Your laws are like your bones... meant to be broken \\Avalon

"Hey.. do you think he is okay?" - Slim
"shut up" - Treoian
"okay.." - Slim


Rafaels trætte øjne bliv løftet op, og hans udmattede krop ømmede sig over Rafaels valg om at sætte sig op, og selvom man kunne høre nogen led der brokkede sig over det ukloge valg, så var Rafael bare forstædig til at bruge et eneste vågent øjeblik på ligge ned. Rafael havde støbenet blod i halvdelen af ansigtet, da han havde rejst fra den bøl af hans eget blod som han havde ligget i, som viste hans krop var meget mere ødelagt end den udenvendi viste den var. Rafaels læber havde flere steder hvor frisk blod nu roligt var på vej ud, mens hans næse heller ikke kunne undlade at lade en god del af hans livgivende væske løbe ned over munden, og af hagen. Rafael løftede med besvær sin store venstre hånd og fejet den ned af hans ansigt for at fjerne noget af blodet der hang ned af ham.

Rafael kastede et træt og udmattede blik ned af hans tøj, der ikke havde mindre blod på sig, og han ville havde sukket, hvis han havde kræfterne til det, men han kunne ikke engang samle styrke til sådan en lyd, og prøvede isetdefor at samle tankerne, men det var føltes som klippe sten der bliv presset ned over hoved på ham, men død og pine havde ikke tænkt sig at stoppe af den følelse, og tvang sin hoved smerte til at overgive sig, men fandt hurtigt ud af at det var en hård nød at knække, og fik kun lige Camilles stemme til at komme ind i hans tanker, og det fik hans muskler til at slappe af, og hans gled ned af væggen han så ivrigt havde kæmpet for at satte sig op af, nok den eneste hvide sjæl han kendte, og nu med mere knækket krop ned en trafik ulykke der var kørt over en gang, også havde føren af bilen sat den i baggear og kørt ham over endnu engang.

hans rafaels enorme krop kørte ned i blandingen mellem gammelt og frisk blod. Rafael lod sig ikke ligge i blodet længe før en hånd i vred bliv lagt ned fladt på jorden, for at skubbe ham om på maven. han lagde igen stort besvær at bare vende sig om på maven, men efter fem minutter fik han endelig vendt sig om, og måtte anderkende han snart ikke havde flere kræfter tilbage. Men før hans øje lukket sig, ville han komme fra maven og over i den anden ende af cellen han var i. han opgav dog med det samme, da han kunne mærke han snart besvimet igen, og satte sig så op af væggen han tidligere havde brugt til at læne sig op af.

Rafael tog nogen dybeindåndinger, og prøvet at udnytte det sidste han kunne af luften inden hans krop faldt om igen, for han mistænkte han ikke fik nok luft sovende, pågrund af alt blodet i hans mudvig og hals, men ikke mindst alle de skader hans krop havde fået invendi. Rafael havde ikke nok tanker samlet til at kunne se mere end ti centimeter fra sig mere, så han kigget bare stift ud i luften, før hans krop så endnu engang smækkede hans øjne i, og Rafael gik ud som et starin lys i vinterens storm. Mange ting skete mens han var bevidstløs, men sindet havde ingen kræfter tilbage, og brugte det sidste på at holde hans store korpus i live. den bevidstløse Rafael hostede mange gange i et desperat forsøg at få luft nok ned i lungerne, og hvis ikke Rafael havde været sådan en grænse flyttende og afprøvende mand, havde hans krop nok været knækket for noget tid siden, men ligesom hans sind, nægtede kroppen at give efter nu.

