What are you looking for..?//Bricko//

"Så, du slog ihjel for ikke selv at blive slået ihjel?" spurgte han.
Et lyn slog ned bag ham og lyste hele markedet op. En gammel dame stillede sig for enden af halvtaget.
"Kom nu ind under halvtaget i to. I ender jo med at blive plask våde," sagde hun venligt.
Bricko kiggede nysgerrigt hen på den stemme, der havde talt til dem.

Hun smilede lumsk til ham, han havde forstået det. Hun gentog sig selv.. ''Hellere dem end mig.'' Hun smilede venligt op til den dame som havde talt til dem. ''Jamen selvfølgelig, vi var faktis på vej her ind'' Damen smilede blot tilbage og gik ind igen. Isobel gik ind under halvtaget.

Bricko løftede på et øjenbryn af hende, men fulgte alligevel med under havtaget. Damen havde ret. Regnen havde gjort hans tøj driv vådt. Hans skjorte var slaskede og bukserne klistrede sig til hans ben.
*Årgh, jeg hader at være våd!*

Hun så lidt hen på ham da de var kommet væk fra regnen, hans bukser klistrede sig til hans ben, det var noget Isobel selv hadet rigtig meget.. Endnu et lyn slog ned lige udenfor huset.
''Ikke ryst dig i nærheden af mig.'' Hun så irreteret over mod den kære lille dreng, som hun burde havde slået ihjel for langtid siden. Hun kunne os bare gøre det nu..? Men det ville ikke være til hendes fordel. Hun havde sagt til manden som hun skyldte en tjeneste at drengen var død, men det var jo løgn. SÅ hvis han endag opdagede det, så var det ham der skulle skylde hende en tjeneste hvis hun gjorde det, så han skulle leve lidt endnu.

"Jeg ryster mig altså ik," vrissede han.
Helt ærlig, bare fordi han var en ulv, betød det altså ikke at han opførte sig som en? "Jeg er en formskifter, ikke en hund."

''Tæt på..'' Hun mumlede og gik hen og satte sig ved et bord der var under halvtaget.
''Kom og sæt dig..''
Hun pegede hen på stolen som var overfor hende.

Han kiggede mistroisk på stolen hun pegede på, men valgte alligevel at sætte sig. Hans blik var rettede mod en hver pludselig bevægelse hun kunne fortage sig. Regnen var stadig kraftig og lavede hårde lyde på halvtaget. Han kiggede nysgerrigt på Isobel.

Isobel nåde ikke at sige noget inden hun hørte nogle hårde hestesko trampe i jorden hen imod dem. Hun sad lidt og lyttede inden hun begyndte med at kunne se nogle heste ude i det fjerne. Hun tog hurtigt og hårdt fat i hans overarm, og rev ham med indenfor. Hun løb op af trappen og ind på det primitive toilet som var oven på. Hun skubbede ham ind af døren, og gik selv derind. Hun lukkede forsigtigt døren efter sig og satte sig på knæ henne ved et vindue som var derinde. ''Shh'' Hun tyssede på ham og så forsigtigt ud af vinduet. En lille flok mænd på 5 med rustninger og spyd stod udenfor i regnen. Den forreste så bekendt ud, det var Klaus. Hun sukkede lidt og sagde så endelig. ''Det her var dem der var efter dig..'' Hun sukkede og holdt øje med dem. Klaus var ham hun havde haft en aftale med, men som hun havde brudt ved ikke at dræbe ham med det samme som hun så ham. Uden hun helt havde opdaget det så Klaus op imod dem. Isobel dukkede sig hurtigt. ''Duk dig!'' Hun så uroligt hen imod Bricko.
Hun havde fået af vide at hun skulle dræbe Bricko, og hans mor.. Hun vidste ikke hvorfor, men det kunne vel også være ligemeget.

Bricko dukkede sig hurtigt. Denne mand fik selv den stærke Isobel til at være nervøs. Han var den der havde bedt hende om at slå hans mor ihjel. Hans indre ulv, knurrede om at komme ud og dræbe ham, men han vidste at det ville være en dårlig ide.
"Hvad har jeg nogensinde gjort ham? Og hvorfor er du hans lille slave?" fnyste han og smukiggede forsigtigt ud af vinduet.

Hun hvæsede irreteret af ham.
''Slave? Nej faktis ikke! Han hjalp mig med at overleve, også skyldte jeg ham en tjeneste, jeg ved ikke hvorfor jeg skulle gøre det.''
Pludselig blev der banket hårdt på døren.
Det gav et sæt i Isobel. Hun kiggede ud af vinduet, men hun kunne ikke se nogen dernede.
Hun tog hurtigt noget reb der lagde henne i et hjørne.
Hun bandt det fast til et løst søm, og smed det ned til jorden.
''Kom!''
Hun begyndte hurtigt med at kravle ned af rebet.

De hårde bank på døren fortsatte, mens de begge to kravlede ned af rebet. Bricko kiggede forvirret op i det vindue, de lige var hoppede ud af. Han kunne høre at døren ikke kunne holde til de hårde bank længere. Lyden af træ der blev slået i stykker på døren, fik ham til at kigge ned til Isobel.
"De har ødelagt døren!" råbte han til hende.

''Jeg skulle havde dræbt dig i det øjeblik jeg så dig!''
Hun mumlede nu mere for sig selv, da hun kravlede ned af rebet..
Da hun var kommet ned, rev hun i rebet så det gik i stykker, og mn ikke længere kunne kravle ned af det, om han så var kommet ned eller ej så gjorde hun det.
Da han var nede på jorden tog hun hurtigt fat i hans arm og satte i løb..
Hun kunne løbe hurtigt, meget hurtigt så hun trak ham nærmest af sted..
Hun nåde ikke særlig langt inden hun blev stoppet af tre mænd.
Hun havde ikke set nogen af dem før, men to af dem tog hårdt fat i hendes skuldre, og den sidste gik ud efter Bricko.
Efter lidt tid, kom Klaus gående langsomt hen imod dem.
''Super drenge! Før dem op i vognen og kør dem tilbage til lejern!''
Isobel sukkede, men hun kunne ikke gøre noget, mændene havde et godt fast greb rundt om hendes skuldre, og hun havde problemer med at bevæge sig bare en smule.
Hun fulgte stille med op i vogen som der stod ikke langt fra dem.

Da de var kommet ned på jorden, tog Isobel straks fat i bricks arm og løb af sted med ham. Han kunne ikke rigtig opfatte hvad der skete omkring ham. Alt gik så stærkt. Pludselig stoppede hun og tog mænd tog fat i hende, imens en anden gik efter ham. Brick knurrede da manden tog et godt greb i ham.
En stemme bag ham, fik ham til at vende sig om. Det var ham. Klaus. Det morderiske væsen, der havde bedt Isobel om at dræbe hans mor og ham selv. Han knurrede rasende af ham. Han var forfærdelig at se på.
Isobel gjorde ikke modstand, men sukkede og gik op mod vognen.
*Næh nej!* tænkte Brick.
Med et forvandlede han sig om til en ulv og bed hånden af den mand der holdte ham. Det gik så hurigt at Klaus ikke opfattede det. Brick sprang hen på de mænd, der holdte Isobel. Han bed dem i halsen, så de var ved at blive kvalt. Men han gav slip og lod dem leve.
Han kiggede op på Isobel og gjorde tegn til at de skulle løbe. Regnen brusede omkring dem begge, da de løb videre igennem markedet. Væk fra Klaus. Væk fra vognen.
Brick kiggede bagud for at se om Klaus fulgte efter dem.