What is this for a place? please...tell me! (Cosette)

S: gågaderne i Doomsville rotten root district.
o: huse, få butikker, folk.
T: eftermiddagen.
V: overskyet, småregn.

Dagen havde været mørkt. overskyet og fuld af en let regn. Ikke noget man blev rigtig våd af, men man mærkede det alligevel hele tiden.
Elyas havde trukket hætten op over hovedet. Han havde sin mørkeblå hættetrøje på, lynet op, så han ikke frøs.
Indenunder havde han en lyseblå T-shirt. Og ellers nogle mørkeblå jeans og nogle let slidte jeans.
Han havde stukket hænderne i lommerne på sin trøje. hans mørke øjne så ud fra skyggen, og ud på folk der gik omkring ham. nogle ligeglade med vejret, andre ilende eller hele tiden skævende op mod himlen.
Elyas havde ikke kunnet klare det længere...han havde intet at lave på den kro, hvor han boede! Og at sidde indenfor hele dagen, bare fordi det småregnede...
og nu gik han så her, i småregn, og så lige på gaderne. Lærte byen bedre at kende...men han kendte den nu snart godt. Han havde efterhånden gået mange steder, i den uges tid han havde været her. Og mødt nogle personer, der mere eller mindre havde gjort noget ved hans ensomhed.

Men han viste ikke hvor disse personer var nu. Og han viste ærlig talt ikke helt hvad han skulle...
Det endte med han stoppede sukkende op foran an tilfældig butik, stilte sig op af muren under et læ, som holdt regnen væk.
Han fjernede hætten, så hans mørkebrune hår nu kom til syne. Samtidig kunne man svagt se hans sørgmodighed, i hans øjne.
Ja....der stod han jo meget godt...så bare på folk...på omgivelserne...og tænkte på sin mor. Hvordan mon hun havde det lige nu?

Cosette gik rundt, hendes sandfarvede kjole var ved at blive drivvåd. Hun havde ingen steder at gå hen, hun havde ingen penge. Regndråberne landede perfekt i hendes gyldne hår. Hun frøs en smule, for hendes kjole gik til knæene og var stropløs. Men hvis hun skulle have end ny, så var hun nød til at tage hjem til sit gamle hjem. Men hun havde langt fra lyst til det.

Hendes mor var næsten lige død, hun havde selv dræbt hendes mors morder som hævn. Men hun ville ikke se sig selv som en morder, men hvis andre vidste det så ville de måske se hende sådan.

Hun lagde sine arme over kors og gik rundt. Hun kiggede op på himlen, regnen faldt så smukt. Hun sukkede og kiggede rundt på folkene i gågaderne. Hun havde ikke været i gågaden før og vidste ikke hvordan kun skulle komme frem og tilbage. Hun tørrede to hurtigte tårer væk fra sine øjne og gik videre. Hun så sig til siderne, og prøvede at komme igennem menneske forsamlingerne.

Cosette gik frem og så sig ikke for. hun kom til at gå ind i en som stod lige foran hende. En mand bag hende havde nærmest skubbet hende for at komme forbi. Så hun ramte hårdt ind i drengen.

han ventede. På hvad viste han ikke. Men han følte sig som en person der ventede. Ventede på det skulle ske noget, ventede på denne verden tog kontakt til ham, istedet for han hele tiden selv skulle kæmpe for at kontakte den. Han var træt af det. Hvis man troede på skæbnen, ville dette være det. Hvis ikke, var dette bare en tilfældighed. Elyas selv vidste ikke hvilken af delene det kunne være.
Han så hun kom imod ham, men havde ikke troet hun ville støde ind i ham...men det var også den voldsomme mand bag hende, der åbenbart havde for travlt.
Hans ene arm lagde sig instinktivt omkring hende for at gribe hende i faldet, men han faldt jo selv med. Og lidt efter lå de begge på jorden, hende halvt oven på ham.
Han havde slået den anden arm lidt, da han ville tage fra sig.

Han stønnede kort af smerte, men rettede sig så lidt op, mens han tog sin arm til sig igen. Han børstede det værste skidt af sin trøje. han så på hende, som han bare sad der.
"Er du okay?" et lille smil gled over hans læber.
Hun var køn. Okay, han var en teenagedreng, han skulle tænke sådan! Men uden bagtanker syntes han det faktisk.
han rejste sig op og bankede også skidtet af sine bukser, for da at tilbyde hende en hånd med at komme op.

