Im not very open to strangers - Sajro

Stilheden i skoven blev brudt af lyden af heste der trampede. En høvdingeleder red foran med skrammer ned af kroppen efter en tabt krig og måtte være nødsaget til at flygte fra marken. Hans vejrtrækning var tung og han følte sig bange. Bag ham red to af hans sønner, næsten lige så rædselsslagne efter at have set deres stamme blive slagtet for øjnene af dem. Men hvad de ikke havde forventet var at det havde været planlagt fra starten at de skulle flygte. Den ene søn i bagtroppen ændrede sit ansigts-udtryk efter de andre var begyndt at sagte i farten. Han var ikke længere rædselsslagen. Nærmere vred.
De stoppede op ved en sø, i skovens lysning, hvor de lod deres heste stå. Høvdingen og den anden søn satte sig på knæ ved søen mens den første søn bare stod tilbage og kiggede på dem. Overvejende, om hvad hans næste træk skulle være. Pludselig tog han en pil som havde siddet i en beholder på siden af hesten og hamrede det ind i hestens ben så det lignede at nogen havde skudt den afsted. Hesten skreg og sparkede bagud et par gange, sønnen trådte tilbage for at undgå at blive ramt, og de andre heste blev vildet op og skreg lige så vel. Det endte med at gå så vidt at de til sidst bare alle tre flygtede og så var høvdingen og hans sønner tilbage uden nogen form for transport.

Den første søn gik så hen til søen og begyndte at vaske sig, dog blev han ved med at kigge rundt, som om han var paranoid om nogen havde fundet dem, mest for at de ikke skulle vække mistanke. Høvdingen drak lidt af vandet inden han så sig om, prøvede at orientere sig om hvilken del af skoven han befandt sig i. Han gik så roligt i retningen af syd, efter at have fået en snert om hvor de kunne være. Sønnerne fulgte med uden at stille spørgsmål, ind mellem træerne. Dog så gik den første søn og rev små stykker af den pels han havde på bag i og smed bag sig, forsigtigt så han ikke ville blive bemærket. De gik i cirka ti minutter, og pludselig kunne den første søn mærke en svag svigen brede sig over det hele. Han gemte sig roligt bag et træ og virkede en anelse overrasket. Var effekten ved at aftage? Han tog sig til ansigtet og kom med en tung udånding.
Svigen blev til smerte og han faldt i knæ idet han tabte sit spyd, lige så stille begyndte hud af skalle af i store mængder, formen ændrede sig langsomt til at blive mindre, mere kvindelig. Da han åbnede øjnene var han ikke længere høvdingens søn. Han var Yra Yurok. Lederen af Yurok-stammen. De to andre havde ikke lagt mærke til at hun havde stoppet op, indtil den ene udbrød:” Aran? Aran!” og høvdingen så råbte:” Rizh?(Søn)”, men der kom intet svar, så de vendte sig og begyndte roligt at lede, dog på vagt for angreb. Yra var nød til at tænke hurtigt, ellers ville de finde hende og slå ihjel, og nu hvor hendes stamme ikke havde nået frem endnu, var hun ganske hjælpeløs. Hun kunne kaste sit spyd og slå den ene ihjel men så ville hun kun have en lille kniv tilbage til at beskytte sig med. Hendes sværd havde hun mistet på slagmarken, da hun slog sønnen ihjel for at tage hans form.

Hun gjorde sig klar idet hun kunne høre at de nærmede sig ved lyden af knækkende grene. Hun lukkede sine øjne kort og tog en dyb indånding. Da hun åbnede øjnene igen var hun klar til at angribe, men blev afbrudt, af et… brøl? Fra et væsen der helt klart var stærkere end hende, det kunne hun høre. Hun lænede sig forsigtigt og lydløst til siden mens hun drejede hovedet så hun kunne betragte væsenet. Hun spærrede øjnene en anelse overrasket op da hun så hvor stor en varulv der stod et par meter fra hende, men hun lagde mærke til at den var såret på armen, ikke et dødbringende sår men det var vel noget.