Natte vinden kunne komme gennem de tætte fængsels trammer, og en forfriskende vind var dejlig for hans hud lige nu, og det fik da også et underbevidst smil frem i ham. Og fik de underbevidste minder om den stolte dæmons røvfuld, til at falde lidt tilbage i hovedet, og fik det til at fylde knap så meget. Dette fik dog ikke Rafael til at sove trygt og behageligt, det var så godt som umuligt i den fysiske tilstand han var. Drømme var der heller intet af denne søvn igennem, det var der simpelthen ikke lagt krops kræfter i at frembringe denne nat.
Rafael slog ikke øjnene op før næste morgen, da en hånd bliv smidt på Rafaels kind, og en mandelige klam ånde kom flyvende gennem luften, og var ved at få Rafael til at brække sig ned af sig selv, og Rafael kunne derfor mærke han langtfra var ved sig selv endnu. Han slog øjnene roligt op, og så en mand med langt brunt skæg, og med en spinkel krops brygning, der åndende ham direkte bevidst ind i hovedet, og stod med et flabet smil over hele mundvigen.

Rafael ville så gerne vise manden alvoren der var i den fornærmelse, men Rafael kunne ikke engang skræmme et barn nu. Ikke sådan her, og hans trusler med øjnene fik bare manden til at vælte bagover i grin, og slog sig på knæet mens han udbrød ting som ´Haha´, og det fik Rafael til at lukke øjnene i, og prøvede igen at få sovet lidt. Rafael sad stadig op af væggen, men lige pluselig greb den spinkle mand fat i Rafaels ben, og trak ham ned på ryggen, og Rafaels baghoved gled smertefuldt ned af væggen, og bliv banket ned mod det hårde sten gulv, og det var slet ikke hvad Rafael havde brug for nu.

Rafael åbende øjnene i vrede, men fortryd det hurtigt igen, da han så mandens nøgne bagdel der bliv brugt fimse Rafael i ansigtet, og Rafael kunne nu mærke hvor svag han var, for tros et uendeligt had, kunne han ikke engang trække vredt i mundvigen. Manden trak de brune pose bukser op igen, og satte sig ved Rafaels side, og kørte hånden gennem Rafaels hovedbund, og smilede bare uforskammet og flabet. Rafaels tanker forsvandt, og rettede sig mod bedre tider, og han tog en enkelt udånding, før Rafael igen faldt i søvn af hans anstrengelser for at tæve manden livløs.

Godt nok var der kommet en god ting ud af det, han var ikke blive forflyttede til et af deres privat fængsler, men var stadig i dette lorte offenlige sted, hvilket han havde på fornemmelsen var paradis iforhold til en af Camilles venner i et Dé Minions fængsel. Plus, han havde jo også selv været lidt på deres nakke, så den make-up dukke Isabella Dé Minion kunne nok ikke lide hverken ham eller Camille særlig meget, men Camille var uden tvivl den eneste med hendes navn på Dé Minions læber.

Rafael havde et tomt hul i hovedet, som var der hvor der engang var hans venstre øje, og måtte leve med kun det ene af dem, udover det havde han kun halvdelen af sine tænder tilbage, og de sad ret løse, og var fordelt forskellige steder i munden. Rafael havde en brækket ryg, og en brystkasse med flere knogler der var brækket flere steder, og han manglet den ene lange finger, som var hugget over med en kniv. Udover det var hele venstre hånd godt knust, og han havde nok kun en finger tilbage der ikke var brækket mindre end to steder. Rafael havde et brandemærke i nakken, som var formet som et kranium med åben mund, som havde et ´V´ i munden. Og selvom man skulle tro det var rigeligt, så var hans knæskal slået i stykker indevendi, i det højre ben.

Rafael var godt nok dæmon, og derfor kunne hans krop langsomt hele knogler og væv, men øjet og tænderne ville nok aldrig komme frem igen, og det vidste Rafael godt, men han mistænkte at brændemærket fra Valentine heller ikke bare lige forsvandt, men han vidste det ikke, det var jo første gang i lang tid han havde set Valentine, og dømme udfra Rafaels skader, så var det ikke ligefrem en venlig sammenkomst. Rafael tænkte en masse ting igennem i de mange dage, som gik forbi, og næsten ver eneste af dem var om en ting.. hævn. Valentine var godt nok på dødslisten i forvejen, men denne gang ville Rafael ikke være dum nok til at komme alene, for selvom Rafael har været tidligere dæmon leder, og har en voldsom styrke, kunne Valentine tydeligvis bruge ham som et barn bruger sit legetøj. Og derfor ville den næste gang de mødes… ikke være under retfærdige forhold.