Hun havde slået sit ene ben lidt, men det var ikke galt.
Det havde bare fået et par flænger, men lidt lysmagi og den var fikset.
Hun satte sig op og så på den hånd som var rakt ned imod hende. Hun så kort på den, den kom fra den person som havde taget det værste af faldet for hende.
Hun var taknemlig for det, han var skam meget køn. Det kunne hun ikke lægge skjul på og det gjorde hun heller ikke. Hun smilte kærligt til ham. "Ja jeg klarer det nok." Hun rettede lidt på sit hår og smilte stadig.
Hun kiggede på hans mund den smilte, hun kiggede ned på hans hånd igen og tog den.

Hun fangede hans interesse. Han kunne ikke gøre for det, han fik bare lyst til at...lære hende at kende. Han tog fat om hendes hånd, som føltes varm, og hev hende op igen. Han slap hendes hånd igen.
Han så efter manden der nu var forsvundet blandt andre folk. Det var utroligt så ubehøvlet folk var her...han kunne stadig ikke helt forstå det. Var folk virkelig så ligeglade med hinanden?
I det samme fornemmede han en fremmede duft, en duft fra kvinden der stod foran ham...Men duften forvirrede ham...Den var ikke racebestemt, men...blandt. Ligesom Camillies...
Han så på hende med nysgerrige øjne.
"Jeg er Elyas, by the way" smilte han.
"Hyggeligt at møde dig...Eller hvad man skal kalde sammenstødet...Jeg kan ikke forstå folk er sådan. Skubber rundt med folk" han følte lidt han stod og talte dødmandssnak. En snak der kørte ud i en køre om noget der måske var lige gyldigt. Han holdt inde og lod i stedet hende svare.
Han ville trods alt ikke tvinge hende til en samtale, hvis hun helst ville være fri.

Hun smilte til ham og lagde sine arme over kors. "Ja nogle vil jo snubbe rundt med andre." Hun trak på skuldrene og hævede sine bryn som hun hurtigt lod falde igen.
Hendes ben gjorde stadig ondt, men hun valgte at være ligeglad. Selvom en rift havde fået blodet til at glide ned fra bagbenet.
"Flot navn, det tror jeg aldrig jeg rigtig har hørt før." Hun smitle til ham. "Jeg hedder Cosette." Hun havde ikke noget imod at nævne sit navn, han virkede meget flink så ja de kunne jo tale så længe de begge gad.

Han smilte lidt men viste ikke hvordan han skulle tage hendes kropsholdning. med armene over kors. Det var ikke ligefrem den åbne måde at have en samtale på.
"Jeg har heller ikke hørt dit før..." svarede han og lod blikket glide over hende igen, men uden at virke uhøflig eller generende.
Og han tog den tolkning at hun nok ikke var så meget for at småsnakke...i hvert fald virkede hun langt fra som en der stolede på nogen der gerne ville snakke. Fedt. Han havde helt glemt han var i en verden, hvor ordet "stole" og "tillid" var lige med døden.
Han sukkede svagt og hans smil forsvandt efterhånden igen. Han nikkede svagt.
"nå, men jeg vil ikke opholde dig" han trak lidt på den ene skulder og før hun måske kunne nå at sige noget, vendte han ryggen til hende og var på vej væk. Så måtte hun jo stoppede ham, hvis han havde taget helt fejl.

Hun lagde hovedet på skrå, og kiggede trist imod ham.
"Hey?.."
Hendes stemme var meget trist. Hun hadede hvis hn var kommet til at sårer ham. For det var jo ikke hendes mening.. Endnu en mand kom brasende ind i hende istedet for at se sig for. Der var rieligt med plads udenom hende, men han skubbede hende bare til siden så hårdt at hun røg ned på de hårde sten som var på jorden.
Hendes for højre skinneben havde flere rifter som man knap kunne se for det blod der fossede ud. Hun kiggede på manden kom bare gik videre.
"Så se dig dog for din idiot!"
Hun råbte højt og manden stoppede op, han vendte sig hurtigt om med et ansigt fuld af raseri. Manden fik med hurtige tunge skirdt tilbage til Cosette. Han rev hende op på sine ben på mindre end 5 sekunder. Han ruskede i hende, og råbte.

Dette var bare alt for surrealistisk. hvad var muligheden lige for at to mænd skulle brage ind i den samme kvinde og behandle hende lige beskidt? Hun virkede så trist, at han var stoppet op og havde set sig spørgende tilbage. kun for at se en gentagelse af det der var sket lige før. Hvad gik dette lige ud på?
Han viste det ikke. Men han mærkede vreden bølge gennem sig...Åh, bare han dog ikke mistede styringen! Det kunne nemt gå galt!

