natten hvor de døde vandre (Erica Swoed knight)

tid: ca 01:00
omgivelser: midt i dalen omgivet af udøde
vejer: skyfrit, med fuldmåne og meget blæsende

i en kræs af lig står Azrual alene, han var kommet herind fordi han ønskede forbedre sine evner med sværdet, mod udøde krigere, og hvis han kunne befri nogle af dem fra denne forbandelse, ville det bare gøre det bedre

"..... "En..." "To..." den stille optælling fra de søde nuttet læber mens de spinkle og silke hud bløde hænder ladte den store armbryst som hun fra en hyggelig afstand kunne skyde kraniet i stykker og se hjernemassen bade sig i solen, når hoved på de udøde knækket på midten af armbrystboltene. Erica var her ikke med noget bestemt formål, men efter at være vokset op i en krigszone, så var følelsen af at totalt udslette noget, det eneste som rigtigt gav hende tid til at slappe af, så hun prøvede ikke på at skaffe så mange som muligt af vejen, hun samlet bare sine tanker sammen herude.

(tøj nummer et se min profil)

Alle Azruals bevægelser var hurtige, dødelige og præcise, ingen unødvendig bevægelse, for vært hug med sværdet faldt en fjende, de udøde havde ingen chance.
Pludselig faldt en af de udøde, med en armbrøstbolt gennem hovedet, lige før han skulle til at hugge den ned, dette overraskede Azrual så meget at han ikke opdagede en af de udøde huggede ham i benet, det var bare et kødsår, men det gjorde ham en smule langsommere

"Jackpot" Sagde hendes sommerfugle smukke læber til sig selv, da en af boltene stjal en anden persons bytte, det var ikke noget hun ville gøre mere end en gang, men det var nu meget sjovt. Hendes rolige og kølige øjne så hvordan en heldig vinder udød fik en luns af svær fægterens ben, hvilket fik Erica til at pege spidsen af den næste bolt mod sværkæmperens rygsøjle, også kom et lumsk smil over hendes ansigt så hurtigt som et lyn kan slå ned, men efter at kærtegne aftrækkeren lidt uden intention om at skyde, peget hun den mod den udøde som havde ramt sværkæmperen i benet, og affyret bolten med sådan en dødelig præcision og beslutsomhed at den kolde stål bolt boret sig gennem den ene af hænderne på den udøde, og fløj direkte gennem den anden, også satte sig fast i den hårde klippevæg ved dens side, så den udøde nu sad nejlet fast til den jernhårde sten væg, med hænderne klappet sammen så den ikke kunne røre sig. også sagde hun "Du er blevet forfremmet til dessert Hr freak." det hun mente det var at den udøde nok skulle få sin tur, men hun ville gemme den så svær kæmperen kunne få den ære. Men nu var den udøde ihvertfald ikke et problem mere

Azrual var rasende, skyten var skyld i at han blev såret i benet, og nu han eller hun ham ikke engang selv dræbe den udøde som skadede ham.
Azrual sparkede af alt kraft mod uhyrets strube, så den hamrede ind mod klippevægen, og med et højlydt ''kkrrraaggg'' brækede dens nakke.
Derefter begyndte han at løbe mod den retning, hvor boltene kom fra.

*Uhhh.. han kommer herhen* Erica havde ikke lyst til at blive hængene for han ville næppe invitere på kaffe og kage, så mon ikke dette var et godt tidspun.... Længere kom Erica ikke i sin tanker, før hun fik vendt sig sensuelt om på ryggen var sin liggende position, og det syn af et rådent lig på to ben, og en meget utilfredsegrimmasse på ansigtet, stod hævet over hende, en stønnen og kom fra det uhyggelige væsen, men Erica ventede ikke på en tolk kom og oversatte for hende, hun begyndte at bruge et sprog selv udøde ville kunne forstå.. koldt stål. En hånd bliv lagt på en af hendes mange kaste knive i beltet, men hendes silkebløde hænder kunne ikke rive kniven op for den sad fast i læderet, så mens den klamme rådne arm fra den udøde kom svingene mod hendes ansigt, lagde hun sit lange ben på den bryst, og gav den et lille puf, så den kom på sikker afstand i nogen korte sekunder, men tros hendes kamp og mange anstrengelser for at få kniven op, så sad den ubehjælpeligt fast i læderet, som en lygtepæl i cement, og selvom hun var meget god til at kaste knive, var hendes styrke altså langtfra lige så effektiv. Erica prøvede en skiftende bevægelse mellem at puffe med benet, og få kniven frem. hun bliv ærlgittalt en lille smule stresset af situationen, og efter den store udøde var kommet for tæt på til man kunne puffe den væk igen, og stadig havde et ben der ikke bliv flået af, så gav hun slip på kniv skaftet, og lod hendes ene ben tippe sig ind mellem den udødes ustabile ben, og fra hendes liggene position, væltede den ned på jorden, og da den havde ramt jorden med et ordenligt bang, hoppede hun op på dens bryst, og tros den svinget armene mod hende som en sindsyg, fik hun danset sig rundt om, og endelig placeret to finger på en sten på jorden, og slog igen og igen og igen og igen og igen.. til blodet og kød stumper lå i hele det område den udødes ansigt engang havde været.

Azrual var hurtig, men hans sårede ben sænkede hans fart meget, men smerten var ikke så slemt, at han ikke kunne løbe.
Da han nåede hen til Erica var hun i nærkamp med en udød, hun var så optaget af kampen at hun ikke opdagede at en anden udød kom bag hende. Azrual kunde have ladet hende dø, men på rent instinkt angreb han monstret, så Azrual sprang over hende og gennemborede dens venstre øje, lige før den huggede hende ned.