Alane- i natten

Dag:irl
Dato:irl
Vejr:Regn!blæst!
Tid:22.31
Omgivelser: skygger og mørke, ikke et sted for DIG Álane
Årstid:irl

Natten var stille, og igen blæsten fik det hele til at pive og tude i natten, ikke et sted for et af solens væsner, Dette avr Demetris teritorium. Og dem der valgte at komme her skulle forvente at dette var deres sidste nat. Demetris krop var gennemblødt af regnen, han legede det, mærke at noget blev tungt, nu hvor han ikke kunne mærke smerte var det dejlgit at kunne mærke vægt istedet, vægt var nærmest denb størtse følelse hán kunne mærke. Han stod på en klippe og kiggede ud over mørket, kun få kilometer fra sit prægtige hjem.

Alane vidste egentlig ikke hvordan hun var endt herude eller jo, hun var ho gået herud. Spørgsmålet var mok nærmere hvorfor hun var gået herud. Hun så anderledes ud end sidst hun havde mødt Demetri. Hendes hår var blevet en mørkere rød og hendes hud var blevet lidt mørkere(Ava). Regnen faldt tungt omkring hende. Hun var gennemblødt og det havde hun været siden hun forlod telte tilbage i skoven men det generede hende ikke, hun nød følelsen af regnen mod sin hud, et let smil lå over hendes læber mens hum så sig omkring. Hum var klædt i en blodrød top som klæbede til hendes hud og fremhævede hendes former samt et par halv kort sorte shorts og bare fødder. Underligt nok frøs hun ikke men det var hun bare glad for. Blæsten hev i hendes ellers våde og tunge hår. Nu begyndte kulden at melde sig som hun var ude i det helt åbnet landskab, forsigtigt lagde hun armene om sig selv mens hun forsatte, hendes øjne så sig stadig omkring, hun var på vagt.

Demetri lænede sig frem af han havde fået øje på noget i landskabet, han lignte nærmest en ørn der havde set en mus i vildmarken og skulle til at flyve for at hakke ned og fange den lille mus med sine skarpe klør. Han lod sig hvile på sin ene hånd da han nærmest lænede sig så meget frem at han var halvt vandret. I det næste var han væk, som om han aldrig havde stået der på klippen, som om han kun havde været en skygge i natten. Det var Alane han havde set i denne nat......enden var hun meget dum eller også så søgte hun virkelig efter sine fjender, havde hun ikke været oplært med at denne verden ikke var tryg når man var på sådan områder, her herskede vampyrer og dæmoner, og på dette teritorium var det ham her der bestemte.

Alane så sig omkring, hun anede faktisk på ingen måde at det var farligt område hun befandt sig på, for hende var det bare et meget fladt landskab med klipper her pg der det var faktisk som om hun var omgivet af klipper. Det var lidt ubehageligt men hun var ikke bange dog foretrak hun helt klart at være tilbage i skoven. Hendes grønne øjne spejdede sig omkring. Hun kunne mærke nogen holde øje med hende, stirre på hende. De grønne øjne for hen over landskabet, hun var ikke bange men brød sig ikke om den måde det her var på. Med et var det som om at øjnene bare var væk og igen forsatte hun dog med alle sanser i alarmberedskab.

Demetri sprang ned foran hende. "Hver stille" Han kiggede rundt hans prupiler var blevet spidse som en kats og man kunne nærmest se at han var helt optaget af at lytte der var noget galt, skoven var urolig. Orker? Var de her i skoven? " Hvad fanden" sagde han halvhøjt og kíggede ud i mørket. 2 Store trolde trampede sløvt og langsomt, Dette var ikke normalt. "Forsvind" sagde han til Alane og kiggede nu nærmest helt vredt på hende, hun var hans! Men han måtte åbenbart aflyse sin middag i aftenen, Disse orker kunne tro at de ikke var venner af Desisska'erne lige nu! Han begyndte at knurre

Hun for sammen i det manden landede foran hende. Til at starte med kunne hun ikke se hvem det var men så snart ordene forlod hans mund viste hun godt hvem det var men hvad lavede han her og hvordan kunne han tro han bare kunne kommandere rundt med hende. Alane fnyste og lagde armene over kors mens hun så på ham. Så arrogant, nogle ting ændrede sig vel aldrig. Hendes blik gled sammen vej som hans, det eneste hun kunne se var omridset af to meget store skikkelser. Større end orker i hvert fald og der skulle ellers noget til mente hun. Endnu engang troede han bare han kunne kommandere hende rundt, "Hvorfor nu det, du kan ikke bare kommandere rundt med mig", roligt knyttede hun sine næver. Forsvare sig selv kunne hun vel ikke det betød dog ikke at hun stak af. Alane var på ingen måde hans i hendes øjne men der havde de dog tydeligt andre holdninger, hun vidste dog ikke om han havde det sådan. Hun kunne bare huske fra sidste møde den ejerakabsfornemmelse han havde over hende.

