How will it end? //Zann//

Solen var begyndt at stige ovre i horisonten og det var et smukt syn at skue. Man begyndte med det samme at mærke solen varme mod ens hud, og duggen begyndte stille at forsvinde de steder hvor det ikke havde så godt et greb. Kasandra kom gående frem gennem skoven med Meric ved sin side. Han fnøs lidt over duggen og svingede halen i utilfredshed. Kasandra lagde sin hånd på ham og sagde at han skulle falde til ro. Da det ik virkede gav hun ham tilladelse til at gå, hvis det var det han ville. Han smuttede da også væk, men det var mere for at se om han kunne finde noget at spise.
Hun smilte efter ham, og fortsatte fremad, hvor grænsen ville gå. Hun lyttede til naturen og den stille puslen af dyr eller kradsen af blade og grene. Da hun nåede grænsen satte hun sig ned for at slappe af. Hun tog en dyb indånding og så frem for sig. Solen var begyndt at stige længere op over himlen og varmen fra den begyndte at sprede sig, men det var stadig koldt. Kulden genrede hende dog ikke og hun spejdede frem ad. Hun vidste ikke hvilken retning han kom fra så hun sad bare og ventede stille. På et tidspunkt hørte hun træerne begynde at snakke foraget og hun kunne ik lade være med at smile. Sådan reagerede de fleste nå Meric ændrede form, så det overraskede hende ik da han kom tilbage i en nogenlunde elverform. Han havde dog stadig sine hugtænder og gule øjne. Han satte sig ned og slog benene ud.
*Nu skal vi bare vente og se hvad der sker* Sagde hun til ham og så ud over landet.