Pludselig stod han ovre ved dem. Han greb fat i mandens ene arm med en overraskende styrke. Menneske. Han lugtede langt væk af det.
"hør, hvordan er det du opføre dig!" spurgte han alvorligt. en 16 dreng mod en større mand! Nok komisk. Men man skulle ikke undervurdere ham...han var ikke selv menneske. Men dette viste manden intet om.
Manden begyndte at grine.
"Lille splejs, bland dig uden om, når de voksne snakker!" Elyas´ øjne borede sig ind i mandens. Placerede nogle billeder som kun manden kunne se. Og hans ansigt fortrak sig i en underlig grimasse, da han slap Cosette.
Men Elyas ville ikke have mere opmærksomhed, fra folk der var stoppet op, end højst nødvendigt.
så han slap snart sin evne igen. Det tog et øjeblik for manden at genfinde fatningen, han rystede lidt på hovedet.
Elyas greb fat i Cosette.
"så er det tid til at forsvinde..." han næsten hev Cosette med sig, skubbede hende ind foran sig, da manden greb fat i hans ben. Han havde sat sig ned, lige på røven, i forvirringen. Han snerrede.
"Din lille...!" han rejste sig op og fjernede sit greb til den ene arm. Elyas havde ikke meget erfaring med at slås og så ikke hans hånd komme flyvende, før den ramte ham på siden i hovedet i et slag der kunne have slået en okse til jorden...
Smerten eksploderede i hovedet på ham og han kom med et overrasket udbrud af smerte, mens det sortnede for hans blik...

Cosette vidste ikke hvad hun skulle gøre. En Jaguar inde i byen ville vække opsigt.
"Lad ham være!" Råbte hun og kiggede truende på den man som havde væltet hende. Hendes øjne besad styrke, men hun vidste at hendes ben ville tage lidt på hendes kræfter.
Hun kiggede over på drengen som havde reddet hende. Han skulle ikke modtage slag, for manden det var ikke fair..
"Bare skrid!" Råbte hun til manden og pegede den vej han skulle gå. Jaguaren inden i hende blussede op af vrede. Det var den som gjorde hende rapkæftet.
En lys kugle placerede hun ved mandens fødder, som om de blev ramt med sol styrke 40. Det fik manden til at springe tilbage, og kiggede stadig ondt på dem begge.

da han sprang tilbage, slap han Elyas, som faldt tungt til jorden. Han nåede kun lige at tage fra sig, så han ikke knaldede hovedet lige ned i jorden. Han kunne bedre se nu, selv om han var blevet blændet af sollyset...sollyset, skinnede solen virkelig? Han var forvirret...
han tog sig til hovedet, hvor en knaldende hovedpine var på vej. Blod...Manden havde haft en lille ring på. Men det var mest en skramme. åh, great! Camille ville sikkert krydsforhøre ham når han kom hjem...Nå pyt. Han måtte vel lave hvad han ville.
Han kom på en eller anden måde op og stå, selv om han først skulle finde balance til det.
Han følte sig vred...nej, rasende...han snerrede svagt og mærkede en underlig varme bølge gennem sig. Men som sin familie, kunne han ikke forvandle sig til en dæmon. Først når han blev ældre og fik kræfterne til det.
Men manden krympede sig om ikke andet, da Elyas sendte ham et ondt blik. Han skreg som af smerte, selv om ingen gjorde ham noget. Elyas rettede ryggen og gik helt hen til ham. han kunne lige så godt spise nu hvor han var i gang! Han kunne ikke tænke på andet... Denne følelse overvældede ham, tog styringen...han kunne intet gøre.
Mandens smerte kom fordi Elyas brugte sin evne. Han sendte billeder ind i hovedet på manden, af folk der torturerede ham. Og hans hjerne sendte signaler til kroppen om smerten...Ret praktisk nogen gange.
Han tog fat i mandens hoved og hev det lidt op, mens han satte sig på hug. Folk stod omkring dem og gloede...nogen gange skete der så underlige ting her. Men elyas var lige glad om hvad de ville sige...han kunne ikke tænke på det lige nu...
"Du spiller med de forkerte, lille menneske" hans stemme hviskede det nærmest. Manden så desorienteret på ham.
Men så ombestemte han sig...han kunne ikke...slå ihjel nu...her foran alle...
Han slap manden og trak sig tilbage...

da han kom hen til cosette igen viste han først ikke hvad de skulle. Men manden blev siddende, men hænderne mod hovedet, selv om Elyas var stoppet.
"Lad os nu komme væk..."

