Look Up//Zann//

T: 15:32
V: dejlig varmt, og let skyet
S: parken
O: ingen mennesker, og træer
P: En hvid kjole, håret sat op i en heste hale og et par høje hæle

Azazel gik rundt i parken og nød det dejlige vejr, det var dejlig varmt, hun kiggede op på himlen og lukkede øjne er kort øjeblik, men kiggede så lige ud igen, hun gik lidt i sine ejne tanker, og nynnede en glad melodi, Victor og hendes hus var faktisk nogenlunde færdigt, ja de manglede nogen ting hist og her men det var nogle små ting.
Hun kiggede ned i jorden i mens hun gik og så ikke hvad der skete foran hende.

To kutteklædte mænd gik fremad med foroverbukket hoved og tænkte for sig selv. Et lille bump kunne høres da den forreste af dem blev ramt. Manden faldt bagover og landede med et hårdt bump på røven. Den anden mand havde med lynets hast hevet kutten af og fremkaldet et langt spyd som kom ud af noget lilla røg. Han sigtede med våbnet direkte mod personen som havde ramt ham som tydeligvis var en kvinde. Denne skikkelse som var kommet frem var tydeligvis en zombie en udød kriger. Navnet på denne kriger var Warren. En af de bedste paladiner i historien som så var døde. Men på grund af Zann's stærke kræfter var han kommet til live igen. For denne betaling var Warren blevet Zann's lydige kriger. For evigt. Warren ville ofre sit genvundende liv for Zann. Man var altid sikker på hvis en af dem var der var den anden i nærheden.

Warren:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Azazel fik et chok da hun stødte ind i noget, hun kiggede hurtigt op, men det eneste som fangede hendes blik først var et meget spidst spyd der blev sigtet mod hende. Hun fik et vildt blik i øjne og kiggede så væk fra spydet og på en person som lå ned, det var en fyr, det var sikkert ham hun havde gået ind i.
Hun kiggede så på spydet igen, men kiggede også på den person eller hvad det var som sigtede spydet mod hende "Wow, du er vel nok grim" hun smilte lidt over sin egen kommentar, men vente blikket mod fyren hun var stødt ind i "Undskyld, jeg har det med at lukke mig inde i mine egne tanker" hun smilte og tog sig til hovedet.

Roligt rejste den unge mand sig op og gik over og klappede Warren på skulderen. Roligt fjernede Warren spydet og gik et par skridt tilbage. Zann som den unge mand hed bukkede sig roligt ned foran den unge nydelige kvinde. "En så smuk og uskyldigtlignende kvinde som dig burde se hvor hun går det kan meget nemt ende galt." Sagde Zann roligt og rettede sig op og rakte den unge kvinde en hånd til hjælp med at komme op.

Warren havde fået sit spyd til at forsvinde og var ved at tage sin kutte på igen. Selvom det var svært med de lidt svage bevægelser han havde efter denne zombie lignende tilstand.

Azazel kiggede på fyren som hun var stødt ind i, det så ikke ud til han var kommet til skade, hun smilte og trak på skulderne "uskyldig vil jeg nu ikke helt sige, men ja jeg burde nok se mig bedre for en anden gang" hun tog hans hånd og kom elegant op på benene igen, hun børstede det værste snavs af sit tøj og kiggede så på fyren igen med et svagt smil på læben.

Han smilede svagt og tog hendes hånd op til hans mund og kyssede den svagt mens han elegant bukkede sig. "Zamandron Elliot Bang. Du kan kalde mig Zann Mr. Bang eller hvad end du vil kalde mig." Sagde han roligt og slap hendes hånd "Hvad laver en ung kvinde som dig ude på sådan et ensomt sted." Spurgte han roligt "Der findes mennesker som er meget interesseret i unge kvinder. Det er ikke trygt" Sagde han smilende med et roligt smil

Hun smilte da han kyssede hendes hånd og bukkede, hun najede lige efter hans buk "Zann, hyggeligt at møde dig, jeg er Azazel Blade"
"går rundt og nyder naturen" sagde hun med er venligt smil
"jeg kan godt forsvare mig selv, jeg er meget mere end øjet ser" hendes venlige blik forsvandt og blev lidt mere spørgende "hvad laver du her ude" hun smilte skævt.

Han smilede roligt og rettede sig op og så kort på hende neje. "Jamen der skal osse være plads til at nyde naturen." Han så rundt kort. "Jeg mener tænk over det en dag vil det hele være væk. Hvorfor så ikke nyde det mens man kan." Han vinkede sin hånd hen imod en bænk ikke langt derfra hvor han gik hen og satte sig roligt ned og forventede hun ville sætte sig ned ved siden af ham. "Jeg er her ude fordi det er min pligt." Sagde han med et roligt blik rundt omkring som om han kiggede efter noget.

Hun kiggede undrende på ham *det hele væk og hvorfor tror han så det* hun kiggede efter ham da han gik over og satte dig på bænken, der gik lidt før hun gik over og satte sig ved siden af ham.
"din pligt? Hvad er så din pligt her ude" hun smite roligt til ham, hun kiggede forvirrende på ham.

Han så fortsat roligt rundt. "Jeg burde ikke sige det. Det er pænt skræmmende." Sagde han roligt og så rundt før han lagde mærke til noget. Hans blik blev rettet mod noget. Noget som så ud til at bevæge sig. Men det sjove var at hvis andre kiggede kunne man ikke se det. "Lad os bare sige jeg er en hjælper." Sagde han roligt før han vendte blikket mod hende roligt og smilede svagt

Hun smilte intet var for skræmmende for hende, der var intet der kunne skræmme "kom med det jeg er ikke typen der bliver skræmt" hun blik var drilsk.
Hun kiggede på ham, men der hun syntes var mærkeligt var han ikke kiggede på hende han kiggede på noget helt andet, hun kiggede nøjagtig der hen han kiggede men hun kunne ikke se noget , hun rystede kort på hovedet og tænkte ikke mere iver det da ham talte til hende igen.
"ej kom nu, jeg vil vide hvad din pligt er" hun blinkede sødt med øjne og smilte drilsk.

Han rettede sig mod hende. Og så på hende et lille stykke tid. "Kender du til magi." Spurgte han nysgerrigt hvor efter han gled ned på hug på stolen og begyndte at tegne symboler rundt i en lille cirkel på jorden. Med en diameter på 10 centimeter. Hvorefter han slog på det med en flad hånd. Cirklen begyndte at lyse blå. Det var som om den blide vind der havde forstyrret stilheden forsvandt. Alt blev stille. Der han havde kigget før kunne man pludselig begynde at se noget svævende gennemsigtigt. Og med en voldsom kræft. Skød en stråle fra cirklen på jorden med hans hånd på hen og greb fat i det svævende gennemsigtige ting. Med en normal gåfart blev det svævende hevet hen imod cirklen. Når det kom lidt tættere på kunne man se det var et svævende ansigt. En sjæl. En ånd. Zann var sjæledæmon. Jo flere sjæle han tog desto stærkere blev han. Han var snart op på 10.000 sjæle. Med den styrke kunne han lave en hær af skeletter på 20.000 udøde soldater. Med hans Necromancer kræfter gik det meget let. Men han skulle ha mange flere. Hvis han skulle nå sit mål.