His slaves crave death more than they desire freedom. He denies them both - Meriko

Den varme aften vind lagde sig indover kirkens hellige område, og den svage lyd af blade og landsby natur bevæge sig frem og tilbage var aftens mest brugte lyde. men indenfor de tygge kirkedøre var ingen guddomelig fred, eller eftersøgte natur lyde, her indenfor disse sten mure, sidder en stor mand med en lille pige ved hans side. Manden havde et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på den store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema.
Pigen var ikke mere end de 9-10 år gammel, og sad i en mørkerød sommerkjole. tårene løb ned af begge hendes kinder, og hulkene lyde kom fra hendes læber mens sætning efter sætning om at hun gerne ville hjem, undslap hendes mundvig, men tros gråden, og tårene sad hun stille og pænt som en artig lille pige der var sat på plads af hendes forældre. hun kiggede ned på hendes små nøgne fødder, og prøvede at ønske sig langtvæk, og lagde da også hænderne op foran øjnene for at se om manden ville forsvinde, but no such luck.
Manden sad meget mere stille, som en sten, eller en videnskabsmand der lige havde set et spøgelse. faktum var, at de lumske ondt udsende øjne så stift ud i luften, og kiggede på det store alter, mens han lod en hånd gentagende gange køre gennem den lille piges skuldrelange brune hår, og lod bare pigen tiggende ord falde ind i hans sind.
endelig efter flere minutter i denne tilstand sagde pigen noget andet end ydmyge ord.. og med et lille snøft sagde hun "Hvor-for er je-g her?" manden dejret sit hoved, og stoppede med at nusse hendes hovedbund, og tog sin hånd ned på hendes skød, og sagde med en dyb stemme "Vi skal lege med din far" et lille barnligt lys kom frem i pigens øjne, som en stikkontakt der bliv tændt, og de dårlige tanker bliv skubbet væk for at blive udskiftet med mere børnvenlige tanker, og sagde nu med kun lidt snøfteri "Men jeg skal tidligt op imorgen" Manden fik et synligt sadistisk smil frem, og forsatte "Du en god pige." hun nikkede lidt halv usikkert, hun var ikke tryg ved manden, men den barnlige naivitet var der masser af i hende.
Man kunne gøre de store døre sparkes op, og en skygge lagde sig indover det jern hårde kirkegulv, en skabning dækket af månelys i ryggen. det var en mandlig figur, omkring de to meter høj, og overarme som supermand ville blive missundelig på. Manden hed Seebáz, og var en dæmon. nogen raw farvet øjne uden pupiller var det mest gennemborende i natte mørket. Seebáz gik med stål hårde skridt mod manden der sad ved hans lille datter, og havde en kampgeist i hans øjne, der viste at selv ikke verdens undergang ville kunne få hans opmærksomhed fra det foran ham.
Manden der sad ved pigen hed Rafael, og han var nu i fuld gang med at rejse sig op, men hviskede en ting til pigen inden han rejste sig "Hvis du skriger, dræber jeg farmand" Rafael rejste sig i hans fulde højde, men var stadig under mandens enorme hulk størrelse. Rafael gik Seebáz i møde, med frygtløse fodtrin, og stoppede de store militær støvlers gang, da de stod en meter fra hinanden, og en formel gentus med hånden, bliv ført til Seebáz, som invitation til at stoppe hans gang, inden hans målrettethed fik ting til at gå ud af kontrol.
Seebáz stoppede med et utilfreds ansigtsudtryk, og begyndte at råbe af hans lungers fulde styrke "Din pikløse kujon. du har en god grund til at tage min datter fra hendes seng.. og du giver den LIGE nu, eller jeg sparker dit smørret smil ind" Seebáz lod sit faretuende bryst vokse med nogen store indåndinger, og lod de store hænder, som kunne holde hele vejen rundt om en kokos nød, gå overkors, mens han hørte på Rafaels forklaring.
