Im sorry for this boy behaver -Meredith-

S: Bazaaren.
O: En masse væsner som handler alt det de skal bruge.
T: Middag.
V: Solrigt.

Jacob luntede igennem bazaaren, med en ung dreng luntende efter sig.. Hvis man så dem, ville man tro at det var storebror og lillebror, men det var det faktisk ikke.. den lille dreng som gik bag Jacob var en han havde fundet sammen med Caroline i en kælder. Moren var død og faren var en som voldtog kvinderne i sin kælder, så for at sige det lige ud var drengen alene. Derfor havde Jacob taget ham med sig, passet på ham så godt han nu kunne..
Drengen kiggede rundt med sine store brune øjne og en af de brune lokker sad ret op i luften, som var han lige stået op ad sengen.
"Hvad skal vi her?" spurgte han nysgerrigt.
Jacob kiggede sig over skuldren med et smil.
"Bare handle et par ting Josh," forklarede han.
Josh nikkede bare, men kiggede ikke på jacob. Nej, hvorfor skulle han det når der var så meget andet at se dette sted? Jacob kiggede frem for sig igen, Josh var en nysgerrig lille en som ham selv, men han regnede med at han ville følge med ham..
Josh fik dog hurtigt mistede koncentrationen og luntede hen mod en butik hvor de solgte skinnende ting.. Det gik dog hurtigt op for Josh at han nok heller måtte blive hos Jacob, så da han ville lunte tilbage til jacob kom han til at gå ind i en ung pige..
"Åh undskyld," sagde han og kiggede op på hende med sine store brune øjne.

Påklædning → [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hvorfor Meredith var en tur i bazaren var et af Underworlds nye mysterier - ikke engang Meredith var bekendt med svaret. Hun havde vel bare lyst til det. Nej, det havde hun ikke. Var man Meredith fik man ikke bare 'lyst til at gå på bazar'. Hun planlagde altid, hvad hun skulle gøre.
Men nu, hvor hun var her, kunne hun ligeså godt købe et nyt våben. Det andet blev uheldigvis sprængt i luften af hende selv. Eksplosion.
Hun kunne ikke forstå, hvorfor folk ikke kunne lide eksplosioner. Eksplosion var kunst. Ægte kunst kan kun eksistere i et øjeblik, og det er, når eksplosionen - sjovt nok - eksploderer.
Hun mærkede et lille puf, ikke et hårdt et, men nok til at hun snurrede rundt. Som lejemorder var man meget opmærksom på ting. Og blev man puffet til, skulle man være på vagt. En lejemorder myrdede på ordrer og for penge, men det var stadig dem, der første kniven. Og dem, der ville blive hævet på, hvis ofrenes familier opdagede deres identitet.
Hun så ned på en brunhåret dreng. Hendes øjne var ikke til at tyde – hverken vrede eller tilgivende. Hun ville ikke tilgive, men hun var heller ikke decideret vred. Bare... hun kunne ikke forklare det.
Hun drejede hovedet, da en stemme sagde et ord, hun ikke havde hørt eller ytret i lang tid. Meget, meget lang tid. Sidste gang hun sagde det var, da hun havde dræbt hendes bror. Det var den eneste gang, hun havde sagt ordet. Undskyld.
Hun rystede på hovedet. Han skulle ikke undskylde, det ville hun ikke tillade. Han måtte ikke. Hun kunne ikke klare, når folk var venlige. Venlighed, tilgivelse og fred ukendte ord for hende. Ligeså undskyld.
”Det er okay.” sagde hun og smilte kort. Faktisk var det næsten ikke til at se. Det var væk ligeså hurtigt, som det var kommet.

Jacob fortsatte med at gå videre, selvom det undrede ham en smule at den lille snaksagelig knægt ikke havde sagt et eneste ord mere..
"Har du fået mundkurv på Josh?" spurgte han og vendte sig om.
Til sin forskrækkelse var Josh ikke bag ham og heller ingen steder at se.. Omrking Jacob var der en vrimlen af alle mulige væsner som kom for at handle, og hans lille kængt var blevet væk i denne vrimmel.. Årgh, det kunne umuligt være nemt at finde ham, det var som at lede efter en nål i en høstak..
Han sukkede irriteret og gik tilbage til der hvor han kom fra, i håb om at finde Josh på vejen..
Josh kiggede op på pigen, med et sødt smil som et hvert lille barn ville sende en fremmed hvis de fandt dem interessante.
"Jeg hedder Josh? Og dig?" han foldede hænderne bag ryggen og gav sig til at tippe op og ned, som kunne han ikke stå stille et eneste øjeblik.

