The Horror of Rotten Root \\Jesse

En svag og ydmyg lyd folder sig gennem de mørke og menneske forladte gader. Lyden gennemboer det rolige måne lys, og støder ind i ens øre så klar som solens sidste stråler på en mild sommerhimmel, tros den lave tone. En kutteklædt nattegænger lader sine søvnløse mægtige trin, der lyd som den mest biske og skønfærdige torden, som himlens lyn og vrede gik gennem gaderne, den mystiske skikkelse havde nogen store grumme militær støvler på, en størrelse at for stor til selv de mest bredskuldret og høje mænd, det sorte læder var så fin pusset som kun en drøm ville kunne skabe den spejl elegante overflade på sådan praktiske redskaber, som militær støvler var. Mandens ånde var så død, så fæl at selv de magre skygger undgik disse sadistiske kendetegn som kom flyvende ud af hans mund i form af varm luft der tog sig ind i dens favn, inden varmens ejer mand tog ens liv og kastet med det som en gammel gulv klud. Mandens øjne og ansigt var skjult i den store sorte kuttes hætte, så hvis man studeret hans ansigt, bliv man mødt af intet andet end et stort tomt hul, som en grotte i en bjerg side. Mandens hænder var lagt bagved ryggen, hvor de solidt havde deres maskuline faste greb på en stål kæde med blod pletter på. Af hvilket formål kunne man spørge denne skabning, men hvis man kastet et blik foran denne djævelske dæmon, kunne man se en ung små pige med langt brunt hår, med tåre og blod løbende om kap ned af hendes ansigt, så hulkende så vandfald, så blødende som et hospital, kravlet hun bagud, mens hendes tiggende ord om nåde kom krøbende ud af hendes adskilte læber, men ingen nåde, ingen omsorg, ingen tilgivelse, ingen fred gav denne mørke skabning pigen, hun var en lejesoldat for en meget kendt kvinde.. Isabella Dé røvhul, og denne uheldige lejesoldat havde fundet den forkerte brystkasse at støde ind i, og efter hvad der lignede en kloark rotte der tog kampen op mod en organiseret militær styrke, bliv pigen tvunget til jorden, og offer for den faretruende kæde flere gange end hendes nu knuste finger kunne tælle til. Gennem hendes egne smerteskrig, og den mystiske mands skræmmende mandlige rytme faste skridt, kunne hun høre et spørgsmål, sagt med sådan et dæmoniske tonelege at en kold følelse kom kravlende op af hendes ryg for hvert ord, og stoppede hendes verden i flere sekunder i ren rædsel "Isabella.. Hvor mange vogter indgangen til hendes galla fest?" Kvinden mumlet en masse, så intet andet end utydeligt ord undslap hendes mund, mens hendes blik desperart tiggede om mindre slag, men halvfærdige ubrugelige svar var ikke noget denne dæmon var tolerant overfor, og selvom hun ikke kunne se hans øjne, kunne hun føle de gennemboret hende som kniv gennem varmt smør, men sådan en frygtindgydende fornemmelse fik hun ikke lov at tænke over længe, for hurtigt var dæmonen igang med stål kæden igang, og knuste knogler, maste kød, og totalt udslettet alt håb under de brutale smerte hun følte. Hun tudet lidt mere, men der gennem natte mørket kom en stemme frem, som ikke tilhørte den onde skabning. Men en anden stor stærk mands person, grunden til hun kunne høre det, var den dybe og saftige maskuline stemme, og måden hun kunne høre det ikke var den sammen, var at denne her tone ikke var ved at rive sjælden ud af hendes sind ved hvert ord af dens grusomhed.

"Ved man siger kærlighed slår hårdt, men seriøst, skrue lige lidt ned for charmen"
Stemmen tilhørte en pels og læder klædt mand, han lignet ikke en der kom fra byen, han havde sort krigs maling i ansigtet, han havde måske ikke voldsomme arme som dæmonen, der lignet træstrammer skåret over på halvvejen, men han havde en ild i blikket, og en overkrop der kaldte på en slagsbror, bare så han kunne tæve hver og en der tog imod det kald. ´Helten´ gik mod dæmonen med åben pande, og skulle til at sige en sætning igen, for at provokere den, men som en lastbil med 400 kilometer i timen ned af en bakke, bliv manden ramt af en knytnæve så kraftfuldt at luften bliv presset til side som var det storm vejr, og helten fik en flyve tur gennem luften så ynkelig som en papirs flyver, også hurtig som et privat fly, og med denne slemme fart ramte han en stille stående murstens mur. Helten faldt til jorden, som en kvinde falder i sin elsker arme på en bryllups nat, men dette møde mellem ham og jorden var kortvarig, for dæmonen trak ham op med en stor og næve, og inden helten kunne tænke to tanker, bliv et brutalt slag smadret ind i hans kranium.. og et til.. og et til. regnen af brutale hjerteløse slag stoppede ikke før den voldsomme dæmon, der havde en brystkasse så hård at klippevægge ville blive jaloux, kunne føle knuste tænder, hjerne masse, og øje væske på hele hans hånd, og endelig lod han den livløse mand falde til jorden.
Dæmonen vendte sig mod den stakkels unge pige igen, som var så udmattet, så stødt, så smadret at hun ikke kunne rejse sig og løbe, så hun var bare kravlet et par meter, men det fik dæmonen med hastige skridt håneligt og flabet hurtigt indenhenttet, også sagde den igen "Isabella. vagt poster." Snakken med Camille havde påvirket Rafael, han slog kun pigen ihjel hvis det var nødvendigt.. han ville ivertfald prøve på det. Men det er svært at lære en 9 år gammel hund nye tricks.. så forstil dig en over de 2000 år gamle eks dæmon race leder. gamle vaner dør sjældent.