Rafael var over tre måneder i fængslet, og han undgik alt og alle, og bare tog sig af sig selv. Han havde ikke i sinde at skabe nye bekendte, og var ligeglad med andre og deres interne kampe, og det fik folk i fængslet til at være ligeglad med ham, og derfor var der ikke så mange der vidste noget om den dæmon som boet i en celle alene, og som var brugte alt sin tid alene når fangerne endelig fik lov at være udenfor cellerne, og istedetfor var ude i gården. Tiden gik sin gang, og folk kom til og folk bliv løsladt for deres små forbrydelser, også var der folk som Rafael som ikke vidste om han nogensinde ville komme ud, for sådan var det jo når man provokeret folk med magt og penge. Men Rafael havde ikke i sinde at tjene sin tid som en god lille samfunds borger, han ventede bare på hans krop var sig selv igen, så han kunne komme væk fra dette sted.

Rafael havde hørt rygter om han skulle have en celle kamarat, og det var Rafael på ingen måde glad for, for hvem gad havde en tilfældig ubrugelig person tæt på en? nej vel. Rafael havde dog hørt det var en med store sociale egenskaber indenfor fængslet, men Rafael var ligeglad, han tænkte bare på at han ville have en ene celle, for det gjorde det nemmere at flygte. Men til gengæld fandt Rafael lidt glæde i tanken om hans krop var kommet ved sig selv igen, og det betyd han nok kun havde en dum tyv på slæp til nattens slutning. Rafael sad som han altid gjorde, og kiggede udover fangerne der havde travlt med hvad de nu ville af sociale ting. Rafael havde en mistanke til han skulle i celle sammen med en kvinde han kunne se herfra, hun så ret godt ud, men det gik ikke rigtigt i Rafaels tanker lige for tiden, men mere hvad for en slags person hun var. Han havde set hende her i en uges tid eller sådan, og hun var vist ret fremme i skoende når det kom til at være et forbillede for mange af de andre fanger. Ivertfald havde han det på fornemmelsen pågrund af hans unikke evne til at læse minder fra sjæle, og personligheds tryk i folk.

Rafael sad med en lang brun kutte på, og en sort hætte, så man kunne ikke set noget af hans krop udover hans hænder, som stadig manglede sin egne finger. Inden under kutten havde et par store britiske militær støvler med stål på hælene. Det var det gode ved dette offenlige fængsel, man måtte have sit eget tøj på, hvis det bliver godt kendt. Rafael havde dog ikke normalt kutte på, men han fandt det bedst folk ikke kunne se hans ansigt, svaghed var ikke Rafaels stil, med overarme som halve træstrammer og en brystkasse så hård som en klippevæg, så var svaghed ikke hans yndlings tilstand.

Rafael sad i sine egen tanker, og som altid kiggede tomt ud i luften med den store hætte overhoved, mens der var aktivering som vagterne kaldte det. Men pluselig kom en mand med brede skuldre gående mod en lille spinkel dreng, han var nok ikke her for meget andet en lommetyveri, men det så ikke ud til det store brød gik op i den slags. Rafael så hvordan den lille lommetyv bliv skubbet rundt, af nu ikke bare en, men af tre fanger, som havde det sjovt med at lege de store i fængslet, og det var de jo også, for Rafael havde set de tre være på nakken af alt og alle der truede deres dominas over stedet, dog havde de ikke gjort noget ved Rafael endnu, men det var nok fordi Rafael bare sad for sig selv, og så mystisk ud i manges øjne. Rafael havde intet mod de leget skole gårdens bøller, og han kunne ikke få sympati med deres ofre, men han skulle jo teste om den gamle dæmon leders styrke er kommet tilbage, og hvad ville være bedre end denne mulighed? Nok intet der ville komme inden aften, hvor han havde i tankerne at flygte.

