Daddy loved you very much - Julianne,

Den varme aften vind lagde sig indover kirkens hellige område, og den svage lyd af blade og landsby natur bevæge sig frem og tilbage var aftens mest brugte lyde. men indenfor de tygge kirkedøre var ingen guddomelig fred, eller eftersøgte natur lyde, her indenfor disse sten mure, sidder en stor mand med en lille pige ved hans side. Manden havde et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på den store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema.
Pigen var ikke mere end de 9-10 år gammel, og sad i en mørkerød sommerkjole. tårene løb ned af begge hendes kinder, og hulkene lyde kom fra hendes læber mens sætning efter sætning om at hun gerne ville hjem, undslap hendes mundvig, men tros gråden, og tårene sad hun stille og pænt som en artig lille pige der var sat på plads af hendes forældre. hun kiggede ned på hendes små nøgne fødder, og prøvede at ønske sig langtvæk, og lagde da også hænderne op foran øjnene for at se om manden ville forsvinde, but no such luck.
Manden sad meget mere stille, som en sten, eller en videnskabsmand der lige havde set et spøgelse. faktum var, at de lumske ondt udsende øjne så stift ud i luften, og kiggede på det store alter, mens han lod en hånd gentagende gange køre gennem den lille piges skuldrelange brune hår, og lod bare pigen tiggende ord falde ind i hans sind.
endelig efter flere minutter i denne tilstand sagde pigen noget andet end ydmyge ord.. og med et lille snøft sagde hun "Hvor-for er je-g her?" manden dejret sit hoved, og stoppede med at nusse hendes hovedbund, og tog sin hånd ned på hendes skød, og sagde med en dyb stemme "Vi skal lege med din far" et lille barnligt lys kom frem i pigens øjne, som en stikkontakt der bliv tændt, og de dårlige tanker bliv skubbet væk for at blive udskiftet med mere børnvenlige tanker, og sagde nu med kun lidt snøfteri "Men jeg skal tidligt op imorgen" Manden fik et synligt sadistisk smil frem, og forsatte "Du en god pige." hun nikkede lidt halv usikkert, hun var ikke tryg ved manden, men den barnlige naivitet var der masser af i hende.
Man kunne gøre de store døre sparkes op, og en skygge lagde sig indover det jern hårde kirkegulv, en skabning dækket af månelys i ryggen. det var en mandlig figur, omkring de to meter høj, og overarme som supermand ville blive missundelig på. Manden hed Seebáz, og var en dæmon. nogen raw farvet øjne uden pupiller var det mest gennemborende i natte mørket. Seebáz gik med stål hårde skridt mod manden der sad ved hans lille datter, og havde en kampgeist i hans øjne, der viste at selv ikke verdens undergang ville kunne få hans opmærksomhed fra det foran ham.
Manden der sad ved pigen hed Rafael, og han var nu i fuld gang med at rejse sig op, men hviskede en ting til pigen inden han rejste sig "Hvis du skriger, dræber jeg farmand" Rafael rejste sig i hans fulde højde, men var stadig under mandens enorme hulk størrelse. Rafael gik Seebáz i møde, med frygtløse fodtrin, og stoppede de store militær støvlers gang, da de stod en meter fra hinanden, og en formel gentus med hånden, bliv ført til Seebáz, som invitation til at stoppe hans gang, inden hans målrettethed fik ting til at gå ud af kontrol.
Seebáz stoppede med et utilfreds ansigtsudtryk, og begyndte at råbe af hans lungers fulde styrke "Din pikløse kujon. du har en god grund til at tage min datter fra hendes seng.. og du giver den LIGE nu, eller jeg sparker dit smørret smil ind" Seebáz lod sit faretuende bryst vokse med nogen store indåndinger, og lod de store hænder, som kunne holde hele vejen rundt om en kokos nød, gå overkors, mens han hørte på Rafaels forklaring.
