som en tyv i natten//zeril

S på et tage af et hus
O ingen
V køliget og en frisk brise
Tid 00,00
i selve gaderne gik vagterne rundt for at kontrolere at der ikke komme nogen ind. Imens bevæget en skygge sig over husende ind til han nåedet til det sisdte tage hvor huset overfor jo var ejet af en vampyre ved naven Zeril hans hætte dækket mandens ansigt imens han kiget ned for at vide hvor vagterne var men vagterne stod bare og snakket videre han kiget på huset og hoppet over på taget i det han dirket vinduet op i det han gled indenfor i det han kiget sig omkring der var en masde værdi gendstande her inde han smilte og kiget sig omkring effter en bestemt dimante i det han høret døren gå op gemte han sig nedunder sengen damit tænket han er hun allerrede kommet tilbage
//påklædning 1 kig på profil//

Folk havde måske hørt at dette var Zerils men langt fra huset som var her var et hun bare brugte til at være i, når hun havde brug for at være væk. Tingene som stod der havde masser af værdi men det meste havde hun taget fra de stakkels ofre der var blevet hendes mad. Mænd havde en stor træng til kun at tage smukkke kvinder til sig men de smukkste var nærmest altid vampyrer, og Zeril var en sand skønhed der kunne blænde mænd med bare et kig. Det lyse hår var også noget mænd tit gik efter og de lyseblå øjne var som små diamanter der sad i hendes smukke ansigt. Nu stod hun her, inde i det der alt i alt kunne kaldes en stue.

Arason havde gætte rigtige han rejste sig op
og begyndte og tag en masede værdi gendestand men af
en eller anden grund kunne han ikke få sig selv til at tage
afsted med så lidt tinge så han begyndte og gå ud i gangen for at se effter
flere værdig gendestande i det han så hende bakkkede han ud og gemte sig igen i
det han håbet hun ikke havde set ham

Zeril havde allerede fanget lugten af fremmed, og vagterne havde også sagt at de syntes de havde set noget. Hun skar svagt tænder for at beherske sig selv, Hun gik ud i gangen. Det var et menneske der var her inde. Hvordan kunne sådan et svagt væsen gå igennem hendes vagter. Hun stoppede op kun 3 meter fra Arasons gennested. Hun grinte let, "Kom frem menneske" Det hugede hende ikke at han var her men nu have hun i det mindste noget at lave i aften. En slags gæst der selv var gået ind for at dø. Den hvide kjole som hang elegant ned at hendes krop viste at hendes former var ret så modne, men nok om det. Hendes sind var som en sand hystade. "Eller skal jeg selv trække dig frem" hendes stemme blev mere grum i det.

han blive ved med at gemme sig hvordan kunne hun
vide at han var der men var det virlklige hende vampyren
han hoppet frem og angreb hende med hans daggert som han havde
haft på sig igemen hele aften hans anden daggert var også på ham i det
han stak ud effter hende

Zeril stående med armene over kors, hvor han dog dum. I det samme kom en for for luft bølge imod ham som ville få ham til at flyve tilbage med det samme. Han var da ikke særlig klog at angribe hende i hendes eget hjem... Hun grinte svagt efter luft bølgen havde ramt ham. "Forventer du virkelig at jeg falder for det der" hun kunne mækre ham føle hver eneste skridt ham tog især fordi han var menneske. Hun var jo et rovdyr....den mindste bevægelse og så var hun der. HUn havde et skævt smil på sine læber imens hun bare så overlegent på ham.


//vil han forvandles?//

han rejste sig op og begyndte at løbe ud i gangen
og hen til døren men døren var låst han havde ikke tide
til det her han prøvet igen og igen at skubbe døren op imens han
håbet at hun ikke ville gøre ham til en slave eller hendes egne
kældedyr som hun altid kunne tag blod fra han prøvet
igen og skubbe døren op inde han opgav det
//ved ikke skal lide tænke mig om//

OKay//

Zeril gik med rolige skridt over mod ham imens hun stadig lige så roligt bare holdte sine arme over kors. Hun kom nærmere og nærmere. "Skal vi ikke have det lidt sjovt" hun lod pluseligt sine hænder samle og skubbede ham så hårdt op af den væg som var tættest på dem. "Dumme menneske" sagde hun og gik med smukke elegante skridt imod ham. Hun ville have det sjovt, henes forretnings erner havde alligevel taget tiden fra at få med fra hende, så nu havde hun endelig en gæst her hjemme.

