Mørkets fremgang i natten - Jo

Sted: Gågade
Omgivelser: Få folk
Tid: Aften/Nat
Vejr: Mørkt og køligt
Påklædning: Normalt udendørstøj


Assorian fik lyst til lidt luft, fordi han var træt af sit liv.. endnu en gang.. han går på gågaden, og går rundt og ser sig omkring, et lillebarn går ind i ham og han siger "pas dog på din snotunge" og ungen skynder sig væk i en aller hurtigst fart. Assorian går og tænker på hvor meget han hader de små unger.
Han går lidt længere frem og ser bageren står og gøre sig klar til og lukke, Assorian tænker på hvor dum bageren egentlig ser ud og går forbi med et lille skævt grin..
Han går mod en flok mennesker der står og snakke det er vidst en familie, de ser lykkelige ud men Assorian får kvalme ved at bare og se på det, så han bruger sin evne som skyggevæsen og forsvinder i skyggerne og mørket, forbi den lykkelige familie.. forbi kærligheden..
Mens han svæver forbi i mørket svæver han forbi et bekendt ansigt.. Et bekendt kvindelig ansigt, som han ikke har set i flere årtider, han følger efter personen helt lydløst også går det op for ham hvem det er.. Hans ekskæreste..

Leder af de faldne engle. Det var hvad hun havde valgt at stå op for. At lede mørkest engle. Josette gik let i sine egne tanker. Fortiden var gemt bagerst i hendes hoved. Manning havde hun ikke set i længere tid nu, men hendes tvillingebror kunne vente. Josette var i ført et par sorte jeans og en rød tank top, imens hendes skridt tydelig kunne høres. Hun gik videre. Stille igennem de tomme gader. Den køllige vind kærtegnede hendes arme, og løftede let i de blonde krøller. Følelsen af at blive skygget havde opfanget hende. Dog ventede hun lidt, i stedet kiggede hun fremfor sig og gik videre - til sidst stoppede hun dog op og vendte sig rundt. Den mørke aura hang over hende, modsat dengang hun havde været sammen med  Assorian, dengang havde hun været så venlig og naiv. Ikke længere. Hun hævede på et bryn, først var det ret koldt blik. Men så gik det op for hende, hvem det egentlig var der stod foran hende. En person, som hun aldrig havde troet hun ville se igen. Josette sank en klump, og løftede hagen let. Hun gjorde sit for ikke at give sig her. Han vidste trods alt ikke hele sandheden. Han vidste ikke grunden, og hun havde heller aldrig regnet med at skulle blive nød til at skulle fortælle ham det. Men hvem sagde hun blev nød til det?
Josette holdt vejret godt. Hun kunne fornemme han ikke var menneske længere. Han havde en langt mere mørk klang over sig - som viste han var skyggevæsen.
"Længesiden." Sagde hun så og kiggede ham direkte i øjene.

Assorian svævede lige ved siden af hende, hans følelser som han ikke vidste han havde, de er kommet tilbage.. men så huskede han, hvor meget han blev såret af hende "hvorfor forlod hun mig?" tænker han, han overvejer og spørge hende om de skulle snakke om det eller noget, men han turde ikke efter rigtig lang tid er han bange for at sige noget fordi han ikke vil snakke om sine følelser mere. Han står helt stille i luften.. men svarer så "Ja det er langt tid siden" så overvejer han og sige de ord som han ikke har sagt til nogen andre efter hun forlod ham, nemlig ordet jeg har savnet dig men han kan ikke få sig selv til det, han svæver væk men holder sig på afstand han vil følge efter hende, han vil vide mere han vil vide om hun forlod ham til en anden, mens han tænker på hvordan han vil slå ham ihjel hvis hun så forlod ham til en anden, men en ting ændre sig aldrig ved ham, nemlig hans had..
Mens han flyver væk kommer de såkaldte gode minder tilbage men han afviser dem hurtigt igen.. Men han mærker det som han ikke ville mærke.. Savnet til hende..