Rafael vendte sig flabet væk fra manden, og lod fingerne glide over en af kirke bænkene, og tog en gullerød op af læderjakke lommen, og lagde den på kirkegulvet, og sagde med en rolig stemme som tidevand der kærtegnede en strand. "Dit liv vil gå tabt iaften. død ved gullerød." Rafael kunne se en stenklumb størrelse knytnæve flyve mod hans ansigt, og Rafael bukkede sig sidelæns, og lod den knyttet næve flyve over hoved på ham, og da luften fra trykket havde blidt kysset hans kind, lod hans sin egen maskuline overarm blive lagt om den udstrakte arm, som manden havde lavet ved at slå ud mod Rafael. Rafael tog et fast klem for at presse deres arme sammen hvor så Rafael skubbede sig selv op, og brugte den store mand solide krop til at kunne løfte sig selv op uden de begge faldt til jorden kaotisk. Rafael løftede sig selv op med alle sine kræfter og lod et knæ smadre af fuld dæmonisk hastighed blive lagt på manden hage, og .. Rafael skulle til at nikke manden en skalde for at fuldføre din perfekte knockout, men den store bjørne arme var hurtigere end han nogensinde havde regnet med, og et stød et brutal magt, skubbet Rafael langt tilbage, og der flyv den selvsikkere stærke dæmon, gennem luften, og med en hastighed stor nok til at give ham en bøde på en motervej, bliv han presset ind mod alteret med hans ryg, og den store alter mur gav efter for dæmonen Rafaels kropsvægt, og der man kunne høre et højt brag, da han faldt endeligt til jorden, og med støv fra alteret omkring ham, som endnu ikke havde ligget sig, slog han sine øjne op, og tog sig til hoved, og prøvede at huske hvornår nogen udover hans bror havde haft saft og kraft nok til at kunne overmande ham, og et lille udforende smil kom på hans læber, mens han .. havde pænt ondt i hoved, og skulle lige finde sit fod fæste, så han ikke faldt over sine egne ben. Rafaels øjne bliv sorte som den mørkeste nat, og som et vildt dyr, hoppede han ud af det hul han var kommet fra, denne gang - uden at undervurdere hvem han leget med. problemet var for Rafael at selvom den dæmon var to ton ren morskab, så havde han altså noget seriøs kamp træning, og da Rafael hoppede frem, bliv han mødt en stor knytnæve hård som en cement blok, Seebáz havde gemt sig ud i siden af hullet, så Rafael ikke ville være så forberedt når han kom ud, og Seebáz havde skam ret, den store dæmon Rafael faldt endnu engang hjælpløst til jorden, denne gang som en pose gammel mad rester. Rafael vendte sig om på ryggen, og havde seriøst et problem med folk der var stærkere end ham.. godt der ikke var mange af dem.
Rafael havde ´lidt´ ondt nu, men mest af alt var han bare sur. Rafael drejet sig, så han vendte med benene mod Seebáz, og da Seebáz løftede ham op, som Rafael havde håbet på, viklet han sit højre ben ind i Seebázs venstre, og da Seebáz løftede Rafael af alt sin styrke, mistede hans balancen, da han ligepluselig løftede sit eget ben ud af sin plads på jorden, og det store bjerg af en mand faldt bagover ned på ryggen.. problemet for Seebáz, var at det var ikke et godt sted at ligge, når man lige har løftet sin modstander op i øje højde, for de betød at Rafael var faldt med Seebáz, og landet lige oven på ham. Rafael ventede ikke på de ramte jorden, og selv inden de havde ramt jorden i en hot date sammen, havde han slået Seebáz på siden af hoved tre gange, sving på sving på sving, og da de ramte jorden, stoppede Rafael skam ikke med at skabe kaos på Seebázs ansigt. gennem alt blodet der løb fra Seebázs ansigt, kunne man høre en svimmel dæmon, der gav sine underkastende lyde, og sagde "Fint.. stop, du har vist din pointe." Rafael gav slip på Seebáz, og Seebáz bliv liggende på sten gulvet, og tog sig til sit ansigt, som havde brækket sin næse, og flere af sine tænder, og han kunne mærke blod løbe fra.. hans øje.. og han var godt nok ikke læge, men det var nok ikke et godt tegn.
Rafael lænede sig over Seebáz, og lagde en militær støvle på Seebázs bryst, og sagde så "Isabella... Du har arbejdet for hende." Rafael lod sin støvle borde sig lidt mere hårdt på i Seebázs bryst, og forsatte "En fulg sang om hun ville holde en galla fest. hvor og hvornår bliver den holdt?" Seebáz lod en svagt smil komme over hans læber, og sagde selvsikkert "Dude.. Spar dig selvmordet. du kommer ikke ind. intet levende væsen overlever at træde indenfor de mure uden invitation." Seebáz spyttede noget blod ned til siden, så han ikke bliv kvalt i det, og sagde så inden Rafael lod et hav af stålnæver regne ned af hans ansigt igen. "Corpsewind Cemetery om ti dage. hun har renoveret en del af de gamle underjordiske catacumber, til et fest område. en vej ind. en vej ud. og en hær af lejesoldater ved døren." Seebáz spyttede endnu engang - denne gang på Rafael.
