New place, new people.. //Benjamin//

Sted: Kroen det vilde svin
Tid: 22:00
Vejr: Overskyet
Omengivelser: Få mennesker inde på kroen.
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Aliyah gik langs husene, hun havde ingen idé om hvor hun gik hen, hun gik bare..
Et brag lød ikke langt derfra.
Kort tid efter braget begyndte det med at støvregne..
Et stort lyn bredte sig ud på den mørke kolde himmel.
Det havde sikker også været et lyn før, men det var ikke noget hun havde lagt mærke til.
Hun begyndte så småt med at løbe hen imod den nærmeste bygning som der var lys inden i.
''Kroen det vilde svin''
Hun tykkede lidt på ordet inden hun åbnede døren og gik ind.
Hun var ikke blevet særlig våd, da det jo ikke havde regnet i særlig langtid.
Der var ikke særlig mange folk inde i bygningen, men nok til at der stadig var åben.
Hun satte sig hurtigt hen ved et bord med tre stole rundt om.
Hun ville slet ikke være der hvis det ikke havde været for regnen.
Hun følte sig nervøs og på en eller anden måde forsvarsløs der inde.
Nogle folk havde vendt blikket over mod hende, og hun hadet at få uønsket opmærksomhed..
Hun gemte blot sit hovede i hendes hænder, mens et lille suk slap forbi hendes små perfekte læber.

Han havde siddet der i noget tid. I hvor lang tid var underordnet; han havde uendelig mængder af den. Han havde evigheden. Han kunne side her, se kroen rådne og blive glemt, så verden rådne og brænde og tilsidst gå i glemmebogen. Ikke at han ville gøre, men muligheden var der altid.
I kroens tætte rum med dens dæmpede belysning, tykke luft og stanken for alderdom og alkohol samt røg, var der ikke mange mennesker. Næsten ingen snak forgik; hvis man snakkede ville alle kunne høre det. Stilheden var enevældig hersker. Folk, som kom her, kom her for at være alene og for at drikke i fred, ikke for at underholde med ens livshistorie.
Benjamin sad et af verdens fire hjørner, gemt bag hans sorte, tykke kampe. Hans hat lå foran ham på bordet sammen med et lys, en kande dampende varm chokolade og et krus.
Verden gik i stå herinde. Inden rørte sig udover den gamle, overvægtige mand, som intet hår på håret havde, men langt for meget om munden. Han gik altid og pudsede sine glas, tallerkener, krus bestik, men kun så det blev endnu mere beskidt end det i forvejen var.
Men freden blev afbrudt af en kvinde, lidt senere skulle han genkende hende som en dæmon. Hun havde rødt hår, og med det samme kom han til at tænke på Pen. Men ved næste øjenkast lignede hun hende overhovedet ikke. Og det samme ham helt fint.
Alles hoveder var drejet mod hende, i det øjeblikket døren begyndte at knirke. Det var sjældent kvinder fandt vej til disse beskidste hjørner. Men stilheden og freden vendte hurtigt tilbage. Folk vendte igen blikket mod glasset og glemte.
Benjamin tog sig selv en ny kop kakao. Og ventede.

Stanken var utålelig, eller det følte hun hvertfald den var.
Ud over den dæmpede belysning, kom der svage stråler fra det af månen som ikke var dækket af skyer, ind af vinduet, ramte hendes hud og fik det til at skinne en smule.
Hun fjernede langsomt hænderne fra hovedet, og begyndte så småt med at kigge lidt rundt i rummet.
Der var ikke særlige mange væsner, og de få væsner som var der virkede ikke ligefrem særlige venlige..
Ingen snakkede, den eneste lyd hun kunne høre var regnen som piskede imod huset, og vinden der hviskede til træerne.
Hun havde ikke tænkt sig at drikke noget, hun ville kun være der til at regnen holdt op..
Hun lagde mærke til at der ingen kvinder var, det gjorde det bare lidt klammere..
Hun overvejede at gå i et kort øjeblik, men den tanke smed hun hurtigt ud af hovedet da et lyn slog ned tæt ved huset, hun ville ikke tage den risko og blev derfor siddende.
Hun så lidt på lyset som stod midt på bordet.
Hun rakte ud efter den og førte den hen til hende.
Hun varmede sine hænder ved den fantastiske varme flamme.
Et lille smil foldede sig ud på hendes læber imens.
Hun havde godt lagt mærke til denne unge mand som sad i et hjørne, hun kunne ikke se ham så godt, men det betød intet, han var ung og det var der ikke særlig mange væsner der var der inde..
Men hun holdt sig stadig i baggrunden, bare lidt endnu..

