og det eneste de kan komme op med er et latterligt forsøg på humor. Det her er ikke dit bytte frue sukkertop"

Pan følte sig stadig fornøjet, hendes smil blev klistert på hendes læber, det var ikke fordi hun morede sig som sådan over de døde, men Panthera elskede drab som ville hun elske sine engne børn. Drog var hendes eneste chance at bortføre et lige som hendes forældre havde gjort. Hun var da ligeglad med om han var satanshjælper. Hun havde ikke behov for deres historie og baggrund. Hun lod svagt sine parader falde og rakte hånden frem imod " jeg er Pan" sagde hun gav ham ikke hendes fulde navn. Af en eller anden grund stolede hun ikke på denne dræber. Hun kunne tydeligt mærke at hun ikke var velkommen her vendte sig derfor om for at gå, hun gad engentlig ikke at vente på at han tog hendes hånd. Faktisk føltet hun ikke nogen trang til at hilse på ham. Hvis ikke brød sig om at hun var her ville hun der med glæde foirsvinde ud af hans liv. Lige så hurtigt hun kommet. Pan havde også andet at lave end lege katten efter musen med ham " hyggeligt møde dig fremmede" sagde hun lavede en hånd fagt med hånden.
Hun begyndte at gå og hendes sko gav genlyd, hun næsten sikker på at ville stoppede fordi set noget hun ikke skulle se, faktisk brændte hun efter at stoppede hende. Hun satte farten smule op nu var det op til hamom han ville gøre noget. Hun nærmede sig døren.

Rafael syntes hun var lidt respektløs, hun gav vampyrer et dårligt navn med hendes mangel på evne til at forstå en situation, det var næsten skamfuldt, og hvis Az havde været her, ville hun sikkert give vampyreren en lussing bare for at være så tåbelig og vampyr på samme tid. Rafael så på hende mens hun gik, og overvejet om man skulle lade hende gå.. altså normalt ville han have kastet hende ud fra kirke tårnet med hoved først, og brænde de sørgelige rester. men Camilles og Cathrines ord lå i ham, og han ville gerne blive anderledes, og hende Pan tøsen kunne umuligt være et problem, hun havde intet hørt, og ligne var han ikke bange for, så længe hun ikke satte en gren i hjulet på hans planner mod Isabella, så kunne det være ham ligegyldigt hvilke rygter hun spredte rundt omkring. Rafael kunne dog høre en svag stemme i hans underbevidsthed, der kaldte på ham til at begrave hende levende, og lade hende ligge der hendes udødelighed igennem. Rafael vendte sig væk fra hende, og prøvede at være lidt tro overfor det Camille og Cathrine prøvet at fortælle ham. han sagde dog inden hun var kommet ud "Glem ikke.. du er ikke den eneste der har set ansigter iaften. og jeg skal nok finde dit igen hvis nødvendigt."