Knægten blev stående. Han blev sgu stående! Med et sødt smil på læberne! Han havde vel heller ingen anelse om, hvem hun var, eller nok rettere, hvad hun var. Både hendes race og erhverv. Hun var en dæmon, og en lejemorder. Ikke en person, man ville smile så sødt til. Tænk, at hun både skulle se en person, der behandlede hende venligt, og sagde undskyld. Det var næsten uvirkeligt. Men mirakler havde vel også sin tid.
Hun satte sig lidt ned og kiggede lidt blidere på drengen. Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle opføre sig. Hun var ikke vant til venlighed. Det ville have været nemmere, hvis han bare havde været et offer. Hun vidste, hvordan man dræbte - ikke hvordan man behandlede små børn, specielt ikke når de var høflige.
Hans navn var altså Josh, interessant. Eller nej, det var det overhovedet ikke, men noget skulle hun jo sige. Hun nikkede for sig selv, mens hun overvejede, om hun skulle sig sit rigtig navn.
En sær lugt af dæmon ramte hende og hun kiggede ud ad øjenkrogen. En ung dreng med snehvidt hår. Hvem i alverden havde snehvidt hår, når de var så unge? Albinoer, ja, men han lignede ikke en albino. Han manglede ligesom, ja, han manglede de røde øjne. De gyselige røde øjne. Burde hun sige sit rigtige navn, når der var en dæmon til stede? Hun trak næsten ubemærkeligt på skuldrene og smilte til ham. Men der var ingen varme i smilet, dog var det heller ikke koldt.
"Lucia," svarede hun og tyggede lidt på navnet. Jo, Lucia var fint. Især fordi det mindede så meget om hendes forfader, Lucifer.

Jacob kunne se Josh ikke så langt fra sig.. Han stod og tippede som altid, det var et lille trick han brugte når han skulle være nuttet overfor fremmede, dog virkede det ikke på Jacob, han fandt det bare skørt at Josh brugte sin nuttethed, men ja, det var vel ikke værre end nogen mænd og kvinder brugte deres skønhed og charme..
Josh smilte sødt og charmerende, afslørede at han havde et lille mellemrum imellem fortænderne..
"Det er et pænt navn," sagde han med sine lyse drenge stemme. "Lucia,"
Jacob kom endelig op til dem og gik med det samme hen bag Josh, lagde hænderne på den unge drengs skuldre.
"Der er du, du skal lære at blive hos mig," sagde han venligt men bestemt..
Josh kiggede bare ned i jorden, som en hundehvalp der lige havde fået skæld ud for at tisse på gulvet..
"undskyld," mumlede han..
jacob smilte og kiggede hen på Lucia igen.
"Hej, jeg er ked af hvis han generede dig," sagde han og smilte venligt til hende.

Hun smilte til ham, mens hendes øjne desperat ledte efter denne drengs forældre eller værge. Hun var egentlig ligeglad, bare der var en, der tog denne dreng med sig. Hun skulle videre - helst hurtigt, for man lod ikke Stefanos vente, hvis man ville have sit liv i behold. Han brød sig ikke, om at vente, hvilket de to havde tilfælles.
Hun åndede lettet op, da to hænder dukkede op på Joshs skuldre. Den hvidhårede dreng. Eller, den unge bedstefar, som Meredith i smug havde omdøbt ham til. Ligemeget hvad hans navn var, ville han altid hedde 'den unge bedstefar'. Han ville sandsynligvis ikke sætte pris på det navn, men det ragede hende sådan set en høstblomst. Ikke fordi hun kunne lide høstblomster, eller blomster i det hele taget.
Hun rystede, meget modvilligt, på hovedet og pustede noget hår væk. "Nej, nej, sød dreng. Sød dreng."
Faktisk mindede han, hende om hendes bror. Der døde, fordi hun sprængte ham i luften. Bogstaveligtalt. Hendes evne var jo trods alt eksplosion. Eksplosion, en evne hun elskede. Hun var endnu ikke kommet sig over oplevelsen, hvor hun nær blev dræbt af sin far, hvor hendes bror reddede og så bange, som hun var, sprængte hun ham i luften. Men for at retfærdiggøre det, så var Meredith kun sølle ni år. Ni årige kan gøre rigtig meget, når de er bange. Ligeså kan voksne. Håb er det eneste, der er større end frygt. Lidt håb er godt, for meget håb er farligt. Man skal vide, hvornår man skal dæmpe det lidt ned.
"Me-Lucia.", præsenterede hun sig med et følelsesløst smil. Nu var det den unge bedstefars tur.

