What are you looking for..?//Bricko//

Sted: Firewood Village - Markedet Tid: 14:00 Vejr: Lidt støvregn, og nogle mørke skyer i det fjerne Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Isobel tørrede blodet væk fra mundvigen og gemte liget væk fra alt og alle så ingen ville opdage det så nemt. Der var ikke så mange mennesker på markedet da det regnede en smule, og der vist var nogle mørke skyer med torden i på vej mod byen. Hun gik ud på markedet og kiggede lidt på de få væsner som var der. Nogle løb væk fra regnen og ind i ly, andre blev dog tilbage. Men der var dog en som fangede hendes opmærksomhed.

Bricko stod og betragtede en af markeds mange butikker, mens han stod i ly for regnen der faldt forsigtigt mod jorden. Butikken solgte en masse hokus pokus ting, som han alrdig havde set før. Han kiggede nysgerrigt rundt på de forskellige ting, men fjernede blikket fra dem, da han pludselig kunne mærke en stå bag ham.

Hun nærmede sig denne dreng som virkede bekendt. Hun stilte sig bag ham og så på ham, han ville nok kunne mærke at hun stod bag ham, selvom hun var kommet lydløst hen til ham. ''Finder du noget spændende?'' Et lille lumsk smil gled over hendes kolde læber, dog uden at afsløre hendes hjørnetænder..

Han fik kuldegysninger af det lumske smil, men valgte at ignore det.
"Nej, ikke rigtig," svarede han og vendte sig igen om, for at kigge på tingene.
Han kunne mærke at hun blev stående bag ham. Det lumske smil blev ved med at være der for hans øjne. Det smil.. det virkede bekendt for ham.

Da han vendte sig om blev hun overrasket, det lille ansigt så bekendt ud, virkelig bekendt, men hun var ikke sikker på hvorfra.. Efter lidt tid kom hun i tanke om hvem drengen var, hun havde dræbt hans mor for nogle år siden. Det var ikke rigtig meningen at hun skulle dræbe hende, men hvis hun ikke gjorde det var hun selv blevet dræbt. Hun skulle også dræbe drengen, men hun fandt ham aldrig.. * Sikke et sammen traf...* Hun smilede lidt og stile sig hen ved siden af ham, og så på ham. ''Nå min dreng... Husker du mig selt ikke?'' Det samme lumske smil kom frem igen, denne gang blottede den de to store skarpe hjørnetænder.

Han gik et skridt væk fra hende, da hun afslørede de skarpe vampyr tænder.
*Det er hende, den vampyr der jagtede mig og min mor*
Han viste selv, to skarpe hjørnetænder, der kom fra hans indre ulv.
"Dig!" hvæste han og fortsatte med at holde blikket på hende.
Hun havde været efter ham og hans mor lige siden han var lille. Det var hendes skyld at hans mor måtte efterlade ham.

''Aah du husker mig?'' Hun smilede og stilte sig lidt væk fra boden. En kniv som hun havde i bukserne var gemt væk fra det hele, så ingen ville se den, men hun var parat til at tage den op, hvis det skulle blive nødvendigt. ''Nå men, hvordan har din Onkel det? Og din Kusine?'' Hun grinte en smule og gik tættere på ham. Hun vidste ikke der var sket noget med hans Kusine, da hun kom efter ham og hos hans Onkel, var hun der ikke og Onkelen vidste ikke hvor han og hans kusine var henne, så hun dræbte ham.

Han fortsatte med at vise tænder. "Det ved du vist godt selv."
Damen der ejede butikken, kunne mærke den spændte stemning og skyndte sig at tage alle de ting der kunne gå i stykker væk.
"Du slog selv min onkel ihjel" sagde han arrigt. "Hvor er hun?"
Hun måtte vide hvor hun var. Det måtte hun gøre. Han rettede sig op, for at vise at han ikke var bange for hende.

''Ja, jeg slog din Onkel ihjel! Du var der jo ikke? Nogen skulle jo dø for jeg kunne leve.. Hellere dem end mig?'' 'Hellere dem en mig' var et motto hun havde haft siden hendes forældre døde. ''Min kære dreng, hvem mener du?'' Hun tøvede lidt og så ned i jorden. HUn begyndte med at smile og grine lidt. ''Når! Din kusine?'' Hun smilede og gik tættere på ham. ''Jeg har ingen anelse..'' Hun grinte og vendte sig om og begyndte med at gå.

Havde hun ingen anelse!? Det var en løgn, det måtte det være! Vreden tog over hans krop, så den ildrøde ulv pludselig stod midt på et marked. De folk der var blevet ude, blev overrasket over den ildrøde ulvs tilstedeværelse og trak sig forskrækket til siden. Bricko ignorede at de var bange for ham. Han ville ikke gøre dem noget. Han sprang hen foran Isobel og kiggede op på hende. De gyldne øjne lyste af raseri.

Hun lagde mærke til de få folk som gispede rundt omkring, hun kunne godt regne ud at han havde forvandlet sig, da hun kunne lugte på afstand hvad han var, men det ville ikke forhindre hende i at gå videre, ind til han sprang hen foran hende. Hun grinede bare så koldt og hjerteløs som hun nu engang var. ''Hør her, jeg ved ikke hvor din Kusine er'' Et lille smil kom frem på hendes læber, som måske fik hende til at virke som om hun løj, men det gjorde hun dog ikke. Hun begyndte med at gå igen uden om ham.

