The Infernal Devices (en historie skrevet af Stella)

Intro: Mit navn er James Carstairs

Mit navn er James Carstairs. Mit navn har jeg efter en skuespiller, som min mor var forelsket i da hun var en teenager. Hun gav mig navnet på hospitalet, da hun ikke ville opleve, fordi fødslen af mig, havde været meget hård for hendes krop

Jeg bor hos min 5 år ældre stedstorebror William Herondale. Min mor Sharona havde giftet sig med Williams far, Charles, 2 år før jeg blev født, da William var 3 år gammel. Så Williams far og også min far.

Jeg har altid drømt om at synge, da jeg elsker musik. Men william havde aldrig grinet af mig, når jeg sagde det til vores far. Far syntes at det var en god drøm, og han ville gerne hjælpe mig med det, men jeg nåede aldrig at få hans hjælp, for julen det samme år mistede han livet i en bilulykke. Jeg var sønderknust, men William virkede bare hård og kold.

Jeg tror aldrig, at William tilgav far, for at han giftede sig med min mor, som var 5 år yngre end ham. Dengang at min mor mødte Charles Herondale, havde han mistet sin kone Dalia/Williams mor 2 år før, så han var en enke mand, som faldt for min mor, som var en smuk sangerinde.


kapitel 1: Mors melodier, mine sange.

En dag hvor jeg sad og gennemgik mors gamle sanger, fandt jeg en mappe. Den var smukt bundet ind, og dens omslag var af læder med smukke møstre. Jeg åbnede den forsigtigt, og så at der stod mit navn på forsiden. Den indeholdt smukke sange, som mor havde skrevet til mig, mens hun ventede mig. Jeg fandt min guitar frem, og begyndte at spille efter de noder som min mor havde skrevet, det var smukke melodier, og jeg bladrede hen på den tomme side ved siden af noderne og begyndte at skrive sange der til. Jeg lukkede min dør og låste den, for William skulle ikke komme ind til mig, når jeg sang. For han grinede altid af mig, og det var jeg rigtig træt af. Jeg lagde mine ting i en taske, også nodebogen, som nu ville blive min sang bog. Jeg tog min guitar over min skulder og tog min taske og smed den ud af vinduet og kravlede ud og jeg tog min taske, ogkastede den ned i busken lige ved siden af mit vindue, og gled ned af afløbsrøret.

For jeg havede ikke noget kørekort endnu, eller rettere sagt, så havde jeg ikke råd til at tage et. Jeg havde mit halstørklde om min hals, og så rundt. Hvordan skulle jeg komme ind til byen, når jeg ikke havde nogen penge, eller et kørekort overhoved. Jeg blev vred over det og samlede en sten op, som jeg smed afsted, og desværre ramte jeg en mand i nakken. Jeg skyndte mig hen til ham og undskyldte, for det var ikke min mening om at ramme ham. Han tog fat i nakken på mig, og jeg havde lyst til at skrige af smerte, for han havde virkelig hårdt fat i mig. Men en kvinde der var gået ud efter sin post så det. "Mr. Smith slip dog den unge Carstairs, det gør jo ondt på ham, jeg er sikker på at det der skete var et uheld, ikke sandt unge James" sagde hun. "Ja mrs. Dall det var et uheld, jeg var vred, og det var ikke min mening at ramme noget, jeg beder jer, ikke et ord til William om det, han tager min sang og node bog, hvis han høre dette" sagde jeg bedende. Mr. Smith slap mig, og jeg gned min nakke.

"Kan du synge knægt" sagde han. "Ja sir, min mor var jo en sangerinde" sagde jeg og tog min node bog og op tasken. "Må jeg høre?" sagde han. "Ikke her sir, William vil bare dukke op og grine af mig" sagde jeg og lagde bogen i min taske igen. "I kan komme her ind, for jeg vil også gerne høre det" sagde mrs. Dall meget venligt. Jeg gik hen til hende, og gik med hende ind, mr. Smith gik med. Mrs. Dall viste os ind i hendes stue, hvor jeg satte min taske og tog min guitar af min skulder, og satte mig på en høj stol. Jeg tog node bogen frem, og begyndte at spille.

"

I have never seen a girl

so beauty and så kind.

What do you see in me,

I am not what you think I am.



I am just a boy with no life,

no family and no friends.

I can not give you a good life,

as all the rich men can.



You are the stars and the moon,

I can never be like you.

I am not smart like you,

I am just a poor man.



You are the angel in my life,

I will always be your friend.

You are in my heart,

there will you always be.



One day I will ask,

will you be my wife.

If you say yes yo me,

I will be a happy man.



I love you and you love me,

we vill be one you and me.

We will be happy together.

I am your angel, and you are mine."



sang jeg og lukkede mine øjne, for jeg blev så fordybet i min sang, det var den som jeg havde skrevet ud fra den melodi, som mor havde skrevet i bogen, det var min første sang. Da jeg åbnede mine øjne, smilede jeg glad og så på dem. De sad og stirede på mig med åben mund, hvilket skræmte mig en smule, for det så meget uhyggeligt ud.