Kakaoen var fantastisk. Præcis som den altid var, når den var lavet af ham. Varm, smeltet, mørk chokolade, chili, kanel, lidt vanille. Der manglende kun en enkel ting for at gøre den helt perfekt. Og det var en af de ting, den her kro kunne finde ud af at lave.
Han holdt hånden i vejret og krofatteren kom snusende ud af sit musehul; nu skulle der hentes penge ind. Samtalen begyndte som altid. Det sædvanlige, Hr. Bladewell? Jeg finder det straks, hr. Bladewell! I overraskende hurtig hastighed, for han havde virkelig en overvægtig krop, småløb værten ind sit lager, fremdrog en fin årgang, hastede ud igen, huggede mønterne på Benjamins bord og hastede væk igen. Det alt for meget spekatel på en aften, besluttede Benjamin og tænkte, at her kunne han godt sidde resten af sine dage, hvis han fik lov. Sandsynlighederne talte dog ikke for det.
Men kakaoen var god og rommen lovede glemsel, så alt var godt for nu. Så det ud til. Han huskede pludselig pigen, kvinden, det var svært at finde ud af grænsen, og to dæmoner i det samme rum, hvor dæmoner ikke burde være, var bundet til at sige et eller andet til hinanden.
Ægte drankere hilste med glasset sagde et ordsprog. Han var ikke en dranker.
Hvorefter han hilste med glasset. Det måtte være nok. Sandsynlighederne talte for, at det var det ikke. Kontakt med... hvad hun nu viste sig at være, var fuldført.

Imens hun sad der og lyttede til regnen der piskede mod huset, var der nogen der begyndte med at snakke..
Hun vendte straks hovedet over med dem som snakkede.
Det var værten, og den unge mand som hun havde lagt mærke til tidligere.
På den måde han sagde det på, fik det ham til at lyde som en dranker..
Det sædvanlige.. Han kom der vist tit..
Fair nok, det var bare ikke noget hun gjorde tit, eller hun gik faktis aldrig på kro, hun drak aldrig noget med sprut i..
Det fik hende til at lyde så hellig.. Plus hun aldrig havde haft sex, eller kysset andre end dem hun tog sjæle fra. Ellers ville hun sten sikkert føle sig beskidt, og det var ikke ligefrem en følelse hun kunne li..
Hun så at han hilste med glasset, det var et godt bevis på at han var dranker..
Hun tøvede lidt, sådan nogle folk ville hun ikke nærme sig normalt..
Men hun skulle jo slå tiden ihjel med et eller andet..
Hun rejste sig forsigtigt, og satte sig nervøst over til den unge mand som havde hilst på hende..

Hun virkede ikke som en han brød sig om. Blikket i hendes mørke øjne betød hun var lige så fordomsfuld som han selv. Det flakkede mellem ham og glasset.
Tanken om, at han, Benjamin, leder af piratklanen, var afhængighed af nogets som helst, var ærlig talt til at grine af. Han hadede væsner, der var afhængige. Dumme, irriterende, viljesvage væsner.
Grund nr. 2 til ikke at kunne lide hende var hendes udseende. Ikke at hun lignede Pen, faktisk var det kun det røde hår, for Pen havde aldrig set ordentlig ud. Pigen her lignede en lille engel, når man kiggede nærmere efter. Og af alt, hvad han hadede, så var hadet til englene størst. Forbandede, små tosser.
Hun tøvede lidt, trippede, usikkerhed strålede ud af hende. Se, det var morsomt. En usikker dæmon. Pigen smuttede nervøst tættere på. Han lagde hovedet let på skrå og betragtede hende, hun fik en tur med elevatorblikket. Hun lignede en som var både ældre og langt yngre end ham. Hun var køn. Præcis lige som alle andre overnaturlige væsner.
De andre halvgamle mænd kiggede lidt på ham, men drak så videre. Kroværten pudsede og pudsede.
"Hvad bringer en pige så langt hjemme fra?"

