His victims craw death more than they desire freedom. He denies them both \\ Latie Legington

Inde i det skjulte mystiske mørke fra de uhyggelige gyder bliver et lavmælt skrig overskygget af den utiltrækkende og skræmmende lyde af et solidt lem der gentagende gange som en middelalder rambuk bliver nådeløst og brutalt presset op i ens anale hul, mens en tør tåre triller ned af ens bløde kind i den usle tanke om at føle sig som et objekt for den kraftige mands vilje, som et tornado bliver tvunget frem og tilbage i ens underliv, mens ens skrig, lidelse, og tåre kommer ud i et desperat forsøg på at få det hele til at stoppe, men ingen gud falder fra himlen og stopper denne dyriske handling, og selvom den store bredskuldret mand ydmygende tvinger en pik så smertegivende at det eneste der kan nå tårendens hastighed er den lange stripe af blod som løber ned af hendes nøgne ben fra en delvist sprunget ringmuskel som ingen pause eller medforståelse får.

De maskuline hænder om hendes liv skubber hende frem og tilbage som en kludedukke, mens hans egen krop laver tilsvarende bevægelse. et blik bliver rettet ned mod hendes ankler hvor hendes halv ødelagte trusser kan blive fundet, men synet ændre sig snart da en hånd bliver viklet ind i hendes lange hår, og som en hest der ikke gider lystre, bliver hendes ansigt tvunget til at se lige ud, efter et ryk så hårdt man kunne se de spinkle hårrødder snart give efter for kraften, hvis han havde gjort det lidt længere. Endelig efter hvad der føltes som en evighed, bliv hun skubbet helt af, og bliver efterladt i en pøl af underlivs blod, regnvand, og hendes svedfyldte krop. Hun kan høre manden bagved hende tage sine sorte cowboy bukser på igen, ingen en hånd svinger hende om på ryggen, så hun kunne se direkte op i den to meter høje klippevæg af en dæmon, inden en dæmonisk stemme undslap læberne og sagde så gusten og grufuld af lederen af helved ville kravle under sin seng og sutte tommelfinger af skræk og rædsel "Good evening Miss" Manden kastede sig ned mod hende som et rovdyr, og hun lyd med et højt skrig inden hans så blidt og sensuelt som var de elskende, lagde et kys på hendes læber, og suget sjælden ud af hende gennem munden, man kunne se hvordan huden bliv bleg og død, og blodårende bliv sorte som olie, mens hendes kød skrømtet ind så hun lignet intet mindre end en gammel en hvid, sort streget, sveske. Rafael havde aldrig hørt så højt et skrig i sit hoved som når man suget sjælden ud af kroppen på et levende væsen, aldrig havde han kunne genskabe den smerte lyd han hørte når deres liv bliv presset ud af dem som juice fra en citron. Rafael rejste sig op, og kiggede rundt i gyden.

Det kolde skrig, af rædsel og frygt, fortabelse, og fortvivlelse ramte den unge kvindes ører, som kiggede op fra hendes ellers nogenlunde rolige opholds sted, hvor der ellers havde været en ufattelig stilhed. De blå øjne kiggede undrende omkring imens det evige smil var på vej op til hendes læber, hun forstod ikke selv hvorfor hun smilede. Men stillede heller ikke spørgsmål til denne sag, det var en vane hun havde vænnet sig til med årerne. Langsomt rejste hun sig op fra bænken af, og traskede lige så stille afsted imod det hun mente havde frembragt denne lyd. Hendes nysgerrige væsen var dumdristigt og kendte aldrig til de situationer hvor man egentlig bare skulle tage benene på nakken og skynde sig afsted.
Hun elskede når fareren kaldte. Elskede den følelse af at kunne mærke nakkehårene sitre op i vejret pågrund af spænding og begejstring, for at noget nyt skulle til at ske. Var dette også grunden til hendes lettere farlige job som snigmorder? Det kunne tænkes. Hun var ikke typen der holdte tilbage for den slags. Faktisk tiltrak det hende så meget at hun nærmest hadede og elskede sig selv for hendes eventyrlystende personlighed.
Endnu et skrig slap igennem de mange gyder, og gader, som var det en evig bøn om hjælp, men var det nu også det hun skulle? Eller skulle hun kigge på og lade barnet dø sin uundgåelige død, som på ingen måder kunne undslippes. Den tætte atmosfærer af spænding og seksuel lystende værker syntes at springe hende direkte op i ansigtet, som var hun endnu et offer for en ophidselse der var alt andet end tæmmelig.
Gispende lyde, og gråd syntes nu at komme nærmere hendes ører, og hun overvejede kort om hun skulle forvandle sig om til en jaguar i sit vildeste spring. Men så igen, hun var sårbar på mange måder som hun var i dette, blondine outfit som hun havde over sig. Da hun endelig kom omkring hjørnet og gyden hvor hun var helt sikker på at hun var på det rigtige sted. På grund af hendes hurtige gang, hvor hun havde små løbet let afsted imod sit mål, var hun nu forpustet og støttede sig let op ad det ene hjørne væg, imens hun kiggede svagt op imod det der syntes at være en silhuet af en stor bredskuldret mand. På jorden lå noget der kunne ligne en hundrede år gammel dame der havde mødt den sande død, manden med leen og hans folkegæng der var på udgik efter sarte sjæle.
De blå øjne vendte sig stille og lettere usikkert op imod manden der stod foran hende i skyggen, og greb ud efter endes daggert.

