Fortid: Min hemmelighed som ingen må vide XxX

Tid: 16.06
Dag: Onsdag
Vejr: Ukendt
Sted: Lady Melisandres hjem på Blodøen sydvest for Minotaris
Omgivelser: Et rum uden vinduer. En pool er i det ene hjørne og en bord ved siden af. Lænkerne hænger ned fra loftet.

Emnepartner: @Melisandre


En skikkelse hang i et par kæder. Underkroppen var en fiskehale, så man kunne gætte at han var en sirene. Hovedet hang ned på brystet og det sorte hår var fugtigt med sved. En ung kvinde blev ført væk af et par slaver. Hun havde tårer i øjnene og så sig over skulderen på den unge mand. Lidt væk fra bassinet stod der et par slaver og gennemgik de ting som tilhørte den unge mand. Med et par minutters mellemrum kiggede de hen på sirenen. De kunne se de blå øjne var matte og manglede en glans, som der havde været da de fangede dette eksemplar.

Matthias var træt og havde opgivet håbet om at flygte. Han var brugt til avl af denne kvinde som havde ham fanget. Han manglede skæl på hans hale, den nederste del blødte stadig. Arme var uden følelse og halsen var øm. Han hævede sit blik på at se hvad de lavede med hans ting. Han kneb øjnene sammen da en af menneskene, gav t gisp fra sig. De kiggede på ham og hans hjerte sank. I hånden havde de papiret med opskriften på hans te og hvad den kunne gøre. Hvad værre var, at han havde taget den for et par dage siden. "Nej." hviskede han og lænede sig frem i kæderne. Øjnene var tiggende, men den mand med papiret, skyndte sig ud af rummet, sandsynligvis om til hans frue. Hans hjerte slog med 200 svømmetag i timen. Han turde ikke tænke på hvad der ville ske nu.

Mel havde været utrolig godt humør de sidste par uger, efter at Kræ var kommet slæbende med den unge sirene. Det var ikke gået lang tid før hun havde fået gjort et bassin klar til ham og fundet et par kvindelige slaver, som var modne nok til at kunne bære et barn.
Men i starten havde det været problematisk, eftersom han ikke var villig til at lystre. Hun havde dog hurtig løst det med lidt vold i form af pisk og udsultning, samt havde spændt ham fast når han skulle bruges til kvinderne.
Siden det 'problem' var løst, havde hun overladt ham til slaverne og havde nærmest ikke været nede i kælderen siden. Hun havde også sørget for at indsamle alle de tåre han havde ladt flyde, så hun havde den sværeste ingrediens til hendes mikstur.

Dog fik denne lille opdagelse hendes fulde opmærksomhed. Og hun fandt igen vejen ned i kælderen til sin lille sirene. Slaverne flyttede sig da hun kom ned i kælderen og så direkte på ham, mens hun viftede med papiret.
"Vores lille ven har lige fået en opgave mere. Rene, gør dig klar til lidt fornøjelse, i din menneskelige form vel og mærke. Og du, min lille ven. Hvor hurtigt virker denne te? Og i hvilken form skal du være for at det virker?" Rene var en af de mandlige slaver, som var lidt lavere end sirenen, men han var utrolig godt udrustet af en mand at være. Han smilede glad, da fruen bad ham om at gøre sig klar og var derfor hurtig til at smide tøjet, mens han så på sirenen med et sultent blik.

//Rene: 22 år, 170 cm høj, race: shapeshifter - Tyr

Matthias så op på kvinden med frygt og had. Han nægtede at sige noget og så væk. Han nægtede at bærer et barn. "Han er en sirene, frue. Jeg ville tro at han skal være i denne form. Og teen..." Matthias hævede sin hale og slog den hårdt ned i vandet. Vandet stod udover siderne på bassinet og gjorde alle omkring det, våde. De blå øjne havde mord i blikket. Han ville ikke lade dem fortælle det. Et skrig kom fra hans hals, skingert og bed i ens øre. Tænder var blottet og et hvæsen kom kort efter skriget havde lagt sig. Et par af de store slaver hoppede i vandet for at binde ham bedre fast. Han så på den mindre og ældre mand med had. "Du kan vove at lægge en hånd på mig." snerrede han og vred sig. Brystet hævede og sænkede sig hurtigt. "Jeg ville ikke bruges til avl!"