Rafael sagde intet, han vendte sig bare væk fra Seebáz, og gik bare væk fra ham. Seebáz begyndte at snakke videre, mens han prøvede at genvinde styrke til at slås igen, og holde Rafael hen med snak "Hvorfor vil du overhoved ind? Isabella er en isdroning uden lige, jeg kunne mærke hendes kolde sjæl to meter fra hende.. havde sku nær pisset i mine bukser. hvorfor ligge sig ud med sådan en kvinde? hvilket vanvid driver dig?" Rafael var nået hen og samlet gulerødden op, mens Seebáz snakkede, og var nu på vej tilbage til ham, mens han gav et svaret "Camille." Seebáz trak et lille smil frem tros hans smerter, og ødelagte tænder, og sagde "Jamen dog.. er den berømte Camille. havde ikke set dig som den forelskede type" Rafael stoppede to meter fra Seebáz, og kærtegnede guelrødden mellem fingerne "Kærlighed. en følelse skabt af svage individer der søger tryghed i nogen kan lide dem... nej. jeg er ikke den slags mand. men" Rafael satte sig på hug foran Seebáz, og sluttede af "Min loyalitet går langt dybere end simple følelser... ære." Rafael stoppede med at snakke, og skulle til at give Seebáz en fin lille envejs billet til efterlivet, men det ændret sig hurtigt da den store Seebáz kastede sig i et desperat kamp forsøg, og lå nu oven på Rafael, med sine knæ ved hver af Rafaels sider. Seebáz rejste sine næver, og skulle til at slå helved ud af ham, men der så han i Rafaels øjne en gnist af rent dyrket rasseri, og dæmonisk brutalitet, og Rafael.. var ikke Rafael mere. han var Abaddon. inden Seebáz havde fået endnu en indåning eller kunne tænke over hvad det var for en glimt han så, bliv Abaddons store størrelse 49 militær stævle presset op, og tværet Seebáz tre meter gennem luften til han ramte loftet, og faldt som en rådden frugt fra et træ ned igen. ud af Abaddons ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og hvide, som æld gamle vampyr hugtænder.. nu bare en hel mund fuld af dem. Abaddons hænder bliv til klo agtige vanskabninger der var skarpe som jagt knive, men han kunne stadig tage fast om ting. Seebáz kiggede op fra det hårde gulv, som han få sekunder før, lige havde landet på som en død fulg der faldt ned fra et vindue efter at have kysset det. Abaddon tog et greb i Seebáz krave, og løftede ham i en arm som var han en fjer. Seebáz lod sving på sving ramme på Abaddons ansigt, men det var som at skyde en is-bjørn med en masse små papirs fly.. det gjorde det monster kun sur. Abaddon tog slag på slag, indtil han endelig tog Seebáz overhoved, med en arm på Seebázs højre ben, og en anden arm på Seebázs hals. Seebáz råbte ud, og prøvede med sin enorme styrke at komme ned, men der hang han som et hjælpeløst barn i luften, indtil Abaddon smadret Seebáz ned over Abaddons knæ, og man kunne høre hvordan rygraden sagde et voldsomt knæk, og Seebáz lå nu på jorden i seriøse kræmper, hvor han bevæget sig som en syg fisk på landjord. Abaddon vendte Seebáz om, så han lå med fronten mod sin egen lille datter, også presset Abaddon gulerødden ned i Seebázs åbne mund.. igen og igen.. og lod den så side et godt placeret sted mellem Seebázs gane, og luftrør. pigen rejste sig op, og løb over mod retningen af sin far. men ... hun kom aldrig så langt. en lussing med Abaddons håndryg, i mest bogstavlige forstand drejet hendes hoved en halv omgang rundt, som havde hun siddet i en skruetvinge, og et lille bloddråbe faldt til gulvet fra hendes næse, efterfulgt af hendes livløse krop. Abaddon så ned på Seebáz, og da Seebáz så død ud, lod Abaddon sin støvle renovere Seebáz ansigt, med et hårdt stamp, og blodet løb ned af begge siderne, jo hårdere han presset ansigtet til mos. efter nogen sekunder stoppede Abaddon sit stamberi - da han havde ramt igennem Seebázs kranium, og havde presset sig vej ned til gulvet. hvorefter Abaddon kastede et sulten blik på den afdøde pige, og så ud som han ville have sex med den afdøde lille pige krop.. og det var ligepræcis hvad han ville. lige indtil hendes krop bare ikke kunne mere. Abaddon tog et fast greb rundt om pigens ankel. og trak hende på vej ud af kirken.