en lille knægt der omkring de nitten tyve år kom gående hen ad gaden han hade et par sorte bukser på meget løse i det et sværd på ryggen //se begge ting i profilen// hans to ulve så loyale snuste til jorden han lugtede blod i dette område han fulgte stille lugten mens hans dyreste ulve begyndte at gøre sig klar til at slårs blodet begyndte at bruse i denne fyrs åre han gik med hastige skridt som en kat der lige hadet blevet skudt efter men ikke blevet ramt han prøvet at lade være med at virke spændt på at møde den der kunne have forvoldt så meget skade kamp gejsten steg ham til hovdet og uden at tænke over det trak han hans sværd blodet kom op i hans tanker op til flere gange han kigget rundt omkring for at se hvad der var sket det ligenet at der var været udbrudt krig i området men det var der måske hvem ved han skulle jo bare se om der var noget eller nogen der kunne udbryde denne form for rust i hans åre. han gik tætter på mens han begyndte at smile glæden til at se dette væsen gløde kraftigt i hans øjne.

han så en ligge mod en mur han så ret død ud mens han hørte nogen snakke han fik ikke rigtig fat i hvad de snakket om men det lød som en kraftig mand som prøvet at gøre noget med en lille pige hvad kunne han ikke høre han gik med kraftige skridt hen mod dem. *hvor er han dog grim* tænkte han mens han satte sværdet på ryggen igen mens han satte sig på hug for at opsaver lidt hvad der ville ske men det varde ikke længe før at han fik denne lyst til at finde ud af hvad der ville komme til at ske her... "hvad sker der her" sagde han med en selvsikker og kraftig stemme. han gik op til siden af denne bredskuldret mand som så ret vred ud, han kigget lidt på den pige der låg ned i smurt i blod han begyndte langsomt at mærke trangen til hendes sjæl der næsten var tom og ingen glød i mere. han satte blikket op mod denne mand for at se hans trak

Den store dæmon som havde solide skuldre som en kampvogn hed Rafael, han var tidligere raceleder, og derfor ikke en man inviteret på kaffe, han var konsekvent, direkte, effektiv, brutal, og mest af alt en mand der ikke gjorde ting han mente udenfor sin ære. Rafael gik langsomt mod den ny ankommende, mens hans kraftige lunger tog nogen dybe indåndinger, og suget sjæle lugtene fra omgivelserne, hvilket afsløret overfor Rafael at den ny ankommende var en dæmon, en sjæle dæmon.. som ham selv. Rafael syntes ikke drengen lignet endnu en helte type, hvilket var passende så sparret Rafael sig selv for at skulle knække endnu en mand som en tændstik hertil aften. og ville klart gøre det nemmere at følge Camilles anmodning, hvis det ikke var en helt der ville skære hoved af ham. Rafael kørte kæden en ekstra gang rundt om håndledet, og adskildte sine læber og prøvede med en selvsikker og dæmon venskablige fremgangs måde, drengen var jo dæmon, så helt tåbelig kunne han umuligt være "fancy grillspyd" han peget mod det aflange svær, hvorefter han gennem den mørke hætte tillod sig selv at følge op på det "Jeg selv har ingen sag med dem min herre. Spar deres kræfter. Det gavner ingen sag to dæmoner ender i et hjørne med hver deres skarpe genstand gennem maven. De kan voldtage, spise, og mishandle kvinden, når jeg er færdig med hende." Rafael var ikke bange elle urolig, blod på hænderne, eller ny positivt bekendt, han var ligeglad hvad manden ønskede at være for ham, han skulle ihvertfald bare ikke røre et eneste hår på den stakkels pige hoved før Rafael havde fået noget information ud af hende, så ville hans venlige tone meget hurtigt skifte. Det kunne vel være muligt for drengen at vente, når selv en fra fjerde klasse i folkeskolen at vente de fem minutter det ville tage.