Det...spøjst sted. (Latie)

S: højelvernes storslåede by.
O: træer, deres særprægede huse, elvere og nogle andre væsner.
T: eftermiddag
V: solen skinner for en gangs skyld.

Sean havde kun været her få gange før. Alle gange havde været i forbindelse med hans arbejde. Det var over en dags rejse for ham, at nå hertil. der ud over var elverne også et lidt for sært folkefærd, til han ligefrem elskede at være i deres omgivelser. Men nu havde hans job budt ham det igen og her var han. I centrum af højelvernes storslåede by. Som altid tog den pusten fra ham. men alt dette så man ikke umiddelbart på ham.

Denne varme dag havde han nogle lette, lyse bukser på og en mørk t-shirt. bare fødder. hans mørkebrune hår var redt tilbage, selv om hans pandehår som altid gled ned i panden på ham.
De mørke øjne gled over sine omgivelser...
en elver så mistroisk på ham. Det var sikekrt sjældent dæmoner kom her og når de gjorde...
ja, og så deres gode hukommelse. endnu en grund til han helst blev væk. For gjorde han noget, ville de huske ham i århundreder.

Han bevægede sig ned gennem den ene gade, mens han ledte. han skulle finde en helt bestemt handler, en mand der ikke var elver, men som rejste rundt over alt for at handle. Han skulle være her nu.
Hans arbejdsgiver havde været tydelig.
"Tag til silvanesti. Find en fremmed handelsmand. Han har snydt mig ar han! Bring ham med tilbage. god løn!" de havde selvfølgelig aftalt lønnen, inden han var taget afsted.

Clares mørke skikkelse var lettere skjult blandt bladende i skyggerne, mens de gule katteøjne kiggede ned imod jorden, og iagttog de forbigående folk; elvere, mennesker, dæmoner, det der nu var at se på. Hun slikkede sig langsomt rundt om dets bløde snude, som bestod af en trekantet næse, og nogle bløde dun der strittede let øverst oppe ved den del hvor snudens læderagtige næse begyndte. De gule øjne betragtede en mærkværdigligene mand. Nogle kindben der syntes at stå uforklarligt meget frem, og usædvanligt meget markerede. Langsomt rejste det lodne væsen sig, og fulgte stille efter den formindskede skikkelse som var det et prægtigt eksemplar på hvordan et menneske skulle se ud. Selvom dette væsen sagtens kunne se den adskillelse af aura forskel der var fra denne og de elvere der vandrede rundt på må og få i deres frodige land. Den utrolige atmosfære i dette frodige land, hvis bund var rød, men overflade grøn og tropisk.
”Gr…” brummede den for voksede kat, der slentrede sin lodne krop hen over gren fra gren, klatrede ned fra træ til træ, og op fra træ til træ. Den store jaguar holdte sig på afstand for sit bytte, som vandrede afsted nede på landjorden. Da vedkommende stoppede lod Clare sig samle sig sammen på en høj gren længere oppe, og betragtede omgivelserne imens, mennesket, eller nærmere væsnet, betragtede hans egne omgivelser. Han virkede søgende, men alligevel hvilede der en form for anspændt atmosfærer omkring ham, som om han var ved at eksplodere lige så stille.
Clare slikkede sig endnu engang om hendes næsetip, med den lyserøde rug tunge som der herskede inden i dens mund. Måske skulle hun skifte tilbage til hendes oprindelige skikkelse, men hendes nøgenhed ville være en pinlig oplevelse, især fordi hun intet havde at dække sig mig. Og så varmt virkede det nu heller ikke. Et gab gled ud igennem hendes mund, og en svag gruglerne lyd kom til. Hun betragtede det fortvivlede væsen under sin høje afstand fra jorden. Ikke det mindste bange for at, falde ned. De skarpe kløer var som naglet fast til grenen i et jern håndtag, som kunne selv ikke en tornado rive den ned fra dets fast bestemte sted, som den nu havde fundet sig frem til.

