You were not meant to see that((Selicity))

Hele vejen fra corpsewind cemetery og op til soul river, lå der lig efter lig. Kvinder, mænd, børn, det var lige meget. Var de kommet i vejen for ham, havde han gjort det af med dem. Det skyldtes ganske enkelt, at en mand så forkert på ham, manden havde set på Kol, som var han forkert, en fejl i denne verden, der burde udryddes. Det havde været nok til at få ham over kanten. Kol havde kastet en kniv efter ham, der havde ramt ham og dræbt ham på stedet. Dernæst skulle der ikke noget tid, hvis de stødte ind i ham, gik foran ham, spurgte sin mor om penge. Utaknemmelige unger. Kol stod hen over en ung kvinde, med flot lyst hår og blå øjne. Hun var en køn pige, men hun havde blot været på det forkerte sted, på de forkerte tidspunkt. Hun havde mødt den forkerte, set på den forkerte, flirtet med den forkerte. Han stod med hans kniv hævet over hendes bryst, da han kunne se skrækken i hendes øjne. Det frembragte bare et smil på hans læber, da han lod kniven bore sig ned i hendes bryst. Den kølige vind, ødelagde hans håropsætning, og det var han bestemt ikke tilfreds med. ”Du mødte den forkerte, sweetheart,” lød det fra ham, da lod kvindens lig falde udover kanten og bevæge sig med strømmen. Kort efter kom en mand frem, der havde overvåget det hele. Han begyndte at råbe op om rigtigt og forkert. Kol sukkede og gik hen til manden, han greb fat om hans ene arm, vrikkede den om på hans ryg og førte ham hen til floden. ”Sæt dig til rette.” Kol skubbede ham ned på knæ, og lagde hans hånd i mandens nakke. ”Jeg er virkelig ikke i humør til en moralprædiken.” Han lod mandens hoved blive omringet af vandet, mens han sprællede voldsomt med hans krop.

Det havde ikke været ved et tilfælde hun var stødt på det første lig, nej hendes næse var blevet invaderet af den kopper agtgie duft og atter engang havde hendes nysgerrighed fået hende til at følge det. Nysgerrigheden var efterhånden den eneste følelse hun lod glide gennem hendes krop, vreden, sorgen og den håbløshed hun havde følt det sidste stykke tid havde hun pænt pakket ned i en kasse og gemt væk aller bagerst inde i hende selv men hun kunne ikke helt skjule dem, hvis man kiggede godt efter, hvis man kiggede hende dybt i øjnene ville man kunne se det. Da hun kunne høre en mands stemme skærer gennem luften stoppede hun let, stemmen var dog kort tid druknet af en kvindes skrig, et skrig af smerte og skræk uden tvivl. Let bevægende hun sig videre langs flodens bred til hun nåede til et skarpt knæk dækket af noget plantevækst fra bredden, der stod hun let og lyttede til den noget dybere mandestemme hun hørte, tydeligt fysisk ældre end den hun havde hørt tidligere men Selicity vidste udmærket godt at man ikke skulle undervurdere nogen.
Lyden af vandet der blev plasket rundt fik hende til at træde frem og da så hun hvad der fysisk lignede en ung mand, en attraktiv ung mand der var i færd med at drukne den ældre mand. Selicity var klædt i en hvid tætsiddende top der havde en lettere dyb halsudskæring og stoppede lige over hendes navle, bukserne hun bar var tætsiddende men dog elastiske og så var de kulsorte, de matchede den sorte læderjakke hun bar. På fødderne bar hun et par sorte slidte læder støvler der stoppede midt på hendes læg, det lange røde hår hang løst omkring hendes ansigt, en anelse rodet da hun havde været ude hele dagen. Hendes klare is blå øjnene betragtede den unge mand, normalt ville man forvente at finde frygt i dem når man stod i sådan en situation men i Selicitys skinnede nysgerrigheden klart mens de mørkere følelser svømmede rundt omkring dem. Hun sagde intet, stod egentlig bare og observerede ham.

