Badboys and lollipops \\Akira

Den kolde natte luft, har lagt ned over byens gader, som en tiger mor ligger ved sine unger, men det var ikke kun kulden, som domineret på denne aften, da trykket stemning, kunne få selv den modigste til at kigge sig en ekstra gang over skuldren. og solens sidste stråler var stadig lagt som et tæppe over himlen, og varmede næsten alles hjerte at se op på den gul, røde, orange himmel der så fint og roligt trak sig væk, og man vidste at der ikke ville vare længe før månens lys snart var det eneste som himlen havde at byde på, indtil man igen kunne vågne i sin dejlige varme og blive kærtegnet af den frydefulde morgen sol. men indtil da handlede det om at sige forvel til de milde lys sol kom med, for nu var det snart mørkest tur til at sætte sig fast i vores alles fælles himmel, og derved male os alle i en fælles stemning, som kun det upolret og unikke måne lys kan.
En mild vind kunne mærkes kørende gennem sit hår, og den pirrende forfriskende fornemmelse der både rev og kyssede hårbunden på sin givende og irriterende måde, som kunne føles når man i en stille stund tog sig tid til at føle naturens lydløse visken. Mange syntes dette var en ubehagelig fornemmelse, og mange ville gå så langt at sige de følte sig som et lille nøgen barn der var helt alene i verden, mens de ubehjælpsomt måtte lade sig kærtegne af vindens naturlige charme. men andre så det som en fornøjelse at kunne føle sig levende, og blive pirret af elementerne på sådan en måde. Disse væsner var typisk de frisindet og glade af slagsen. dem der kunne se nydelse i verdens gaver. og i denne tid hvor der ingen krig var, eller ingen sygdom udover det normale var på spil, så var der mange af disse tromodige væsner, der kunne tillade sig at nyde dem selv, verden omkring dem, og deres kære. men hvad med dem som ikke kunne. dem der måtte se langt i tiden, dem der intet følte de kunne give til verden, dem som isetdefor at være glade for der ingen krig var, frygtede for der kom en. dem der ikke kunne søge tryghed i de små lykker i livet, dem der var for bange for en mulig fremtid, til at kunne leve i nuet. heldigvis var der ikke mange af dem. men hvad gjore man med den slags væsner? de svage sindet. brugte man sit eget gode humør og tid på at gøre dem mindre negative, eller lod man dem være med tanken om at alle vælger deres eget liv, og alle har modstand, og hvis der er nogen der lader sig knække, skal man ikke lade sig tage med i faldet?. det var stadig et stort etisk dilemma i mange. hvor vidt går jeg for andre? og hvilken slags folk vil jeg går længst for? og hvorfor.
Det var så langsomt begynde at falde med regn fra himlen, men ikke noget slemt, man kunne knap nok mærke det på nøgen hud, men man kunne godt se at der så ud til at komme mere i løbet af natten.
På denne aften, stod der nogen drenge, kræset rundt om en pige med langt rødt hår, der havde en sød kjole, der var sort, og sad tæt til hendes krop, hun havde en drage hals på, hvor der var en lille drage figur, der havde samme farve som guld. hun krøb til jorden op af en mur, og så bange ud, mens hun prøvede at tigge drengene om at gå deres vej.
Rafael gik med lange tunge skridt ned af en af gyderne i Rotten Root District, man kunne høre de store britiske militær støvler komme som en stille torden ned gennem havnens mørke. Rafaels afdøde brors kors hang om halsen, det var et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på Rafael store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop som var så hård som en klippevæg, og hans overarme så brede som halve træ strammer. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema.
Drengenes lavmelte og rygradsløse latter bliv hurtigt overdøvet af de tunge og beslutsomme skridt, der dog pluseligt stoppet.
drengene ikke havde vendt sig om endnu, tros alt var dette byens mest kriminelle område, og hvis der skete noget, var overlevelses reglen altid at holde sin egen næse langt væk fra det, medmindre det havde med dig at gøre, så drengene havde bare forventet at personen ville gå forbi dem, og passe sin egen aften, dog vendte ledren af drenge gruppen sig om, da en stemme flyv gennem luften som et missil. stemmen var kold og der fantes ingen fe støv eller anden eventyrs glæde over tonefaldet "forsvind nu".
