Haha! No one can help you now! //Cosette//

Sted: Doomsville Rotten Root District - Gyderne Tid: 19:45 Vejr: Let støvregn Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Næsten hver gang Isobel havde været i gyderne havde hun hjulpet andre væsner væk fra voldtægt, eller bare at blive mishandlet på det groveste. Men denne gang var anderledes, denne gang var det hende som mishandlede en fortabt sjæl som hende selv. Hun var lige blevet færdig med at mishandle den stakkels mand, som dog selv lige havde prøvet på at overfalde hende og voldtage hende, men underligt nok så var det ham der blev mishandlet. Han havde stukket tre fingere ind i hans højre øje og revet det ud. Manden havde skreget i smerte, han tog hurtigt hænderne op til øjet og græd med det andet. Hun havde smidt øjet over til en rotten, som straks tog for sig. Derefter havde hun bare mishandlet ham, skåret hans lemmer af en efter en, med en sølle beskidt kniv med rust, som hun havde fundet. Hun smed det døde lugtende lig på jorden, og begydte så med at gå videre ind i gyderne.

Cosette var ved et uheld gået ind i gyderne, hun havde ikke været derinde før og vidste ikke hvordan hun skulle komme ud til selve centrumet. Hun gik imens hun kiggede til alle sider, og kom til at rise sin håndflade så blodet løb. Hun tog sig til sin hånd og mærkede det mørkerøde blod på sine fingerspidser. Hun rømmede sig og gik videre.

Isobel standsede brat op da en sød duft af blod gled forbi hendes næsebore. Et koldt og hjerteløst smil gled hen over hendes læber og blottede hendes skarpe hjørnetænder. Hun vendte med det samme rundt, og gik i den retning som blod duften kom fra. Blodet kom fra en ung pige, en blandings race måske.. ''Hello'' Hun stod direkte foran hende, og lod et lumsk smil glide hen over hendes kolde læber.

Cosette standsede op og kiggede hende i øjne med et bange glimt. "Hey.." Svarede hun bange og gik et skridt tilbage op ad en mur. Hun fik mest et chok da hun så pigens hugtænder. Cosette sank og hendes hjerte bankede som aldrig før. Hendes øjne kiggede stadig bange på pigen. Hun kunne se at hun var vampyr, hendes mor havde advaret hende imod disse væsner. "Please.. Du må ikke gøre mig noget.." Hun kunne græde men var for bange, eller var der mon noget i hende som fik hende til at lade vær. Det vendte sig i hendes mave.

På den måde hun bad om ikke at blive slået ihjel, fik bare Isobel til at få et breddere smil end før, de store hjørnetænder gav et lille genskær. Hun begyndte så småt med at grine, hun nærmede sig pigen og kiggede på hende, med et uhyggeligt blik. ''Hvad hedder du min kære?'' Hun smilede og gik lidt tættere på hende igen.

"Cosette.." Svarede hun stille og prøvede at få sit endre mod frem. Hun sank en klump og åndede lettet ud. Hun lukkede øjne i og prøvede at holde fokus på livet på at frem bringe mod. "Hvad hedder du selv?" Spurgte hun med en mere modig klang i sin stemme.

''Mit navn? Det er ikke vigtigt, men nu hvor du er så nysgerrig.. Isobel Gancies Polenca Graf.'' Hun smilede og trådte lidt tilabge, pigen lød ikke til at være så bange igen, men man kunne jo aldrig være sikker. Hun ville vente med at dræbe hende til senere, først skulle hun få lidt sjov ud af hende, og måske kunne hun bruge hende til noget, hun kunne gøre alt det beskidte arbejde for hende denne nat. ''Hvad laver sådan en ung pige her ude..?''

"Faret vild i en ukendt by." Svarede hun koldt tilbage og smilte drilsk. "Hvad med dig selv?" Hun svarede igen, og vidste også at hun skulle være forsigtig.

''Jamen mit kære barn, hvor er du da fra, siden det her er en ukendt by?'' Hun smilede lumsk til hende, og trådte et par små skridt tilbage. ''Jeg nyder at dræbe uskyldige sjæle, ligesom dig?'' Hun smilede og begyndte så småt med at gå, hun regnede med at hun ville følge med hende.

Hun rullede øjne, og gik med hende. "hvad er der enlig godt ved en lyselvers blod?" spurgte hun. (ved ik hun er blanding.)