Hun nåede ikke rigtig at reagere før han forsvandt igen. Josette sank en klump, og vendte hovedet til den anden side. En vampyr hvæste af hende, lod tænderne glide ud i et ansigt - der ville minde et barn om sit væreste mareridt. Josette havde dog ingen frygt i sine øjne. Heller ikke da vampyren hamrede hendes ryg op imod den kolde mur - så hun nærmest kunne føle, hvordan murbrokkerne knuste sig bagved hende. Josette kunne føle ånden mod hendes hals i det tænderne var parat til at skære igennem hendes lyse hud. Dog trak hun en kniv og stak den i maven på vampyren. Derefter hævede hun let på et bryn. "Troede du helt seriøst, at jeg nogensinde ville være så meget som tæt på bange for dig?" Spurgte hun og sparkede så der hvor kniven sad. Vampyren skreg op. Josette satte sig på hug ved ham og lagde hovedet let på skrå. Så prikkede hun sine tommelfingre ind i øjnene på vampyren så blodet flød. Skriget klingede i hendes øre som det smukkeste musik. Til sidst fik hun nok og tog hænderne til sig. Hun trak kniven op fra hans mave og stak den i hjertet på ham. "Jeg har desværre ikke tid til mere sjov for i aften." Hviskede hun let. Med en meget dyster og frygtindgydende stemme. Auraen passede perfekt til hende. Hun var mørkere end nogensinde før. "Har du tænkt dig at blive ved med at følge efter mig?" Spurgte hun så da hun kunne fornemme, at hun stadigvæk blev overvåget.

Assorian spotter vampyren men han gør ikke noget ved det, fordi han ved godt selv, Jo skal nok klare den og så ret som han har så gør hun det, hun får smadret vampyren godt og grundigt, hun bruger den samme teknik og metode som hun altid har gjort, se hjælpeløs ud men sender dødsensfarlige kolde blikke og hendes farlige metoder til og slå ihjel, han husker dengang hvor de trænede sammen i og kunne forsvar sig selv, men som han altid er så tænker han på noget andet med det samme igen, men hans følelser og savn for hende vokser.. men han vil ikke.. han vil ikke!.. Mens han ser hende slås mod den vampyr, tænker han på hendes dejlige blonde hår, han har altid kunne lide det.. igen tænker han på noget andet for han vil ikke..
Men så siger hun "har du tænkt dig at blive ved med at følge efter mig?"
Han laver en tåge af aske, men ikke en giftig tåge, en giftfri tåge, mens den er der så svæver han ned på jorden igen og bliver til sin menneskelige form og bevæger sig mod hende, nu kan han ikke mere han vil have svar.. han vil have sit svar på hvorfor hun gik efter alt det de havde, han går mod hende stiller sig lige foran hende og får sin tåge til og forsvinde, så spørger han "har du lyst til og snakke med mig Jo?" mens han mumler lidt fordi han er ved og fortryde at han overhovedet sagde noget igen.. men han sagde det til hende og tænker på om hun vil forsvinde, sige han skal skride, eller at hun siger ja til og have en samtale med ham..

Asken ramte jorden og ud af det kom han gående i sin oprigtige form. Josette løb kort tør for luft, og sank derpå en klump. Ærlig talt, så vidste hun ikke helt, hvad hun skulle sige til ham. Det var svære end det så ud til, men hun gav ikke udtryk for mange følelser i hendes ansigt. Josette bed sig dog kort i læben, og kørte en hånd igennem det krøllede hår. "Jo... Lad os tale." Svarede hun ham - hendes stemme var blid. Ikke på nogen kold tone, men heller ikke nogen engle sød. Hun var meget neutral anlagt. Man kunne ikke rigtig regne hende ud.
"Så... hvad vil du gerne tale om?" Spurgte hun så og lagde hovedet en tak på skrå.
Hvad skulle hun forvente. Hun havde knust hans hjerte - så meget vidste hun. Hun havde fyldt ham med løgne også var hun smuttet. Men hvordan skulle hun nogensinde kunne fortælle ham sandheden. Josette ville lyve hvis hun ikke indrømmede, at hun var en smule bange for at han skulle vide alt. Hvad hvis han nu ville have hende tilbage? Det kunne hun ikke. Hun stod ikke et sted, hvor hun kunne gøre det overfor ham? Hvad var det? En smule menneskelighed der sneg sig frem? Josette slog det hurtigt ihjel og kiggede atter på Assorian.