Cosette sank og bed smerten fra sine ben i sig.
"Ja lad os det.."
Hun tog fat i hans hånd, og de løb igennem de smalle gader. Andre væsner gik hurtigt til siden af deres løb. Og nogle kiggede på dem som om de var tossede. Cosettes ben brædnte, og hun satte sine negle i sin ene håndflade.
"Vi kan gå ind her.."
Hun tog en nøgle op af sin ene støvle, og låste en lille lejelighed op.
Lyset ramte vinduet og lagdede en orange agtig glas ind i den lille lejelighed.
"Bare kom indenfor."
Hun smilte venligt til ham, og åbnede døren helt så han kunne komme ind.

Han blev overrasket over at hun sådan tog styringen. Men godt det samme, selv om han havde vandret rundt i byen i noget tid og kendte meget af den, kendte han dog ikke hver en krog.
Hendes hånd var en anelse kølig, men hun holdte godt fast...Og på en måde virkede det som om hun strammede, som i smerte...Han lod blikket glide ned over hende og opdagede hun havde slået det ene ben.
Hans hoved dunkede smertefuldt for hver gang han løb et skridt, men lige som hun, ignorerede han det.
Til sidste kunne han næsten ikke tage mere og da de endelig stoppede op, lænede han sig op af den nærmeste mur, hvilede hovedet mod muren og lukkede øjnene, prøvede at få vejret efter deres lille tur.
Lidt efter kunne han trække vejret nogenlunde igen og han åbnede øjnene, så at Cosette var forsvundet ind i en lille lejlighed af en slags.
Han løsrev sig fra muren og gik hen til døren, som stod åben.

Han kiggede ind gennem entreen og trådte indenfor. en let duft af...ja, Cosette måtte det være, hang i stedet. Han lukkede døren efter sig og var nærværende nok til at smide sine sko, inden han fortsatte ind efter hende.

Cosette dansede stille rundt, og nynnede lidt til. De smukke toner fløj ud i alle kroge, selvom hendes ben bar tunge smerter. Hun bed smerterne i sig, hendes gode humør smittede rundt i lokalet.
Selve lejeligheden var fuld af god energi, og dejlig varme. Gangen var der en stumtjener, hvor hendes jakker hang på. Og nedenfor stod hendes sko, både støvler og høje hæle.
Cosette var allerede ind i stuen, den hvide sofa passede til lejelighedens hvide vægge. Og gulvtæppet bar en lysegrøn farve, som bragte god stemning. Der stod smukke roser på det lille sofabord, de røde roser det var hendes yndlings blomst.
Hun gik yndefuldt ud i køkkenet, væggene hvide og et gammelt køkken. Men det så ubrugt ud, og der var intet skidt.
"Du må gerne komme ind."
Hendes stemme var varm og lysende.

Lejligheden var...hvid. han blev helt lykkelig da han opdagede et grønt tæppe. så meget hvidhed gav ham næsten hovedpine...Det var ikke lige hans stil. Men hendes gode humør smittede. så han kunne ikke lade være med at smile, da han kiggede ud i køkkenet, til hende. Det undrede ham hun kunne være så glad oven på de ting der var sket.
Han tog sig kort til hovedet. Det smertede stadig, men slet ikke så slemt som tidligere.
"Dit hjem er meget...lyst...og rent" smilte han så.

Hun kunne hører på ham, men også mærke at det ikke var et sted han var glad for.
Måske pga. alle de lyse farver, men Cosette var nu halv lyselver så det lagde vel i hendes blod.
Der var meget smerte i hendes krop, men hun prøvede at skubbe det lidt til side. Det var ikke ligefrem det næmeste hun havde gjort.
"Kan jeg friste med noget? Måske noget at drikke?"
Cosette var her næsten aldrig i denne lejelighed, men den var dog prakitisk at have. Hun var ikke van til gæster, så det var faktisk hendes første gæt.

Han så lidt på hende, kunne se på hendes bevægelser at hun også havde fået nogle skader af deres...møde.
"Bare lidt vand, tak" smilte han som et svar.
Han gik ind i stuen igen, for at sætte sig i sofaen. Han kunne mærke at gulvtæpper var blødt, ligesom han sank tilpas meget ned i puderne. Her sad man godt nok.
Han lod en hånd glide gennem håret. Det værste af smerten var væk, men han havde stadig lidt hovedpine. BAre han ikke fik mærker efter det, ellers ville...Åh, og hvad så? Han var efterhånden ligeglad hvad Camille gjorde, han kunne gøre som det passede ham? Det mente han i hvert fald selv.
Endnu en gang lod han blikket glide over omgivelserne.