Nogle lette skridt kunne høres. Og lyden af slag mod små grene. Begyndte man pludselig at kunne høre. Ikke langt fra dem stod en ung mand og forsvarede sig selv. Men ikke mod en mand. Mod en busk. Han havde skubbet til busken så den slog dens grene efter ham. Og han stod stille og forsvarede sig mod dens svingende grene med hans arme. Det var som om han kunne forudse hvor grenene ville svinge hen. For det var ikke bare en arm han forsvarede sig med. Det var kun lillefingeren han forsvarede sig med. Og det gik så hurtigt at det var tydeligt at han ikke bare var begynder. Til sidst forsvarede han de grene op den ene side med sit ben. Og den anden side med sin arm. Så busken stod stille. Hvorefter han med den ene fod hoppede væk. Ude fra kanterne af denne lysning han stod i. Kom nogle skeletter. Levende skeletter gående hen imod ham med sværd piske økser og store hamre. Denne mand som før stod og forsvarede sig mod grene stilte sig klar med en ret ryg og rette ben og den ene arm på ryggen og den anden fremme. Med et hurtigt blik rundt talte han dem som der var der. Og opdagede ude i kanten var der osse bueskytter. Ialt 15 mænd. 10 mod ham og 5 bueskyttere ude i kanten. Et smil kom fra hans læber. Det første angreb var en økse og et sværd samtidig. Med en hurtig refleks. Greb han fat i øksen. Han svang øksesoldaten hen til ham og svang ham rundt. Så sværdet ramte øksesoldaten på kraniet. Hvorefter den unge mand hev øksemanden tilbage. Og eftersom sværdsoldatens sværd sad fast fløj han med. Derefter løftede den unge mand sit ben og med et hurtigt sving knaldede hælen ned i bagkraniet på sværdsoldaten. Kraniet flækkede i mindst 1000 stykker. Roligt rettede den unge kriger sig op. "Navnet er Zann og det her er for let." Sagde han hånligt. Det næste angreb var en pisk som fløj mod hans hoved. Samtidig med en hammersoldat som kom løbende mod ham. Og en pil som fløj mod hans hoved. Med et ondt smil. Greb han fat i pisken. Hev i den og lavede en lykke. Da pilen kom greb han fat i pilen med den lykke i pisken han havde lavet. Hvorefter han strakte pisken lidt mere. Så pisken fløj direkte tilbage til ejeren. Med pilen som plantede sig lige i panden på ham. Derefter greb han fat i hammeren som hammersoldaten havde sigtet efter hans hoved. Hev den ud af hånden på ham og svang den så den ramte hammersoldaten lige i tindingen så kraniet gik i 1000 i stykker. Derefter svang han hammeren og slap den så den fløj lige i hovedet på ham bueskytteren som havde skudt efter ham. "5 nede 10 tilbage." Zann så ud til at more sig af det her. Det næste var en bueskytter der skød en pil efter Zann's hoved. En pisk som osse fløj mod hans hoved. En hammer som osse blev slået efter hans hoved. Et sværd som blev svunget mod hans ryg. Og en økse som blev sigtet efter hans mave fra siden. Med en voldsom kræft. Undgik han pilen så den ramte hammermanden i hovedet. Derefter greb han fat i hammeren og slog nedaf. Og ramte øksen som var tæt på at ramme ham. Så den fløj ned og smadrede under vægten af hammeren. Derefter hoppede Zann sig op og balancerede med en hånd på hammerens nu lodrette skaft. Så sværdet svang forbi. Derefter hoppede han ned i hovedet på ham med hammeren. Og Zann svang sin hånd hårdt. Så den knusende lyd af en brystkasse smadre kunne høres. Da Zann's hånd ramte perfekt i brystet på sværdsoldaten. Som der fløj ned til jorden. Og Zann smilede roligt. Nu var der kun 5 tilbage. 3 bueskyttere. En sværdmand. Og en øksemand. Nu blev det svært. Sværdmanden angreb først. Roligt lavede han en limbo manøvre og bukkede sig ned så sværdet fløj lige over ham. Hvorefter han rettede sig op. Greb fat i kraniet på sværdmanden og brækkede nakken på ham. En pil fløj mod ham bagfra. Han greb fat i sværdmanden's sværd. Drejede rundt på hælen. Og roligt forsvarede sig mod pilen. Med sværdklingen. Hvorefter han kastede sværdet. Som ramte bueskytteren lige i hovedet. Derefter angreb øksemanden efter hovedet. Og en pil fløj mod ham bagfra. Han undgik øksen. Og pilen fløj direkte ind i panden på øksemanden. Som faldt sammen. Et grin kom fra Zann. Han greb fat i øksen og svang den rundt og kastede den direkte tilbage i hovedet på bueskytteren. Som osse faldt sammen. En sjuis lyd kunne høres fra den sidste bueskytter. Zann vidste det var pilen. Han måtte bruge sit sidste trick. Han havde ikke tid til at bukke sig efter et våben og undgå pilen. Han vendte sig rundt. Og fokuserede kraftigt. Og med sin pegefinger skubbede han pilen. Så den fløj en halv omgang. Hvorefter Zann slog pilen på bagenden. Så pilen fik sin fulde kræft tilbage. Hvorefter pilen fløj tilbage og ramte bueskytteren i hovedet. Derefter kiggede Zann rundt kort. Hvorefter han pustede hårdt og gik hen og satte sig på en sten. Da han endelig sad der og kunne slappe af tørte han roligt sin pande og slappede af roligt.

//Sorry det blev så langt men tænkte jeg ville vise hvor detaljeret hans kampkunst var:D

// Det er helt iorden ^^ Så længe resten ik bliver så lange

Kasandra sad roligt og nød solen mens Meric sad ved siden af hende. Hun skævede over til ham og så at han var begyndt at blive utålmodig. Hun kvalte svagt en latter og begyndte at nynne. Hun kunne ik synge, det har hun ik kunnet siden ceremonien, men hun kunne nynne og så sendte hun teksten over til Meric. Så det blev en form for sang uden at det egentlig var det. Han var begyndt at falde til ro nu og var lige så stille ved at falde i søvn, da han sprang op og sagde, "Der er noget galt!" og satte i løb ind i skoven.
Hun så efter ham og sprang så op på benene og løb efter ham. Kasandra havde været så optaget af sangen at hun ik havde lagt mærke til lyden af kamp, ihvertfald ik før at hun stod i udkanten af lysningen og så en mand kæmpe alene mod 2 mænd, den ene med økse, den anden med sværd. Meric skulle til at gå ind da Kasandra greb ham i armen og rystede på hovedet, for til sidst at trække ham væk. Han kæmpede lidt imod og hun vendte sig mod ham og så ham ind i øjnene.
*Vi har INGEN ide om hvad der foregår derinde, og jeg vil ikke HAVE at du bliver indblandet, forstået Meric?* Han var ik tilfreds, kunne hun mærke, men nikkede så til sidst og de gik tilbage til lysningen.
Da hun så ham igen var han i gang med at tæve de to andre samtidig kunne hun høre den velkendte lyd af en bue der blev spændt op og lyden af pilen der fløj gennem luften. Nu regnede hun med at det var overstået, at han ik ville overleve, men hun tog fejl. Han undgik det hele og til sidst stod som sejrherre.
De gjorde begge store øjne og Meric tænkte *Du har brug for at lære det der.* Hun sendte ham et bebrejdende blik, men vidste godt at han havde ret. Hun nikkede rejste sig op og gik ind i lysningen med Meric efter sig.
"Hej" sagde Meric og de ventede på svar. Ingen af dem så truende ud, måske lige bortset fra Meric's tænder eller Kasandras bue, hvilken hun havde over ryggen.