Fortvivlet var nok det sidste ord han ville bruge om sig selv.
Han havde aldrig været fortvivlet. Aldrig været direkte bange. Han havde nu heller ikke haft særlig mange tin at frygte, sådan virkelig.
Han lod blikket glide over de nærmeste elvere, til han pludselig fik øje på en mandsperson der skilte sig ud, annoncerende at han solgte sjældne og kostbare ting. Nogle endda fra en anden verden.
Sean rystede svagt på hovedet, han kunne godt se hvad hans arbejdsgiver havde ment, dette var en svindler.
Netop som han skulle til at gå videre, gled et blad ned fra træet bag ham, samtidig som en svag lyd af en brummen og fornemmelsen af at blive overvåget, ramte ham.
Han vendte sig om og så op i træet, hvor han mellem bladene og grene så et stort, sort dyr. en jaguar vist. Sådan en havde han ikke set længe. Faktisk viste han ikke engang de var her. Og hvorfor skulle den netop være her, oppe i træet?
noget sagde ham det nok ikke bare var et dyr...
Men det var vel ikke hans problem.
Han vendte sig om for at gå hen til manden, for at koncentrere sig om sin opgave, men nu var manden væk igen. Han sukkede svagt og begav sig den vej, hvor han havde set ham sidst.

Den sorte Jaguars hale viftede med let spænding, imens det betragtede dets bytte under dets poter. Det var måske ikke så tit man så et sådan dyr, gå løs på et menneske, eller en menneskelig skikkelse, uden grund. Men Clare var jo heller ikke nogen perfekt hun Jaguar. Desuden skulle hun ind til byen og have noget tøj, i tilfælde af at hun nu forvandlede sig til et menneske. Hun knurrede let, da manden syntes at have fået øje på hende, og hendes gule farvede øjne kiggede direkte ned imod ham, imens hun snerrede let.
Hans aura var mørk, men ikke helt så mørk som manden hun havde stødt på i guderne. Ham der havde voldtaget en stakkels kvinde, hvis liv nu var omme. Dyret fugtede sin tørre snude, imens tungen gled videre hen imod mundvigen, en svag lyd af let spinden kom fra dyrets strube, som når man nussede en kat.
Manden gik videre, og Clare var klar over at hun snart var nød til at tage ned på landjorden, da at blive oppe i træerne kunne være lige så farligt, som beskyttende de skarpe kløer trak sig tilbage, hvorefter det store kattedyr forsvandt som dug for solen. Langsomt gled det roligt og sikkert ned fra dets plads, og gled videre væk i skyggerne til det ikke var at se længere.
Dyret forsvandt endnu en gang ind by mængden blandt huse og elvere. De fleste elvere fandt synet mærkeligt, og det var det bestemt også. Nogle få turede at røre ved den. Marie gjorde intet for at forhindre det. Desuden ville hun tabe kampen hvis hun lagde sig op imod disse elvere, de var flere end hende. Mange flere. Og en kamp imod dem var det sidste hun behøvede.

Sean begav sig ned af gaden. Han havde mistet manden af syne og viste ikke hvad han skulle gøre.
det endte med han stoppede den mand, som han havde set snakke med handelsmanden.
"Hej...så du snakkede med en mand lige før...Ved du hvor han er?" spurgte han roligt og sendte manden et lille, betryggende smil. Det hjalp. Manden sendte ham selv et lille smil og pegede ned af den nærmeste gade.
"Jada, han er god til forretninger! Gå ned af den gade der, så finder du ham. Han står nok og sælger flere ting, skynd dig hvis det er noget specielt du vil have..." Sean nikkede og takkede. Det gjorde ikke noget at manden troede han ville købe noget. Han havde overvejet at spørge manden hvad han havde købt og måske fortælle ham at han var blevet snydt. Men han havde valgt at lade være.

Han begav sig ned gennem gaden, som langsomt blev mere og mere affolket. på et tidspunkt kom han til nogle huse, som lignede store forsamlingshaller. Et sted midt på vejen hørte han nu stemmen af den mand som han søgte.
Han gled igennem mængden af folk, næsten uden at blive bemærket. Han greb fat i handelsmandens ærme, da han kom op til ham.
"Hør...Jeg har fundet noget ganske specielt...Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det..." Handelsmanden så lidt på ham, men ville åbenbart lege en stor mand.
"Jeg er lige midt i en handel, unge mand...."
"...åh, jamen det vil give mange penge, det ved jeg! Men så må jeg finde en anden..." Han skulle lige til at gå, da hans lokkemad åbenbart havde virket. Manden greb fat i hans arm.
"Lad gå, lad gå! Hør folkens, jeg er tilbage om lidt. Bliv bare her med jeres penge, jeg er tilbage om lidt!" Og så fulgte han efter Sean, ud af myldret og mod er mere affolket sted...Uden at vide ham faktisk gik sin undergang i møde....