Rafael tog t fast greb om hans kutte, og rev den i stykker med et voldsomt ryk, hvorefter man kunne se hans indenunder havde et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på den store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema. Og de sorte læderbelagte militær støvler. Rafael tog nu hætte af, og vidste sit stadig kun ene øje, og resten af hans ansigt frem, som var helet helt fint.
Rafael gik ned mod de to store mænd og den spinkle pige, og de store støvler lød som en høj torden ned af den åbne fængslesgår. Han havde et blodlyst fuldt ansigtudtryk, og bare det han havde gjort noget for første gang andet end at vente på de andre var gået ind, fik mange blikke til at blive drejet mod ham. Rafael havde dog ikke set det, han havde et målrettet blik mod de to mænd, og kvinden. Rafael havde knyttede den ene næve kort, og det viste meget godt hans formål.

Rafael rettet sit øje som var det målsøgende mod den store mand i midten, og med Rafaels fulde dæmoniske fart var han hoppet gennem luften med armen fremaf men også til siden som var det et drabeligt kram fra en flyvende isbjørn der kom hen mod manden i midten. Rafael plantede sine knæ i mellemgulvet på den store mand, og han faldt ned mod jorden med det samme af den store kraft lagt sammen med vægten fra Rafaels store krop der bliv trykket mod hans bryst. Rafael havde ikke nået ramme jorden sammen midterste mand, før Rafael havde svinget sine store klå agtige hænder frem og tilbage, hvor de på tilbage vejen rammede ind i bagsiden af knæet på de to til siderne, da ham til venstre nedelig havde rejste sig op, og bliv derfor sammen med kvinden endnu engang tvunget til at miste fodfæste på jorden, og men Rafael havde sat de to turtel duer en 20 centimer fra fodfæste, rejste han sig halvt op, hvor så manden under sig skulle til at rejse sig op for at undgå hvad end der skulle ske, men han fik kun lige kigget op før Rafael var på vej ned igang far hans halv rejsning, denne gang brugte han bare tyngde kraften til at lagde knæet der før var på mandens mellemgulv, bliv peget direkte ned mod mandens kæbe, og da knæet ramte enden af hagen var der ingen tvivl om at den store knæk lyd der fulgte var fra mands kæber der bliv flået fra hinanden, og da de to om var sat på en kort flyve tur ramte jorden, havde manden i midten en tvunget åben mund hvor man kunne se at kæben raslede fra side til side, da der ingen modstand var i kindbenmusklerne.

Rafael rejste sin ene hånd over hovedet og peget to finger frem, og lod dem bore sig ind i den åbne mund, og uden omtanken bliv tungen, ganen, og det bagerste kød brutalt mast til ukendelighed, og manden prøvede at skrige men var bare ved at drukne sig selv i det afrevet kød og de forskellige mundvæsker.
Rafael fik den pige til højre kastede over sig, og de rollede en enkelt gang, før Rafael rev korset af læder strobben om halsen, og knættede hånden om det så hårdt kan kunne, og slog hende gentagende gange på højre side af hovedet til man efter nogen hurtige hårde slag kunne se at højre side af kraniet lå åbent, halvdelen af hendes hjerne var begyndt at falde ud af huldet i hendes hovede, og før Rafael kunne slå endnu en gang, stoppet han, og begyndte at snave den lidende pige, som ville være død efter et par sekunder når de sidste narve baner løb tør for ordre fra hjernen, men det gav ham rigeligt af tid til at kunstigt holde hende i live ved at langsomt suge sjælen ud af munden på ham. hendes krop rystede som var der latterligt mange volt gennem hende, og det var der en grund til, Rafael havde aldrig hørt noget større skrig end det man kunne høre i hovedet når man skillede sjælen fra sindet og kroppen, og lige meget de piske slag eller hvor meget han tvang brænede jern ned i deres hals, ville det aldrig give samme smerte sammetrækninger som det han kunne føle de havde når man rev selve livet fra dere åndelige favn, og man kunne også se at til det sidste lid hun forfærdeligt til det øjeblik rafael faldt ned på ryggen, og så op mod den lam slået den sidste mand, som stod og kigget med stor skræk og rædsel på Rafael, og han brugte nogen øjeblikke på at samle vilje nok til at række udefter Rafael, men Rafael var langt hurtigere end ham, og Rafael satte sig på knæ, og med sammenfolede hænder, tog han med brutal kraft ned på mandens knæskal, og man kunne høre en høj lyd da Rafaels voldsomme styrke knækkede mandens knæknogle i flere stykker indenvendi, og manden udbrød et skrig i smerte.