Chokket fra en lyd bag ham. Fik ham til at skubbe skaftet på en stor krigshammer op som han hurtigt greb fat i. Og med en utrolig kraft. Svang han den rundt og på få sekunder. Slap han den og braget fra hovedet af hammeren ramme jorden. Glide afsted. Og stoppe op få centimeter fra hende. Med skaftet lige op i vejret. Han lagde mærke til at det ikke var skeletter. Han åndede ud. "Det må du undskylde." Sagde han roligt og bukkede sig kort. Som undskyldning. "Det var ikke meningen at forskrække dem. Adrenalinen pumper bare lige nu." Hans ellers så hærdede kampansigt blev mere afslappet. Og han kløede sig i nakken med et smil. "Jeg gætter på i har set hvad jeg lavede. Ser i. Øh." Han kunne ikke finde en forklaring. Over hvorfor der pludselig lå skeletter ud over det hele. Han opgav det og lod sig bare forblive lydløs. Sandheden var at det var hans egne skeletter. Zann har evnen til at genoplive skeletter og give dem en sjæl så de havde deres egen vilje. Så faktisk kunne Zann hverken styre eller mærke skeletterne. Alligevel ville det ikke være så fedt når han ikke vidste hvem hun var at stille sig op og sige at han havde genoplivet de døde. Selvom det var tydeligt at han var necromancer. På den halskæde han havde om halsen. Et pentagram med et kranie i midten. Han ville lade hende opfatte det som hun ville og så måtte hun løbe skrigende væk hvis hun ville.

Kasandra så ned på hammeren og så op på ham. Der var noget over ham og hun lagde hovedet nysgerrigt på skrå. Hun kiggede rundt i lysningen, på alle skeletterne og så op på ham. Lyset blev fanget af halskæden eller amuletten (eller whatever) som han havde rundt om halsen og hun mindes at have set mærket før, men det kom ik lige til hende.
Hun så over på Meric og nikkede til ham og så trådte hun et skridt frem. Hun trådte uden om hammeren og så sig omkring i lysningen. Meric kom gående lige bag hende og gik også stille og roligt frem. Han samlede dog hammeren op, som var en smule tung, og smed den ud af lysningen. Han vendte sig rundt og så at Kasandra stod næsten i midten af lysningen og han gik hurtigt hentil hende.
"Er det der noget du kan lære fra dig?" spurgte Meric ham lige ud. Kasandra gav ham et slag med albuen mod ribbenene og sendte ham et truende blik.
"Mit navn er forresten Meric og denne smukke kvinde her, er Kasandra!" Kasandra kunne ikke lade være med at give Meric et klap på hovedet og så direkte på ham
*Hvad har jeg sagt til dig om at sige det der om mig?* Hun så på ham og han kunne ik lade være med at ryste smilende på hovedet. Kasandra vendte blikket tilbage til fyren og så ud af øjenkrogen at Meric trådte et skridt frem.
"Hvem er du og tror du, at du kan lære Kasandra nogle trin?"
Kasandra så i det øjeblik over på Meric og rettede lidt på sit hår, da det var begyndt at samle sig i en side, hvilket det ikke måtte.