Hun rettede sig tilbage op langs træet og rystede så lidt på hovedet af sig selv. Det ville ikke være en god idé at gå i staver nu. Hun var helt sikker på at hvis den opdagede hende ville hun helt klart blive flået til småstumper, hun stolede ikke på at den ikke ville dræbe hende. Så pludseligt drejede hun sig om på siden af træet og løftede sit spyd op, bøjede armen tilbage og i et splitsekund, kastede det afsted i fuld kraft mod varulvens hjerte. Hendes pludselige angreb havde forhåbentligt været så uventet at den ikke ville kunne nå at rykke sig væk i tide.
Hun stod bare stille og betragtede varulven, trak sin dolk og nærmede sig forsigtigt. Hun holdte dolken beskyttende op i højde med hendes bryst og var på vagt for hvad end der ville ske. Hvis hun var heldig var hendes mænd på vej i fuld fart og ville kunne hjælpe hende. Hun så kort mod høvdingen og sagde så bare:” Vod chafaan” (Hvil i fred). Han skulle dø men hun havde foretrukket hvis det havde været hende der tog hans liv. Hun gik hen til høvdingen og greb fat i en flettet tot af hans hår som hun skar af og lagde i en pose. Det var hendes trofæ.
Sønnen havde set Yras spyd som en flugtmulighed og stak halen mellem benene så snart han kunne. Yra gad ikke engang prøve på at følge efter ham, for hun havde fået hvad hun ville have. Hun gik hen til varulven og ville trække spyddet ud hvis hun havde ramt. Derefter satte hun sig på knæ og lagde hovedet på skrå mens hun betragtede dyret. Det var ikke fordi hun frygtede det for det gjorde hun slet ikke. Hun havde lært fra fødslen ikke at frygte noget. Selv hvis varulven brølede hende i ansigtet eller truede hende med sine klør, ville hun ikke reagere på en anden vis end at stirre.

Hun smilte kort for sig selv da hun ramte, hun var blevet meget skuffet hvis hun ikke havde. Hun lagde hovedet på skrå da han bad hende holde sig væk. Det havde hun slet ingen intentioner om at overholde. Hun stod bare stadig og stirrede på ham. Så gik hun hen til ham og satte en hånd på hans bryst for at signalere ham om at stå stille og så åbnede hun en pose som gemte sig under hendes bælte og tog en lille flaske med væske frem. Hun så op på ham og hev så hurtigt proppen af flasken inden hun hældte væsken over hans sår. Hun rettede så bare sit blik op mod hans ansigt og tog sine arme over kors.
Væsken var et rensemiddel hendes healere havde lavet i tilfælde af at hun selv havde fået sår, men da hun ikke rigtig havde nogen så hun kunne sagtens undvære det:” Yer! Nakhi ajjin!” (Du! Du Stopper nu!) vrissede hun kort og så op på ham. Hun rystede så bare kort på hovedet og prøvede at snakke igen:” Jeg mener.. Slap af.. Du ser ud til at heale fint alligevel.. Mand af fuldmåne..”, hun stirrede bare ind i hans øjne og holdt stadig en anelse beskyttende fat i sin kniv. Det kunne godt være at hun havde hjulpet ham, også selvom det var hendes skyld at han var skadet til at starte med, men det betød ikke at hun stolede på ham.
”Du kunne også bare lade være med at gå rundt som et monster..” sagde hun roligt og tog sine arme en anelse over kors:” Jeg havde fint styr på situationen. Det var mig der skulle tage hans liv, ikke dig!” fortsatte hun og prikke ham en anelse hårdt på brystet. Hun kneb så sine øjne let sammen og så rundt:” Mit folk kan være her når som helst..” sagde hun så bare og kiggede op på ham:” Jeg kan ikke bare sige til dem at du slog ham ihjel, du vil tage det som svaghed.” hun rynkede sine bryn kort mens hun betragtede ham.