Kol holdt mandens hoved under vand, ind til han ikke længere spjættede. Han lod derefter vandet omringe hele hans krop, så han til sidst blev ført samme vej som kvinden. Han lod hans hånd føre op til hans næse, hvor han tørrede at par dråber blod væk med hans håndryg. Han tørrede hans hænder af i en klud han altid havde med, og så sig omkring, før han fik øje på den unge pige. Eller hun så ud til at være ung, men kunne sagtens være ældre end hun så ud. Hun var en attraktiv kvinde, men det betød bare ikke særlig meget for ham. Han gik hen imod hende, og stillede sig med blot 20 centimeter imellem dem. ”Ved du hvad? Jeg burde have det dårligt med at tage et liv, især så ungt et liv. Men du har bare set for meget. Jeg kan ikke lade dig leve videre med den viden du har.” Han lod en hånd bevæge sig op imod hendes hals, hvor han førte hendes hår til siden, og da han snittede hendes hals da han trak sin hånd tilbage, nåede han at mærke hendes puls. Så hun var ikke død. Ikke endnu. Men så opdagede han det. Nogle følelser, der var gemt godt væk. Men ikke så godt, at han ikke kunne fornemme dem. ”Næh… Hvad er det der gemmer sig inden i dig. Jeg har en god nyhed til dig. Du kommer til at leve lidt længere endnu.” Han lagde begge sine hænder på hendes skuldre, og stillede sig godt til rette. ”Jeg er klar.” Han så hende i øjnene, indtil han kunne spotte vreden, håbløsheden, sorgen. Det var en lækkerbisken for ham. Han lod hans læber være let skilte, da det bare hjalp ham med at koncentrere sig. Langsomt drænede han hende fra de negative følelser, indtil der kun var en snert tilbage. ”Du gemmer på en masse vrede, i den lille krop. Eller rettere sagt, det gjorde du. Jeg har befriet dig fra den nu. Det var så lidt.” Han lod hans hænder ligge sig imod hans side. ”Nu til det alvorlige. Du har stadig set for meget. Hvad forslår du vi gør ved det?” Det var hendes liv, hun burde have noget at sige.

Det var som om hans ord ikke rigtig nåede at registrere sig hos hende før det var for sent. Et lettere smertefuldt gisp blev revet fra hendes læber da hun mærkede det kolde blad snitte langs hendes strube inden lyden gik over til at være en lav lille gurglen indtil det helt stoppede. Såret var ikke noget der ville slå hende og det ville hele relativt hurtigt. Selvom hans ord sagde at han ville slå hende ihjel sagde hans handlinger noget andet og derfor følte hun ikke den normale frygt der ville blomstre hos folk der stod i denne situation. Det gjorde helvedes ondt men skræmte hende ikke, nej det gjorde hende nærmere mere nysgerrig. Selicity kunne mærke hun blev en anelse let i hovedet grundet blodet der piblede ned langs hendes hals og malede toppens kant en dyb mørk rød hist og her. Hans ord fangede hendes opmærksomhed og et øjeblik lod hun sine øjne kigge alle andre steder end hans, et skyggevæsen uden tvivl, ellers ville hendes følelser ikke have været så tydelige for ham medmindre det selvfølgelig var et væsen med en speciel evne men lugten af mørke var så tyk omkring ham at hun næsten kunne smage den på sin tunge hvis hun trak vejret gennem munden. Såret var ved at nitte sig selv sammen og allerede ved hans næste ord lod hun sin nysgerrighed spille, "Klar?", hendes stemme var en anelse hæs da hendes hals stadig var øm og følsom. Svaret fik hun selv da hans øjne nærmest piercede hendes sjæl og hun kunne mærke hvordan hendes følelser nærmest blev flået ud af hende, det var skræmmende men rart endelig at føle sig en anelse bedøvet fra det kaos der havde hersket tidligere. "Hvad med en byttehandel?", hun havde en i tankerne der egentlig ville gavne hende hvis han vel og mærket gik med til den.

Kol var på alle måder egoistisk. Han tog hvad han ville have, og lod ikke noget stå i vejen for at kunne få det. Han var nysgerrig over denne unge tøs. Hun var ikke bange for ham, ikke som de fleste var. Men de få der kendte ham godt, eller den ene, måtte det næsten være, vidste godt, at han ikke dræbte folk han kunne bruge til noget. Katerina var den eneste, han havde ladet gå uden grund. Han var endnu ikke sikker på hvorfor, måske fordi han var overbevidst om, han kunne tage nytte af hende senere i hans liv. Hvis hun levede så længe. Hendes liv var skrøbeligt. Det var det han elskede, at han kunne tage et liv så let, uden det krævede særlig meget af ham. Han fjernede hans hænder fra hendes skuldre, da han havde snuppet enhver negativ følelse han kunne få fingrene i, og lod hans hænder falde ned langs hans side. Kol ventede i spænding på hvad hun selv havde i tankerne. Det var naturligt hun ikke ønskede at dø, medmindre hun havde noget andet at byde ind med, ville det ende med at hun blev endnu et af hans ofre. Endnu et af de flere tusinde. En byttehandel. Det kunne godt være interessant, så længe hun havde noget nyttigt at byde ind med. ”Jeg lytter.” Chancen for hun kunne gavne ham var lille, men han var ikke helt uretfærdig. Måske havde hun noget nyttigt at bytte med, hvis ikke, måtte han foreslå noget selv. Han havde masser af ting han kunne bruge. Mange der var afhængige af blod, i særdeles vampyrer, var ikke vilde med varulvenes blod, men Kol havde skam ikke noget imod det. Han holdte sig væk fra skyhounds, men almindelige varulve var lige så godt som så mange andre blodtyper. Anderledes, men ikke dårligt. Måske kunne denne lille varulv blive hans personlige blodbank. Medmindre hun havde noget bedre at byde ind med.

