You can hate me now. But you have to understand, that I didn't meant to do it. It just happened. I'm really sorry Starling

Starling kom ud af det lille hus, mens hun trak sin kappe op. Hun så sig omkring i gyden, men der var meget stille. Døren lukkede sig bag hende, i det hun lagde de sidste mønter ned i hendes pose om halsen og puttede den ind under kjolen, mellem hendes bryster, hvor den altid sad. Hendes kjole var lang og sort, med en sølvfarvet stribe ned af siden. Kjolen sad tæt på hendes krop, og viste tydeligt hendes timeglas figur, men kjolen var ik særlig varm, derfor havde en hun lang sort kappe uden over. Hun rettede på sit hår som var halvt opsat inden hun tog hætten over hovedet. Hun så en mand komme gående forbi hende, og Starling så frem, da hun endelig forstod hans ansigts udtryk.
*Hvad er det der foregår?* Hun begyndte at gå den modsatte vej af hvad hun normalt ville gå. Rotterne løb omkring hende og hun ned på dem med væmmelse. I det samme hørte hun nogen begynde at råbe. Hun rettede sig hurtigt op og begyndte at gå mod lyden. Det kunne jo være at de havde brug for hjælp.
Hun kom frem og så en pige stå for sig selv og give et hop i det hun så rotten for foden. Starling nåede ik at tænke sig om. Hun gik hurtigt hen til pige idet hun sagde "Rolig, de gør dig ik noget." Det var først bagefter at hun kom i tanke om at hun havde hørt pigen snakke med sig selv, og en del af hende begyndte at fortryde at hun havde gået hen til pigen.

//undskyld det er så kort, Krea svigt :/

Starling startede først med at mærke varmen, hvilket forvirrede hende for det havde jo lige været koldt. Det næste hun lagde mærke til var lyset. Det havde jo lige været bælg mørk. Først NU mærkede hun smerte og hun løftede armen og så at hendes arm var i flammer. Hun ville skrige, men pga varmen, var hun ved at kvæles og kunne ik sige en lyd. Hun smed sig på jorden og begyndte at rulle rundt, i et forsøg på at slukke ilden. Stenene bed hende i ryggen og albuer og knæ, i det hun rullede rundt.
Det var de længste 2 min i hendesliv nogen sinde. Værre end da hun blev et menneske selv værre end den gang hendes bror forsøgte på at skade hende, for at få mad først. Hun så sig træt omkring og op på pigen fra før. Hun prøvede på at komme op på knæ og hænder, men hendes arme var sorte nogle steder og brand røde andre. Et enkelt sted eller to, var der ikke en gang hud. Der var store smerter og hun var virkelig nød til at bide tænderne sammen imens hun rettede sig op.
Hun kunne svagt mærke hvordan hun allerede var begyndt at hele og smerten begyndte svagt at blive mindre. Hun rettede sig op med et tungt åndedræt og så over på pigen.
"Hvad HELVEDE var DET?!" Udbrød hun irriteret. Hun havde jo kun forsøgt på at hjælpe pige, og dette var hendes tak? Helvedet på jorden?! Hun kom på benene men måtte læne sig op af muren og lagde sin højre arm beskyttende over den venstre. Hun så ned af sig selv og så at det meste af hendes tøj var blevet brændt. Der var ik meget tilbage af kappen og kjolen var lige blevet en 20 cm kortere på højre siden og 30 cm kortere på venstre side. Hun følte sig skæv. Hun så vredt over på pigen der havde gjort dette ved hende.

Hun løftede rystende sine hænder og prøvede på at banke kjolen lidt, for at den ik skulle se så forkullet ud, men det eneste det førte til var en brændende smerte i hendes hænder. *Fandens* tænkte hun for sig selv. Hele hendes krop rystede af anstrengelse og det var lige før at hun ik hørte de løbende fodtrin, men også kun næsten. Hun løftede hovedet og så pigen stikke af ned af gyderne. *Næe du kan tro nej, så nemt slipper du ik lille ven* tænkte hun for sig selv, og begyndte at følge efter pigen.
På grund af at hendes krop havde været udsat for den mishandling som hun havde, kunne hun ik løbe, og var nød til at støtte sig op af muren, men aftenen var stille og hun kunne høre den lille piges fodtrin længere fremme, og hun fulgte dem så hurtigt hun kunne. Hendes ben vaklede, men samtidig kunne hun mærke hvordan huden, på de steder den var brændt af, var begyndt at gendanne sig og smerte blev mildere og mildere jo længere tid der gik.
Men selvom hendes hurtige helings evner var fabel agtige, så var hun stadig sårbar, da hun endelig fandt den lille pige igen. Hun var dog i stand til at stå for sig selv, uden at skulle bruge støtte. Hun begyndte langsomt, men sikkert at gå hen mod pigen, mens hun så hende op og ned.
"Så nemt slipper du ik, lille ven!" sagde hun med en iskold stemme, "Jeg tror du skylder mig noget." Hun stillede sig ventende foran hende.

/Endnu en gang undskyld for kreasvigt, jeg ved ik hvad der sker, men lige nu er jeg ik i det bedste humør. Jeg er ked af hvis jeg keder dig, og hvis det er tilfældet, så lad os bare afslutte emnet for jeg vil ik spilde din tid.

Frida hørte igen kvindens stemme. Hun så hende nærme sig, og det fik Frida til at fare sammen. Det her kunne bare ikke være sandt. Frida satte i løb igen. Egentlig vidste hun ikke hvorfor hun bare stak af fra det hele, for det var jo nok bedre, bare at give kvinden en undskyldning. Også selvom det var blevet gjort hele to eller tre gange. I hvert fald mange gange, men det var sikkert ikke nok. Hvad hjalp et undskyld, når man lige har sat ild til en anden person? Sikkert ikke meget.
*Du er dum, og jeg håber hun fanger dig og piner dig,* sagde stemmen i Fridas hoved.
"Kan du ikke bare lade mig være i fred!?" skreg Frida. Selvom Frida skreg det til den lyshårede pige, ville kvinden nok opfatte det, som om det var til hende. Hvis man tænkte over det, ville det nok heller ikke gøre Frida noget, hvis kvinden lod hende være.
"I det mindste, så fortæl mig, hvad jeg kan gøre bedre!" Endnu en gang var dette sagt til den lyshårede pige, men kvinden ville nok stadig opfatte det som om det var til hende. Med mindre kvinden havde opfanget, at Frida snakkede med en anden.
*Du vil aldrig nogensinde kunne gøre noget bedre. Du blev født med en skæbne til at gøre ALT forkert*
Tårene løb endnu en gang ned ad Fridas kinder. Nu i store fede stråler, som bare ikke kunne holde op.
"Hvad er det for en skæbne?" hviskede hun med stemmen fuld af gråd. "Hvorfor give nogen sådan en skæbne?" Frida stoppede op. Hvis skæbnen havde valgt for hende, så var det jo nytteløst at løbe. Det ville jo bare udsætte det uundgåelige. Hvis kvinden havde tænkt sig at pine Frida, så ville det jo alligevel ske på et eller andet tidspunkt. Eller havde Frida fået forkert fat i det?

//Du er alt for hård mod dig selv. Jeg syntes ikke at du er kedelig, så bliv endelig ved med hvad end du gør C:
Jeg vil dog sige, at det ikke er sikkert, at jeg svare lige med det samme, da jeg bruger meget af min tid på at skrive på min "åh så fantastiske" bog xD
-ha' en god dag //