Han lod hende ikke komme forbi. De ildrøde nakkehår strittede, mens han fortsatte med at knurre af hende. Hun løj. Hun havde dræbt hans onkel. Hvorfor skulle hun ikke lyve om hvor hans kusine var?
En lille pige stod og kiggede nysgerrigt på pigen og ulven der knurrede af hende.
"Moar," sagde hun og pegede på ulven. "Jeg tror ulven er sur."
Moren skyndte sig at gemme barnet bag sig.
Bricko ignorede pigens komentar og fokuserede stadig på den blodtørstige vampyr foran ham.

Hun sukkede da han stoppede hende igen så hun ikke kunne komme forbi.. ''Hør her.. Hvis jeg havde dræbt din kusine, ville jeg med stolthed havde sagt det, ja jeg ville endda råbe det ud til hele verden hvis det blev nødvendigt!'' Det hele var sandt det hun sagde, hvis hun havde dræbt hans kusine ville hun selvfølgelig havde sagt det til ham, i følge hende var det sådan noget man kunne være stolt af, eller ikke stolt, men hun var ligeglad med hvad andre tænkte om hende, hun gjorde hvad der skulle til for at overleve. ''Hvis du vil gøre regnskaben op nu, altså for din mor og onkel? Så kom lad os slås?''

Han knurrede og stillede sig i angrebs stilling. Hvis hun ville slås, så lad hende komme an. Fornuften var forsvundet fra hans hoved. Det eneste han tænkte på, var synet af hans døde onkel, der lå helt forblødt på gulvet og Isobel der stod og så ham forbløde.

Hun fandt kniven frem og lod den forsigtigt kære rundt mellem hendes fingre, hun følte ikke rigtigt smerte for sådan noget, så hun overlevede nok et angreb fra sådan en hund.. ''Når? Så du vil slås!'' Hun grinede lidt. Hun tog kniven i den anden hånd og skar sig hele vejen ned ad låret. ''Okay nu er jeg begyndt, nu er det din tur?'' Hun grinede lidt og så ned på såret som efter lidt tid forsvandt.

Han kiggede forvirret på det sår, der forsvandt som havde hun aldrig lavet det.
*Bricko, jeg ved du har lyst til hævn, men du må hellere tænke fornuftigt*
Han kiggede nysgerrigt rundt på butikkernes tage. Et af dem havde et skilt på sig. Før Isobel kunne nå at opfange det, sprang han op på det tag og skubbede skiltet ned over hende. Han kunne i det mindste få en slags hævn.
Menneskerne omkring på markedet, fjernede høfligt skiltet fra Isobel.
"Er du okay?" spurgte en mand hende.

En mand prøvede at hjælpe hende op, men hun skubbede ham bare væk og så surt efter drengen. ''Jeg behøver ikke hjælp!'' Menneskerne begyndte så småt at træde tilbage, og væk fra det hele, da det første lyn slog ned tæt ved Isobel. ''Fint nok min dreng.. Fik du taget din hævn nu? Et det det eneste du har i dig? Tør du ikke at gå imod mig, ansigt til ansigt?'' Hun begyndte så småt med at grine og så sig lidt omkring.. ''Dumme dreng..'' Hviskede hun lidt for sig selv.

Han knurrede af hende og tøvede ikke, da han sprang ned på hende og tog et godt greb om hendes arm. Smagen af vampyrblod var forfærdelig, så han gav hurtigt slip og landte på alle poter bag hende.

Hun sprang hurtigt på ham og bed ham, hun drak så meget hun kunne uden at dræbe ham, så det ville nok gøre ham en del svagere og lidt omtåget. ''Hold dig til dem på din egen alder!'' Hun satte sig ned på jorden, og ventede på at han ville få krafterne tilbage.

Han rejste sig fortumlet op, selvom benene rystede under ham. Regnen var blevet kraftigere, så pelsen var blevet helt gennemblødt og jorden våd under deres fødder. Menneskerne turde ikke at blande sig. De stod lunt og godt under haltagene, mens de betragtede den interresante slåskamp.
Bricko kiggede hen på Isobel.
*Hun er stærk*
Han stillede sig igen i angrebs stilling.

Hun rejste sig op og smed kniven fra sig, huun stod lidt og betragtede ham, for at se om hun kunne se hvad hans næste træk var. Efter lidt tid begyndte hun med at grine, og satte sig ned igen. Hun kunne ikke lade vær med at grine, da hun kæmpede med en hun faktis slet ikke ville dræbe, hun ville ikke gøre mere, da der ikke var nogen grund til det.

Han foravndlede sig om til et menneske igen.
"Hvorfor griner du?" sagde han.
Regnen rislede ned af deres kroppe. "Du burde slå mig ihjel, er det ikke det du vil?" Han rejste sig op, med ret ryg. Det var ikke for at være svag at han spurgte.

''Nej? Det var det jeg ville, det er fortid nu, jeg er færdig med dig, jeg har afsonet min gæld, så jeg behøver ikke slå dig ihjel.'' Hun rejste sig op og gik hen til ham med et lille lumsk smil på læben, men jeg skal nok sige til når jeg mangler en en dag at slå ihjel, så vil du stå forrest på min liste..'' Hun smilede og vendte sig om.

Bricko kiggede ned i jorden.
"Din gæld?" mumlede han.
Han løb hen foran hende. "Hvad mener du med gæld?"
Hvem ønskede at få hans familie slået ihjel, så de ville ansætte en vampyr? Han kiggede hende i øjnene. De brune øjne var vrede og fortvivlet.

''Hey.. Tag det roligt! Jeg fik bare en anden vampyr til at hjælpe mig og dette var så min gæld.'' Hvorfor dog hisse sig sådan op over så lidt.. Det forstod hun dog ikke helt.