Hun kunne mærke følelserne forlade hende og et øjeblik troede hun at hendes krop atter engang ville blive fyldt med lykke og en varm følelse men hun var efterladt med en hul følelse af ingenting som i virkeligheden var værre end de mange mørke følelser hun havde haft før, det værste hun vidste var uvisheden selv. Da han fjernede hans hænder fra hendes skulder satte hun sig langsomt op, såret på halsen havde nittet sig selv sammen atter engang da der intet sølv havde været involveret. Efter at have siddet et øjeblik rejste hun sig på lettere usikre ben og kiggede ham atter engang i øjnene. Selvom hun ville hade sig selv for at indrømme det her var der et eller andet ved ham som facinerede hende helt umådeligt meget men hun kunne ikke helt sætte en finger på hvad det var.
"Jeg ved at du er afhængig af de følelser jeg havde svømmende i min krop for et øjeblik siden og jeg ved om ikke ret længe vil de atter engang finde tilbage til mig... Du kunne tage dem hver gang, når du var sulten i stedet for at skulle ud og lede efter dem havde du muligheden for bare at tage mine"
Det var måske ikke den mest spændende eller appellerende byttehandel men hun satsede på at han måske ikke altid gad jage efter et bytte og så kunne han komme til hende, hun kunne godt overleve den smule tomhed en gang i mellem hvis det betød hun fik lov til at leve. Hvis ikke han ville have dette måtte han selv komme med et tilbud, noget han ønskede af hende fordi det var det eneste hun sådan lige kunne komme på med så kort varsel. Nu var det jo heller ikke hver dag hun skulle sætte en værdi på hendes eget liv og egentlig ønskede hun ikke at gøre det, havde allermest lyst til bare at sige fuck ham, det ville han kunne se i hendes øjne, se hvor meget hun afskyede at underkaste sig ham. Der var dog stadig ting hun ville nægte, uanset om det kostede hende livet.

Kol lyttede med, og han måtte indrømme det var et udmærket forslag. Han blev dog nød til at overveje det, at dræbe hende kunne være sjovt, men at tage hendes følelser kunne mætte hans sult. Så hvad var vigtigst, hans trang til blod eller trang til følelser? På trods af blod var en udmærket snack, men han kunne godt leve uden det. Han kunne ikke leve uden andres følelser. "Skal vi lave en blodaftale?" Et skummelt smil fandt sted på hans læber. Han lod kniven hvile i hans hånd og rakte den frem imod hende, hvis hun nu skulle ønske, at indgå en aftale med blod. Det ville i hvert fald gøre det hele mere interessant, men ikke nødvendigvis bindende. Han stod der bare, og studerede hendes reaktion. Ville hun tage kniven og indgå en blodaftale med ham, eller blot indgå den verbalt. Begge dele ville være fine med ham, han ville bare gerne se hendes reaktion. På trods af hun 'kun' var en varulv, vakte hun stadig en interesse i ham. Hun havde en styrke, som de fleste varulve ikke havde. Kol kunne godt tænke sig at vide mere om hende, blot for at få mættet hans nysgerrighed. Hun var noget særligt, og hvis man ikke kunne se dette i øjnene, var man en tåbe. Hvis man ikke kunne se potentielle i folk, kunne man ikke overleve særlig længe. Ofte afhang sit liv af  andres, selv hvis man ikke ville indrømme det.

Hun kiggede på ham, nej hun betragtede ham nærmest, prøvede at regne ham ud, han ville intet få ud af at lave en blodaftle med hende, ikke udover at det lød mere uhyggeligt og mere skræmmende så var der ingen overnaturlig effekt ved den, medmindre den blev udført som et ritual på en bestemt måde og det var ikke dette. Selicity lod kort blikket glide ned på kniven og derefter kiggede hun ham atter engang direkte i øjnene.
Hendes fingre strejfede hans håndflade da hun greb fat omkring kniven, hun ville sikkert have overrasket mange ved at sige ja til den aftale men for hende virkede det en anelse spændende, hun havde aldrig prøvet det og der lå en mørk mystik over det som tiltalte hende. "Lad os det...", ordene havde knapt forladt hendes mund inden hun lod kniven glide langs håndfladen så det brød huden og den mørke røde væske begyndte at pible frem og danne en lille pøl i hendes hånd. Den røde væske skabte en stærk kontrast til hendes hud der var blevet en anelse blegere siden hun havde forladt sit hjem, der var ikke lige så varm eller solrigt i Doomsville som Emerald of dreams. Let rakte hun kniven tilbage mod ham, hendes blod dekorerede stadig bladet af den som hun rakte den mod ham.
Let slikkede hun sine tørre læber som blikket gled en gang mere over ham, før det gled ned og landede på kniven i hendes hånd, derefter på hendes sår og så til sidste på ham atter engang.