Drengene vendte sig om, og alfa hanen blandt dem, som også var ham med den frimodige tunge hed Fredemix, han havde kort lyst hår, og var relativt bred over skuldrene, og en ret atletisk krops opbygning. men ellers havde han meget tigger ligende tøj på. det var meget løs siddende, og var kun brunt og gårt.
Fredemix gik et skridt frem fra resten af hans venner, og lod en flabet smil fylde hans ansigt, og lod provokerende armene ud til siden, for han var opvokset i disse gader, og han havde lært at vejen til døden var at miste andres respekt og frygt, og at træde væk fra en udfording var han ikke dum nok til. dog havde Fredemix ikke tænkt sig at slås alene, og med en hånd bevægelse gik to af de tre fyre bag ham frem mod Rafael, og den første af de to fandt en jern kæde frem på en meter frem, og lod den kilde jordens i gydens overfade.
Rafael havde et blik der skreg af brutalitet, og da først hans øjne bliv lukkede og åbnede igen, var de så sorte som den mørkeste nat, og tomme som et bundløst hul.
Fredemix hostede og i samme øjeblik kom den smalle jern kæde flyvende gennem luften, og man skulle tro Rafael ville træde væk eller hoppe til siden, men istedetfor sprang han som et vildt dyr frem mod den tøsset kæde, og med et voldsomt slag hammede den stakkels gade dreng op mod den hårde og kolde hus mur. man kunne se hvordan lidt blod kom fra indersiden af munden på drengen, og et par dråber kom ud af mellem rummet mellem hans tænder, og hans øjne lignet en narko mand der fik en alvorlig overdosis, da Rafael tog sin store næver og plantede dem ver side af drengens hoved med i et kraftfuldt slag, så man drengens tommehinder den sprang og det kunne man se for blodet der også stille kom ud af hans øre på ver side af hoved, og drengen faldt til jorden som en sten, og skreg i smerte for hans knuste rygrad, og de ødelagte øre.
Den anden dreng der var gået frem hoppede op på Rafaels ryg, da han havde taget et lille tilløb, dog kunne han godt se fejlen i det, da Rafael satte en fod på væggen der jo var foran ham, og han satte af på den solide væg, så ham og drengen fik sig en lille flyve tur på en meter eller sådan op i luften, men det var nok til det to andre drenge på jorden ikke kunne nå dem, og nok til at Rafael kunne vende sig om i luften, så det var drengen der var mod væggen, hvorefter Rafael lod drengens baghoved blive kørt hele vejen ned af muren fra to meter oppe i luften, og ned igen bliv hans nakke, og baghoved presset mod væggen, og han kom til at ligne en der havde sat sit baghoved ind i en rivejern, og fået en ork til at rive hans hovedbund i stykker med det.
Rafael landede på jorden med blikkedet mod Fredemix og den anden dreng der stadig stod op. Rafael lagde nu sine arme ud til siden på samme provokerende måde som Fredemix tidligere havde gjort, og satte sig så i løb i bedste dæmon stil mod en anden ukendte dreng. Rafael brugte drengen til at lande på da Rafael hoppede hen imod ham, og da de ramte jorden tog det ikke Rafael mere end det sekund at plante en finger på ver af drengens øjne, og pressede så hans øje æbler i stykke som var det varmt karamel.
Fredemix havde kun lige nået at kigge til siden før han så sin skrigende ven ligge på jorden, og desperat prøvede at bilde sig selv ind han stadig havde øjne i hoved.
Fredemix og Rafael ned stirret hinanden dybt og inderligt, hvor så Rafael sagde "Løb.."
Fredemix nikked med en klump i halsen, og havde ikke lyst til at lege superhelt. dog var at vende sig væk fra Rafael ikke en god ide, og Rafael tacklede ham ved at flyve vandret gennem luften med benene først, og Rafael lagde Fredemix hoved på kantstenen, og hjeteløst og uden omtanke tvang Fredemix mund til at blive lagt om kantstenen, så hans tænder nu var lagt på kantstenen. Fredemix prøvede at bevæge sig, men det kunne han ikke efter at var blevet ramt af den store Rafael der kom vandret flyvende og pressede luften ud maven på ham.