Små bitte bump kunne svagt høres rundt omkring i kirken. Stilheden blev brudt. Ned fra balkonerne der var i denne gamle kirke kom nogle meget tynde mænd. Da de var nede kunne man se det ikke var mænd men levende skeletter. Deres hænder begyndte at lyse. Igennem taget uden at ødelægge det kom der nogle skarpe lysstråler. Som et bur af lys. Englelys. Skeletterne havde små vingelignende knogler på ryggen. "Det da sjovt hvad man kan finde af døde ting." Sagde en stemme der pludselig kom ind af døren. Skindende hvid hud. I en lang kappe. En necromancer. Øjnene sorte som kul. Eller rettere øjenhulerne. For der var ingen tegn på et øjeæble. Små fine blå lys var det eneste som kunne ses midt i øjenhulerne. Normalle mennesker som så ind i hans øjne ville blive omsluttet af mørke. Men en så stærk som denne Abaddon ville højst få følelsen af at have rejst sig for hurtigt. "Tænk at lige præcis i denne kirkegård lå alle 8 af de hellige engle. De eneste engle som stadig har sin kraft til at lave en barriere af lys som ikke engang satan kunne komme igennem." Dog var der kun 7 omkring dem. Den 8. var ikke til at se nogle steder. Ud af skyggerne kom 8 døde vampyrer osse. "Mine nyeste skeletter til min samling. Du er stærk Rafael. Men du er ikke stærk nok til at dræbe en som allerede er død." Den lysende barriere om Abaddon samlede sig i de 7 personers hænder og deres kranier begyndte at snakke halvt. Klaprende lyde kunne høres. Efterfulgt af de vendte hænderne imod ham. Med det samme kom der syv lysstråler i retning imod ham. Beregnet til at ramme ham og lukke hans dæmonkræfter sammen igen. Så der ikke var tale om at han gik berserk igen. Selvom Zann ikke frygtede denne mand. Nægtede han at få ødelagt nogle af hans skeletter hvis han kunne undgå det. De 16 skeletter brugte dog mange af hans kræfter. Rigtig mange. "Hvorfor? Hvorfor dræbe en familie? En lille pige?". I brystkassen af ham kunne man se en flammende energi. Der begyndte at flakke. Det var hans kræfter. Han kunne snart ikke holde sine kræfter mere. Uden at bruge sine fulde kræfter. Men det havde han ikke gjort siden den dag han døde. For at genoplive sin ven. For 2.000 år siden. Kort så han ned i jorden men rystede på hovedet og så op igen. Flammen genvandt sin styrke efter han havde fokuseret lidt igen. Han havde åbnet lidt mere op for sine kræfter. Ikke fuldt endnu. Selvom Zann ikke ville bruge sin fulde kraft kunne han sagtens se at denne mand var stærk. Derfor var han i sin dæmonform. Dog stadig ikke sin fulde kraft

// Dæmon form 1 niveau

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Pan stoppede op og idet sagde det med at han havde set hendes ansigt, men der var også noget andet som irreterede hende, hun kunne mærke at de ikke var alene, men mere nåede hun ikke at tænke før en fremmede snakkede til Dæmonen, hun smilede svagt, han havde ikke lagt mærke til hende eller også ignorede han hende. hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre og blev derfor stående lidt på afstand, dette var noget ikke man ville blande sig i, men alligevel tøvede hun en smule, men det lys kom fra de bevingede engle agtigt skeletter skræmte hende og hun ikke sikker på at hendes evnen ville virke. Hun stod i hvad der følte som timer, men engentlig bare var sekunder. Inden hun afbrød den fremmede " er det ikke lidt fejt gemme sig bag sine skeletter?" spurgte hun og man kunne tydeligt høre det hånlige i hendes stemme. Hun vidste ikke hvorfor hun gjorde dette her Pan kunne være ligeglad, den måde ham dæmonen som var i fare havde behandlet hende på havde ikke rar, men på den anden side var dette her fejt. Hun blev stående hvor hun var, men havde nu afsløret hvis ikke den angribende dæmon allerede vidste at hun var her så gjorde han ihvertfald nu.
Hun ville ikke tage den andens side hun kunne mærke at den angribende dæmon måske ikke brugte alle hans kræfter, men hendes egne evner var ubruglige her. Hun havde stadig hatten trukket så godt ned om hovedet at det kun var hendes læber der var synlig. Hun måtte gøre noget, men vidste ikke hvad Pan havde aldrig været god til at redde folk, faktisk så var hun den der der dræbte dem gjorde sådan folk havde brug for at blive reddet.

Pan kiggede sig omkring efter en løsning, men den var svær for hende at finde den. Pan begyndte at gå frem imod dæmonen i midten af det hele, hun vidste godt at var dumdristigt at stille sig imellem, men hun ville heller død, end ikke at gøre forsøget, måske ville hun død når gik ind i lyset, så derfor stoppede hun alligevel en smule tøvende inden hun kom for tæt på lyset.