Julianne kom forbi hun var ude at spasere, da hun så manden. Hun kunne se hans øjne, kunne se hvad hun ville. Ligemeget om pigen var levende eller død, så var det forkert! Men Julianne var blot et menneske, men et menneske af mod og stolthed.
Hendes tøj var perfekt til at yde lidt kamptræning i, det var jo hendes passion. Kampsport, det havde hun gået til i flere år. Lært at besejre dæmoner, selv de slemmeste. Denne dæmon var blot større, men hun tog det nu som en sund udfordring.
"Hey! Slip hende!"
Hun sendte dæmonen ordre, og hendes stemme var alvorlig, bestemt og mystisk. Den fløj rundt med den lette vind.

Dæmonen forsatte med den lille piges fod i hånden, at gå langs det hvide ny pusset kirkegulv, og lod hverken det powerranger agtige cartoonnetwork forsøg eller den svage flødeskum dominante stemme, kontrollere ham. Abaddon tog dog en dyb og faretruende indånding, mens hans arme så store som halvtræstammer og brystkasse som ståloverflade blive presset frem mod den nyankommende kvinde, for at vide hvilken brutal skæbne han havde lagt for øje til hende. Rafael der sindsroligt og afslappede lod denne grufulde indre skabning styre kroppen, vågnet ved lyden af den fremmede stemme, og selvom Rafael heller ikke var en dans på roser, nægtet Rafael at lade Abaddon kræve endnu et liv... hvis det skulle ske, ville han selv. Rafael fik smuglet den friske bevidsthed ind i Abaddon, og fik igen kontrollen over kroppen, også i samme sekund gav han slip på kroppen, for Rafael havde mindre lyst til at kneppe en død pige, men hvad han havde lyst til, var at rive den nyankommende kvinde i to dele, og fodre hendes finger til hende. så han forsatte som en hær mod hende.

"Lad os i det mindste gå udenfor, og vise de døde lidt respekt."
Elegant og hurtig var hun uden for, der var ingen tilbage. Ikke lige hvad hun kunne se ud af øjenkrogene. Hun åndede lettet ud kort, og gik glæden i hans krop til at blusse op. Det var en af hendes evner, at få følelser frem i folk. Hun håbede det ville give hende en smule tid, bare en lille smule.
Hun havde ingen våben på sig, kun hendes hænder. Hun knyttede sine hænder sammen, og pustede ud.