//fuck troede det var et andet emne så skulle have skevet noget helt andetXD well... man kan ikke ændre det nu //

//svarer på emnet lidt senere//

//Hehe, det var lidt uheldigt men i det mindste passede det da ind så der er jo ingen skade sket :p//

//Det er helt fint //

Demetri nak kort sin nakke til den ene og den anden side, så det gav små knæk yde, i det samme så han tilbage på Alane, "Hvad laver du her?" han så koldt på hende, han var ikke i det bedste humør lige nu, de sidste par dage havde været noget af noget lykkeligheds shit som han ikke kunne klare. Han var ikke sulten, ikke glad og ikke i godt humør. De metalliske grå øjne var forvirrede det kunne man se, som om at der var noget i dem der styrede alt havd han følte. Han stirrede nærmest på hende som om at hun havde gjort ham noget.

//sorry kort svar/

Alane virkede ikke synderlig påvirket af den måde han knækkede nakken på. Hun var så vant til det, hun knækkede selv sine egne led inden hun skulle igang med træningen, det løsnede så dejligt op. Hun så på ham, "Hvorfor skulle jeg ikke være her, jeg har været her før og er aldrig kommet til skade før og det er jo ikke fordi der er nogen som ejer det her sted". Alane kunne virkelig ikke forstå hvorfor hun ikke måtte være her eller han fik det i hvert fald til at lyde sådan. et var egentlig underligt. Hun vidste at Demetri var ude efter hendes blod men det endte alligevel med at han reddede hende på den ene eller den anden måde. Det var underligt, var det ikke noget med at han bare ønskede at dræbe hende. Hun huskede i hvert fald tydeligt hvor tæt hans tænder havde været på at gennembore hendes hud første gang de mødtes. Kuldegysninger spredte sig over hendes krop da tankerne løb igennem hendes krop. Det var ikke synderlig rare billeder. Hun kunne ikke lade være med at knurre let af ham da han så så bebrejdende på hende, hun havde intet gjort galt. Det var ikke hendes skyld at han forfulgte hende, hun havde ikke bedt ham om det.

//Det er helt okay //

Et lumsk smil begyndte at vokse i det hun snakked eog øjenbrynene fuldte med til at løfte sig jo mere hans smilte. "Så må vi hellere få dig galt afsted" sagde han og gik et skridt frem mod hende. De orker var stadig ca. 2 km væk fra dem så han ville kunne nå en helt masse hvis han prøvede på noget. Det Platin blondte hår som Hun havde skiftet over til tiltalte ham meget, der var noget med Demetri og Lyshårede. Han kiggede op og ned af hende som om han ville æde hende eller ihvertfald ville prøve på at tage hende med magt. "Eller har du noget at sige?" sage han lettere komisk. Hendes knurren tog han sig ikke så meget af, dog viste det bare at hun følte at han var en trussel hvilket altid var noget når man mødte en fremmed. Hans øjne gav et glimt fra sig og det var somom der hoppede gnister rundt i det metaliske grå. Hans hår strittede som var det et pindsvins pigge der stirrede lige op uden at falde tilbage eller ned. Og så det markede mandige og alligevel så drengede ansigt Demetri havde.

Hun lyttede nøje til hans ord. Hvordan ville han kunne skade hende udover det åbenlyse selvfølgelig. Da hun så det grumme smil og at ham kom tættere på, tog hun automatisk et skridt baglæns. "Hvordan har du tænkt dig at skade mig, det viste sig jo sidste gang at du ikke kunne". I det det forlod hendes mund bed hun sig hårdt i læben, det bar en rigtig dårlig ide at tirre ham men ordene var bare røget ud af munden på hende inden hun noget at tænke over dem. Alane brød sig bestemt ikke om det blik han blev ved med at køre over hende krop. Som om hun var et stykke kød, hvilket hun sikkert også var i hans øjne. Hun anede ikke hvad hun skulle sige til ham men det virkede som om han søgte at hun sagde noget bestemt. "Du lyder som en der søger jeg siger noget bestemt". Denne gang knurrerede hun ikke af ham men stod bare stille og betragtede ham. Hun kunne ikke nægte at Demetri var en særdeles køn mand og han havde også en hvis charme over sig men han var alt for arrogant til hendes smag dog.