"Jamen knægt, du har fandme tallent, du burde optræde steder rundt omkring" sagde mr. Smith. "Mange tak sir, men hvordan lige det, jeg har ingen penge, og ingen bil, så jeg kan ikke komme rundt, og jeg nægter at spørge William, for han nedgøre mig bare endnu en gang, og jeg har jo heller intet kunsternavn, så hvor fedt er det lige" sagde jeg. "Så må vi jo bare finde et kunsternavn til dig James" sagde mrs. Dall, og hentede nogle varme småkager, som hun lige tog ud af ovnen. Da hun kom ind i stuen, tog jeg imod bakken og satte den på sofa bordet. "Mange tak James" sagde hun blidt. "Det var så lidt mrs Dall" sagde jeg venligt.

"Vi skal måske give dig et nyt look James, måske klippe dig, så du ikke har det lange hår, men et kort og let hår, og så tror jeg heller ikke William vil finde dig, når dit hår bliver kort" sagde mr. Smith. "Du har sikkert ret, men jeg har ingen penge, så jeg kan ikke gå til frisøren" sagde jeg og uglede kort mit lange hår. "Jeg kan da ordne det James, for jeg er frisør, og imens kan du lave dig en liste over kunsternavne" sagde mrs. Dall og gav mig en blok og en blyant. Hun fandt en saks, og begyndte at klippe mig. Imens sad jeg og fandt på kunsternavne, nogle som jeg syntes lød flotte. Til sidst fandt jeg det helt perfekte kunsternavn, folk skulle kende mig som sangeren Jem Cazz. Jeg viste det til mr. Smith og mrs. Dall. Vi plev enige om, at det var det perfekte navn for mig, også da mine sange jo ville være kærligheds sange.

Her har vi så drengen du har snakket om kunstnernavn til.
Nu tillader jeg mig selv at give konstruktiv kritik, for personligt kan jeg bruge det til meget mere end ros, for så ved man jo hvad man skal gøre bedre.

Intro: "Mit navn er James Carstaris"

Du starter ud med "Mit navn er ..." og den efterfølgende sætning har du igen "mit navn ..." Egentligt intet problem i det, men det lyder kluntet. Du kunne eventuelt skrive "Det har jeg fået efter en skuespiller." Ordet 'det' referere til din karakters navn. Ergo ved vi så at det er navnet der bliver snakket om.

I næste afsnit giver du et svært regnestykke, selvom det er med nogle overkommelige tal. De bliver gift når William er tre år og så noget med nogle andre årstal. Det er grundlæggende meget forvirrende. Prøv om du kan gøre det knap så forvirrende eller helt slette afsnittet, for du skriver at William er James stedbror, men stedbror er ligesom bonusbror eller halvbror, altså en person man kun har én fælles forældre med. Både William og James har både den samme mor og far, ergo kan de ikke være stedbrødre.
I afsnittet kan du skrive: "Jeg bor sammen med min tre år ældre bror William. Vores forældre mødtes for to år siden, da min bror var tre og efter to år fik de mig." Det gør det hele meget kortere, men også meget mere overskueligt.

I tredje afsnit skriver du: "Men william havde aldrig grinet af mig". I bund og grund er der intet forkert i sætningen, men det er ligesom du puster noget op og så falder det bare sammen uden noget stort. Når du skriver 'men William havde' tror jeg der står altid grinet af mig, for det ligger 'men'et op til. Det gør intet at drille læseren, men hos en læsehest (som jeg er) så lyder det forkert.

Det sidste afsnit i ser jeg meget overflødigt og tilmed forvirrende. Du skriver der at William har en anden mor og i følge min viden om kvinder, kan én kvinde sagtens føde et barn, ja helt op til syv! Men de kan altså ikke føde et halvt barn. Det er sikkert bare en fejl, men det er vigtigt at være på dupperne overfor sådan noget.
I samme afsnit skriver du også at der er fem års forskel mellem James forældre. Fin information, men hvad skal vi bruge den til? Den ser en smugle malplaceret ud i mine øjne.
Til sidst, i samme afsnit: Hvorfor skal William være vred på sin far, for at møde en smuk fem år yngre sangerinde der tilmed er smuk? Det får vi ikke rigtig svar på, men er det bevidst?

Ved godt det måske kan lyde som om jeg udpeger fejlene og ikke mener det er en god historie, men nu har jeg kun læst det første, så kan ikke udtale mig om rasten af historien, men det lyder til at blive godt. Syntes det er fedt du vil skrive dine egne historier og ikke er bange for at kaste dig ud i det. Vil glæde mig til at læse rasten og lige give en kraftig opfordring til at du læser historien højt for dig selv og stiller spørgsmål: Hvorfor gør dit og dat, kunne der være andre ord der sagde noget andet og bla bla bla.

Fortsæt det gode arbejde!
- Eric

Lige en lille ekstra: Der står flere steder i rasten af historien, at William griner af James, men det har du lige i introen skrevet at han ikke gør. Det forvirre, men ellers rigtig godt skrevet og interessant og se hvad der videre sker