Pludselig kom der folk hoppede ud fra buske og omringede dem. Yra drejede sit blik fra side til side med en vis skarphed inden hun så kiggede op på manden igen:” Og nu er de her så.” et kort smil bredte sig på hendes læber og hun vendte sig hurtigt inden hun bredte sine arme beskyttende ud og kiggede på sine krigere:” Qora mae ajjin!” (Grib ham nu!) råbte en general og de nærmede sig, indtil Yra så udbrød:” Vos. Vosecchi!” (Nej! På ingen måde!), krigerne stoppede op og sænkede så deres våben. Hun kom med en tung udånding og pegede så den retning høvdingens søn var løbet:” Qora mae!” (Fang ham!) beordrede hun, mest for at de ikke skulle spekulere over manden. Generalen nikkede og løb afsted med de andre mænd så de to stod tilbage alene:" Sønnen vil betale med sit liv istedet for hans fader." sagde hun så roligt.

”Komme til skade? Ligner jeg en der bare kommer til skade?” sagde hun bestemt og holdte sine arme over kors:” Du aner slet ikke hvor farlig jeg er” sagde hun så bare inden hun lyttede til hvad han sagde. Et kort fnys kom fra hende og hun lagde hovedet en anelse på skrå:” Din skov? Det er drømmetænkning. Du ville ikke engang kunne nå at opdage hvis der var nogen der bosatte sig i den anden ende af skoven! Hvis du ikke kan styre hvem der er her og hvem der ikke er, så kan du ikke kræve ejerskab over den. Det er simpelt.” sagde hun så bare en anelse flabet og kiggede hen mod høvdingens lig.
Da hendes krigere var forsvundet ind i skoven gik hun hen og samlede sit spyd op. Hun tog fat i klingen og rokkede den lidt fra side til side og var nu lettet over at den ikke var i stykker. Hun satte den roligt fast på hendes ryg igen og vendte tilbage til varulven, nu havde han fået en anelse tøj på. Hun kørte en hånd igennem sit hår og rystede bare på hovedet til det han sagde:” Hvordan skulle jeg kunne vide at du ville hjælpe mig? Skulle jeg bare blindt stole på at du ikke bare ville flå mig i stykker som det næste?” sagde hun så bare og lod ham skubbe hende, hun trådte en anelse tilbage og fik sit fodfæste igen.
”Tillid til det ukendte er svagt. Jeg stoler kun på min og mine krigeres styrke.” sagde hun så bare og knugede sine hænder kort. Efter kort tid slappede hun dog af i hænderne igen og gik roligt forbi varulven og hen til høvdingen. Hun åbnede hans ene øje og stak roligt sin lille kniv ind under uden at beskadige øjeæblet. Med et lille snit var det fri og hun lagde det i en lille taske som sad i hendes bælte:” Det var kun høvdingen vi ville have fat i. Det var slet ikke meningen at vi skulle slås med dem.” hun rettede sig op og betragtede høvdingen.
”Hvorfor skulle du også slå ham ihjel? Hvorfor ikke hans søn?” spurgte hun så bare uden rigtigt at kigge på ham. Hun kiggede en anelse rundt mens hun spændte i kæben, overvejende hvad hun nu skulle gøre. Hun gik hen til et træ og tog sin kniv inden hun snittede et Y på det. Så vendte hun sig mod varulven og lagde sine arme let over kors atter en gang:” Mit navn er Yra. Jeg burde takke dig for at redde mig, men jeg kan ikke når du slog mit mål ihjel.” sagde hun blot, bare for at understrege sin utilfredshed.

Hun trak bare kort på skuldrene. Hun kom med en tung udånding og så på ham:” Det kan godt være at det er dit territorie men man kan ikke kræve ejerskab over naturen. Den er så dejlig fri.” sagde hun og samlede et par visne blade op som hun så lod blafre i vinden. Hun lagde hovedet på skrå da han var overrasket over at hun ikke kendte ham. Så rystede hun bare atter engang på hovedet og grinte kort:” Du taler til mig som om jeg er en bevæger mig ind i en af de dersens stenbyer. Mit hjem er i naturen og det er ikke fordi at træerne snakker om dig” sagde hun så og kom med en let udånding.
