Please, understand... ~ Benjamin

T: omkring solnedgang
S: en lille kro, få hundrede meter fra havnen.
O: Travle sømænd, der læsser deres skibe inden de skal afsted til solopgang.
V: skyfrit, smukke farver pryder himlen.
P: (hendes kjole og hår)

Hvordan kunne mænd lyde så modbydelige?! Man kunne hører dem pifte, kommenterer hendes tøj og udseende, mens hun med rank ryg gik mod hendes aftalte mødested, med en bestemt dæmon. De havde kun skrevet over små papirbeskeder, men han havde skrevet at han måske kunne hjælpe hende væk. Det var i hvert fald sådan hun forstod det.
Hun var henne ved kroen, og stadig med rank ryg åbnede hun døren. Hvor var det nu han havde skrevet at han ville sidde?
Hun sukkede og gik indenfor, og stirrede rundt for at se hvem der bare mindede en smule om hvem hun havde skrevet med. Fulde mænd, over det hele. Ad.
''Hey smukke, jeg er sikker på at den kjole er nem at få af.'' sagde en ung mand, der lænede sig ind over hende. Han lugtede langt væk af mangel på sæbe, og en tandbørste samt en masse sprut.
''Tak, det er min egen sag.'' svarede hun en smule spydigt.
''Kom nu, du kan da ikke mene at du ikke vil dele?'' mandens hånd fandt frem til hendes bryst, hvorefter hun blottede tænder truende.
''Fjern Deres hånd, inden De bliver en hånd mindre.'' sagde hun med samme tonefald som før.

Dagen havde indkomst rig, og hvis klienten talte kunne det kun blive bedre. Han var kommet tidligt; kroens atmosfære blandet med alkohol var altid et godt tidsfordriv. Den var ikke stor, men til gengæld proppet med fulde mænd, kun få væsner, som ingen kontakt havde med hinanden.
Der var dæmpet belysning, en tyk stank af sved, røg og en ubekendt og samtalerne ved bordene og ved baren gled hæmningsløst.
Første gang han var her havde han udvalgt en perfekt strategisk placering. Ved baren, tæt på forfriskningen, men tilstrækkelig langt nok væk fra bartendernes normale plads i midten og bordene til, at nogenlunde uden for hørevide og nærmest usandsynlig.
Ved hans side stod hans normale kande med varm kakao, lavet på skibet, og en flaske med rom. Ægte rom, intet mindre.
Han sukkede og lukkede kort øjnene, lod et lille spille henover hans læber; ja, igen var en god dag.
Han havde ikke sagt noget til Penny endnu. Faktisk overvejede han at beholde pengene for selv; det var meget nemmere end at dividere det aftalte beløb i to. Gad vide, hvor hun egentlig var? I problemer, sikkert.
Endnu et suk; nu mere irriteret end glædeligt.
I det samme åbnede døren sig og en kvinde trådte ind. Mændene kiggede, op og ad, da ingen af dem sikker ikke havde set en kvinde i en halv livstid.
Bartenderen, som ellers var i gang med at pudse glas, gloede bare uden at sjule lysten i hans stikkende griseøjne.
Benjamin skulle holde sig i skindet for ikke at grine.
Mændene var nu begyndt at råbe sjolfe sætninger til hende. Han havde faktisk virkelig ondt af dem. Nænnede næsten ikke at trække dem ud af illusionen og væk fra håbet. En kvinde. Også en flot én af slagsen.
Han rejste og gjorde sig umage for, at stolen larmede mest muligt, men han maste sig vejen gennem til hans klients undsætning.

"Drenge, hun er med mig."
Han holdt sin stemme i et isnende koldt tonefald. Og da de allerede havde set ham i op til flere kampe, trådte de et skridt baglæns. At han derefter blev offer var tyve dræberblikke var ligemeget.
Han smilede skævt til kvinden, ikke venligt, men heller ikke videre ondskabsfuldt. Han gjorde udkast mod baren, hvor han tidligere havde siddet.
"Nå, skal vi?"

Hun var tæt på at lade den lille flamme i hendes hånd ramme halsen på den mand, som stod lænet ind over hende.
Men hun stivnede lidt, da hun hørte en stol skrabe mod gulvet, og derefter en stemme der kunne betyde så meget - mest af alt at hun var ved at rode sig ud i noget hvor hun ikke kunne bunde.
Han så ikke videre elegant ud - det havde hun nu heller ikke forventet. Men han så... ung ud. Hun havde lært at alder var et relativ, og at det ændredes i opfattelse fra individ til individ. Og alligevel... Han var ikke grim, langtfra. Men heller ikke hendes type. Hun var en andens, hvis han blot accepterede hende. Hvilket han ikke gjorde.
Først efter et par sekunder, gik det op for hende, at han havde talt til hende.
Hun nikkede roligt, dog en smule tøvende. Hvad hvis han nu bare var ude efter hendes penge, og så tog afsted uden hende? Det kunne ligne dem, de pirater.
Hun fulgte med ham, hen og sidde.
Hun kunne skimte bartenderens blik, et spiddende blik. Han ville nok hellere end gerne se kjolen af hende - det ville de fleste. Idioter.
Hun så på Benjamin, en smule tøvende, og dog afventende. Hun ville lade ham føre ordet.

