sværd kan være farlige (open)

tid: lidt efter middag
vejr: stegende hedt i solen
omgivelser: en mørk og letter skummel kro

Azrual havde gået ind på kroen for at komme væk fra solen, men nu han alligevel var her kunne kan lige så godt få sig et moltid mad og noget at drikke, men der var temmelig overfyldt.
Han bestilte noget mad og gik hen til at bord og satte sig for at vente, ved bordet sad allerede nogle mænd som sad og talte stille til hinanden.

Ved et bord i en mørk krog sad 3 kutteklædte mænd og sad helt stille og drak noget som ærlig talt lignede opvaskevand. Men det var det dog ikke. Det var en af de ældste øl der var på stedet. Noget som virkelig var smageligt. Af en eller anden grund kiggede alle på dem engang imellem. Der var stille i forhold til det var en overfyldt kro. Normalt snakkede alle med hinanden lystigt og drak. Men nu sad de fleste stille nærmest svedende af skræk. Da en ny person pludselig kom ind. Denne nye person bestilte noget mad og satte sig nogle borde væk. Roligt rejste den ene kutteklædte sig op og gik hen imod denne person. Satte sig ned ved siden af ham. Den lave snak forsvandt med det samme. "Flot sværd knægt giv mig det hellere inden der sker noget med dig." Sagde denne mystiske kutteklædte person med en klapren som lød som knogler der gned mod hinanden.

Azrual spiste videre ''det er et godt tilbud, der er bare et lille problem med det, for jeg lovede min læremester, på hans dødsleje, at jeg ikke ville gå ubevæbnet rundt, og hvis jeg gav det til dig, så ville jeg bryde det løfte, men hvis du ønsker det så meget, så må jeg fortælle dig at der hviler en forbandelse over dette sværd, alle som har rørt det er død undtagen mig'' sagde han med en stemme fyldt med falsk uskyldighed

Den kutteklædte grinte med den klaprende lyd som kom den fra hans mund. "Lad mig fortælle dig en ting. Jeg er allerede død." Sagde den kutteklædte skikkelse før den trak et sværd fra under kutten og angreb direkte mod denne lave unge fremmedes hoved. "så giv mig det forbandede sværd nu." Sagde den kutteklædte med det voldsomme angreb.
De 2 andre kutteklædte sad stadig over ved krogen og kiggede undersøgende på den tredje kutteklædte og den unge tydeligvis kriger. Interesseret i hvor god denne unge knægt var. Men faktisk mest interesseret i at se den tredje kutteklædte mand kæmpe.

Azrual lod sig falde ned under bordet, lige før slaget kom, det var ikke kønt, men det ville nok overraske modstanderen, problemet var at de er indendørs hvor der ingen vind er, men man må få det bedste ud af det man har, i øvrigt gjorde de ulemper det mere udfordrerene ''prøv at lade mig tale færdig'' sagde han da han sprang ud fra under bordet lavede en kolbøtte og stod på benene, med sværdet trukket

Den kutteklædte trak et sværd fra under kappen og rettede det imod denne unge meget dumdristige kriger. "Bare læg sværdet og gå knægt så sker der ingenting." Sagde han ondt og rettede sig op så hætten roligt gled ned af hans hoved. Frem fra under hætten kom et helt skallet hoved. Det var ikke engang et hoved kun et kranie. Det var en skelletal soldat. En død kriger vækket fra de døde. Af en Necromancer. Necromanceren Zann kunne man se på grund af det pæne skåret Z med en ring af runer på hans pande. Roligt hævedet skeletalsoldaten sit sværd højere og med et kraftigt spring var soldaten allerede løbet direkte imod krigeren med hævet sværd direkte imod hans brystkasse.

Over i hjørnet kom der lidt bevægelse på. De 2 kutteklædte rettede hovedet op og så mere borende på den unge kriger. Svagt facineret over denne unge krigers reflekser. Men stadig ingen pludselige bevægelser kom fra de 2 kutteklædte.

denne behandling af de døde gjorde Azrual rasende, hans blik blev koldt og fyldt med had, hans hans ansigt var ikke det samme som for et sekundt siden.
hugget fra skelettet var primitiv og upræcist, det var ingen problem for Azrual at komme ind under sværdet, der med et hurtig og dødeligt stød, helt uden unødig bevægelse, gennemborede han sketeltets kranie, mens han nærmest messede ''nu begynder din rejse, ridene på vinden, til de dødes land. vil i fred''

Skelletet faldt sammen og fra hinanden.