”Styrke og tillid har intet tilfælles hvis man ikke ved om man kan stole hundrede procent på den andens styrke. Jeg ved at jeg kan stole på mine mænd og mit folk. De konsekvenser der kan forekomme, kan koste mig mine mænds liv, min stammes beskytter. Det er ikke et sats jeg kan tage.” sagde hun så bestemt og så væk fra ham. Hvis der var noget hun aldrig ville gøre, ville det være at sætte sit eget folk i fare.
Hun løftede øjenbrynene en anelse da han gav hende hans navn og forsvandt ind i skoven. Ville han komme igen? Det var hun ikke sikker på. Da han var væk stoppede hun med at støtte på det ene ben og haltede forsigtigt hen til et træ. Hun satte sig roligt op af det og fandt en flaske frem inden hun roligt løftede nogle af de travler pels der hang ved hendes lår.
Hun så ned på sin dårlig bundet bandage der dækkede en skade der var lavet for nyligt, og fjernede den forsigtigt. Hun ømmede sig kort og lukkede sine øjne en anelse i. Det var ikke noget hun ville indrømme, men hun havde nok ikke kunne vinde hvis hun havde haft chancen for at kæmpe imod dem. Men det var ikke noget hun behøvede sige højt. Så længe hun kunne virke stærk var alt godt for hende.
Hun inspicerede såret og sukkede kort. Hvad end gift hendes angriber havde brugt, havde den lille mængde hun havde fået været nok til at give hende en slem infektion. Hun hældte roligt indholdet ud i såret og knugede sin ene hånd sammen inden hun slog ned i jorden over smerten:” Graddakh!” (Meningløst skældsord) udbrød hun og strakte benet hvor hun havde hældt væsken i. Så flåede hun et stykke pels af sine shorts og bandt det stramt om hendes ben, dog uden at stoppe blodtilførslen.

Yra nåede lige at spotte ham i øjenkrogen så hun rettede i sine skuldre og dækkede sit lår til igen. Hun løftede øjenbrynene en anelse da han så blodig ud og i et kort øjeblik trak hun sin kniv da hun troede han havde været ude og slå hendes krigere ihjel. Hun åndede tungt ud og sænkede så bare kniven da hun følte sig alt for svag til at overhovedet ville prøve at kæmpe nu. Væsken sved og rev i hendes ben, men hendes ansigt viste ikke nogen reaktion på smerten. Hun lagde hovedet op af træet og lyttede til det han sagde inden hun så bare lod sit hoved falde ned igen og så på ham med et overrasket udtryk.
”Har du slået sønnen ihjel?” spurgte hun, tog en dyb indånding og spurgte så om den anden mulighed:” Eller mine krigere..?” Det var ikke fordi hun troede på at han ville slå hendes krigere ihjel, han havde virket så hjælpsom… venlig. Noget hun ikke særlig tit mødte efter hun var blevet høvding. De viste den flaske venlighed der skulle til for at hun kunne vende ryggen til deres kniv. Hun havde lært på den hårde måde at tillid ikke bare var noget der kom af sig selv.
Hun sukkede kort og strammede i kæben da en bølge af smerte pludselig skød gennem hendes lår. Hun lænte sig tilbage og lukkede sine øjne hårdt i. Væsken havde ikke virket som hun havde håbet på:” Ughhh..!” udbrød hun lavt og åbnede så en lille pose fyldt med flasker mens hun trak vejret meget dybt. Hun rodede lidt rundt i dem men virkede til at være for sløv til at kunne finde den rigtige:” Tak… Fordi du slog ham ihjel..” sagde hun lavt og håbede nu på at krigerne først ville finde liget om lang tid, for så havde hun tid til at pleje sit sår.
”Jeg har brug for din hjælp..” mumlede hun så bare og satte posen foran sig, dog havde hun fået rodet rundt i det så hun ikke engang selv kunne finde ud af hvilken flaske der havde hvad. Hun trak let op i pelsen og viste så flængen på hendes lår, den var dyb nok til at det kunne være farligt ikke at pleje, ikke nok til at hendes pulsåre var blevet ramt. Såret væskede med sort blod og blodårene rundt om såret var også blevet tydelig sorte. Hun rettede blikket op da et horn lød i distancen og det hun havde håbet på var ikke gået i opfyldelse. De havde fundet liget og var nu på vej tilbage i fuld fart.
