Hvad har jeg gjorde//Meredith,

S gyderne
O en person der følgere effter ham
V regn og torden
Tid lidt over midnat
Påklædning 1 kig på profil
Arason komme løbende forbi en masde personere han viste godt han blive skyget han løbe ind i gyderne og stopet op for at få luft han havde en ide om at persone havde mistede ham i flugten Arason satte sig op af en mur og slappet af hans hætte og tøj gjorde at han ikke som sådan mærket vandet han smilte og kiget op på skyerne han rejste sig ikke op han ville bare blive sidene hvem var det der havde hyret en lejemorder som nu var effter ham den første han havde mødt som også var lejemorder var en vampyr men hende her hun virket ikke som noget han havde mærket før af racere

Påklædning:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
- Bukserne er lange, og hun har converse sko på

Meredith. Navnet på en lejemorder. Navnet på en dræber. Navnet på en dæmon.
Meredith havde som sædvanlig en kniv og en pistol på sig, det var blevet vane for hende i de mange år, i tjeneste som lejemorder. Og i dag var hun blevet sendt ud for at dræbe en helt specielt person. Et menneske. En mand.
Hun pustede røgen ud af hendes mund, og lod hendes fingre placere cigaretten i hendes mund igen. Hun fulgte røgen med øjnene, indtil den var opløst og ikke kunne ses mere.
Hun lukkede irriteret øjnene, da endnu en regndråbe landede på hendes hud. Hun hadede regnvejr. Hun hadede vand. Hun hadede følelsen af at være omsluttet af det våde element, eller bare blive rørt af det. Men.. hun hadede generelt bare alle elementer, og vandet var ingen undtagelse.
Hun gik ned ad gaden, ganske roligt, og lod blikket løbe fra person til person. Ingen lignede ham, hun skulle dræbe. Mennesket hun skulle dræbe.
Folk ville nok spørge, om hun følte anger for de mord hun havde begået. Til det var der kun et svar, der ville være sandt. Nej. Hun følte ikke anger, for det var ikke hende der havde beodret personen eller væsnet død. Og for at føle anger, skulle man også kunne føle. - Og Meredith's følelser var for længst væk. Begravet sammen med hendes bror og hendes tidligere jeg. Den Meredith alle kendte og holdt af var væk. Væk sammen med hendes bror. Hendes første mordoffer.
Hendes øjne fangede en løbende mand, og et koldt smil løb over hendes læber. Dér var han, dér var hendes offer.

Arason hoppet op på et tag og begyndte så at hoppe fra det ene tag til det næste hun havde jo set ham så han var nød til at tænke sig om nu han kunne ikke bare gå tilbage af den vej han komme fordi hun kunne vente på ham så han løbe i stedet ind i en gyde og håbet nu at hun ikke havde set ham

Hendes kolde øjne fulgte ham stadig, det kolde smil spillede stadig på hendes læber. Hun havde ham, hvor hun ville have ham. -Fanget i frygten, for hvad der nu skulle ske. Og hun elskede det.
Hun elskede det adrealinsus man fik, når man stod med magten til at bestemme over livet og døden. Man vidste, at ligemeget hvilket valg man træffede ville de bringe hævngerrige tanker frem i en eller andens person. Sparede man offerets liv ville offeret bære ønsket om hævn i sit hjerte, dræbte man derimod offeret ville offerets pårørende bære den uundgåelige hævn i sit hjerte. Det var en ond cirkel. Slog man en ihjel, kunne man ikke undgå at den dødes familie ville hævne den døde, så ville ens egen familie hævne ens død og så kørte cirklen. Hævnen var en del af menneskers og abnormale væsners liv. Den kunne ikke undgåes. Den ville altid, altid være der. Ligemeget hvor meget man prøvede at undslippe dens net, ville man på et eller andet tidspunkt blive fanget i det. Den kunne ikke undgåes.
Hun kiggede op på tagene igen, men kunne ikke se ham. Hvor i alverden var den lille mide?
Hun fik øje på ham løbende ned ad en gyde, og hendes kolde smil blev lidt større. Ikke mere, men lidt.
Han var så godt, som død.

