Please.. Help! //Zann//

Sted: Doomsville Rotten Root District - Devouring Darkness kirken
Tid: 06:00
Omgivelser: Det normle i en kirke..
Tøj: http://www.etsy.com/listing/101200516/s-m-l-handmade-steel-boned-italian

Endnu en nat hvor Isobel ikke har kunnet sove var over.. Hun havde været i kirken siden klokken 00:00 dagen før.. Hun vidste ikke hvad hun lavede der, da det nok kunne være farligt, men for engangs skyld, var der ingen andre end Isobel i kirken, eller hun kunne ikke se andre.. Hun gik gennem kirken helt lydlyst op imod alteret.. Hun satte sig på knæ og sad bare og stirrede, da hun hørte en lyd ud fra en af siderne af.. *Damn...* Hun rejste sig, og gik ud i den side hvor larmen kom fra.. En sort beklædt høj mand, kom løbende imod hende.. Han stak en kniv i hendes mave, og løb forbi hende.. Han var tydeligt en vampyr, han var ældre end hende, der med også stærkere og hurtigere end hende... Han var sikkert en af dem som var efter hende...
Hun prøvede forsigtigt at hive kniven ud, men inden hun fik den ud, landte der tog knive imellem hendes skulderblade, dog ikke så langt ind som den kniv hun havde fået i maven. Hun skreg, da de sikkert havde fået vievand på sig.. Isobel rev kniven ud af maven, men kunne ikke nå de to knive bagved..
En sølvpæl gik igennem hendes ben, og hun faldt ned på knæ. Manden kom hen foran hende, og sparkede hende i ansigtet, så hun faldt helt sammen.. En lille skål Vievand blev hældt over hende, hun skreg og vred sig...
En døren bag dem blev smækket i, og manden forsvandt igen..
Isobel lagde forsvarsløst tilbage på gulvet, hun skulle lige komme sig før hun kunne trække tingene ud af kroppen..

Et kraftigt brag kunne høres. Døren faldt sammen hele det stykke hængslerne sad på røg af. Braget fra døren var højt. Kort efter landede en vampyr osse på døren. Med to spyd i brystkassen. Begge lavet af sølv. Kort efter kunne man ænse en ung mands omrids i døren. 2 skeletter kom gående forbi ham og greb fat i den døende vampyr og hev ham op mod en væg. Og begyndte at tæve løs på ham samt tage stikke knive i ham. Til sidst hev de ham udenfor. De skar lemmerne af ham og brændte ham på et bål. Imellemtiden kom den unge mand hen til hende. Og hurtigt greb fat i knivene og hev dem ud. Uden rigtig at ænse om hun var klar. Derefter tog han osse sølv pælen ud og skar et hul i sit håndled og lod nogle dråber glide ned mod hendes læber så hun kunne få noget styrke. Derefter begyndte noget lys at komme ind efter al den røg fra døren som ramte det beskidte gulv at falme og den unge mands ansigt kunne ses. De blå øjne. Det blå hår. De fine kanter og den grålige hud. "Er de okay." Sagde han med en næsten skindende selvsikkerhed.

Isobel skreg af smerte da de to knive blev revet ud..Hun hev lidt efter vejret, inden sølvpælen i hendes ben blev revet ud.. Hun havde ikke set hvem, eller hvad det var der hjalp hende, men da hun fik blodet, og fik en nogenlunde god styrke, kunne hun tydeligt lugte at det var en sjæledæmon som hjalp hende.. Lyset kom ind, og skinnede på manden, hun så forsigtigt op på ham, og prøvede at få sat sig op.