*Lille Flavius, hvad laver du ude af sengen på denne tid?* Rafael hørte stemme klokke klar, som havde nogen smækket ham hårdt i røven med fortiden, og tvunget den ned i hans hals bagefter, for han kunne virkeligt høre den feminine kvinde stemme han næsten havde glemt, så virkelig som var han 10 år igen. Rafael stoppede op til lyden af sin mors stemme, som bliv hans nøgne overkrop kærtegnet af hendes milde hænder, mens hun bar ham iseng igen i den gamle romerske villa. Rafael stoppede helt, og denne .... glæde, denne tryghed.. fik en kold fornemmelse ned af ryggen på ham, hverken Domina hans afdøde kone, eller Cathine hans yndlings elsker havde vågnet sådan inderlige følelser i ham, som at prikke hul på et gammelt sår. det var helt.. skræmmende. han havde helt glemt følelsen. det er vel forsvarligt efter de 2406 år. Rafael kiggede ikke længere på den fremmet pige, han var alt for optaget, men han fik dog logikken igen, da en kæmpe stor hammer på størrelse med en lille mand, kom svingende gennem luften, og smadret ind i Rafael knæ som en armboldt, så han fik en hel omgang, fra at stå på fødderne mødte han jorden med sit ufobedretre ansigt, som skulle til at rejse sig op igen, da jern hammeren igen uden tøven ramte hans ryg, og gav Rafael en re-tur billedet til mudderet under ham. hammeren var kontrolleret af en okay trænet mand, som fungeret som landsbyens smede lærning, som kunne se det store monstrum gå mod den stakkels pige i en minde venlig måde. han kiggede mod pigen, og sagde " er du ok..." han nået ikke at tale færdig før at Rafael fik fejet benene væk under ham med den ene stærke arm, og smede lærningen kom ned og putte ved siden af Rafael, og det var nok ikke det han mest havde lyst til lige nu efter at have slået ham med en hammer.

Julianne pustede hurtig ud, og hendes hjerte slog hurtigt.
"Ja indtil videre, tak."
Hun fik fat i hjælperens arm, og trak ham væk fra dæmonen. Hendes viljestyrke tog over, og hun kom med et spark og selvom dæmons krop var kraftig bygget af muskler, så kunne hun hører en lille knæk lyd ved hans skulder. Alle havde et ømt punkt, hun brugte sin evne igen. Men denne gang fik hun smerte frem, og illisosinerede ham tilbage til dengang han havde oplevet mest smerte. Hun smilte skævt, og vidste han ville mærke smerten som om den ramte ham fysisk ligenu.

Rafael kunne mærke det velplaceret spark på skuldren, og trak på den omslået smerte derfra, han var ikke klar til at tabe til to mennesker, men derimod klar til at voldtage dem på skift, også lave pølser ud af dem og servere dem til deres familier. men inden rafael kunne tænke flere provokerende tanker, og få sig selv og sin vrede op på benene, kom der endnu en velkendt stemme gennem luften som kun han kunne høre, den følelseskolde og døde tone fra sin store bror Valentine "Raf" også kom en brændende smerte til rafael af en stor militær støvle magen til den han selv på, op på Rafaels næse, mens han lå der, også kom stemmen igen "spis eller blive spist" Rafael kunne mærke en forfærdelig smerte i hans lem, da en ikke eksisterende bulldog, var igang med at rive og flå hans pik som et bide dyr, rafael kunne tydeligt huske hvornår det her var sket for ham, og bidene og riven i hans ædeldele var stadig en utalelig stor smerte. Rafael prøvede ligesom dengang at slå hunden væk, men ligesom dengang presset Valentine en glødende varm jern pind ind på Rafaels bryst, så han kom ned at ligge igen, og ikke kunne stoppe den sadistiske hund, der brugte hans mest følsomme punkt som legetøj. selvfølgelig var der ingen Valentine eller hund hertil aften, for det hele bliv jo gengivet i hans hoved, men smerten var rigtig nok. Rafael gjorde intet, han kunne ikke bevæge sig i skærk for Valentine, og vred sig i smerte over hunden, og der kom små støn og vin af hjælpeløshed.