Arason trak sit sværd frem og kiget lide ud der var kun en vej her ind som man kunne komme igmen uden og blive set enden de ville kunne angribe ham han smilte for sig selv hvis hun ville dræbe ham ville han ikke gøre det let for hende han begyndte og løbe med sværdet holdt oppe klar til angreb mod hende nå hun ville komme ind

Hvorfor stod han ikke bare stille? Hvorfor lod han ikke bare den uundgåelige ske? Det ville gå hurtigt. Det ville det. Hvis altså bare den lille mide stoppede. Nu. Lige nu. Præcis lige nu. Mide, stå stille. Nu.
Hun bed tænderne sammen, og sendte hadefulde tanker mod hendes offer. Ikke at hendes irritation over offerets uvillighed gik ud over hendes tanker. Man skulle holde hovedet koldt, og offeret i synes. Forsvandt offeret ude af syne, kunne det tage dagevis at opspore det igen. Pisse besværligt.
Han standsede endelig op, men nu stod han og truede hende med et sværd. Hun løftede hånligt det ene øjenbryn, og så på ham, som om synet der mødte hende var komisk. -Hvilket det også var.
Ville dette menneske virkelig kæmpe mod hende? Med et sværd? Han måtte have nogle skjulte evner for det. Ellers ville han have brugt noget andet. Som en pistol.

"hvem du ende er så komme frem" han sagde det sidste komme som en råben fra ham i det han greb hård omkring sit sværd og kiget ud i mørket hvor han så hende stå han smilte for sig selv ville denne kvinde dræbe ham hun viste ikke hvem han var ellers ville hun gå væk og der vil ikke ske noget med hende han stramet grebet om selve sværdet i det han gik frem af eller nærmeste løbe frem mod hende med sværdet hevet drabliget

Hun gjorde som han sagde, det ville bringe hende tættere på ham. Og komme tættere på ham ville gøre det nemmere for hende, at udføre sin opgave. Nemlig, at dræbe ham.
Han var så godt som død, så hvorfor gav han ikke bare op? Snart, meget snart, ville han dø...
- Og det ville hun sørge for. Det skulle hun sørge for.
Hun så uimponeret på sværdet, sværd havde aldrig imponeret hende, og dette var ingen undtagelse. Hvorfor smed han det ikke bare? Når hun først kom i gang ville det ikke være ham til nogen hjælp. Ingen.

"Smid din forvoksede tandstik, den kan alligevel ikke hjælpe dig,"sagde hun, mest ment som et råd.

Hvis han kæmpede imod, ville der bare gå længere tid før hun gav ham det sidste stød. Han ville kort sagt lide i meget kortere tid, hvis han smed våbnet nu.

han kiget på hende da hun viste sig det var en dæmon og det var en kvinde han kiget undrne på hende og da hun sagde han skulle smide hans våben ville han ikke gøre det han ville kæmpe til døden hvis det var "og hvem er du" sagde han koldt til hende og rykket sig tilbage af ind til han stod op af muren den dæmon var virklige irtrne han holdte stadig fast på våbent og stramet nu sit greb yderlige han kiget frem på hende hans øjne flamret og han høret hans egne stemme der nu lød så kold og hård som selve snestorme "hvad vil du mig"

han kiget på hende med et hadeliget blik

Hun kiggede på ham med afsky i blikket. Han var... et menneske. Svag. Dødelig. Let at slå ihjel. Men det ændrede ikke på det smil, der bredte sig på hendes læber. Koldt, som altid.
"Mit navn behøver du ikke at vide. Det får du ikke brug for. ikke dér, hvor du kommer hen, hvor det så end er.", sagde hun, som om det var ganske simpel logik. Hvilket det også var - for hende.
Hun så på våbnet og så på ham, på våbnet og så på ham. Han havde ikke smidt det, hvilket måtte betyde, at han ville kæmpe. Skønt. Det var også sådan hun foretrak det på kedelige dage - at byttet gjorde modstand, før dets død endelig hentede det. Det skulle skrige, bønflade hende, om at skynde sig. Men Meredith gjorde aldrig noget forhastet. Aldrig.
"Dræbe dig. Hvem, der vil have dig død og hvorfor, er ikke noget jeg skal blande mig i, men jeg har mine ordrer. Dræbe dig." svarede hun med et koldt udtryk, hun foretrak ikke en mine. Kiggede bare fortsat koldt og uimponeret på hans sværd. Hvorfor lagde han det ikke væk? Men det var hans eget valg. Ville han prøve at forsvare sig, var han da mere end velkommen til det.