''Hmm.. Du er en blanding ikke sandt?'' Hun smilede lidt. ''Blod er blod, nogen tager det for at overleve, jeg tager det.. For sjov skyld..'' Hun grinede lidt ondskabsfuldt, og kiggede over mod en lille dreng på 6 år som blev slået af hans far.

"Det skulle jeg ikke mene." Svarede hun igen og fulgte hendes blik. Hun fik det dårligt af at se faren slå på sin egen søn. Hun havde lyst til at gå hen og slå faren, men hun ville se om Isobel havde hjertet til at stoppe det.

''Aah... Men det kan jeg lugte..'' HUn grinede lidt da det så ud som om hun havde det dårligt over det med sønnen og fadern. ''VIl du eller skal jeg?'' Hun smilede lidt og kiggede udfordrende på hende.

Hun fnøs. "Det må du gerne, lad se om der er noget godt i dig." Hun rullede øjne af hende. Hun var da lyselver var hun ikke? Havde hendes mor fortalt hende en stor løgn om hendes liv?

''Hvis jeg da er den eneste der har noget godt i mig her, så skal jeg nok..'' Hun sukkede og gik hen til manden som slog sit barn. Hun prikkede forsigtigt på hans skulder og smilte sødt til ham. ''Vil du ikke godt være sød og stoppe?'' Hun så bedende på ham, men ahn skubbede hende bare til siden og grinte. ''Når så det skal være på den måde!'' Hun løb hen og sprang på ham, hun lagde ham på ryggen, og bed ham brutalt. Hun sugede hårdt og brutalt alt blodet ud af hans krop og rejste sig derefter op igen.

I mellem tiden var Cosette løbet over til barnet og holdte ham ind til sig, så han ikke så Isobels voldsomme angreb. Hun kiggede på Isobel og aede drengens hår.

Hun så ned mod Cosette og drengen.. ''Ej.. Stop dog med at være så blødsødende...'' Hun sukkede og begyndte med at gå, før hun var helt væk fra drengen råbte hun. ''Din far kommer ikke til at gøre dig noget i et stykke tid.. Meget langtid!''

Cosette slap drengen som slog armene om Isobels ben. Han nikkede og løb indenfor. Cosette rullede øjne af hende, og rejste sig op. "Han er bare en lille dreng? Jeg ville da ikke have at han skulle se sin far dø på den måde, eller se nogen dø på den måde?" Cosette svarede koldt tilbage til Isobel.

''Sådan er livet min ven, han skal jo opleve det på et eller andet tidspunkt? Og hvorfor måtte han ikke se den mand som har skabt et forfærdeligt liv til ham i mange år, ligge på jorden og lide? Han ville sikkert nyde at se det'' Hun grinede lidt og begyndte med at gå lidt hurtigere, da det efterhånden begyndte med at regne lidt mere end støvregn.

"Den dreng var seks år? Prøv at sætte dig i hans sted, ligemeget hvad faren gjorde som stadig er forfærdelig.. Så prøv at tænk.. Tænk hvis du havde set din far blive dræbt.." Hun råbte det sidste efter hende, hun gik imod hende og lagde sine arme over kors. Hun var ikke bang mere, hun havde vendt sig til blodsugerens selvskab.

Hun stoppede op da hun råbte efter hende. Hun drejede om på hælen og gik med truende skridt hen imod hende. Vidste hun overhovedet noget! Nej! ''Set min far blevet dræbt? HA! Jeg så min mor blive slagtet af en varulv! Jeg så min fars lig som var blevet sprættet op af varulve! Jeg tror godt jeg ved hvordan det føles!'' Hun vendte sig om og begyndte med at gå.

Cosette sank, det vidste hun ikke. Det var ikke meningen at gøre grave minder op. "Det jeg ked af.." Sagde hun så og lagde sine arme over sit bryst. Hun følte sig som en idiot og vidste ikke om Isobel havde hørt hende.

''Ha... Det skal man jo sige, du har intet at være ked af, som jeg sagde før, sådan er livet!'' Hun mærkede at stemningen var begyndt at blive lidt spændt, men ellers tænkte hun ikke rigtigt så meget over det.

"Så dit liv er simpelthen at dræbe nogen og du ligeglad med hvem det er?" Hun rullede øjne af Isobel og havde lyst til bare at gå. Hun kunne begynde at se lyset fra parken og gik forbi Isobel.

''Mit liv er ikke for at dræbe nogen, mit liv er til for at få min hævn! Og jeg er for det meste ligeglad med hvem der kommer med i faldet.'' Hun fulgte tavst med Cosette lige bag ved hende.