Jacob kunne se på denne unge pige at hun var en dæmon.. det var sjælendt at dæmoner kunne skjule hvilken race de var for hinanden.. Jacob havde i hvert fald nemt ved at genkende en dæmon, når han så en.. Om det var pga. af kropsholding eller udseende kunne han ikke rigtig få styr på, men han var sikker på at hun var dæmon.. Det var der bare et eller andet over hende som skreg..
"Jacob," præsenterede han sig selv.
Josh kiggede bare stadig på Lucia med det samme nuttede smil som altid..
"Lucia er et smukt navn ikke Jacob?" spurgte han og drejede hovedet en anelse op ad, for at kunne kigge på Jacob.
Jacob smilte bare.
"Jo, det er det vel og du er en fedterøv," sagde han og gav ham et puf.
Josh rakte bare tunge og kiggede op På Lucia igen. "Jacob er min storebror," Den lille dreng lød nærmest stolt når han snakkede om Jacob..
Jacob rullede bare øjne og kiggede hen på Lucia igen, med et venligt og samtidig charmerende smil.

Jacob hed han. Det fik ikke umiddelbart nogen klokke til at ringe i Merediths hoved, så han var i hvert fald ikke et af hendes ofre, hun ikke havde fået ram på endnu. Men det kunne han sagtens blive - engang ude i fremtiden, hvis der fandtes nogen i Underworld, der ville have ham død. Folk havde jo altid en eller anden grund til at få en anden slået ihjel - hun var faktisk temmelig ligeglad, det var alle forfærdelige undskyldninger. Og hvad var hendes undskyldning for at være lejemorder? Tjah, det gav gode penge, hvilket var undskyldning nok for Meredith.
Hun var blevet vant til at bruge navnet Lucia Everdeen, som dæknavn, efter hendes uheldige sammenstød med heksen Nille, der langt fra var menneskelig. Hun var uhyggelig, men hun havde ikke fået Merediths respekt. Nærmere hendes had, som så mange andre, før hende. Det var ikke noget nyt, at hun hadede folk, som havde fået hende til at bukke under. Men helt ærligt - det var noget de fleste gjorde. Altså, hadede dem, der var stærkere end dem i et øjeblik.
Hun rettede sin opmærksomhed på den lille dreng, der stadig stod og kiggede op på Meredith. Sidst nævne var ved at flække af grin. Han troede stadig, hun hed Lucia. Men det lykkedes hende at holde masken, eller, hun begyndte i hvert fald ikke at grine.
At drengen var en fedterøv var ikke noget nyt, sådan var drenge bare. Var der nogen, de fandt interessante, ville de gøre alt for at få dennes respekt, for så at forlade personen. Hun sendte en dødstrussel til englen Matic i tankerne.
Hun rullede med øjnene ad Jacobs charmerende smil, det var så typisk drenge.
Hun kiggede fra drengen, Josh hed han jp, til Jacob, og tilbage på Josh. De lignede ikke hinanden. Overhovedet.
En bror. Hendes bror. Hendes første mord.
Hun kiggede ned på Josh. Han mindede, hende alt for meget om hendes bror.
"Jeg havde også en bror, engang for længe siden.", sagde hun stille, hendes smil var lidt anstrengt nu, mens hendes øjne så meget fraværende ud. Som om hun var et andet sted i en anden tid. "Han lignede dig."

Lucia...
Han måtte indrømme at navnet ikke sagde ham noget, men hvorfor skulle det også gøre det? Det var jo ikke ligefrem fordi han var sådan en som kendte alle, det var han langt fra.. Jacob forholdte sig mest for sig selv, ude i skoven hvor der var fredeligt og plads til at være sig selv.. Nogen gange kunne han også finde på at tage af sted til Thousand Winters, men kun pga. dets omgivelser og stilhed.. Jacob fjernede det charmerende smil og udviklede det til bare at være et smil i stedet.. Der var et eller andet over hende, som han ikke kunne forklare..
Josh kiggede op på pigen, da hun fortalte om sin bror..
"Virkelig?" spurgte han og fjernede smilet, eftersom han kunne se på hende at hun virkede en anelse fraværende, som var hun et helt andet sted.. Det var som om at hun slet ikke var klar over at hun stod og snakkede med nogen lige nu, som om hun kiggede på en anden end Josh.. "Hvor er han så nu?" røg det pludselig ud af den nysgerrige drengs mund..
Jacob kunne ikke lade være med at give Josh et lille klem, efter han havde spurgt Lucia om dette. Han havde en fornemelse om at det der var sket med hendes bror, ikke var noget de skulle blande sig i..