"Det skal være i denne form. Og teen virker kort efter han har taget den. Vi har en kalender her, der står alt om hvornår." En af de andre slaver kom hen. Matti så op i loftet og lukkede øjnene. Bad til guderne om styrke og at skåne ham. "Han er så unik, frue. En mand, men kan stadig bærer børn. Og så er han i en perfekt alder." En af mændene kørte en hånd ned over Matti arme. Øjnene åbnes og tænderne var blottet igen. Han prøvede at bevæge halen, men bådene omkring den, skar sig ind i skællene. En klynken kom fra hans læber. Tåre krøb sig langsomt ned af hans kinder.

Mel gik roligt hen til bassinet, som hun uden uden tanke for sit tøj gik op i og hen til sirenen. Hun bemærkede godt hvordan båndene skar sig ind i hans hale og vinkede til et par slaver.
"Sørg for at alle bånd eller lænker, som holder ham fast er polstret, så han ikke lider skade. Jeg vil ikke have at han bliver skadet. Og sørg for at den lænke der holder halen, kan flyttes hvis halen skal være i en anden vinkel." Hun gik helt hen til ham og vinkede de andre slaver væk, mens hun selv lod en hånd glide roligt og blidt hen over hans kind til hans hals og ned over hans brystkasse.
Hun smilede næsten kærligt til drengen.
"Jeg tror du skal hedde Blue child. Og hvis du bare efterkommer mine ordre, så kommer du til at leve godt. De andre har ret, selv om de taler uden rettigheder. Du er så unik og perfekt. Kunne jeg bare få avlet et barn af din art og med dine evner, så ville jeg være utrolig glad."

Kort efter at Mel havde givet ordren omkring de polstrede lænker og bånd, blev de som holdte ham fast skiftet ud et efter et, så han stadig var fastspændt mens arbejdet stod på. Mel havde som en ekstra sikkerhed taget et solidt greb omkring hans hals, dog uden at gøre andet end at holde ham fast. Hun smilede skummelt og skælmsk til ham.
"Hvis der bliver for meget ballade fra dig, så sørge jeg gerne for at du bliver mere med gørlig. Enten ved at dræne noget af dit blod eller ved at give dig lidt af en mikstur jeg har brygget. Bare tænk på hende som var sammen med dig her til sidst. Hun var ekstra opstemt og livlig, ik?" Mel tænkte på hvordan hun havde tvunget pigen til at drikke lidt af miksturen for at gøre hende mere opstemt overfor opgaven om at pare sig med sirenen og hun viste at det var lykkedes, da hun havde hørt lydene fra kælderen. Nu håbede hun bare at en af pigerne var blevet gravide, ellers måtte de jo bare prøve igen.
Som hun stod der ved siden af ham, håbede hun virkelig på at han ville forsøge sig på et eller andet, så han var selvforskyldt i at hun enten bed ham eller tvang lidt mikstur i halsen af ham.

Matthias mærkede at lænkerne blev skiftet. Han så op på hende. "Om jeg så bliver ned barn, er det mere mit, end hans!" Han så hadefuldt på denne Rene. Han var muskuløs end Matthias selv. Denne kvinde troede at hun ejede ham. Han gav et fnys og så op i loftet. "Jeg ville hellere miste det, end at give dig et!" En af slaverne kom hen med flasker og stillede dem på kanten af bassinet, udenfor Mattis rækkevidde. En af kvinderne gik i bassinet og havde en sprøjte i hånden. Var dette virkelig hans skæbne? Brugt som et dyr, gemt væk og lænket i en pool. Hans races nornale livstid var 300 år, han var kun 15 år. Dette vill være et mareridt at leve i. Panikken var ved at sætte sig ind.

"Hvad er der i sprøjten?" Han hævede hovedet da han mærkede den mod kødet, lige over skællene. "Tro mig, det gør det mere behageligt. Det er ikke rusmiddlet, men noget som vil stoppe dig fra at forvandle dig." Nej, de ville tage hans sidste forsvar fra ham. Hans fingre åbnede og lukkede sig. Musklerne i halen bevægede sig også. Lyde kom nede fra hans strube, men man kunne ikke besluttede sig for hvad det var. "Rør mig ikke! Jeg flår jeg levende!" Skriget var fyldt med vrede og panik. Han slog over i kliklyde og øjnene knyttes i, da sprøjten gik gennem hans skin. Kvinden fjernede nål og blod kom fra det lille sår. Et par af de ældre slaver havde et smertefuldt udtryk. Medfølelse var gemt, men det var der.

