Benjamin - A run and a first meeting with you

Dag:irl
Dato:irl
Vejr: Koldt men ingen sne!
Tid:13.23
Omgivelser: nøgne træer.
Årstid: irl
Sted: I skoven ?


Akira støttede sig til et træ imens hun stod bukkede og stønnede efter at have løbet rundt omkring i skoven for at træne sine blå mærker væk, flere steder på hendes krop ville man kunne se at hun havde blodsamlinger hist og her. Det var fra en tidligere kamp med trolde og orker som havde leget pinjata med hende i the vally of dead dalen for en uges tid siden. Hun lukkede øjnene imens hun stod der og lød som en anden person med dårlig kondi, men efter 2 timer med rask løb syntes hun selv hun havde fortjent den pause og puste ud på den måde som hun nu gjorder. Det røde hår hang ned af hendes skuldre imens hun stod bukket, men hun løftede kort hoved for at se frem for sig hvorefter hun så rejste sig op og lænede sig mod ryggen op af træet og faldt langsomt sammen hvor hun tilsidst sad ned. Hun stirrede op i himlen men lukkede tilsidst øjenene for at fokusere på sine indre følelser som hun havde. Blodsamlingerne gjorder ikke så ondt mere som de havde gjort og skønt hun var en dæmon og healede hurtigt så havde de blå mærker været kæmpe store og mørke. Hendes krop betegnes som en krigers, en amazone krigers, hun var høj, bredskuldret og muskuløs.

Stilhed. Fuldkommen stilhed. En
stilhed, hvor det var ikke stille, men fuldt med tanker og livets
lyd. En sådan stilhed var udhyre sjælden at finde. Man skulle så
langt væk fra hjernedøde væsner, og det sagde meget. Det vrimlede
med dem. Da Benjamin ankom til denne verden, tænkte han, at måske,
bare måske, var det den anderledes her end på Jorden. Men nej. Der
var lige så stor mangel på tanker og alt for mange... følelser.


Han både elskede og hadede stilheden,
som fyldte langt omkring ham. Skoven bredte sig ud over landskabet
som en stor, mørk kradt. Der herskede noget herude i skoven; skoven
var gennemsyret af ensomhed og alderdom. Ro. Stilhed.

Den var kold, dog ingen spor den sne,
som forlængst forladt byerne. Han lå på den frosne jord. Ikke at
kulde gøre ham meget, ikke siden dengang for længe siden. Han havde
en lang, åben frakke på, en hvid, løs hvid skjorte og sorte
bukser. Intet nogen fysiske våben, ingen fysiske skjold.


Noget det han elskede, kun elskede, var
lugten fra skoven. Inten sved, inten blod. Bare skov. Jord. Ingen
dumhed, ingen modsættende tanker. Der var ingen. Absolut ingen. Og
hvis der kom en lyd, som kunne overdøve vinden, ville han lukke
lyden ude. Der var ingen, som skulle eller kunne forstyre. Som om
nogen havde modet til alligevel.

Han tog et dybt øjnedrag, pustede ud,
lukkede øjnene. Lyttede. Lod tankerne løbe gennem hovedet på ham.
Med hans nyvundne plads i rangsystemet var der nok at se til.


Og uden at vide det, ventede.