Hun smilte kækt, og placerede et nyt spark. Det ramte lige ind på hans skridt, og hun kunne se smerten i det på hans øjne. Bare smerten veed ilosionen, hun hadede at bruge smerte følelsen. Men hun syntes det var forkert at misbruge en lille pige, om hun var i live eller ej.
Endnu et spark ramte det samme sted, bare med mere kraft mere vrede. Hun pustede ud, og kiggede over på det andet menneske kort. Hun fandt en bedøvelses pil, og stak den i ham. Den ville ikke være kræftig nok til at få ham til at sove. Men han ville være ianskand til at slås, ihvertfald i nogle timer.

Rafael kunne ikke mærke hendes spark, illusionen om en bulldog lave kebab ud af hans skridt.. igen.. tog ligesom alt opmærksomhed, og da den hund kunne bide rimeligt fucking hårdt, så var der ikke meget tanke om hvad ellers skete med hans skridt.
Rafael syntes at smide Abaddons handlinger på hans skuldre var lidt hårdt, måske var Rafael ikke en engelbasse, og har haft sin gode del blod på hænderne, så var Abaddon og ham stadig kilometer fra hinanden når det kom til sadistiske handlinger, men tag ikke fejl Rafael kunne sagtens finde på det... med den rette motivation, mens Abaddon sjældent havde brug for samme grundlag for ting. Men så igen, Abaddon var ikke så stort et problem, Rafael havde kun set ham 16 gange eller sådan noget, og fordel så lige det ud på over 2000 år.
Rafael kunne dog mærke en pil blive stukket ind i hans brystkasse, også .. efter nogen konkrete indåndinger, begyndte han at slappe af, selvom vreden stadig var stor i ham, så bliv udåndingerne mere fredfyldte.
Det andet menneske satte sin hamme ned ved hans side, og støttet sig op af den, for kampen så ud til at være forbi. mennesket sagde mens han nikkede til Julianne "det klaret du jo fint" han mente det skam, smede lærningen var imponeret "har du stadig brug for mig eller?" han spurgte mest af alt fordi han havde en kone og nogen to små børn der hjemme og ventet på ham, men han kunne sagtens være her lidt endnu, han havde intet mod at løbe istedetfor at gå, for at indhente den tabte tid

"Ja det tror jeg. Og tak for hjælpen."
Hun gik dæmonen hen til et træ, og fandt en tung fodlænge. Den sad om træet, mærkelig nok. Hun spændte den om hans fod, og kiggede ned på ham.
"Undskyld, men du gav mig intet valg."
Sagde hun lidt stille, hun elskede at slås. Men ikke hvor det galte liv og død, hun ville aldrig kunne slå en ihjel. Aldrig det ville hendes menneske hjerte ikke tillade, og det tillod heller ikke misbrug af små børn.

Rafael kunne sagtens brække den fodlænge, og... hendes hals. han skulle bare lige have de kraftige finger omkring hende først, men de der tryllekunster ... ja, dem kunne man ikke argumentere imod, Rafael havde dog ikke tænkt så meget over dem, han var stadig igang med at forstå hans storebror Valentine ikke rigtigt var her, det var fandme en realistisk illusion syntes han, ret imponerende faktisk, og han ville gerne vise sin mening om det... når pilens effekt havde lagt sig, og han kunne vende hendes indre udaf. Rafael ville gerne have nikkede til hende, men kunne ikke pågrund af bedøvelsen, så han sagde bare med den dybe dæmoniske stemme der ikke lyd særlig tilfreds "Spar mig deres arrogance frøken."

Hun vendte sit hoved imod ham, og kiggede på ham.
"Pas på der kan sagtens komme flere illusioner."
Hun kiggede ned, og fjernede pilen igen. Virkningen var allerede i hans blod, så at fjerne pilen var blot en hjælp imod smerte.
"Hvordan hun var cirka 9 eller 10 år?"
Hun var forfærdet hvis det var ham som havde dræbt den lille pige.

