Im not like the others.//Cecilie//

S: Gyderne i Doomsville.
T: Tidligt på morgen.
O: Solopgang, med en lille tæt tåge ved jorden.
P: Uniform.

Et skrig lød en tidlig morgen. Den fik en flok duer til at lette fra deres tryge plads på jorden. Skriget var kommet fra en vampyr, der lige havde endt sine dage til D12.
D12 smed vampyren ned på jorden, imens blodet strømmede ud fra den. Han kiggede koldt på den. En ordre var en ordre. Den kunne han ikke sige imod.
Ikke så langt fra ham, kunne han ane en skikkelse af et lille barn med tåre i dets øjne. Den bed sig i sin lille hånd. Øjen var fyldt med tåre der trillede ned af den lille runde kind.
D12 ignorede det. Han var skabt til ikke at føle. Det lille barn sagde ham intet. Han kiggede op i himmelen og gik langsomt videre.

Cecilie så på ham hun så på ham, ''det var ikke pænt.. at dræbe foran et barn'' sagde hun alvorligt og så på hende med et smil på sine læber.. hun så mod ham hun ville ikke lade dem tro de var mget beder end hnde

D12 drejede hovedet, da en pige stemme lød bag ham.
"Det var en ordre," sagde han med en kold stemme. "Jeg gør bare hvad han siger jeg skal."
Han stod stadig med ryggen til hende. Han betragtede hende over nakken. En pige, med et smil på sine læber.
Hun skældte ham ud? Hvorfor forstod han ikke. Han gjorde jo bare hvad der blev sagt.

hun så ned, ''næste gang sør for der ikke er børn i nærheden jeg kender den smerte de ser'' sagde hun alvorligt og vendte sig mod ham så han kunne s hndes ansigt og slappede af med et smil...

Han ignorde hendes spydig bemærkning og vendte hovedet den anden vej igen.
*D12! Kom hjem nu!* sagde hans professor i hans høresnegl. Professoren var ved at blive utålmodig. D12 skulle ikke snakke med andre. Kun følge ordre.
D12 nikkede. Han kiggede en sidste gang på pigen, inden han gik videre med rolige bevægelser.

Cecilie sukkede. ''du jo en slave for din master'' sagde hun stille og sukkede

Ordet slave gav ham kuldegysninger, uden han rigtig forstod hvorfor.
Slave?
Var han virkelig en slave?
Sådan havde han aldrig set på det før.
"Du aner ikke hvad du taler om," sagde han og vendte sig om imod hende.

Cecilie så på ham, ''du gør alt hvad han siger uden at sige imod eller øre noget imod det'' sagde hun blidt og roligt...

"Selvfølgelig? det er det jeg er skabt til?" sagde han og løftede på et øjenbryn.
Hun prøvede at virke rolig ved at smile helt uskyldigt.
*Drop snakken D12!*
D12 bemærkede kommentaren. Han ville adlyde, men ville gerne vide hvad pige havde at sige.

Cecilie så på ham, ''alle har vilje til at sige nej, også selv om man er skabt, du skal bare ville det men det virker ikke som om du vil'' sagd ehun blidt og roligt...

Sige nej?
Han kunne ikke sige nej! Hvis ikke han fik ordre ville han ikke vide hvad han skulle gøre?
"Sige nej?" sagde han og lagde hovedet på skrå.

''ja hvis det er noget du ikke gider'' sagde hun blidt og roligt med et smil på sin læber og slapper af med et smil...

Han rystede på hovedet.
"Du forstår det ikke," sagde han med en kold stemme. "Det er der intet væsen der gør," Han kiggede på hende med sine mørke øjne. De var fyldt med nysgerrighed, men også respekt overfor sin herre.
"Jeg er skabt til at dræbe, ikke til at føle."

Cecilie gik over til ham, ''alle kan få eller ha følser, også selv om man er skabt, man skal bare tro på det'' sagde hun blidt mod ham...

Han gik et skridt bagud, da hun gik hen mod ham.
"Hvad ved du om det?" spurgte han, med et koldt blik. Det gjorde ham forvirret at hun var så rolig og blid. Hun burde være bange for at han kunne skyde hende når som helst det skulle være. Alt der skulle til, var et enkelt skud.

Cecilie smielde. ''fordi alle fortjænr kærlighed om de vil indse det eller ej'' sagde hun..

Han lagde hovedet på skrå.
Kærlighed? Hvad var det?
"Javel ja," sagde han stille. "Kærlighed siger du?"
*D12, ignorer den tøs og kom hjem!*
D12 lagde en finger på sin høresnegl.
"Ja herre," sagde han koldt og begyndte at gå sin vej.

hun så på ham, ''vil du vide hvad kærlighed er. så kan jeg fortælle dig det'' sagde hun blidt og roligt...

Han stoppede op, da hun tilbød ham gratis viden. Endnu engang kiggede han sig over skuldren, med et koldt blik der også udviste nysgerrighed.
"Lad gå," sagde han og vendte sig om imod hende. "Fortæl mig hvad det er."

Cecilie smielde. ''kærlighed, tja, følsen af at stole meget på en person, at du kan fortælle personene dine dybeste hemmelighed, at de gængælder din følse, som et blidt strøg over armen til at starte med så føre det til blide kys, som føre til at man hvis man er heldig at personen man er vild med er vild med en selv'' hvisked hun blidt...

Han satte hovedet på skrå. Det hun fortalte lød som noget være pjat.
*Lyt ikke til hende D12! Hun aner ikke hvad hun snakker om,* Hans herre var vred på den unge pige, over at fylde hans hoved med sådanne fjolled ting.
"Det lyder underligt," sagde han og kiggede på hende. Hans øjne var ikke længere kolde, men blide og nysgerrige.

hun smielde. ''det syns jeg også det var til at starte med, mn så fandt jeg min første kærlighed... som jeg mistede til en anden pige, nogle fyre, går kun efter kroppen, og man kan ikke bare spørger om hvad de andre går efter, man skal selv finde ud af hvad man går efter'' sagde hun blidt...

Han nikkede forstående.
Han forstod ikke hvad hun mente med at mændene tænkte på kroppen. Hvorfor skulle de tænke på deres kroppe? Det var jo bare en menneske krop, præcis ligesom deres egen? Dog havde han bemærket forskelle, men det var ikke noget han havde tænkt videre over.
*D12, lad ikke dit hoved blive fyldt med dette vulapyk!*
D12 hørte sin herres odre og kiggede hen på Cecilie.
"Jeg er nød til at gå," sagde han og smilte skævt.

hun sukkede, ''okay nyd livet som slave'' sagde hun trist og gik hjem af....

Endnu engang brugte hun ordet slave.
"Hør, jeg er ikke en slave, men en soldat!" vrissede han, med en stemme der kunne lyde som om han var irriteret. "Jeg er skabt til at dræbe vampyre og ikke til at være en slave,"
Han kiggede alvorligt på hende.