Zann så på denne usle fremføring. Som om de var bange for at sige noget forkert. Eller at gå for tæt på. "Det går an på hvad man vil bruge det til. Mine evner i nærkamp er ikke noget man skal bruge til at dræbe. Det er selvforsvar. En evne kan man vel sige. Til at gøre det rigtige. Og vælge det rigtige valg hurtigt. Det kræver du har perfekt afballancering med din krop. At du kan mærke præcis hvordan du står og hvad du står på. Selv igennem fodtøj. At du kan huske præcis hvad der er omkring dig og hvor langt væk du er. På den måde kan det lade sig gøre at tænke op til 5 skridt fremad for dine modstandere. Det er ren hjernevridning." Han så fortsat på denne unge mand. "Og hvad med at vise lidt respekt og lidt ydmyghed og lade kvinden selv spørge hva knægt." Sagde han roligt og så på denne Meric med sine kolde blå øjne.

Kasandra så på ham med halv beundrende øjne. Hun kunne godt se han var gammel i hans øjne, men det var ik alle der havde samme logiske tanke gang som han tydeligvis havde. Hun nikkede genkendende til det han snakkede om og så sig omkring. De døde lå bare hist og pist, og hun ønskede lidt at de bare ville forsvinde. Det var ik naturligt at de gik sådan rundt og det er en krænkelse af livet, at behandle det på den måde i døden.
Meric rystede opgivende på hovedet af manden. "Der er nok en grund til at jeg taler for hende sir. tror de ik, men når du siger det på den måde, så hav det sjovt!" Han klappede Kasandra på skulderen og gik hen til udkanten af lysningen og satte sig ned, mens han så ud i lysningen på de to der stod midt i det hele. Han kunne ik lade være med at rynke brynene lidt. Han havde et stort beskytter instinkt når det kom til Kasandra, Hans ven, hans partner, HANS MOR. Han ved godt hun ik er hans rigtige mor, men han så hende stadig som en og han ville give sit liv for hende.
Kasandra drejede hovedet og så efter ham, mens hun sukkede opgivende indvendigt. Hun løftede sine hænder og begyndte at lave tegnesprogs fagter. "Det er bare til selvforsvar" Hun ventede anspændt på at se hvordan han svarede hende. Forstod han det hun sagde eller skulle hun kommunikere på den anden måde.

Roligt nikkede han forstående. "Jeg er flere år end tale er. Dengang talte vi meget primitivt i forhold til nu. Og tegnesprog er normalt for mig." Sagde han roligt og så på den unge mand. "Det er egentlig meget ligetil. Hvis hun ikke kan tale så må de sige det. Der er ikke mange der kan tegnsprog men jeg er en af dem. Jeg ved udmærket godt de er hendes tolk nu når jeg ved at hun ikke kan tale. Det er forståeligt at hun vil have dig hos hende som hendes beskytter. Men en af de vigtigste ting er at hun selv kan tage beslutningerne." Han vendte sit hoved imod hende. "Hvis du er klar så vis mig hvad du kan. Jeg giver dig en opgave du udføre den så godt du kan. Og den vigtigste regel i dette er enkel. Giv aldrig op." Han vendte sig mod manden igen. "Det betyder osse at ligemeget hvad der sker. Må du ikke afbryde. Jeg ved hvad jeg gør." Han vendte sig mod kvinden igen. "Navnet er Zann." Roligt gik han ned i knæ lagde en knyttet næve tæt ved siden og en flad hånd frem som om han undersøgte afstanden mellem dem. Derefter tog han tre dybe indåndinger. "kom så. Nu sker det." Sagde han roligt og pegede med sin flade hånd på hans brystkasse. "Du skal ha et slag bare et slag på mit bryst. Det er første opgave." sagde han roligt med et roligt smil.

Meric fnøs. Selvfølgelig var han en af dem der kunne tegnesprog, hvorfor havde dæmonen ik det stående i panden. Han var lidt skeptisk overfor ham og var ik glad for hvad der foregik, især fordi de ik kendte fyren overhovedet.
Han havde lyst til at le hånligt over det han sagde, *hvorfra ved jeg at han ik skader hende med vilje? Jeg har jo først fået hans navn nu!* Han valgte dog at sætte sig ned og se med på afstand. Han ved at Kasandra selv ville lære det, og derfor gav han hende muligheden for det.