Fra de inderste mørke dybter af en mands sind, hvor løgne og plot hviskes i øret, denne form for bedrag og manipulation var der en indre kamp omkring, som var Rafaels sind blevet en mental slagmark, og krigen mellem Abaddons, og Rafael kontrol over kroppen var i fuld gang, mens Panthera lod sine elegante stilfulde fodtrin på vej ud af kirken, den grufulde dæmoniske lyst sad dybt i ham. Rafael kunne høre skyggernes snæver røst, og figurer begyndte at tage form i de mørke afkroge. Den store dæmon kunne ikke andet end at få en lille trækning i mundvigen af synet af de skrøbelige spinkle skeletter.. that would be a first. Rafael slog et faretyggende blik op mod balkonen, da en skabning kom til syne, Rafael trak en flabet smil over læberne, ved tanken om at manden havde to stykker blå tyggegummi som øjne. Rafael havde aldrig set et cirkus med sådan en realistisk vanskabning, selv peter plys ville kunne finde at mobbe den slikautomat der. dog den største og mest kedelige overraskelse, kom da Rafael tog en dybindånding, og som en vampyr kunne høre et hjerte slå et nabolag væk, kunne Rafael lugte sjælden som var det en jule flæskestreg. Rafael bliv helt skamfuld over at være dæmon nu.. ærkeengle, det hedder ærkeengle.. Rafael kunne ikke forstå af et gammel morfar dæmon, ikke vidste noget så simpelt. Rafael så lidt på mandens beklædning, og et gustent smil bredte sig på hans læber, ved tanken om at den dæmon var så gammel han sikkert havde gemt en ble under den der store kappe, det var jo helt ynkeligt.. lidt ligesom at klæde sig ud i pink, også danse regndans på et toilet. Rafael så hvordan skeletterne som små cirkus klovne stillede sig omkring ham, og efter at havde tænkt nogen nedrige tanker om dem, så han de små lysende hænder, og en inderlig latter kom fra ham, det var ligesom at blive en del af my little pony serien. Rafael skulle til at gå et skridt, da lyset smadret ind i ham, og en åndelig ro, kom indover ham, en guddomlig fred. Abaddons stemme der pirret og plaget forsvandt. Rafael hørte på mandens ene tale, og begyndte så derefter at svare med et flabet smil, et håneligt blik, og en dæmonisk tone "bolsje øjne, og han lille cirkus trop. beklager, jeg deler altså ikke mine grunde til mord på vores første date" Rafael kiggede på skeletterne, og så ud til at glemme alt om manden, men gjorde det enlig bare for at provokere, til Rafael så endelig ved en ´fejl´ kiggede op på ham, og sagde så "Arh ja... right" og forsatte "Beklager hvis dine tændstik mænd ikke har den ønsket effekt, jeg bliver ikke så intimideret af legetøj" troet den svagpisser af en rygradsløs taber, at det er første gang nogen arrogant lille snothvalp med et alt for stort bedstefar tal i alder, havde troet en tidligere dæmon leder som var Rafael. det her var ikke bare sølle, det var spild af tid.