Han stoppede bradt op, så hun ønskede ligefrem at det skulle ske. Hans øjenbryn løftede sig i få sekundter for at hans ansigt blev hårdt og alvorligt. "Hvad sagde du?!" Sprugte imens han nu stirrede med øjne så kolde som is direkte på hendes ansigt. Hans kropssprog blev hårdt, maskulint og markeret som når et dyr enden lyttede til noget der var i nærheden eller når et rovdyr langsomt sneg sin ind på sit bytte. Han vandrede nu med Bestemte skridt direkte mod hende og havde ikke tænkt sig at stoppe. "HvaD sagde du lige tøs" Han skar nu tænker, imens han pegede på sig efter da sætningen jo passede til det krops sprog. Han bed tænder hård sammen af en stor irretation over det hun lige havde sagt, og hans mund blottede hans tænder i vrede over hende. De skarpe tænder viste sig og man kunne nærmest se på ham hvor meget han var pist over den sætning.

Hvorfor skulle hun også have en så abnormt stor mund, se nu hvilken situation den havde bragt hende i. Det var bare utroligt. Alane kunne næsten mærke frygten sprede sig helt ned fra hans tæer og ud på fingrespidserne og det skete bare fra det ene øjeblik til det andet. Hendes hjerte hamrede i hendes brystkasse som om det var ved at springe ud og det var hun egentlig også bange for. Den eneste grund til hun havde sagt som hun gjorde var fordi hun var så forvirret og frustreret, det ene øjeblik så det ud til han bare ville eje hende og sætte tænderne i hende og det næste øjeblik reddede han hendes liv. "Det var vist forkert formuleret, meget endda. Jeg kan bare ikke forstå dig, det ene øjeblik ligner du bare en som vil eje mig og dræne mig for blod men af en eller grund redder du mig også og jeg forstår det bare ikke, hvorfor redder du mig Demetri?". Som han begyndte at gå imod ham trak hun sig tilbage, så dum var hun dog ikke, hun havde lige pisset ham vildt megt af og nu skulle hun ikke være i nærheden af ham.

"Ja det var det vist " sagde han og stoppede...op. HUn skulle passe på nu, nok var han kun halv sulten men han var bestemt ikke bange for at skade hende eller nogen anden hvis han blev glad. Han var ligeglad med hvad hun følte omkring ham, han gjorder som det passede ham om så det skulle betyde at nogen skulle det. Hans øjne lynede og det lignte virkelig at der var lyn i dem. Han klakkede kort med tænderne. Denne vrede fik ham til at angribe hende endnu mere end de andre gange de havde mødtes. Hendes blod ville tilfredsstille ham mere end hun forventede men han ville tage det på de rigtige tidspunkter han ville nyde det fuldt ud så hver eneste bloddråbe ville blive den rene nydelse for ham. Hendes blod var en overraskelse da Shapestifter blod ikke kunne beskrives. Han begyndte at skære tænder igen imens han stirede mod hende som om at han bare kunne smadre hende i 100 stykker lige nu.

Alane havde virkelig trådt i det denne gang og det vidste hun godt, men hun ville hellere ikke bede om tilgivelse fra ham. Han var heller ikke den der skulle tale om ikke at trykke på folks knapper fordi han trykkede selv på de helt rigtige knapper på hende for at få hans ønskede reaktion, det var som om hun var en åben bog overfor ham og det irriterede hende. Dog havde hun ændret sig meget siden deres første møde. Hun var blevet mere selvstændig og ikke bare den bange lille pige han havde stået overfor den gang. Hendes grønne øjne landede på hans og endnu engang kunne hun mærke fornemmelse af at hun mistede sig selv i hans øjne, det var som om de sugede hende ind og ikke ville lade hende forlade igen selvom hun prøvede at rive sig væk fra ham, kunne hun ikke. Hun holdt op med at gå baglæns og betragtede ham nu bare. Hvis det kom til situationen om hun kunne vælge mellem hendes liv eller at give ham hendes blod ville hun nok vælge den sidste, hun holdt alt for meget af sit liv til bare at kaste det bort.