Himlen havde været grå, helt grå som om solen aldrig ville komme til at skinne, vinteren var over underworld. Iméns hun sad og mærkede sin krop afreagere mærkede hun noger ramme sit ansigt ellere mere præcist sin kind. Et snefnug der langsomt smeltede på hendes hvide hud. Hun åbnede øjnene og kiggede igen direkte op i himeln. Endnu et snefnug kom til sine men det landede ved hendes side, derefter kom 2 og derefter begyndte der at komme flere og flere. Akira sad i dyb tavshed, hendes stønnen og brusen var nærmest helt aftaget efter at hun havde siddet i 5-7 minutter. Hun mærkede hvordan dråben gled ned af hendes kind og ned til hagen hvorefter den dryppede ned på hendes brystkasse og forsvandt ind i tøjet. Hun lod sine øjne hvile lidt mere på himlen før hun rejste sig op og kiggede rundt, hun fornemmede noget i omgivelserne. Det var tæt på men ikke så tæt at man ville kunne se det med det blotte øjne. Det var nok 1-2 km fra hvor hun selv var. Ikke engang duften fra det hun fornemmede var i nærheden af hende. Hun var som sagt kommede op på benene. Hun var stadig en ung dæmon, og havde stadig meget at lære, især angående temprement og visse former for nysgerrighed. Hun kiggede rundt for at se om det hun fornemmede faktisk var tættere på end forventet.

Vinden, som var hundred gang slemmere uden for skoven, end i den lille, bitte lysning, han havde fundet, begyndte langsomt at sænke farten. Før han kom en uregelmæssige, hårde stød, mens var den næsten en konstant, koldt kærtegn gennem hans natsorte hår.
Et lille smil kom frem på hans læber, for virkelig, hvorfor kunne han ikke være alene i verden? Tænk, hvor lidt ballade og larm, der ville komme ud af det.
Den eneste tanker mindede ham om, hvor kedsommeligt det ville være, før han irriteret skubbede den afsted med vinden. En gammel havde sagt, at kloge mennesker aldrig eller hele tiden keder sig. Benjamin havde det med at sætte sig selv i den sidste kategori. Selv nu freden og kulden dulmede altid, ville det ikke være sjovere at være sammen med Pen?
Nogle gange forvirrede han sig selv.
Han sukkede og åbner øjnene, for at finde ud af små, rene snefnug flyver ned fra himlen. Det rammer alt; han jakke, hår og går næsten i et med hans hvide hår, efter at næsten brugt flere årtier indendøre, fordi han ikke vandt tiden på Jorden interessant nok, havde gjort, at den hvide farve aldrig forsvandt, før snefnugnene hvilede, smeltede og forsvandt.
En pludseligt, kraftigt vindstød kom igen og bragte en duft og ekkoet af en lyd med sig. Han kneb lidt øjnene sammen, før han stædigt, lukkede øjnene igen og foldede hænder på hans brystkasse. Om han skulle bevæge på grund af et andet levende væsen? Nej tak og hold dig væk.

Men som altid var det sjældent, at Benjamin fik serveret noget på
et sølvfad. Ville han have noget, måtte han som regel gøre det
selv. Endnu en grun til at hade verden.

Akira var som et barn der ikke kunne finde hjem. Hvorfor vandrede hun her ude... Det var ikke for sulten hun var her. MEnnesker bevægede sig aldrig ude i skovene alene fordi de hviste hvad der fandtes her ude, væsner som kunne tage deres liv. Hun lukkede øjnene 1 sekundt og mærkede hvordan sneen faldt omkring hende, det røde hår lignte ild midt i sneen. Hun åbnede dem igen og sukkede. HUn mærkede noget tæt ved sig, og så sig endnu engang rundt. Hun kunne se en skikkelse til venstre for sig. Men den var utydelig da den ikke var så tæt på igen og samtidig med at sneen gjorder synet udklart. En form for impuls følelse slog igennem hende og hun tog med 2-3 store skridt sig selv i at gemme sig bag en af de mange træer i skoven. HUn tog sig til brystet og lod en flad hånd hvile der som om hun prøvede at mærke efter et hjerte der bankede. Hun så direkte mod himlen som var lige så hvid som det sne der faldt. Hun rystede let ho´ved hvorefter hun gik væk fra siot gemme sted, imod det som hun ikke kendte eller kunne se klart.

Efter noget tid med vandring var hendes hår dækket til af det hvide sne. Nu så hun hvad der havde stået udenfor i sneen lige som hende selv, en mand stod der og så helt fornøjet ud, med frost i sit hår og med en aura der ikek var til at tage fejl af.