Han ville gerne give hende et flabet smil, men giften.. eller bedøvelsen som andre ville sige, var for stærk, den skulle jo holde til flere timer, så flabethed og provokerende bevægelser måtte vente. men selvom han ikke kunne lege med kroppen, var stemmen stadig til hans rådighed
"trusler? det var noget nyt.. du er godt nok kreativ"
han kiggede på hende, og prøvede at fange hendes blik, det var bedst at snakke sådan efter hans mening, mere personligt
"Hun var et problem. problemer skal fjernes. er faktisk på det gode hold skat, så ... spar mig for din præken, og gå hjem og spis din flødekage.. efterdømme på den fede mave der er du stor fan af dem. Du ved intet om mig eller hvad der skete iaften, så næste gang du vil lege lille god powerpuff pige, har jeg et råd.... lag værre med det"

Hun brugte sin evne indenfor smerte igen, og kiggede hårdt på ham. Han undervuderede hende.
"Er vold altid din løsning? Hvis du er på det gode hold, så villle du nok bruge din hjerne lidt? Eller sidder den blot nede i enden som på så mange andre?"
Hun blev irriteret vred.
"Du ved intet om mig!"
Hun tog en dolk op af hendes støvle, og stak den ned i hans brystkasse.
"Og du vover på at kritisere min vægt, den har jeg hørt rilig om for blot nogle år siden!"
Hun tænkte på da hun var lille, og ikke havde været så perfekt som de andre piger. De havde alle været så spinkle og tynde. Selvom Julianne ikke var tyk eller overvægtigt havde de drilet hende. Men nu til dags var hun den af dem som havde den flotteste figur. De flotteste former, hun havde gået til showdance. Men var ikke typen som blot tænkte på sex.

Rafael kunne mærke Valentines kolde ubarmhjertige hånd på skuldren, og Rafael tog en dyb indånding, for han vidste hvad der ville ske nu, også i samme sekund føltes det som om Valentine tvang Rafaels hånd på varm stål overflade, så uden anger til mens hans lille brors hud boblede og smeltet som bacon på en varm pande.. men det var ikke denne behandling der fik Rafael til at føle den voldsomme smerte, men det var da Valentine satte nogen fiske kroge i den liggende Rafaels fødder, godt og vel 8 af dem, også rev han langsomt, mere og mere til.
så stoppede ilutionen, og Rafael nået lige at kigge op inden en kniv boret sig ned i brystet på ham. han havde hørt alle hendes ord, men .. af gode grunde svaret han ikke til at starte med, men nu hvor smerten havde havlt om halvt lagt sig, svaret han, og ville gerne være totalt flabet, men kun tonefladet bliv flabet, da kroppsprog stadig ikke var muligt "kritisere den ikke. siger bare at selv flodheste taler om den bag din ryg" Rafael stoppede og savret på det første hun sagde "Vold er bare en god løsning på de fleste ting. er alle lyshåret kvinder hippipere eller er det kun dig og Camille?" han ville gerne grine men der ville gå en god tid før giften havde lagt sig

Vreden blussede op i hende, Camille hun havde hørt om hende. Dog aldrig mødt hende. Hun drejede kniven rundt i hans brystkasse, inden hun trak den op. Julianne kiggede på kniven, den bar blod. Hun klemte øjne sammen hurtigt og stak den i tæt ved hans hals. Hun ville ikke dræbe ham, blot sårer ham.
"Gem dine side bemærkninger til nogen som vil hører på dem!"
Sagde hun og hendes stemme blev kold, hendes propiler blev store hendes øjne næsten helt sorte. De var næsten kolde som den væreste vinter nat. Det skete sjældent, men hvorfor vidste hun ikke.