Rafael vendte sig flabet væk fra manden, og lod fingerne glide over en af kirke bænkene, og tog en gullerød op af læderjakke lommen, og lagde den på kirkegulvet, og sagde med en rolig stemme som tidevand der kærtegnede en strand. "Dit liv vil gå tabt iaften. død ved gullerød." Rafael kunne se en stenklumb størrelse knytnæve flyve mod hans ansigt, og Rafael bukkede sig sidelæns, og lod den knyttet næve flyve over hoved på ham, og da luften fra trykket havde blidt kysset hans kind, lod hans sin egen maskuline overarm blive lagt om den udstrakte arm, som manden havde lavet ved at slå ud mod Rafael. Rafael tog et fast klem for at presse deres arme sammen hvor så Rafael skubbede sig selv op, og brugte den store mand solide krop til at kunne løfte sig selv op uden de begge faldt til jorden kaotisk. Rafael løftede sig selv op med alle sine kræfter og lod et knæ smadre af fuld dæmonisk hastighed blive lagt på manden hage, og .. Rafael skulle til at nikke manden en skalde for at fuldføre din perfekte knockout, men den store bjørne arme var hurtigere end han nogensinde havde regnet med, og et stød et brutal magt, skubbet Rafael langt tilbage, og der flyv den selvsikkere stærke dæmon, gennem luften, og med en hastighed stor nok til at give ham en bøde på en motervej, bliv han presset ind mod alteret med hans ryg, og den store alter mur gav efter for dæmonen Rafaels kropsvægt, og der man kunne høre et højt brag, da han faldt endeligt til jorden, og med støv fra alteret omkring ham, som endnu ikke havde ligget sig, slog han sine øjne op, og tog sig til hoved, og prøvede at huske hvornår nogen udover hans bror havde haft saft og kraft nok til at kunne overmande ham, og et lille udforende smil kom på hans læber, mens han .. havde pænt ondt i hoved, og skulle lige finde sit fod fæste, så han ikke faldt over sine egne ben. Rafaels øjne bliv sorte som den mørkeste nat, og som et vildt dyr, hoppede han ud af det hul han var kommet fra, denne gang - uden at undervurdere hvem han leget med. problemet var for Rafael at selvom den dæmon var to ton ren morskab, så havde han altså noget seriøs kamp træning, og da Rafael hoppede frem, bliv han mødt en stor knytnæve hård som en cement blok, Seebáz havde gemt sig ud i siden af hullet, så Rafael ikke ville være så forberedt når han kom ud, og Seebáz havde skam ret, den store dæmon Rafael faldt endnu engang hjælpløst til jorden, denne gang som en pose gammel mad rester. Rafael vendte sig om på ryggen, og havde seriøst et problem med folk der var stærkere end ham.. godt der ikke var mange af dem.
Rafael havde ´lidt´ ondt nu, men mest af alt var han bare sur. Rafael drejet sig, så han vendte med benene mod Seebáz, og da Seebáz løftede ham op, som Rafael havde håbet på, viklet han sit højre ben ind i Seebázs venstre, og da Seebáz løftede Rafael af alt sin styrke, mistede hans balancen, da han ligepluselig løftede sit eget ben ud af sin plads på jorden, og det store bjerg af en mand faldt bagover ned på ryggen.. problemet for Seebáz, var at det var ikke et godt sted at ligge, når man lige har løftet sin modstander op i øje højde, for de betød at Rafael var faldt med Seebáz, og landet lige oven på ham. Rafael ventede ikke på de ramte jorden, og selv inden de havde ramt jorden i en hot date sammen, havde han slået Seebáz på siden af hoved tre gange, sving på sving på sving, og da de ramte jorden, stoppede Rafael skam ikke med at skabe kaos på Seebázs ansigt. gennem alt blodet der løb fra Seebázs ansigt, kunne man høre en svimmel dæmon, der gav sine underkastende lyde, og sagde "Fint.. stop, du har vist din pointe." Rafael gav slip på Seebáz, og Seebáz bliv liggende på sten gulvet, og tog sig til sit ansigt, som havde brækket sin næse, og flere af sine tænder, og han kunne mærke blod løbe fra.. hans øje.. og han var godt nok ikke læge, men det var nok ikke et godt tegn.
Rafael lænede sig over Seebáz, og lagde en militær støvle på Seebázs bryst, og sagde så "Isabella... Du har arbejdet for hende." Rafael lod sin støvle borde sig lidt mere hårdt på i Seebázs bryst, og forsatte "En fulg sang om hun ville holde en galla fest. hvor og hvornår bliver den holdt?" Seebáz lod en svagt smil komme over hans læber, og sagde selvsikkert "Dude.. Spar dig selvmordet. du kommer ikke ind. intet levende væsen overlever at træde indenfor de mure uden invitation." Seebáz spyttede noget blod ned til siden, så han ikke bliv kvalt i det, og sagde så inden Rafael lod et hav af stålnæver regne ned af hans ansigt igen. "Corpsewind Cemetery om ti dage. hun har renoveret en del af de gamle underjordiske catacumber, til et fest område. en vej ind. en vej ud. og en hær af lejesoldater ved døren." Seebáz spyttede endnu engang - denne gang på Rafael.