Mel klemte lidt med hånden om hans hals, mens hun knurrede lavt.
"Tag dig dog lidt sammen, Blue child. Du er ikke et barn længere, men en ung mand med en strålende fremtid. Men hvis det skal være på den måde, så gerne for mig." Hun lagde den frie hånd hen over hans under kæbe og klemte nok til at de fleste ville åbne munden, samtidig med at hun så ildevarsende på ham. Kræ kom over til bassinet med en lille kop, hvor der blev fyldt køligt vand i. Hvad sirenen ikke kunne vide var, at Kræ allerede havde kommet de tre dråber mikstur i koppen, inden han kom ned i kælderen igen.
Hvis sirenen havde åbnet munden ville Kræ hælde vandet i munden på ham og holde ham for næsen.
Hvis sirenen ikke havde åbnet munden ville en anden kraftfuld slave tvinge hans mund op. Det var tydeligt at se den kraftfulde slave var vant til dette arbejde, ud fra alle arene på fingerne.
"Slug det, hvis du vil have det nemt. Ellers får jeg en undskyldning for rigtig at have det sjovt." Mel så på sirenen, med et ondskabsfuldt smil på læberne.

Rene stod og sørgede for at han var klar til når fruen sagde til. Og der var ingen tvivl om at han så frem til at skulle fornøje sig på knægten. Han måtte endda bide sig lidt i læben for tilbage holde nogle af sine støn, når han rørte sig selv på den helt rigtige måde.
Så snart Kræ var sikker på at sirenen havde slugt vandet, sørgede han for at de fleste slaver blev jaget ud af kælderen. Tilbage blev Mel, som stadig stod i vandet ved sirenen, Rene som var så klart som han kunne blive, samt Kræ og en anden ung kvindelig slave.

Han slugte vandet og så med mørke øjne op på kvinden. "Jeg er kun 15. Jeg er kun en teenager." sagde han. Han mærkede noget ændre sig med hans krop. Lyst skød gennem ham, men han bed sig i tungen. Hans muskler spændte sig og han så op i loftet. Tåre gled langsomt ned af hans kinder. Var dette fair? Dette var ikke en del af hans drømme. En bidt klynken kom fra hans strube. Hvor ydmygende. Han åbnede sin mund og bøjede hovedet ned mod brystet. Han nægtede at se på dem i rummet. "Hvad er du for en person. Gøre dette mod andre!" Han så kort op på hende med et opgivende blik. Dette bad han ikke om. Men han havde måder at dræbe sig selv på, om end hans flugt skulle slå fejl. Dette var der ikke mange der viste.

Musklerne blev slappe og hang nu blot i lænkerne. Hovedet drejet væk fra dem. Små stød gik gennem hans krop. Miksturen og middlet i sprøjten havde nu begge sat ind. "Jeg tror han er klar frue. Han er fuldstændig slap." sagde en af de tilbageblivende slaver. Matthias fandt sig hive efter vejret og lyst bølge gennem hans årer. Han bed sine læber til blods for ikke at lad dem høre, de lyde han lavede. Den tilfredsstillelse skulle de ikke få. Han så på slaven med hadefulde øjne. "Må Hydra tage dig!" hvæsede han og snappede efter hende. Hun hoppede tilbage med et lille hvin. "Hvorfor er han så svær at tæmme? Lad Rene få ham." sagde hun med vrede øjne.

Mel så roligt på sirenen og smilede skummelt.
"Jeg gør det fordi jeg har lyst og er i stand til det." Hun vinkede Rene over, netop som hun så de små tegn på at lysten var sat godt ind. Men inden hun flyttede sig, bøjede hun sig lidt tættere på sirenen og hviskede:
"Hvis du bider nogle af de andre, så får du med mig at bestille. Og tro mig, det vil du helst ikke." Hun så drengen dybt i øjnene, mens hun sikrede sig at han forstod hendes ord. Derefter forlod hun vandet og lod Rene gøre sit arbejde.
Han lod sine hænder glide kærtegenede og søgende hen over drengens krop, mens han ledte efter en indgang og prøvede at gejle drengens lyster mere op.
Mel så over på kvinden med et strengt blik.
"Jeg forventer at du forsøger at blive med barn ligesom de andre to." Kvinden bøjede hovedet og nejede uden andre ord end: "Ja frue." Derefter gik Mel ovenpå igen sammen med Kræ og lod de tre være alene.
Kvinden gik kort efter over til de to mænd og sluttede sig til lystens rus, mens hun ligeledes kærtegnede drengens krop for at finde frem til hans manddom, så hun kunne opfylde sin del af opgaven.