Hun rejste sig forsigtigt og vaklede en anelse inden hun holdte fast i et træ:” Vi må væk herfra. De kan ikke se mig sådan her..” sagde hun så og så om på Sajro. Selvom hun var skadet holdte hun fast i sin ære og holdte sit hoved højt. Det ville hendes far også havde gjort.

Hun havde ikke regnet med at han ville løfte hende. Hun kunne mærke hendes øjenlåg blive tunge nu hvor hun ikke længere var i bevægelse til at holde sig selv vågen:” Jeg ved ikke hvad det er… Jeg er ikke en healer..” sagde hun lavmælt og knugede sine hænder da endnu en bølge af smerte væltede over hende. Hun bed sammen og prøvede at holde et udbrud tilbage. Hun så ned på bæltet og prøvede at holde sine øjne åbne.
”Mnh… Uden sværdet giften var på.. Tror jeg ikke vi kan finde ud af det..” sagde hun og begyndte at lyde mere og mere træt. Selvom bæltet stoppede blodtilførslen til hendes ben, løb der stadig sort blod ud gennem såret. Et suk undslap hendes læber:” men.... jeg har set det før.. da jeg var mindre.. de var nød til at give ham blod. Masser af det.. En anden døde næsten for at han kunne leve..” sagde hun så og så lidt op i himlen:” ...han havde ikke gået rundt med det i timer..” fortsatte hun så og stirrede så bare blankt mod himlen.
Tanken om at hun kunne dø i løbet af de næste par timer var pludselig noget der opslugte hende. Hvad skulle hendes folk gøre? Hvem skulle passe på dem? Hun kom med et dybt suk og forsøgte så at rejse sig:” Jeg skal bruge blod… masser af blod..” hun så sig kort om og kørte en hånd igennem håret. Pludselig hørte hun et grin. Et grin fra et barn, ikke så langt væk. Hun haltede forsigtigt afsted mod lyden og stoppede bag en busk. Hun fjerende forsigtigt nogle grene for at se at ikke langt fra sad en lille pige med hendes forældre.
Pigen sad og lavede en krans af blomster som hun satte på hovedet af sin far. Smerten gjorde at Yra faldt ned i knæ, men sørgede for at holde sig bag busken så de ikke kunne se hende. Ikke engang så meget som tanken om at slå dem ihjel slog hende. Hun greb fast i træet ved siden af hende og betragtede nu bare familien:” De ser så fredelige ud.. Uden det mindste at bekymre sig om..” hviskede hun lavt og rystede så på hovedet. Hun kunne ikke få sig selv til at overveje deres død over hendes egen. Hun så på Sajro og hendes blik tiggede ham om at komme med et forslag, eller bare sige et eller andet.

”Nej… Det var høvdingens søster.. Og når hun finder ud af at han er død, så vil hun overtage. Og nok komme efter mig.” sagde hun træt og kørte en hånd igennem sit hår. Noget hun bestemt ikke så frem til var at møde hende. Hun havde været heldig at slippe væk, hun havde tydeligt kunne mærke at hendes modstander var stærkere end hende, selv hvis hun forsøgte at bruge alle sine kræfter på at nedkæmpe hende. Hun havde i stedet sat et mål om at hun ville træne, hvis hun da klarede sig igennem giften.
Hun løftede bare øjenbrynet da hun hørte du kan ikke angribe tilfældige familier for at få blod! Det vidste hun udmærket godt, og det havde ikke været hendes plan. Hun havde faktisk bare gerne ville se noget fredeligt i tilfælde af at hun ikke havde mere tid, noget der hele tiden prægede hende, tanken om døden.
Hun satte sig en anelse op og kiggede på familien:” Det mindede mig bare om dengang med min fader….” sagde hun og stoppede sig selv i at sige mere. Hun drejede sig en anelse og lagde ryggen op af træet mens hun ømmede sig lydløst. Hun havde skam prøvet at være forgiftet før i en mildere grad, men denne gang var bare smertefuld og trættende, værre end hun nogensinde havde oplevet det før.