En lille bevægelse kom fra Zann. Hans læbe knækkede op i et smil. Efterfulgt af endnu en person kom ind igennem døren til kirken. "Jeg har lidt mere end tændstiks mænd. For nogle måneder siden fandt jeg noget meget spændende. Det var en paladin. En død Paladin. Han var forbandet til at leve som en sjæl forevigt. Jeg hjalp ham med mine kræfter til at skabe en ny død krop til ham så han kunne kæmpe. Tilgengæld for at han ville gøre hvad jeg sagde." Hårde bump kom da denne nye person trådte ind. Stearinlysende rundt omkring blev tændt. Med en blå farve og blev skummelt. Denne kriger var Zann's lydige kriger. Men Zann brugte ikke sine egne kræfter til at holde ham i live. Krigeren var sin egen person bundet af en vilje. At tjene sin mester. Zann smilede et komisk smil. "Sig hej til Warren." Sagde han roligt da de grønne øjne kunne ses og det forfærdelige læbeløse smil på den nye kriger. De små rustningsdele som havde pigge på sig. Krigeren åbnede munden. Det lyste grønt ud fra den og en lang tunge gled rundt som en sindssyg. Der var nogle få lange hår på hans hoved. Ellers var det tydeligt han ikke var i live. Men han bevægede sig lige så godt som en levende. Ja faktisk hurtigere end en normal levende. Warren gik forbi kvinden ved navn Pan. Men Warren var altid provokerende. Så han brugte sit spyd som han holdte til at fælde hende. Når han nu alligevel samtidig gik forbi hende.

Warren:

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Pan vrissede arrigt idet Warren eller hvad den vandskabning hed fik hende til vælte bagover, hun bed tænderne hårdt sammen, for ikke komme til sige noget, hun rejste sig op og brøstede svagt sin kjole hatten var faldt af og nu var hendes røde øjne synlige, hendes brune hår hang løst ned af hendes ryg, hun Betragtede svagt Dæmonen som stod midten af al dette her, hun havde bestemt sig gik hen siden af klar til at kæmpe, det var ikke sikkert at blev glad for hendes indblanding, Warren havde lige været skyld i at hun nu ville kæmpe, ham og hans væltning af folk " Din vandskabning hvad det nu kaldte ham, han trænger til nogle manér" sagde hun lagde ikke skjul på at hun var vred det kunne man også ironiske i hendes stemme. Hun kiggede ikke på Abaddons, men fokuserede på disse skeletter, man kunne hvis roligt sige at han skeletter i skabet. Hun knyttede svagt sine hænder inden hun vendte sit blik op imod Zann. Den angribende dæmon virkede så selvsikker, som han var sikker på en sejr. Hun fnøs kort af den tanke, men aligevel var chancer større end deres.

Rafael så fra de små knoglestøvgengære, og hen på det klamme zombie skelet ligende dyr, som havde samme skræmmende virkning på ham som en tæppetisser hund ville have. Rafael syntes at nu gik grænsen altså, nu lignede hans aften et crappy afsnit på cartoonnetwork. .. jamen altså, hvordan bliver man bange for et levende havestakit der har slugt en grøn lysepære. Rafael slog øjnene op på den dæmon som havde en ide om han styret showet, og sagde "Seriøst bedstefar? Selv den ekstremt sexy kvinde (Rafael peget over mod Pan) ville kunne tage din selvlysende kartoffel kriger over knæet." Rafael var ikke imponeret endnu, det var jo ikke ligefrem sådan han var den eneste necromancer i verden.. men nok den mest arrogante. Rafael syntes dæmonen var ret respektløs, og medmindre han ville have revet sin tunge ud, og tvunget til at kysse hver eneste af de ynkelige skeletters bagdel, burde han seriøst skifte sin tone, og sit kropssporg. Rafael så over mod Pan, han kunne nu meget godt lide hun tog tyren ved nosserne, og tanken om at hænge hende med hoved ned af, og skære næsen, ørene, og læberne af med en oste skære, glemte han helt. Rafael kiggede tilbage på det skelet, som var på vej hen mod ham, og hvis den kom indenfor hans sikkerhed zone, ville han prøve at ligge den store militær støvle på dens knogle bryst, og give den en envejs billet til at kysse kirke gulvet.

//Hvor blev mit billede af?

Warren:

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

\\Dit billede har da været der hele tiden?