Skæl delte sig både for og bag på Matthias' hale. Mandommen faldt ud. "I Bastards!" sagde han og bed kvinden. Han prøvede at kæmpe imod, men endte med at hvile hovedet mod mandens skulder. Rystelser gik gennem hans krop. "Lad vær. Jeg beder jer." hviskede han og lukkede øjnene. Frygt gik gennem ham. Han havde om mange unge sirener miste deres første barn, fordi de var for unge, deres krop ikke fuldt udviklet. Han kendte ikke chancer for ham, men han var en mand og kunne bærer børn. Han ville sandsynligvis miste det hurtigere end andre. "Barnet ville ikke overleve en uge i min mave." sagde han med en hæs stemme. Var det forkert at være ked af det? Barnet ville ikke komme fra frivilligt samleje. Og hellere ikke kvinden.

Han mærkede deres kroppe mod hans. Kliklyde kom fra hans strube og han gemte sit hoved i den anden mands nakke. Tårerne kom ned af kinderne i en lille å. Han turde ikke tænke på hvordan det ville føltes. Han havde aldrig været sammen med en anden mand før. Munden hang åben og små hulk kom frem. Hænder rørte ham og han kunne mærke den andens manddom bag sig. "Jeg hader. I er alle monstre!" Han prøvede at finde det sted i hans tanker, der kunne fjerne ham fra dette sted og det der skulle ske. Han tænkte på hvad han ville være, hvis han brød ud. Var en god danser, så måske skulle han forfølge den drøm.

Rene lod sin manddom finde vej ind og gav sig til at støde roligt og blidt, til drengen havde vennet sig til hans størrelse. Han klukkede og hviskede roligt.
"Ja, vi er nogle monstre. Men vi har intet valg, hvis vi har livet kært."
Kvinden kærtegnede lystigt drengens manddom til den var stiv nok til at hun kunne forlyste sig med det. Hun smilede lidt til drengen og talte lavmeldt:
"Jeg ved at det strider mod dine ønsker, men prøv at tænke på noget andet. Noget som gør dig glad. Så er det hele snart overstået."
En halv times tid senere var det hele overstået og de to slaver trak sig tilbage, så drengen kunne få lov til at slappe af for en stund.

Matthias lå slapt i lænkerne. Øjnene var lukket, men man kun se dem bevæge sig bag øjenlågene. "Der er mindst ti måder jeg dræbe mig selv eller barnet." sagde han, mens han prøvede at krølle sig sammen. Skællene dækkede igen for hans nedre dele.Han følte sig mere misbrugt end før. Han vidste ikke om der var et hjerte som snart, vil begynde at banke og holde liv, i den lille under hans eget hjerte. Han mærkede kvalme i hans mave og gav op. Den mad, han havde fået for et par timer siden, kom op igen. "Sig til jeres FRUE, at hun kan rende og hoppe. Hun vil miste mig og det afkom jeg bærer under mit hjerte, før jeg ville give fødsel." sagde han hæst og rystede over hele sin krop. Han var nød til at slippe væk.

Han ignorede dem og lyttede til lyden der komme fra etagen ovenover. Stemmer og noget blev flyttet henover gulvet. Han savnede revet, hans hule og hans adoptivfamilie. Dem der havde taget ham, når han havde brug for dem. Hans ældre bror, som også var beskyttende. Den han følte sig tættest knyttet til. Han klukkede, han ville måske ikke se dem igen.

Kvinden var den sidste til at høre hans ord, eftersom Rene var gået op. Hun listede hen til bassinet og så bedende på drengen.
"Jeg beder dig. Hold ud lidt endnu. Vi er nogle stykker som prøver at ligge en plan for at få dig ud her fra. Vi ved at fruen er umenneskelig når hun først har sat sig noget i hovedet. Vi mangler bare lidt mere tid." Hun løsnede hurtigt den rem som holdte hans hale fast, så han frit kunne bevæge den og fandt et stykke rent stof, som hun tørrede koppen af med inden hun fandt en flaske vand. Hun snusede til den og helte derefter op i koppen, som hun holdte frem mod ham.
"Det er rent vand med lidt styrkende urter. Du har brug for at få dine kræfter igen. Bid mig bare, hvis du ikke tror på mig." Hendes øjne var bedende og håbede på at han ville tro hende. Det var ikke til at sige hvornår hun igen fik denne lejlighed.
Så snart hun havde sat koppen og flasken på plads, skyndte hun sig op af kælderen og hen til det sted, hvor hun viste de andre slaver var.