Hun grinte lidt.. ''Om jeg er okay..'' Hun kiggede lidt ned af sig selv.. ''Jaa.. jeg er har det fint nu..'' Hun smilte til ham, og rejste sig med lidt besvær op.. ''Så du hvor de gik hen..?'' Isobel bed sig i læben, da hun lige skulle være forberedt hvis de nu kom tilbage efter hende.. Men self ville de komme igen, på et eller andet tidspunkt.. ''Tak..'' Hun kom lige i tanke om at hun havde glemt at sige tak.. *Hvordan kan man glemme og sige tak! Det er da altid det første man gør...*

Zann smilede roligt. Og så ud af døren hvor der kom skrig fra det brændende lig af en vampyr mens soldater skeletter stod rundt om branden. Kort efter forsvandt skrigene. En sjæl med en kraftig mørkerød farve fløj hen og røg ind i brystet på Zann. Han grinte svagt "ham der behøver du ikke bekymre dig om og hvad de andre angår så kom med mig så kan jeg beskytte dig i aften." Sagde han smilende. Han støttede så godt han kunne for at få hende op. Kort efter kunne man høre skeletter falde fra hinanden og hans soldater smuldrede til knoglebunker. Han havde taget energien tilbage som holdte dem tilbage. Han havde jo ikke brug for dem lige nu.

Hun kiggede svagt over på ham, da han snakkede igen.. Hun var stadig ret så svag, men ikke noget hun ikke kunne klare.. Hun grinede en smule.. ''Han er nok ikke mit størte problem..'' Der var mange andre vampyre, som stadig ville dræbe hende derude.. Hendes jagt på nogle bestemte varulve, havde ikke rigtig været så lovlig, som hun havde regnet med.. *Isobel!! Lyt ikke til ham, du kan ikke stole på ham, lad vær med at gå med ham!* Den lille stemme inde i sit hovede var kommet tilbage.. ''Lad os nu se om du kan beskytte mig...'' Hun smilede, til ham, hvor kom han egentlig fra..? ''Hvad laver du egentlig her ude..?'' Hun lød stadig en smule svag, og havde brug for hans støtte lidt endnu, inden hendes sår forsvandt..

Zann smilede svagt og hjalp hende udenfor. Et af skeletterne kom til live igen og kom hen og støttede hende. For en der ikke havde muskler... Eller kød for den sags skyld. Var det skelet virkelig stærkt. "Jeg bor her på kirkegården." Sagde han og gik lidt frem. "Jeg er Necromancer jeg er en udød sjældæmon som er forbandet til at forblive mellem de døde om dagen. Men jeg er her ude om natten fordi jeg ingen kender her i byen. Jeg er lige vågnet efter en 2 tusind års søvn. Det skulle faktisk have været 7 tusind år men jeg er blevet vækket og jeg ved ikke engang hvorfor." Han så på hende roligt. "Som Necromancer kan jeg styre alle døde der er inde for en radius på 500 meter og vi står midt på en kirkegård. En kirkegård hvor nogle af de største vampyr og varulv jæger er døde. Og jeg kan genskabe dem helt til live med kød og det hele? Tro mig jeg kan beskytte dig." Han smilede roligt. Dog denne magi til at genoplive de døde kostede ham livet sidste gang. Nu er han død han ved ikke hvad det vil koste ham hvis han gør det igen.

Hun lyttede til ham og nikkede bare.. Hun gengældte forsigtigt hans smil.. ''Jeg er nu ikke den svageste pige i verden... Jeg kan godt passe på mig selv..'' Hun fik dem til at give slip fra hende, og begyndte at gå, men faldt sammen efter et par skridt.. ''Okay måske er jeg ikke stærk lige nu.. Men jeg var ikke helt forberedt på et angreb fra ham.. Han sad lidt og tænkte på den stemme hun havde hørt tidligere.. Nogen gange havde den jo ret, men det var ikke altid.. Hun kiggede hen på ham med et lille smil, som tegn på at hun godt ville have lidt hjælp.. Hun håbede at han forstod det, da hun ikke var så vild med at spørge om hjælp.. ''En sjæledæmon siger du..'' Hun smilte lidt, da det var en race hun var ret så vild med.. Og nok også en af de få racer hun vidste en del om..

