Stay away, this is my hunt! //Akira//

O: ingen væsner
T: Midnat
V: Kølligt.
P: Sorte shorts, og en sort top.

Jane gik rundt, eller rettere sagt listede. Hun vidste hvor hendes bytte var, det gemte sig i krogene. Og Janes listige bevægelser skjulte hened i mørket. Jane fik øje på et bytte, en ung kvindlig sjæl var fnaget i en blindgyde. Hun var i panik, da hun vendte sig om og gik øje på Jane. Jane kiggede hende i øjne, hvilket sendte kvinden i en smerte. Som var uligelig, kvinden faldt på knæ. Og skreg i smerte, Jane nød at toture folk. Noget hendes far ikke havde imod, så længe hun altså ikke gjorde det ved nogen som han havde sagt hun ikke må.
Jane gik imod pigen, og stoppede hendes evne. Kvinden lagde krypet sammen i frygt.
Det lumske smil, blomstrede på hendes læber.

"Smukt" lød en stemme op fra hustaget. Detvar Akira som sad på hug imens hendes albuer stille hvilede på hendes knæ, "Det ser ud til dæmon at du har taget mit bytte" hendes ansigt udtryk sagde at hun var i et mildt humør lige nu. Det røde hår han blidt ned af den utrolige slanke men også ret så muskuløse bloddæmon krop. Hendes ansigt udviste et neutralt ansigt udtryk og hun var ikke den der smilte over det helt store. De grågrønne øjne stirrede roligt ned på Den lyshårede dæmon hun som havde fået kvinden som Akira havde jagtet til at ligge som det svage lille menneske som hun endnu engang var. Blikket gik over på ofret og så tilbage på Jane. "Bare smut så ordner jeg hende uden at du behøver hjælpe mig" hun smilte kort hvorefter smilet forsvandt lige så hurtigt. Hun åndede stille efter disse ord som om hun virkelig regnede med at den anden dæmon bare gik sin vej.

JAne hævede et bryn, af denne dæmon. Hendes bytte, så troede hun godt nok fejl! Jane greb fat i kvinden, som snart var ved at dø. Derfor kyssede hun kvinden og sugede hendes sjæl ud, Jane var mæt. Men hendes øjne flakkede ind i den anden dæmons. Og Jane brugte sin evne, til at snede hende en ulidelig smerte. Hendes blodrøde øjne var smukke men også så mystiske.

Da Akira mærkede smerten sprang ´hun ned for taget og landte direktepå benene imens hun snerrede, af Dæmon foran hende. "Tror du en dæmon bukker under for sådan noget, smerte er en illustration som typisk menneskekroppe føler" HUn bed tænderne sammen, smerte var noget man kunne lukkeude hvis psyken var stærk nok til det. Det føltes som om noget boblede i hends krop som om at hendes krop var ved at boble, men hun stod som forstenede og ville ikke bukke under for noget der kun skete hvis kan tillod smerten. Hun så Jane direkte i øjnene imens hun prøvede på dette. Dette var et dumt træk, Akira blev hurtigt agressiv og var ikke til spøje med når hendes temprament som Bloddæmon tog over hende. Hun løftede i det samme hendes fod og trampede ned i jorden så de grimem brusstem der var i gyden knækkede i mange stykker. Hendes krop var slank, stor og muskuløs af hende kvinde at være, men som bloddæmon brugte hun tit sine muskler da hun normalt smadrede alt omkring sig når hun blev hidsig.


//HUSK at dæmoner mener at smerte er en illustration, læs eventuelt dæmon beskrivelse//

//Det står det også i hendes evne?//

Jane kom med et lille smil, da hun så vreden i dæmontøsen. Et smil som lignede et lillebarns efter at have fået den perfekte julegave. Jane hævede et bryn, og slukkede for smilet.
"JEg skulle teste dig, og forrresten ville jeg ikke sårer mig. Hvis du altså har dit liv kært." Jane kunne godt lide at hentyde til hendes far, nok ville blive rasende. Dæmonernes raceleder, eller som hun kaldte ham.. far.

//har du slukket din evne på Hende eller er den stadig i gang´?//

//Slukket ^^//

//Cool//


Akira rejste sig svagt fra sin ellers svagt sammenkrøbet krop der dog stadig stod op. Akira så op og ned af Dæmon kvinden foran hende, "Jeg har åbenbart ingen grund til at skade dig" sagde hun lettere neutralt, "Vi går åbenlyst ikke efter det samme mad" sagde hun og kiggede ned på den døde krop der lå og flød her i gyden. "Hvem er du siden at du siger at jeg ville tage en fejltagelse i at skade dig" Der var ingen grund til at Skade hende, måske lidt da hun havde brugt sine kræfter imod Akira, men selv hadve hun ikke fundet sig i den talemåde som Akira hadve brugt mod Jane tidligere. Men der var ingen grund ellers da de var af samme art...og Jane havde vel ingen grund til at Provokere Akira så hun blev hidsig?

Jane kiggede ned på kvinden. Jane nød til at hednes far dæmonernes raceleder.
"Pga. min far." Ordene gled flydende ud over hendes røde læber. Jane hævede et bryn og kiggede ned på den krop som var uden sjæl, død.
"Du er da dæmon ikke," Jane var ikke i tvivl, men hun var dog ikke sikker på om kvinden havde respekt for hendes far. Det havde hun selv, og det ville være en fejl ikke at lave.

Akira vandrede med en meter imellem hende og Jane fordi Jane og istedet hen mod liget, hun sparkede svagt til det, "Selvfølgelig" sagde hun og vendte de grågrønne øjne mod Jane, hun havde intet at svare på angående hendes far. Var kviden kun et barn endnu siden at hun kunne finde på at stille sådan et sprøgsmål til Akira. "Og du selv" sagde hun og gav hende et roligt blik der kørte op og ned af Janes krop. Igen vendte hun øjnene mod Liget, hun smilte svagt da hun viste at liget var hendes, hun var sulten og var derfor måske ikke i helt godt humør. Akira satte sig på hug med højre side mod Jane og Venstre side mod liget, hun tog fat i liget hoved og vendte det så hun kunne så ansigtet på den døde. En lettere køn pige var den døde men tydeligt var det at hun kom for en fattig familie der ikke havde råd til særlig meget mad eller tøj. "Lille kræ" sagde hun og vendte sit eget og den døde piges hoved mod Jane med hendes hånd, så hun kunne se de magre kinder pigen havde.