Cosette gik med sine smukke glidende bevægelser, ud i køkkenet for at hente ham noget vand. Hun tappede vandet og kom ind i stuen til ham igen, hendes bevægelser var elegante som en bølge. Et sødt og omsorgsfuldt smil var placeret, på hendes nydelige læber som lignede det blødeste silke. Hendes hår havde de smukkeste blonde slangekrøller, som krøllede ned på siden af hendes ansigt.
"Her."
Hun rakte Elyas glasset, det kolde vand havde fået det til at dugge lidt.
Satte sig ned ved siden af ham, og lod sig synke tilbage i de dejlige bløde puder. Hun smilte sødt og slappede af. Hun var smuk meget smuk, og hendes ansigts udtryk gjorde hende både så sød, så smuk og ja.
Hun lukkede øjne og havde øvet sig i nogle besvægelser fra The book of light magic. Hun holdte kort fokus, og mumlede for sig selv:
"Light of life.."
Sårene healede langsomt, og de var usynlige for det blotte øje. Hun smilte for sig selv, og vendte blikket imod Elyas.

Han tog imod glasset med et smil og et tak. Han drak lidt af det og nød at få skyllet munden igennem og mærke det kølige vand ned gennem sin hals. Glasset var køligt. Han satte det på bordet.
Han så lidt på hende, da hun satte sig. Hun var elegant, smuk...Han ville næsten have sagt forførende. Tiltrækkende var hun i hvert fald.
Men det var mere handlingen lidt efter der overraskede ham, da han fik en varm følelse og hans hovedpine forsvandt...
Han så lidt på hende, han viste der var hendes værk. hun havde lige siddet og sagt det, gjort det...ikke?
Hans smil voksede lidt.
"Tak..." svarede han. Det var...dejligt, at det nu var væk. Og nu fik han heller ikke ballade når han kom hjem.

Hun smilte varmt til ham, og var meget glad for at han takkede for hendes venlighed.
Det lagde lidt til hendes lyselver side, at være godhjertet.
Hun rettede sig lidt op og kiggede på ham, han smilte og det gjorde hende mere glad. Cosette kunne godt lide når folk smilte tilbage, men hun hadede at hun var så god og naiv noglegange. Men efter hun havde fundet hendes shapeshifter side, så var det blevet bedre Hendes dyriske side var blevet en bedre del af hende.
Cosette smilte til ham, og slappede af.

på et tidspunkt gjorde han mine til at ville rejse sig op.
"undskyld...Jeg må heller tage tilbage til mit logi igen. inden en bestemt person vil sende en halv by efter mig, for at finde mig" smilte han ironisk.
"Men tak for din venlighed..." han viste ikke helt om han skulle nævne den episode, som havde bragt dem sammen...Men endte med at lade være. i stedet rejste han sig for at gå ud og tage sko på igen.

"Det må du vel..." Svarede hun stille, og betragtede hans bevægelser ud i mellemgangen.
Cosette sukkede lidt, hun spekulerede over hvorfor ingen kunne lide hende. Eller det følte hun, følte at hun blev skubbet tilsiden. Men som normalt lod hun som ingenting.
"Det var så lidt da.." Hun bed sig i læben, og klemte sine øjne hårdt sammen da hun ikke kunne se ham. Hvorfor ville alle bare gå inden de lærte hende at kende?..

han kendte intet til hendes mindreværdskomplekser, men gjorde han, ville han modsige dem på det groveste. Han kunne godt lide Cosette, af det han kendte til hende. Og han havde intet imod at lære hende at kende.
Men deres samværd lige nu var slut.
Han viste dog ikke disse ting og sagde derfor heller intet til det.
"Vi ses!" smilte han, inden han fik tænkt sig om, om det overhoved var en mulighed. sådan var han bare. Så gik han

//Out//

"Vi ses."
Svarede hun for den lukkede dør, og gav sig til at vaske op. Tankerne fløj rundt i hendes hoved. Ville hun nogensinde møde Elyas igen?
Hun kiggede ud af vinduet og så ham forsvinde langsomt.

//Out Håber vi kan tage et nyt emne engang Du god at skrive med //

//Tak, i lige måde så mon ikke de bør ses igen? for Cosettes skyld? //