Med langsomme skridt. Gik et skelet tættere og tættere på. Da det pludselig fik en støvle i brystet. Det var tydeligt at høre at knoglerne i brystet på skelettet flækkede. Og fløj direkte imod Zann. En hånd fløj op og en meter fra ham sprang skelettet så knogler fløj alle steder hen mod sidderne. Zann så på Dæmonen. Voldsom det var han. Magtfuld osse. Men at han er så dum at tro han kan dræbe Warren. En udød paladin. Magen til selvsikkerhed. Blikket vendte kort blikket mod Kvinden. "Den kvinde? Vinde over Warren? Søde lille tøs prøv ikke at gøre dig selv til grin. Warren er død i forvejen. Selv hvis du brækker alle knogler i hans krop. Så vil der bare gå et lille stykke tid før han er hel igen. Det er mig som du skal vinde over for at vinde over Warren. Jeg er hans sjæl. Og jeg kan vinde over dig i min menneskeform. Jeg er ikke engang i fuld kræft. Jeg er kun på niveau 1." Han smilede svagt. "Tag det ikke personligt men du har ikke en chance her." Han vendte blikket mod dæmonen igen. "Og hvad angår dig. Ja du kan besejre mine skeletter men jeg er heller ikke interesseret i at dræbe dig. Jeg har større planer. Du søger noget. Noget jeg kan give dig adgang til. Det du søger er i catacomberne. Gæt engang. Catacomber bliver lavet til at begrave døde skeletter. Det vil sige. At med mine kræfter kan du spare alle dine kræfter direkte til en person. Denne ene person som du søger." Roligt smilede Zann. Tilbudet var fornuftigt og klogt. Men han var ikke sikker på at Rafael var interesseret. Det måtte tiden vise.

Warren stod som lænket fast ved siden af Zann. Men pludselig mærkede han ordene fra Zann. Den sindssyge tunge røg ind igen. Og Warren vendte sig mod vampyren. Han stod klar for at se om vampyren ville gøre noget. Det dumme hun kunne gøre var at angribe Zann. For Warren var en død paladin. Han kunne bruge magiske kræfter fra paladinernes verden. Specielt en kraft. Paladin light. Det var en stråle som han skød fra sin hånd. Af det reneste lys. Lige så stærkt som sollys. Og hvis hun var så dum at prøve og angribe Zann. Var Warren allerede klar med Paladin Light. Denne kræft var meget energibrugende for Warren. Men det var det værd for at beskytte sin herre. Men hvis kvinden angreb Warren i stedet. Ville han sætte sit spyd fast i jorden og undgå angrebet ved at hive sig op så han stod på en hånd på toppen af spydet. Efterfulgt af et spark direkte rettet mod hendes hoved fra ovenfra. Så måtte de se hvem af dem der var hurtigst. Og mest udholdende. En udød der ikke har muskler der ikke behøver mad eller vand. Som kan kæmpe i flere timer uden sved. Eller en vampyr der har svagheden at blive svag hvis hun manglede blod.

//Jeg kan ikke se det? Det er forsvundet?

\\Kan sagtens se det. to steder nu ^^´

//Så spasser min computer fint nok

Pan så det som en udfordning og hun var klar, men på den anden side da de vendte deres opmærksomhed imod hende. Kunne hun ikke lade være med at rettede sig op i rykken. Idet Zann svinede hende til grinede hun svagt, hvis det var en udfordning var hun klar hendes blik var koldt som is " jamen så kom og Prøv" svarede hun hendes stemme hård og kold lige som hendes blik, men han turdte jo ikke " du tør jo ikke du gemmer digbag din samling af gammle kødben" forsatte hun. Pan var vred og det kunne man tydeligt. høre Zann og hans skeletter havde pisset godt grundigt på hendes sukker mad. Mere nåede hun ikke sige før han begyndte snakke til den anden dæmon,var der virkelig noget som han skulle. Pan vendte sit blik spørgende imod den dæmon det hele drejede sig ham i midten af det hele Hvad gik dette her ud, Pan manglede det hele og altid denne indviklet situation. Pan skjulte drog sin forvirring bag et jerntæppe af vrede.