Manden faldt bagover, men Rafael lod ikke hans pinsler ende der, og tog et fast greb på ver af mandens øre, og med et lumsk smil der sagde ´jeg er tilbage´ rev han nådesløst ørenes kød af, og derved tommehinde, kød, og væv stykker fra hans hoveds sider. Rafael skulle til at gøre noget mere, men hørte et højt råb fra et vagt tårn, og Rafael tænkte for sig selv *Fair, I have proven my point anyway* Rafael rejste sig fra den døde mand, og gik nu med de mange fanger der undgik ham hele vejen ind i den store middelalder bygning igen.

Rafael sad i sin celle de meste af dagen, og kiggede på de skrøbelige trammer i forhold til hans brutale styrke nu, men ville ikke gå ud nu, han ville vente til aften, og han var faktisk også blevet lidt nysgerrig på hans bofælle. Rafaels kunne se ud af det lille vindue der var vendt ud mod et frit fald, og et åbne hav, at månen var oppe, og natten var kommet ind. Rafael vidste ikke man han ville lege action-man på vejen ud, eller finde på noget mere opfindsomt, en ting var sikker, han ville ikke sidde her særlig mange dage endnu. måske ikke engang endnu en nat.. men der var en fordel i at arrangere sin egen død inden han smuttet fra festen her. Bliver sjovere at lege med Isabellas nakke som varm karamel, på den måde.