Hun lukkede sine øjne i og tænkte på de gode ting der var sket i hendes liv. Hun havde godt nok ikke levet længe… Ikke længe nok til at have opbygget respekt og omdømme hos sit folk og omverdenen. Ikke længe nok til at opleve livstruende beslutninger. Hvad havde hun opnået? Det eneste hun havde formået at gøre var at myrde sin fader og tage hans plads, blot for at miste hans alliancer og nu ligge og være halvdød fordi hun havde været overmodig.
Hun åbnede sine øjne en anelse da han snakkede til hende og hun så på hans håndled. Hun løftede sine arme op som føltes så tunge, at hun i et øjeblik ikke troede hun kunne, greb fat med den ene hånd om hans arm og den anden hånd om hans hånd, inden hun lænte sig frem og lod sine læber møde det åbne sår. Hun så op på ham og begyndte så at drikke det blod der kom ud, dog så begyndte hendes dæmoniske side at tale til hende.
Bid, flæns… spis.. Spis til du er stærk igen, det er den eneste mulighed. Du overlever bare. Sagde den til hende, men hun lod bare sine øjne glide i og drak videre. Den venlighed han havde udvist hende, han kunne have efterladt hende til at dø, eller selv bare gjort en ende på hende. Hun kunne ikke tillade sig at lade den side af hende tage over, blot for hendes egen overlevelse. Det var respektløst og ikke hende.
Hendes hånd der havde fat i hans arm slap pludseligt og faldt ned på hendes ben. Hun løftede den langsomt mod sit bælte og trak sin kniv. Hun åbnede sine øjne en anelse og kiggede ham i øjnene inden hun på ingen tid fik skåret bæltet over og pressede kniven et lille stykke ned i hendes skadede lår. Da hun trak den ud, begyndte den sorte væske at fosse ud, som var der gået hul på en tank fyldt med vand. Hendes hånd der stadig havde fat i hans arm begyndte at klemme og hun begyndte at suge en anelse mere desperat.
Efter noget tid begyndte det sorte blod at ændre farve til en mere og mere rødlig farve. Det var vigtigt for ham at stoppe blødningen så snart det var helt rødt, ellers ville hun miste en del betydelig blod. Hvis det skete ville hun være nød til at drikke mere blod.

Hun mærkede hvordan blodet gav hende styrke som hun drak det, fristelsen til bare at tage det hele var noget der nærmede sig jo mere hun drak. Dog hun lod ham bare stoppe hende og lagde sig villigt ned. Hun vendte blikket ned mod sit lår og holdt øje med hvordan han forbandt det. Et kort suk undslap hendes læber og hun lod hovedet falde tilbage igen. Hun lukkede sine øjne lidt i og mærkede hvordan forbindingen fik det til at dunke let i hendes lår, smerten var dog ved at dulme hen.
Hendes krop var brandvarm den stadig var ved at heale. Hun hørte nogle grene knække i nærheden og tvang sig instinktivt op at sidde, selvom det var svært. Hun tog fat i busken foran sig og trak den til siden så hun kunne se familien, de sad der alle sammen. I øjenkrogen spottede hendes trætte øjne en mand som nærmede sig dem, han havde trukket sit sværd.
Hun svarede ikke Sajro da han snakkede til hende selvom hun godt havde hørt det. Hun tog fat i træet og borede sine negle ind i det inden hun forsøgte at rejse sig. Hun nægtede at lade det her ske. Hun bed sine tænder hårdt sammen da låret bestemt ikke havde brug for at blive presset ned af hendes vægt. Hun lagde en hånd på bandagen og holdt den på plads mens hun trak sit spyd. Hun nåede at tage af med sit raske ben og kunne tydeligt mærke hvor svag hun selv var. Hun løftede spyddet op og gjorde klar til at kaste det, dog skulle hun vente på at manden var inden for hendes rækkevidde.
