no offence but you are in my way //Latie Legington//

S:en bag gård i Rotten root
T: 00.00
O: en mand der sidder i sølet på knæene, to store skradlespande og en pøl af en ukendt væske
V: stjerne klart og fuldmåne
P: en lang trench coat med et kranie som har en slange kravlende ud af munden, en hat med et rødt bånd, et par sorte lædder hansker, og et par sorte cowboy bukser

hans ord skar gennem den kolde natte lugt "beklager min ven det er kun forretning" han så ned på den grædende mand i sølet. Monodorth var den sort klædte mands navn han havde bundet mandens arme sammen og gevet ham tape for munden. han havde hørt alle undskyldningerne for at lade de små usle kroppe leve så han var begyndt at tape deres munde lukket "spar din tryglen" han trak den lange bowie kniv ud bag fra hans bælte og mandens tryglen blev kun større da han hold fast på mandens hovede. Monodorth lod kniven køre igenenm mandens hals og hovedet fløj nærmest af.

Monodorth smed liget op i den nærmeste container og vaskede de værste blod af hans skjorte, bukser og jakke mens han gik ud af baggården *tja det gik bedre end forventet* han tog læderhanskerne af og lagde dem i inderlommen af hans jakke. Monodorth nød de små missioner en gang i mellem da det var et friskt pust fra at værde nød til at bryde ind i højt bevogtede bygninger og mindre fæstninger.

Pil i natten skød afsted med de fine mørke fjer, der havde en let rødlig gunst hen over sig, som bekræftede dens svage tilstedeværelse for afsenderen der ventede i mørket. De kølige blå øjne betragtede det de havde sendt afsted, og en let svap lyd udgjorde den bekræftelse, af at hendes mål havde ramt det hun havde sigtet efter. Manden hun havde på en af mange lister var nu død, og borte fra denne verden som han ellers havde kendt så godt. Hun interesserede sig ikke for om dem hun dræbte var, gode eller dårlige, om de havde udrettet noget eller, ville komme til at udrette noget. Det hun gjorde, var for at få mad på bordet. Intet andet.
En skramlende lyd og nogle høj rystede mumlende stemmer lød længere væk fra hendes øre, næsten uhørlige, men de var alligevel så hørlige at hun kunne opfange dem. Først lod hun til ikke at bemærke det, men da det forsatte blev hun nu atter nysgerrig. Ganske vidst var hun ikke meget stærkere end en hvilken som helst anden kvinde. Den eneste forskel der var på hende og andre kvinder, var at hun kunne forvandle sig. Denne evne benyttede hun sig af lige nu. Den slanke krop blev med et forvandlet til en sort jaguar, langsomt hovedet, dermed skuldrende og resten af kroppen, blev så småt udfyldt med pels og en hale begyndte at dukke frem ved hendes haleben. En svag knurren gled ud igennem hendes let sammen lukkede læber, inden den store hunkat, klatrede ned til jord bunden, og langsomt slentrede sig afsted i sin lodne krop imod det der havde vakt dets interesse.
Den store kat holdte sig til skyggerne, og undgik at blive set, uanset hvem der var i dets omegn. Dens gul, grønne øjne, der havde en giftig farve i sig, var årvågne hele tiden. Pludselig blev den stødt af stanken af død, og lyden af skridt. Kvinden forvandlede sig om til hendes menneskelige form og kiggede frem for sig, men syntes ikke at kunne se nogen. Ud over et lig på jorden, men en ny lyd kom til, og hendes blik og hoved retning vendte sig lyn hurtigt hen imod det som en kat, der lige havde fundet dets nye legetøj. Dog var dette alt andet end legetøj.
Hun gik stille og roligt hen imod liget, og sparkede let til det med den højre fod for at se om der skulle være nogle tegn på liv i den ellers så godt som døde mand. Hvorfor overhoved tjekke? Det var generelt en sædvane hun havde i sig.

Monodorth braste ud midt på gaden gennem en lille dør og for at lægge noget afstand mellem ham og liget blev han til en lang slage og smøg sig langs muren da en mur af stank ramte den udstrakte slangetunge. en stank af død og fordærg blandet med den søde lugt af en kvinde. den lange krop groede ben og arme samt groede et længere hoved og hans høje krop blev formet igen og han blev til sit normale selv.
han så på pigen der undersøgte liget og teleporterede lige op bag hende "ved du ikke at det er respækt løst ikke at lade de døde få fred" han sagde det med en rug og faktisk lidt irreteret stemme. han havde set den samme ting i hans værste elever de skulle altid prikke til de døde. han gik om på den anden side af liget og lagde sine fingre over øjenlågende og lod dem glide i "må din rejse være fortræffelig til de dødes rige. Hvil i fred" han så op på pigen over for ham "du må undkylde min fremtræden men mine elever laver noget der ligner det du gjorde og det går mig på nerverne hver gang" han smilte og gav et lille blink i hendes retning. han løftede liget op på hans skulder og satte det ned igen i siden af vejen, tog en avis og lagde den hen over ligets hovede og som en sidste detalje tog han en tom flaske fra en skradle spand og lagde den løst i hånden på manden "sådan. ikke dårligt og nu er det gaurdiansnes problem" han smilede og gik hen til hende igen "navnet er monodorth" han så på pigen "og hvad er så dit navn smukke" han smilede igen dog falsk som en slange der skulle til at angribe.

Mildest talt, anede Latie hat og hoved af hvad han sagde, og rynkede bare brynene, han virkede sær, tilbageholdende, men havde en nogenlunde fredlig aura omkring sig, selvom det sikkert langt fra var tilfældet, hun havde set auraer der var så mørke som natten, men her virkede det ganske anderledes. Hun fugtede langsomt sine læber, imens hun lyttede til hans korte og få sætninger, uden selv at meddele et ord. Hun var jo ikke direkte respektløs, hun ville jo bare se om manden endnu var i live, men det var jo forskelligt fra hvordan man så på tingene. Og hendes udsyn over sagerne burde have sagt det hele helt af sig selv, og ikke stillet et dumt spørgsmål omkring om manden rent faktisk var i live eller ej. Nå han jo tydeligvis ikke var det.
Hendes blik drev videre over på manden som nu bar liget op og lagde det et andet sted hen, imens hun betragtede hans kolde mørke skikkelse, som kun tydede på et nærmest indædt ønske om fred og tid alene, som om han hadede at være i selskab med andre. Hun forstod det nu egentlig ikke rigtig hun kunne ikke se problemet, men det var jo hendes version. Og hun havde i sidste ende ikke rigtig grund til at blande sig. Så hvorfor gjorde hun det egentlig også nu? Det var sikkert den nagende nysgerrighed der konstant dukkede op på de mest ubelejlige tidspunkter, for den unge kvinde. Hun rynkede brynene lidt da den unge mand trådte frem og spurgte om hendes navn, ”Clare..” fremsagde kvinden, imens en hånd trådte frem og afventede hans som en ordentlig hilsen. Hun brød sig ikke om at få løse ender når det kom til hilsner, men ville forstås klart og tydeligt. Den blege rene hud lyste svagt op i det kolde gloende skær fra nogle blinkende lygtepæle i det fjerne. Hendes tålmodighed var svær at overvinde, hun mente alting havde sin tid, og hun var ikke bange for at stille sig stædig op hvis han ikke ville give hende hånden, ville hun simpelthen bare opføre sig som en belærerene mor, og tage hans hånd af sig selv, og derefter give håndtryk.
Han slap ikke lige så let, som man skulle tro.