Rafael tøvede ikke, og sagde ikke engang nogen ord før den store militær støvle med jern underlag bliv brutalt brugt på Fredemix baghoved, og alle Fredemix tænder knækkede mod kantstenen, og han fik en slem hjernerystelse. og besvimet.
rafael vendte sig om, og gik langsomt hen mod pigen, og høfligt og elegant rakte en hånd mod hende med et varmt og venligt smil, og alt hadet forsvandt fra hans krops sprog, og hans øjne bliv igen deres naturlige grøn-blå farve. han vendte sig mod kvinden, og sagde så "din frøken Dé Minion, spar mig deres arrogance, hvor kan jeg finde hende?" Rafael havde ledt efter pigen, hendes navn var Chéér, hun arbejdet for en kvinde kaldet Isabella, og Isabella ville have Camille død, og Rafael ville rive hoved af Isabella og pisse ned hendes hals, bare for at tænke på at såre Camille. Han skulle bare finde hende først.

En pige som havdet stået lidt væk og gemt for solens sidste stråler, havde lyttede til tingene der skete omkring hende, hun smilede skævt for sig selv, *Han er målret* Tænkte hun. *Gad vide hvor langt man kan følge efter uden at blive opdaget, hvis bare de venter lidt* smilede hun. Hun blev ved med at lytte og fantaseret over hvad der skete. Billederne i hendes hoved noget uvirkeligt men måske var det, det der havde sket.

Kvinden så ikke ud til at ville afgive svar indenfor de første par åndedræt, en nervøs trækning og en fornemmelse af frygt og rædsel kunne ses på hendes øjne, som havde boogie manden var uhygge histoierne lige kommet hende til undsætning, efter de nådesløse ting hun havde hørt om denne dæmon med brystkasse som en klippevæg, og overarme som halve træstammer, var hun ikke tryg i hans nærvær, om han så lovet hende evigt utroskab, og hvem kunne bebrejde hende, dæmonen havde skaffet sig af med Dé Minion lejesoldater som var det en sport for ham, og i Dé Minion ongangskræse var han ikke ligefrem kendt for sine milde henrettelses metoder, når han havde fået hvad hans hjertet begæret, så hvorfor give ham det.. disse tanker fyldte hende hoved, inden en lussing af den massive kraftige håndryg smadret ind i hendes kind med sådan en magt af hun faldt til jorden igen, og kunne mærke den kolde hårde jord mod hendes finger, som fik lov at føle smerten af en størrelse ´alt for meget´ militær støvle, som kvaste hendes pege og lange finger til noget der lignet opvarmet karamel, blandet sammen med rød katoffel mos. Hun hørte dæmonen tage noget frem mens hun lå der under ham, også kunne hun mærke hvordan han i en bevægelse flået overtøjet af hendes krop som en gorilla mand. og da hun lå der med natte luften mod sin nøgne hud, ude af stand til at vende sig om uden at begynde at hulke pågrund af smerten i fingerne, så hun en dråbe vand komme ved siden af hende hoved, en lille centimeter fra hendes øje, og der forstod hun det.. det var en flaske kogende vand som manden havde fundet frem... mere nået hun ikke at tænke, før, hun kunne føle sig revet på sine knæ, med ansigtet peget mod dæmonen, og en hånd der var så fast som en sten blok i hendes hår, som holdte hendes hoved på plads, også fik hun fornøjelsen af at se det varme væske fra flasken blive presset hjerteløst ned i hendes øjne, så man kunne se hvordan øjnene kogte, og sprang af den høje tempratur, som en luft boble forsvandt hendes ene øje, også det næste, og et smerte skrig, kunne hun føle sine øje væsker og stumper løbe ned af hendes kinder. derefter holdt han flasken ned i hendes mund, og presset det sidste ud, så hun kunne føle sin tunge få samme tur som bacon på en pande. ej ikke helt.. men det var ikke rart for tandkødet, lag og sige det sådan. så ga han slip og hun faldt tudende til jorden, hvorefter han tog et stykke papir og en blyant frem, og lagde det foran hende, og lagde den ikke knuste hånd hen til blyanten, og sagde så "Skriv det. Eller jeg lover dig, hver eneste centimeter af din røv vil få en hed date med et rive jern til det ligger som oste strimler på jorden. Navnet er Rafael Dominatrix, tidligere dæmon race leder, og nu hver eneste af jer usle Dé Minion afskums problem.. skriv nu " stemmen var nu så grum, så sadistisk at selv Lucifer ville gå hjem og tude ud hos sin mor og sutte sin tommel finger. Grunden til hun skulle skrive, var at uden en tunge der ikke var kogt, kunne man ikke tale. meget simpelt.