Det var virkelig morsomt; den måde alle i lokalet kastede sig selv på hende. Han ønskede næsten, at han ikke havde blandt sig og ladet hende sejle sin egen sø lidt endnu. Men ak, sket var sket. Hun nikke svagt, som svar på hans spørgsmål, smilte ikke igen, ytrede ikke et ord. Han havde lyst til at slå hende. De generte var altid de mest irriterende.
En mand, hvis navn Benjamin havde hørt utallige gange, men stadig ikke væk ikke kunne huske, trådte et skridt frem, som for at udfordre alfahannen. I denne sag, Benjamin, som ellers var utrolig spinkeltbygget af en dreng at være.
Mandens mund var presset hårdt sammen og hans øjne flakkede mellem nervøsitet og stolthed over sin egen dumdristige handling.
Benjamin hævede et øjenbryn.
"Vil du noget?"
Manden skævede mellem vampyren, lugten så tæt på overgik alverdens mandehørm, og ham, sagde så endelig.
"Jeg tror hellere... hun vil med mig og gutterne." Han kiggede rundt på forsamlingen med nydannet håb. "Ikke sandt, gutter?!"
Reaktionen var delt; altså ingen grund til at forlade stedet endnu. Der var blevet tiltrukket langt mere opmærksomhed på dem end han kunne havde ønsket.
"Nej, Uffe, hun vil med mig, for jeg har skibet, mandskabet og er ejeren af en hjerne; du har ingen af delene."
Måske-Uffes tykke barneansigt lyste af overvirring.
"...Uffe? Jeg hedder-"
"Og jeg kunne ikke være mere ligeglad."
Benjamin vendte igen blikket mod kvinden.
"Kom med. Nu."
Han maste sig sammen vej tilbage, satte sig ned, fyldte glasset med, for første gang denne aften, ren rom. Han bød hende intet.

Hun bed sammen,først og fremmest. Hun kunne ikke tillade sig at modsige den unge mand, da han sikkert skulle være den der sørgede for at hun kom nogenlunde sikkert derfra.
I en hurtig vending var der gået ild i måske-Uffes bukseben. Hun smilede, en smule anspændt.
Hun satte sig overfor Benjamin, mens hun kunne høre hvordan måske-Uffe skreg op. Havde ingen af dem regnet ud, at det var hendes værk? Tumper.
''Tak fordi du overhovedet overvejede at mødes med mig, Sir.'' Hun vidste ikke hvordan hun skulle tale til ham, det var akavet.
Og alligevel, kunne hun ikke undgå at smile lidt over panikken ved branden i mandens bukseben. Det var så komisk hvordan folk kunne panikke over en smule ild.
Hun begyndte at fumle med en lille flamme fra et lys der stod midt på bordet, mellem dem.
At han intet tilbød hende, påvirkede hende ikke synderligt. Hun var ikke tørstig efter den slags væsker, så hun kunne være lidt ligeglad.

Udmærket klar over, at han havde overtaget, bragte næsten endnu et smil. Gud, han elskede magt. Hvilket Gud udmærket vidste, og som også var grunden til, at Benjamin ikke troede på ham. Han prøvede at sætte sig til rette, men det var nærmest umuligt og han opgav hurtigt sit forehavende. Bag blev der hylet og skreget; så meget desto bedre. I det mindste var opmærksomheden på dem blevet flyttet, noget som aldrig ville være sket uden den meget belejlige ild i buskerne. Han tog sjældent umulige, eller nærmest umulige, opgaver. Alt for meget besvær og alt for få penge.
Pigen smilede, noget usikkert og fremtvunget. Handlingen var ikke videre kløgtig, et held, at alle andre her var mindre kløgtige og fandens ignorante.
”Du skal hellere takke for eksistensen og omfanget af dine penge.” sagde han ærligt, hvilket måtte for første gang i år. ”Det er dem jeg er her for.”
Han tog lidt, en kunstnerisk pause.
”Så, hvordan føre trækker du, at vi gør det her?”