hans vrede var ved og komme frem nu men han holde sig selv
i skinde "jeg sigde det kun en gang gå væk og stop med og jagte mig ellers bliver det værst for dig selv" sagde han han mærkde en fornemlese der ikke var
til og beskrive det var som om at det enste han tænkte på var at komme væk da han havde talte til hende begynde han med og klartre op af muren for at komme væk fra gyden så hun ikk havde overtaget

Hun begyndte at le. En kold latter. Han var da godt nok dum. På den anden side, han var et menneske - det burde ikke komme bag på hende. De var født dumme. Ikke engang vampyrernes eller varulvenes gift kunne rette op på deres dumhed; hvilket betød at vampyrer og varulve var ligeså dumme. Lidt klogere, men ikke meget.
"Du har vist ikke helt forstået, hvordan lejemordernes system virker," startede hun koldt ud, mens hun så med tålmodige øjne på hans ynkelige flugtforsøg, "jeg er ligeglad med, hvem du er og hvad du har gjort. Jeg får penge for at dræbe dig, så derfor vil jeg dræbe dig. Forstår du?"
Hendes stemme blev til en hvæsen, mens hun så køligt på ham. Så smilte hun. Han klatrede på noget materielt, hvilket betød at hun kunne standse ham. Hun ville sikkert have fundet på noget alligevel, men dette gjorde det meget lettere. Han var fanget - om han så mente det eller ej.
Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig. Koncentrerede sig om hendes evne - eksplosioner. Eksplosioner og ild var fascinerende, der var intet farligt ved det. Kun hvis man ikke vidste, hvordan man skulle kontrollere det. Og det gjorde Meredith.
Hun åbnede øjnene og muren foran hende eksploderede med et brag. Sten faldt ned for fødderne af hende. Hendes læber var formet i et iskoldt smil.

han nåede lide og gribe fat i tavrene af et tag imens han kæmpede
af alle hans kræfter for at få ham der op det var som om alle muskler i
ham skreg efter hjælp han var ved og glide ned men han holde sig i tavrene
han kiget ned hvad var det der var sket muren var ødlægte hvordan kunne hun gøre det det var jo sindsygte "tror du den ting vil hjælpe dig med
og fange mig din dumme tøs" sagde han flabet til hende imens han udtænket
på hvordan han skulle komme der op

Hun smilte, som om hun morede sig kosteligt over hans flabethed. Det var da sødt, som mennesket prøvede at være modig. Det ville ikke hjælpe ham - intet ville hjælpe ham. Og modig var da det sidste han var. Det beviste han, da han skreg på hjælp.
Hun vendte sig og smilte beroligende til en mand, der så spørgende på hende. Han gik videre, som om intet var hændt.
Hun kiggede op på ham med et smil og lo igen. Det var da sjovt, som denne mand kunne underholde hende. Som han troede, at han virkelig havde en chance.
"Hvem er det, der hænger og dingler i en tagrende, og hvem er der, der ikke gør?" spurgte hun koldt, men hun smilte. Hun morede sig stadig herligt.
Han holdt fast i en tagrende, det måtte der gøres noget ved. Hvad kunne der gøres ved det, som et menneske ingen magt havde over? Eksplosioner.
Hun klappede i hænderne ved tanken, endnu en eksplosion. Hun elskede dem! De... var så eksploderende.
Hun gentog proceduren fra før og fokuserede på tagrenden. Hun forestillede sig tagrenden sprængt i stykker. Eksploderet.
Hun åbnede øjnene og så på tagrenden. Den begyndte at flække og begyndte at synke sammen under mandens vagt. Bang. Den eksploderede.

