At søge efter svar...men uden at vide hvor. (Åbent)

S: parken, doomsville angerforge district.
O: træer,buske...en sø, nogle bænke og få levende væsner.
V: overskyet, køligt.
T: aften.

Mørkt. Solen havde sænket sig for lidt siden for at lade mørket glide hen over landet, indhylle det, lade et nyt liv tage magten for et øjeblik. før den ville vende tilbage.
sådan kunne man se på det. Men Elyas´ tanker lå et helt andet sted.
Det lå ikke i filosofiske tanker om godt og ondt, lyset og mørket. De lå heller ikke på den sult han ellers normalt havde. For det var sket. Han havde mistet kontrollen og havde taget et liv. Uden at ville det, men uden at kunne styre det. Der lå nu et lig et sted her i byen, men han kunne ikke huske hvor.
Han sukkede, da han trådte ind i parken. grusset knasede under hans let slidte kondisko. Der ud over havde han nogle jeans på, en hvid t-shirt og sin mørkeblå trøje, lynet op.
Hans hænder lå i lommerne på hans trøje, hans blik gled over jorden, over græsset, blomsterne der havde lukket sig for natten og sikkert også snart visnede væk for vinteren. Buskene, nogle med torne, andre uden.
på den første bænk sad der to personer, forenet, i månens skær. Han gad ikke deres selskab. Han gad ikke nogen som helst selskab!
Den næste bænk stod foran søen, samlepunktet for parken. Tom. Her satte han sig.

han lod sit hoved falde lidt tilbage, mens han lukkede øjnene et øjeblik. Hvad var der enlig sket de sidste par dage? Der var sket så lidt...burde han virkelig ikke kunne huske det? En vampyr der ville vide noget...En anden dæmon...Nej, to...flere vampyrer...
Han tog sine hænder op af lommen og gemte sit hoved i dem et øjeblik, lod dem så glide gennem det mørkebrune hår, før han åbnede øjnene og stirrede på søen.
den lå ganske stille, genspejlede stjernerne, månen og de skyer der prøvede at dække for det hele.
Der var køligt, men han mærkede det ikke så meget længere.

Han havde ikke været dygtig. Faktisk havde han været, hvad hans mor ville kalde uartig. Han havde kedet sig i løbet af dagen og skabt en del ballade. Han havde sparket til en sten og pludselig fået den ide om, hvad en sten dog kunne bruges til.
Det var endt i nogle smadrede vinduer. en mand kom løbede ud og jagede ham gennem den halve by, før han fangede ham. Elyas viste ikke meget om at slås.
Ubevidst lod han en hånd glide over sine ene kind, som stadig bar mærker af et slag han havde modtaget. Men så smilte han.
Den mand var død nu. han havde vækket en ukendt ild i ham, noget dæmonisk, han kunne ikke huske hvad han havde gjort for at dræbe ham, men død var han og han havde spist hans sjæl.
Og folk var flygtet...Det var nok det dummeste...folk viste nu han var et uhyre. Hvad ville Camille ikke sige?
men han kunne ikke styre det...Han viste ikke hvordan. Han kunne spørge sin far, hvis han ellers havde været her...
han mærkede energien er pumpede gennem hans blod. Han smilte igen svagt og lukkede afslappet øjnene. Han kede sig...og snart ville han måske finde på noget nyt at lave...