Hun nikkede. Hendes penge. Ja, det var næsten underligt, at alt hun skulle gøre var at tage hjem til ruinerne af hendes tidligere liv og hente dem.
Hvordan hun foretrak at gøre det?
"Jeg vil bare væk herfra, hurtigst muligt." Sagde hun, og man kunne tydeligt høre hvordan hun mente hvert et ord.
Der var ikke mere for hende her, og det ville der aldrig blive. Ikke efter den episode.
Hendes hånd gjorde stadig ondt, meget.
"Jeg kender prisen. Og hvis du kan få mig væk herfra, i aften, fordobler jeg beløbet." Hun så ham direkte i øjnene.
Penge hun uden tvivl havde. Det måtte undre folk, at hun var så ivrig for at forlade stedet. Hun ville væk. Hun ville aldrig mere sætte en fod i nærheden af McGivens. Aldrig.

Pigen nikkede, noget i retning af febrilsk. Interessant, tænkte han, hun er sikkert parat til hoste meget mere end den aftalte pris. Måske ville han dele summen med Penny alligevel. Udover hvis hunigen lavede rod i den. Egentlig havde det ikke været hendes skyld, men alligevel. Det havde i hvert fald ikke været hans. Og hendes skuldre var sikkert breddere.
Han vendte opmærksomheden mod klienten og lyttede til noget man godt kunne tro var intenst. Hun talte hurtigt og lagde tryk på hvert ord, ja, i det mindste behøvede han ikke at tvivle på hendes oprigtighed i den ansende.
Selvfølgelig, vidste hun prisen. Tak, Fru Åbenlys.
Fordobler, ligefrem? Han smilede næsten; det beløb ville meget, meget det oprindelige i løbet af ingen tid. Han fnys.
"Selvfølgelig, kan jeg få dig væk i aften. Hvad tror du jeg er, amatør?" hendes gik var borende, men Benjamins mur var solid.
Han rejste sig, kastede sin jakke over skuldre og tog rommen i højre hånd, satte kurs mod udgangen.
"Lad os gå, vi har meget at snakke om endnu." sagde han, henvendt til hende, men uden at vende sig om.
Opmærksomheden var igen på dem. Benjamin rullede irritereret med øjnene.

Hun kunne endda tredoble prisen, hun skulle bare væk. Hn ville væk, hun kunne ikke holde ud at være der længere.
Hn rejste sig, samtidigt med ham. Roligt, køligt, gik hun med ham. Burde hun sætte ild til et eller andet? Nej, det ville nok bare give hendes nye 'ven' problemer.
Hun var tydeligvis ikke bare en slavepige, der ville væk fra hendes herre. Hun var Nemesis Sephthys Storyteller, den sidste overlevende af sin klan. At hun slog sine navne sammen, efter mordet på hendes familie, var for at beskytte sig selv. Ingen ville få det at vide. Hvis hendes nye 'ven' ikke kendte hendes navn, ville hun kalde sig selv noget andet - skifte identitet helt. Men nu måtte hun bare vente og se...

Da de var kommet udenfor, bankede den kolde natteluft mod dem. Der var overskyet, ikke månen, ikke en eneste stjerne kunne ses på mørkets himmel. En perfekt nat til flugt.
Han vendte sig mod hende. Der var ikke noget venligt over hans blik eller ansigtsudtryk. Der var ingen grund til dem her; her hørte kun kold forretning.
Han gjorde tegn til, at de skulle begynde at gå.
Længere nede ville et pragtigt skib lægge et skib. Et skib med sorte sejl og med en kaptain med en endnu sortere sjæl. Navnet var Verum Mendacium.
Sandheden lyver.
"Nepthyus, jeg har brug din forklaring til, hvorfor du vil væk med sådan en hast. Alle deltajler, ingen løgne, tro mig jeg vil vide det.
Jeg vil også gerne have at vide, hvem der muligvis kan finde på at kunne efter os."
Han tog et slurk af rommen og kiggede på vampyren igen.

Han ville vide det hele... Fuck...
"Mit navn er som sagt Nephthys. Jg er den sidste af min klan, forvandlet fra shapeshifter til vampyr fordi jeg ville være sammen med ham jeg var forelsket i til evig tid. Jeg fik et barn sammened ham, han slog barnet ihjel. Efter noget tid adopterede jeg en pige... Han prøvede også at slå hende ihjel. Så tog en mand mig til slave, som jeg er stukket af fra. Der kommer ingen efter os, kun to ved at jeg tager afsted, og den ene ville aldrig gøre mig fortræd. Jeg har ingen grund til at gå yderligere i detaljer." Hn så på ham, en smule koldt. Hn ville ikke gå i detaljer med hendes families mord, eller mordet på hendes søn. Hn ville forlade den del, ingen skulle kende den.
Hun skjulte lidt sin ene hånd, den hånd hvor hendes familiesymbol var brændt ind i hendes hud som straf for at stikke af under mordet på dem. En slange, en ulv, en ørn. Tre dyr, der sammen dannede treenigheden. Hun var troende, og det kunne sikkert ses på hende. En heks, om man ville. Men alt det, var en anden tid. En bedre tid.
Hun bed sig i indersiden af kinden.