Rafael sagde intet, han vendte sig bare væk fra Seebáz, og gik bare væk fra ham. Seebáz begyndte at snakke videre, mens han prøvede at genvinde styrke til at slås igen, og holde Rafael hen med snak "Hvorfor vil du overhoved ind? Isabella er en isdroning uden lige, jeg kunne mærke hendes kolde sjæl to meter fra hende.. havde sku nær pisset i mine bukser. hvorfor ligge sig ud med sådan en kvinde? hvilket vanvid driver dig?" Rafael var nået hen og samlet gulerødden op, mens Seebáz snakkede, og var nu på vej tilbage til ham, mens han gav et svaret "Camille." Seebáz trak et lille smil frem tros hans smerter, og ødelagte tænder, og sagde "Jamen dog.. er den berømte Camille. havde ikke set dig som den forelskede type" Rafael stoppede to meter fra Seebáz, og kærtegnede guelrødden mellem fingerne "Kærlighed. en følelse skabt af svage individer der søger tryghed i nogen kan lide dem... nej. jeg er ikke den slags mand. men" Rafael satte sig på hug foran Seebáz, og sluttede af "Min loyalitet går langt dybere end simple følelser... ære." Rafael stoppede med at snakke, og skulle til at give Seebáz en fin lille envejs billet til efterlivet, men det ændret sig hurtigt da den store Seebáz kastede sig i et desperat kamp forsøg, og lå nu oven på Rafael, med sine knæ ved hver af Rafaels sider. Seebáz rejste sine næver, og skulle til at slå helved ud af ham, men der så han i Rafaels øjne en gnist af rent dyrket rasseri, og dæmonisk brutalitet, og Rafael.. var ikke Rafael mere. han var Abaddon. inden Seebáz havde fået endnu en indåning eller kunne tænke over hvad det var for en glimt han så, bliv Abaddons store størrelse 49 militær stævle presset op, og tværet Seebáz tre meter gennem luften til han ramte loftet, og faldt som en rådden frugt fra et træ ned igen. ud af Abaddons ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og hvide, som æld gamle vampyr hugtænder.. nu bare en hel mund fuld af dem. Abaddons hænder bliv til klo agtige vanskabninger der var skarpe som jagt knive, men han kunne stadig tage fast om ting. Seebáz kiggede op fra det hårde gulv, som han få sekunder før, lige havde landet på som en død fulg der faldt ned fra et vindue efter at have kysset det. Abaddon tog et greb i Seebáz krave, og løftede ham i en arm som var han en fjer. Seebáz lod sving på sving ramme på Abaddons ansigt, men det var som at skyde en is-bjørn med en masse små papirs fly.. det gjorde det monster kun sur. Abaddon tog slag på slag, indtil han endelig tog Seebáz overhoved, med en arm på Seebázs højre ben, og en anden arm på Seebázs hals. Seebáz råbte ud, og prøvede med sin enorme styrke at komme ned, men der hang han som et hjælpeløst barn i luften, indtil Abaddon smadret Seebáz ned over Abaddons knæ, og man kunne høre hvordan rygraden sagde et voldsomt knæk, og Seebáz lå nu på jorden i seriøse kræmper, hvor han bevæget sig som en syg fisk på landjord. Abaddon vendte Seebáz om, så han lå med fronten mod sin egen lille datter, også presset Abaddon gulerødden ned i Seebázs åbne mund.. igen og igen.. og lod den så side et godt placeret sted mellem Seebázs gane, og luftrør. pigen rejste sig op, og løb over mod retningen af sin far. men ... hun kom aldrig så langt. en lussing med Abaddons håndryg, i mest bogstavlige forstand drejet hendes hoved en halv omgang rundt, som havde hun siddet i en skruetvinge, og et lille bloddråbe faldt til gulvet fra hendes næse, efterfulgt af hendes livløse krop. Abaddon så ned på Seebáz, og da Seebáz så død ud, lod Abaddon sin støvle renovere Seebáz ansigt, med et hårdt stamp, og blodet løb ned af begge siderne, jo hårdere han presset ansigtet til mos. efter nogen sekunder stoppede Abaddon sit stamberi - da han havde ramt igennem Seebázs kranium, og havde presset sig vej ned til gulvet. hvorefter Abaddon kastede et sulten blik på den afdøde pige, og så ud som han ville have sex med den afdøde lille pige krop.. og det var ligepræcis hvad han ville. lige indtil hendes krop bare ikke kunne mere. Abaddon tog et fast greb rundt om pigens ankel. og trak hende på vej ud af kirken.