Oppe i havestuen aflagde Rene rapport til fruen om at den sidste parring var gået godt, og at det muligvis skulle gentages de næste par dage for at havde den bedste virkning. Mel smilede og nikkede til slaven, hvorefter hun vinkede ham væk. Hun sad og stor smilede for sig selv. Hvis alt gik vel, kunne hun om cirka ni måneder vente fire eller fem børn. Og forhåbentlig ville mindst et af dem være en lille sirene.

Et andet sted i huset havde en lille flok på fem slaver samlet sig, der iblandt de tre kvinder som tidligere havde været sammen med sirenen. De hviskede stille mellem hinanden, mens de holdte øje med alt omkring dem.
Alt blev stille, da de hørte fodtrind. Men de åndede lettet op, da de så at det var den sidste kvinde. Hun fortalte hurtigt hvad hun havde gjort og sagt til drengen og de andre smilede lettet til hende.
"Tror i at Rene er heldig at få overbevist fruen om at det er nødvendigt at gøre igen imorgen?" Kvinden der var kommet sidst, nikkede smilende og hviskede:
"Ja, det er jeg sikker på. Han er ligeså meget imod dette som vi andre er."
Kort efter kom Rene ind til dem, mens han smilede bredt.
"Fruen godtog det. Så nu skal vi finde ud af hvordan vi får det til at se ud og lyde som om det bliver gjort. Men i stedet sørger vi for at han får så meget styrkende at han kan stå på egne ben når vi skal væk." En af de andre i gruppen hviskede stille og nedtrykt:
"Hvis vi slipper med livet i behold..."

Matthias stirrede på vandet før han drak af det. Efter de var gået stirrede han op i loftet. Han vil elske at stole på hvad de sagde, men hvordan kunne de slippe afsted? Deres frue ville næppe bare lade dem gå. Og han var ikke sikker på at han vil kunne. Halen var rå og reb havde skåret sig ind i skællene. Han flyttede halen ind under sig, så han nu sad knælende. Kulden gled op gennem hans ryg og fik ham til at ryste. Hovedet blev bøjet og han så ned af sig selv. Var det virkelig værd at vente på hvad de sagde? Hvem sagde at fruen ikke ville opdage det? Matthias grædløst med rystende skuldre. Livet var en spøg. "Gud, hav medlidenhed." hviskede han og bed sig selv i armen. De skarpe tænder trængte gennem hans hud og han rev til. Såret blev størrer og blodet fossede ud. Spyttede hud og kød ud før han sank sammen. Vandet blev rødt omkring ham. "Lad mig se min familie glorie." hviskede han før han lukkede øjnene.

En tjenestepige kom ned for at gøre rent, men stivnede da hun så på den unge dreng som var i poolen. Vandet var rødt med dyrebart blod. Et skrig kom fra hendes strube og hænderne fløj op til munden. Hun snak på knæ. Lammet af skræk og overraskelse.

Kort efter skriget kom flere slaver og tjenstefolk til. Og de fik travlt med at standse blødningen i drengens arm. De løftede ham ud af bassinet og fik lagt ham på et bord, hvor den mest erfarende begyndte at sy blodåre og såret sammen så godt det kunne lade sig gøre. Samtidig blev bassinet tømt for vand, rengjort og fyldt op med nyt frisk vand.

Mel kom ned og så uinteresseret på senairret foran hende. Det eneste hun gjorde inden hun gik var at udstede en ny ordre:
"Sørg for at han ikke kan skade sig selv igen. Han skal være klar til imorgen." Rene og en gruppe slaver bukkede og nejede for fruen. Og så de var alene, smilede de til hinanden. Det så ud til at deres plan ville lykkes. Og nu fik de muligvis også natten med. Rene gik hen og hviskede til drengen, selv om han ikke var sikker på om drengen hørte det.
"Hold ud. Vi får dig snart ud i friheden igen. Forhåbentlig i løbet af natten eller tidligst imorgen." Han flyttede sig lidt og så rundt på de forskellige slaver og tjenestefolk.
"Vi bliver her for at hjælpe ham mest muligt. Hvis han har brug for at spise, så tilbyder jeg mig selv. Bare sørg for at han kommer tilbage i havet." De nikkede alle i enighed.

Matthias trak vejret lavt og meget svagt. “Jeg har ingen som venter på mig. Intet at vende tilbage til.” Hviskede han og svømmede ned på bunde af poolen, idet han havde rørt vandet. Han lå på maven og stirrede ud i intetheden. “Jeg ved endnu ikke om det er en gave eller en forbandelse jeg har.” Sagde han mat og så op på slaverne som omringede poolen. “I skulle have ladet mig gå. En mindre at befri og jeg ville have været med min familie.”