Once I was free, now I'm so confused .. But who am I? //Clare Legington&Void Legington//

T: Middags tid.
O: Floden, et smukt vandfald.
V: Sol, ingen vind, skyfri
P: Et par shorts til knæene, og bar overkrop.

Shay sad med fødderne i det kolde vand, han var så forvirret og fortvivlet.
Han havde altid ment at han havde en søster, men havde det været en løgn? Var han ikke født som engel? Havde han været udsat for døden? Og blevet taget op som engel?
Måske havde de plaget ham som en af dem, og givet ham deres race? Måske havde de syntes det havde været så synd for ham. Han var ikke sikker på noget mere, men nu kunne det også være lige meget. Han vidste intet mere, nu var han en falden engel.
Han lukkede øjne kort, vandet fik det til at gyse ind under hans hud. Det var koldt som is, smerten.. Bare smerten.. Det var dejligt smertefuld, han var så forvirret. Han var begyndt at få små illusioner. Som en stor tiger, der løber igennem det høje græs. En tiger som er fri, en tiger der møder en jæger og bliver skudt. En tiger som bliver til en dreng med et skrig et dødt glimt i øjet. Men Shay så ikke drengens ansigt, Shay var så forvirret..

Vinden var stille, til Voids fordel. Den lange hale pegede stift imod bunden, imens hendes gullige øjne betragtede byttet ikke langt væk fra hende selv. Hendes krop var halvt dækket af vand, hjalp til med at holde hendes tilstedeværelse ukendt overfor drengen, der stod tættere på vandbredden.
Voids mørkerød tunge gled lystigt hen over de glubske tænder, imens hun lagde an til at angribe sit udvalgte bytte. Drengen så ung ud, og heldigvis for Void, så han ret menneskelig ud. Uanset hvad var hun for sulten til at give op, hendes mave skreg efter føde, og hendes krop var ved at blive for fedtfattig.
"Grrr...." Knurrede Void, og bevægede sig meget langsomt fremad, så vandet nu kun pressede imod hendes for og bagben.

Med en pludselig bevægelse sprang Void, stadig i en hun-løves fuldvoksne legeme, op ad vandet og direkte imod drengen ved vandkanten. Hendes øjne glimtede af sult, og ud af de enorme kæber røg lange striber af savl ud i luften og ned i vandet bag hende.
Hun landede meget tæt på drengen, og udstødte et højt og skarpt brøl, der fik en masse fugle til at skræppe, imens de fløj sikkert væk.
Voids gule øjne stirrede på drengen, og afventede hans reaktion med en utålmodig snappen med kæberne.
Han lignede en rigtig saftig lækkerbisken.

Shays vinger foldede sig ud, og han fløj bagud og væk fra løven. Han trak sine vinger ind igen, og holdte sine øjne på løven. Han trak et sværd, med en hurtigt hast. Et lumsk smil bredte sig på hans ellers nydlige læber. Shay kiggede på denne voksne løve, og havde ikke tænkt sig at blive dens middag!
Han svingede sværdet imod løven, og solens hårde stråler reflektede i sværdets skarpe blad. Hans mave sagde løb, men hans fornuft sagde at der måske var noget godt bag.

Shay mærkede endnu et flashback.
*Ikke nu!*
En dreng løber, han er ung og bange. Han græder, hans kastanje brune øjne mindede om Shays, det mørke hår lige sådan. Drengen løb, og to piger i baggrunden grinte. Sikkert hans storesøstre. Måske havde han været oppe og skændtes med dem? Men han var ikke andet end 10 år? Han løb, og løb. Han blev til en tiger, en meget smuk han tiger. Hans øjne lyste af sorg og vrede, han løb megeet uopmærksom. Et skud lød, og tigerungen faldt. Den blev til drengen igen, og en sidste tårer trillede ud af øjet på ham. Blodet flød ud fra hans lille hjerte..

Et dovent gab gled ud fra den dovne jaguar der nu lå i træet, og kiggede udover omgivelserne, imens det iagttog dets søster på vandbredden der syntes at være sulten. Hendes hel med mad havde ikke just været den bedste i længere tid. Latie derimod havde ofte spist et par hjortekid, og hvad hun nu ellers kunne finde. Blikket gled hen imod det der syntes at komme lidt længere væk. Hun snusede sagte til luften, og kunne nu smage den svage sødme af menneske kød, eller noget der i hvert fald mindede om det. ”Erhmm gr..” brummede den sorte pels pude, der til sidst rejste sig op for at høre op med sin søster. Det store kattedyr klatrede ned fra træet, og sprang de sidste to meter ned, og landede på de bløde poter, der udgjorde de perfekte snigende fodtrin. Langsomt luntede den knurrende af sted hen imod det sted dets søster stod og var i færd med at få kål på det der syntes at være et menneske. Clare, den sorte lodne jaguar, sniffede endnu engang til lugten af det der nu var byttet, og viste sig nu en smule usikker omkring dette. Hun gav et advarende og tilkendegivende brøl hen imod Void som syntes at være alt for optaget af det hun nu lavede. ”Grrr hnng…” udstødte bæstet nu, og luntede hen imod den store hunløve som var nogle 3 år ældre end hende, hun puffede kort til søsterens krop for at fortælle at hun skulle holde tilbage, hvorefter hun på deres sprog fortalte omkring en duft der virkede særdeles bekendt ved drengen foran dem. Hun slikkede sig kort om munden, inden hun gik afslappet uden nogen form for fare imod drengen der nu stod kamp parat foran dem. Clare var dog klar over faren ved dette, men var sikker på at der kunne skabes ro og orden over denne situation, hvis man ikke tog for hastede situationer. Hun satte sig rolig ned to meter foran ham, og derefter lagde hun sig ned, imens hun kiggede op på den unge mand, med sine store gule skinnende øjne.

Skuffet langede Void en af sine poter ud efter sin søster, men der var ikke lagt nogen kræfter i det, så søsteren ville højst mærke en svag skubben nær skulderen, inden søsteren trådte nærmere drengen. Void lavede en tydelig, dominerende knurren, som drengen ikke kunne tage fejl af. Hun fortalte sin søster, at hvis han lavede én eneste forkert bevægelse, ville hun forsøge at bide hans hoved over, så den ville trille som en fodbold væk fra den livløse krop.
Void rykkede nærmere, men sidelæns, så hun kunne springe på ham fra en vinkel, hvor det ville tage ham lidt ekstra tid, hvis han ville svinge sværdet - hvilket kunne være fatalt for drengen, for når en løve angreb, gjaldt det om at være den hurtigste.
Hun snappede igen med kæberne. Hvis drengen ikke snart lå for poterne af hende, død, ville hun snart begynde at blive vegetar. Det var uudholdeligt at se et bytte blive reddet af ens egen søster, især når søsteren kendte til Voids skrigende sult.
"Grrraaaaorw!" Udbrød hun utilfreds, og stampede irriteret i jorden med sin ene pote, hvis sorte kløer reflekterede solens lys.