En smuk ung kvinde med en smuk hvid tæt siddene kjole gik rundt i gaderne og kiggede lidt rundt på folk da de bare gloede på hende for hun havde kun kjolen og sin lille taske og stilletter på og nu var det ikke det kønneste vejr lige nu men hun var ligeglad med det for hun frøs aldrig og hun havde heller ingen grund til det for hun var jo død. Kvindes navn var Meriko og næsten alle kendte det navn i byen. Hun gik stille op mod kirken for sidde lidt og mides hendes familie som var gået borte for mange år siden. Hun kom der og kunne hører en masse larm inde fra kirken af men hun ville ikke blande sig i tingene der inde for det vedrøret ikke hende som sådn jo. Hun sætte sig på en bænk og kiggede stille ned i jorden og slappede bare af i hele kroppen og tænkte lidt på sin familie. Hun savnede dem meget og ville gerne have dem tilbage men hun vidste at hun ikke kunne for de var væk for altid. Hun løftede hurtigt hovedet da hun hørte en velkend stemme og løb over til døren og åbnede den hurtigt ved hjælp af sin evne. Hun kiggede med store øjne på denne dæmon hun kendte men det lignede ham slet ikke mere for han var anderledes sidst. Hun så pigen i hans arm og blev rasende på ham for man gik bare ikke efter små pige så hun gik med hårde skridt over mod ham "Hvad fuck er det du laver?! Hun er bare et barn jo!" sagde hun halvt surt til ham og kunne selv huske hvordan det var at være lille og alle bare ville misbruge en og var ligeglad med at man et lille barn. Hun kiggede hårde øjne på og hun vidste godt at han ville kunne genkende hende og nok også syg over det her.

Abaddon vandret sjæleløst over kirkegulvet, de tunge og brutale skridt gav genlyd i hele kirken som var helveds hær på vej ned af altergangen. Den velkendte stemme rev i de ustabile sjæle tråde mellem ham og Rafael, men som en enkelt sø i en ørken ikke gjorde den særlig mindre tør, var Abaddon stadig førehunden, den grumme og biske skabning der som Rafael havde vilde sadistiske tendenser, men havde hverken ære, eller værdighed til at holde hans handlinger tilbage, og fri fra de bindene kæder af både subjektiv og objektiv moral, var hans styrke og rædsel langtover simple ords beskrivelse, og da Abaddon kiggede op mod den nyeankommende kvinde, kunne man høre kirkens lyssekroner dingle og larme som svang der små dæmoner rundt i dem, og man kunne se sterinlyssene tænde sig selv og dreje fra side til side, som kæmpede de for deres liv, og man kunne se marmor tegninger af hellige symboler og afbilledeinger af figure fra biblen, begyndte at skifte positioner fra uskyldige ting, som at kigge på Jesus barnet, til at træde dets ansigt i stykker til der kun var kødsovs under ens hørsko. Man kunne se hvordan statuerne i kirken begyndte at stille og roligt græde blod fra deres øjne, og man kunne høre hvordan døbefonden begyndte at koge, men det var ikke vand i den, men kogende blod, og alle korsene i kirken mistede pluselig en skrue, og faldt om til at vende på hoved, og lyset fra ovenvinduerne faldt helt præcist på alteret nu, så skygge billede viste en skrækkelig uhyre ligende vandskabning. (Hans nye evne) Abaddon løftede pigen op i den ene hånd, og bagved Meriko med et brag lukkede kirkedøren når hun kom langtnok ind i kirken. Abaddon ruskede i den svage og afdøde pige krop, inden hans grufulde stemme der kom som nærmest direkte ud af en af Merikos mareridt "Spænende" Han gav slidt på pigens fod og hun faldt ned på hoved, og knækkede om fladt med hoved i en helt unaturlig stilling pågrund slaget til hoved der presset halsen i en forkert vinkle. Han begyndte at gå mod Meriko.

Meriko kiggede forvirret rundt i kirken og blev lidt bange for alt hvad der skete for her hjælp hendes evner sgu ikke en skid og det vidste hun godt så hun gad ingen gang at prøve det af. Hun kiggede stille på ham og gik to skridt tilbage og hvæsede højt af ham og kiggede stille på den lille pige og synsfelt det var synd for hende. Hun flyttede blikket op mod ham igen "Hvad er det du laver Rafael?! Kan du ikke huske mig?" Spurgte hun ham forskrækket om og vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre for at komme af med ham nu for hun vidste ikke helt hvad det var han ville med hende for hun vidste godt at han havde kigget lidt efter hende sidst men hun havde jo ikke taget sig af det overhoved. Hun kiggede stadig på ham og blev mere og mere bange der det hele for hvem var? Hun kendte ham ikke sådn her men som en okay dæmon men det var han godt nok! Hun var virkelig bange for ham og ville ønske at hun ikke var gået her ind for lidt siden for hun kunne ikke komme væk på nogen som helst måde.