Aliyah kunne nok godt ligne en engel i nogens øjne, og det var hun bestemt glad for da hun kunne bruge sit udseende til at få sjæle.
Men hvis man så helt ind i hendes egen sjæl var det bare sort. Hendes sjæl var sort, og alt andet end renhed.
Dog var hun dæmon, men man kunne kalde hende en.. Særlig dæmon? Hun var ikke som andre, hun havde hvertfald aldrig mødt nogen som hende selv.
Hun var usikker i næsten alt det hun gjorde, hadet uønsket opmærksomhed, tiltrak for det meste nogle klamme typer, eller unormale ting.
Han virkede selv ikke til at være en som hun brød sig om, men havde hun andet at lave? Hun ville ikke være uhøflig og gå sin vej, da det ikke lagde til hendes natur at være uhøflig..
Og dog..
Man kunne vel sige at hun har forskellige personligheder, det har vel lidt, men hendes er lidt ekstrem.
Ikke fordi hun har nogen alter ego, men nogen gange er hun så høflig og venlig, og andre gange er dette søde lille lam, som man kalder Aliyah, en ren dræber maskine.
Når hun er det er hun ikke ligefrem den man ville ønske at være i nærheden af.
Helt forsvundet i hendes egne tanker er der en der snakker til hende.
Hun havde helt ubevist siddet og stirret ind i lyset, se flammen flakke..
*Hjemme? Øhm undskyld, men sådan et har jeg ikke!*
Hun havde ikke noget imod ikke at have et hjem, hun fandt for det meste altid et sted, og hvis ikke så elskede hun naturen, og kunne nok godt overnatte i en park.
''Jeg kunne spørge dig om det samme.''
Hun havde sat paraderne op helt ubevist, det var bare en ren refleks.
Hun kiggede ned og rystede svagt på hovedet, og kiggede så op på ham igen, et lille smil blev foldet ud på hendes læber, og inden han nåde at svare rettede hun lige sig selv.
''Jeg flygter blot fra regnen.''

Kuppen var halvt fuldt. Eller halvt tom. Hvad synes du? Benjamin drak bundede i hvert fald i en slurk og hældte op til en endnu en omgang. Havde han syntes om pigen, ville han nok havde budt hende på noget. Men ikke nu og helst ikke her. Mere rom. Mest rom.
Havde hun skyldfølelse, når hun slå ihjel? Skamte hun sig over sig selv og hendes race? Forfærdelig mange dæmoner gjorde. Hans forståelse for dem var lig med nul. Var hun en af dem? Fordommerne fløj rundt i rummet, ikke bare fra ham, men alle mændene i rummet. Han så deres blikke. Det var sjældent folk så meget til hinanden, især hvis man ikke kendte den anden i forvejen. Her var stilheden enevældig hersker. Eller havde den fundet en konkurrent?
”Hjemme? Øhm undskyld, men sådan et har jeg ikke!” udbrød hun, som om han lige havde fornærmet hende på det groveste. Han hævede et øjenbryn.
”Det burde du.” Hun lignede i hvert fald, som havde både hjem og hund. Han drak noget mere, forventede halvt, at hun ville sætte sig ned, men hun talte videre. Gav igen med kortet;
'Hvad med dig selv?' Godt træk til en lang samtale.
”Jeg er overhovedet ikke halvt hjemme fra, men det er på ingen måde stedet for en pige.” Kortet: pige. Perfekt kort over for alle. Og flygtede for regnen var ikke en god unskyldning. Hun fik endnu et hævet øjenbryn.
”Bange for at blive et våd, pige?” Det var ikke helt retfærdigt, den måde han opførte sig på, men det havde aldrig stoppet ham, hvorfor nu? Dagen i dag havde heller ikke været god. Den havde været overskyet fra morgen til aften, det havde regnet og han var blevet nød til at hjælpe sine hjælpere, hvis skibet skulle holde kursen. Og plyndringen på østkysten havde været alt for nem med et alt for lillle resultatet. Lige nu holdt Pen gang i skibet; det var ikke noget han gav at kæmpe med. Han gav sjældent kæmpe om ret meget. Det var meget lettere at falde hen på et værtshus med kakao og rom. Eller det ville det, uden dæmonpiger kom vrimlende. Piger havde
intet at gøre på kroer. Han snakkede sjældent særlig længe med pige, men når han gjorde, var det fordi han havde mødt dem på et værtshus.