han mærket et knæk i hans skuldere da hun skubbet
ham op af selve muren men han bid smerten i sig han ville
ikke gi hende fornøjlesen af at hun kunne drille ham med alle de smerter hun
forvoldte ham han kiget op i hendes øjne "hvad for dig til at tro at jeg er her alene"
svarde han hende næsteviset i det han håbet hun ville tro på hans løgne imens han
tænkete sig om hvordan kunnne hun allerede være hjemme den her dage hvor han havde fået at vide at hun første ville komme hjem omkring kl 03,00

Hun gav ham en lussing, efter han havd talt til hende. "Tror du ikke at mine sanser er lidt bedre....desuden er det her mit hjem, jeg kender hver eneste lille lugt her" imens hun sagde det sidste, lod hun blidt sine finger prikke ham stille ned af hans bryst kasse som tegn på at var punkt der var i huset kendte hun til punkt og prikke. Mennesker tænkte ikke altid så langt. Hvis han havde tænkt at slå igen var han færdig, vampyrer som hende der var en del af Klusisskernes klaner skulle man ikke fucke med. Og bestemt ikke en som hende, selv om menneske havde hun været hysterisk. Men igen var der en hvis kvindelighed over den voldlighed og hysterik hun udførte. Hun så ham samtidig i øjnene under hele denne lige forstilling.

da han fik lusingen holdt han stadig smerten væk han spytte hende bag effter i ansigt
imens han kiget hende i øjne han kiget på hende og sagde så "hvorfor lader du mig ikke bare gå" var det han sagde til hende inden han kiget væk fra hende "du ved godt at dine vagter er dumme ikke" sagde han til hende med et tyveagtiget smil

Han spyttede hende i ansigtet og i det samme tog hun ham i et kvæler tag imens hun løftede ham for gulvet. Hun havde bidt tænderne sammen og blottede sine tænder i svag vrede over ham. Imens hun havde sammenbidte tænder svarede hun ham. "Tror du ikke selv jeg ved det, det er der for jeg har dem for sådan nogen som dig tror at de kan komme her og lege rumt med mine tøj" hun strammende sin hænd endnu mere om hans hals, i det næste smed hun ham på gulvet lidt væg fra sig, han ville delvist ramme den smukt udsmykkede comode der stod i gangen, men hvad bestød det, hvis hun ville have en ny så fik hun det. Ting var så gemme at skaffe, men hvad viste et sussel menneske om det, og især af en som var af den befolkning som han var, fattig og en tyv.

han fik et hårdt slag som om hans hoved var blivet knuste af et bord han kiget på hende og kunne ikke rejse sig da hans ben måske var blivet smadret han pustede hele tiden for at få luft i det han kiget op på hende han sætte sig op af komodene imens han kiget på hende igen han skulle ikke lege skak med hende i det han nok ville blive smadret han prøvet at kravle hen til døren

Zeril vendte sig nu helt mod ham da hun havde kastet ham, spyttet var stadig i hendes ansigt, hun tørrede det af med sin hånd og tørrede det af sin smukke kjole. "Ser du" sagde hun imens hun tog 2 skridt imod ham så der stadig var lidt mellemrum imellem dem. "Jeg nyder faktisk at du er så modvillig" HUn nikkede helt oprigtigt imens hun lavede en seriøs mine med sit ansigt som alligevel var mest af alt lavet for sjov. Hun kiggede kort mod den dør han have prøvet og løbe ud af, "Tror du virkelig at jeg lader mine døre stå åbne så ethvert væsen kan komme ind og angribe mig" hun grinte hånligt imens hun stadig så på døren, men kort efter lod hun blikket gå ned på Arason. "Hvem er du menneske" hun løftede hoved svagt da hun ville vise sin overlegenhed over for ham. Han troede virkelig at han kunne hamle op med hende, hun var en der grinte meget men dette var endda mere end latterligt, det var ligefrem dumdræstigt-

"hvem jeg er sigde det ikke sig selv nå jeg kan komme forbi selve vagterne og komme igmene vinduet er kendt under navnet ulvevind" svarde han hende i det han vendt om og prøvet at komme hen til en anden udgang i det han smilende kiget tilbage til hende i det han satte sig op af en døre og hans hætte stadig dækket hans ansigt han kiget op af selve hende kvinde og "hvem er du"

"Det ved du vist allerede selv, du er vel ikke så dum bare at gå ind i så fint en hjem uden at vide hvem der lever her" lever var et meget stærkt ord, og Zeril savnede bestemt ikke at leve, Hendes vampyr liv havde givet hende så meget som menneske livet ikke havde kunne, styrke, magt, men også fjender. "Hvis dig" sagde hun da hætten stadig ikke viste hans ansigt helt. Hun kunne kun ane nogen skægstubeb og en mund, men øjnene var menenskers sjæls vinduer sagde man. Det huskede hun ihverfaldselv da hun selv bare var en ung pige der endnu ikke havde kendt forskel på mostre og gode mennesker der faktisk ville noget godt. Hendes kjole flagrede svagt. og hendes lyse hår havde et smukt skær i det at stearin lysene svagt var tændt inde fra hendes såkaldte sovekammer.