Zann smilede og skeletmanden kom roligt hen igen og hjalp hende op. "Ja sjæledæmon men husk lige at bide mærke i død sjæledæmon. Det vil sige jeg ingen følelser har ingen samvittighed. Ingenting." Sagde han roligt og vendte sig mod hende. "Men jeg klare mig fint jeg er fuld funktionel selv min lem virker som den skal. Langsomt begyndte han at gå igen mens en lille fugl fløj rundt ovenover dem. Dog var det tydeligt at det var af skelet. Men det havde vinger. Fjer. Det var en zombie lignende fugl. Uden fjer kunne den jo ikke flyve. Det kostede ham intet at halvgenoplive noget så småt som en fugl. Men fuldt oplive et menneske. Det var dødbringende. Virkelig. Det havde han prøvet. Stilheden fra hans ellers hørlige stemme var underligt. Han gloede ned i jorden mens han gik. Han tænkte på dengang han døde. Hvordan alting ændrede sig.

''Ingen følelser... Ikke min stil..'' Hun var van til at hun kunne få folk til hvad hun ville have, på grund af hendes udseende, hvis hun ikke kunne gøre det, så havde hun et problem, så kunne hun jo ikke bruge ham til noget.... Hun smilte til ham, da han nævnte sit lem.. Det var der ikke mange der sådan gik og talte om, men hun fandt det morsomt.. Hun begyndte langsomt at følge med bagved ham, da hendes sår nogenlunde var ved at være væk..

Hun tænkte lidt over, 'Død sjæledæmon'.. ''Hvordan var det så du døde, kan du fortælle noget om det..?'' Hun smilte til ham, og var ved at nå op til ham..

Han gik lidt langsommere så hun kunne følge med. Spørgsmålet. Han havde jo nærmest ventet på det. Men han havde ikke regnet med at det spørgsmål skulle komme fra en død kvinde. Ja halvdød. "Jeg var igang med en oldgammel besværgelse hvor man kan genoplive de døde helt tilbage til live igen. Du ved hvis de dør tidligt. Det lykkedes men det kostede mig mit liv. Jeg var død i 2.000 år det var en forbandelse fordi jeg havde brugt en af de hemmelige forbudte besværgelser. Jeg skulle være død i 7 tusind og så vil jeg skulle vågne død og gå rundt død. Men det blev kun 2.000 år underligt nok." han så på hende roligt "Hvad med dig?"

Hun så forsigtigt på ham da han fortalte hvordan han døde.. ''Det var nok fordi dit næste liv, skal bruges på at hjælpe mig..!'' Hun smilede til ham, på en drillende måde.. Hun vidste godt at man ikke skulle spøge med en andes død, men det var da sært at han vågnede 5.000 år for tidligt.. *Det spørgsmål burde jeg havde set komme...* Hun sukkede forsigtigt, og så tom ud i luften.. ''Jeg skulle have min hævn, men det kunne jeg ikke på de få menneske år man har, så jaah, en vampyr..'' Hun kiggede væk fra ham, da hun ikke brød sig om at snakke om sin hævn, da det førte til hendes forældres død, altså hendes historie... Hendes sår var nogenlunde væk nu, uheldivis havde manden lavet huller i hendes tøj, og tøj var noget hun satte meget pris på...

Zann nikkede forstående. "Jeg spørger ikke mere jeg kan se det for mig." Roligt smilede han og rettede blikket mod hende. Et venligt blik. Roligt lagde han armen om hendes skulder trøstende "Du siger bare til hvis du vil snakke om det." Han smilede roligt og nåede et gravkammer. Roligt åbnede dørene af sig selv og indeni stod 2 skeletsoldater og gik igang med at åbne kisten. Og den forreste del af kisten kørte ned i jorden. En hemmelig trappe kom frem. "Det sikreste sted på jorden." Sagde han roligt og så på hende med et roligt smil.

Hun rykkede sig hen til ham, da han lagde armen om hendes skulder.. ''Det vil jeg gøre...'' Hun blev en smule tiltrukket af ham, hun følte at hun godt kunne snakke med ham, at han var sådan en ven hun havde brug for.. Hun så forvirret på alle de ting som skete rundt omkring hende.. Det måtte hun Give ham.. Det havde hun ikke forventet... ''Der havde du ret.. Du kan måske godt beskytte mig alligevel..'' Hun smilede kækt til ham, og begyndte med at kigge sig lidt omkring.. Det var heller ikke det værste sted på kloden... Men hun havde så også sovet de fleste steder, hvor hun nu kunne komme til... Hun kiggede over på ham og smilede roligt til ham..