Troldene var kommet tættere på og det fik Demetris Pis endnu mere i kog, han vendte sig mod dem og ignorede fuldstændig at Alane kunne løbe fra ham nu. Han så mod en af de helt store trolde. Han skar stadig tænker. Han havde mest af alt lyst til at smadre dem i arrigskab over Alane. Men han vendte sig i det samme mod Alane... "Har du nogen sinde set en trold gå basark" det var som om der voksede et stort, fedt, bredt smil på hans læber der kunne få selv dæmon til at skælve i angst over det ansigts udtryk som han nu gav lille Alane. Hun forstod vel hvad han mente med den hentydning. Han kunne også spille med kortende det måtte hun endeligt ikke tage fejl af og han gjorder det endda med glæde. Det slemme ved hans tanker at her var ikke kun 1 trold men hele 2-3 stykker og flere i nærheden. Åh ja dette skulle nok blive godt. *Dumme tøs* sagde han og gav hende et elevator blik igen han lavede dette blik. I hans øjne sprang små gnister ud fra dem eller det følte man nærmest. Det var som om de var blevet lidt lysere i farven nu hvor han var blevet arrig.

Nu begyndte Alane at kunne høre de buldrende skridt fra troldene der hastigt nærmede sig, hun så sig over skulderen men kunne ikke rigtig se noget. Det var der måske heller ikke s meget at sige til, regnen silede ned som syle og det var mørkt. Hvordan skulle hun nogensinde have en chance her, altså hun kunne blive hurtigere end troldene men hvis de først fik fat i hende så var hun færdig, så kunne hun godt vinke farvel til sit kære liv. Hendes opmærksomhed blev rettet mod ham da han atter talte til hende. Hun sank en ikke eksiterende klump og bed sig lidt i læben. "Nej det har jeg ikke og det er ikke noget jeg planlagde at skulle se i mit liv og egentlig så planlægger jeg stadig aldrig at se det. Men hvorfor spørger du?", hun ville gerne være sikker på at hun forstod ham korrekt og ikke en misforståelse. Alane skulle ikke være den der pissede ham mere af. Man kunne nærmest se hvordan nervøsiteten kravlede hen over hendes ellers stædige ansigt. Hun havde en pæn krop, Demitri ville nok kunne se at hun havde trænet mere siden de sidst havde mødtes men det var ikke noget med kæmpemuskler, hun ville stadig blive flået i småstykker af en trold. Alane var i tvivl, i tvivl om hvor vidt hun ville ignorrere sin værdighed og tigge ham om hjælp. Alane så ham i øjnene og stod stadig og tyggede i sin læbe, det var næsten til det punkt hvor den sprang.

"Tja du undgår det nok ikke i nat" sagde han og løftede kun lige sin hånd så man kunne se at han pegede i mod et sted bag hende. Troldene havde set dem og havde fået færden af hende. Demetris ansigt blev dystert imens han bare på Alane som nok havde den sidste dag i sit liv. Trolde var ikke til at spøge med især fordi de var dumme og fordi de var så sure og agressiv hele tiden, faktisk lige som Demetri. En af de lidt mindre trolde som var en typisk jagt trold var begyndt at løbe direkte imod dem, dens røde hår hang ned af dens skæve ryg. Regnen fik dens skridt til at blive mindre lytte, men Demetri kunne nærmest føle dem i jorden så meget bumpede dens vægt igennnem, det var noget af en krabat

Et frustreret suk forlod hendes læber. Han havde da også noget af en split personlighed, det ene øjeblik var han lige som alle andre mænd, så var han faktisk anstændig og som nu var han måske mest af alt bare enormt blodtørstig. Alane strøg det hvidlige hår ud af sine grønne øjne og vendte sig mod troldene, hun havde hørt dem komme og det så ikke ud som om hun ville få nogen hjælp fra ham og hun havde ikke tænkt sig at tigge ham om hjælp, så skulle det blive på hendes dødsleje. Et kort blik blev skænket mod ham men hendes opmærksomhed vendte sig dog hurtigt mod troldene igen. Roligt strakte hun armen hen mod trolden som kom tonsende mod hende. Med et stod den helt stille, man kunne bare se hvor meget smerte der gik igennem den. Alane så direkte mod den, stille og roligt opvarmede hun blodet i dens krop til det punkt hvor det kogte og trolden faldt om. Det var en nylig fundet evne hun havde. Hun kunne kontrollere blodet i folks kroppe til et hvis punkt. Sætte det i kog og meget andet men ikke direkte stoppe det. De to andre trolde stoppede op i ren forundring over hvordan trolden bare var faldet død om. De kiggede mellem Demetri, Alane og den døde trold men valgte så at trække sig væk. Trolde var ikke synderligt kloge og troede derfor at dette var en slags forbandelse som hvilede over en af dem. Hendes blik vendte sig mod Demetri.