Det ville ikke være smart for hende at bruge hendes sidste energi, men hun var villig til at gøre det, hun ville ikke kunne leve med at en familie skulle dø fordi hun var svag. Hun kastede så bare spyddet, kraften lagt i kastet var nok til at tvinge hende på knæ. Hun hostede lidt blod op, da hendes krop bare blev mere og mere stresset af at hun ikke tog tiden til at hvile og lade blodet blive optaget i hendes krop. Familien rejste sig forskrækket over synet af deres angriber og rejste sig inden de så bare løb for deres liv, med barnet.
Yras evne var både en forbandelse såvel som en velsignelse. Hun pegede mod den døde mand, hun havde ramt ham præcist i hjertet så han ville dø med det samme. Dog så kunne hun ikke undgå at blive en anelse vred:” Kunne han ikke have kommet forbi lidt tidligere, så havde vi ikke begge behøvet at være svækkede.” vrissede hun bare let for sig selv og rejste sig så forsigtigt. Hun haltede hen til manden uden at lægge for meget pres på sit ben, inden hun satte sig på knæ ved hans side.
”Vi kan slippe væk når jeg har hans ydre. Vi ville endda kunne slippe væk fra mine krigere.” sagde hun så og trak spyddet ud af mandens bryst. Hun hev fat i såret og flåede han egentlig bare op i en bevægelse. Hun kiggede på Sajro og åndede tungt ud:” Du behøver ikke kigge hvis du ikke vil. Det bliver ret ulækkert.” advarede hun så inden hun så bare begyndte at smøre sit ansigt ind i mandens blod.

Hun rystede bare let på hovedet og kom med et kort smil inden hun begyndte at smøre resten af sin krop ind i hans blod. Hun tog sin kniv frem og skar mandens hjerte ud, inden hun drejede det i sine hænder. Det var altid denne del hun hadede. Med kniven skar hun i sin tommelfinger og lod et par dråber lande på hjertet inden hun så bare tog det i munden og nærmest tvang det i sig uden at bide eller beskadige det.
Hun føltes som om hun var ved at blive kvalt, og på et tidspunkt begyndte hun bare at hoste ukontrollabelt. Men hun knugede sine hænder i og undgik at kaste det op igen. Det var vigtigt, hvis hun skulle forvandle sig. Efter lidt begyndte blodet at forsvinde, men så snart det sugede sig ind i hendes hud, begyndte hun at ændre sig. Hendes tøj begyndte at flænse som hendes krop ændrede sig fra en kvinde til en fuldvoksen mand. Hun så ned på den afdøde og trak bare tøjet af ham inden hun selv tog det på.
Da hun havde fået klædt sig på vendte hun sig mod Sajro og kom med et kort smil:" Han var død alligevel. Og nu kan vi gå rundt som vi har lyst til. Så længe manden ikke har de værste af fjender." sagde hun roligt, hendes stemme var stadig vil at tilpasse sig mandens, så feminin var den.
Så rettede hun blikket frem og begyndte roligt at gå. Forhåbentligt ville de ikke støde ind i hendes krigere, og hvis de gjorde, at de så ikke undrede sig over hvor Yra var. Hun så frem mens hun gik og kom med et suk:" Min stamme er skeptiske overfor mine evner som leder. De mener at fordi min fader fik en datter og ikke en søn, at jeg er en skændsel. Skam mod stammen. Men han troede på mig. Selv efter at jeg som spæd flåede min moder op som hun fødte mig." sagde hun, uden nogen form for følelse for det. Hun vidste stadig ikke helt hvordan hun havde det med det.
Hun så på ham og kom med et let suk:" Min næstkommanderende prøvede at myrde mig." Sagde hun så med en lettere sørgmodig stemme. Hun vidste godt at disse folk i hendes stamme som hadede hende, var dem der havde været hendes far loyal for hans styrke. Noget hun ikke havde.
Hun knugede sine hænder i vrede:" Jeg er datter af Yro Yurok, ham der bragte hæder til stammen. Jeg er godt nok ikke lige så stærk som min fader, men hvis der var noget han lærte mig så var det at styrke ikke kun lå fysisk." sagde hun mest af alt til sig selv, som en form for bekræftelse. Et suk undslap hendes læber.