Han smilede roligt. Langsomt gik han ned af trapperne. Og mens han gik tændte lys i siderne af trappen små stearin lys som blev tændt med blå flammer. De skulle gå et par minutter før de nåede en stor høj hal. Mindst 20 meter høj. Med en vindeltrappe hele vejen ned rundt i kanten af det store rum. Det var enormt og næsten perfekt rundt. Nede i bunden et blåtlysende pentagram. det lyste hele hallen op. Og ude i kanten af det runde rum. 5 døre. Nede ved enden smilede han. "Velkommen til min grotte. der er soveværelse med dobbeltseng og et badeværelse med en bruser og et badekar med ren varm kildevand. Der er elektricitet i alle fem rum og der er et træningsrum de sidste 2 rum er under opbygning." Sagde han smilende og bukkede for sin ydmyge bolig.

Hun var lidt overvældet over hvor smukt der kunne være nede i en grotte... Hun kiggede smilende på ham da han bukkede for sin ydmyge bolig.. ''Jeg kan godt lide stedet her, det var dumt at vise mig det, nu kan du risikere at jeg aldrig smutter..'' Hun smilede drillende til ham, og begyndte at kigge sig lidt mere rundt omkring..

''Hvordan følelse det at vågne flere år fir tidligt..?'' Hun kiggede over på ham, da hun var ret så nysgerrigt på det punkt.. Altså om det bare føleles som om man har sovet i et par timer...

Han så på hende. "Som om man har fået det forkerte ben ud af sengen." Sagde han roligt "jeg kan da be mine arbejdere om at lave et soveværelse mere eller du kan komme ind og sove sammen med mig." Hvis det ikke var for det dumme smil han havde skulle man tro han mente det. Han mente det osse halvt om halvt. Altså hvis hun ville mente han det. Hvis ikke så mente han det ikke. Langsomt gik han hen til hende. Han greb fat om hendes håndled. Knogler fløj fra væggen ind på hans hånd og igennem hans hånd. Kort efter slap han og stramt men ikke for stramt rundt om hendes håndled var et armbånd lavet af ribben. Med en rund sort sten i midten. "Med den skal du bare trykke på stenen så vil mine soldater åbne døren herned til hvis du har brug for det." Sagde han smilende.

''De skal da ikke have alt det besvær med at bygge et nyt værelse, jeg smutter bare ind til dig, men kun sove..'' Hun smilte forsigtigt til ham.. Hun blev overrasket da han greb fat i hendes håndled, knogler nærmede sig dem, og rundt om hendes håndled kom der et armbånd, med en sort sten i midten.. Hun kiggede på ham med et tomt blik, men stadig et lille smil på læben.. ''Jo tak.. Det vil jeg sikkert godt kunne bruge på et tidspunkt..'' Hun ville helt sikkert få brug for det, hvis nu nogen var efter hende igen, de ville umuligt kunne komme derned, eller prøve at lede der nede.. Hun lod hendes fingre glide let hen over armbåndet, som var lavet af ribben.. Hun smilede lidt, da hun aldrig rigtig havde fået noget som helst af nogen før.. ''Den vil jeg sætte pris på..'' Hun smilede lidt, og kiggede ned i jorden..