Demetri var svagt forbløffet men viste det kun ved lige at løfte øjenbrynene i nogle få sekundter. "Ser man det" sagde han og vandrede langsomt over mod den døde trold alt imens han kom til at smile over hele ansigtet, fordi de andre trolde begyndte at løbe væk som små ´kujoner. Han stoppede ved det brand varme lig og satte sig på hug for at mærke varmen fra dens døde krop. Han stirrede på det forpinte ansigt der havde givet sine sidste små rystelser fra øjenene inden at hjertet havde stoppet. Han tog hånden til sig go lod det istedet høre igennem det sorte hår hvorefter han pjuskede det så det igen strittede lystigt. HAn sad stadig på hug da han så tilbage på Alane, "Meget imponerende Shapeshifter" sagde han og nikkede. han rejste sig uden at slippe Alane med sit blik. "Meget imponernede" han skar pludseligt tænder alt imens han viste hele sit tandsæt frem. "Lad os se hvad du mere kan" han gik langsomt frem mod hende... med et dystert smil. Natten var stadig ung og Demetris sind ligså.

Alane blev stående, hun kiggede ikke på liget af trolden. Det var ikke fordi hun var stolt af at have dræbt den. Hun havde gjort det fordi hun var nødsaget til det. Det var enten hendes liv eller dens og så havde hun valgt hendes eget liv, det kastede hun ikke sådan lige bort. De grønne øjne fulgte hans bevægelser, hun stolede ikke på ham. Så hurtigt han ændrede sig var det jo ikke til at vide hvordan han ville reagere fra det ene øjeblik til det andet.
Det lange hvidlige hår blæste omkring hende og klæbede sig til hendes ansigt i hvert fald nogen steder. Det havde ændret sig siden deres første møde fra den ildrøde farve til den her hvidblonde farve. "Jeg er nok lidt noget andet end du tror", hun sendte ham et skævt smil og lod ham bare komme tættere på men hun var på vagt. "Demetri jeg gider ikke slås med dig hvis det er det du ligger op til", hun så ham direkte i øjnene mens hun snakkede.

Han var ca. 2 meter fra hende nu. "Hvem har sagt noget om at slås lille alane" sagde han og trak svagt på skulderne. Han stod et tid bare og studerede hende, det var sandt hun havde ændret sig meget, ihvertfald i forhold til ham der aldrig ville komme til at ældes og blive gammel og dø. Men hendes person havde også ændret sig...hun var blevet mere ???? Voksen... eller hvad man nu sagde. Førhen havde hun været et barn syntes han, eller det var hun skam stadig. Men der var kommet en slags dyd over hende. En tanke slog ham. "Har damen nogen partner" et glimt gik igennem hans øjne da han sprugte.

//sorry kort svar//

Hun lod ham komme så tæt på som han ville, hun ville vise ham at hun ikke bare var et byttedyr som han kunne lege med. Alane var ikke den samme lille naive tøs som hun havde været sidst Demetri og hun havde mødtes. Et svar blev ikke givet ham da hun ikke vidst hvad hun skulle sige til det dog var det tydeligt at hun slappede mere af i kroppen da hun fik afvide de ikke skulle slås, ikke at hun ville kunne klare men hun ville heller ikke bare ligge sig ned og give op. Han fik ikke nogen synderlig reaktion fra hende da han sagde det med fyren. Et drillende og lettere frækt smil lagde sig over hendes læber og hun gik roligt mod ham, hun havde en lettere forførende vrike. Med hofterne, det skulle jo virke troværdigt. Hun lod let en negl løbe ned af hans overkrop mens hun kiggede ham i øjnene men et frækt blik. "Søde Demetri der er ikke nogen som kan håndtere mig", hun fjernede hånden og trak sig så lidt væk fra ham. Hun vidste i hvert fald hvordan hun skulle bruge hendes krop og de flotte og dejlige former hun havde.

Han fik et skævt smil sådan som hun begyndte at prøve at tirre ham med sine hofters vrikken og det at hun berørte ham på brystkassen. Han sagde ikke rigtig noget til det, da sådan noget bare morede ham. Og kvinder, ja de var jo altid dejlige når de endnu engang selv lagde op til at man kunne tage dem. Han stirrede bare på hendes ansigt imens hun snakked eog så trak sig tilbage fra ham. Han tog hånden op til det pjuskede hår oglod sin hånd ugle det endnu mere så det stod ud til alle sider. De metalliske grå øjne fuldte hende da hun gik tilbage og de veg ikke fra hende. "Haha" grinte han roligt imens han løftede øjenbrynene i en overlegent smilede attitude der også kunne virke drengerøvs agtig.