Efter noget tid trak hun roligt sit spyd, betragtede det, drejede det i sine hænder. Det var en gave fra hendes far:” De vil kunne kende den her. Jeg må være ubevæbnet i et stykke tid.” og med et knækkede hun spyddet over. Bare for at undgå at nogen andre fandt det og mente at de kunne bruge det.

Hun kunne ikke undgå at klukke en anelse til det han sagde:” Nej det er vel rigtigt nok, når det kommer fra en mand af natten.” sagde hun roligt og begyndte så at massere sin hals svagt. Det gjorde alligevel en anelse ondt når stemmen skulle ændre sig:” Og bare rolig. Den person du så lige før er den rigtige mig. Det er i hvert fald sådan jeg blev født.” sagde hun inden hun kom med et kort smil. Hun stirrede så en anelse ind i et træ, da hendes eget udseende fik hende til at tænke på hendes mor. Hendes far havde altid fortalt hende hvordan hun bar sin mors blidhed i øjnene. Hun knugede hånden sammen og rystede på hovedet inden hun gik.
Yra vidste altid at det var klogt at lytte til råd, så hun spidsede ører for at få hvert ord med, gemte dem i sin hukommelse. Hun nikkede roligt som en bekræftelse på at hun havde forstået det. Et let suk undslap hendes læber. Niylah. Hvorfor skulle hun også krydse hendes tanker nu. Hun kunne ikke undgå at smile. Denne shapeshifter, Niylah havde formået at kravle ind under huden på hende og sidde fast ved hendes hjerte. Hun så frem og sank en klump inden hun så sagde:” Jeg har ikke brug for nogen til at slås for mig. De siger altid at jeg har min mors blidhed, men de formår at glemme at jeg har min fars stædighed og styrke.” sagde hun en anelse modigt. Ikke overmodigt, for hun kendte sin egen styrke og hun var god til at bedømme sine fjender.

Hun så ned på resterne af spyddet og måtte indrømme at da hun gjorde det havde hun lidt fortrudt det. Hun samlede klingen op og spændte det fast til sit bælte:” Det var min fars. Han ville hellere have det ødelagt end i hænderne på en ifak.” (Nedladende ord om en fremmed). Hun smilte så bare kort inden hun forklarede:” Ifak er hvad vi kalder dem udefra. Dem der ikke er accepteret. Du ville være en chomakaan. En fremmed, men med respekt.” forklarede hun så. Hun var ikke engang sikker på om han var interesseret, men hun følte at hun ikke bare kunne sidde og tale sit eget sprog foran ham.
Hun gik roligt afsted og så frem. Eftermiddagen var trådt ind og solen stod højt på himlen. Det var blevet noget mere varmt end tidligere så Yra behøvede ikke at gå rundt og fryse. Selvom denne mands aspekt var godt polstret, hvis hun selv skulle sige det. Hun havde dømt Sajro til at være en mand som hun godt kunne stole på og tale åbent med så hun ville ikke holde igen. Det ville alligevel også være kedeligt at gå i stilhed:” Hvis du nogensinde støder på nogle af mine mænd.. Du kan genkende kvinderne på tattoveringerne som jeg havde, og mændene på deres hestehaler. Normalt har mine krigere lange hestehaler, hestehalen symboliserer sejr.” sagde hun roligt men måtte stoppe da hun følte hun var ved at tale over sig:” Men i hvert fald, skulle det ske at du stødte på dem, skal du blot sige: M'athchomaroon!” (Hilsen med respekt). Hun gentog det endnu engang langsom så han ville kunne huske det. Hun forsatte roligt frem.
”Hvis du altså ikke har flået dem i stykker inden da.” pointerede hun så. Hun stoppede da de var kommet tilbage til hvor søen var, med hestene. Faktisk lige der hvor hun kom fra. Hun kom med en tung udånding og så på vandet:” Ave anni havde erobret så meget at jeg kunne gå rundt som barn ved denne sø uden at frygte det mindste.” (Min far) sagde hun så let.