Hurt.//Cecilie//

T: Kl. 19.39
S: ashen wood forest.
O: Ingen mennesker. En masse træer, der skjuler stjernerne.
P: Ulv.

Brick luntede så godt han kunne igennem skoven. Han var alvroligt såret. En kæmpe flænge, strejkede sig henover hans ryg med den ildrøde pels. Ud af flængen strømmede der blod, så det gled ned af siderne på ham.
Han løb og løb, men vidste ikke hvor han var på vej hen. Flængen sveg og påvirkede hans hoved.
Hvor var han?
Hvad var der sket?
Han fortsatte med at løbe, da han kom til en af skovens skråninger. Han trillede med hårde bevægelser ned af skråningen. Flængen blev fyldt med jord og mudder. For enden af skråningen stoppede han endelig med at trille. Han kunne ikke rejse sig op. Helt hjælpeløs lå han for enden af en skråning med en kæmpe flænge,d er snart ville blive fyldt med bakterier.

en pige gik gennem skoven da hun hørte noget trille ned af skråningen hun så en ulv og blev bekymret hun led der ned og så på den, ''hvad er der sket? er du sårede'' spurte hun nervøst og vidste ikke hvorfor for hvis det var en normal ulv ville den ikke fatte hvad hun sagde...

Han kiggede op på hende, med et svagt blik. En pibende lyd undslap hans mund. Han var virkelig såret. Han forsøgte at rejse sig op, men faldt svagt om igen.

Ccilie rev noget af sit tøj i stygger i enden og ledte efter noget vand og fandt noget og kom tilbage og rensde sårede og så på ham, ''rolig nu undskyld hvis det gør ondt'' sagd ehun nervøst og smilede for sig selv....

Brick blev liggende, da hun kom tilbage med lidt vand på det stykke tøj hun havde revet i stykker. Det sveg i hans krop, da hun placerede det på flængen. Som ramte en dolk ned i hans flanke.
Han bed smerten i sig og knurrede ikke af den unge pige. Hun ville hjælpe ham og det var han meget taknemelig for.
Vinden blæste forsigtigt i træernes blade og startede en mærkelig form for stemning. Uhygge og mystik.

Cecilie var ligeglad, hun ville hjælpe den stakkels sårede ulv... hun så på den, ''hvad er der sket med dig'' hviskede hun for sig selv da det ikke var en god til det her.. hun holdte det der til det stoppede med at bløde, hun så på ulven og aede den med pelsen den var jo så fredelig den ville ikke gøre hende noget. håbede hun...

Den kiggede hende op i øjnene. De gyldne øjne lyste af taknemelighed, mens også smerte.
Med en rolig bevægelse, forvandlede han sig om til et menneske. På hans ryg, var der et kæmpe hul i trøjen, der hvor trøjen skulle være.
"Jeg... En ork.." stammede han og krummede sig sammen af smerte.

Cecili så på ham, ''vi må prøve at få dig i sikkerhed. hvor langt væk bor du?'' spurte hun blidt og var trist og slapper af og sukker og ser ned i jordern... hun var bange for dt gjorder det være end at hjeæælpe på det...

"Jeg.." han blev afbrudt, da han hostede alvorligt. "Jeg.. jeg har intet hjem.."
Han kiggede på hende med et roligt blik, der kunne få alle til at hjælpe ham hvis de så denne tilstand han var i.
"Du behøver ikke at hjælpe hvis du ikke vil," sagde han stille.

hun så på ham, ''lad være med at sige det. kom du kan være hos mig ind til du kan komme ud'' sagde hun og fik ham op på bnen og fik ham hjem efter godt en time.. hun satte ham i sofaen og fik ham forbundet og gav ham noget smerte stillende og noget at drikke og noget at spise. ''jeg håner det er godt nok sir' sagd hun og gav ham n blød pude i ryggen...

"Det er perfekt," sagde han med et smil. "Mange tak."
Det var rart at hun ville hjælpe ham. De fleste havde nok været ligeglad med at en ildrød ulv lå på jorden, imens den hungrede efter hjælp. Ligeglade væsner, var gået videre og havde efterladt ham på den mudrede jord, imens bakterierne langsomt ville overtage såret.

Cecilie smilede og gav ham et tæpp og smilede. ''jeg er glad for du har det beder. hvad var det der var sket?'' spurte hun og smiled og sad i stolen ikke ret langt der fra og smilede for sig slv og så på ham...

Hun lagde et tæppe om ham og han følte sig godt tilpas.
"Jeg stod og drak ved søen, som ulv, da en ork pludselig angreb mig uden grund," fortalte han og så på hende. "Jeg undveg det meste af dens angreb, men dens lange kniv nåede dog at lave en flænge i min ryg."

hun nikkede '''okay, jeg er nød til at holde øje med dit sår gennem de næste par dage okay'' sagde hun blidt og roligt og så på ham og slapede af med et smil på sine læber og tænker over en mass med et smil hun så på ham ''er du sulten? tørsigtig måske?'' spurte hun blidt og roligt...

"Okay," sagde han stille. "Mange tak."
Han smilte kærligt til hende.
"Jeg er en smule tørstig," han kiggede uskyldigt på hende. "Hvad har du?"

hun smilede. ''jeg har vand, sodavand, kaffe te lidt af det hele'' sagde hun med et smil og så på ham. og tog sin dyne der ind og satte sig med sin dyne over for ham med et sødt smil...

"Et glas sodavand lyder lækkert," sagde han glad.
Det var længe siden han havde smagt sodavand. Han havde ikke fået det lige siden han var 10 år gammel.
Han smilte sødt tilbage, da hun placerede dynen over ham.

hun smilede og hentede det og satte sig ved siden af ham og gav ham det ''kan jeg også få lidt af dynene?'' spurte hun drillendene...

"Selvfølgelig kan du det?" grinte han og tog halvdelen af den over hende. "Det er jo trods alt din dyne?"
Han smilte venligt og tog en tår af sin sodavand.

hun smielde mod ham og rødmede. ''ja tak men stadig væk'' sagde hun emd et smil på sine læber...

Han smilte kærligt til hende, da hun blev rød i sine kinder. Det var sjælendt at han fik nogen til at rødme.
"Det er en god sodavand," sagde han glad.

cecilie smilede. ''det jeg glad for''sagde hun blidt og roligt med et smil.. ''er du sikker på du har det godt?'' spurte hun bekymret...

"Ja, bare rolig," sagde han beroligende.
Han klarede den takket være hende. Det var stadig en stor hjælp for ham at hun passede på ham. Det føltes skønt.

cecilie så på ham, ''okay, det er bare lidt svært når jeg er van til at passe på folk'' sagde hun blidt og roligt...

Han nikkede og smilte skævt. Han gad godt vide hvor hun kom fra. Boede hun alene? Og hvis ikke, hvem boede hun så med? Han kiggede hende i øjnene og sendte et sødt smil.