//Påklædning 3//

Hvad havde hun gjort? Intet, dog hun en smule.. Det var jo for overlevelsen? Men det kunne kun jo ikke bare sige til dem. Men de tog mænd havde været ligeglad, man kaldte dem vist for betjente? Hun havde hørt dem snakke om at hun skulle overføres, at sjæle var åbenbart så forfærdeligt.. Især når det bare var lidt vand.
Hun havde hørt om hendes nye celle makker, men ikke andet end farlige ting. Avalon var ikke helt sikker på om hun skulle tro på rygterne, men hun kunne da altid forsvare sig selv. Troede hun da, hun kunne bide æde og dræbe om nødvendigt. Det vigtigste var overlevelsen! Hun havde brug for vand, og havde dog gemt vandflasken i hendes støvle. Hendes sorte læder støvler.
Avalon ville ikke ind til en som hun ikke kendte, det var hun ikke så glad for. Hun var ikke atter bange, men måske var det rygterne som talte. Men hun havde hørt mange rygter som landvæsner, de havde fortalt hende de var så onde. Men sandheden viste sig at det slet ikke var så slemt. Nogle var meget flinke, og smirrende. Avalon havde intet imod smirr men noget imod folk som ikke tænkte på andet end sex.
To mænd kom ind til hende i en celle, og holdte hende fast med hver deres arme. Som om de var en smule bange. Hun fnøs af deres frygt, og et smil bredte sig. Hun ville vente lidt med at skræmme livet ydligere af dem, bare lidt. De skulle nødig tro hun var vampyr. Men hendes kolde ansigt, som smilte lumsk. Det kunne godt minde lidt om en vampyr. Hun gik bare med dem, og rullede øjne.
De trak hende med sig, og snart ankom de til det nye fængsel. Det så ikke just rart ud, mere sådan uhyggeligt. Fængslet var stort, meget stort. Plads til en masse forbrydere, mændende trak hende med sig. Hun hadede at blive smidt rundt med, og endte dog med at slå en af dem i hans skridt. Da han slap hende begyndte hun at løbe. Hun løb igennem celle gangene, de var lige bag hende. Hun kom ind af en dør, der stoppede hun for at få pusten. Pudselig mærkede hun en som tog hende på røven, hun reagerede hurtigt og fjernede sig. Hun slog ud efter ham og ramte ham på kinden.
Hun pustede ud, men manden var ikke just venlig så han råbte at hun var ved ham. Avalon satte farten på benene igen, og løb videre. Hun kunne hører de kom efter hende. *Fuck!* Hun blev ved med at løbe og kom til en stor celle. Der var ingen, hun begyndte at gå lidt. Hendes sko gav ekko i gulvet, det samme gjorde hendes vejrtrækning. Hendes hjerte sad i hendes hals, hun kiggede tilbage da hun hørte nogle komme. *Shit!* hun satte i løb igen, og løb overfor at åbne en dør. Men den var låst. Hun rykkede i døren et par gange, men den ville ikke åbne. Sveden løb på hendes pande, og hun var i panik. Mændene kom og råbte på hende. Avalon tog en anden gør og løb der igennem.
Der var også celler, hun løb blot hen af gangen. Da der også kom betjente fra den anden side. Hun var fanget, hun kiggede til begge sider. De kom imod hende, hun pustede ud. ”Så du løb selv hen til din nye celle.” Sagde den ene af betjentene og gik hen og slog hende i maven så hun faldt på knæ. ”Hils på din nye bo fælde.” Sagde en anden til Rafael og sprarkede hende så hun væltede.

I den mørke skygge, som et barn puttet til sin moders uskyldige bryst, sad Rafael i den mørke afkrogs favn, siddende, afventende, på hvad selve himlene skulle bryde i vild borger krig, og torden regne som vand, intet på denne jord kunne overraske Rafael, i denne sjælsomme sindsrolig tilstand. Nogen store metal støvler udefra kom gående løbene ned af gangen, det var næsten som et cirkus af lyde små spinkle elegante fødder mod de tumpet, og klodset men stærke vagter. Rafael lod ikke sine rovdyrs øjne hvile væk fra den eneste indgang til cellen, men med rolige selvsikkere skridt gik den voldsomme store dæmon ud af skyggen da en gudinde skøn kvinde, så yndig som en sommerfugl, og smuk som en milion festglade hotpants only klædte tøser. Rafael så hvordan pigen nærmest bogstaveligt talt bliv kastet ind efter det hårde slag i hendes mave, en ellers skønværdig mave.. sikke en skam. Rafael studeret hende med blikket fra de helt gennem sorte øjne uden farve eller pupiller, som to sorte grotter man kunne se i en bjergside midt om natten, eller som en sort afgrund til et uendeligt bundløst hul. Men det var ikke kun de endeløse skygger i hans øjehuller der skreg sadistisk boogie-man, den kraftige krop som et slot med mure, og arme som kanon rør, men ingen kunne benægte at de lumske smil var mere stålfast ren poleret ondskab end alt det andet sat sammen. Rafael satte sine tunge militær støvler igang, så man kunne høre den alt for store størrelse give genlyd som en svag torden i cellen, og ned af de mange fængsle gange. Den solide massive læderjakke lå som håndskabt på hans krop. Rafael respekteret effektivitet, brutalitet, og ære, intet andet, han havde en smal grænse mellem han lagde dig over knæet og slog dig i smadre, eller han hjælp dig, at kende og omgås ham var som at være linedanser på små silke tråde, Rafael havde aldrig været en dum person, man bliv ikke dæmon leder, hvis man var dum, han kunne bare godt lide ting direkte, og effektive, og den måde at behandle kvinden på... var helt klart ikke noget Rafael brød sig om, han var måske en lidt kaotisk gentlemand, men en gentlemand var han, og han reageret ikke til det vagten sagde til ham, men så til hvordan vagten fik den smukke spinkle nuttet pige på sine knæ, men Rafael ville ikke direkte lave fodmåtter ud af vagternes ansigter, hvis de kunne vise lidt respekt, så Rafael i hans fulde intimiderende højde sagde "Frøkenen har af ret ved hendes køn krav på respekt." hans stemme var så dyb og dæmonisk at selv Lucifer ville gemme sig under sin seng i rædsel, og skræk, så fjern fra barnlighed og uskyldighed at roser ville visne at lyden af denne gustne uhyggelige tone.