Kasandra fulgte ham svagt med øjnene og så så hen på Meric da Zann begyndte at snakke til ham. Hun fulgte med i samtalen og nikkede mod Meric. Hun vidste at han ville lade hende styre showet selv, ihvertfald indtil hun bad om hjælp. Hun så hen på Zann da han begyndte at snakke til hende igen.
*Seriøst, er det virkelig det eneste han vil have mig til at gøre lige nu?* Hun sendte tanke kun så Meric kunne høre det og ud af øjenkrogen så hun ham trække på skuldrene. Hun trådte frem og sørgede for at hun stod godt. Da hun så op, så hun hans smil og hun blev pludselig i tvivl om hvordan hun præcist skulle gøre det. Hun tænkte at bruge sine instinkter men de sagde at hun skulle løbe, ik lige det der var meningen. Så kom hun i tanke om drengene da hun var mindre og hvordan de altid sloges. Så hun knyttede hånden, trak armen tilbage og pressede den frem mens hun sigtede efter hans brystkasse.

Zann lod sig ikke mærke til deres blikke. Han havde givet hende en opgave og den skulle følges. Problemet var bare. Den var ikke så let som den virkede. De skeletter før havde ikke fået nogle slag ind på ham. På den anden side de havde ingen hjerne så det var klart de ikke tænkte klart nok. Pludselig lagde han mærke til at hun havde stillet sig klar. Og som enhver.. Øhm dreng?. Oh well hvis det skulle være sådan. Som enhver dreng som ikke anede hvad han skulle gøre. Knyttede han bare næven og sigtede den mod hans bryst. Men Zann var allerede klar. Knytnæven ramte hans håndflade med et koldyl brag. Hvorefter Zann med sine hurtige bevægelse. Kørte rundt om hende og trak hendes hånd med. Så han til sidst stod bag hende. Med hendes arm tvunget om på hendes ryg hvor han langsomt pressede den mere og mere op. "Så nemt bliver det ikke. Kasandra tænk dig om. Husk at bruge hovedet. Et direkte slag vil aldrig kunne ramme din modstander hvis han kan finde ud af at forsvare sig selv."

Det gik så hurtigt at Kasandra næsten ik kunne nå at følge med. Det ene øjeblik prøvede hun på at slå ham, det næste skød en smerte op gennem hendes og især skulderen gjorde ondt. Hun gispede ufrivilligt, fordi smerten var så uventet. Hans kommentar forargede hende og gjorde hende sur, og det var sjældent at noget gjorde hende sur. Uden at tænke sig om, vendte hun hovedet til siden, så hun kunne se på ham ud af øjenkrogen, hvilken var lidt uklart pga. den tåre der var ved at danne sig, og sagde med sine tanker, så selv Meric kunne høre det.
*Tror du at jeg spurgte om din hjælp for sjov? Tror du, at når jeg kommer til dig på den her måde, at jeg så kan noget? Jeg ved ik en gang basics og hvis du vil have at jeg skal lære noget, så lad være med at behandle mig som en der ved hvad hun laver, for det eneste jeg ved noget om er min bue, mine pile og naturen.*
Meric kunne ik lade være med at krympe sig lidt, for det var sjældent at Kasandras tanker var SÅ fuld af vrede og ik nok med det, det er også sjældent at hun ik har kontrol over tankerne. Hun lærte for mange år siden hvordan man sendte til en enkelt person af gangen, og siden da har hun ik sendt tanker til grupper.
Hun vidste godt det var forkert at snappe ud på den måde hun gjorde så hun drejede hovedet og så ud mod skoven, mens hun tog en dyb indånding for at falde til ro. *Undskyld, det var ik ment så hårdt som det lød.*