han nåede ikke og gribe fat i taget da han faldt ned på jorden og
der lød et knæk han ville ikke skrige han rejste sig op og lede efter et mørket sted
men det var alt for svært og nå at komme ind i skyger "du ved godt du får mere ud af mig hvis du ikke dræber mig og du vil nok heller ikke komme særlige langt
da jeg er lederne af the shadowwind" svarde han og smilte han havde stor indflydlese men hun kunne da ikke være dum nok til og dræbe ham men han sank en klump slave det ville være endenu være for ham men han mente ikke hun var en
der havde slave ved sig så hun kunne lide så godt opgi "jeg ved at du ikke må dræbe mig da din kontrakt indebær at jeg skal være i live"

Hun smilte, da han faldt ned for hendes fødder. Men han skreg ikke - en skam, det ville have hjulpet ham. I hvert fald til at slippe for pinen. Men han skreg ikke, hvilket måtte betyde, at han ville kæmpe i mod til det aller sidste sekund af hans liv.
Leder af Shadowwind klanen, huh? Hun kunne ikke være mere ligeglad. Hun havde fået ordre til at dræbe ham - dræbe ham nu, og ikke noget andet sted. Han skulle ikke føres til noget sted eller til nogen person. Stefanos havde fortalt hende, ansigt til ansigt, at hun skulle dræbe denne mand, dette menneske. Stefanos var meget forarget over, at deres smukke ry, som de bedste lejemordere, var blevet plettet, fordi de var blevet hyret til at dræbe et-et menneske! Hun havde aldrig set ham så rasende. Måske havde han ikke kendt alle detaljerne. Som at denne mand var klanleder, men han var stadig menneske.
"Du kunne være Gud, og jeg ville ikke være mere ligeglad.", sagde hun koldt og trådte hen til ham.
Hun måtte bide sig i læben, for ikke at grine. Han vidste, hvad? Han vidste ingenting om hendes kontrakt - hun havde ingen kontrakt, kun en trussel om, at Stefanos personligt ville flå hende levende, hvis dette menneske ikke var likvideret i en hvis fart.
"Sjovt, at du nævner en kontrakt.", smilte hun, hendes kolde øjne fangede hans. Hendes øjne lyste af morskab og mord. "For ser du, jeg har ikke lavet nogen kontrakt med nogen."

han bakket bageud og stødt så mod en kold mur igen han sank en klump nu ville han nok dø "lad være med og dræbe mig jeg vil gør alt for at du ikke dræbe mig" råbte han til hende imens han kiget ind i hendes kolde øjne han ville ikke dø han ville leve og han håbede at hun ville bruge ham som slave i stedet for han var allrede slave for en men hun havde ikke noget på ham længre han kiget op på hende hvis han blive hendes slave ville han stadig stikke af han var ikke bange for døden "gør det nu hvis du vil dræbe mig" sagde han koldt
//du må ikke dræbe ham ok//

//Selvfølgelig ikke (; //

Hun så overvejende på ham. Alt var et meget stort ord, og at indbringe det i et løfte, var meget farligt. Men, hvis han lovede det. Nej, mennesker kunne ikke stoles på. Det kunne de virkelig ikke. Hun kunne selvfølgelig tage hans sjæl, men så skulle de... nej, bestemt ikke. Det ville være for... forkert.
"Alt?", gentog hun for sig selv. "Hvad mener du, helt præcist, med alt?"
Hun måtte vide det, før hun tog sin beslutning. Men ikke for længe, hvis han var leder af en klan, kunne han sikkert noget specielt, så han kunne tilkalde dem på kort tid. Det skulle ikke ske. Et menneske var dødt, hvis hun kom i nærheden af det, men for mange blev... besværligt.

"jeg mener alt jeg mener hvis du vil ha jeg skal pudse dine sko gør jeg det hvis
jeg skal gå ind foran dig hvis folk vil dræbe dig jeg mener alt alt" sagde han og kiget på hende med øjne der ikke skreg eller der var tår han kunne ikke gøre noget hans mænd var ikke med ham og hvis han hidkaldt dem ville der gå for lang tid før de kom frem han så en åbnig og prøvet nu og løbe væk fra hende men han
snublte over en mursten of faldt så lang han var