\\Du er ikke meget for at svare på pms er du vel? xD her er et svar frøken

Avalon spærrede øjne op af den skræmmende tone, en af betjentene kiggede på ham og sendte nogle af de andre af sted for at holde ham tilbage. ”Dig er jeg ikke færdig med.” Sagde han til Avalon og tog fast om hendes nakke. Han knynede hende op af den hårde mur, men Avalon spyttede ham dog bare i ansigtet. Spyttet var blandet med blod, som hun bare spyttede ud i hovedet af den ene betjent. Hun lagde hovedet lidt på skrå og gav hende et slag mere i maven. Hun bøjede sig forover, og manden greb hendes hår. Og trak hendes hoved op og tilbage imod hans skulder. Han tog hendes arme med den frie hånd, og klemte til. Denne behanding var ikke just hvad hun fandt sig i.
Avalon sparkede bag ud og ramte manden så hårdt hun kunne i hans skridt. Han gav øjeblikkeligt slip på hende og hun spyttede på ham igen. Hun tog sig kort til maven, og sparkede ham hårde end før det samme sted. Han var næsten bevistløs af de spark, hun fnøs og kiggede over imod de andre betjente. Hendes hjerte var mere normal hastighed nu, hun kørte en hånd igennem sit hår og gik derover. Med elegante stille bevægelser nærmede hun sig. Hun prikkede den ene betjent på skulderen og han drejede hovedet imod ham. Og da han gjorde det, placerede hun en næve på hans kind så hun faldt til siden, hun var ikke så stærk igen mere. Men med vrede vokser ens styrke jo. Men den anden betjent var mere vågen og pacerede en næve på hendes ryg så hun faldt ind i den store dæmon. Han regnede vel med at han ville knuse hende på stedet. Betjenten kom med et hånligt fnøs og små grinte.