De 2 mænd rejste sig roligt op og lederen gik udenom bordet og stilte sig til at klappe. "Godt forsøg." Skeletterne rejste sig roligt op og satte sig sammen selvom kraniet var smadret satte det sig stadig fast selvom revnerne kunne ses endnu. Lederen tog sin hætte af og et blegt ansigt kom frem huller der hvor øjnene burde sidde og i midten af det hele var 2 blå prikker et i hvert øjenhul. Kutten gled til siden og en blå flamme kom frem inde i hans brystkasse og hans ribben var fremme. Et skræmmende syn. "Men du kan ikke befrie et skelet som selv har bestemt at komme til live igen." Sagde han roligt med et ondt smil. Den kriger ved siden af lederen gik frem og tog sin kutte af. Det mest frygtindgydende ansigt kom frem. Helt dødt. Og forvandlet til et monster. Grønne lys kom ud fra ansigtet. Et brøl kom og et spyd kom frem fra en underlig lilla røg. "Ligesom Warren her." Lederen talte igen. "Warren er en paladin som blev forrådt af dem han troede han kunne stole på og bruger nu sine magtfulde kræfter og sine perfekte våbenskills for at hjælpe mig. Warren nedlagde 20 paladiner inklusiv hans mester alene med 2 knive før de fik ram på ham. Apropo mester jeg er hans nye mester i Necromancernes energi. Mit navn er Zann." Sagde han og bukkede sig roligt med et ondt smil. Skelet soldaten gik et skridt tilbage. Warren rettede sit våben op. Svang det i en perfekt rundt cirkel og rettede det præcist lige mod hans hoved samtidig med han tog en kniv frem fra en lille lilla røg der kom frem. Klar til at forsvare sig hvis knægten prøvede at angribe Warren som han angreb Skeletsoldaten.

det var lang tid siden Azrual havde været så rasende, det var så slemt at hans vrede begyndte at have effekt på vinden, den blev kraftigere, så ruderne i vinduerne begyndte at klire
Azrual smilede trist og så på den udøde ''i det tilfælde har jeg intet at frygte,et tomt hylster uden en sjæl vil aldrig kunde ramme mig'' sagde han med en isene kold stemme og holdt sit sværd parat
det sekund Azrual angreb sprang døren op og en kraftig vind blæste ind, som han svingede sit fulgte vinden sværdets bane og ramte Necromanceren i brystet med et vindstød på orkanstyrke

Dumhed var hvad der skete. For i det øjeblik de unge kriger sigtede efter Necromanceren Zann kom en blå cirkel frem fra begge hans hænder. Den ene brugte han som et skjold. En portal til den anden cirkel som han sigtede ud af døren så vinden fløj ud og døren smækkede efter sig. Med en voldsom kraft sigtede han den ene cirkel mod den unge kriger. En blå stråle skød af sted. Strålen er en magtfuld død besværgelse. Den som bare snitter den bliver forgiftet i kroppen med sort magi som dræber en indefra. Jo mere præcist han rammer desto hurtigere går det. Hvis han snitter en vil det tage uger men man vil ha smerter i kroppen i mellemtiden. Men hvis han skulle være så heldig at ramme sin modstander i brystet eller på hovedet. Vil man dø på sekunder. "Du kan ikke vinde over mig. Jeg er en Necromancer på mange flere år end dig. Min visdom er uendelig lang. Jeg tænker hurtigere end dig." Sagde han roligt med et ondt smil. "Desuden mine soldater er levende fordi deres døde kroppe har fået deres sjæle tilbage. De er lige så levende som vi er."

Warren så på den unge kriger og blev vred over den fornærmelse om at han ingen sjæl havde. Warren åbnede kæben endnu mere. Man kunne høre det ulækre knæk fra kæben gik af led. Men Warren kunne ikke mærke det. Det grønne lys fra hans mund blev stærkere. En stråle af grønne flammer som en flammekaster røg ud af hans kæber direkte imod den unge kriger.

Azruals blik ændrede sig, han begyndte at grine, det var næsten en gal mands later, han undvigende det hele uden problemer, kun ved hjælp af sine naturlige reflekter, som han havde fået igennem et helt livs kamp og sagde ''visdom siger du, jeg tror at du mener frygt, men hvad er du bange for, mig mit sværd, dig selv eller dine krigere''
han smilede og sagde blidt ''faktum er at du ikke har hvad der skal til for at dræbe mig om så du prøvede i titusinder år ville du ikke kunde overvinde mig'' han satte sit sværd i skeden ''jeg vil ikke fornærme mit sværd med dit blod''