han kiget op på hende i det hun sagde han skulle vise sit ansigt
han rystede bare på hovedet i det hun jo sagde det til ham han holdte stadig
sine hætte ned over hans ansigt i det han kiget på hende engang i mellem og holdte hans hætte på imens han smilende var glad for at ha den på

Hun satte sig på hug lidt fra ham, "Sig mig fatter du ikke at jeg siger du skal tage den af eller jeg knækker dine ben" han var som en retaderet. Han fattede virkelig ikke at dette var hendes teritorium og her skulle han gøre hvad der blev sagt hvis han ønskede bare det mindste at komme ud derfra igen. HUn var ikke bange for at skade ham, hun var faktisk ligeglad med og han skulle dø. Men når hun sagde noget skulle folk høre efter, ihvertfald når de var i hendes hjem. De meget lyseblå øjne så direkte stirrende imod ham og iskoldt på ham. "Hvis mig dit ansigt eller jeg selv gør så jeg kan se det" Hun var irretabel og blottede svagt sine tænder i en slags halvvæsene mund dog uden nogen lyd på-

"glem det" lød hans hård stemme i det han holdte sine hætte nede over øjne hele tiden han ville ikke ha den fordi det var hans personlige i det han hele tiden kiget sig omkring han røkket sig bagud så hun ikke kunne få fat på den håbet han da i det han kiget væk fra hende

Da han rykkede sig rejste hun sig op med en fart. Det var nok, nu skulle han dø. Hun brugte sin evne. Den ville få hans arm til at nærmest flyve væk hvis ikke at han pas´sede på og ville få hætten til at trække sig tilbage så hun kunne se hans beskidte ansigt. "Så må jeg selv" sagde hun imens en underlig knurren kom fra hende, hun var godt gal, hendes tid var spildt på en lille hysteret mand der alt i alt kun var en dreng.

hans hånd fløj op og bag den kunne man se en mand der var meget ung han havde kunne lide lidt skægstubbe og hans lange hår var ikke til at se hans øjne på grund af det han kiget ondt på hende i det hun havde gjordet sådan at hans ansigt var synliget han råbte nærmeste til hende "ved du hvem jeg er"

Nej hun viste ikke hvem han var, hun var normalt ikke intresseret i tyve mennesker. Han var ung dette menneske og enlig et kønt menneske. Men Zeril bed kun svagt fast i den tanke da hun ikke tog til sig at andre var kønne som sådan. Men noget hun lagde meget mærke til ved hans udseende var at han havde flot mørkt hår. Hans hår var lige så mørkt som hendes var lyst, Det andet hun lagde mærke til var en svag mærke af et ar over hans ene øjne. Dette menneske var tydeligt et arbejder menneske, fattig og sulten efter mad. Selv Havde Zeril kommet fra samme folk som havde havde, hun havde selv været fattig og havde næsten ikke råd til at leve, hun havde selv stjålet og havde endda selv måtte kæmpe for at overleve dengang hendes hjerte stadig havde pumpet. Hun stod et sekundt helt stille uden at sige noget synderligt til at han råbte af hende.

han rejste sig op i det hun bare stod og så på ham han trak ikke sine hætte på igen nu nå hun stod der gik han forbi hende for at tage sig en runde i huset det var meget stort han gik ud i selve køkendet og komme til at skære sig selv med en kniv blodet dryppet på bordet han måtte skjule det for hende

Zeril fulde ham med øjnene, hvad havde han gang i. Han var n u noget mærkelig det her menneske, havde ingen situations fornemmelse. Han var gået ud i det som nogen kaldte et køkken, han havde åbenbart skåret sig og blodet duft slog hende nærmest i hoved. Hun gik med 2-3 skridt helt hen til Dørkammen der førte ud til køkkenet. "Skrid ud af mit hjem" sagde hun med en vred og gal tone, han skulle ikke forpeste hendes hjem med duften af blod. Han havde dryppet på køkken klinkerne og på noget af køkken bordet. "Forsvind" sagde hun og gik imod ham, med agressiv adfærd.

han kiget bare på hende et øje blik mens han svarde "det kan du godt glemme jeg tager ikke afsted herfra før jeg har fået hvad jeg komme effter" svarde han næseviset imens han gik forbi hende og satte sig ned igen op af en af muren da fik han øje på hvad han ledte effter det var en helt rød dimant lide så rød som blod han kiget på den i det han ikke lagde mærke til det der sket noget ved siden af ham