Han smilede roligt mens han stadig havde fat i hendes hånd "Samtidig med den klær dig fantastisk godt." Roligt kyssede han hendes håndryg og slap så hendes hånd og gik hen og åbnede døren ind til soveværelset. Værelset var pænt og med nogle få søjler. En seng med hvide lan stod klar uberørt. Roligt gik han hen og åbnede en ekstra dør ind til et rum hvor der var nogle blå lys med glas om så man ikke brændte håret eller noget lignende. Det var omklædningsrummet hvis man ville af med noget tøj. "Hvis du skal skifte." Sagde han smilende

Soveværelset bare mørkere og med et blåt skær fra blå flammer

Hun smilede roligt til ham, da han kyssede hendes håndryg.. *Isobel... Tag dig sammen, han bruger dig bare, flygt mens du stadig kan!!* Hun sukkede lidt... ''Irreterene stemme..'' Mumlede hun lidt for sig selv, og fulgt efter ham, hen til soveværelset.. Hun havde nået at kigge sig lidt rundt, inden han åbnede en anden dør, et omklædningsrum.. Hun grinede lidt, hvorfor skulle hun dog skifte.. Dog var hendes tøj jo ødelagt, men hun kunne bare syg hullerne til senere.. ''Det tror jeg ikke bliver nødvendigt..'' Et skævt smil kom frem på hendes læber.. *Isobel det her er ikke for sjov! Du skal væk.. Og det skal være nu!!* Isobel så en smule irreteret ud.. Den stemme var snart ved at være for meget...

''Hvorfor hjalp du mig egentlig..?'' Hun så lidt undrende på ham, der var ikke særlig mange som ville hjælpe hende, og dem der nogen gange prøvede, døde i forsøget.. Så det var lidt overraskende at han hjalp hende, og ikke døde.. Eller nej.. Det var jo ikke den stærkeste vampyr hun havde været mod der, og han havde jo fået hjælp.. Hun kunne godt selv havde klaret ham, hvis hun havde været parat...

Zann så på hende roligt "hvilken stemme?" Sagde han roligt. Før han roligt gik hen og tog hendes håndled roligt. Roligt hev han hende med ind i omklædningsrummet uden at lukke døren. Roligt begyndte han at binde det korset lignende om hendes mave op "rolig jeg bider ikke synes bare ikke du skal gå rundt med det der ødelagte tøj. Lad mig hjælpe dig af med det." Sagde han smilende mens han så på hende.

*Ja hvorfor?* Hans tanker fløj rundt om det spørgsmål. Men han vidste godt svaret. Et svar han selv ville ønske han kunne stille. "Fordi dengang jeg døde blev jeg efterladt døende af min bedste ven. Ham jeg havde hjulpet til live igen. Jeg var døende og han så bare på mig engang og gik. Ingen fortjener sådan en skæbne så da jeg så de vampyrer angribe dig tænkte jeg at jeg måtte gøre noget ved det. Jeg besluttede mig for at hjælpe dig og det så pænt meget ud som om du virkelig kunne bruge min hjælp." Han smilede roligt mens han så ned på hendes baghoved og ventede på hun vendte hovedet.

Hun valgte bevidst ikke at svare på det med stemmen, da hun ikke vidste hvordan hun skulle forklare det, den havde bare været der siden hendes forældre døde.. Hun havde ikke noget imod at han tog korsettet af, så længe hun stadig havde tøj på, og korsettet var jo også ret så ødelagt, så der var ikke nogen grund til at have den på.. *Kun ude efter din krop Isobel.. Pas nu på, lyt til mig, og flygt!!* Hun prøvede at lukke stemmen ude, men det hjalp ikke ret.. *Isobel.. Det hjælper ikke at lukke mig ude!! Lyt nu til mig, og flygt!* Hun grinede lidt, da hun ikke gad og lytte til stemmen.. ''Du får ikke mere af mig, end mit korset..

Hun forstillede sig det ske for ham.. ''Du må havde haft det forfærdeligt!!'' Hun drejede forsigtigt hovedet, og så på ham.. ''Jeg fik aldrig dit navn..?'' Hun smilede til ham, og så roligt på ham.. *Isobel! Stop med dine blikke, du gør det bare svært for dig selv at komme væk!*

Han havde fået korsettet af og med et svagt bump ramte det jorden. Han smilede roligt "Ja det havde jeg men jeg lå ligesom og sov i 2.000 år så jeg kom over det." Han smilede roligt før hans ene hånd gled op om hendes nakke og hev hende roligt tættere på sig mens deres øjne var helt faste på hinanden. Roligt og langsomt nærmede han hende med sit ansigt. For at se om hun ville stoppe ham eller lade ham. Imellemtiden var hans frie hånd gledet op langsomt op af hendes forkrop og begyndte at hive lynlåsen langsomt ned. Så man langsomt kunne se hendes krop.