Rafael havde et godt kendskab til Camille.. hell.. hele grunden til han var her iaften var pågrund af hende, selvom Camille uden tvivl ville give ham en præken om hvorfor det her var forkert, så ændret det ikke på det hjælp hendes kamp mod Isabella, og hvad Camille ikke ved har hun ikke ondt af, hvad han hun forventet at en krig ikke havde tab?.
Rafael ville gerne lave en provokerende kys mund til Julianne da hun trak kniven ud, for selvom det gjorde ondt, virkeligt ondt, så havde han altså prøvede en del, og han nægtet ligegyldigt smerten at tabe ansigt, måske kampen, men han underkastet sig aldrig andre, så hellere gå ned og spytte dem i ansigtet end at kysse deres støvler.
"Hvad forventer du frøken XXXXL? at jeg undskylder? farmand var ond, og datteren var bare det forkerte sted. Jeg undskylder altså ikke for at gå indfor ´i en bedre sags tjeneste ´" Det var dog på sin vis løgn, Rafael gik ikke indfor det gode, eller noget godt på nogen tænkelig måde, han var jo 200 kilo muskel og ondskab, men gennem at hjælpe Camille mod Isabella kæmpede han vel for det gode. men mere fordi han lovede Camille det, ikke fordi den gode sag var hans stil.

Hendes øjne var inderst inde bare smerte, denne side af hende var skabt af sig selv. Det var en side alt hendes kaos samlede sig, alt hends fortid. Hendes krop dirrede lidt, og rystede. Det gik op for hende at hun ikke var bedre selv, og det gik hendes øjne normale igen.
"Undskyld.. Ej undskyld.."
Hun trak kniven op, og gikk rundt for at finde noget som kunne stoppe blodet.
"Ej undskyld.."

undskyld? det var da meget rart med omsorg istedetfor knivblad, men han ville da ikke betale den venlighed tilbage, at redde Camilles røv ud af alle problemerne han kunne finde hende i, var nok det mest venlig han kunne være, så hvis hun troet at han ville give hende samme respekt hvis de havde byttet plads, så tog hun fejl, han ville ikke engang give hende respekten af en kiste og begrave hende. Men selvfølgelig ville hans jokes om udsende stoppe, det var mere hans måde.. og sikkert også Tristans.. at give folk en mental lussing for at vise de ikke han dominere en, og hvis hun ikke prøvede at dominere ham.. well.. så kom der mindre uvenlige sidebemærkninger, men lidt flabethed var altså en del af ham, og det måtte man leve med -eller dræbe ham for at slippe af med

Rafael pustede lidt ud, han var dog glad for Valentine ikke kom mere på besøg, hans bror havde altid været så pokkers kreativ, når det kom til at lære Rafael ting, at forklare det med ord var en luksus man kun fik en gang.
"måske var XXXXL heller ikke helt korrekt." han ville gerne smile og havde et glimt i øjet, men han kunne stadigvæk intet. han prøvede ikke at undskylde, han havde stadig lyst til at flå hendes arme og ben af, men hvis hun var mindre krævende, var han mindre en nar.

"Jeg mener bare at jeg har sådan en lille sidde som kommer frem.. Det sker kun ved vredes udbrud.."
Hun åndede tungt ud, og rejste sig op. Hun vidste at man ikke skulle lege med dæmoner, men selvom hun blot havde forsvaret en lille pige. Så følte hun at det var noget slemt hun havde gjort. Hun havde stukket knive i ham osv. Men en mente nu nok stadig at han fortjente det.

jo klart fortjente Rafael alt ondt verden havde at give ham, man bliver ikke en 2406 år gammel dæmon ved at være rar, så han havde gjort sine ting i sit liv, selv hans mad var at suge sjæle ud af levende ting som mennesker, dyr var ikke rigtig en mulighed, så jov, han havde gjort sin del onde ting, også nogen totalt unødvendige, men han var vel bare et produkt af verden omkring ham, som eksemple en streng opdragelse ved store brors hånd. det var ikke en undskyldning, men en forklaring, at være god fungeret bare ikke for Rafael.
"Hvis mine fjender ikke prøver at slå mig ihjel fra tid til anden, bliver jeg skuffet. så du skal ikke være ked af det" han ville gerne give hende en form for drillende smil, men kunne stadigvæk ikke.

Julianne pustede ud og rejste sig op. Hun nedstirrede ham, og rullede øjne.
"Farvel, nyd dit ophold."
Så gik hun og forsvand længere ned af vejen.

//Out:)//