Han grinte roligt og svagt. Det rørte ham ikke. Han var helt rolig. "Ser du det jeg lære dig er at bruge din vrede. Men være fokuseret samtidig. Så at du bliver sur er godt. Rigtig godt." Han lagde roligt en hånd på hendes ryg der hvor skuldrene mødtes. Hvorefter han slap hendes arm og gav hende et blidt skub så hun sikkert ville rykke sig lidt. Hvorefter han gik et skridt tilbage. "Husk på at det åbenlyse er det dumme. Og et angreb ikke hjælper." Han rettede sig op roligt. "Måske skulle vi starte med noget lidt lettere." Roligt gik han hen mod en af de faldne skeletter og lagde en hånd på det. Langsomt begyndte skelettet at bevæge sig. Og med svage skridt gik den hen foran hende og stod stille. Zann's stemme kunne høres lidt fra kanten. "Dette skelet kan intet gøre uden jeg bestemmer det. Det skal være din boksedukke. Jeg siger et sted du skal slå og du skal slå det sted hurtigere end jeg siger det næste sted. Vi starter langsomt." han trak vejret dybt og sagde så med 10 sekunders mellemrum et sted hun skulle slå eller sparke. "Højre arm, Hoved, Venstre ben, Brystkassen, Hals, Venstre arm,." Langsomt som han fortsatte i den samme rutine samme række begyndte han at sige det hurtigere og hurtigere. Til sidst sagde han det med 2 sekunders mellemrum.

Hun var lige ved at sukke af lettelse, da han endelig gav slip på hendes arm, men trangen forvandlede sig hurtigt til et undertrykt knurren, da han skubbede hende frem ad. Hun var glad for at hun ik var den type der faldt over deres egne fødder, men det gav ham stadig ik ret til at skubbe hende. Hun vendte sig om og så på ham, da hun så han havde ryggen til hende. Både hende og Meric holdte skarpt øje med hvad han gjorde, og Kasandra kunne ik lade være med at føle sig lidt forarget da hun så ham vække den døde til live.
*Det er bare ik i orden, det der,* tænkte hun for sig selv. De døde skulle ik misbruges på den måde, bare fordi de er døde. Hun lyttede kun med halvt øre af hvad han sagde til hende, men da han begyndte at forklare hvad han ville have hende til at gøre, sendte hun ham et underligt blik, men valgte at ignorere det og gøre som han sagde.
Første runde der stod hun bare og viste ik hvordan hun skulle ramme de forskellige steder, men valgte så at give det et forsøg. Hun kunne ik ydmyge sig selv mere, end hun allerede havde gjort. Så hun sprang bare ud i det.
Hun startede med at bruge venstre hånd til at slå højre arm, og så brugte hun højre hånd til at slå hovedet. Det var rimelig hårdt, og hun kunne mærke det i sin hånd. Da han sagde ben, sparkede hun, for det så hun som den som det bedste mulighed. ved brystet, der startede hun med bare at slå men en hånd, men da farten blev sat op synes hun det virkede mere naturligt at gå tættere på og så bruge albuen, hvorefter hun så bagefter ville træde til siden igen og bruge siden af hånden mod halsen. Og så brugte hun en knytnæve igen til venstre arm. Det startede ud lidt akavet, men da han satte tempoet op, der virkede det lidt mere naturligt, hvis ik hun gik i panik. Det endte med at blive en rutine, så han behøvede næsten ik at sige hvad det næste var, for det vidste hun allerede.
Meric sad bare ud på sidelinjen og så på hvad der foregik.

Smilet på Zann's øjne viste at han syntes det var flot. Roligt blev han ved i det samme tempo. Hvis han sagde det hurtigere ville det ikke engang være muligt for Zann så han syntes hun skulle blive ved i det tempo lidt. Efter lidt tid kunne man se at hun var ved at få fat på den. Roligt åbnede han munden. "Så må du godt holde. Få pusten kort. Derefter prøver du samme rutine på mig. Men med tanke om at ramme mig i maven. Det vil sige. At du selv skal improvisere hvornår det vil være et godt tidspunkt. Jeg vil selvfølgelig forsvare mig. Men det er osse det eneste. Jeg vil ikke gøre noget som gør ondt på dig. Jeg forsvare mig kun." Sagde han roligt og lod hende få pusten før han fik skelettet til at gå væk og falde om. "Og bare så du ved det skeletterne er ikke levende. jeg bruger min magi som nogle snore ligesom dukker." Sagde han roligt og gik hen foran hende. Før han lagde et ben bagud og bukkede i det foreste ben. Knyttede den ene næve ved hoften og den anden lod han glide op så den var knyttet ved siden af hans hoved. Derefter ventede han på at hun forsøgte at slå efter ham.

//Out. Sorry, men var blevet træt af Kasandra. Men hvis du har lyst kan vi altid skrive sammen med min nye bruger, når hun er helt færdig

//Lyder godt