Hun lagde nervøst mærke til hvordan hans hænder lagde på hendes krop, det var virkelig ikke det hun ville, ikke med ham... *Isobel... Du skulle havdet lyttet til mig!! Sig fra!! NU! Det ender ikke godt det her!!* Hun tog hurtigt fast i hans hånd som var ved at rive lynlåsen ned.. Hun smilede forsigtigt til ham.. Hun hev den langsomt et par cenntimeter længere ned, også hurtigt helt op igen.. ''Håber du nød det, for det var første og sidste gang du fik set noget af min krop..'' Hun rettede sig op, og smilte kækt til ham.. Han var sjæledæmon, han skulle bestemt ikke nyde hendes krop! *Super Isobel.. Nu løber du ikke..? Isobel høre du efter, løb!!* Hun gik langsomt ud af omklædningsrummet.. ''Min stemme har måske ret nogen gange..'' Sagde hun stille, med et lille smil.. Hun kiggede tilbage, for at se om han havde fulgt med hende.. Isobel elsker når folk vil have hende, men hun elsker endnu mere at få dem til at tro de kan få hende, uden de kan få hende... Det er det hun lever for, også sin hævn.. Hvis der er noget Isobel vil have, som hun ikke kan få, bliver hun nærmest besat af det..

Han trak på skulderen. "Fint nok. Hvis det sådan vi skal lege så må du vel hygge dig. Jeg tilbyder bare min hjælp." Den sorte sten på hendes armbånd begyndte langsomt at blive hvid. "Forresten hvis den sten bliver helt sort så forsvinder din kraft til at åbne døren herned til. Den er direkte forbundet med mig. Hvis jeg mener det så forsvinder dens kraft." Han smilede roligt. 2 skelet soldater kom roligt ud og klaprede med deres tænder. Et kort øjeblik stod Zann og kiggede på dem. Han kunne forstå dem. "Det ser ud til dine vampyr venner har lugtet frem til dette sted. De har opdaget deres kammerat død og venter på dig udenfor porten. De siger der mindst er 8 vampyrer måske flere." Han smilede roligt. "Jeg tilbød min hjælp men jeg er tæt på at tage tilbudet tilbage og sende dig ud lige nu." Han smilede ondt. "Desuden siger man nej siger man nej det er meget sjældent jeg giver en anden chance." roligt tog han sin lange jakke af og hang den på en stumtjener som var lige ved siden af omklædningsrummet. Derefter gik han roligt hen og lagde sig på sengen. Slappede bare helt af og ventede på panikken ville komme.

Isobel havde før klaret flere end de vampyre der var deroppe, men hun var stadig en smule nervøs.. Hun kunne nok godt klare dem, men hun orkeed det virkelig ikke.. Men hun ville nægte at have sex med manden.. Hun kendte ikke engang hans nanv, og selvom hun fik hans navn ville de ikke ændre på noget.. ''Jeg kan sagtens klare dem... Nu hvor jeg ved de er der, så bliver det intet problem..'' Hun sukkede og så over på ham.. *Isobel... Gå nu over i sengen til ham, du bliver jo bare et engangsknald!!* Den lille stemme skulle ikke bestemme over Isobel.. ''Så.. Du har tænkt dig at smide mig ud, hvis jeg ikke går i seng med dig?'' Hun så irreteret på ham, hun ville helst ikke være en lille luder som går i seng med alle og enhver... Hun lagde armene på skrå, lænnede sig op af væggen, og så undrende på ham.. Efter hans ven havde gjort det mod ham, ville han så gøre det mod hende.. Han var ikke bedre selv så. Isobel mister bare alt respekten for ham.