Rafaels fremskudte bryst bliv peget som en baret riffel mod den ny ankommende, de slagkraftige arme bliv mildt og afventende lagt ned af hans sider, mens blikket gik fra is koldt, til noget mere varmt og rart, men stadig var der små fragtmenter af de kølige sind, som var vist for ikke mange øjeblikke siden. Et fodtrin, som et jordskæld på kommando, bliv taget i retningen af kvinden hans opmærksomhed nu var taget af, hans sult og hungre efter sjælendes vidunderlige smag var stillet, han havde ikke brug for mere mad, så det var ikke død eller pinsel som stod i hans tanker overfor den nye kvinde, men selvfølgelig, hvis hun ville gå mod ham med den tøse smør kniv, så ville han skam ikke ligge søvnløs over at stikke hendes uskyldige arm ned i hendes hals.. så langt man kan tvinge den ned. Rafael rakte en hånd ned mod jorden, og tog en stor håndfremstillet læder jakke frem, og tog den på sin bare overkrop, og lukkede den, mens hans blik aldrig forlod hendes skikkelse i mørket.
Endelig sagde han noget, det var med en gentlemands tone, næsten helt ydmyg og respektfuld som var det en prinssese der stod foran ham, "Frøken. En ære."

For at være helt ærlig anede Latie slet ikke hvad hun skulle sige til den store mand, nej.. til den bjørn der stod foran hende, som havde han forskrækket hendes sjæl, og ladet den glide ud af hendes krop, og forsvinde op i skyerne som dug for solen. Hun sank en klump imens hun betragtede den høje mand, han lignede en på de to meter for hendes vedkommende, og han kunne sikkert knuse hende, om han ville. Hun holdte sig rolig, og nogenlunde fattet, selvom det var svært. Hun havde det som om der var alarmer overalt omkring hende, at denne mand ikke var noget for hende. Og alligevel følte hun sig draget imod den spænding der herskede omkring ham, at han kunne give lidt kulør i hendes ellers kedelige grå verden. Også igen.. Hun opgav snart den irriterende diskussion hendes indre væsen havde med sig selv. Og stod stadig som lammet, imens hun kiggede fra manden til den forrådnede kvinde på jorden, som lignede en dame på 100 år. Hun kiggede tilbage på manden, anede ikke sine levende råd. Ville han gøre hende fortræd eller ville han lade hende gå i ro mag. For helvede hvad havde hun ikke lige blandet sig i?! Hun tog et svagt skridt tilbage i en form for automatisk refleks, som ville hun prøve at afvige fra den visse død. Men denne mulighed fik hun ikke lov til da han begyndte at tale til hende, og det nærmest gav et sæt i hende, imens hun holdte kniven i hendes hånd, og betragtede den mørke skikkelses aura, så mørk, så kold, og frygtindgydende havde hun ikke set en aura, den havde et lettere rødligt skær omkring sig, med små stikkende arme. Det påvirkede hendes syn og dømmekraft, at hun til sidst tog hånden op for munden og lukkede øjnene hårdt i, imens hun prøvede at samle sig. Hvilken irriterende ting at, kunne; at læse folks aura, og varme refleksioner omkring sig. Hun bukkede langsomt under, imens hendes ben knækkede sammen under hende, og nikkede ganske svagt til det han sagde for ikke at vække nogen form for vrede, vidst nok kunne han være mæt, eller hvad han nu var, men det ændrede ikke den skrækindjagende frygt der kom frem i hende. Hvad skulle hun i øvrigt også stille op, han var langt større og stærkere end hende, at skulle kæmpe imod, ville i sidste ende være nytteløst, især når hans tilstedeværelse af en aura var nok for hende til at kunne bryde sammen.
Var der ikke en eller anden måde hun kunne få undsluppet denne sindssyge indædte had og mørke aura der omgav ham, det var om at sidde i samme rum med Lucifer, og selvom hun ikke var troende, kunne hun mærke den hæslige kvalme af at føle sig angrebet i et indelukket rum, som om at al form for luft, var spærret og gemt væk.