Han grinte svagt og rettede sig op. Hans lysende cirkler forsvandt. Han smilede svagt. "Frygt? Jeg tror ikke du ved hvem du snakker med. Jeg er en død sjæledæmon genskabt uden følelser. Jeg kan ikke mærke frygt." Sagde han roligt og svang sin hånd en stol gled hurtigt hen og stoppede bag ham. Han satte sig ned på den. "Men hvis der er nogen der skal være bange er det et usselt menneske som dig. Jeg lever evigt og du er bestemt til en skæbne. Døden. Ligemeget hvor meget du gør for at undgå det vil den altid fange dig. Men ikke mig. Jeg er allerede død. Jeg har snydt døden op til flere gange. Jeg var engang som dig. Et usselt menneske. Men nu er jeg noget meget større. Jeg er den ultimative kriger. Jeg kan ikke slås ihjel. Fordi de døde kræfter beskytter mig." Han grinte svagt. "Men der er en ting som overrasker mig. At du undgår mine angreb. En rigtig kriger ville ikke bruge vind som et angreb. Men som et forsvar. Du er uvis og uklog. Du er for ung til at se sandheden bag din eksistens. Et menneske fødes lever og dør. En ting er sikkert ligemeget hvor hård du viser dig så vil du dø og det er du bange for. Det er derfor du gemmer dig bag din vindkraft. Du kan vinde over et skelet tillykke men du kan ikke vinde over Warren og specielt ikke mig. Jeg er for stærk til du nogensinde vil kunne vinde over mig. Jeg er den ultimative mester i de mørkes kræfter." Han smilede med et lumsk blik i øjnene.

Warren knækkede sin kæbe tilbage og bukkede for Zann og gik så rundt om Zann og stilte sig bag ham.

Zann svang kort med sin hånd og et stort blåt sværd kom frem som fløj ned og satte sig fast midt i gulvet lige ved siden af ham så han kunne bruge det hvis det var nødvendigt. "Hvis du virkelig er så stærk som du siger så kom på mig. Bruger du dit sværd bruger jeg mit bruger du dine næver bruger jeg mine næver bruger du din vind bruger jeg alle mine kræfter." Det ene ben svang over det andet og stilheden begyndte at krumme sig på. Dem der var på værtshuset var stukket af udenfor for at undgå kampen.

Azrual grinede så meget at der kom tåre i hans øjne ''nu ved jeg din frygt, du er bange for døden, derfor prøver du at snyde døden og du frygter det ukendte'' manden var en tåbe, han skjulte sin frygt for sig selv.
''hvis du ingen frygt har hvorfor brugte du så din kraft til at undgå mit angreb, jeg indrømmer at jeg ikke selv er frygtløs, jeg er bange for kulde, jeg er bange for at uskyldige skal komme til skade begrund af mig og jeg er bange for at glemme mine venner, du spørger mig hvorfor jeg ikke bruger min kraft til forsvar, så er det fordi jeg ikke er bange for dig''
Azrual gik hen til et bord og tog et krus øl tømte det og sagde ''dette er mit våben''

Han grinte roligt og greb fat i et ølgrus og slugte det sidste. Hvorefter han rejste sig op og rettede ryggen helt op. "Bange? For det der ikke kan ske? Du er svag. Du vil ikke skade nogen for dit mål." Han hævede glasset og så på Den unge kriger. "Navnet er Zann forresten." Han sænkede glasset og så ud til han lod sine forsvar falde ned. Men det gjorde han ikke. Menneskers reflekser er baseret på opfattelsen af et angreb og musklernes fart. Men Zann havde ingen muskler som sådan. Hans kraft kom fra sort magi. Dødsmagi helt præcist. Hans reflekser er baseret på intet. Hans reflekser er hurtigere end noget andet menneske ville kunne træne sine reflekser op.

Azrual bukkede dybt og sagde ''navnet er Azrual (det betyder dødens bydbringer), du liner ikke en som har været i mange barkampe, så du ved nok ikke hvordan man kæmper med et øl krus som sit våben, det kan man se når du vælger et glas krus'' Azrual stod selv med et stort smedejerns krus
Azrual sprang frem, han holde kruset i venstre hånd og brugt det til at slå ud mod sin modstanders ansigt, men det var bare en finte for at få sin modstanders parader op, så maven med dens bløde organer

Med et lille grin svang sin højre hånd op og greb fat i hans hånd med gruset. Hvorefter han rejste sig venstre hånd med glasgruset i sidste sekund. Så i stedet for at ramme hans mave ramte Azrual hans glasgrus så det ville splintre ind i hans hånd. "Hør her knægt jeg valgte glas af en grund. Fordi det er let og skær meget hurtigt. Du er jo dårligt nok gammel nok til at drikke. Jeg har været på barslåskampe så mange gange at du aldrig ville kunne tælle det." Sagde han med et ondt smil.