Hans måde at snakke på, den måde han gav igen på det var hun ikke vant til, men det generede hende dog ikke. Jo måske lidt, men det var nok ikke noget hun ville indrømme sådan lige.
*Pige...*
Ordet kørte rundt inde i hendes hovede, den tiltalelse ønskede hun ikke ligefrem at få på sig.
*Bange for at blive våd pige*
Der var den igen, hun hadet det ord.. Hun hadet at blive tiltalt til på den måde, det var ikke retfærdigt. Men det havde hun nok brug for, alle talte altid så venligt til hende, hun havde brug for at live sagt imod.
Hun trak langsomt stolen ud for ikke at larme, og satte sig ned.
Et lille sarkastisk smil kom frem på hendes læber.
''For at blive våd? Nej det tror jeg nu ikke lige jeg er.''
Hun lænte sig lidt tilbage og så over på ham.
Hun kom jo normalt ikke på kroer, og hvis hun skulle møde sådan nogen som ham hver gang, så ville hun nok undgå dem.
Aliyah havde og ville nok aldrig nogensinde få skyldfølelse når hun slår ihjel, nej tværtimod kunne man sige at hun nød at slå ihjel, ikke fordi det bare var noget hun gik ud og gjorde fordi hun ikke havde andet at lave, nej men når hun slog ihjel og tog en sjæl til sig følte hun sig meget stærkere og mere magtfuld, og det var en følelse hun elskede.
Man kunne ikke sige at hun elskede at være dæmon, men hun hadet det heller ikke, hun var blot tilfreds med hvem hun var, og hvordan hun så ud, hun kunne ikke selv finde nogen fejl ved sig selv hvis hun blev spurgt ind til det.
Hun tænkte lidt over det han tidligere havde sagt til hende.
''Jamen, hvorfor er dette rolige sted, ikke et sted for en pige?''
Hun lænte sig lidt tilbage, og så lidt rundt omkring.
Det var ikke ret fordi der skete særlig meget, så hun kunne ikke se hvorfor det ikke skulle være et sted for en pige.
Hun forstod ham ikke helt, hun hilste da venligt på hende? Eller var det bare hende som havde forstået det helt forkert? Men hvis hun havde forstået rigtigt, hvorfor var han så som han var?
Okay nej, det kunne man ikke sådan sige. Hun kunne ikke bare sige:
Hey! Hvorfor er du som du er?
Det virkede ikke helt..