Assorian kigger hende dybt i øjnene, han vil vide hvad der skete, han vil vide hvorfor, hvorfor hun skred hvorfor hun løg hvorfor hun smed de de havde sammen væk, han kan mærke sin menneskelig komme tættere og tættere på ham, han prøver og afvise det, men at sidde så tæt på hende og kunne dufte hendes aroma det var en af de ting han faldt for dengang men han kunne hellere ikke tage hans øjnene fra hendes øjnene, han prøver sit bedste på og afvise følelserne, men han kan også mærke, at han stadig er knust, specielt efter når hele hans familie også forlod ham, alle han gamle venner, han havde kun hende tilbage og hun skred også.. Såret var han endnu, men han ville have et svar.
"Josette hvad skete der..? "hvorfor gjorde du det du gjorde mod mig?".. Også skete det, det fløj ud af munden på ham.. "jeg har savnet dig" siger han mens han vendte sig hurtigt og skulle lige til og forvandle sig til sin skygge, men noget holder ham igen, han kigger på hende igen, og tænker "hvad vil hun dog sige?", "synes hun jeg er latterlig og at jeg skal skride?".

Hun lyttede til hans spørgsmål, hendse blik fjernede sig fra hans. Hun var tom for svar - vidste ærligtalt ikke hvad hun skulle sige. Josette løftede hovedet og åndede derpå let ud. Så bed hun sig kort i læben. "Det der skete... var det der skete." Svarede hun en anelse kølligt - ikke fordi hun ville - men fordi, at det var sådan, at tingene nu engang var nød til at være. "Tro mig. Du har også været savnet. Men vi begge i et nyt liv. Kærlighed er et mørkevæsens største svaghed, og jeg er ikke svag. Ikke mere Assorian." Indrømmede hun. Velvidende om, at hun ligeså godt kunne have flået hjertet ud af brystkassen på ham. Men det var hvad hun var nød til at gøre, hvad hun var nød til at sige. Hun ville ikke risikere konsekvenserne ved at give efter. Det ville ikke ende godt hvis hun lagde noget i. Derfor afviste hun alt - alle gamle minder. Hun fortjente det alligevel ikke. Hun ville ikke være blind - ikke mere.
Endnu engang lod hun sin hånd glide henover sit hår, og trådte et skridt bagud.
"Jeg kan ikke det her mere..." Måtte hun sige, og vendte ryggen til. En dyb indånding og hun begyndte stille at gå. Selvom hendes skridt var tunge som mursten - så måtte hun forsætte. Uvidende om han ville følge eller give op. Hun måtte bare ikke være svag. Slet ikke nu.

Han ser hende gå.. Såret er han.. Igen..
Han laver en stor giftfri tåge, forvandler sig til sin skygge, og svæver væk, hadet kommer tilbage, han havde et håb.. men igen.. efterladt blev han.. han håbede Jo ville gå efter ham, kigge efter ham, bare noget.. som et tegn.. på at de måske bare kunne være "venner".. men han tænkte hurtig væk fra det.. og begav sig videre.. Hans had blev stærkere og stærkere..
Han tager sin værdigenstand frem og kigger på den "hvorfor forlod du mig min kære.. hvorfor.."

//out//