Abaddon gik forsat uden omtanke eller problemer af, som en ustoppelig maskine der med knyttet næver vandret fremad mod sit bytte, men som Merikoes ord fløj forbi hans øregang vågnede den indre personlighed, der dvælet i stilheden af sit eget sind, men det var kun som et spotte virkelighed på den anden side af en bundløs kløft, for ham at vende tilbage til virkeligheden, Abaddon tager kun kontrollen en gang hvert tusinde år, så styrken den side af ham besad var umættelig stærk. Der var ingen vej væk for meriko, dørene lå tunge og faste, låste og vedligeholdt af Abaddons tilstedeværelse der gjorde Rafaels evne utroligt meget stærkere, nok til at holde en magisk kraft lås på døren, og uden andre steder at løbe hen, kunne Meriko nærmest kun se til, indtil Abaddon nået ti meter fra hende, og uden varsel eller vente tid kunne kro nogen dyriske sorte vinger på ryggen, slet ikke som Rafaels normale sorte lange vinger, de her så gamle og støvede ud, som havde han siddet i en gyngestol i flere år, man kunne ovenikøbet se tydeligt ederkoppespind der sad nogen steder, og få huller hist og her, men stadigvæk kunne han baske en enkelt gang med dem, og med samme kraft som en tornado stod han tættere på Meriko end luften omkring hende, hun kunne føle hans klamme og ækle ånde støde ned mod hendes ansigt, og hans målrettet beslutsomhed der fortalte om de pinefulde ting han ville gøre ved hende, men inden selv nogen dæmon ville kunne flytte sig, lagde hans stål hånd fast om hendes hals og løftet hende så let som et barn løfter et legetøj. Han smadret hendes ryg op mod kirkedøren, og på bedste sadistiske vis, lod hende få luft nok til at holde sig vågen, men ikke nok til at føle andet end hjælpeløshed. Abaddon studeret hende lidt inden hans marraw gule øjne, begyndte at få en sort skær, og langsomt begyndte de at blive så sorte som Rafaels natte mørke øjne, Rafael var stadig monster stræk, men efter en intens indre kamp vandt Rafael, og efter at slås med sig selv, og redde Meriko fra udslettelse, satte han hende blidt på jorden igen, men man skulle tro at blid adfærd forsatte efter hun omsorgsfuldt var sat ned på benene igen, men istedetkom en hånd til hendes baghoved, og trak hendes hår tibage, så hun ville skulle se op på ham, så han virkede mere stor og dominerende. Rafael var dæmon leder, og han ville ikke miste ansigt, han vil ikke redde hendes liv uden at kræve noget tilgengæld, det passer ikke ind, så han sagde med hende stirrende op på ham "Et liv for et liv. Du er nu en slave - min slave" hans stemme fortalte om han ikke gad modstættes, og hans greb fortalte om den bestemmende kontrol han ville have over hende i fremtiden hvis hun sagde ja, og de skræmmende tortur midler han som dæmon leder ville forsætte med, hvis hun nægtede.

Meriko gik længere og længere tilbage så hun kom til at stå op af døren og vidste at der var ingen vej væk nu og hvad han ville gøre ved hende vidste hun stadig ikke rigtig men hun fandt nok snart ud af det. Hun kiggede med store øjne op på ham og blev mere og mere bange for ham. Hun mærkede hans hånd om sin hals og tog fat om hans håndled og vred sig en del da han løftede hende op af kirkens dør og der løb to små tåre ned af hendes kinder for hun var bange for at det her var hendes tid og hun aldrig ville se sin søster eller forlovet igen. Hun skreg i smerte da hun blev smadret op af døren med hans store styrke som han jo havde. Der løb flere og flere tåre ned af hendes kinder og slappede bare helt af i kroppen så hun bare hang helt slap i hans greb. Hun lukkede sine øjne lige så stille og ventede bare på at ville klemme livet ud af hende men da hun kunne mærke gulvet under sig åbnede hun øjne igen og kiggede med store triste øjne på ham og vidste ikke hvorfor hun slap for det hele bare sådn uden videre for hun kunne ikke se nogen grund til det overhoved. Hun var lige ved at skrige da han tog fat i hendes hår men hun vidste nu hvad formålet var ved at sætte hende ned igen. Hun lyttede til hvert et ord han sagde og nikkede lige så stille til ham og sagde bare ja til at overleve det her så hun kunne være sammen med sin forlovet igen. Hun blev stående helt stille og fin som en dygtig slave og sagde intet og havde ingen øjenkontakt med ham da han var hendes herre nu og skulle gøre som han sagde.