Der havde heller sket noget rigtigt, de var ikke blevet angrebet af nogle hævngerrige væsner eller klaner, de havde ikke fået eksotiske dyr som last, havde ikke kæmpet mod monster. Ting, som man plejede at gøre ombord på Bens og Pens skib. Og nu forventede pigen sikkert, at han skulle være venlig mod hende. En rigtig dæmonisk, gentleman. Men det var han ikke. Hun havde vist fået fat på den forkerte tvilling. Dog så hun ikke videre anfægtet ud. Endnu.
''For at blive våd? Nej det tror jeg nu ikke lige jeg er.'' Hun fik et sarkastisk smil om mundvigerne og Benjamin smilede med medlidenhed tilbage til hende. Hun trak en stol ud, uden at larme og satte sig ned ved hans bord. Interessant.
Han lagde hovedet på skrå, vurderede, smilet falmede langsomt.
”Jamen, hvad så, pige?”
Dæmoner hadede at blive undervurderet. De hadede, hvis man satte sig selv over dem. Det burde han vide; han var en. Hun kunne næppe være en undtagelse, uanset hvor underligt hun opførte sig. Hvem vidste, hvad dette tilfældige møde ville ende i? Måske ville nogen finde hende kold i en gyde den næste morgen, måske ville skibets få et nyt besætningsmedlem eller måske blev det bare ved et tilfældigt møde. Hvem vidste? Benjamin gad i hvert fald ikke gætte; han set alt for
mange tilfælde, hvor alt gætværk var meningsløst. Enden var så absurd, at det ikke kunne betale sig.
''Jamen, hvorfor er dette rolige sted, ikke et sted for en pige?'' Endnu et smil. Ikke sandt, men et smil. Hun sad inden for tre meters afstand, ingen af de andre gæster gjorde, hun var i hans magt.
Han kiggede hende ind i øjnene, smilet blev siddende. Han viste hende et billed af kroen. Alt stod som det skulle, hun sad ved bordet, lyset brændte stabilt, han sad over hende, smilende. Venligt.
Imødekommende. Falsk.
De andre gæster lå døde omkring. Alt som dyppet i blod. Billedet sad kun i hendes hoved i nogle få sekunder, men det var vist nok til det gøre det.
Han kiggede væk og tog en stor slurk kakao. Hvorfor gad han overhovedet
det her?
”En kro er ikke et sted for en pige. Slet ikke en så fin som dig. De kommer så let til skade og her er masser af farer”. Ro, monoton, ligeglad. Det her var i det mindste sjovere end at sidde uden noget at lave. Det var grund nok for nu.

''Hvad så?'' Et lille smil bredte sit ud på hendes læber, hvorefter hun lagde den ene hånd på bordet og lænnede sig ind over bordet..
''For at finde noget.... Interessant''
Smilet blev bredere men forholdt sig stadig forholdvist lille.
Det var sten sikkert at hun var en af de dæmoner som hadet at blive undervuderet, hun viste det dog næsten aldrig, men denne aften kunne måske blive en undtagelse, det var ikke helt til at sige.
Hun lagde mærke til at de havde fået øjnkontakt, og få sekunder efter var alle gæsterne omkring hende døde. Lagde på jorden, blod over alt.
Kun hende selv og ham var ikke døde.
Hun var fordærdelig forvirret, men hun ville ikke vise det.
Hun var ikke sikker på hvad der lige var sket, eller hvordan det skete.
Hun havde ikke noget imod at de lagde og var døde rundt omkring, det generede hende ikke, det gjorde bare dette til et mere interessant møde, men spørgsmålet var bare hvorfor?
Få sekuunder efter alt forviringen var alt som før, alle sad på deres plads, intet blod ingen døde mennesker.
Hun lod roligt blikket glide over på ham igen, da han begyndte med at tale igen.
Wauw.. I den ene sætning var der så mange ting hun ikke kunne lide!
1. hun var stadig uenig med ham, og var sikker på at dette var et sted for piger?!
2. Fin!! Det var noget af det sidste hun var, hun var bestemt ikke fin! Han skulle bare vide..
3. Kommer let til skade? Masser af farer! Måske de piger han havde mødt var sådan, men sådan var hun bestemt ikke! Langtfra faktis.
''Jeg må desværre meddele at jeg er uenig i alt det du siger.''
Hendes smil som havde sat der i et stykke tid forsvandt hurtigt, og hun blev helt kold. Dog skete det helt ubemærket fra hendes side af..
''Jeg kan for det første ikke se nogen farer nogen steder?''
Hun kiggede rundt i hele rummet, og lavede en yndefuldt håndbevægelse.
''For det andet, jeg er ikke fin! Og for det tredje, jeg er ikke den person som kommer så let til skade!''
Det sidste var nok løgn.. Hun kom tit ud for problemer, men det var aldrig noget hun ikke kunne få sig selv ud af igen..