....bump.. den lavmelde lyd fra hendes krop der stødte mod hans bryst, som varm karamel der stødte mod en stål plade. Rafael slog de døde kølige øjne som to sorte sole ned mod pigen, der var så skøn som dagen var lang, og kigget så mod på de to vagter som havde samlet der henne lidt fra dem nu, Rafaels tålmodighed var opbrugt, og den dæmoniske vrede var som en uslukkelig flamme der gnavet sig gennem alt i dens vej, med dens stemningsfulde kærtegn, men denne stemning som den intimiderenede dæmon skabte var langtfra samme som en hyggelig flamme, og en kold følelse løb ned af den ene af vagternes rygge da Rafael begyndte at ned stirre ham i et kort sekund, som havde han været et skelet kranium, uden følelse eller memik. Rafael lagde sine faste maskuline hænder på hver af pigens skuldre, og gennem en blanding af blidt som et larm, og fast og beslutsomt som en isbjørn, flyttede han hende lidt til siden op af væggen, og i en hurtig afklaret bevægelse fik sin læderjakke af skuldrene, og lagde den som en elsker bagved hendes hoved mens hun stod op af muren, så han nu stod i kun den sorte silkeskjorte på overkroppen. Rafaels brutale skridt bliv igen sat igang, denne gang gik det mod vagterne.. bump.. bump.. og på det tredje skridt, som man skulle tro også bare var langsomt i terminator stil, men han sprang frem, så direkte som en forbredt slange, så grusom som en pissed sort næsehorn, og så hurtigt som en tiger på jagt. Rafaels næve ramte den første vagt som en lastbil med 250 kilometer i timen, en kæbe gik af led, og en næse brokkede sig forfærdeligt, mens vagten af det hårdeslag faldt til væggen tæt til hans side, men Rafael var ikke den modtagende type, så han bukkede sig ned til den anden vagts ben da manden slog ud for at give Rafael en slem hovedpine som Rafael gav hans makker, men Rafael lagde sin arm om mandens højre ben, og trak ham op fra jorden og brugte sin overleden styrke til at presse manden op mod loftet, men stoppede ikke da mandens hårbund ramte det hårde sten, og Rafael selvom manden skreg af smerte og ubehag, presset så blod begyndte at løbe ned af manden skarpt efterfulgt at tåre da man kunne se hvordan hoved bliv presset til æblemos, knoglerne bliv knust som kviste, og hjernen i mose from røg ned af mandens bryst sammen med det blod som løb ned af ham som et vandfald. det hele tog ikke mere end tre til fire sekunder, så gav Rafael slip, og sagde til den vagt som var kommet fra væggen og tilbage på sine fødder "Navnet er Rafael Dominatrix tidligere dæmon race leder." med den sætning bliv den stenhårde militær støvle sparket op mellem mandens ben, og gjorde det rimelig... ubehageligt at være hans lem, da manden bukkede sig forover som reaktion på smerten, gav Rafael ham en knyttet næve, og med manden på vej ned, og Rafaels næve på vej op, kom de på en hot date, og manden gik helt i gulvet, også vendte Rafael sig mod pigen, og sagde "En ære" at tage Rafael som gidhjertet var en fejl, Rafael var alt andet, han var en sadistisk maskulin empatiløs dæmon, når det passet ham, og glemte man hans kaotiske side eller det faktum an var dæmon kunne man brænde fingerne, men ære var skam vigtigt for ham.

Avalon kiggede på, men nogle af slagende var meget voldsomme. Hvis Avalon havde haft noget at skulle have sagt, så havde denne side af hende ædt dem op. Bogstavligtalt, hun havde ædt dem.
Men ligenu efter alle de slag var hun blot kvæstet. Og var tvunget til at blive siddende. Smertes skrigende og volden fik Avalon til at klemme sine øjne sammen. Hun havde virkelig ikke lyst til at se lige præcis en voldig film.
*En ære?*
Det var det han sagde til hende, og hun nikkede kort som et tak. Avalon kom på benene igen, og tog sin vandflaske. Hun tog en lille dråbe på armen, og drak en slurk. Nu var hun helt frisk igen.
Hun lagde sin flaske i hendes støvle igen, og lagde sine arme over kors.
"Tak for hjælpen."
hun smilte venligt.

Hælder vand på sin arm? hvad skulle det til for. Rafael forstod det ikke, var hun virkeligt så bange for at dehydrer at det ikke kunne vente til et mere passende tidspunkt? Rafael begyndte at se hende ligge armene overkors, men smile venligt, det var vist dobbelt op på underligt, at smile rart og armeoverkors var i hans hoved to modstridende udstyrkformer. Rafael nikkede endnu engang anderkende, og vendte sig ned mod den tomme gang, og begyndte at gå, han havde ikke tænkt sig at være her længere end højt nødvendigt, for nu ville han gerne hjem og smadre nogen Dé Minion folk. "så lidt"

Hun var helt frisk igen, og kiggede på ham. Hun ville gerne væk herfra, og det skulle skam nok lykkes. Hun kunne se på ham, at han ville ud. Ikke fordi han var bange nej langtfra, han var mere hævntørtsig.
"Skal vi ikke finde ud herfra."
Hun havde sikret sig 5 timers overlevelse, hun åndede lettet ud.

//Out. Kun fordi hun har en masse som er sket i hendes liv. Men en fornøjelse, håber vi kan ses i et andet emne //